EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008IP0132

EIB's årsberetning 2006 Europa-Parlamentets beslutning af 22. april 2008 om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning for 2006 (2007/2251(INI))

EUT C 259E af 29.10.2009, p. 14–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

29.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 259/14


EIB's årsberetning 2006

P6_TA(2008)0132

Europa-Parlamentets beslutning af 22. april 2008 om Den Europæiske Investeringsbanks årsberetning for 2006 (2007/2251(INI))

(2009/C 259 E/03)

Europa-Parlamentet,

der henviser til EF-traktatens artikel 266 og 267 om oprettelse af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) samt protokollen (nr. 11) vedrørende EIB's vedtægter (1),

der henviser til EF-traktatens artikel 248, for så vidt angår Revisionsrettens rolle,

der henviser til Lissabontraktaten, undertegnet af EU-medlemsstaternes stats- og regeringschefer den 13. december 2007,

der henviser til sin beslutning af 15. februar 2007 om EIB's årsberetning 2005 (2),

der henviser til Rådets afgørelse 2007/247/EF af 19. april 2007 om Fællesskabets deltagelse i kapitalforhøjelsen i Den Europæiske Investeringsfond (3),

der henviser til EF-Domstolens dom af 10. juli 2003 vedrørende OLAF's (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig) undersøgelseskompetence i forhold til EIB (4),

der henviser til Rådets afgørelse 2006/1016/EF af 19. december 2006 (5), hvorefter EIB har fået beføjelse til at yde lån på 12,4 mia. EUR i Den Europæiske Unions nabolande,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 680/2007 af 20. juni 2007 om generelle regler for Fællesskabets finansielle støtte inden for de transeuropæiske transport- og energinet (6), og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1982/2006/EF af 18. december 2006 om Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (7), for så vidt angår finansieringsmekanismen med risikofordeling,

der henviser til, at EIB og Kommissionen den 11. januar 2008 undertegnede samarbejdsaftalen om indførelse af et lånegarantiinstrument for projekter vedrørende transeuropæiske transportnet,

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1639/2006/EF af 24. oktober 2006 om et rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) (8),

der henviser til EIB's 49. årsberetning (2006) og EIB's offentlighedspolitik af 28. marts 2006,

der henviser til de europæiske miljøprincipper, som EIB fremlagde i 2006,

der henviser til bankens aktivitetsplan for 2007-2009, som bestyrelsen vedtog den 12. december 2006,

der henviser til redegørelse fra EIB's formand, Philippe Maystadt, til Budgetkontroludvalget den 11. september 2007,

der henviser til det godkendte årsregnskab for regnskabsåret 2006 med en positiv revisionspåtegning fra en uafhængig revisor og EIB's kontroludvalg,

der henviser til undersøgelsen om nye finansielle instrumenter for europæiske transportinfrastrukturer og -tjenester (9),

der henviser til arbejdet i og konklusionerne fra det kollokvium, der blev afholdt i Clermont-Ferrand (Frankrig) den 14. december 2007, om »Fysisk planlægning og territorial udvikling i EU: investeringer i EU og deres finansiering: EIB's placering«,

der henviser til udviklingen i EIB's igangværende revision af sin politik og procedure for bekæmpelse af svig,

der henviser til Paris-erklæringen om bistandseffektivisering, som blev vedtaget den 2. marts 2005, og Den Europæiske Unions konsensus om udvikling (10),

der henviser til forretningsordenens artikel 45 og artikel 112, stk. 2,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A6-0079/2008),

A.

der henviser til, at EIB har til opgave ved anvendelse dels af midler lånt på kapitalmarkedet, dels af egne midler, at bidrage til en afbalanceret og gnidningsløs udvikling af det indre marked,

B.

der henviser til EIB's rolle i forbindelse med den harmoniske udvikling af hele Den Europæiske Union og mindskelsen af udviklingsforskellene mellem de forskellige regioner, herunder regionerne i den yderste periferi,

C.

der henviser til, at EIB's tegnede kapital udgør 163,7 mia. EUR pr. 31. december 2006, hvoraf medlemsstaterne har frigivet 8,2 mia. EUR,

