27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/138

1.1

EØSU har gennem flere år ment, at forbindelserne mellem EU og Latinamerika indgår i en bredere strategisk ramme, der ikke alene omfatter handelsforbindelser, men også afspejler Europas vilje til at optræde som en stærk partner i opbygningen af en samfundsmodel baseret på retsstaten, demokratiet og på respekten for menneskerettighederne, freden og solidariteten mellem folkene (1).

1.2

Historisk set har forbindelserne med Latinamerika og Caribien ikke kun drejet sig om at finde en økonomisk og geostrategisk partner. Man må ikke glemme, at de latinamerikanske folk i lange tider har haft en kulturel, politisk, social, sproglig og følelsesmæssig tilknytning til Europa og desuden samme verdenssyn, hvilket i høj grad bør værdsættes i forbindelse med den kommende forhandlingsproces.

1.3

Efter indledningen af forhandlingerne mellem EU og Mellemamerika om indgåelse af en associeringsaftale mellem de to regioner, opfordrer EØSU til, at alle kræfter sættes ind på hurtigt at nå frem til en aftale, der er tilfredsstillende for begge parter, og som desuden kan danne forbillede for igangværende eller fremtidige forhandlinger med Latinamerika og Caribien, hvad angår de gensidige fordele ved et strategisk partnerskab med EU. Fordelene bør række langt videre end samhandel og bygge på økonomisk og social fremgang samt bæredygtig udvikling af regionen med respekt for retsstatsprincipperne og alle menneskers værdighed.

1.4

EØSU håber, at forhandlingerne vil bevirke, at regeringerne i Mellemamerika udbygger deres dialog med det organiserede civilsamfund i deres lande. En demokratisk og transparent dialog, der bygger på konkrete forslag, som respekteres af begge parter. Endvidere opfordrer EØSU Det Mellemamerikanske Integrationssystems Rådgivende Råd (CC-SICA) til at fortsætte dets bestræbelser på at nå frem til aftaler baseret på størst mulig konsensus, som afspejler hele det mellemamerikanske civilsamfunds holdning til forhandlingerne, og til at indgå de kompromiser, der er nødvendige for at føre hele processen videre.

1.5

EØSU anbefaler, at der under forhandlingerne tages hensyn til følgende aspekter:

1.5.1

Behovet for at styrke det organiserede civilsamfund i Mellemamerika, især gennem institutionel styrkelse af CC-SICA som rådgivende organ i Det Mellemamerikanske Integrationssystem. EU bør medvirke til, at dets forhandlingspartnere i højere grad anerkender den grundlæggende rolle, som CC-SICA har spillet og bør spille for en vellykket regional integration. Samtidig bør det undersøge mulighederne for at yde finansiel støtte til denne struktur i overensstemmelse med det mål, som Kommissionen har fastlagt i dokumentet om regionalt samarbejde.

1.5.2

Indførelse af de nødvendige sociale klausuler, så associeringsaftalen kan blive til gavn for hele samfundet og blive en afgørende faktor i konsolideringen af demokratiet, bekæmpelsen af fattigdom, social udstødelse og arbejdsløshed samt udviklingen af en økonomisk model, som ikke fører til større ulighed på endnu flere områder. Aftalen bør ligeledes tjene til at styrke den sociale samhørighed og respekten for den biologiske mangfoldighed (den bør således bidrage til, at der tages hensyn til de tusinder af små producenter, som ønsker at drive et mere miljøvenligt landbrug). Endvidere må man under forhandlingerne og den senere gennemførelse af associeringsaftalen være særligt opmærksom på fuld overholdelse fra regeringernes side af ILO's internationale arbejdsregler.

1.5.3

Eksistensen af det generelle præferencesystem (GSP), som er et unilateralt EU-instrument til støtte for de mindst udviklede lande. Følgelig bør aftalens kapitel om handel give landene i Mellemamerika flere fordele end dem, der allerede følger af denne i forvejen ret positive ordning.

