Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52009DC0303

Beretning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet Rapport om implementeringen af topdomænet .eu, dettes gennemslagskraft samt om, hvordan det fungerer

/* KOM/2009/0303 endelig udg. */

52009DC0303

Beretning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet Rapport om implementeringen af topdomænet .eu, dettes gennemslagskraft samt om, hvordan det fungerer /* KOM/2009/0303 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 26.6.2009

KOM(2009) 303 endelig

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Rapport om implementeringen af topdomænet .eu, dettes gennemslagskraft samt om, hvordan det fungerer

BERETNING FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Rapport om implementeringen af topdomænet .eu, dettes gennemslagskraft samt om, hvordan det fungerer (EØS-relevant tekst)

1. BAGGRUND

Formålet med at indføre topdomænet ".eu" var at give EU's indbyggere, organisationer og virksomheder en særlig fælleseuropæisk identitet på internettet.

Hensigten med nærværende rapport er at informere Europa-Parlamentet og Rådet om implementeringen af topdomænet .eu, dettes gennemslagskraft samt om, hvordan det fungerer, således som fastsat i artikel 8 i forordning (EF) nr. 733/2002[1].

Rapporten dækker topdomænets udvikling i perioden fra den 6. juli 2007[2], da den foregående rapport blev vedtaget, og frem til den 31. marts 2009.

2. RAMMERNE OMKRING TOPDOMÆNET .EU

2.1. Retsgrundlag

Retsgrundlaget for .eu består af ovennævnte forordning (EF) nr. 733/2002 om implementering af topdomænet .eu samt af Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 af 28. april 2004 om generelle retningslinjer for implementeringen. Disse to retsakter suppleres af en række kommissionsbeslutninger om udvælgelse og udpegning af en topdomæneadministrator. Endelig har topdomænadministratoren opstillet en række administrative regler for den daglige drift af topdomænet og registreringen af domænenavne.

Som følge af indførelsen af forskriftsproceduren med kontrol blev forordning (EF) nr. 733/2002 ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/2008 af 22. oktober 2008.

Rumænien og Bulgarien tiltrådte EU den 1. januar 2007 og skulle dermed have mulighed for at registrere de domænenavne, der i forvejen var reserveret til dem. For at skabe klarhed i lovgivningen ændrede Kommissionen bilaget til forordning (EF) nr. 874/2004, herunder listen over domænenavne pr. land og de lande, der kan registrere dem, ved forordning (EF) nr. 1255/2007.

Kommissionen påpegede også, at det var nødvendigt at ændre Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 for at tilpasse den til kravene i forbindelse med indførelse af internationaliserede domænenavne (IDN) under .eu.

2.2. De grundlæggende principper

Retsgrundlaget for .eu fastlægger en klar fordeling af opgaverne mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren. Topdomæneadministratoren er organisation, der ikke arbejder med gevinst for øje, og som administrerer og forvalter topdomænet uafhængigt i overensstemmelse med principperne om ikke-indblanding, selvforvaltning og selvregulering[3]. Kommissionen har fået tildelt en overordnet tilsynsrolle. Den har ikke kompetence til at træffe afgørelse om bestemte domænenavne og heller ikke til at behandle klager over topdomæneadministratorens beslutninger.

Derudover bygger .eu-topdomænet på en model med en topdomæneadministrator og en række registratorer, hvor topdomæneadministratorens opgave er at forvalte topdomænet, herunder vedligeholde de relevante databaser, mens akkrediterede registratorer fungerer som agenter, der tilbyder registreringstjenester til brugerne. Topdomæneadministratoren må ikke selv fungere som registrator[4]. Denne fremgangsmåde fremmer konkurrencen på domænenavnsmarkedet, hvor registratorerne vil være tilbøjelige til at diversificere deres tilbud for at dække registranternes forskellige behov, og det sikres, at priserne bliver konkurrencedygtige.

2.3. Topdomæneadministratoren

EURid (European Registry for Internet Domains), der er en nonprofitorganisation hjemmehørende i Diegem, Belgien, blev efter en indkaldelse af interessetilkendegivelser udpeget af Kommissionen som topdomæneadministrator for .eu den 21. maj 2003[5].

