This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52008DC0659
Report from the Commission - 19th annual report on implementation of the structural funds (2007) {SEC(2008) 2649}
Rapport fra Kommissionen - 19. årsrapport om strukturfondene – gennemførelse 2007 {SEK(2008) 2649}
Rapport fra Kommissionen - 19. årsrapport om strukturfondene – gennemførelse 2007 {SEK(2008) 2649}
/* KOM/2008/0659 endelig udg. */
Rapport fra Kommissionen - 19. årsrapport om strukturfondene – gennemførelse 2007 {SEK(2008) 2649} /* KOM/2008/0659 endelig udg. */
[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 20.10.2008 KOM(2008) 659 endelig RAPPORT FRA KOMMISSIONEN 19. ÅRSRAPPORT OM STRUKTURFONDENE – GENNEMFØRELSE 2007 {SEK(2008) 2649} INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning 3 2. Analyse af gennemførelsen 3 3. Sammenhæng og koordinering 3 4. Evalueringer 3 5. Kontrol 3 6. Udvalg og komitéer, der bistår Kommissionen 3 RAPPORT FRA KOMMISSIONEN 19. ÅRSRAPPORT OM STRUKTURFONDENE – GENNEMFØRELSE 2007 Denne rapport fremlægges i henhold til artikel 45, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1260/1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene. Den dækker de aktiviteter, der har relation til de strukturinterventioner 2000-2006, der har fundet sted i 2007. Arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene (vedføjet som bilag til denne rapport) indeholder mere detaljerede oplysninger. 1. Indledning 2007 var det 8. gennemførelsesår for programperioden 2000-2006, i hvilken den sunde og effektive forvaltning af programmer og projekter under strukturfondene blev fortsat. I alt blev 659 programmer forvaltet i 2007[1]. Der blev fortsat ydet en betydelig indsats for at øge kvaliteten af de programmer og projekter, der er medfinansieret af strukturfondene. Styrkelsen af den finansielle forvaltning, kontrol og evaluering bidrog også til at fremme den gode styring af de medfinansierede programmer og projekter. Den partnerskabsmodel, som er etableret mellem Kommissionen og nationale og regionale myndigheder i medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af programmerne, er også blevet en bragende succes. Medlemsstater og regioner, der har programmer med høj gennemførelsesprocent, kunne forberede afslutningen af interventionerne. De generelle rammer for afslutningen af strukturfondinterventionerne 2000-2006 blev fastlagt gennem vedtagelsen af Kommissionens afgørelse K(2006) 3424 i 2006. Ud over gennemførelsen af programmer og projekter under strukturfondene 2000-2006 såvel som forberedelsen til deres afslutning var Kommissionens tjenestegrene i 2007 kraftigt involveret i planlægningen og programmeringen af 2007-2013 perioden. Der blev i løbet af året afsluttet forhandlinger om i alt 27 nationale strategiske referencerammer og 428 programmer (311 EFRU, 117 ESF)[2]. For at kunne påvise merværdien af den europæiske samhørighedspolitik lanceredes den efterfølgende evaluering i 2007 af programmerne for 2000-2006 under mål 1 og mål 2. Der blev også foretaget det indledende arbejde med hensyn til at planlægge den efterfølgende evaluering af Interreg og Urban. Under initiativet regioner for økonomisk forandring har Kommissionen været aktiv med hensyn til at styrke udpegelsen af projekter, der indeholder god praksis inden for forskellige områder af økonomisk modernisering gennem netværksaktiviteter, og tilskynde til den videre udbredelse til de vigtigste operationelle programmer. I oktober 2007 organiserede Kommissionen sammen med Regionsudvalget initiativet OPEN DAYS "Europæisk uge for regioner og byer". Arrangementet kaldet " Sæt hjulene i sving: regionerne skaber vækst og beskæftigelse" ("Making it happen: regions deliver growth and jobs") havde deltagelse af mere end 5 500 fra 34 lande og 212 regioner. Den 28.