This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52006SC0110
Recommendation for a Council opinion in accordance with the third paragraph of Art. 9 of Council Regulation (EC) No 1466/97 of 7 July 1997 on the updated convergence programme of Latvia, 2005-2008
Henstilling med henblik på rådets udtalelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om Letlands opdaterede konvergensprogram 2005-2008
Henstilling med henblik på rådets udtalelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om Letlands opdaterede konvergensprogram 2005-2008
/* SEK/2006/0110 endelig udg. */
Henstilling med henblik på Rådets udtalelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om Letlands opdaterede konvergensprogram 2005-2008 /* SEK/2006/0110 endelig udg. */
[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 1.2.2006 SEK(2006) 110 endelig Henstilling med henblik på RÅDETS UDTALELSE i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om Letlands opdaterede konvergensprogram 2005-2008 (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE Baggrund Stabilitets- og vækstpagten, som trådte i kraft den 1. juli 1998, er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke betingelserne for prisstabilitet og en stærk holdbar vækst, der kan føre til skabelse af arbejdspladser. I 2005 blev pagten ændret for første gang. Med reformen fulgte en anerkendelse af, at pagten er af stor værdi med hensyn til at cementere den finanspolitiske disciplin, men reformen var samtidig et udtryk for et ønske om at styrke dens effektivitet og økonomiske fundament samt at sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[1], som er en del af pagten, fastsætter, at medlemsstaterne skal forelægge Rådet og Kommissionen stabilitets- eller konvergensprogrammer og årlige opdateringer heraf (medlemsstater, der allerede har indført den fælles valuta, forelægger (opdaterede) stabilitetsprogrammer, og medlemsstater, der endnu ikke har indført den, forelægger (opdaterede) konvergensprogrammer). Letlands første konvergensprogram blev forelagt i maj 2004. I overensstemmelse med forordningen afgav Rådet en udtalelse herom den 5. juli 2004 på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter at have hørt Det Økonomiske og Finansielle Udvalg. I overensstemmelse med samme procedure vurderes opdaterede stabilitets- og konvergensprogrammer af Kommissionen og gennemgås af ovennævnte udvalg, mens Rådet kan gennemgå dem. I disse programmer skal medlemsstaterne specificere deres målsætning på mellemlang sigt for budgetstillingen og redegøre for de politiske foranstaltninger, der skal træffes for at opnå og fastholde denne, herunder ledsagende økonomiske antagelser. Efter reformen af pagten bør målsætningen på mellemlang sigt differentieres for de individuelle medlemsstater på baggrund af de forskellige økonomiske og budgetmæssige situationer i EU, herunder den finanspolitiske risiko for holdbarheden. De øvrige elementer i reformen er, at der bør opnås en mere symmetrisk tilgang til finanspolitikken over konjunkturforløbet i kraft af øget budgetdisciplin i økonomisk gode tider, mens "større strukturreformer" med en verificerbar indvirkning på den langsigtede holdbarhed bør tages i betragtning ved en midlertidig afvigelse fra målsætningen på mellemlang sigt eller fra justeringsplanerne. Under hensyntagen til Kommissionens prognose fra efteråret 2005, adfærdskodeksen[2], den i fællesskab aftalte metode til beregning af det potentielle output og de konjunkturkorrigerede saldi samt de overordnede økonomiske retningslinjer, der indgår i de integrerede retningslinjer for perioden 2005-2008, har Kommissionen gennemgået den for nylig forelagte opdatering af Letlands konvergensprogram og har på grundlag af sin vurdering nedenfor vedtaget en henstilling med henblik på Rådets udtalelse herom. Vurdering 1. Det tredje opdaterede lettiske konvergensprogram blev sendt til Kommissionen den 30. november og dækker perioden 2005 til 2008. Programmet følger i brede træk den modelstruktur for stabilitets- og konvergensprogrammer, der er specificeret i den nye adfærdskodeks. Programmet har mangler i de obligatoriske og fakultative data, der foreskrives i den nye adfærdskodeks (især er der ikke oplyst data for arbejdsproduktiviteten og arbejdstimer). 