EURid blev etableret i april 2003. Det er et konsortium bestående af de organisationer, der administrerer de nationale topdomæner for Belgien, Italien, Sverige, Den Tjekkiske Republik og Slovenien, samt ISOC-ECC (Internet Society European Chapters Coordinating Council) og Businesseurope (en sammenslutning af industri- og arbejdsgiverorganisationer).

I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 733/2002[6] underskrev Kommissionen den 12. oktober 2004 en entreprisekontrakt med EURid (i det følgende "kontrakten") for en indledende periode på fem år med mulighed for forlængelse[7].

Den 12. december 2008 underskrev Kommissionen på Det Europæiske Fællesskabs vegne og EURid en tillægskontrakt om forlængelse af kontrakten med yderligere fem år, dvs. indtil den 12. oktober 2014. Tillægskontrakten træder i kraft, når den nuværende kontrakt udløber, dvs. den 12. oktober 2009.

3. REGISTRERING OG BRUG AF .EU-DOMÆNER

.eu-topdomænesystemets gennemslagskraft kan måles ud fra to indikatorer: antallet af registrerede domænenavne og topdomæneadministratorens præstationer.

3.1. Antallet af registrerede domænenavne

‘.eu’ i et globalt perspektiv

Topdomænet .eu åbnede for offentlig registrering den 7. april 2006. I dag, ca. tre år senere, er der registreret over 3 millioner domæner i .eu, hvilket betyder, at .eu er Europas fjerde mest populære landekodetopdomæne og det niende mest populære på verdensplan. Disse tal understreger topdomænets succes blandt offentligheden.

Blandt de europæiske landekodetopdomæner (ccTLD) overgås .eu kun af topdomænerne for Tyskland (.de), Det Forenede Kongerige (.uk) og Nederlandene (.nl). På verdensplan har kun de generiske topdomæner .com, .net, .org og .info samt Kinas nationale topdomæne (.cn) og de ovennævnte tre europæiske nationale topdomæner flere registreringer end .eu (se bilag 1).

Registreringernes fordeling på de enkelte lande

Hovedparten af .eu-domænerne er registreret i de mest folkerige lande og i lande med en stærk tradition for registrering og brug af domæner. Den største efterspørgsel efter domænenavne i .eu har vist sig i Tyskland (30 % af .eu-domænerne), Nederlandene (14 %), Det Forenede Kongerige (12 %), Frankrig (8 %) og Polen (6 %)[8] (se bilag 2).

Vækst

Efter den imponerende stigning i antallet af domænenavnsregistreringer i løbet af startfasen i 2006 er udviklingen stabiliseret, og vækstraten svarer nu til de øvrige europæiske topdomæners (+11 % i 2007 og +11 % i 2008). Der er to årsager til denne udvikling: for det første er antallet af registreringer af nye domæner faldet gradvist til et normalt niveau efter den indledende "sunrise"-periode, og for det andet har den exceptionelt høje fornyelsesrate på over 80 % i den indledende periode efterhånden nærmet sig topdomænegennemsnittet (i dag 72 %).

Den samlede vækst på 22 % i perioden 2006-2008 må anses for tilfredsstillende, men væksten har været særlig imponerende i Polen (+149 %), Litauen (+142 %), Luxembourg (+95 %) og Irland (+94 %) (se bilag 3).

.eu er vokset side om side med andre europæiske topdomæner

Det er bemærkelsesværdigt, at væksten i .eu har været sammenfaldende med en stigning i antallet af domænenavne i de nationale topdomæner i de fleste medlemsstater. For eksempel voksede antallet af registreringer under Tysklands topdomæne (.de) i 2008 med 7 %, mens .uk (Det Forenede Kongerige) og .nl (Nederlandene) voksede med henholdsvis ca. 11 % og 18 %. Dermed opfylder .eu-topdomænet målet om at give EU's indbyggere en virkelig europæisk internetidentitet og supplere snarere end erstatte de eksisterende nationale topdomæner i EU.

