Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52007DC0536

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet - Årsrapport 2006-2007 om gennemførelsen af Fællesskabets bistand i medfør af rådets forordning (EF) nr. 389/2006 af 27. februar 2006 om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund

/* KOM/2007/0536 endelig udg. */

52007DC0536




[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 18.9.2007

KOM(2007) 536 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årsrapport 2006-2007 om gennemførelsen af Fællesskabets bistand i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 389/2006 af 27. februar 2006 om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

Årsrapport 2006-2007 om gennemførelsen af Fællesskabets bistand i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 389/2006 af 27. februar 2006 om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund

1. INDLEDNING

Efter den parallelle dobbeltafstemning i Cypern den 24. april vedrørende Annan-planen udtalte Rådet følgende på sit møde i Luxembourg den 26. april 2004:

"Den tyrkisk-cypriotiske befolkning har klart tilkendegivet sit ønske om en fremtid i Den Europæiske Union. Rådet er fast besluttet på at bringe isoleringen af det tyrkisk-cypriotiske samfund til ophør og lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund. Rådet opfordrede Kommissionen til at fremsætte omfattende forslag i dette øjemed med særlig vægt på den økonomiske integration af øen og bedre kontakt mellem de to samfund og med EU. Rådet anbefalede, at de 259 mio. EUR, der allerede er øremærket til den nordlige del af Cypern i tilfælde af en løsning, nu anvendes til dette formål."

I fortsættelse af Rådets konklusioner fremsatte Kommissionen den 7. juli 2004[1] et forslag til Rådets forordning om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund. I finansieringsoversigten, der ledsagede forslaget, var der afsat 259 mio. EUR til programmet i tidsrummet 2004-2006 under udgiftsområde 7 (førtiltrædelsesstrategi) i de finansielle overslag.

Det førte til vedtagelsen den 27. februar 2006 af Rådets forordning (EF) nr. 389/2006 om oprettelse af et instrument for økonomisk støtte til fremme af den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund og om ændring af forordning (EF) nr. 2667/2000 om Det Europæiske Genopbygningsagentur[2] (herefter kaldet "støtteforordningen").

I artikel 10 i støtteforordningen er fastsat følgende: " Hvert år sender Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af Fællesskabets bistand i henhold til dette instrument. Rapporten skal indeholde oplysninger om de foranstaltninger, der er finansieret i årets løb, og om overvågningsarbejdets resultater samt en vurdering af resultaterne af bistanden. "

Denne første rapport dækker perioden fra 27. februar 2006 til 28. februar 2007. I overensstemmelse med normal praksis for årlige statusrapporter vedrørende finansiel bistand, der følger det normale regnskabsår, vil den næste årsrapport dække perioden frem til udgangen af december 2007. Denne første rapport dækker navnlig følgende områder: 1) programmering af den finansielle støtte, 2) programmets gennemførelsesmekanismer, 3) de første foranstaltninger vedrørende udbud og indgåelse af kontrakter og 4) konklusioner med en vurdering af udfordringerne i forbindelse med dette specifikke støtteprogram.

2. PROGRAMMERING AF BISTANDEN

2.1. Baggrund

Efter vedtagelsen af støtteforordningen i februar 2006 var Kommissionens aktiviteter i rapporteringsperioden hovedsagelig fokuseret på programmeringen af bistanden med henblik på inden udgangen af 2006 at indgå de nødvendige budgetmæssige forpligtelser. Programmeringen i 2006 blev især påvirket af følgende forhold:

2.1.1. Forsinket vedtagelse af støtteforordningen

Rådet vedtog støtteforordningen ca. 20 måneder efter, at Kommissionen fremsatte sit oprindelige forslag i juli 2004. Den forsinkede vedtagelse af støtteforordningen betød, at de budgetmæssige forpligtelser, der oprindeligt skulle have været spredt ud over tre år (2004, 2005 og 2006), skulle indgås i løbet af blot ét år. I forbindelse med flerårig programmering tages der hensyn til erfaringerne fra tidligere år for bedre at fastlægge de årlige programmeringsbehov. Det var ikke muligt her, og det var derfor nødvendigt alene i 2006 at udforme og vedtage et program, der omfattede i alt 259 mio. EUR. Dette aspekt er navnlig vigtigt i lyset af, at i forbindelse med dette støtteprogram er støtteintensiteten meget højere end i forbindelse med tidligere finansielle bistandsprogrammer til fordel for det tyrkisk-cypriotiske samfund.

Virkningerne af forsinkelsen var, at en række forberedende aktiviteter, der allerede var planlagt i 2004-2005, ikke kunne gennemføres. For at forberede programmet måtte Kommissionen benytte sig af et begrænset budget på 2 mio. EUR til feasibility-undersøgelser, der blev stillet til rådighed i 2003 inden for rammerne af den særlige støttepakke for den nordlige del af Cypern[3]. Feasibility-undersøgelserne blev bl.a. udført på områderne fast affald, vand og spildevand, energi og udvikling af landdistrikter. For at bistå med den overordnede programforberedelse gennemførte Verdensbanken desuden på Kommissionens vegne en referenceundersøgelse af den økonomiske situation i den nordlige del af Cypern.