1.5.4

Behovet for, at det organiserede civilsamfund får regelmæssig, rettidig og relevant information således, at det kan følge forhandlingerne på et institutionelt grundlag. Ligeledes bør der være mulighed for at foretage høringer før forhandlingsrunderne, så der kan tages hensyn til det organiserede civilsamfunds holdning, og for at afholde fora, som er åbne for et bredere publikum, således at hele samfundet på nært hold kan følge udviklingen i forhandlingerne. Et centralt element i civilsamfundet deltagelse i forhandlingerne bør være oprettelsen af et fælles opfølgningsudvalg, der med officiel status kan følge forhandlingerne og fungere som bro mellem forhandlingsprocessen og civilsamfundet som helhed.

1.5.5

For at det organiserede civilsamfund kan blive reelt inddraget i forhandlingerne om alle kapitler i associeringsaftalen mellem EU og Mellemamerika, anbefaler EØSU endelig, at det fælles rådgivende udvalg EØSU/CC-SICA, som skal nedsættes i henhold til artikel 52, stk. 4, i den politiske aftale mellem de to regioner, umiddelbart efter undertegnelsen af aftalen træder i funktion med den opgave at overvåge gennemførelsen af aftalen.

2.1

Forbindelserne mellem EU og Mellemamerika som helhed har hidtil ikke været særligt intense, skønt EU beslutsomt har bidraget til freds- og demokratiseringsprocessen i regionen og i 1984 indledt en dialog på ministerplan — San José-ministerkonferencen — der stadig betragtes som en milepæl for regionen.

2.2

I 2003 undertegnede EU og Mellemamerika en aftale med henblik på konsolidering af den politiske dialog og samarbejde. I maj 2006 blev viljen til at fastholde kursen imod indgåelse af en associeringsaftale så hurtigt som muligt bekræftet på det fjerde topmøde mellem EU's og Latinamerikas og Caribiens stats- og regeringschefer (2).

2.3

I Wien-erklæringen, der blev vedtaget i april 2006 på det fjerde møde mellem det organiserede civilsamfund i EU og Latinamerika og Caribien, understreges det, at associeringsaftalerne mellem EU og disse lande ikke skal begrænses til de handelsmæssige og økonomiske aspekter, men også tage hensyn til politiske, kulturelle og sociale aspekter med det sigte at øge den sociale samhørighed.

2.4

Ligeledes forpligtede de to institutioner sig i samarbejdsprotokollen mellem EØSU og CC-SICA til at arbejde for, at den sociale dimension medtages i den fremtidige associeringsaftale EU/SICA, og til at støtte initiativet til nedsættelse af et fælles rådgivende udvalg, som skal repræsentere civilsamfundet i de to regioner inden for de institutionelle rammer af den kommende associeringsaftale. Hvis det skal lykkes at nå frem til en associeringsaftale er det vigtigt at det organiserede civilsamfund i begge regioner reelt kan følge forhandlingerne og har mulighed for at informere hele samfundet om fremskridt, vanskeligheder og gode resultater.

3.1

I dag er forbindelserne mellem EU og Mellemamerika først og fremmest koncentreret om den politiske dialog og samarbejde og om handelssamkvemmet via det generelle præferencesystem, som EU lancerede i 70'erne og som nu er blevet udbygget med en særlig ordning til fremme af bæredygtig udvikling og god regeringsførelse herunder bekæmpelse af narkotikahandel (GSP+).

3.2

Med 12 % af den samlede handel er EU Mellemamerikas næststørste handelspartner efter USA, der står for 46 % af handelen. Hvad angår samarbejde og udviklingsbistand er EU den største donor i Mellemamerika med budgetbevillinger i perioden 2002-2006 på 563,2 millioner EUR, hvortil kommer en bistand på 74,5 millioner EUR i henhold til aftalen mellem Kommissionen og SICA's generalsekretariat og katastrofehjælpen på over 279 millioner EUR efter orkanen Mitch og det efterfølgende jordskælv i El Salvador. EU har lovet at forhøje udviklingsbistanden til 840 mio. euro i perioden 2007-2013, og de direkte europæiske investeringer i Mellemamerika er fortsat stigende.

