27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/123

1.1.1

Der bør oprettes møde- og informationscentre for at lette indvandrernes adgang til oplysninger om sundhedsydelser og sociale ydelser. Informationen bør gives af personer, der tilhører samme indvandrerminoriteter og som arbejder i disse centre, og bør være et vigtigt led i samarbejdet mellem myndigheder, indvandrer-ngo'er og værtslandenes ngo'er.

1.1.2

Medlemsstaterne og den Europæiske Union bør styrke samarbejdet med internationale organisationer på området migranters sundhed og overvåge og vurdere problemer og succeshistorier på lokalt, regionalt, nationalt og internationalt niveau.

1.1.3

Nationale folkesundhedsprogrammer skal indgå i uddannelse og undervisning under hensyntagen til minoritetskulturer.

1.1.4

En særlig kompensationsfond bør oprettes sammen med programmer for uddannelse, genbosætning og samarbejde mellem værtslandene og indvandrernes oprindelseslande.

1.1.5

Adgang til lægebehandling og forebyggende behandling bør uanset status være en menneskeret for alle, der bor i EU, som det hedder i charteret for grundlæggende rettigheder, der sikrer adgang til forebyggende behandling og lægebehandling.

1.1.6

Der bør (medmindre de allerede findes) indføres bestemmelser om tavshedspligt mellem patienter og behandlingsinstitutioner for at sikre, at oplysninger om en persons indvandrerstatus ikke videregives til tredjeparter og derfor bliver afgørende for, om indvandrere søger lægehjælp og behandling, især i tilfælde af irregulær indvandring.

1.1.7

Medlemsstaterne og EU bør samarbejde om at forbedre dataindsamlingen og forskningen i migrations- og sundhedsspørgsmål i EU.

1.1.8

Sundhed bør betragtes som et vigtigt aspekt i forbindelse med migration.

1.1.9

Sundhedskonsekvensvurderinger bør omfatte en vurdering af de konsekvenser, som sundhedspolitikker og andre politikker kan have for indvandreres sundhed.

1.1.10

De medlemsstater, der har tradition for sundhedsfaglig specialisering inden for tropemedicin, bør stille deres kompetence til rådighed for alle, der bor i EU, og fastholde forskning af høj kvalitet i behandling af tropiske sygdomme, især malaria.

1.1.11

Der er behov for bedre mekanismer for at kunne vurdere og imødekomme alle indvandrergruppers sundhedsbehov hurtigst muligt efter ankomst. Der er brug for et øget samarbejde mellem EU og medlemsstaterne, således at indvandrere, der ankommer med et akut behov for lægehjælp, kan få dækket deres umiddelbare behov, herunder navnlig for tolkebistand.

1.1.12

Der bør sættes fokus på indvandreres sundhed på arbejdspladsen. Dette bør omfatte et samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og de kompetente myndigheder, således at der fortsat kan sikres høje standarder for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen inden for de områder, hvor indvandrere typisk får ansættelse. Sundhedsfremmende programmer på arbejdspladsen bør ligeledes videreudvikles i samarbejde med lokalt baserede tjenester, således at vandrende arbejdstagere og deres familier kan få dækket deres behov.

1.1.13

Sundhedsfremmende programmer i skoler bør ligeledes betragtes som et middel til at imødekomme indvandrerbørns sundhedsbehov. Der bør sættes fokus på indvandrerbørns helbred. Forskolers- og skolers sundhedstjenester bør tage hensyn til hele behovsspektret blandt børn, herunder børn af indvandrere med særligt fokus på nyankomne.

1.1.14

Sundhedspleje og forebyggende tjenester bør udvikles under hensyntagen til kulturelle aspekter, uden imidlertid på nogen måde at lempe forbuddet mod omskæring af kvinder.

1.1.15

Sundhedspersonalet bør løbende deltage i uddannelse og efteruddannelse, således at de lettere kan imødekomme indvandrersamfunds skiftende sundhedsbehov.

1.1.16

Der bør skabes muligheder for rekruttering af sundhedspersonale uddannet i udviklingslandene gennem et udviklingssamarbejde, der gør det nemmere for de pågældende at vende tilbage efter et midlertidigt ophold, eller som yder det oprindelsesland, der har stået for uddannelsen, en godtgørelse herfor. Kommissionen bør undersøge god praksis i forbindelse med etisk rekruttering af lægepersonale fra tredjelande med henblik på at foreslå en EU-kodeks for god praksis.