2. I løbet af de sidste ti år har den årlige vækst i BNP i faste priser i gennemsnit ligget på 6 %, hvilket er et imponerende resultat efter de alvorlige forstyrrelser i økonomien, som var forbundet med overgangen til markedsøkonomi. BNP i faste priser forventes langt om længe at have oversteget niveauet fra før 1991. Dette vækstresultat har været karakteriseret ved en kraftig udvikling i produktiviteten og i den seneste tid også ved en vækst i beskæftigelsen. Imidlertid er der stadig flere vidnesbyrd om overophedning på grund af udviklingen med hensyn til den eksterne ubalance, inflationen og kreditudvidelsen. Høje eksterne ubalancer har gjort Letland afhængig af kapitaltilstrømning, og den samlede udlandsgælds andel af BNP er steget. Programopdateringen forudser et mindre fald i BNP-væksten til 7,5 % i 2006 mod 8,4 % 2005, efterfulgt af et yderligere mindre fald til 7,0 % i både 2007 og 2008. Det private forbrug og investeringerne forventes fortsat at være de vigtigste vækstmotorer, mens bidragene fra nettoeksporten forventes at blive moderat positive. Overordnet set er den forventede vækst i BNP plausibel, når der sammenlignes med Kommissionens prognose fra efteråret (frem til 2007) og med beregningerne af den potentielle vækst. Hvis man anvender den i fællesskab aftalte metode på grundlag af tallene i det opdaterede program, ser det ud til, at væksten i det potentielle BNP fortsat skulle ligge på et højt niveau, men med en svagt faldende tendens på mellemlang sigt; der vil opstå et negativt outputgab fra 2007 og frem. Imidlertid skal beregningen af den potentielle vækst (og derfor af outputgabet) fortolkes forsigtigt for lande, der er ved at gennemgå en hurtig indhentningsproces. Til gengæld forekommer programmets fremskrivning af HICP-inflationen (som falder hurtigt fra 6,9 % i 2005 - den højeste blandt medlemsstaterne - til 3,5 % i 2008) og underskuddet på de løbende poster (som falder fra 13 % af BNP i 2004 til 8 % af BNP i 2008) begge optimistiske, især når de vurderes på baggrund af Kommissionens prognose fra efteråret. Overordnet set frembyder det makroøkonomiske scenario en række ikke-ubetydelige risici, som man må være opmærksom på i sammenhæng med konvergensprocessen. 3. Siden latten kom med i ERM II den 2. maj 2005 har den ligget pænt inden for udsvingsbåndet på plus eller minus en procent, som er den kurs, de lettiske myndigheder har erklæret i forhold til centralkursen. Rentespændene over en periode på tre måneder mellem latten og euroen faldt markant i løbet af året fra over 100 basispoint i begyndelsen af januar til omkring 40 basispoint ved udgangen af november. Rentespændene på pengemarkederne steg kraftigt sidst i december, men dette synes at skyldes midlertidige likviditetsfaktorer forbundet med stigningen i reserveprocenten fra 6 til 8 % med virkning fra den 24. december 2005. I det meste af 2005 lå rentespændene for statsobligationer i forhold til referenceværdierne i euroområdet helt ned på omkring 50 basispoint. 4. I sin udtalelse af 8. marts 2005 bakkede Rådet op bag den budgetstrategi, der blev forelagt i den foregående opdatering af konvergensprogrammet, som dækker perioden 2004-2007. Selv om Rådet ikke kom med politiske anbefalinger, var det ikke desto mindre af den opfattelse, at vurderingen af den rette statsfinansielle situation var afhængig af, om dens bidrag til efterspørgselspresset i økonomien var tilstrækkeligt til at konsolidere afmatningen i inflationen fra det højdepunkt, det for nylig havde befundet sig på. Med hensyn til budgetgennemførelsen i 2005 skønnede Kommissionens prognose fra efteråret 2005, at der ville være et offentligt underskud på 1,2 % af BNP (baseret på en vækst i BNP på 9,1 %) mod 1,6 % (med en vækst i BNP på 6,7 %), der var fastsat som mål i den foregående opdatering af konvergensprogrammet. Imidlertid peger de seneste data opgjort på kontantbasis om gennemførelsen af statsbudgettet på, at resultatet vil være endnu bedre. Derfor er det meget sandsynligt, at underskuddet for 2005 vil være lavere end den aktuelle opdaterings skønnede offentlige underskud for 2005 på 1,5 % af BNP (baseret på en vækst i BNP i faste priser på 8,4 %). 