3.3

Under alle omstændigheder drejer forbindelserne mellem EU og Mellemamerika sig om meget andet end handel og samarbejde, idet de indgår i et bredere strategisk perspektiv, der omfatter så følsomme områder som sikkerhed og bekæmpelse af terrorisme, miljøbeskyttelse og opbygning af en bæredygtig udviklingsmodel, migrationsstrømme og den nødvendige kontrol heraf til gavn både for indvandrernes oprindelseslande og værtslandene samt etablering af en ny økonomisk verdensorden baseret på god regeringsførelse med respekt for menneskerettigheder og økonomiske og sociale rettigheder.

3.4

Den beslutning, der blev truffet i Wien i maj 2006 om at indlede forhandlinger med Mellemamerika om indgåelse af en associeringsaftale er i sig selv en udfordring og en chance, som ikke må forspildes.

3.5

Da den europæiske strategi for undertegnelse af associeringsaftaler bygger på en interregional dialog, er det vigtigt at undersøge, hvor langt man er nået med den regionale integration i Mellemamerika.

3.5.1

Den mellemamerikanske integration er et gammelt projekt, som går helt tilbage til de mellemamerikanske staters uafhængighed. Med Tegucigalpa-protokollen fra 1991 og traktaten om økonomisk integration i Mellemamerika fra 1993 er dette projekt igen kommet på dagsordenen.

3.5.2

Skønt et flertal bakker op om den regionale integration, er der ikke sket betydelige fremskridt, hvad enten det skyldes vanskeligheder med at omsætte de politiske beslutninger i praksis, alvorlige økonomiske svagheder eller manglende regional solidaritet. Ikke desto mindre ser det dog siden 2002 ud til, at integrationen er ved at tage form (3).

3.5.3

Integrationsprocessen vanskeliggøres dog af, at de regionale institutioner er for svage til at træffe beslutninger på overnationalt plan, at regionens lande befinder sig på forskellige økonomiske udviklingsniveauer og af det forhold, at de forskellige samfundssektorer så godt som ikke deltager i beslutningstagningen og ikke er bevidste om den regionale integrations fordele.

3.5.4

Trods vanskelighederne er der dog nogle faktorer, som giver grund til en vis optimisme hvad angår den regionale integrationsproces, især den fælles tradition og kultur, som forener de forskellige lande, de ret stabile og ansvarsbevidste retlige og institutionelle rammer samt bevidstheden om, at der er behov for en reform af visse institutioner (såsom »PARLACEN« (4)), så strategierne for iværksættelse af regionale politikker kan fungere mere effektivt. Ligeledes er den større bevidstgørelse og medvirken fra civilsamfundets side en opmuntrende og tillidsvækkende faktor.

3.5.5

På de seneste møder i Den Blandede Kommission EU-Mellemamerika i april 2007 forpligtede de mellemamerikanske regeringer sig til inden afslutningen af forhandlingerne om associeringsaftalen at fremlægge en retlig ramme for oprettelse af den mellemamerikanske toldunion ledsaget af en tidsplan for gennemførelsen, hvilket er et vigtigt og afgørende skridt hen imod Mellemamerikas integration, som øger muligheden for at nå frem til en aftale mellem de to regioner.

3.6

Den forhandlingsproces, der nu indledes, er en ekstraordinær anledning til at udnytte de gensidige fordele på forskellige områder og den må ikke forpasses. Som eksempler kan nævnes følgende aspekter:

3.6.1

Udviklingen og styrkelsen af toldunionen og afskaffelsen af de økonomiske og toldmæssige barrierer mellem landene i regionen — en politik, der støttes af EU — kan bidrage væsentligt til, at de mellemamerikanske økonomier bliver i stand til at supplere hinanden, så deres konkurrenceevne over for deres nuværende og potentielle økonomiske partnere styrkes. Dette vil også fremme potentielle investeringer i regionen og gennemførelsen af udviklingssamarbejdet;