-29. juni 2007 var Potsdam vært for konferencen "50th Anniversary of the European Social Fund – Review and Prospects". Det var det officielle 50 års jubilæum for Den Europæiske Socialfond. 2. Analyse af gennemførelsen 2.1. Gennemførelse af budgettet 2.1.1. EFRU Med hensyn til budgettets gennemførelse var 2007 et usædvanligt år. Den samlede gennemførelsesprocent for betalingsbevillingerne under EFRU nåede op på 99,9 %, samtidig med at niveauet for betalingsbevillingerne var så højt som aldrig før, nemlig på 17,4 mia. for programmerne i perioden 2000-2006. For mål 1 og 2 og fællesskabsinitiativerne har man opnået fuld gennemførelse af betalingsbevillingerne. Desuden har der i forbindelse med mål 1-programmerne været en højere efterspørgsel efter tilbagebetalinger end oprindelig anslået, hvilket har modsvaret forskudsbetalingerne til de nye programmer, som blev vedtaget sent i december 2007 eller blev udskudt til 2008. Forpligtelser fra tidligere år, for hvilke der stadig skulle foretages betalinger (uindfriede forpligtelser), udgjorde ved udgangen af 2007 i alt 27,7 mia. EUR i forhold til 45,8 mia. EUR i 2006. I 2007 viste reglen om automatisk frigørelse ("n+2") sig at være et effektivt værktøj, når det handler om at stimulere medlemsstaterne til at afsætte ressourcer og yde en indsats med henblik på den rettidige gennemførelse af de europæiske programmer. De seneste prognoser viser, at risikoen for eventuelle frigørelser ikke forventes at overstige 0,7 % af forpligtelserne fra 2005 (ca. 140 mio. EUR). I 2007 var udnyttelsesgraden for EFRU for alle medlemsstater på 79 % af det samlede rammebeløb for 2000-2006. Nye medlemsstater opnåede en rekordstor udnyttelse og modtog 3 mia. EUR i 2007, dvs. næsten ligeså meget som de fik tilbagebetalt i alt for 2004, 2005 og 2006, (3,5 mia. EUR). Ved udgangen af 2007 havde de et gennemsnitligt forbrug på 71 % af rammebeløbet for perioden 2004-2006, mens den gennemsnitlige udnyttelsesgrad for EFRU for EU-15 lå på 85 % (for perioden 2000-2006). 2.1.2. ESF Den samlede gennemførelsesprocent for betalingsbevillingerne under ESF nåede op på 99,9 %, samtidig med at niveauet for betalingsbevillingerne var højere end sidste år. De samlede ESF-forpligtelser for de operationelle programmer for 2007-2013 lå på 10 486 mio. EUR (99,88 %). De resterende ikke opbrugte kreditter (13 163 237) for 2007 svarer til det franske operationelle program "Martinique-regionen", der ikke forventedes vedtaget i 2007. Det samlede forbrug af betalingsbevillinger var på 1 513 mio. EUR, hvilket svarer til 99,87 % af de årlige betalingsbevillinger (1 515 mio. EUR). Forskellen (1 957 184,6 EUR) svarer til forskudsbetalingen for det franske operationelle program "Martinique-regionen" og vil blive betalt i 2008. Hvad angår "n+2-reglen" blev den ved udgangen af 2007 anvendt på 12 programmer og vedrørte i alt 92,2 mio. EUR. Risikoen for eventuelle frigørelser forventes ikke at overstige 0,8 % af forpligtelserne fra 2005. Ved udgangen af 2007 beløb de samlede udestående betalinger for bevillinger før 2007 sig til 12 mia. EUR. De uindfriede forpligtelser fra perioden før 2000 beløber sig nu til 179 mio. EUR (sammenlignet med 204,6 mio. EUR ved udgangen af 2006). 