5. Med udgangspunkt i det meget forsigtige skøn over det endelige tal for det offentlige underskud i 2005 sigter opdateringen mod en beskeden formindskelse af underskuddet senere i programperioden. Opdateringen forudser, at underskuddet fortsat vil ligge på 1,5 % i 2006 og falde til 1,4 % i 2007 og 1,3 % i det sidste år, 2008. Både udgifts- og indtægtskvoten skal ifølge planerne stige i løbet af programperioden (med 2 procentpoint). De offentlige investeringer og ikke separat identificerede "andre udgifter" er fastsat til at stige mest og de sociale overførsler ud over naturalydelser til at falde mest. Den primære saldo er fastsat til at falde med 0,1 procentpoint over samme periode. Opdateringen fra november 2005 bekræfter i store træk den tidligere opdaterings planlagte justering, både med hensyn til moderat omfang og timing på trods et betydeligt stærkere makroøkonomisk scenario i den seneste opdatering. 6. Efter Kommissionens beregninger på grundlag af programmet efter den i fællesskab aftalte metode er den strukturelle saldo (dvs. den konjunkturkorrigerede budgetsaldo uden engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger) kun planlagt at skulle forbedres en smule i programperioden (med ca. ¾ procentpoint af BNP). De planlagte finanspolitiske bestræbelser er koncentreret sent i perioden, og især i de år, hvor outputgabet skønnes at være negativt. I opdateringen opstilles en mellemfristet målsætning for budgetstillingen, som omhandlet i stabilitets- og vækstpagten, med et strukturelt underskud på "omkring 1 % af BNP", og der sigtes mod at nå denne stilling i det sidste år af programperioden. Da programmets mellemfristede målsætning er mere krævende end minimumsreferenceværdien (som skønnes at udgøre et underskud på omkring 2 % af BNP), skulle realiseringen af denne målsætning opfylde målet om at skabe en sikkerhedsmargen over for et eventuelt uforholdsmæssigt stort underskud. Programmets mellemfristede målsætning kan skønnes at være passende, idet den i tilstrækkeligt omfang afspejler gældskvoten og den gennemsnitlige potentielle outputvækst på længere sigt. Tages der imidlertid hensyn til risiciene for en holdbar økonomisk konvergens som omtalt ovenfor, kunne en mere krævende mellemfristet målsætning forekomme passende. 7. Budgetresultatet kan blive værre end forventet i programmet. På den positive side tyder den hidtidige forsigtige budgetplanlægning på, at resultaterne kunne blive bedre end målene (som det var tilfældet i 2004, og som Kommissionens tjenestegrene også forventer i 2005). Især har vækstprognoserne og antagelserne om skatteelasticiteten, der ligger til grund for budgettet, hidtil normalt vist sig at være forsigtige. Desuden er budgetudgifterne ikke altid blevet gennemført i fuldt omfang, hovedsagelig som følge af forsinkelser i gennemførelsen af projekter, der delvis finansieres ved hjælp af EU-midler. På den anden side forekommer skatteelasticiteten i denne opdatering at være højt sat. Desuden henvises der i programmet til adskillige (foreslåede) socialpolitiske foranstaltninger, som ville kunne føre til øgede udgifter, mens det i programmet forventes, at disse udgifter vil falde. 8. På baggrund af denne risikovurdering er den budgetstrategi, der er skitseret i programmet, måske ikke tilstrækkelig til at opnå en budgetstilling i strukturelle termer, der kan betragtes som passende i henhold til pagten ved udgangen af programperioden. Desuden kunne budgetmålet for 2006 på baggrund af den vurdering, at resultatet for 2005 formodentlig vil have været betydeligt bedre end antaget i programmet og muligvis tæt på den mellemfristede målsætning, implicere en afvigelse fra den mellemfristede målsætning med til rundt regnet 0,5 % af BNP i 2006 og ligeledes i 2007. Hvis et bedre resultat for 2005 desuden bekræftes, og hvis målet for 2006 fastholdes, giver det også anledning til bekymring, at den finanspolitiske linje i 2006 vil være ekspansiv og utilstrækkelig i den forstand, at perioden 2005-06 kan betegnes som "gode tider". For euroområdet og ERM II-medlemsstaterne kræver stabilitets- og vækstpagten en årlig forbedring af den strukturelle saldo på mindst 0,5 % af BNP (som referenceværdi), med en højere grad af justering i perioder med gode tider. En mere markant strukturtilpasningskurs end planlagt ville også forekomme hensigtsmæssig til at sikre en stabil makroøkonomisk konvergensproces. 