3.6.2

En større og mere harmonisk social samhørighed vil bidrage til at styrke de unge mellemamerikanske økonomier ved at mindske risikoen for konflikt og øge retssikkerheden, således at samhandelen mellem de to regioner kan baseres på klare, indbyrdes aftalte og respekterede regler. Som det fremgår af gentagne undersøgelser foretaget af FN's Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien, afhænger landenes politiske, økonomiske og sociale udvikling for en stor del af, hvor stor social samhørighed det lykkes dem at skabe. Det er derfor nødvendigt at inddrage det organiserede civilsamfund i hele forhandlingsprocessen;

3.6.3

Et andet område af interesse for begge regioner er at finde frem til løsninger til forebyggelse af naturkatastrofer for derigennem at mindske de mellemamerikanske landes sårbarhed. Regionen er meget udsat for disse naturfænomener, som koster mange menneskeliv og forringer leve- og arbejdsvilkårene for millioner af mennesker. Dette forhold bør tages med i betragtning under forhandlingerne med det mål at finde frem til foranstaltninger til forebyggelse og forvaltning af katastrofer. Sådanne foranstaltninger vil gøre det lettere at yde hjælp i nødsituationer og reducere omkostningerne ved den solidariske internationale bistand;

3.6.4

Endelig skal det — uden at listen hermed er udtømt — nævnes, at EU og Mellemamerika har samme interesser hvad angår det presserende behov for at beskytte miljøet og artsdiversiteten gennem politikker, programmer og konkrete foranstaltninger. Hvis forhandlingerne kan tilskynde til en fornuftig udnyttelse af naturressourcerne, afståelse fra at benytte miljøskadelige fremgangsmåder og produkter, overholdelse af landarbejdernes arbejdstager- og fagforeningsrettigheder samt anerkendelse af naturreservater, der kræver beskyttelse, vil associeringsaftalen have ydet et vigtigt bidrag ikke kun til gavn for de to regioner, men også som forbillede for en ny model for associering, der kan komme til nytte under andre forhandlinger.

4.1

De mellemamerikanske lande hører til Latinamerikas fattigste. De har alvorlige problemer med hensyn til den økonomiske og sociale udvikling, hvilket i alvorlig grad truer den sociale samhørighed i de enkelte lande og i området som helhed. Stor fattigdom og en meget ulige fordeling af goderne bidrager til regionens sårbarhed.

4.2

Der er tale om en region, hvor der først for nyligt er indført demokratiske tilstande, og som (med Costa Rica som eneste undtagelse) har haft diktatur og langvarige væbnede konflikter med vidtrækkende konsekvenser. Ikke desto mindre er det muligt at identificere nogle af de vigtigste hindringer for regionens udvikling:

4.3

Den mellemamerikanske region har opnået en vis økonomisk vækst, som imidlertid har vist sig at være utilstrækkelig til at tackle de sociale udfordringer, regionen står over for. I de seneste år har den gennemsnitlige årlige vækstrate for regionen ligget på mellem 3,2 % og 3,5 %. På grund af de mellemamerikanske økonomiers manglende konkurrenceevne (med undtagelse af Costa Rica og El Salvador) rangerede disse lande lavt i World Economic Forums indeks (2006) over konkurrenceevne — nr. 53 (Costa Rica), nr. 61 (El Salvador), nr. 75 (Guatemala), nr. 93 (Honduras) og nr. 95 (Nicaragua) i en undersøgelse af 125 lande.

4.4

På det sociale plan er det relevant at henvise til det mellemamerikanske samfunds kompleksitet og diversitet. Det omfatter en indfødt befolkning og en betydelig gruppe af afrikansk afstamning, som generelt er blevet ignoreret, for ikke at sige marginaliseret.

4.5

Den indfødte befolkning forbindes normalt med fattige landdistrikter, hvorved man glemmer den betydelige vandring fra land til by, som skyldes den fortsatte svækkelse af landøkonomierne. Denne migration har øget fattigdomsbæltet omkring de store byer.