1.1.17

Myndigheder, som fører tilsyn med folkesundheden, bør spille en større rolle, og udvekslingen af god praksis bør fremmes.

1.1.18

Man bør styrke den tværkulturelle dialog — med vægt på sundhed og sundhedspleje (3).

1.1.19

EØSU henviser på ny til sine tidligere henstillinger, i henhold til hvilke medlemsstaterne bør gennemføre ILO-konventionerne om indvandrere (4).

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg bifalder det portugisiske formandskabs løbende interesse for at undersøge spørgsmålet om folkesundhed og migration. De tyske, portugisiske og slovenske formandskaber var enige om, at »sundhedspolitikken spiller en vigtig rolle, eftersom bedre forebyggelse og grænseoverskridende sundhedspleje kommer EU's borgere direkte til gode« (5).

De tre formandskaber forpligtede sig til aktivt at bekæmpe den forskelsbehandling, som indvandrere udsættes for, når de søger adgang til sundhedstjenester. De var også enige om at yde støtte til en lang række fællesskabsaktiviteter for derved at bidrage til et højt sundhedsniveau for alle borgere ved at sætte fokus på sundhedsfremme, forebyggelse af sygdomme, innovation og adgang til sundhedsydelser.

2.2

Eftersom EØSU allerede har udarbejdet en række udtalelser om regulær og irregulær indvandring (6), vil der i denne sonderende udtalelse blive sat fokus på sundhedsspørgsmål. Det portugisiske rådsformandskab og andre berørte parter bedes tage højde for de udtalelser, som udvalget tidligere har udarbejdet om indvandring.

3.1

Der er blevet skrevet meget om migration og sundhed. Denne udtalelse tager afsæt i den rapport, der for nylig blev udarbejdet som bidrag til programmet for politisk analyse og forskning for den Globale Kommission om International Migration (Carballo & Mboup, september 2005). Andre referencer vil blive nævnt i udtalelsen.

3.2

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) definerer sundhed som »en tilstand med fysisk, mentalt og socialt velbefindende og ikke kun som fravær af sygdom eller skavanker«. Denne udtalelse støtter tanken om, at »sundhed« er en menneskeret.

3.3

Der er mange grunde til, at der bør sættes fokus på indvandreres og flygtninges sundhedsproblemer. Her kan bl.a. nævnes:

4.1

Internationalt skønnes det, at mere end 200 mio. mennesker årligt flytter efter arbejde eller et bedre liv. Heraf har mindst 30-40 (7) mio. uofficiel status. Antallet af migranter på verdensplan ville svare til det femte mest befolkningsrige land i verden (8). 49,6 % af verdens migranter i 2005 var kvinder. Der er mellem 7 og 8 mio. migranter uden papirer i Europa (9).

4.2

I denne sonderende udtalelse har EØSU hovedsagelig beskæftiget sig med migration og sundhedsproblemer i relation til tredjelandsstatsborgere, der flytter til EU. I øjeblikket bor der ca. 18. mio. tredjelandsstatsborgere i EU. Hertil kommer et stort antal borgere, der er født i udlandet, samt irregulære eller ulovlige indvandrere. Langt de fleste indvandrere kommer ind i EU på lovlig vis.

4.3

Asylansøgere udgør en forholdsvis lille del af den samlede indvandrerbefolkning, og antallet af asylansøgere er i de senere år faldet på grund af den førte EU-politik, og ikke fordi der generelt er færre mennesker, som behøver beskyttelse.

Inden for de senere år er såvel lovlig som irregulær indvandring taget til i en række lande i Sydeuropa, bl.a. i Portugal, Spanien og Italien. Mange af disse indvandrere kommer fra lande i Nordafrika, Afrika syd for Sahara, Latinamerika og Asien samt fra SNG-landene.

4.4

Indvandrere er generelt sundere end befolkningen i deres oprindelsesland, men de kan få flere sundhedsproblemer end gennemsnittet i deres værtsland. Dette skyldes en række faktorer, herunder:

4.5

Indvandrere fra visse områder har en højere forekomst af overførbare sygdomme, og langvarige lidelser som f.eks. mentale sundhedsproblemer, hjertekarsygdomme, luftvejssygdomme og diabetes forekommer ofte hyppigere.