2.1.3. EUGFL Det samlede beløb, der blev betalt i 2007, var på 3,4 mia. EUR. Gennemførelsesprocenten for betalingsbevillinger under EUGFL for programmer til udvikling af landdistrikter for perioden 2000-2006 var på 100 %. Da de operationelle programmer for udvikling af landdistrikter ikke indgår i strukturfondene i den nye programperiode 2007-2013, er der et let faldt i det samlede beløb, der blev betalt i 2007, sammenlignet med foregående år (dvs. 3,6 mia. EUR). For at opnå fuld gennemførelse blev der foretaget nogle interne overførsler for størstedelens vedkommende fra den nye Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). I 2007 er der ingen forpligtelser for programmer til udvikling af landdistrikterne for perioden 2000-2006. Forpligtelser fra tidligere år, for hvilke der stadig skulle foretages betalinger (uindfriede forpligtelser), udgjorde i alt 3,9 mia. EUR ved udgangen af 2007 i forhold til 7,3 mia. EUR i 2006. Hvad angår "n+2-reglen" (der ved udgangen af 2007 gælder for forpligtelser fra 2005 eller før), viste de første skøn, at risikoen for eventuelle frigørelser i forbindelse med midler til udvikling af landdistrikterne er på ca. 70 mio. EUR. 2.1.4. FIUF Budgetgennemførelsen i 2007 var meget tilfredsstillende. 97,5 % af betalingsbevillingerne blev gennemført. Betalingen udgjorde 96,44 % i mål 1-regioner og 99,96 % i regioner uden for mål 1. De samlede uindfriede forpligtelser for FIUF ved udgangen af 2007 var på 811 mio. EUR (i forhold til 1 336 mio. EUR i 2006). Med hensyn til gennemførelsen af "n+2-reglen" skønnes frigørelserne at være på ca. 54 mio. EUR for 2007. 2.2. Programgennemførelse 2.2.1. Mål 1 Under mål 1 fokuserede programmerne på basisinfrastrukturprojekter (41,4 %), og over halvdelen (53 %) af alle investeringer i denne kategori vedrørte transportinfrastruktur. Over en tredjedel (33,5 %) af mål 1-midlerne blev investeret i produktionsvilkår, hvor fokus fortsat var på støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og håndværkssektoren (28,6 %). Projekter målrettet mod menneskelige ressourcer tegner sig for 23,2 % af midlerne i mål 1-regioner. De vigtigste interventioner på dette område er fordelt næsten ligeligt mellem arbejdsmarkedspolitikker (31,3 %), almen uddannelse og erhvervsuddannelse (31%). 2.2.2. Mål 2 Under mål 2 fokuserede programmerne fortsat hovedsageligt på produktionsvilkår, og over halvdelen af alle finansielle ressourcer (55,8 %) var afsat til denne kategori. På dette område tegner støtten til SMV'er og håndværkssektoren sig for hovedparten af interventionerne, nemlig 56,6 %. Det næstvigtigste interventionsområde var basisinfrastruktur, og 39,6 % af alle mål 2-midler blev anvendt på dette område. I modsætning til mål 1-programmerne var det vigtigste område i finansiel henseende planlægning og sanering af industriområder (45,4 %). Inden for kategorien menneskelige ressourcer (10,1 % af alle investeringer i mål 2-regioner) var de væsentligste områder arbejdsstyrkens fleksibilitet, iværksættervirksomhed, nyskabelse, informations- og kommunikationsteknologi (30,8 %). 2.2.3. Mål 3 Hovedvægten i gennemførelsen af ESF-programmerne var i 2007 fortsat koncentreret om støtte til den europæiske beskæftigelsesstrategi, navnlig foranstaltninger, som tager sigte på at forbedre beskæftigelsesegnetheden på arbejdsmarkedet (32 %), livslang læring (27 %) og lige muligheder (6 %). Dertil kommer, at der fortsat var en markant forskel i den konkrete finansielle gennemførelse af programmerne mellem landene i EU-15, hvor man fortsatte med at gennemføre programmer, der har været i gang i flere år, og landene i EU-10, hvor nogle medlemsstater har betydelige problemer med at få iværksat visse projekter og foranstaltninger. 