D.

der henviser til, at det i EIB's vedtægter er fastsat, at EIB's samlede sum af lån og garantier ikke må overstige 250 % af dens tegnede kapital,

E.

der henviser til, at EIB ikke er underlagt Basel II-forpligtelserne, men har vedtaget frivilligt at overholde disse regler i det omfang, de vedrører bankens virksomhed,

F.

der henviser til, at tilsynsrådet for den finansielle sektor i Luxembourg har erklæret sig indforstået med nøje at følge EIB's risikoforvaltningspolitik, men kun som uformelt organ og i en ren rådgivende funktion, idet det overlades til EIB at definere Basel II's anvendelsesområde ud fra bankens eget behov,

G.

der henviser til, at EIB har gjort en sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energiforsyning til et af sine prioriterede områder sammen med økonomisk og social samhørighed, støtte til forskning, teknologi og innovation, transeuropæiske transport- og energinet (TEN), bæredygtigt miljø på lang sigt, bekæmpelse af klimaændringer og støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV),

H.

der henviser til EU's store behov for finansiering af infrastruktur, der anslås til 600 mia. EUR (9),

I.

der henviser til EIB's fremtrædende rolle i forbindelse med udviklingen af TEN, idet banken stiller forskellige instrumenter og mekanismer til rådighed,

J.

der henviser til EU's vanskeligheder i forbindelse med finansieringen af projekter på europæisk plan, f.eks. Galileo-projektet,

K.

der henviser til kvaliteten af EIB's personale, navnlig inden for finansiering og projektering,

L.

der henviser til EIB's fremtrædende rolle i forbindelse med finansiering af projekter i udviklingslandene,

Generelt

1.   lykønsker EIB med aktivitetsberetningen for 2006, og opfordrer EIB til at fortsætte sit arbejde med at udvikle Europas økonomi for at sikre vækst, jobskabelse og den interregionale og sociale samhørighed;

2.   glæder sig over EIB's åbenhed og uforbeholdne samarbejde med Europa-Parlamentet;

3.   kræver at der afholdes mindst en årlig informationsrunde mellem EIB og Europa-Parlamentets Budgetkontroludvalg om gennemførelsen af EUF-investeringsfaciliteten sideløbende med dechargeproceduren for EUF;

Budgetkontrol og forvaltning

4.   opfordrer EIB til at gøre alt for at bevare sin AAA-status, der er garant for bankens aktivitet og bedre rentesatser for bankens lån, og at tilpasse sin tilsynspolitik i overensstemmelse hermed uden dog at forsømme den meget langsigtede investering;

5.   understreger, at EIB fører en »0-tolerance«-politik i forhold til svig og korruption, og glæder sig over det stigende antal undersøgelser samt det intensiverede samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF); opfordrer ligeledes EIB til i forbindelse med vedtagelsen af en politik og procedurer til bekæmpelse af svig at inddrage foranstaltninger, der kan føre til

i)

en administrativ udelukkelsesmekanisme for virksomheder, som EIB og andre multilaterale udviklingsbanker har fundet skyldige i korruption,

ii)

en beskyttelsespolitik for informanter og

iii)

en gennemgang af de nuværende retningslinjer for indkøb;

6.   glæder sig over, at der er etableret et klagenævn, der modtager og behandler eksterne klager, samt en ankeordning for klager, der modtages via Ombudsmanden; glæder sig over og går aktivt ind for dialogen mellem Ombudsmanden og EIB; opfordrer samtidig EIB til en konsekvent gennemgang af sine interne klagemekanismer og til at indføre nye retningslinjer for ankeordninger, som udvides til at omfatte alle transaktioner, som finansieres gennem EIB;

7.   bifalder EIB's ønske om åbenhed som led i offentlighedspolitikken og det omfattende informationsmateriale til den brede offentlighed, herunder en årlig liste over finansierede projekter med en kort gennemgang af de pågældende projekter; tilskynder EIB til at udvikle aktiviteterne i tjenesten »Evaluering af aktioner«, der varetager den efterfølgende evaluering af en repræsentativ stikprøve af projekter og programmer;