9. Ifølge stabilitets- og vækstpagten bør der tages hensyn til "større strukturreformer" med en verificerbar indvirkning på den langfristede holdbarhed af de offentlige finanser, når der defineres en tilpasningskurs til programmets mellemfristede målsætning eller for at tillade en midlertidig afvigelse fra programmets mellemfristede målsætning. Det bemærkes i programmet, at den igangværende pensionsreform og især indførelsen af en anden søjle gradvis vil mindske socialsikringsbidragene på den offentlige saldo sammenlignet med niveauet i 2004. Nettoomkostningerne ved pensionsreformen skønnes i programmet at andrage 0,25 % af BNP i 2005 med en gradvis stigning til 1¼ % af BNP i 2008. Dette kunne åbne mulighed for en midlertidig afvigelse fra den krævede årlige justeringskurs på 0,5 % af BNP til imødekommelse af den mellemfristede målsætning, fordi de strukturreformer, som de er baseret på, er tilstrækkeligt detaljerede i programmet og har en betydelig gunstig indvirkning på de offentlige finansers langfristede holdbarhed. Desuden ser det ud til, at der er sikret overensstemmelse med traktatens og stabilitets- og vækstpagtens krav med hensyn til tilvejebringelse af en sikkerhedsmargen over for at bryde referenceværdien for underskud på 3 % af BNP i alle programårene. Ikke desto mindre synes forslaget ovenfor om en mere krævende justeringskurs i retning af opfyldelse af den mellemfristede målsætning end antydet i programmet at kunne gennemføres, i betragtning af at de skønnede nettoomkostninger ved pensionsreformen er beskedne i de tidlige programår. 10. Gældskvoten forventes at blive på 14,9 % af BNP i 2005, altså langt under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. Gældskvoten forventes at falde ubetydeligt i programperioden, nemlig til 14,7 % af BNP i 2008, men underskudsvirkningerne vil blive afdæmpet i betydelig grad som følge af høj nominel BNP-vækst. 11. Hvad angår holdbarheden i de offentlige finanser, ser Letland ud til at stå over for en lav risiko på baggrund af de forventede budgetudgifter til den aldrende befolkning. Den aktuelle lave bruttogæld forventes at holde sig under referenceværdien på 60 % i fremskrivningsperioden 2005-2050. Letlands pensionsreform, der blev lanceret i 1996, bidrager i betydelig grad til at bremse budgetvirkningen af en aldrende befolkning. 12. De påtænkte foranstaltninger inden for de offentlige finanser er i store træk i overensstemmelse med de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer, der indgår i de integrerede retningslinjer for perioden 2005-2008. Især giver konvergensprogrammet et rids af foranstaltninger, der skal støtte vækst og beskæftigelse ved ændringer i indtægts- og udgiftsstrukturen (især en omlægning af skattebyrden fra direkte til indirekte beskatning og en beskæring af overførslerne) og ved at gøre offentlige investeringer til en prioritering på udgiftssiden. Ikke desto mindre er den potentielle rolle for den finanspolitiske linje med hensyn til at opfylde centrale målsætninger, især at holde inflationen i ave og finde en løsning på den eksterne ubalance, ikke i tilstrækkelig grad blevet undersøgt. 