Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006PC0501

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder

/* KOM/2006/0501 endelig udg. - COD 2005/0017 */

52006PC0501

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder /* KOM/2006/0501 endelig udg. - COD 2005/0017 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 21.9.2006

KOM(2006) 501 endelig

2005/0017 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende

Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder

2005/0017 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende

Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder (EØS–relevant tekst)

1. SAGSFORLØB

Dato for fremsendelse af forslaget til Europa- Parlamentet og Rådet KOM(2005) 81 endelig - 2005/0017(COD): | 8.3.2005 |

Dato for vedtagelse af udtalelsen fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: | 27.9.2005 |

Dato for vedtagelse af Europa-Parlamentets holdning ved førstebehandlingen: | 14.3.2006 |

Dato for fremsendelse af det ændrede forslag til Europa- Parlamentet og Rådet: | 8.5.2006 |

Dato for opnåelse af en politisk aftale om den fælles holdning i Rådet: | 1.6.2006 |

Dato for den formelle vedtagelse af Rådets fælles holdning: | 21.9.2006 |

2. FORMÅLET MED KOMMISSIONENS FORSLAG

Formålet med det foreslåede institut er at yde teknisk støtte til medlemsstaterne og til Fællesskabets institutioner, herunder især Kommissionen, således at der kan opnås resultater med Fællesskabets politik for ligestilling mellem mænd og kvinder. I den forbindelse skal instituttet indsamle og analysere objektive data, som er pålidelige og sammenlignelige på fællesskabsplan, udvikle metodiske redskaber bl.a. til at integrere kønsaspektet i Fællesskabets politikker og fremme udvekslingen af bedste praksis. Desuden skal instituttet fremme dialogen mellem de berørte parter, skabe øget bevidsthed om ligestilling og gøre denne fællesskabspolitik mere synlig for EU- borgerne.

Forslaget er i overensstemmelse med meddelelsen fra december 2002 om rammer for europæiske reguleringsorganer og udkastet til en interinstitutionel aftale om disse organer (som blev foreslået i februar 2005 og drøftes for nærværende), navnlig hvad angår følgende punkter:

- en ledelsesstruktur med en snæver bestyrelse bestående af 6 repræsentanter for Rådet (og ikke længere en pr. medlemsstat), 6 for Kommissionen samt 3 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ngo'er på europæisk plan uden stemmeret

- lighed mellem antallet af repræsentanter for Rådet og Kommissionen: formålet med det foreslåede institut er at yde teknisk støtte til Fællesskabets institutioner, herunder især Kommissionen og medlemsstaterne, og den ligelige fordeling i bestyrelsen har til formål at sikre en rimelig balance mellem opfyldelsen af Fællesskabets målsætninger og hensyntagen til nationale interesser

- forslaget om oprettelse af et rådgivende forum med eksperter fra alle medlemsstaterne (samt 3 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ngo'er på europæisk plan), som har til opgave at lette samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem instituttet og de kompetente institutioner og organer i medlemsstaterne

- bestemmelserne vedrørende procedurerne for udvælgelse af direktøren og forlængelse af dennes kontrakt.

3. BEMÆRKNINGER TIL DEN FÆLLES HOLDNING

3.1. Generelle bemærkninger

Kommissionen mener, at Rådets fælles holdning, der blev vedtaget enstemmigt, med undtagelse af et vigtigt punkt vedrørende sammensætningen af instituttets bestyrelse generelt er i overensstemmelse med Kommissionens oprindelige forslag og det ændrede forslag.

Rådet har rent faktisk foretaget en række forbedringer af den oprindelige tekst, som ikke ændrer substansen i Kommissionens forslag. Det har også i stort omfang fulgt Kommissionens ændrede forslag og i sin fælles holdning medtaget størstedelen af Europa-Parlamentets ændringsforslag, som blev accepteret af Kommissionen i det ændrede forslag. Rådet har ikke accepteret visse ændringsforslag, som også blev afvist af Kommissionen og vedrører horisontale spørgsmål af betydning for alle fællesskabsagenturer, for at sikre en sammenhængende tilgang.

Hvad angår spørgsmålet om bestyrelsens sammensætning, går Europa-Parlamentet ind for en bestyrelse, som er snævrere end den, som Kommissionen har foreslået, og som består af 13 medlemmer (9 repræsentanter for Rådet, 1 for Kommissionen samt 3 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ngo'er på europæisk plan uden stemmeret). Kommissionen har accepteret dette forslag, under forudsætning af at Kommissionens stemme i de begrænsede tilfælde, hvor Kommissionen er ansvarlig, styrkes for på denne måde at bevare balancen mellem de to institutioner. Kommissionens ændrede forslag omfatter også et rotationssystem for bestyrelsen for at sikre den fornødne geografiske balance mellem medlemsstaterne.