4.6

Indbyggere af afrikansk afstamning, som er spredt over samtlige lande (undtagen El Salvador), har ikke fået den politiske og sociale anerkendelse, de fortjener, og er ofre for racemæssig, social og arbejdsmæssig forskelsbehandling.

4.7

Uligheden mellem mænd og kvinder, som kan konstateres ud fra alle socioøkonomiske indikatorer, er så omfattende, at den ikke kan ignoreres. Hvad enten det drejer sig om arbejdsløshed, usikkert arbejde, arbejdskvalitet, løn eller tilfælde, hvor børn forlader skolen i utide, hvilket hovedsageligt sker for piger, er den meget alvorlige situation for kvinder i det mellemamerikanske samfund nærmest tragisk, så meget mere som en stor del af dem af forskellige årsager er forsørgere.

4.8

Manglen på ajourført pålidelig og sammenlignelig statistik over pigers og kvinders situation synes at afspejle, at der ikke rettes megen opmærksomhed mod problemet, selv om regionens regeringer har undertegnet og ratificeret internationale konventioner, der omfatter dette spørgsmål, bl.a. ILO-konventioner og FN's konvention om afskaffelse af alle former for diskrimination af kvinder. Vold mod kvinder (i dens forskellige afskygninger, fra vold i hjemmet til vold på arbejdspladsen) giver stadig anledning til stor bekymring på trods af kvindebevægelsernes indsats.

4.9

Denne fattigdom, som med undtagelse af Costa Rica omfatter godt og vel halvdelen af befolkningen, størrelsen af det uformelle arbejdsmarked, der udgør ca. 40 % af det samlede arbejdsmarked, og de helt utilstrækkelige budgetter for de sociale sektorer som f.eks. sundhed, uddannelse og arbejdsløshed er regionale kendetegn, som man må have in mente for at kunne danne sig et billede af den manglende sociale samhørighed i området.

4.10

Det er endvidere vigtigt at understrege den generelle mangel på en politik for overholdelse af menneskerettighederne. Der er navnlig ingen respekt for arbejdstageres og fagforeningers rettigheder, selv om de forskellige mellemamerikanske lande har ratificeret en lang række ILO-konventioner, hvilket naturligvis øger regeringernes ansvar for at respektere rettighederne. Udøvelse af borger- og fagforeningsrettigheder i regionen kan i mange tilfælde indebære enorme personlige omkostninger og kan endda føre til tab af menneskeliv.

5.1

Som led i fastlæggelsen af en fremtidig associeringsaftale er det nødvendigt at fremhæve nogle kriterier, som der må tages hensyn til. EØSU mener, at sådanne kriterier må være grundlæggende forudsætninger for at sikre, at en sådan aftale samt en bredere strategi for hele Latinamerika kan blive en succes

5.2

Skævheder. Et af de vigtigste elementer at tage hensyn til er de enorme skævheder mellem de to regioner inden for en række områder — geografisk udstrækning, befolkning, BNP, handelsrelationer og socioøkonomisk udvikling.

5.2.1

Så store skævheder mellem de to regioner gør det nødvendigt at gennemføre udligningsforanstaltninger for at associeringsaftalen kan blive en succes og bidrage til, at handels- og samarbejdspolitikkerne hænger sammen og forfølger de samme mål.

5.3

Styrkelse af den sociale samhørighed. Dette bør være et af de centrale kriterier for den fremtidige aftale, ikke kun fordi social samhørighed er af strategisk betydning for EU's forbindelser med tredjelande, men også fordi det er nøglen til udvikling i de mellemamerikanske lande, som må kæmpe med enorme problemer i form af fattigdom og social udstødelse.

5.3.1

Med dette mål for øje må der gennemføres nødvendige og tilstrækkelige foranstaltninger til udvikling af socialpolitikken inden for uddannelse, sundhed og social sikkerhed, men bl.a. også på skatteområdet, med henblik på at hele samfundet kan nyde godt af den økonomiske udvikling og de muligheder, associeringsaftalen åbner for.