Ovennævnte undersøgelser mundede ud i en foreløbig mangelvurdering af situationen for så vidt angår kravene i gældende fællesskabsret og bidrog til at indkredse de prioriterede projekter, der skulle gennemføres inden for rammerne af støtteprogrammet. Generelt satte disse undersøgelser fokus på det store behov for investeringer for at bringe infrastrukturer og serviceniveau i den nordlige del af Cypern i overensstemmelse med kravene i gældende fællesskabsret.

Undersøgelserne viste også, at der er behov for yderligere projektforberedelse for så vidt angår udviklingen af detaljerede udbudsspecifikationer. Der forelå generelt ingen pålidelige socio-økonomiske statistiske data om den nordlige del af Cypern.

Forsinkelsen i de forberedende aktiviteter betyder, at indgåelsen af kontrakter i forbindelse med visse investeringsprojekter vil finde sted meget tæt på tidsfristen herfor ved udgangen af 2009.

2.1.2. Usikkerhed for så vidt angår størrelsen af de samlede disponible finansielle midler

Rådet anbefalede i sine konklusioner af 26. april 2006, at de 259 mio. EUR, der allerede var øremærket til den nordlige del af Cypern i tilfælde af en løsning, nu kunne stilles til rådighed for at nå målene i støtteforordningen. I afventning af vedtagelsen af retsgrundlaget blev der med henblik herpå øremærket 120 mio. EUR i reserve på budgettet for 2005 og 139 mio. EUR på budgettet for 2006.

Den sene vedtagelse af retsgrundlaget betød, at de formålsbestemte bevillinger for 2005 ikke længere var til rådighed. Da forordningen blev vedtaget i februar 2006, var der kun 139 mio. EUR til rådighed. Oprindeligt var programmeringen baseret på denne bevilling.

Kommissionen meddelte medlemsstaterne, at det ville have været muligt at rekonstruere pakken på 259 mio. EUR ved at anmode om yderligere 120 mio. EUR på udgiftsområde 7 på budgettet, hvor der var en margin på 1 085,4 mio. EUR til rådighed.

I oktober 2006 blev der vedtaget et ændringsbudget. Da det blev klart, at det oprindeligt fastsatte beløb på 259 mio. EUR ville blive disponibelt, blev programmeringen ændret, således at visse projekter blev udviklet i to faser.

2.1.3. Konsultationer med Republikken Cyperns regering

I en erklæring indsat i referatet af det rådsmøde, hvorpå støtteforordningen blev vedtaget, erklærede Kommissionen under hensyntagen til den eksisterende politiske situation på Cypern og målet om at integrere og genforene øen, at den var villig til at konsultere Republikken Cyperns regering om de vigtigste aspekter af gennemførelsen af bistanden i medfør af forordningen.

Den 19. juni og 9.-11. oktober 2006 blev der afholdt konsultationsmøder om programmets indhold med repræsentanter for Republikken Cyperns regering, hvor der blev lagt særlig vægt på spørgsmålet om planlægningen for hele øen. I tidsrummet marts-oktober 2006 fandt der supplerende møder og korrespondancer sted vedrørende en række generelle spørgsmål (navnlig vedrørende artikel 7, stk. 1, i støtteforordningen om beskyttelse af ejendomsretten).

2.1.4. Komitologi

I henhold til støtteforordningens artikel 3, stk. 3, kræves det, at Phare-forvaltningsudvalget afgiver udtalelse om udkastet til finansieringsafgørelser, hvis de er på over 5 mio. EUR og dækker driftsaktiviteter snarere end støtteaktiviteter. Phare-forvaltningsudvalget blev hørt om to udkast til finansieringsafgørelser, der ikke opfyldte kravene i nævnte artikel, på møder henholdsvis den 3. juli og den 20. oktober. Ved begge lejligheder fandt der afstemninger sted. Den 3. juli afgav udvalget ingen udtalelse, men den 20. oktober afgav udvalget med kvalificeret flertal en positiv udtalelse. I overensstemmelse med komitologireglerne vedtog Kommissionen derefter finansieringsafgørelserne.

På mødet den 3. juli bad udvalgsmedlemmer Kommissionen om at konsultere Republikken Cyperns regering yderligere. I sommeren og efteråret 2006 blev der afholdt møder og korresponderet som anført under 2.1.3.

2.2. Programmets indhold

Kommissionen afsatte den samlede bevilling på 259 mio. EUR ved vedtagelse af fem finansieringsafgørelser i tidsrummet 23. juni-22. december 2006 (se listen over finansieringsafgørelser i bilag I samt bilag 2 for fordelingen af det samlede støtteprogram på projekter).

Af de 259 mio. EUR blev der bevilliget 240,15 mio. EUR til driftsdelen af støtteprogrammet, mens de resterende 18,85 mio. EUR (dvs. 7,2 % af den samlede finansielle bevilling) blev anvendt til at støtte Kommissionens gennemførelse af støtteprogrammet i overensstemmelse med støtteforordningens bestemmelser i artikel 4, stk. 3.