Kommissionen beklager, at Rådet har valgt en bred bestyrelse bestående af 31 medlemmer, herunder 1 pr. medlemsstat. Den mener, at instituttets effektivitet bedre kan sikres med en snæver bestyrelse i betragtning af dets størrelse og dets begrænsede budget samt dets tekniske arbejde. Kommissionen fastholdt sin holdning og fremsatte en erklæring til Rådets mødeprotokol af 1. juni 2006.

Kommissionen beklager også, at Rådet afviste forslaget om at fastsætte en mindsterepræsentation for hvert køn (mindst 40 % mænd og kvinder) i bestyrelsen, som Europa-Parlamentet havde krævet og gentaget i sit ændrede forslag (jf. pkt. 3.2.2).

3.2. Europa-Parlamentets ændringsforslag er blevet integreret som følger

Europa-Parlamentet har vedtaget 50 ændringsforslag, som har til formål at:

1. øge tekstens klarhed

2. øge/præcisere instituttets opgaver og præcisere dets arbejdsmetoder

3. behandle en række horisontale spørgsmål

4. indføre en række præciseringer, som ganske vist er konstruktive, men ikke hører hjemme i en forordning.

Kommissionen har accepteret 40 af disse ændringsforslag, heraf 28 i deres helhed og 12 efter en mindre omformulering. Den afviste 10, som vedrører de to sidstnævnte kategorier (c og d).

Rådet fulgte Kommissionen og accepterede størstedelen af ændringsforslagene enten i deres helhed eller efter Kommissionens tilpasning, eller efter Rådet selv havde foretaget en række mindre omformuleringer (35 ændringsforslag i alt). Rådets afviste 15 ændringsforslag (5 ændringsforslag mere end de 10, som Kommissionen afviste). Blandt de 5 afviste ændringsforslag figurerer ændringsforslaget vedrørende bestyrelsens sammensætning. Kommissionen er ikke enig i denne afvisning.

3.2.1. Ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, der fuldt, delvis eller principielt er taget hensyn til i Kommissionens ændrede forslag og i Rådets fælles holdning

I den fælles holdning er indarbejdet størstedelen af de ændringsforslag, som Kommissionen har accepteret, og som øger tekstens klarhed eller øger/præciserer instituttets opgaver og præciserer dets arbejdsmetoder, herunder i uændret form 2, 6, 9, 59/74, 18, 64/80, 65/81, 29, 35, 36, 38, 41, 42, 45, 53 og 55 samt med Kommissionens tilpasning 3 (delvis), 4, 5, 7, 8, 10, 59/74, 13, 15 (delvis), 60/76 (delvis) , 61rev/77 (delvis), 17, 20, 24, 25, 28, 29, 62/78, 63/79, 40 og 48 (delvis).

3.2.2. Ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, der fuldt, delvis eller principielt er taget hensyn til i Kommissionens ændrede forslag, men ikke i Rådets fælles holdning

Disse ændringsforslag er følgende:

Ændringsforslag nr. 66/82 (bestyrelsens sammensætning): denne ændring af artikel 10, stk. 1, vedrører en snæver bestyrelse med 13 medlemmer (9 fra Rådet – udvalgt på grundlag af en liste udarbejdet af Kommissionen efter høring af Europa-Parlamentet - 1 fra Kommissionen samt 3 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ngo'er uden stemmeret) [1] . Europa-Parlamentets holdning er i overensstemmelse med dets beslutning af 1. december 2005 om udkastet til en interinstitutionel aftale om rammer for europæiske reguleringsorganer.

Kommissionen accepterer Europa-Parlamentets holdning, under forudsætning af at ligevægten mellem de to institutioner bevares i de tilfælde, hvor Kommissionen er ansvarlig (vedtagelse af arbejdsprogrammet og budgettet). Derfor foreslår Kommissionen, at følgende bestemmelse tilføjes til artikel 10, stk. 7, (beslutningsprocessen i bestyrelsen):

"I tilfælde af beslutninger, som vedrører artikel 10, stk. 5, litra a) og d), har stemmen fra Kommissionens repræsentant samme vægt som alle de af Rådet udnævnte medlemmers stemmer tilsammen".

Kommissionen foreslår, at bestemmelsen ledsages af følgende betragtning:

"For at sikre instituttets effektivitet og i betragtning af dets størrelse og tekniske karakter vil det blive ledet af en snæver bestyrelse bestående af 9 repræsentanter for Rådet, en enkelt for Kommissionen samt 3 repræsentanter for de berørte parter, som ikke har stemmeret. Ligevægten mellem de to institutioner skal bevares i de tilfælde, hvor Kommissionen er ansvarlig (vedtagelse af arbejdsprogrammet og budgettet)".