3.2. Brugen af .eu-domænerne

Registrering og brug

Der er en stigende tendens til at tage .eu-domæner i brug, så snart de er registreret, i stedet for blot at registrere dem som en sikkerhedsforanstaltning.

.eu-domænenavne er ved at blive et almindeligt træk ved Europas cyberspace og elektroniske markedsplads. Topdomænet er især populært blandt små og mellemstore virksomheder. Desuden bruger store og velkendte organisationer samt ikke-statslige organisationer og private indbyggere i EU i stigende grad de .eu-domænenavne, de har registreret[9].

EU-institutionernes websted og alle deres e-mailadresser blev flyttet over under .eu den 9. maj 2006. Siden denne dato har EU-institutionerne stillet én fælles internetportal til rådighed for alle Europas indbyggere, organisationer og virksomheder under .eu-topdomænet: http://europa.eu.

Ud over EU's institutioner, organer og agenturer benytter også de programmer og projekter, der modtager støtte fra EU, i stigende grad .eu-domænenavne. Det svenske EU-formandskabs officielle websted findes også under et .eu-domænenavn: www.se2009.eu.

En undersøgelse gennemført af topdomæneadministratoren har desuden vist, at 80 % af alle .eu-domænenavne fører til et fungerende websted eller e-mailserver[10]. Ud af de fungerende websteder er det kun en femtedel, der omdirigerer besøgende til et andet websted eller en anden URL; dette viser, at .eu-domænerne i langt de fleste tilfælde udnyttes aktivt.

Bevidstheden om .eu og topdomænets image

Sammenlignet med de fleste europæiske nationale topdomæner, der blev oprettet i 1990'erne er .eu ny i gårde. Derfor er det ikke overraskende, at .eu er mindre kendt end de andre topdomæner. En undersøgelse foretaget af topdomæneadministratoren[11] viste, at 79 % af internetbrugerne i Europa kendte begreberne topdomæner og domænenavne, og at 63 % kendte til eksistensen af .eu. 45 % af internetbrugerne vidste, at de som indbyggere i EU kan registrere et domænenavn i .eu, og 11 % overvejede at gøre brug af denne mulighed.

Det bør bemærkes, at .eu-domæner har et godt ry: ifølge en anden undersøgelse[12], der er gennemført på EURid's vegne, opfatter brugerne ikke blot .eu som bærer af en ægte europæisk internetidentitet, de mener også, at .eu-domænerne er innovative og moderne.

4. TOPDOMÆNEADMINISTRATORENS PRÆSTATIONER

4.1. Service og gebyrer

I løbet af de sidste to år har EURid arbejdet på yderligere at forbedre sin service over for registratorerne. Topdomæneadministratoren tilbyder sine ydelser til registratorerne på alle EU's officielle sprog. Ved siden af hovedkvarteret i Diegem (Belgien) har EURid åbnet afdelinger i Stockholm, Prag og Pisa for at være tættere på registratorerne.

Da .eu-domænerne markedsføres af rundt regnet 1 000 akkrediterede registratorer, er det afgørende, at topdomæneadministratoren har jævnlig kontakt med disse for at følge med i behovene og udviklingen på markedet. Til dette formål er der oprettet to rådgivende organer bestående af repræsentater for registratorerne: Registrar Advisory Board (RAB) og Registrar Requirements Panel (RRP). RAB rådgiver EURid’s bestyrelse i forretningsspørgsmål, mens RRP tager sig af de tekniske aspekter. Desuden oprettede topdomæneadministratoren i september 2008 en tjeneste for registratorerne, der yder service døgnet rundt, alle ugens dage.

Den service, topdomæneadministratoren yder registratorerne, lader til at være tilfredsstillende: ifølge en undersøgelse, der er gennemført på topdomæneadministratorens vegne, var over 90 % af de registratorer, der deltog, tilfredse eller mere end tilfredse med den service, EURid yder, og 86 % mente ikke, der var behov for at forbedre registreringssystemet[13]. Dog så registratorerne gerne forbedringer på visse områder, f.eks. i procedurerne for handel med og overdragelse af domænenavne og i sporingen af ændringer, der gennemføres med nye versioner af systemet.