2.2.4. Fiskeri uden for mål 1 Gennemførelsen af strukturpolitikken i fiskerisektoren forbedredes i 2007. Dette kom til udtryk i den finansielle gennemførelse af FIUF's operationelle programmer, som bidrog til at nå målene for den fælles fiskeripolitik. 2.2.5. Fællesskabsinitiativer 2.2.5.1. Interreg Ved udgangen af 2007 var der i forbindelse med de 81 Interreg III/naboskabsprogrammer udvalgt ca. 15 000 projekter og netværk med det formål at begrænse virkningerne af nationale grænser, sprogbarrierer og kulturforskelle og udvikle grænseområder, støtte strategisk udvikling og territorial integration på tværs af større områder i EU og forbedre integrationen i forhold til naboerne. Der er også ydet støtte til effektivisering af regionale udviklingspolitikker og –instrumenter gennem udveksling af god praksis og erfaring. I 2007 forløb gennemførelsen fortsat godt med en gennemførelsesprocent for betalinger på 68 %. Som følge af samarbejdsprogrammernes og –projekternes mere specifikke art og udfordringerne i forbindelse med dem kunne frigørelser på grund af "n+2-reglen" ikke undgås for nogle programmer. 2.2.5.2. Equal Gennemførelsen i 2007 af de 27 programmer og over 3 300 projekter under Equal gjorde fortsat gode fremskridt. Med hensyn til den finansielle gennemførelse var seks medlemsstater ikke i stand til at anvende en del (mellem 8 % og 49 %) af deres budgetmæssige forpligtelser for 2005 ("n+2-reglen"). For at udnytte resultaterne af Equal-programmerne og -projekterne bedst muligt og således styre politik og praksis, herunder de nationale og regionale ESF-programmers fremtidige form i programmeringsperioden 2007-2013, fortsatte Kommissionen sammen med medlemsstaterne det arbejde, der var blevet påbegyndt i 2006. Arbejdet omfattede relevante politikemner, som f.eks. behandling af asylansøgere, mangfoldighed, ansvarliggørelse, beskæftigelse af unge, (gen)indslusning af tidligere kriminelle, den tredje sektor, herunder oprettelse af virksomheder, medier og mangfoldighed, sammen med ledelsesprincipper (partnerskab, tværnationalt samarbejde, nyskabelse og integrering af kønsaspektet i alle politikområder). 2.2.5.3. Urban I 2007 fortsatte forvaltningen af de 71 operationelle programmer til gennemførelse af fællesskabsinitiativet Urban gennem analysen af årsrapporter, overvågningsudvalg og årlige møder. Der blev sikret en aktiv opfølgning af Urbact I-programmet, herunder også lanceringen af to hurtige pilotnetværk. Urbact II-programmet, der var et af hovedinstrumenterne i forbindelse med gennemførelsen af initiativet "Regioner for økonomisk forandring", blev godkendt og lanceret. Urbact har udviklet 20 netværk og 6 tematiske arbejdsgrupper såvel som arbejdsgrupper, der samler en række netværk omkring et specifikt emne. 2.2.5.4. Leader+ Fællesskabsinitiativet Leader+ består af tre aktioner: gennemførelse af lokale udviklingsstrategier via offentlige/private partnerskaber, samarbejde mellem landdistrikterne og netværksarbejde. Der blev godkendt ca. 73 Leader+- programmer for EU-15 for perioden 2000-2006. Medlemsstater, der for nylig er blevet medlem af EU, havde muligheden for at integrere foranstaltninger af Leader+-typen i deres mål 1-programmer under EUGFL. 2.2.6. Nyskabende aktioner 2.2.6.1. EFRU Generaldirektoratet for Regionalpolitik forvaltede også 122 regionale programmer vedrørende nyskabende aktioner (hvoraf der blev afsluttet 26 i 2007), som bidrager til at fremme nyskabelse på strategisk plan i regionerne ved at eksperimentere med nyskabende metoder og praksis, der skal forbedre niveauet for nyskabelse og kvaliteten af EU-støtte under tre overskrifter: viden og teknologisk nyskabelse, informationssamfundet og bæredygtig udvikling. 