4.6

Irregulære indvandrere, inklusive deres familier og især børn, har alvorligere sundhedsproblemer end lovlige indvandrere, hvilket kan skyldes de sundhedsrisici, som de har løbet for at komme ind i bestemmelseslandet, dårligere økonomiske og sociale vilkår samt utilstrækkelig adgang til tjenester.

5.1.1

Det er hovedsagelig økonomiske faktorer, som ligger bag migration til EU, men flugt fra konklifter og forfølgelse er også vigtige årsager. Mennesker flytter og fortsætter med at flytte af forskellige årsager. Nogle flytter med den hensigt at slå sig ned og begynde et nyt liv, andre med den hensigt at tjene nok til at kunne vende hjem.

5.1.2

Nogle rejser lovligt ind i et land for at tage arbejde i en periode, mens andre rejser ind i et land uden at blive registreret for at finde arbejde og tage ophold på ubestemt tid. Begge grupper byder på sundhedsmæssige udfordringer, der ofte er relateret til nationale politikker og sociale holdninger til indvandrere samt bredere faktorer med indflydelse på sundhedstilstanden som f.eks. uddannelse, beskæftigelse og boligsituation.

5.1.3

Cirkulær migration betragtes i stigende grad som en vigtig form for migration (10), der, hvis den forvaltes godt, kan matche det internationale udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft, hvilket kan være med at sikre en mere effektiv allokering af de disponible ressourcer samt skabe økonomisk vækst. Det kan være den løsning, som EU behøver for at kunne tilbyde et troværdigt alternativ til ulovlig indvandring.

5.2.1

Tvungen migration har alvorlige og vidtrækkende konsekvenser for folkesundheden; hvert år tvinges mennesker til at forlade deres hjemland og blive flygtning under FN-beskyttelse, og millioner tvinges til at forlade deres hjem og tage ophold inden for hjemlandets grænser.

5.2.2

De er ofte tvunget til at betale store pengesummer for at få hjælp til at krydse grænser, hvilket kan være en stor økonomisk belastning. Indvandrere lever i angst og udnyttes let af arbejdsgivere. Det er ikke ualmindeligt, at kvinder udsættes for voldtægt og seksuel udnyttelse.

5.2.3

Menneskehandel er en forbrydelse, der krænker grundlæggende menneskerettigheder og ødelægger menneskeliv. Menneskehandel betragtes som en moderne form for slaveri. Det skønnes, at i alt 12 mio. mennesker i verden årligt lever under en eller anden form for tvangsslaveri (ifølge ILO), mens over en 1 mio. mennesker sælges som handelsvare med henblik på prostitution eller tvangsarbejde. I henhold til det amerikanske udenrigsministerium er 80 % heraf kvinder og piger og op til 50 % mindreårige. I henhold til selv samme ministerium sælges størstedelen med henblik på seksuel udnyttelse.

5.2.4

Menneskehandel indbringer enorme summer til menneskehandlere; nogle skøn lyder på helt op til 10 mia. (11) USD om året (iii: UNICEF).

5.3.1

I henhold til Verdensturistorganisationen tegnede international turisme sig i sidste årti af det 20. århundrede for 30 % af de globale serviceerhverv. Verdensturistorganisationen skønner ligeledes, at internationale »ankomster« i 2020 vil overstige 1,55 mia. Heraf vil 0,4 mia. involvere langdistancerejser over økologiske områder.

5.3.2

Det skønnes, at ca. 14 mio. mennesker årligt rejser fra de industrialiserede lande til troperne i Afrika, Asien, Latinamerika og Stillehavsøerne. Heraf vender mange hjem med en sygdom, der kræver behandling. Diarré er det hyppigst forekommende problem, men malaria er også blevet et almindeligt forekommende problem, hvad angår diagnose, behandling og omkostninger for de lande, som turisterne vender tilbage til.

5.3.3

Uden beskyttelse risikerer turister at blive smittet med hepatitis A og seksuelt overførte sygdomme, herunder HIV.