I april 2007 indførte EURid en adfærdskodeks, som registratorer kan tilslutte sig på frivillig basis. De, der tilslutter sig, accepterer at følge de betingelser, der er fastlagt i adfærdskodeksen, og til gengæld får de ret til at brug adfærdskodeksens officielle logo, hvormed de kan profilere sig som udbydere af tjenesteydelser af højeste klasse.

Gebyrer og priser

Kommissionen har ført tilsyn med engrosgebyrerne for registrering i .eu og har i den forbindelse taget hensyn til topdomæneadministratorens finansielle situation samt de generelle forhold på topdomænemarkedet. Takket være den enorme interesse i .eu og det høje antal registreringer, har topdomæneadministratoren to gange kunnet nedsætte engrosgebyrerne: den 1. januar 2007 blev registreringsgebyret og det årlige fornyelsesgebyr nedsat fra 10 EUR til 5 EUR, og endnu en nedsættelse til 4 EUR trådte i kraft den 1. februar 2008. Kommissionen vil fortsat følge udviklingen og foreslå topdomæneadministratoren at nedsætte gebyrerne yderlige, hvis og når det er muligt[14].

Det bør bemærkes, at engrosgebyret er den pris, som topdomæneadministratoren opkræver af de akkrediterede registratorer, der så selv fastsætter detailpriser for registranterne. Mange registratorer bundter deres ydelser, så de også omfatter f.eks. webhosting- og e-mail-pakker. I dag ligger den laveste reelle detailpris for et domænenavn under .eu på omkring 5 EUR, hvilket afgjort ikke er højere end den laveste markedspris for domæner under .com, .net, .uk, .de og andre større topdomæner.

4.2. Finansiel holdbarhed

Kommissionen har overvåget topdomæneadministratorens finansielle situation, der er et afgørende element i topdomænets levedygtighed. Den overvældende registreringssucces har skabt indtægter, der hidtil har oversteget omkostningerne. Kommissionen har reageret på denne udvikling i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i retsgrundlaget og kontrakten.

For det første har Kommissionen forpligtet EURid til hvert år at fastlægge og planlægge sine investeringer og en passende driftsreserve på forhånd. EURid tilbageholder så hvert år et beløb til disse formål, mens resten overføres til fællesskabsbudgettet.

Samtidig har Kommissionen bedt topdomæneadministratoren om løbende at undersøge muligheden for at nedsætte engrosgebyret for registrering (se ovenfor). En sådan nedsættelse er nødvendig for at sikre, at gebyret afspejler de faldende omkostninger pr. domænenavn som følge af den stigende mængde registreringer. Desuden er en sænkning af gebyret det bedste middel til at begrænse det overskud, der skal overføres, og i stedet at lade ejerne af domænenavnene beholde pengene.

For at sikre topdomæneadministratorens økonomiske levedygtighed skal de årlige indtægter altid dække de årlige udgifter og de midler, der er nødvendige til investering og reserve, også selv om antallet af registreringer — eller væksten i registreringerne — skulle falde. Ud fra forsigtighedsprincippet skal en sænkning af gebyret derfor følge — og ikke gå forud for — et fald i omkostningerne.

Ud fra denne strategi har topdomæneadministratoren gradvist sænket engrosgebyret i takt med det stigende antal registreringer, men med en vis forsinkelse. Følgelig har overskuddet også været faldende, uden at det har bragt topdomæneadministratorens økonomiske levedygtighed i fare. I 2006 var der et overskud på 11,3 mio. EUR, hvoraf 8,9 mio. EUR blev overført til fællesskabsbudgettet. I 2007 var overskuddet på 10,9 mio. EUR, hvoraf 6,9 mio. EUR blev overført. Foreløbige tal for 2008 viser, at overskuddet vil blive omkring 5 mio. EUR, og EURid vil overføre ca. 4 mio. heraf til fællesskabsbudgettet. De beløb, der ikke overføres til fællesskabsbudgettet, investeres enten i øget servicekvalitet eller bruges til at opbygge en passende reserve.