13. Letlands nationale reformprogram, der blev forelagt den 21. oktober 2005 som led i den fornyede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse, fremlægger sikringen af den makroøkonomiske stabilitet som den vigtigste udfordring med implikationer for de offentlige finanser og tildeler til dette formål styrkelsen af den finanspolitiske disciplin og budgetplanlægningsprocedurerne en vigtig rolle. De budgetmæssige virkninger af det begrænsede antal konkrete reformforanstaltninger, der er beskrevet i det nationale reformprogram, afspejles i konvergensprogrammets budgetfremskrivninger. De påtænkte foranstaltninger i konvergensprogrammet med hensyn til de offentlige finanser er forenelige med de initiativer, der indgår i det nationale reformprogram. Som nævnt ovenfor giver konvergensprogrammet et rids af foranstaltninger, der skal støtte vækst og beskæftigelse ved ændringer i indtægts- og udgiftsstrukturen (især en omlægning af skattebyrden fra direkte til indirekte beskatning og en beskæring af overførslerne) og ved at gøre offentlige investeringer til en prioritering på udgiftssiden. På baggrund af ovenstående vurdering og i lyset af behovet for at sikre holdbar konvergens, herunder ved at mindske den eksterne ubalance og dæmme op for inflationen, vil det være hensigtsmæssigt, om Letland ville overveje at opnå mere ambitiøse budgetstillinger end de aktuelt planlagte, især ved at fremskynde opfyldelsen af den mellemfristede målsætning, der er fastlagt i programmet, opretholde denne i programperioden og undgå procykliske finanspolitikker i "gode tider". Henstilling med henblik på RÅDETS UDTALELSE i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om Letlands opdaterede konvergensprogram 2005-2008 RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1466/97 af 7. juli 1997 om styrkelse af overvågningen af budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker[3], særlig artikel 9, stk. 3, under henvisning til Kommissionens henstilling, efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg - AFGIVET FØLGENDE UDTALELSE: 14. Den [14. februar 2006] gennemgik Rådet Letlands opdaterede konvergensprogram, der dækker perioden 2005-2008. 15. I de seneste ti år har den årlige vækst i BNP i faste priser i gennemsnit ligget på 6 %. Dette vækstresultat har været karakteriseret ved en kraftig udvikling i produktiviteten og i den seneste tid også ved en vækst i beskæftigelsen. Høje eksterne ubalancer har imidlertid gjort Letland afhængig af kapitaltilstrømning, og den samlede udlandsgælds andel af BNP er steget. Inflationen er steget siden midten af 2003 og ligger over 6 %, hvilket underminerer økonomiens eksterne konkurrenceevne og udgør en trussel for væksten. I henhold til det makroøkonomiske scenario, der ligger til grund for programmet, forventes den reale BNP-vækst at aftage fra 8,4 % i 2005 til i gennemsnit 7,2 % over resten af programperioden. Vurderet på baggrund af de aktuelle oplysninger forekommer dette scenario at være baseret på plausible vækstantagelser. Programfremskrivningerne for inflationen og underskuddet på de løbende poster virker, som om de er sat for lavt. 16. Programmet følger i brede træk den modelstruktur for stabilitets- og konvergensprogrammer, der er specificeret i den nye adfærdskodeks[4]. 17. Det skønnede offentlige underskud for 2005 i denne opdatering er 1,5 % af BNP baseret på en BNP-vækst på 8,4 %. Dette betyder et marginalt mindre underskud og et betydeligt bedre vækstresultat end forudset i det tidligere program (underskud på 1,6 % af BNP, vækst på 6,7 %). Kommissionens prognose fra efteråret skønnede, at der ville blive et underskud på 1,2 % af BNP baseret på en BNP-vækst på 9,1 %. Imidlertid peger de seneste data opgjort på kontantbasis om gennemførelsen af statsbudgettet på, at resultatet vil blive endnu bedre end forventet i opdateringen og Kommissionens prognose fra efteråret. 18. Rådets udtalelse om den tidligere opdatering, som blev vedtaget den 8. marts 2005, indeholdt ingen politiske anbefalinger. Det blev imidlertid sagt i udtalelsen, at vurderingen af konsolideringskursen og af hensigtsmæssigheden i den finanspolitiske stilling var afhængig af en gunstig udvikling på den eksterne balance, efterspørgselspressene i økonomien og en mere moderat inflationsudvikling i forhold til det seneste højdepunkt. 