6.1.1

Mange EU-lande har regler for indrejseret, opholdslængde og udrejse. Disse regler rummer generelt flere restriktioner end muligheder og gør migration til en kompliceret affære. Dette kan skabe sociale og økonomiske miljøer, som er til fare for indvandreres sundhedstilstand.

6.1.2

Holdningen til folkesundheds- og sundhedsscreeninger varierer fra land til land, hvilket også gælder adgangen til sundhedsmæssige og sociale ydelser. Der synes imidlertid at være mangel på omfattende oplysninger, der giver mulighed for at sammenligne national praksis.

6.2.1

Kun få EU-lande indsamler rutinemæssigt data om indvandreres sundhed, hvilket gør det vanskeligt at fremlægge pålidelige oplysninger om sundhedserfaringer og indvandreres sundhedsbehov. I mange lande er registreringssystemer på sundhedsområdet ikke udformet således, at de kan identificere personer med indvandrerstatus.

6.2.2

Enkelte lande indsamler sådanne data, mens andre fokuserer på oprindelsesregion eller etnisk gruppe. Det kan være uklart, om en person er indvandrer eller efterkommer af en indvandrer. I nogle tilfælde beskrives personer alene på baggrund af deres etniske oprindelse, og der skelnes f.eks. ikke mellem børn, der selv er indvandrere, eller som er børn af indvandrere.

6.2.3

Der findes også et ukendt antal irregulære og derfor ikke-registrerede indvandrere, som kan være tilbageholdende med at søge lægehjælp, når det er nødvendigt.

6.2.4

Indvandrere kan også være tilbageholdende med at give sundhedsmyndighederne oplysninger om deres indvandrerstatus, hvis disse oplysninger kan bruges imod dem. Dette gør det blot endnu sværere at få adgang til oplysninger af god kvalitet.

6.2.5

Denne tilbageholdenhed kan skyldes kulturelle og religiøse faktorer. Myndigheder og leverandører af sundhedstjenester mangler desuden det nødvendige kendskab og er ikke rustet til at imødekomme indvandreres særlige behov. Af disse årsager findes der ikke nok oplysninger om indvandrere og deres sundhedstilstand.

6.3.1

Fælles for både lovlige og irregulære indvandrere er, at angsten for det ukendte gør det endnu sværere at løfte udfordringer som f.eks. sprog, kultur og politikker (jf. Tizon 1983). Følgende faktorer kan også spille ind:

Alle disse faktorer indvirker på individers og fællesskabers sundhed.

6.4.1

Forskning (12) har vist, at visse indvandrergrupper i Europa har de højeste forekomster af skizofreni, selvmord og stof- og alkoholmisbrug, og at de løber en høj risiko for depression og angst. Forskning viser også, at disse grupper ikke har tilstrækkelig adgang til sundhedsydelser og social støtte.

6.4.2

Følgende er blevet identificeret som faktorer, der bidrager til indvandreres dårlige mentale sundhed: ændringer i kost, familiemæssig og social støtte, kultur, sprog og klima, fjendtlighed, racisme og fremmedhad fra værtsbefolkningens side, flugt fra krig og frygten for tortur, tab af familiemedlemmer og seksuelt misbrug.

6.4.3

Forskning viser, at to tredjedele af alle flygtninge lider af angst eller depression og har symptomer på post-traumatisk stress syndrom som f.eks. mareridt og panikanfald, der er almindeligt forekommende.

6.4.4

Adgangen til behandling, hjælp og støtte, hvad angår sådanne sygdomme, er især dårlig for asylansøgere og udokumenterede indvandrere, der har størst behov for sådanne tjenester.

6.5.1

Alle mennesker sætter deres »sundhedsmæssige fingeraftryk«, afhængigt af hvor de kommer fra, og hvilket socialt miljø de lever i. Økonomiske indvandrere flytter som regel fra fattige til rige lande, og en del af dem vil derfor have sundhedsprofiler, der er knyttet til fattigdom.

6.6.1

Støtten til indvandrere, der er smittet med HIV eller tuberkulose, varierer og frembyder udfordringer med hensyn til kultur, sprog og religion samt indvandreres juridiske og økonomiske status. Den unge generation, kvinder og piger har større risiko for at pådrage sig HIV/AIDS.