Topdomæneadministratoren har således gennemført sine aktiviteter på et solidt finansielt grundlag i den periode, som rapporten dækker. Driftsindtægterne har oversteget driftsomkostningerne, og overskuddet har været tilstrækkeligt til at dække både investeringsbehov og reserver.

4.3. Kontinuitet og robusthed

I løbet af de forløbne to år har topdomæneadministratoren opgraderet de tekniske systemer yderligere. En af hovedudfordringerne har været at gøre systemet mere robust ved at sikre, at alle centrale funktioner duplikeres. I denne forbindelse er EURid ved at opgradere sit websted i Prag, så det kan duplikere hovedkvarterets funktioner fuldt ud.

Desuden har topdomæneadministratoren indført "anycast"-teknologien, der gør det muligt at placere kopier af .eu-navneservere ud over hele verden. Formålet er at gøre infrastrukturen mere stabil og undgå, at en enkelt fejl bringer hele systemet i fare, f.eks. hvis én af serverne bryder sammen eller ikke kan nås. De to anycast-net, som EURid benytter, drives af to forskellige anycast-udbydere, hvilket yderligere øger stabiliteten og robustheden i .eu-domænet.

Som kontrakten kræver det, har EURid udarbejdet en driftskontinuitetsplan, herunder en analyse af topdomæneadministratorens centrale funktioner samt de dermed forbundne risici og sikkerhedsforanstaltninger. Planen omfatter også en krisestyringsplan samt scenarier og procedurer vedrørende særlige trusler.

Driftskontinuitetsplanen er blevet vurderet af en uafhængig revisor. Formålet var at sammenholde EURid's plan med bedste praksis i sektoren. Revisionsrapporten bekræfter, at EURid arbejder på at iværksætte kontinuitetsforanstaltninger, og at denne proces endnu ikke er afsluttet.

Desuden har EURid underrettet Kommissionen om, hvilke foranstaltninger organisationen har truffet for at gøre databasen og registreringsydelserne mere robuste og effektive og dermed øge driftssystemernes pålidelighed.

4.4. Tvister om domænenavne

I betragtning af den potentielt store kommercielle værdi, som visse domænenavne repræsenterer, opstår der ikke sjældent retlige tvister på dette område.

Alternativ tvistbilæggelse

De retlige rammer for .eu-topdomænet indeholder en procedure for alternativ tvistbilæggelse (ADR-procedure) med henblik på at løse eventuelle konflikter vedrørende domænenavne under .eu-topdomænet. Denne ordning giver de berørte parter en række proceduremæssige garantier, men udelukker ikke adgangen til domstolsprøvelse, som enhver af de berørte parter måtte indlede imod indehaveren af et domænenavn eller en beslutning truffet af topdomæneadministratoren.

EURid har udpeget voldgiftsretten i Prag, der er underlagt det tjekkiske handelskammer og landbrugskammer (herefter "den tjekkiske voldgiftsret"), til at varetage alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med .eu-domænenavne. I henhold til retsgrundlaget for .eu, kan der inden for rammerne af ADR-proceduren indgives klage over tvister vedrørende: i) registreringer foretaget i ond tro eller misbrug af registreringer og ii) beslutninger truffet af topdomæneadministratoren. Klagerne kan indgives på et hvilket som helst af EU's officielle sprog.

Gebyrets størrelse i forbindelse med ADR-proceduren er baseret på princippet om omkostningsdækning. ADR-gebyrerne er blevet sænket flere gange siden 2006. Startbeløbet ligger i dag på 1 300 EUR[15], hvilket er lavere end de gebyrer, der opkræves af lignende voldgiftsinstanser[16].