19. Det opdaterede program sigter mod en beskeden formindskelse af det offentlige underskud. I opdateringen opereres der med et offentligt overskud på 1,5 % i 2005, 1,5 % i 2006, 1,4 % i 2007 og 1,3 % i det sidste år, 2008. Den primære saldo er ansat til at falde med 0,1 procentpoint over samme periode. Både udgifts- og indtægtskvoten skal ifølge planerne stige i løbet af programperioden (med henholdsvis 1,9 og 2,1 procentpoint). Offentlige investeringer og ikke særskilt identificerede "andre" udgifter stiger mest (henholdsvis fra 2,3 % af BNP i 2005 til 3,3 % af BNP i 2008 og fra 12,3 % af BNP til 13,8 % af BNP i 2008), og sociale overførsler ud over naturalydelser falder mest (fra 9,3 % af BNP i 2005 til 8,9 % af BNP i 2008). I forhold til den tidligere opdatering bekræfter opdateringen fra november 2005 i store træk den planlagte justering, selv om vækstudsigterne er væsentligt stærkere. 20. Efter Kommissionens beregninger på grundlag af programmet efter den i fællesskab aftalte metode er den strukturelle saldo, dvs. den konjunkturkorrigerede budgetsaldo uden engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger, kun planlagt at skulle forbedres en smule i programperioden (med ca. ¾ procentpoint af BNP). De planlagte finanspolitiske bestræbelser er koncentreret sent i perioden, og især i de år, hvor outputgabet skønnes at være negativt. I opdateringen opstilles en mellemfristet målsætning for budgetstillingen, som omhandlet i stabilitets- og vækstpagten, med et strukturelt underskud på "omkring 1 % af BNP", og der sigtes mod at nå denne stilling i det sidste år af programperioden. Da programmets mellemfristede målsætning er mere krævende end minimumsreferenceværdien (som skønnes at udgøre et underskud på omkring 2 % af BNP), skulle realiseringen af denne målsætning opfylde målet om at skabe en sikkerhedsmargen over for et eventuelt uforholdsmæssigt stort underskud. Programmets mellemfristede målsætning kan skønnes at være passende, idet den i tilstrækkeligt omfang afspejler gældskvoten og den gennemsnitlige potentielle outputvækst på længere sigt. Tages der imidlertid hensyn til risiciene for en holdbar økonomisk konvergens som omtalt ovenfor, kunne en mere krævende mellemfristet målsætning forekomme passende. 21. Budgetresultatet kan blive værre end forventet i programmet. Selv om vækstprognoserne og antagelserne om skatteelasticitet, der ligger til grund for tidligere budgetter, normalt har været forsigtige, er dette ikke længere nødvendigvis tilfældet i det aktuelle program, da antagelserne om skatteelasticitet synes gunstige. Desuden henviser programmet til flere (foreslåede) socialpolitiske foranstaltninger, som ville øge sådanne udgifter snarere end at mindske dem som forudset i programmet. 22. På baggrund af denne risikovurdering er den budgetmæssige linje i programmet måske ikke tilstrækkelig til at opnå en budgetstilling i strukturelle termer, der kan betragtes som passende i henhold til pagten ved udgangen af programperioden. Som det desuden siges ovenfor, ville en mere ambitiøs strategi end den i programmet fastsatte være ønskelig. Rytmen i tilpasningen til programmets mellemfristede målsætning som indikeret i programmet er ikke i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten, som specificerer, at den årlige forbedring af strukturbalancen for euroområdet og ERM II-medlemsstaterne bør være 0,5 % af BNP som referenceværdi, og at tilpasningen bør være højere i økonomisk gode tider. En eventuel forværring af den strukturelle saldo i 2006, hvilket kunne blive tilfældet ved opretholdelse af målet for 2006, hvis resultatet for 2005 er signifikant bedre end forventet, ville især svare til en betydelig finanspolitisk lempelse i en periode med vedvarende høje efterspørgselspres og relevante stabilitetsrisici. 