5.4

Styrkelse af demokratiet og institutionerne. For et samfund, der er så forskelligartet og i den grad er mærket af fattigdom, langvarige diktaturer og borgerkrige, som det er tilfældet med Mellemamerika, bør aftalen være en lejlighed til at styrke demokratiet, navnlig deltagelsesdemokratiet, og dets institutioner.

5.4.1

Så forskelligartede institutioner som de, der kæmper for menneskerettighederne, den indfødte befolknings eller den afrolatinamerikanske befolknings rettigheder, kvinders rettigheder, arbejdstageres rettigheder eller for beskyttelsen af miljøet, kræver øget inddragelse i de politiske, økonomiske og sociale beslutningsprocesser på trods af de vanskeligheder, de har med at blive hørt som ligeværdige partnere. Det er vigtigt, at aftalen fremmer anerkendelsen af, at disse organer må inddrages.

5.4.2

Hvad konkret angår det rådgivende udvalg for Det Mellemamerikanske Integrationssystem (CC-SICA), som er nedsat i henhold til artikel 12 i Tegucigalpa-protokollen, bør dettes rolle som repræsentant for det organiserede civilsamfund anerkendes og støttes, og det bør forsynes med de logistiske og budgetmæssige midler, der er nødvendige for, at det kan udføre sin opgave.

5.4.3

EØSU anerkender CC-SICA som institutionel partner og indgik i april 2006 en aftale om en fælles indsats til fremme af demokratiske principper, menneskerettigheder, økonomiske og sociale rettigheder og villighed til at deltage i en dialog og i foranstaltninger til etablering af tættere økonomiske og samarbejdsbaserede forbindelser mellem Den Europæiske Union og Det Mellemamerikanske Integrationssystem.

5.5

Styrkelse af den regionale integration Regional integration bør ikke udelukkende betragtes som et europæisk krav med henblik på indgåelse af en handelsaftale, men også en lejlighed for de mellemamerikanske lande til at tackle deres økonomiske svagheder og udnytte de synergier, som regional integration kan føre med sig.

5.5.1

Det går ikke an at anlægge en maksimalistisk strategi i denne forbindelse. Regional integration er en proces, som tager tid, og som kræver støtte og en fortsat indsats. Aftalen bør derfor omfatte en række mekanismer (bl.a. oprettelse af fonde for toldkompensation og økonomisk og social samhørighed), som stimulerer, støtter og fremmer den regionale integrationsproces i Mellemamerika.

5.6

At give associeringsaftalen en social dimension. Associeringsaftalen omfatter tre tæt forbundne søjler — politik, handel og samarbejde — som alle er vigtige, og forhandlingerne bør ikke fokusere for meget på det område, der forekommer at være det vanskeligste og mest komplekse.

5.6.1

På det politiske plan må associeringsaftalen omfatte konkrete foranstaltninger til støtte af god forvaltningspraksis og en social dimension med det formål at opnå størst mulig social samhørighed samt indeholde klausuler til fremme af kvindernes rolle, beskyttelse af menneskerettighederne, arbejdstagernes rettigheder, miljøet samt de indfødtes og afrolatinamerikanernes rettigheder.

5.6.2

Det er også nødvendigt, at aftalen tager fat på udvandringen fra Mellemamerika, som kan have både positive og negative følger for udviklingen af landene i regionen (pengeoverførsler fra udlandet over for hjerneflugt og flugt af arbejdskraft). Hvad angår de indvandrere, der bor og arbejder i EU, bør denne strategi sikre respekt for disse personers værdighed og rettigheder.

5.6.3

På samarbejdsplanet bør aftalen omfatte en fortsættelse det etablerede samarbejde og en styrkelse af EU-støtten til regionens udvikling og til afhjælpning af dens politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige problemer. Den kan og bør også, efter EØSU's mening, sikre støtte til institutioner, der er specialiserede inden for bestemte områder, f.eks. ILO, UNESCO og WHO, så de sættes i stand til at analysere udviklingen af de mest følsomme aspekter.