Ved udformningen af programmet havde Kommissionen taget udgangspunkt i følgende:

- Støtteforordningens mål

- Drøftelser med det samfund, der skulle modtage støtten

- Resultaterne af igangværende projekter

- Resultaterne af undersøgelser, der blev gennemført i 2004-2006

- Fristerne for indgåelse af kontrakter (N+3).

2.2.1. Finansiel bistand til driftsprojekter

Ved hjælp af tre finansieringsafgørelser blev der udformet et program, der udgjorde en afbalanceret pakke af foranstaltninger med henblik på at dække de vigtigste behov i det tyrkisk-cypriotiske samfund og alle målene i Rådets forordning nr. 389/2006 (se tabel 1 nedenfor for en oversigt over fordelingen af midlerne efter prioriteret mål).

I forbindelse med den finansielle bistand i medfør af støtteforordningen fokuseres der på følgende fem prioriterede mål:

Mål 1: Udvikling og omstrukturering af infrastrukturen (ca. 129,25 mio. EUR):

Inden for rammerne af dette prioriterede mål er det hensigten at rette op på den alvorlige infrastrukturmangel i den nordlige del af Cypern i nøglesektorer såsom miljø (og navnlig vand og sanitet, fast affald og naturbeskyttelse), energi (med særlig vægt på spørgsmålet om styring af udbud og efterspørgsel), trafiksikkerhed og telekommunikation. Efter år med manglende investeringer og væsentlige forsømmelser har de vigtigste infrastruktursektorer brug for at blive sat i stand og moderniseret for at kunne opfylde kravene i gældende fællesskabsret.

Ud over investeringer i infrastruktur vil der blive ydet teknisk bistand til kapacitetsopbygning og politiske reformer for at sikre den langsigtede bæredygtighed af et bedre serviceniveau. Dette prioriterede område er sandsynligvis det, der vil blive mest berørt af ejendomssituationen. Der er indbygget en vis fleksibilitet i programmet for så vidt angår finansieringen af alternative projekter, hvis der er projekter, der ikke kan gennemføres på grund af behovet for at respektere ejendomsretten.

Mål 2: Fremme af den sociale og økonomiske udvikling (ca. 70,2 mio. EUR)

Dette prioriterede område dækker en lang række aktiviteter, der har til formål at øge den langsigtede økonomiske bæredygtighed i det tyrkisk-cypriotiske samfund på følgende måde:

- Udvikling af landdistrikterne og modernisering af landbrugssektoren, herunder foranstaltninger for at støtte lokalbefolkningen i landdistrikter ved at skabe et mere varieret økonomisk grundlag og bedre socio-økonomiske forhold og lokale tjenesteydelser.

- Genopbygning af den lokale bymæssige infrastruktur i de tre hovedbyer Nicosia, Kyrenia og Famagusta samt andre mindre bymæssige områder og landsbyer.

- Gennemførelse af de infrastrukturaktiviteter, der er nødvendige for at åbne nye overgangssteder for passage af den grønne linje.

- Udvikling af menneskelige ressourcer , støttereformer i uddannelsessektoren samt styrkelse af erhvervsuddannelserne gennem en række ordninger for at sikre de kvalifikationer, de lokale virksomheder har brug for.

- Foranstaltninger til fremme af den private sektors konkurrenceevne bl.a. gennem låneordninger og direkte støtte til små og mellemstore virksomheder.

Mål 3: Fremme af forsoning, tillidsskabende foranstaltninger og støtte til civilsamfundet (ca. 13 mio. EUR)

På dette prioriterede område vil følgende foranstaltninger blive finansieret via støtteprogrammet:

- Styrkelse af civilsamfundet og støtte til forsoning og tillidsskabende foranstaltninger (herunder støtte til udvalget vedrørende savnede personer) Hvorvidt forsoningsbestræbelserne og de tillidsskabende foranstaltninger bliver en succes eller ej, afhænger af, om det nuværende politiske klima forbedres. Resultaterne på dette område har imidlertid været blandede før i tiden, tilliden mellem de to samfund er fortsat lav, og håbet om en løsning hviler på mulighederne for at genskabe denne tillid i alle samfundssektorer.

- Fortsættelse af minerydningen i bufferzonen og tilstødende områder. Der vil fortsat blive lagt særlig vægt på minerydning ved de fremtidige overgangssteder.

- Støtte til en fælles indsats mellem de to samfund for så vidt angår historieundervisningen i partnerskab med Europarådet ved at bygge på det forberedende arbejde, der er gennemført siden 2004 sammen med begge samfund.

Mål 4: Tilnærmelse af det tyrkisk-cypriotiske samfund til EU (ca. 9,5 mio. EUR).

Formålet hermed er at få det tyrkisk-cypriotiske samfund ud af isolationen ved at lette kontakten med EU gennem:

- en fællesskabsstipendieordning for studerende og lærere

- tilskud til mellemfolkelige kontakter mellem det tyrkisk-cypriotiske samfund og partnerorganisationer i EU

- øget kendskab til EU og dets politikker. Der vil blive oprettet et EU- informationssted i den nordlige del af Cypern.

Mål 5: Forberedelse af det tyrkisk-cypriotiske samfund til at indføre og gennemføre fællesskabsretten (ca. 13,46 mio. EUR).