23. Ifølge stabilitets- og vækstpagten bør der tages hensyn til "større strukturreformer" med en verificerbar indvirkning på den langfristede holdbarhed af de offentlige finanser, når der defineres en tilpasningskurs til programmets mellemfristede målsætning eller for at tillade en midlertidig afvigelse fra programmets mellemfristede målsætning. Det bemærkes i programmet, at den igangværende pensionsreform og især indførelsen af en anden søjle gradvis vil mindske socialsikringsbidragene på den offentlige saldo sammenlignet med niveauet i 2004. Nettoomkostningerne til pensionsreformen skønnes i programmet at andrage 0,25 % af BNP i 2005 med en gradvis stigning til 1¼ % af BNP i 2008. Dette kunne åbne mulighed for en midlertidig afvigelse fra den krævede årlige justeringskurs på 0,5 % af BNP til imødekommelse af den mellemfristede målsætning, fordi de strukturreformer, som de er baseret på, er tilstrækkeligt detaljerede i programmet og har en betydelig gunstig indvirkning på de offentlige finansers langfristede holdbarhed. Desuden ser det ud til, at der er sikret overensstemmelse med traktatens og stabilitets- og vækstpagtens krav med hensyn til tilvejebringelse af en sikkerhedsmargen over for at bryde referenceværdien for underskud på 3 % af BNP i alle programårene. Ikke desto mindre synes forslaget ovenfor om en mere krævende justeringskurs i retning af opfyldelse af den mellemfristede målsætning end antydet i programmet at kunne gennemføres, i betragtning af at de skønnede nettoomkostninger ved pensionsreformen er beskedne i de tidlige programår. 24. Gældskvoten forventes at blive på 14,9 % af BNP i 2005, altså langt under traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. Gældskvoten forventes at falde ubetydeligt i programperioden, nemlig til 14,7 % af BNP i 2008, men virkningerne af permanente underskud vil blive afdæmpet i betydelig grad som følge af høj nominel BNP-vækst. 25. Hvad angår holdbarheden i de offentlige finanser, ser Letland ud til at stå over for en lav risiko på baggrund af de forventede budgetudgifter til den aldrende befolkning[5]. Den aktuelle lave bruttogæld forventes at holde sig under referenceværdien på 60 % i fremskrivningsperioden 2005-2050. Letland er ved at gennemføre en pensionsreform, der blev lanceret i 1996, og som i betydelig grad bidrager til at bremse budgetvirkningen af en aldrende befolkning. 26. De påtænkte foranstaltninger inden for de offentlige finanser er i store træk i overensstemmelse med de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer, der indgår i de integrerede retningslinjer for perioden 2005-2008. Især giver konvergensprogrammet et rids af foranstaltninger, der skal støtte vækst og beskæftigelse ved ændringer i indtægts- og udgiftsstrukturen (især en omlægning af skattebyrden fra direkte til indirekte beskatning og en beskæring af overførslerne) og ved at gøre offentlige investeringer til en prioritering på udgiftssiden. Ikke desto mindre er der brug for større fokus på opfyldelsen af de centrale målsætninger, såsom at holde inflationen i ave og finde en løsning på den eksterne ubalance og øge aktiviteten ved at fremme et rummeligt arbejdsmarked. 27. Letlands nationale reformprogram, der blev forelagt den 21. oktober 2005 som led i den fornyede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse, fremlægger sikringen af den makroøkonomiske stabilitet som den vigtigste udfordring med implikationer for de offentlige finanser og tildeler til dette formål styrkelsen af den finanspolitiske disciplin og budgetplanlægningsprocedurerne en vigtig rolle. De budgetmæssige virkninger af det begrænsede antal konkrete reformforanstaltninger, der er beskrevet i det nationale reformprogram, afspejles i konvergensprogrammets budgetfremskrivninger. De påtænkte foranstaltninger i konvergensprogrammet med hensyn til de offentlige finanser er forenelige med de initiativer, der indgår i det nationale reformprogram. Som nævnt ovenfor giver konvergensprogrammet et rids af foranstaltninger, der skal støtte vækst og beskæftigelse ved ændringer i indtægts- og udgiftsstrukturen (især en omlægning af skattebyrden fra direkte til indirekte beskatning og en beskæring af overførslerne) og ved at gøre offentlige investeringer til en prioritering på udgiftssiden. På baggrund af ovenstående vurdering og i lyset af behovet for at sikre holdbar konvergens, herunder ved at mindske den eksterne ubalance og dæmme op for inflationen, er Rådet af den opfattelse, at det