2.2.6.2. ESF I 2007 blev de seks resterende projekter fra indkaldelsen af forslag om lokale beskæftigelsesstrategier og fornyelse afsluttet. GD EMPL forvaltede desuden 80 tværnationale projekter, der var blevet udvalgt i de tre runder i den sidste indkaldelse af forslag om "Nyskabende fremgangsmåder til håndtering af forandringer" (i 2007 blev der afsluttet 22). Sådanne projekter støtter udvikling og afprøvning af nyskabende fremgangsmåder til foregribelse og håndtering af forandringer inden for to prioriterede områder: håndtering af omstruktureringer og håndtering af demografiske forandringer. For at sikre udbredelsen af resultater fra projekter, der tidligere er blevet udvalgt under indkaldelsen af forslag om "Overførsel og formidling af innovativt indhold fra ESF artikel 6-projekter", blev der desuden udvalgt 13 projekter (hvoraf 5 blev afsluttet i 2007). 2.2.6.3. FIUF Generaldirektoratet for Fiskeri og Maritime Anliggender forvaltede 29 nyskabende aktioner (hvoraf de sidste to blev afsluttet i 2007). 3. SAMMENHÆNG OG KOORDINERING 3.1. Sammenhæng med andre fællesskabspolitikker 3.1.1. Konkurrence I henhold til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1083/2006 adskiller tilgangen til kontrol med statsstøtteproblematikken i de nye strukturfondinterventioner sig fundamentalt fra den tilgang, der er blev anvendt i programmeringsperioden 2000-2006. I henhold til den nye lovgivningsramme ligger det fulde ansvar for overholdelse af statsstøttereglerne i forbindelse med strukturfondsaktiviteter hos medlemsstaterne og især hos forvaltningsmyndighederne. Den nye tilgang påvirker imidlertid på ingen måde muligheden for aktioner fra Kommissionens side, herunder undersøgelse af formodede ikke-anmeldte foranstaltninger eller inddrivelse af ikke-anmeldt og inkompatibel støtte, der er medfinansieret af strukturfondene. 3.1.2. Det indre marked Medlemsstaterne skal endvidere kontrollere, at operationer, der finansieres af fondene, er i overensstemmelse med EU's direktiver om offentlige indkøb. Hvis Kommissionen underrettes om en overtrædelse af EF-lovgivningen, eller hvis revisioner viser, at en sådan foreligger, træffes der passende foranstaltninger. Der er indført ny lovgivning om offentlige indkøb og tildeling af koncessioner for at give både den private og den offentlige sektor større retssikkerhed. 3.1.3. Miljø I forbindelse med de igangværende programmer har fokus fortsat været på at sikre overholdelsen af gældende EU-ret i forbindelse med byspildevand, vandforsyning, affaldsforvaltning og biodiversitet. Andre vigtige investeringsområder har været miljøinnovation og oprensning af forurenet jord. Fremme af bæredygtig udvikling er blevet fortsat gennem investeringer i miljøvenlig transport og energi, indførelse af miljøkriterier ved udvælgelse af projekter og en proaktiv indsats for projekternes overholdelse af miljølovgivningen. 3.1.4. Transport Den primære kilde til Fællesskabets støtte til gennemførelsen af EU's prioriteringer på transportområdet er fortsat samhørighedsprogrammer, jf. hvidbogen "Den europæiske transportpolitik frem til 2010 - De svære valg" og dens midtvejsevaluering fra 2006. I overensstemmelse hermed har fondene været anvendt i TEN-T-projekter såvel som projekter, der fremmer samspil mellem transportformer, energieffektivitet i transportsektoren, intelligente transportsystemer og mobilitet i bytrafik. 