Antallet af ADR-sager, der indbringes for den tjekkiske voldgiftsret, er faldet betydeligt fra ca. 200 sager pr. kvartal i 2006 til omkring 25 sager pr. kvartal i dag. I den indledende fase vedrørte de fleste sager klager over topdomæneadministratoren (ca. 73 %), mens resten var klager over ejere af .eu-domænenavne. I mellemtiden har situationen vendt sig: i dag indgives der flest klager over domænenavnsejere. Dette bekræfter, at det høje antal tvister om domænenavne i starten vedrørte registreringerne i den indledende periode ("sunrise"-perioden), hvor sagsøgerne anfægtede topdomæneadministratorens beslutninger om bekræftelse af .eu-domænenavnsejeres ældre rettigheder[17].

Retssager vedrørende påstået misbrug af domænenavnsregistreringer

EURid er part i retssager ved nationale domstole i Belgien og Grækenland, vedrørende påståede tilfælde af hamstring af domænenavne med henblik på videresalg ("warehousing"[18]).

I en af sagerne forpligtede en belgisk domstol ved et midlertidigt påbud EURid til at frigive ca. 74 000 domænenavne, idet den fastsatte en bøde på 25 000 EUR pr. domænenavn for hver times forsinkelse. EURid fulgte påbuddet undtagen for 20 domænenavne, hvor topdomæneadministratoren henviste til, at de var genstand for verserende ADR-sager. Dette førte siden til, at EURid's bankkonto blev blokeret op til et beløb på 4 190 000 EUR (svarende til 1 % af den pålagte bøde). Der er endnu ikke afsagt dom i sagen, og til dato har der ikke fundet noget retsmøde sted i hovedsagen.

4.5. Sager ved EF-Domstolen

Hvad angår .eu-relaterede sager for EF-Domstolen, som Kommissionen er part i, anfægtede sagsøgeren i "Galileo-sagen" rimeligheden af at reservere navnet "galileo.eu" til brug for Fællesskabets institutioner og organer. I 2007 afviste Retten i Første Instans søgsmålet som uantageligt (T-46/06). I en appelsag om Førsteinstansrettens afgørelse bekræftede EF-Domstolen denne afgørelse (C-483/07).

I den anden sag, "Inet Hellas", der stadig verserer for Retten i Første Instans, anfægter sagsøgeren fortolkningen af Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 med hensyn til forbuddet mod registrering af domænenavne med to bogstaver, der repræsenterer lande uden for EU (T-107/06).

Desuden har Oberster Gerichtshof i Østrig forelagt EF-Domstolen spørgsmål om fortolkning af forordning (EF) nr. 874/2004 til præjudiciel afgørelse (C-569/08). Der er endnu ikke truffet nogen afgørelse i sagen.

4.6. Internationaliserede domænenavne (IDN)

I dag er det kun muligt at registrere domænenavne under .eu-topdomænet med tegn fra det latinske standardtegnsæt: bogstaverne a - z, cifrene 0 - 9 og tegnet "-"[19].

Retsgrundlaget for .eu fastsætter, at der skal indføres internationaliserede domænenavne, så snart det er teknisk muligt[20]. Eftersom det nu er muligt at registrere sådanne domænenavne under et topdomæne, har EURid forberedt indførelsen af IDN under .eu-topdomænet, der vil gøre det muligt at bruge diakritiske tegn, som f.eks. i é, ö, ç og č, samt ikke-latinske tegnsæt.

Når retsgrundlaget er tilpasset, så det tager hensyn til IDN-kravene[21], forventes det, at IDN vil blive indført under .eu-topdomænet i løbet af 2009.

5. KONKLUSION

Tre år efter åbningen er topdomænet .eu blevet en valgmulighed, som europæerne værdsætter, når de skal vælge en internetidentitet. Med over tre millioner domæner har .eu overgået forventningerne og har nu etableret sig blandt verdens ti største topdomæner. Efter den første bølge af registreringer er der en stigende tendens til at tage .eu-domænenavne i brug, så snart de er registreret, i stedet for blot at registrere dem som en sikkerhedsforanstaltning. I dag værdsættes .eu-domænerne i stigende grad af virksomheder, organisationer og enkeltpersoner for de enestående fordele, de byder på. Antallet af tvister om domænenavne er faldet støt, og det er opfattelsen, at systemet med alternativ tvistbilæggelse reelt beskytter registranternes rettigheder. Desuden fungerer topdomæneadministratoren smidigt og i overensstemmelse med bedste praksis i sektoren.