Inden for rammerne heraf vil der blive ydet bistand til udformning af retsforskrifter samt styrkelse af kapaciteten til at gennemføre fællesskabsretten med henblik på fjernelse af suspenderingen heraf i overensstemmelse med artikel 1 i protokol nr. 10 til tiltrædelsesakten. Størstedelen af aktiviteterne på dette prioriterede område vil blive gennemført via TAIEX (instrument for teknisk bistand og informationsudveksling). Med henblik på en harmonisering med gældende fællesskabsret vil også mindre udstyr/investeringer blive finansieret. I lyset af betydningen af miljøbeskyttelse i den nordlige del af Cypern vil der desuden blive ydet støtte til et særskilt projekt med henblik på at opbygge miljøbeskyttelseskapaciteten.

Ikke tildelte midler i forbindelse med faciliteten for teknisk bistand og programreserve (ca. 4,74 mio. EUR, 2 %).

Der vil af programreserven kunne stilles begrænsede midler til rådighed til nye foranstaltninger, der kan være nødvendige, når gennemførelsen af programmet starter, og som kan opstå som følge af ændringer i den politiske situation. Det er særlig vigtigt i lyset af, at selv om gennemførelsen af støtteprogrammet varer mere end fem år, var midlerne til programformål først til rådighed i 2006.

Tabel 1 Fordeling af midlerne på de prioriterede mål

[pic]

2.2.2. Finansiel bistand til dækning af administrative udgifter i henhold til artikel 4, stk. 3, i støtteforordningen

I henhold til støtteforordningens artikel 4, stk. 3, kan bistanden anvendes "til at dække navnlig udgifterne til støtteaktiviteter såsom indledende og sammenlignende undersøgelser, uddannelse, aktiviteter i tilknytning til forberedelse, vurdering, forvaltning, gennemførelse, overvågning, kontrol og evaluering af bistand, aktiviteter i tilknytning til oplysningsvirksomhed og sikring af synlighed samt udgifter til støttepersonale, husleje og udstyr".

Der er blevet øremærket i alt 18,85 mio. EUR i støtte til Kommissionen med henblik på gennemførelsen af støtteprogrammet. Der vil bl.a. blive stillet finansiel støtte til rådighed til dækning af følgende administrative udgifter:

1. Fastlæggelse af sektorstrategier.

2. Gennemgang og/eller gennemførelse af feasibility-undersøgelser med henblik på forberedelse af projekter (herunder økonomiske og finansielle analyser, detaljerede specifikationer for teknisk udformning, retlige vurderinger, udarbejdelse af udbudsmateriale vedrørende arbejder, tjenesteydelser og forsyninger samt indkaldelser af forslag, hvortil der kan ydes støtte m.m.)

3. Ekspertbistand til at bistå i forbindelse med offentlige indkøb og gennemførelsesfaser, hvis det er nødvendigt (herunder revision, kontrol, evaluering osv.).

4. Rekruttering af kontraktansatte til Kommissionens programteam og levering af logistik til forvaltningsopgaver (herunder leje af lokaler) og tilknyttet levering af udstyr med henblik på at oprette et kontor for støtte til programmet inden for det samfund, der modtager støtte.

2.3. Indgåelse af kontrakter og gennemførelsesfrister

Der blev fastsat frister for indgåelse af kontrakter i hver af Kommissionens fem afgørelse i 2006 i medfør af støtteforordningen. Fristerne udløber mellem juni og december 2009 i overensstemmelse med støtteforordningens artikel 5, stk. 1. Gennemførelsesfristen for størstedelen af programmet er december 2012. Hvis der i forbindelse med et projekt oprettes en revolverende kreditordning, kan gennemførelsesperioden gå frem til december 2014.

3. GENNEMFØRELSESMEKANISMER

I henhold til støtteforordningens artikel 3, stk. 1, er Kommissionen ansvarlig for forvaltningen af bistanden. I henhold til støtteforordningens artikel 5, stk. 2, kan Kommissionen overlade dele af eller hele gennemførelsen af støtteprogrammet til Det Europæiske Genopbygningsagentur.

Efter at Kommissionen havde aflagt rapport til Rådet om agenturets fremtid[4] med forslag om lukning af dette ved udgangen af 2008, blev det imidlertid ikke længere betragtet som en hensigtsmæssig løsning at anvende agenturet. Det ville i givet fald have været nødvendigt på et kritisk tidspunkt af gennemførelsesfasen at finde alternative løsninger, hvilket kunne forårsage forsinkelser og afbrydelser.

3.1.1. Central forvaltning, direkte af Kommissionen

Gennemførelsen af programmet følger finansforordningens[5] artikel 53, litra a), (central forvaltning), og Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Udvidelse fungerer som ordregivende myndighed med de undtagelser, der er nævnt i afsnit 3.1.2.

De offentlige indkøb gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i finansforordningens afsnit IV, del 2 (foranstaltninger udadtil) og afsnit III, del 2, kapitel 3 i gennemførelsesforanstaltningerne hertil[6] samt Kommissionens afgørelser C(2006)117 af 24. januar 2006 og C(2007)2034 af 24. maj 2007 om regler og procedurer for kontrakter vedrørende tjenesteydelser, indkøb og bygge- og anlægsarbejder, der finansieres over EU’s almindelige budget som led i samarbejdet med tredjelande.