3.1.5. Ligestilling mellem kvinder og mænd Kommissionen arbejdede med gennemførelsen af "En køreplan for ligestilling mellem kvinder og mænd", der afspejler Kommissionens forpligtelse på dette område. I den forbindelse var ligestilling mellem kvinder og mænd og integration af kønsaspektet et horisontalt emne, der indgik i drøftelserne vedrørende alle programmer i den nye periode 2007-2013 for samhørighedspolitikken. På et møde i Gruppen på Højt Plan om Integration af Kønsaspektet i Strukturfondssammenhæng i juni 2007 understregedes betydningen af at inddrage organer, der beskæftiger sig med kønsaspektet, i udfærdigelsen og gennemførelsen af programmerne. 3.2. Koordinering af instrumenter 3.2.1. Strukturfondene og Samhørighedsfonden I 2000-2006 modtog alle 25 medlemsstater strukturfondsstøtte, mens 13 medlemsstater også modtog støtte fra Samhørighedsfonden, som gives til mindre velstillede lande. Strukturfondene (især EFRU) er blevet nøje koordineret med hinanden og med Samhørighedsfonden for at undgå overlapning af projektstøtte. 3.2.2. Strukturfondene og EIB/EIF I forbindelse med Jaspers-initiativet (Joint Assistance in Supporting Projects in European Regions) var der i første halvår af 2007 blevet aftalt aktionsplaner (arbejdsprogrammer) for 2007 med EU-12. Det nye Jeremie-initiativ (Joint European Resources for Micro-to-Medium Enterprises), der skulle forbedre SMV'ernes adgang til finansiering i regionerne, var en succes i det første år 2007 og blev anvendt af regionerne, forvaltningsmyndighederne, erhvervslivet og banksektoren. Med Jessica-initiativet (Joint European Support for Sustainable Investment in City Areas), som fokuserer på bæredygtig investering, vækst og beskæftigelse i Europas byområder, indføres der et kulturskifte i den måde, strukturfondstøtten ydes på, og der opmuntres til genanvendelige finansieringsformer og et skifte væk fra tilskud som eneste finansieringsform. 4. EVALUERINGER Kommissionen fortsatte i 2007 med at foretage evalueringer til støtte for beslutningstagningsprocessen inden for samhørighedspolitikken og bidrog til kvaliteten af programmerne i perioden 2007-2013. De evalueringer, der blev afsluttet i 2007, omfattede en analyse af virkningen af samhørighedspolitikken, en undersøgelse af udviklingen af medlemsstaternes evalueringskapacitet og en undersøgelse af den økonomiske virkning af konvergens. Kommissionen lancerede også en efterfølgende evaluering af mål 1 og mål 2 for perioden 2000-2006, et sæt på i alt 12 indbyrdes forbundne "arbejdspakker", der er tidsmæssigt forskudt i forhold til hinanden, for at undersøge forskellige aspekter af effektiviteten i samhørighedspolitikken. For så vidt angår den efterfølgende evaluering af ESF-programmerne 2000-2006, blev der med stor omhu planlagt to forberedende undersøgelser for at indsamle vigtige oplysninger. Med hensyn til evalueringen af de faktiske resultater og indvirkninger af ESF-interventionerne er der med vejledning fra Kommissionens tjenestegrene blevet etableret overvågningssystemer og evalueringsordninger på nationalt plan. Evalueringen af fællesskabsinitiativet Equal fortsatte i 2007 med det formål at udpege vellykket og nyskabende praksis, der kan indarbejdes i ESF-programmerne. 