6.6.2

Der føres ingen sammenhængende politik med hensyn til screening, og måden, hvorpå screeninger udføres før indrejse, varierer også på lokalt niveau. Holdningerne til disse lokale screeninger varierer således betydeligt. Ifølge nogle tjenester udebliver mere end 50 % fra opfølgende besøg, hvilket ifølge udbydere af tjenester skyldes dårlig kommunikation, frygt for autoriteter og manglende forståelse af, hvilke tilbud der er. EØSU forstår, at kommissær Kyprianou har bedt det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol om at udforme en EU-handlingsplan for tuberkulose. Planen skal offentliggøres i efteråret 2007 og vil tage højde for forholdene i de forskellige medlemsstater.

6.6.3

Mellem 1995 og 2005 er der i EU sket en betydelig stigning i antallet af registrerede tilfælde af tuberkulose. Den seneste epidemiologiske rapport fra ECDC påpeger, at »tilfælde af udenlandsk oprindelse« tegnede sig for 30 % af alle indberettede tilfælde i de 25 lande (vi: den første europæiske epidemiologiske rapport om overførbare sygdomme, det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol, 2007). Det må også erkendes, at indvandrere ofte er koncentreret i områder, hvor boligforholdene er dårlige — man bor og arbejder alt for tæt op ad hinanden — og hvor alle farerne for en spredning af luftvejsinfektioner er til stede. Indvandrere er også ofte overrepræsenteret blandt hjemløse.

6.6.4

Hvad angår HIV, gøres der i EU-rapporten »AIDS & Mobility — HIV/AIDS Care & Supports for Migrants and Ethnic Minority Communities in Europe« (Aids og mobilitet — Pleje og støtte til indvandrere og etniske minoriteter med HIV/Aids i Europa (vii: EU — Edited Clark K & Broring G) status over situationen i medlemsstaterne med særlig vægt på:

6.6.5

I rapporten stilles der skarpt på den kendsgerning, at indvandrernes situation (antal mennesker, etnisk baggrund og epidemiologi) og samfundets reaktion herpå varierer stærkt rundt omkring i Europa.

6.6.6

Der er en mulighed for, at mennesker fra verdensdele med en høj forekomst af HIV vil tage sygdommen med sig. Mellem 1997 og 2005 blev 47 % af alle tilfælde i EU, hvor heteroseksuelle var blevet smittet med HIV, diagnosticeret hos personer fra lande med en høj forekomst af HIV.

6.6.7

Omvendt synes indvandrere fra lande med en lav forekomst af HIV ikke at løbe en større risiko (og er måske mindre udsatte) end befolkningen i værtslandet.

6.7.1

Langvarige lidelser som f.eks. hjertekarsygdomme, kronisk obstruktive lungesygdomme (KOL), slagtilfælde og diabetes udgør en stor udfordring for sundhedsmyndighederne i det meste af verden og tegner sig for ca. halvdelen af de dødsfald, som finder sted hvert år.

6.7.2

Hjertekarsygdomme er den hyppigste dødsårsag og har de største konsekvenser, hvad angår behandling, omkostninger og følger for enkeltpersoner, behandlere og samfund. Hjertekarsygdomme i indvandrersamfund kan skyldes etnisk disponering, kost og stress. I Det Forende Kongerige synes asiatiske mænd at være mere disponeret for hjertekarsygdomme end andre (viii: Baljaran & Raleigh, 1992; McKeigue & Sevak, 1994, BMJ 2003).

Dødeligheden for hjertekarsygdomsramte mænd og kvinder af sydasiatisk oprindelse er 30-40 højere end for andre (ix: Balajaran, 1991).

6.7.3

I henhold til data indsamlet i Det Forende Kongerige har indvandrere fra Caribien to gange større risiko for at blive ramt af et slagtilfælde end den »hvide« befolkning (x: Stewart 1999). I Sverige er der registreret høje forekomster af fedmesygdomme og hjertekarsygdomme blandt finske indvandrere som følge af kostvaner og alkoholforbrug (xi: Jarhult et. al 1992).