For at gennemføre programmet er der som en del af taskforcen vedrørende det tyrkisk-cypriotiske samfund i Generaldirektoratet for Udvidelse blevet oprettet et særligt programteam bestående af tjenestemænd og kontraktansatte i Kommissionen.

For at sikre en omkostningseffektiv koordinering med det samfund, der modtager støtten, om forberedelse og gennemførelse af bistanden og samtidig sikre et sted for afholdelse af møder og seminarer har programteamet siden september 2006 benyttet sig af faciliteterne på kontoret for støtte til programmet, der ligger i den nordlige del af Nicosia. Forvaltningsopgaverne, både hvad angår lokaler og støttepersonale såsom sekretærer og chauffører, løses af en privat kontrahent – GTZ (Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit). Som en integreret del af programteamet er der med henblik på at koordinere medlemsstaternes eksperters besøg også blevet oprettet et lokalt TAIEX-støttekontor.

Programteamet er gradvis blevet dannet i løbet af rapporteringsperioden. Ved udgangen af februar 2007 bestod programteamet af 20 personer, herunder 2 tjenestemænd fra Kommissionen, 8 kontraktansatte og 10 personer fra den private kontrahent for administrativ støtte og logistik. Der var ved at blive ansat yderligere kontraktansatte for med henblik på udgangen af 2007 at have et fuldt team.

3.1.2. Fælles forvaltning

Aktiviteterne vedrørende modernisering af lokal bymæssig infrastruktur og støtte til den private sektor (for i alt 17,5 mio. EUR) vil blive forvaltet i fællesskab med FN's Udviklingsprogram (UNDP) i overensstemmelse med finansforordningens artikel 53, litra d). Kommissionen vil udnytte den ekspertise og viden, UNDP har udviklet i forbindelse med programmet "Partnership for the Future" i tidsrummet 2001-2004, da UNDP ydede EU-bistand til det tyrkisk-cypriotiske samfund.

3.1.3. Indirekte centraliseret forvaltning

Gennemførelsen af de aktiviteter, som TAIEX står for (9,5 mio. EUR), vil ske i overensstemmelse med proceduren for indirekte centraliseret forvaltning, jf. finansforordningens artikel 54, stk. 2, litra c), og artikel 56 (indirekte centraliseret forvaltning). Der er blevet indgået en aftale med GTS (Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit) for hele TAIEX-programmet, der løber frem til 20.6.2008.

3.1.4. Tildeling af tilskud uden indkaldelse af forslag

Der er i programmet fastsat bestemmelser om tildeling af en række tilskud uden indkaldelse af forslag til henholdsvis UNDP (program for bistand til minerydning og støtte til den kampagne, udvalget vedrørende savnede personer vil iværksætte) på i alt 5,5 mio. EUR og Europarådet (historieundervisningsprojekt og et projekt vedrørende akademiet for politiske studier) på i alt 1,6 mio. EUR. Den direkte tildeling sker på grundlag af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 168, stk. 1, litra c), i lyset af det de facto-monopol, disse organisationer har i disse sektorer.

4. FORANSTALTNINGER FINANSIERET I RAPPORTERINGSPERIODEN

4.1. Aktiviteter

Kommissionen traf de fleste af finansieringsafgørelserne inden for rammerne af støtteprogrammet i løbet af efteråret 2006. I forbindelse med aktiviteterne i rapporteringsperioden blev der fokuseret på oprettelsen af et programteam og et lokalt TAIEX-støttekontor samt skræddersyede systemer og procedurer. Der blev også i december 2006 undertegnet tilskudsaftaler med UNDP på området udvikling af den private sektor og lokal bymæssig infrastruktur. Det er vigtigt at sikre kontinuiteten i UNDP's aktiviteter til fordel for det tyrkisk-cypriotiske samfund, da de tidligere tilskudsaftaler med UNDP i disse sektorer udløb i november 2006. Projektstyringsudvalget, der omfatter UNDP og Kommissionen, holdt møde i januar 2007 for at træffe beslutning om, hvilke specifikke aktiviteter der skulle iværksættes.

I rapporteringsperioden blev der iværksat aktiviteter med henblik på udarbejdelse af en styringsplan for fast affald for det tyrkisk-cypriotiske samfund. Denne plan er en vigtig forudsætning for at kunne iværksætte de bygge- og anlægsudbud, der er fastsat i sektorprogrammet for forvaltning af fast affald.

Bilag 3 indeholder en liste over de kontrakter, Kommissionen har indgået i rapporteringsperioden.

Der blev desuden udsendt bekendtgørelser om planlagte kontrakter og offentlige indkøb, herunder den første indkaldelse af forslag vedrørende fællesskabsstipendieordningen for studieåret 2007/2008, der blev offentliggjort i januar 2007. Mange af de iværksatte udbudsprocedurer vedrørte konsulentvirksomhed med henblik på at forbedre udbuddene vedrørende bygge- og anlægsarbejder. På grund af det tidligere begrænsede disponible beløb var det ikke muligt på et tidligere tidspunkt at indlede den detaljerede projektforberedelse vedrørende bygge- og anlægsarbejder.