5.6.4

For at imødekomme forventningerne i de mellemamerikanske lande, som allerede har erfaringer med andre internationale aftaler (herunder navnlig CAFTA, som er indgået med USA), kan EU vise, at denne aftale forfølger meget brede mål, som indgår i en omfattende social vision baseret på selve EU's grundlæggende principper, og som omfatter en økonomisk model, der er i stand til at skabe en bæredygtig udvikling i regionen.

6.1

Assoceringsaftalen mellem EU og landene i Mellemamerika bør stå højt på EU's politiske dagsorden, da den er af strategisk betydning for EU's biregionale politik over for andre latinamerikanske partnere.

6.2

Aftalen bør dække alle aspekter — politik, handel og samarbejde — med lige stor vægt.

6.3

Aftalen bør tage hensyn til, at Latinamerikas fattigste lande er blandt EU's forhandlingspartnere, og at de enorme skævheder mellem de to regioner nødvendiggør en styrkelse af samarbejdsprogrammerne for at undgå eventuelle negative virkninger og sikre en tilsvarende åbning af handelen.

6.4

Aftalen bør omfatte midler til at fremme virksomhedernes konkurrenceevne og sikre retssikkerhed for investeringer. Den bør endvidere indeholde udligningsinstrumenter, der skal kompensere for de vanskeligheder, der uvægerligt vil opstå i forbindelse med fuldførelsen af et indre marked i Mellemamerika på grund af de eksisterende økonomiske skævheder inden for regionen.

6.5

Aftalen bør bidrage afgørende til styrkelse af regionens sociale samhørighed, så fordelene er synlige for alle og ikke kun for de sektorer, der i forvejen nyder visse privilegier.

6.6

Aftalen bør omfatte en social og arbejdsmarkedsmæssig dimension, som navnlig overholder ILO's normer. Associeringsaftalen bør tilskynde til, at aftaleparterne overholder de principper og værdier, der er nedfældet i ILO's forfatning og vigtigste instrumenter på det sociale område, såsom erklæringen om de grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen (1998), trepartserklæringen om principperne vedrørende de multinationale virksomheder og socialpolitikken (1977, ændret i 2000) og resolutionen fra Den Internationale Arbejdskonference om de faglige rettigheder og deres sammenhæng med de borgerlige friheder (1970).

6.7

Aftalen bør have en klar social dimension, som ikke kun omfatter arbejdstagerspørgsmål, men også miljøbeskyttelse og generelle fremskridt for regionen og dens folk.

6.8

Aftalen bør tage hensyn til de meste sårbare befolkningsgrupper, herunder kvinder, den oprindelige befolkning og folk af afrikansk herkomst.

6.9

Aftalen bør fastlægge de nødvendige mekanismer for en effektiv deltagelse af civilsamfundet i hele forløbet, dvs. fra indledningen af forhandlingerne til gennemførelsesfasen.

6.10

Der bør derfor gives øget støtte til det organiserede civilsamfunds rådgivende organer, herunder især CC-SICA, det institutionelle organ til fremme af integrationen i den mellemamerikanske region, så disse organer råder over de menneskelige, logistiske og finansielle ressourcer, der er nødvendige for fuldførelsen af deres opgave.

6.11

Der bør endvidere oprettes et fælles opfølgningsudvalg for forhandlingerne bestående af medlemmer af EØSU og CC-SICA, hvortil andre organisationer, hvis inddragelse anses for relevant for analysen af forhandlingsprocessen, efter fælles aftale mellem partnerne, kan sende repræsentanter.

6.12

Endelig bør der, hvad angår det fremtidige fælles rådgivende udvalg — det institutionelle rådgivende organ, der skal overvåge den fremtidige associeringsaftale — straks indledes drøftelser mellem CC-SICA og EØSU om dette udvalgs sammensætning, funktion og arbejdsmetoder.