Topdomæneadministratoren kommer dog til at stå over for en række udfordringer i de kommende år. Den første milepæl bliver indførelsen af internationaliserede domænenavne (IDN).

Længere henne ad vejen vil den kommende indførelse af nye generiske topdomæner samt de usikre økonomiske forhold kunne begrænse væksten i .eu. Der er derfor brug for en aktiv strategisk indsats. Topdomæneadministratoren bør navnlig arbejde på yderligere at øge kendskabet til .eu og styrke topdomænets image. Dette vil tiltrække flere registreringer og fremme brugen af .eu-websteder, om muligt blandt kendte virksomheder og organisationer.

I betragtning af topdomænesystemets dynamiske karakter bør topdomæneadministratoren videreføre og udbygge sin dialog og sine forbindelser med internetsamfundet for at følge med i de relevante markedstendenser og bedste praksis på området. Kommissionen vil fortsat følge udviklingen i .eu-topdomænet nøje og sikre, at det opfylder behovene hos EU's indbyggere, organisationer og virksomheder.

BILAG

BILAG 1: DE TI STØRSTE TOPDOMÆNER, MÅLT EFTER ANTALLET AF REGISTREREDE DOMÆNENAVNE (MARTS 2009)

TLD | Antal registrerede domænenavne |

.com | 79 439 607 |

.cn | 13 854 687 |

.de | 12 652 025 |

.net | 12 099 536 |

.org | 7 472 142 |

.uk | 7 382 123 |

.info | 5 137 681 |

.nl | 3 285 095 |

.eu (*) | 3 049 034 |

.biz | 2 025 576 |

Kilde: http://domainsinfo.fr/.

(*) Oplysningerne om antallet af registreringer i .eu ajourføres dagligt på:

http://www.eurid.eu/en/about/facts-figures/statistics.

BILAG 2: ANTALLET AF .EU-DOMÆNER OPDELT EFTER REGISTRANTERNES BOPÆLSLAND (PR. MARTS 2009)

Land | Antal .eu-domæner, marts 2009 |

Østrig | 74 767 |

Belgien | 92 404 |

Bulgarien | 9 578 |

Cypern | 53 051 |

Den Tjekkiske Republik | 82 020 |

Danmark | 45 167 |

Estland | 8 179 |

Finland | 14 876 |

Frankrig | 251 744 |

Tyskland | 930 467 |

Grækenland | 25 169 |

Ungarn | 29 148 |

Irland | 59 612 |

Italien | 166 454 |

Letland | 7 166 |

Litauen | 9 416 |

Luxembourg | 27 256 |

Malta | 2 916 |

Nederlandene | 415 474 |

Polen | 176 328 |

Portugal | 11 789 |

Rumænien | 20 204 |

Slovakiet | 18 609 |

Slovenien | 6 385 |

Spanien | 70 390 |

Sverige | 81 979 |

Det Forenede Kongerige | 377 820 |

Kilde: EURid.

BILAG 3: VÆKSTEN I .EU-DOMÆNER I PERIODEN 2006-2008, OPDELT EFTER REGISTRANTERNES BOPÆLSLAND

Land | Væksten i .eu-domæner, 2006-2008* |

Østrig | +27 % |

Belgien | +23 % |

Bulgarien** | +58 % |

Cypern | -41 % |

Den Tjekkiske Republik | +65 % |

Danmark | +18 % |

Estland | +43 % |

Finland | +57 % |

Frankrig | +56 % |

Tyskland | +19 % |

Grækenland | +44 % |

Ungarn | +32 % |

Irland | +94 % |

Italien | +14 % |

Letland | 0 % |

Litauen | +142 % |

Luxembourg | +95 % |

Malta | -85 % |

Nederlandene | +36 % |

Polen | +149 % |

Portugal | -2 % |

Rumænien** | +40 % |

Slovakiet | +74 % |

Slovenien | +71 % |

Spanien | +33 % |

Sverige | -10 % |

Det Forenede Kongerige | -14 % |

EU | +22 % |

*fra den 31.12.2006 til den 31.12.2008.