4.2. TAIEX

TAIEX har siden 2004 ydet teknisk bistand til det tyrkisk-cypriotiske samfund inden for rammerne af tidligere finansieringsordninger. I rapporteringsperioden blev midlerne under støtteprogrammet hovedsagelig anvendt til at oprette et lokalt TAIEX-støttekontor De øvrige aktiviteter blev stadig finansieret med midler fra tidligere finansieringsprogrammer.

4.3. Information og offentlig omtale

I rapporteringsperioden blev der for så vidt angår offentlig omtale lagt vægt på at øge kendskabet i det tyrkisk-cypriotiske samfund til de projekter, der skal finansieres inden for rammerne af støtteforordningen. I tidsrummet november-december 2006 arrangerede Generaldirektoratet for Udvidelse introduktionsseminarer for at informere forskellige berørte grupper, herunder ledelsen af det tyrkisk-cypriotiske samfund, lokale myndigheder, repræsentanter for uddannelses- og landbrugssektoren, den private sektor og civilsamfundet. Der blev afholdt pressekonferencer for både den tyrkisk-cypriotiske og den græsk-cypriotiske presse i henholdsvis november 2006 og januar 2007. Der blev udarbejdet en brochure, der blev omdelt til potentielle støttemodtagere og den brede offentlighed.

Derudover anvender Generaldirektoratet for Udvidelse sit web-sted til at informere om støtteprogrammet. På webstedet kan bl.a. støtteforordningen og Kommissionens finansieringsafgørelser og tilknyttede dokumenter ses. Der er også links til andre websteder vedrørende udbud om kontrakter, der skal finansieres inden for rammerne af støtteforordningen.

4.4. Finansiel gennemførelse (kontraktindgåelse og udbetalinger)

Ved udgangen af rapporteringsperioden var der indgået kontrakter på i alt 14,5 mio. EUR Heraf vedrørte ca. 13,2 mio. EUR kontrakter i forbindelse med driftsdelen af støtteprogrammet og 1,3 mio. EUR støtteaktiviteter.

Med hensyn til udbetalinger har Kommissionen udbetalt ca. 4,25 mio. EUR til kontrahenter i rapporteringsperioden. Heraf vedrørte ca. 3,7 mio. EUR kontrakter vedrørende driftsdelen af støtteprogrammet og 550 000 mio. EUR støtteaktiviteter. Derudover har Kommissionen brugt ca. 400 000 til personale og tjenesterejser.

5. KONKLUSIONER

DE FLESTE AKTIVITETER i rapporteringsperioden vedrørte:

5. Programmering af bistanden : alle finansieringsafgørelser blev vedtaget i 2006.

6. Etablering af gennemførelsesmekanismen : programteamet blev etableret, og kontoret for støtte til programmet og det lokale TAIEX-støttekontor begyndte at fungere i september 2006, mindre end syv måneder efter vedtagelsen af støtteforordningen.

7. Sikring af kontinuiteten med tidligere aktiviteter, EU har finansieret til fordel for det tyrkisk-cypriotiske samfund: de aktiviteter, som UNDP tidligere udførte, kunne uden problemer fortsættes ved hjælp af undertegnelse af tilskudsaftaler mellem Kommissionen og UNDP i december 2006.

Den retlige, diplomatiske og politiske kontekst, som Kommissionen arbejder inden for, er enestående. Den indebærer en række udfordringer og risici for så vidt angår en vellykket gennemførelse af støtteforordningen.

8. Korte frister for kontraktindgåelse og sammenpresning af programmets varighed : Som anført ovenfor blev fristen for indgåelse af forpligtelser for de midler, der var til rådighed for programmet, afkortet som følge af den sene vedtagelse af retsgrundlaget. Den generelle afkortelse af gennemførelsesperioden har følgende konsekvenser:

9. De forberedende aktiviteter, der var planlagt til den tidlige del af programmet, kunne ikke finde sted. Indgåelsen af kontrakter om storstilede infrastrukturinvesteringer inden for tre år kommer til at udgøre en udfordring på grund af den manglende forudgående projektforberedelse.

10. De aktiviteter, det var planlagt at gennemføre hvert år, kan kun gennemføres på tre på hinanden følgende år (2007-2009) i stedet for de oprindeligt planlagte fem år (2005-2009). Fællesskabsstipendieordningen vil f.eks. kun løbe over tre studieår. På nuværende tidspunkt er der ingen disponible midler til at finansiere en sådan ordning efter studieåret 2009-2010. Det samme gør sig gældende for alle de planlagte tilskudsordninger under støtteprogrammet, f.eks. for landmænd, lokalsamfund, organisationer i civilsamfundet m.m. Den sidste indkaldelse af forslag til disse tilskudsordninger vil blive offentliggjort i første halvdel af 2009.

11. Ejendomsspørgsmålet : Det skønnes, at 78 % af den privatejede jord i den nordlige del af Cypern ejes af græsk-cyprioter. Man mangler endnu at beslutte, hvor mange af de planlagte infrastrukturinvesteringer skal placeres. I lyset af, hvor stor en del er ejet af græsk-cypriotiske privatpersoner, vil det sandsynligvis kun være muligt at foretage disse investeringer, hvis ejerne giver deres samtykke hertil. Der vil blive forberedt alternative projekter for derved at mindske risikoen for, at nogle projekter ikke kan gennemføres som følge af manglende samtykke fra ejerne. Det forhold, at det er nødvendigt at opnå ejernes samtykke, vil også kræve ekstra tid inden for en allerede meget stram gennemførelsesfrist.