ville være hensigtsmæssigt, om Letland ville overveje at opnå mere ambitiøse budgetstillinger end de aktuelt planlagte, især ved at fremskynde opfyldelsen af den mellemfristede målsætning, der er fastlagt i programmet, opretholde denne i programperioden og undgå procykliske finanspolitikker i "gode tider". Sammenligning af centrale makroøkonomiske og budgetmæssige fremskrivninger 2004 | 2005 | 2006 | 2007 | 2008 | Realt BNP (% ændring) | KP nov. 2005 | 8,5 | 8,4 | 7,5 | 7,0 | 7,0 | KOM nov. 2005 | 8,3 | 9,1 | 7,7 | 7,1 | - | CP dec. 2004 | 8,1 | 6,7 | 6,5 | 6,5 | - | HICP-inflation (%) | KP nov. 2005 | 6,2 | 6,9 | 5,6 | 4,3 | 3,5 | KOM nov. 2005 | 6,2 | 6,8 | 6,0 | 4,8 | - | CP dec. 2004 | 6,2 | 4,3 | 3,0 | 3,0 | - | Outputgab (% af potentielt BNP) | KP nov. 20053 | 0,5 | 0,8 | 0,4 | -0,5 | -1,1 | KOM nov. 20055 | 0,1 | 0,8 | 0,3 | -0,7 | - | KP dec. 20043 | 1,6 | 0,9 | 0,0 | -0,5 | - | Offentlig saldo1 (% af BNP) | KP nov. 2005 | -1,0 | -1,5 | -1,5 | -1,4 | -1,3 | KOM nov. 2005 | -1,0 | -1,2 | -1,5 | -1,5 | - | KP dec. 2004 | -1,7 | -1,6 | -1,5 | -1,4 | - | Primær saldo (% af BNP) | KP nov. 2005 | -0,2 | -0,7 | -0,8 | -0,6 | -0,6 | KOM nov. 2005 | -0,2 | -0,5 | -0,8 | -0,8 | - | CP dec. 2004 | -0,9 | -0,8 | -0,8 | -0,7 | - | Konjunkturkorrigeret saldo = strukturel saldo2 (% af BNP) | KP nov. 20053 | -1,1 | -1,7 | -1,6 | -1,3 | -1,0 | KOM nov. 20054 | -1,0 | -1,5 | -1,6 | -1,3 | - | CP dec. 2004 | - | - | - | - | - | Offentlig bruttogæld (% af BNP) | KP nov. 2005 | 13,1 | 14,9 | 13,6 | 13,7 | 14,7 | KOM nov. 2005 | 14,7 | 12,8 | 13,0 | 13,2 | - | CP dec. 2004 | 14,2 | 14,5 | 15,8 | 15,0 | - | Noter: 1 Nettoomkostningerne ved den igangværende pensionsreform (indførelse af en anden søjle) er medregnet i underskuddet. Omkostningerne er skønsmæssigt ansat til 0,27 % af BNP i 2005, 0,37 % af BNP i 2006, 0,62 % af BNP i 2007 og 1,32 % af BNP i 2008. 2 Konjunkturkorrigeret saldo (som i de tidligere rækker), eksklusive engangsforanstaltninger og andre midlertidige foranstaltninger. Forbedringen på årsbasis af den konjunkturkorrigerede saldo som forudset i programmet, som justerer for virkningen af den etapevise gennemførelse af pensionsreformen, skulle være 0,2 % af BNP i 2006, 0,6 % i 2007 og 1,0 % i 2008, et gennemsnit på 0,6 % i perioden 2006-2008. Eftersom der ikke er andre engangsforanstaltninger og midlertidige foranstaltninger specificeret i programmet, er den konjunkturkorrigerede saldo identisk med den strukturelle saldo. 3 Beregninger foretaget af Kommissionens tjenestegrene på basis af oplysningerne i programmet. 4 Der er ikke nogen engangsforanstaltninger eller andre midlertidige foranstaltninger i Kommissionens prognose. 5 Baseret på en skønnet potentiel vækst på hhv. 7,9 %, 8,3 %, 8,3 % og 8,2 % i perioden 2004-2007. Kilde: Konvergensprogrammet (KP), Kommissionens økonomiske prognoser fra efteråret 2005 (KOM), Beregninger foretaget af Kommissionens tjenestegrene. | [1] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1055/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 1). Alle de dokumenter, der refereres til i dette dokument, kan konsulteres på følgende websted: http://europa.eu.int/comm/economy_finance/about/activities/sgp/main_en.htm [2] "Specifikationer for gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten og retningslinjer for stabilitets- og konvergensprogrammernes form og indhold", der blev godkendt af Økofin-Rådet den 11. oktober 2005. [3] EFT L 209 af 2.8.1997, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 1055/2005 (EUT L 174 af 7.7.2005, s. 1). De dokumenter, der refereres til i dette dokument, kan konsulteres på følgende websted: http://europa.eu.int/comm/economy_finance/about/activities/sgp/main_en.htm [4] Programmet har mangler i de obligatoriske og fakultative data, der foreskrives i den nye adfærdskodeks (især er der ikke oplyst data for arbejdsproduktiviteten og arbejdstimer). [5] Nærmere oplysninger om holdbarheden på lang sigt findes i Kommissionens tekniske vurdering af programmet (http://europa.eu.int/comm/economy_finance/about/activities/sgp/main_en.htm)