5. Kontrol 5.1. EFRU For programmeringsperioden 1994-1999 blev der gennemført afsluttende revisioner af et udvalg af 56 hovedprogrammer og ét Interreg-program, der omfatter alle medlemsstaterne i EU-15. Der blev afsluttet 18 undersøgelser og foretaget korrektioner for i alt 23,9 mio. EUR (herunder en formel kommissionsafgørelse på 9,6 mio. EUR). For perioden 2000-2006 omfattede revisionerne to faser: en systemrevision og revisionen af et repræsentativt udvalg af projekter. Det oprindeligt planlagte revisionsarbejde, der udførtes på stedet, blev afsluttet ved udgangen af 2006 for EU-15 og ved udgangen af 2007 for EU-10. Der blev udført yderligere revision på 25 programmer i 2007 for at udvide dækningen af eller beskæftige sig med specifikke risici der, hvor revisionsresultaterne havde påvist et sådant behov, eller for at følge op på gennemførelsen af aktionsplaner. Ved udgangen af 2007 var der gennemført i alt 214 kontrolbesøg (hvoraf 13 var i relation til Interreg), og 95 programmer svarende til 61 % af det planlagte EFRU-bidrag var blevet revideret. 5.2. ESF For programmeringsperioden 1994-1999 var syv programmer blevet afsluttet i 2007, ét af programmerne blev ikke korrigeret, og fem havde korrektioner for i alt 3,4 mio. EUR (BE, ES, FR, IT og UK). I den samme periode blev der iværksat fire procedurer for i alt 13 mio. EUR i forbindelse med tre medlemsstater (BE, DE, og UK). For perioden 2000-2006 blev der tilrettelagt 95 kontrolbesøg, der både vedrørte revisionen af a) (helt eller delvist) ureviderede operationelle programmer, der var blevet udpeget i risikoanalysen fra 2007, og b) opfølgende besøg i forbindelse med gennemførelsen af henstillinger udarbejdet af ESF's revisionsafdeling eller resultater som følge af Revisionsrettens revisionsarbejde. Processen med omfattende afprøvning blev gennemført i 2007 og omfattede 433 projekter, der blev gennemgået, og 270 projekter, der blev underlagt kontrolbesøg på stedet. Den kumulative dækning (i beløb) af programmeringsperioden 2000-2006, inklusive yderligere dækning gennem nationale revisioner, nåede op på 98,9 %. For øjeblikket er der for 2008 planlagt revision af 520 projekter i løbet af 20 revisionsprocedurer. 5.3. EUGFL Med hensyn til perioden 1994-1999 blev det efterfølgende revisionsprogram allerede afsluttet i 2006. I det år vedtog Kommissionen 4 beslutninger om finansiel korrektion vedrørende 12 programmer. I perioden 2000-2006 (EU-25) blev 19 programmer svarende til 18 % af den planlagte udgift revideret i 2007. Ved årets udgang var i alt 87 programmer ud af de 152 godkendte programmer under EUGFL-Udviklingssektionen blevet revideret. De reviderede programmer omfatter 92 % af de planlagte EUGFL-bidrag og 57 % af programmerne. I løbet af året vedtog Kommissionen en afgørelse om finansiel korrektion vedrørende ét program. 5.4. FIUF Med hensyn til FIUF udførte sektoren for efterfølgende kontrol i alt ti kontrolbesøg på stedet i løbet af 2007. De ti revisioner af FIUF i 2007, som omfattede 12 operationelle programmer, fokuserede på verifikation og opfølgning af den effektive drift af forvaltnings- og kontrolsystemerne for perioden 2000-2006. I alt har revisionerne foretaget af GD MARE omfattet 93,6 % af de samlede FIUF-bidrag for 2000-2006. For de andre programmer opnås der sikkerhed gennem andre generaldirektoraters revisionsarbejde i forbindelse med strukturfondene og/eller gennem nationale revisioner. 5.5. OLAF I løbet af 2007 gennemførte OLAF 37 kontrolbesøg i medlemsstaterne i forbindelse med foranstaltninger, der var medfinansieret af strukturfondene. Ca. 19 af disse kontrolbesøg omfattede kontrol på stedet[3] (under kontrolbesøgene blev der 26 gange udført kontrol på stedet over for erhvervsdrivende), og 18 andre former for kontrol blev udført for at indsamle oplysninger eller bistå enten nationale myndigheder eller retsmyndigheder. I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1681/94[4] indberettede medlemsstaterne i 2007 til Kommissionen ca. 3 740 sager[5] med uregelmæssigheder for i alt 717 431 387 EUR vedrørende medfinansierede foranstaltninger i programmeringsperioderne 1994-1999 og 2000-2006. 