** Tallene for Bulgarien og Rumænien vedrører perioden 2007-2008, eftersom registreringen af domænenavne i .eu for disse landes vedkommende først begyndte efter deres tiltrædelse til EU den 1. januar 2007.

Kilde: EURid.

[1] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002 om implementering af topdomænet.eu (EUT L 113 af 30.4.2002, s. 1), ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1137/af 22. oktober 2008 om tilpasning til Rådets afgørelse 1999/468/EF af visse retsakter, der er omfattet af proceduren i traktatens artikel 251, for så vidt angår forskriftsproceduren med kontrol — Tilpasning til forskriftsproceduren med kontrol — Del 1 (EUT L 311 af 21.11.2008, s. 1).

[2] KOM(2007) 385 endelig (EUT C 191 af 17.8.2007, s. 17).http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2007:0385:FIN:EN:PDF.

[3] Se betragtning 9 i forordning (EF) nr. 733/2002.

[4] Artikel 3, stk. 4, i forordning (EF) nr. 733/2002.

[5] Kommissionens beslutning 2003/375/EF af 21. maj 2003 om udpegelse af en administrator for topdomænet .eu (EUT L 128 af 24.5.2003, s. 29).

[6] Ifølge artikel 3, stk. 1, er kontrakten mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren tidsbegrænset, men kan forlænges.

[7] Yderligere oplysninger om EURid findes på http://www.eurid.eu/content/view/12/26/lang,en/

[8] De seneste tal, inddelt efter land, findes på:http://www.eurid.eu/en/press-room/facts-figures.

[9] Eksempler på aktiv brug af .eu-domænenavne findes på: http://www.eurid.eu/en/press-room/why-eu.

[10] http://www.eurid.eu/files/2007_q1_report.pdf.

[11] http://www.eurid.eu/en/content/two-thirds-online-europeans-are-aware-eu.

[12] https://www.centr.org/main/4607-CTR/version/default/part/AttachmentData/data/Admin14%20-%20Linden-%20.eu%20branding%20study.pdf.

[13] http://www.eurid.eu/en/content/eu-registrars-are-generally-satisfied-eurid-give-some-suggestions-improvements.

[14] Artikel 4, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 733/2002 fastsætter, at topdomæneadministratoren skal "opkræve gebyrer, der er direkte baseret på de dermed forbundne omkostninger". Endvidere gælder det ifølge artikel I.I.6 i entreprisekontrakten, at et eventuelt overskud, der ikke investeres i at øge servicekvaliteten, vil blive overført til Fællesskabets budget i det år, hvor overskuddet opstår. Der vil dog blive taget hensyn til behovet for at bevare en passende driftsreserve.

[15] Kilde: Den tjekkiske voldgiftsret: http://adr.eu/arbitration_platform/fees.php.

[16] Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) opkræver et startgebyr på 1 500 USD (http://www.wipo.int/amc/en/domains/fees/index.html).

[17] Som fastlagt i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 nød indehavere af ældre rettigheder, der var anerkendt i eller indrømmet i henhold til national ret og/eller fællesskabsretten, samt offentlige organer godt af en særlig periode ("sunrise"-perioden), hvor registreringen af domænenavne udelukkende var forbeholdt sådanne indehavere af anerkendte ældre rettigheder samt offentlige organer.

[18] Man taler om "warehousing", når en registrator sikrer sig kontrol over domænenavne med det formål at "oplagre" dem med henblik på eget brug og/eller udbytte, sædvanligvis ved videresalg af domænenavnet til en højere pris.

[19] Se også EURid’s betingelser og vilkår, afsnit 2.2: http://www.eurid.eu/files/trm_con_EN.pdf.

[20] Ifølge artikel 6 i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 registrerer topdomæneadministratoren domænenavne med alle de tegn, der findes i Fællesskabets officielle sprogs alfabeter, når der foreligger egnede internationale standarder.

[21] EUT L xxx, xx.xx.2009 (endnu ikke offentliggjort).

Top