6.8.1

Indvandring fra forskellige verdensdele kan også føre til spredning af genetiske sygdomme. Sygdomme som seglcelleanæmi og thalassæmi er blevet mere almindelige som følge af indvandring fra Afrika, Caribien og Middelhavsområdet. Seglcelleanæmi er en forholdsvis almindelig sygdom i EU. I Det Forende Kongerige skønnes 6 000 voksne og mellem 75-300 spædbørn hvert år at blive ramt af denne sygdom. (xii: Karmi 1995). Der er ligeledes blevet registreret en høj forekomst af seglcelleanæmi blandt indvandrere i Portugal (xiii: Carrerio og al, 1996).

6.8.2

Thalassæmi er en arvelig blodsygdom fra Middelhavsområdet, som i Det Forende Kongerige er blevet registreret blandt etniske minoriteter af mellemøstlig og cypriotisk oprindelse. Dokumentation viser, at denne sygdom er almindeligt forekommende blandt folk fra Pakistan, Kina og Bangladesh.

6.8.3

Disse sygdomme kræver diagnosticering ved en specialist og rådgivning, som ikke altid er tilgængelig.

6.9.1

Indvandrere får ofte de lavt kvalificerede job, som ikke virker tiltrækkende på lokalbefolkningen. Nogle af disse job medfører en sundhedsrisiko, f.eks. hvis de indebærer minearbejde eller udsættelse for asbest eller foregår inden for kemisk industri og tungindustri. I landbrugssektoren er udsættelse for pesticider og andre kemikalier blevet sat i forbindelse med høje forekomster af depression, hovedpine og, hos kvinder, aborter.

6.9.2

Højtuddannede, kvalificerede indvandrere eller »hjerneflugts-indvandrere« og cirkulære indvandrere lider ofte af arbejdsrelateret stress, eftersom de har dårligere betingelser end arbejdstagere fra værtslandet (mht. rettigheder osv.), men de har ikke noget valg, eftersom de er økonomisk afhængige (13).

6.10.1

Erhvervsulykker forekommer ca. to gange så ofte blandt vandrende arbejdstagere i Europa. (xiv: Bollini & Siem, 1995). I Tyskland er ulykkestallet ofte højere for indvandrere, navnlig indvandrere, der arbejder i virksomheder med dårligt arbejdsmiljø (xv: Huismann et al, 1997). Andre data fra Tyskland viser, at indvandrerbørn i aldersgruppen 5-9 år er mere udsat for trafikulykker og andre skader end tyske børn i samme aldersgruppe (xvi: Korporal & Geiger, 1990). I Nederlandene synes børn af tyrkisk eller marokkansk oprindelse at være mere udsat for ulykker i hjemmet, herunder forgiftning og forbrændinger, men også trafikulykker (xvii: de Jong & Wesenbeek, 1997).

6.11.1

Visse grupper af indvandrere som f.eks. mænd, der er blevet adskilt fra deres hustru, har en højere forekomst af seksuelt overførte sygdomme. I mange EU-lande er sygeligheden i forbindelse med graviditet højere for indvandrerkvinder end lokale kvinder. Antallet af svangerskabsafbrydelser er ofte højere blandt indvandrerkvinder. I Barcelona modtages der to gange så mange anmodninger om svangerskabsafbrydelse fra indvandrerkvinder som fra spanske kvinder. En undersøgelse foretaget i Geneve af Det internationale center for migration og sundhed viste, at aborttallet for ulovlige indvandrerkvinder var tre gange så højt som for værtslandets kvinder på samme alder. (xviii: Carballo et al, 2004).

6.11.2

I Det Forenede Kongerige vejer børn af asiatiske mødre ofte mindre ved fødslen end andre etniske grupper, og ofte er den peri- og postnatale dødelighed også højere for denne gruppe. Den post-neonatale dødelighed for børn, der er født af kvinder fra Caribien, ligger også højere end gennemsnittet. I Belgien og Tyskland er der registreret en høj perinatal dødelighed og barnedødelighed hos indvandrerkvinder fra Marokko og Tyrkiet. Lav fødselsvægt og fødselsproblemer ses hos kvinder fra lande syd for Sahara og Central- og Sydamerika.

6.11.3

Børn af indvandrere gør i mindre grad brug af forebyggende tjenester som f.eks. immunisering.