Mekanismer for regnskabskontrol, tilsyn og resultatmåling

8.   bemærker den positive erklæring fra den eksterne revision og konklusionerne i kontroludvalgets årsberetning; gentager sit ønske om, at EIB underkastes de samme tilsynsregler som kreditinstitutter og en egentlig tilsynskontrol, men må dog konstatere at disse regler ikke synes at finde anvendelse på tilsvarende internationale finansinstitutter;

9.   kræver, at der etableres en uafhængig tilsynsenhed, der skal overvåge EIB's finansielle situation, målingen af resultater og overholdelsen af de etiske regler inden for dette område; anbefaler, at dette gennemføres, samtidig med at EIB's uafhængige kontroludvalg styrkes;

10.   foreslår, at EIB lader Det Europæiske Banktilsynsudvalg (CEBS) afgive udtalelse om denne kontrolopgave med oplysning om, hvem der kunne varetage en sådan opgave, indtil der er etableret en egentlig europæisk banktilsynsenhed; foreslår, at alle muligheder holdes åbne, f.eks.: intervention fra CEBS, intervention fra et nationalt tilsyn, intervention fra de nationale tilsyn efter en etårig rotationsordning;

11.   glæder sig over EIB's bestræbelser for at indføre IFRS-regnskabsstandarder (International Financial Reporting Standards) for de konsoliderede regnskaber samt for EIF's regnskaber, idet regnskabsåret 2006 er det første, hvor IFRS-standarderne gælder;

12.   deler, med forbehold af at alle oplysninger gives til tredjemand, EIB's utilbøjelighed til at foregribe anvendelsen af IFRS-standarder på de vedtægtsmæssige regnskaber, før der er bred enighed blandt medlemsstaterne om bl.a. bogføringen af dagsværdien, som kan medføre en stor volatilitet i fastlæggelsen af EIB's ikke-konsoliderede økonomiske resultater;

13.   anbefaler dog en teknisk overvågning af dette spørgsmål, der bliver af afgørende betydning, for så vidt angår præsentation, godkendelse og udnyttelse af regnskabsresultater, i forbindelse med udviklingen af risikovillige transaktioner, finansiering af SMV og den nødvendige finansiering, EU må tilvejebringe for at kunne finansiere sine infrastrukturer;

14.   bemærker den metodologi, EIB har valgt til evaluering af kreditrisikoen, og som skal udligne mangler som følge af manglende erfaring, for så vidt angår tab på lån, og gør opmærksom på behovet for at indføre præventive foranstaltninger til minimering af risikoen, hvad angår maksimale sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med de økonomiske midler for at sikre gennemførelsen af EU-politikkens målsætninger;

15.   bemærker de anstrengelser, der er gjort, for at overvinde disse vanskeligheder på grundlag af transponeringsteknikker for interne og eksterne parametre, og ønsker at blive holdt underrettet om den nye metodologi, der er blevet indført for at vurdere EIB's kunder og evaluere kreditrisikoen; bemærker, hvad angår securitisering, at den forenklede tilgang, der anvendes for øjeblikket, kunne blive ændret i fremtiden;

16.   ønsker, hvad angår gennemførelsen af Basel II, at EIB kunne vise, at den kan leve op til sin opgave, for så vidt angår bankens egne midler, dvs. 33,5 mia. EUR, og bevare den bedste status, dvs. AAA;

Strategi og målsætninger

17.   glæder sig over vedtagelsen af retningslinjerne for den nye strategi 2007-2009, herunder en styrkelse af merværdien, gradvis øget risikoberedskab, bl.a. i forbindelse med aktiviteter til fordel for SMV og lokale myndigheder, anvendelsen af nye instrumenter og et intensiveret samarbejde med Kommissionen; støtter uforbeholdent EIB's aktivitetsplan for perioden 2007-2009;