12. Lav absorptionskapacitet i det tyrkisk-cypriotiske samfund : Selv om behovet er stort, er det tyrkisk-cypriotiske samfund lille og dårligt udstyret rent strukturmæssigt til at modtage så store beløb inden for så kort et tidsrum. Den samlede virkning for den økonomiske og sociale udvikling risikerer at blive mindre, ved at programmet gennemføres over et kortere tidsrum.

13. Personale i Kommissionens programteam : Som følge af de nuværende personaleregler, der højst tillader kontrakter på to år for kontraktansatte, vil der være en stor udskiftning af personalet i programteamet i 2009, hvilket er tæt på fristen for indgåelse af kontrakter.

14. Samarbejde med det tyrkisk-cypriotiske og det græsk-cypriotiske samfund : I hvor høj programmet generelt vil lykkes, og man vil nå det overordnede mål, nemlig at lette genforeningen af Cypern, afhænger i høj grad af, om samarbejdet mellem øens to samfund lykkes. En række politiske spørgsmål, der ikke direkte vedrører selve støtteprogrammet, men snarere den generelle politiske situation på øen, kan få begge samfund til at blokere for gennemførelsen af visse dele af programmet. I den henseende vil gennemførelsen i høj grad blive lettet, hvis der sker fremskridt i genforeningsprocessen i FN-regi.

6. BILAG

6.1. Bilag 1. Liste over kommissionsafgørelser truffet i medfør af støtteforordningen

Afgørelsens titel og vedtagelsestidspunkt | Beløb i mio. EUR |

1 | KOMMISSIONENS AFGØRELSE C/2006/2336/3 af 23.6.2006 om oprettelse af en facilitet for teknisk bistand til støtte for gennemførelsen af instrumentet for finansiel støtte med henblik på at fremme den økonomiske udvikling i det tyrkisk-cypriotiske samfund | 4,00 |

2 | KOMMISSIONENS AFGØRELSE C/2006/2335/4 af 26.6.2006 om et program for bistand via TAIEX (instrument for teknisk bistand og informationsudveksling) til det tyrkisk-cypriotiske samfund | 4,50 |

3 | KOMMISSIONENS AFGØRELSE C/2006/5000 af 27.10.2006 om et program for finansiel bistand med henblik på at fremme den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund – Del I | 38,10 |

4 | KOMMISSIONENS AFGØRELSE C/2006/6533 of 15.12.2006 om et program for finansiel bistand med henblik på at fremme den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund – Del II | 197,55 |

5 | KOMMISSIONENS AFGØRELSE C/2006/7035 af 22.12.2006 om oprettelse af en facilitet for teknisk bistand til støtte for gennemførelsen af instrumentet for finansiel støtte med henblik på at fremme den økonomiske udvikling i det tyrkisk-cypriotiske samfund – Del II | 14,65 |

258,800* |

* Det er det samlede beløb på budgetpost 22.02.11 på budgettet for 2006 (budgetpost 22.020703 på budgettet for 2007). Balancen består af 200 000 EUR på en budgetpost vedrørende administrative udgifter til TAIEX i 2006 til gennemførelsen af TAIEX-bistand til det tyrkisk-cypriotiske samfund.

6.2. Bilag 2. Fordeling på de individuelle projekter

Mål og projekter | Udgifter (EUR) |

Mål 1: Udvikling og omstrukturering af infrastruktur (49,9 %) |

Undermål 1 - Miljøbeskyttelse |

Projekt 1.1. Sektorprogram for forbedring af kvaliteten og forvaltningen af vandforsyningen og sanitetsfaciliteterne | 71 400 000 |

Projekt 1.2 Støtte til det tyrkisk-cypriotiske samfund for så vidt angår forvaltningen og beskyttelsen af potentielle Natura 2000-steder i den nordlige del af Cypern. | 5 000 000 |

Projekt 1.3 Program for sektoren for fast affald i det tyrkisk-cypriotiske samfund | 21 200 000 |

Projekt 1.4 Feasibility-undersøgelse med henblik på genoprettelse af mineområdet ved Lefke | 900 000 |

Undermål 2 – Forbedret forvaltning af energisektoren |

Projekt 1.5 Modernisering af forvaltningen af energisektoren | 5 000 000 |

Projekt 1.6. Udvikling og omstrukturering af energiinfrastrukturen – Del II | 8 750 000 |

Undermål 3 – Forbedring af trafiksikkerheden |

Projekt 1.7. Forbedring af trafiksikkerheden | 3 000 000 |

Undermål 4 - Telekommunikation |

Projekt 1.8 Udvikling og omstrukturering af telekommunikationsinfrastrukturen | 14 000 000 |