6.12.1

Indvandrere støder på juridiske, psykosociale og økonomiske problemer, når de forsøger at få adgang til sundhedsydelser. Sprogbarrierer er et åbenlyst problem, hvilket også gælder udgifterne til sundhedsydelser, hvor selv et meget lille bidrag kan udgøre en væsentlig barriere for indvandrere på en lav indkomst. Irregulære indvandrere og asylansøgere, der venter på at få deres ansøgning behandlet, støder i mange lande ind i juridiske barrierer på sundhedsområdet.

6.12.2

Hertil kommer, at offentlige sundhedstjenester ofte ikke er i stand til at tage hånd om indvandreres særlige sundhedsproblemer og mangler den indsigt og de evner, som er nødvendige for at kunne yde tilfredsstillende sundhedspleje til mennesker, der kan have væsentlig anderledes begreber om sundhed og et anderledes syn på sygdom, smerte og død, og som evt. anvender andre midler til at give udtryk for symptomer, håndtere sygdom og udtrykke deres forventninger over for lægen.

6.12.3

Kompleksiteten i medlemsstaternes højtudviklede og differentierede sundhedssektor kan samtidig være med til at vanskeliggøre situationen.

6.12.4

Organiseringen af sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme for indvandrerbefolkninger er ofte utilstrækkelig. Dette gælder ikke kun graviditetsundersøgelser, men også vaccinationsprogrammer samt andre former for forebyggelse og tidlig opsporing, herunder screening. Indtil videre er der i forebyggelsesprogrammer kun sjældent blevet taget højde for kulturelle faktorer med henblik på at nå ud til de forskellige indvandrergrupper.

6.12.5

De høje priser for visse typer af sundhedsydelser og medicin er en tung byrde for de fleste indvandrere. Disse faktorer kan afholde indvandrere fra at søge behandling tidligt nok eller følge den ordinerede behandling eller tage den nødvendige medicin. Dette medfører voksende individuel menneskelig smerte og stigende økonomiske omkostninger for samfundet, som der ikke kan sættes tal på.

6.13.1

Et andet voksende problem er den stigende tendens til, at sundhedspersonale fra fattige lande aktivt rekrutteres af EU og andre udviklede lande. Hvis denne tendens fortsætter, vil det i høj grad være til fare for sundhedssituationen i de rekrutteredes hjemlande (der står som »tabere«) og i et vist omfang undergrave uddannelsen af læger og sygeplejersker i disse lande. Udvandringen af uddannet sundhedspersonale fra ressourcesvage lande betyder, at investeringer i uddannelse af sundhedspersonale i betydelig grad går tabt (14). Der er brug for nye løsninger — såsom en kompensationsfond, uddannelse og genbosættelse — hvis dette problem skal kunne løses. Eksemplet fra Det Forenede Kongerige og Irland, hvor man sikrer, at det nationale sundhedsvæsen engagerer sig i etisk rekrutteringspraksis, anerkendes bredt som god praksis. Medlemsstaterne bør sikre, at en sådan praksis indføres, og at den finder anvendelse på rekrutteringsbureauer og sundhedstilbud i den private sektor samt offentlige tjenester.

6.13.2

Sundhedspersonale (navnlig sygeplejersker og læger) spiller en afgørende rolle, når det drejer sig om at bevare og forbedre sundhedsplejen for indvandrere. Medlemsstaterne bør sikre, at sundhedspersonalet kan imødekomme indvandreres behov for sundhedspleje og sætte sig ind i de kulturelle, religiøse og livsstilsrelaterede faktorer, som indvirker på disse specifikke gruppers sundhedsvaner. Dette er nødvendigt, hvis indvandrere skal have adgang til passende og kulturelt følsomme sundhedstjenester.

—

»Indvandring i EU og integrationspolitik — Samarbejde mellem de regionale og lokale myndigheder og civilsamfundets organisationer« af 13. september 2006, ordfører: Pariza Castaños (EUT C 318 af 23.12.2006).

—

»Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Haag-programmet: Ti prioriteter for de næste fem år — Partnerskabet for fornyelse i EU inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed« — KOM(2005) 184 endelig — af 15. december 2005, ordfører: Pariza Castaños (EUT C 65 af 17.3.2006).

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EF-statistikker over migration og international beskyttelse« — KOM(2005) 375 endelig — 2005/0156 (COD) af 20. april 2006, ordfører: Sylvia Sciberras (EUT C 185 af 8.8.2006).