Nye strategiske prioriteringer og instrumenter

18.   glæder sig over, at fremme af sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi er indarbejdet som et af de centrale punkter i EIB's aktivitetsplan, herunder alternative og vedvarende energikilder, og opfordrer til udvikling af miljøvenlige finansieringskriterier i henhold til EU's strategiske målsætninger om at reducere drivhusgasemissionerne;

19.   glæder sig over, at bæredygtig udvikling fortsat er et grundlæggende krav fra EIB's side; glæder sig over EIB's strålende resultater i forbindelse med långivningsvirksomheden til fremme af miljøbeskyttelse og den sociale og økonomiske samhørighed; opfordrer EIB til at styrke sine miljø- og socialpolitikker med henblik på at forbedre og ajourføre de nuværende standarder yderligere, navnlig hvad angår eksterne låneaktiviteter; anmoder EIB om at præcisere evalueringsprocessens mål og metodologi og integrere et bredere spektrum af sociale og miljømæssige faktorer i sine transaktioner samt sikre sammenhængen mellem disse aktiviteter, navnlig på det afrikanske kontinent i forbindelse med Den Europæiske Konsensus om Udvikling og gennemførelse af FN's millenniumudviklingsmål; anmoder EIB om aktivt at engagere sig i civilsamfundet, bl.a. ved hjælp af konsultationsprocedurer;

20.   glæder sig over de rammekontrakter EIB har indgået med Kommissionen: Finansieringsmekanisme med risikodeling og lånegarantiinstrument for projekter vedrørende transeuropæiske transportnet; henstiller til Kommissionen og EIB i højere grad at udvikle fælles instrumenter til støtte for EU's politik, mens der gøres bestræbelser på at mobilisere den private finansiering mere effektivt for at sikre fuldstændig gennemførelse af EIB's prioriterede målsætninger;

Finansiering af store infrastrukturprojekter

21.   minder om, at EIB, selv om dens aktiviteter supplerer private initiativer, skal undgå enhver form for konkurrence med den private sektor i bestræbelserne på at fungere som den bedst mulige løftestang for finansieringen af europæiske projekter;

22.   tilskynder atter EIB til at prioritere finansieringen af TEN, navnlig grænseoverskridende infrastrukturer, der udgør et væsentligt element i udviklingen af en markedsøkonomi, der er centreret omkring den sociale samhørighed; opfordrer i forbindelse med finansieringen af TEN EIB til at prioritere infrastruktur- og transportprojekter med færre eller ingen CO2-fodaftryk;

23.   foreslår, at Kommissionen overlader det til EIB at foretage strategiske overvejelser omkring finansieringen af infrastrukturer under hensyntagen til behovet for en afbalanceret regional udvikling og uden at udelukke nogen mulighed i betragtning af kvaliteten af dennes menneskelige ressourcer, en tilpas afstand og erfaringerne med finansieringen af store infrastrukturer: støtte, frigørelse af medlemsstaternes andele af EIB's kapital, lån (heraf EIB-lån, bl.a. under proceduren for medlemsstaternes særlige lån (11)), innovative instrumenter som f.eks. finansieringsmekanismen med risikofordeling og lånegarantiinstrumentet for projekter vedrørende transeuropæiske transportnet, finansiering, der er tilpasset langsigtede ikke umiddelbart rentable projekter, udvikling af garantiordninger, oprettelse af en investeringssektion inden for EU-budgettet, finansieringskonsortier med deltagelse af europæiske, nationale og lokale myndigheder, offentligt-private partnerskaber, osv.;

Støtte til SMV

24.   opfordrer EIB til at sikre, at der er tilstrækkelig risikovillig kapital til rådighed for SMV, der har vanskeligt ved at tiltrække risikovillig kapital; glæder sig over iværksættelsen af det fælles initiativ Jeremie (fælles europæiske midler til virksomheder i mikro- til mellemstørrelse), der blev udviklet i 2005 af Kommissionens Generaldirektorat for Regionalpolitik og EIB for at sikre, at virksomhederne havde en bedre adgang til finansieringsordninger, og henstiller til udvikling af programmet for konkurrenceevne og innovation inden for rammerne af de prioriterede område i Lissabondagsordenen;