Subtotal | 129 250 000 |

Mål 2: Fremme af social og økonomisk udvikling (27,1 %) |

Projekt 2.1 Sektorprogram for udvikling af landdistrikter | 29 700 000 |

Projekt 2.2 Modernisering af lokal bymæssig infrastruktur | 7 000 000 |

Projekt 2.3 Modernisering af lokal bymæssig infrastruktur – Del II | 8 000 000 |

Projekt 2.4 Sektorprogram for udvikling af menneskelige ressourcer | 8 000 000 |

Projekt 2.5 Låneprogram for mikrovirksomheder og små virksomheder | 9 000 000 |

Projekt 2.6 Sektorprogram for en bæredygtig økonomisk udvikling | 6 000 000 |

Projekt 2.7 Støtte til udviklingen af den private sektor i det tyrkisk-cypriotiske samfund | 2 500 000 |

Subtotal | 70 200 000 |

Mål 3: Fremme af forsoning, tillidsskabende foranstaltninger og støtte til civilsamfundet (5 %) |

Projekt 3.1 Forsoning, tillidsskabende foranstaltninger og støtte til civilsamfundet | 8 000 000 |

Projekt 3.2 Program for bistand til minerydning | 4 000 000 |

Projekt 3.3 Støtte til udviklingen af nye tendenser i historieundervisningen med henblik på forsoning og stabilitet i Cypern | 1 000 000 |

Subtotal | 13 000 000 |

Mål 4: Tilnærmelse af det tyrkisk-cypriotiske samfund til EU (3,7 %). |

Projekt 4.1 Fællesskabsstipendieprogram | 5 000 000 |

Projekt 4.2 Fremme af udvekslinger af unge og andre mellemfolkelige kontakter | 3 000 000 |

Projekt 4.3. Oplysning om politiske og retlige forhold i EU | 1 500 000 |

Subtotal | 9 500 000 |

Mål 5: Forberedelse af det tyrkisk-cypriotiske samfund til at indføre og gennemføre fællesskabsretten (5,2 %). |

Projekt 5.1 Teknisk bistand til støtte for den retlige gennemførelse samt gennemførelsen af gældende fællesskabsret via TAIEX-instrumentet – Del II (komponent A – Bistand via TAIEX) (komponent B – faciliteten for mindre udstyr) + Del I | 6 500 000 4 500 000 |

Projekt 5.2 Kapacitetsopbygning i miljøsektoren | 2 460 000 |

Subtotal | 13 460 000 |

Målsætning 6: Ikke-tildelte midler i forbindelse med faciliteten for teknisk bistand og programreserve (1,8 %). |

Projekt 6.1 Ikke-tildelte midler i forbindelse med faciliteten for teknisk bistand og programreserve | 4 740 000 |

Subtotal | 4 740 000 |

I alt | 240 150 000 |

+ Samlet teknisk bistand til gennemførelsen af programmet (7,2 %) | 18 850 000 |

I alt | 259 000 000 |

6.3. Bilag 3. Kontrakter undertegnet i rapporteringsperioden

Kontraktnr. (CRIS) | Kontraktens titel | Kontrahent | Underskrift | Beløb i EUR |

2006/124-237 | Tillæg til TAIEX-aftalen fra 2005 med GTZ med henblik på at oprette et lokalt TAIEX-støttekontor i den nordlige del af Cypern | Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit - GTZ GMBH (Tyskland) | 18.7.2006 | 506 836 |

2006/124-397 | Oprettelse af et kontor for støtte til programmet i den nordlige del af Cypern | Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit - GTZ GMBH (Tyskland) | 25.7.2006 | 1 324 257 |

2006/127-273 | Tillæg til TAIEX-aftalen fra 2005 med GTZ om ydelse af teknisk bistand til det tyrkisk-cypriotiske samfund | Deutsche Gesellschaft für Technische Zusammenarbeit - GTZ GMBH (Tyskland) | 8.11.2006 | 2 993 164 |

2006/129-343 | Program for udvikling af den private sektor i den nordlige del af Cypern | FN's Udviklingsprogram (UNDP) | 26.12.2006 | 2 500 000 |

2006/129-353 | Modernisering af lokal bymæssig infrastruktur | FN's Udviklingsprogram (UNDP) | 26.12.2006 | 7 000 000 |

2006/131-199 | Plan for forvaltning af fast affald for det tyrkisk-cypriotiske samfund | AGRECO | 23.2.2007 | 199 850 |

I ALT | 14 524 107 |

----

[1] KOM(2004) 465 endelig af 7.7.2004, som ændret ved KOM(2004) 696 udgave af 21.10.2004.

[2] EUT L 65 af 7.3.2006, s. 5.

[3] Finansieret inden for rammerne af Rådets forordning (EF) nr. 555/2000 af 13.3.2000 om iværksættelsen af foranstaltninger som led i førtiltrædelsesstrategien for Republikken Cypern og Republikken Malta.

[4] KOM(2005) 710 endelig af 23.12.2005.

[5] Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002, EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1, senest ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) 1995/2006 af 13.12.2006, EUT L 390 af 30.12.2006, s. 1.

[6] Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23.12.2002 (EFT L 537 af 31.12.2002, s. 1), senest ændret ved forordning (EF, Euratom) 478/2007 (EUT L 111 af 28.4.2007, s. 13).

Top