124 indberetninger vedrører programmeringsperioden 1994-1999 svarende til en finansiel virkning på ca. 33 mio. EUR. Medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, at de nationale administrative og/eller retlige procedurer er afsluttet på nationalt plan for en række sager, og at der er inddrevet ca. 153 465 848 EUR. 6. Udvalg og komitéer, der bistår KOMMISSIONEN 6.1. Koordinationsudvalget for Fondene (COCOF) Der blev oprettet et nyt koordinationsudvalg for fondene for at skabe et forum til præsentation og drøftelse af Kommissionens fortolkningsdokumenter med det formål at udveksle synspunkter med medlemsstaterne. I 2007 var de hyppigst drøftede emner de støtteberettigede udgifter for perioden 2007-2013, den europæiske gruppe for territorialt samarbejde, en lang række vejledninger for revisionsstrategier og overensstemmelsesvurderinger og en undersøgelse af regionale udgifter i EFRU og Samhørighedsfonden. 6.2. ESF-udvalget I ESF-udvalget (jf. traktatens artikel 147) blev gennemførelsen af ESF-målene drøftet, herunder især ESF's synlighed og ESF-udvalgets rolle og tematiske evalueringer i perioden 2000-2006 af omstruktureringen af den forvaltningsmæssige og administrative kapacitetsopbygning. Den tekniske arbejdsgruppe blev underrettet om udviklingen med hensyn til vedtagelsen af de operationelle programmer for 2007-2013. Den drøftede bl.a. emner i forbindelse med revision og kontrol, evaluering, "n+2-reglen" og aspekter i relation til forenklinger, herunder bestemmelsen om standardsatser ved anmeldelsen af indirekte omkostninger og offentligt udbud. 6.3. Komitéen for Landbrugsstrukturerne og Udviklingen af Landdistrikterne (STAR) Star-komitéen udtalte sig positivt om ændringen af et udviklingsprogram i landdistrikterne (Sapard-programmet for Kroatien) i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1268/1999. 6.4. Komitéen for Fiskeri- og Akvakulturstrukturer (CSFA) I 2007 blev komitéen hørt om en række anliggender: udkast til en kommissionsforordning om ændring af Kommissionens forordning (EØF) nr. 3440/84 for så vidt angår betingelserne for anvendelse af visse trawl for fartøjer, der anvender fiskepumper til bjærgning af fangsten; udkast til en kommissionsbeslutning om EF-tilskud til medlemsstaternes programmer for 2007 for fiskerikontrol, -inspektion og -overvågning (anden rate); udkast til en kommissionsforordning om fastlæggelse af gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1966/2006 om elektronisk registrering og indberetning af fiskerioplysninger og om teledetektionsmetoder; udkast til en kommissionsforordning om landings- og vejningsprocedurer for sild, makrel og hestemakrel; Kommissionens afgørelse om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet. [1] 226 mål 1- og mål 2-programmer, 47 mål 3-programmer, 12 FIUF (bortset fra mål 1), 81 Interreg-programmer, 71 Urban-programmer, 27 Equal-programmer, 73 Leader+-programmer og 122 programmer for nyskabende aktioner. [2] Jf. meddelelse om resultaterne af forhandlingerne vedrørende strategier og programmer for programmeringsperioden 2007-2013. [3] Forordning (EF) nr. 2185/1996, EFT L 292 af 15.10.1996, s. 2. [4] EFT L 178 af 12.7.1994, s. 43. [5] I 2006 blev der indberettet 2 988 sager. Det samlede beløb for disse indberetninger var på 516 697 561 EUR.