25.   minder om, at Parlamentet har godkendt EU's deltagelse i forhøjelsen af EIF's kapital for at give EIF de midler, den har brug for til at løse de opgaver, den har fået pålagt, og gennemføre politikken for økonomisk og social samhørighed;

26.   er enig i, at det er nødvendigt at reagere på markedets manglende muligheder for at finansiere SMV, og opfordrer Kommissionen, EIB og EIF til at fortsætte med spredningen af EU-finansieringsinstrumenter forud for (f.eks. teknologioverførsel) og efter (f.eks. mezzaninfinansiering) den risikovillige kapital, samt fremme udviklingen af mikrokreditter i EU inden for rammerne af det nye europæiske initiativ til udbredelse af mikrokreditter for at fremme væksten og beskæftigelsen (KOM(2007)0708);

Støtte til projektering

27.   fremhæver EIB's ekspertrolle i forbindelse med gennemførelsen af projekter, navnlig takket være Jaspers-initiativet (fælles bistand til forberedelse af projekter i EU-regioner); minder om, at EIB i forbindelse med tilvejebringelse af projektfinansiering og offentligt-private partnerskaber kan tilføre en merværdi, navnlig inden for rammerne af det europæiske ekspertcenter for offentligt-private partnerskaber, og anmoder EIB om at forbedre kommunikationen over for de projektansvarlige på lokalt plan vedrørende den faglige bistand, den kan yde;

28.   glæder sig over, at EIB har åbnet nye kontorer i medlemsstaterne, hvilket gør den mere synlig og bringer den tættere på de projektansvarlige med henblik på fremme af projekterne, hvilket også vil hjælpe EIB med at styrke forbindelsen mellem organisationer, institutioner og lokale myndigheder, hvad angår EU-politikkens gunstige udvikling i forbindelse med opnåelse af en afbalanceret regional udvikling samt det øgede engagement i de lande, som har været medlem af EU siden 2004;

Aktioner uden for EU

29.   bemærker med tilfredshed den positive afslutning på gennemgangen af aktiviteterne under faciliteten for euro-middelhavsinvesteringer og -partnerskaber; glæder sig på grundlag af denne gennemgang over Rådets henstilling om yderligere at fremme denne facilitet for at styrke euro-middelhavspartnerskabet; forventer på den baggrund, at det lånemandat, der er overdraget til EIB for perioden 2007-2013, suppleret med passende budgetressourcer vil gøre det muligt at fremskynde den regionale økonomiske integrationsproces;

30.   opfordrer EIB til at operere i udviklingsregioner i overensstemmelse med Pariserklæringen om bistandseffektivisering og sikre overensstemmelse med EU's konsensus om udvikling, navnlig i forbindelse med effektiv bistand, gensidig ansvarlighed og vedtagelse af målbare indikatorer for udvikling;

31.   mener, at investeringsfaciliteten skal stå i centrum for ethvert EU-initiativ til fordel for nye tiltag til udvikling af Middelhavsområdet;

32.   opfordrer EIB til at fortsætte sin politik med udstedelse af obligationer i forskellige valutaer, herunder valutaerne i de nye industrilande, men fortsat dække sin valutarisiko;

*

* *

33.   pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)  Protokoller knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

(2)  EUT C 287 E af 29.11.2007, s. 544.

(3)  EUT L 107 af 25.4.2007, s. 5.

(4)  Sag C-15/00, Samling af Afgørelser 2003 side I-07281.

(5)  EUT L 414 af 30.12.2006, s. 95.

(6)  EUT L 162 af 22.6.2007, s. 1.

(7)  EUT L 412 af 30.12.2006, s. 1.

(8)  EUT L 310 af 9.11.2006, s. 15.

(9)  PE379 207, IP/B/TRAN/IC/2006-184.

(10)  Fælleserklæring fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om »den europæiske konsensus om udvikling« (EUT C 46 af 24.2.2006, s. 1).

(11)  Artikel 6 i EIB's statut.


Top