Under hensyntagen til kravet fra medlemsstaterne, som kan acceptere Kommissionens tilgang med en snæver bestyrelse, hvis den geografiske balance sikres, og fordi det med den bestyrelsessammensætning, som Europa-Parlamentet har foreslået, kan sikres, at alle medlemsstaterne ved hjælp af et rotationssystem bliver repræsenteret i bestyrelsen i løbet af tre mandatperioder (9 x 3 = 27), foreslår Kommissionen, at følgende rotationssystem indføres i ændringsforslag 66/82:

« 1. Bestyrelsen.… Den liste, som Kommissionen har opstillet på baggrund af medlemsstaternes forslag, og som indeholder et rotationsprincip for bestyrelsen, fremsendes…".

Der foreslås følgende betragtning som begrundelse for denne bestemmelse:

"Med henblik på at sikre den fornødne geografiske balance mellem medlemsstaterne, udnævnes repræsentanterne for Rådet til hver roterende mandatperiode efter samme rækkefølge, som gælder for Rådets formandskaber."

Endelig foreslår Kommissionen, at mandatperioden for bestyrelsesmedlemmerne afkortes fra fem til tre år for at sikre, at rotationen mellem medlemsstaternes repræsentanter kan gennemføres inden for en rimelig tidshorisont. Som følge heraf affattes artikel 10, stk. 2, afsnit 4, som følger:

"Mandatperioden er tre år og kan ikke fornyes".

Rådet har på trods af forslaget om rotationssystemet afvist dette ændringsforslag og fastholdt den formulering, der blev vedtaget ved fastlæggelsen af de overordnede retningslinjer i juni 2005, idet det fastholdt sin overordnede holdning til bestyrelser for fællesskabsagenturer (en bred bestyrelse med 1 repræsentant pr. medlemsstat, 3 repræsentanter for Kommissionen samt 3 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter og ngo'er uden stemmeret, som har en direktion med 6 medlemmer på grund af bestyrelsens størrelse).

Ændringsforslag 67/83 og 68/84 vedrørende det rådgivende forum: ændringsforslag 67/83 vedrørende artikel 12, stk. 1, begrænser deltagelsen i forummet til medlemsstaternes repræsentanter, idet den oprindeligt angivne deltagelse af de tre repræsentanter for ngo'er og arbejdsmarkedets parter i Europa slettes, eftersom de ikke har stemmeret i bestyrelsen. Kommissionen accepterer, i overensstemmelse med ændringsforslag 66/82 om sammensætning af en snæver bestyrelse, at det rådgivende forum begrænses til at omfatte medlemsstaternes repræsentanter og finder det tilstrækkeligt, at de tre berørte grupper udelukkende er repræsenteret i bestyrelsen. Ændringsforslag 68/84 vedrørende artikel 12, stk. 4, indeholder en tilføjelse om, at det rådgivende forum skal støtte ledelsen i forbindelse med udarbejdelsen af instituttets årlige og treårige aktivitetsprogrammer. I forbindelse med en snæver bestyrelse, hvor ikke alle medlemsstaterne er repræsenteret, er det vigtigt at styrke det rådgivende forums rolle, fordi dette består af repræsentanter for alle medlemsstaterne. Rådet, som går ind for, at alle medlemsstaterne skal være repræsenteret i bestyrelsen, har slettet det rådgivende forum og i stedet blandt instituttets opgaver tilføjet et årligt møde for medlemsstaternes eksperter inden for ligestilling mellem kvinder og mænd, jf. artikel 3, stk. 1, litra e).

Ændringsforslag 39 : Ifølge dette ændringsforslag til artikel 10, stk. 2, afsnit 2, skal de tre institutioner sikre, at kvinder og mænd er ligeligt repræsenteret, og at ingen af de to grupper tegner sig for mindre end 40 % af bestyrelsesposterne. Kommissionen har accepteret dette ændringsforslag, da der er behov for at sikre, at de beslutninger, bestyrelsen træffer, afspejler hele samfundets behov. Rådet afviste det, idet det pegede på, at det ville være vanskeligt for medlemsstaterne at overholde denne mindstegrænse. Kommissionen beklagede denne afvisning, som det fremgår af dens erklæring til Rådets mødeprotokol af 1. juni 2006.

Ændringsforslag 26 : I dette ændringsforslag til artikel 3, stk. 1, tilføjes et nyt litra hc), ifølge hvilket instituttet skal indgå i en dialog på internationalt plan med de organer og organisationer, der er ansvarlige for fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder. Et sådant samarbejde er allerede omhandlet i artikel 8, stk. 1, men Europa-Parlamentet ønsker at styrke det ved desuden at integrere det i opgaverne. Samarbejdet med organisationer på internationalt plan er vigtigt, men bør ikke overdrives set i lyset af det budget, som instituttet har til rådighed i startfasen.

På den baggrund kan Kommissionen acceptere ændringsforslaget efter en omarbejdning, som forenkler opgaven og bringer den på linje med opgavebeskrivelsen for andre agenturer. Derfor bør teksten erstattes af følgende ordlyd, som er inspireret af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur: "at indsamle oplysninger om ligestilling mellem mænd og kvinder fra tredjelande og internationale organisationer og stille oplysninger til rådighed for dem". Rådet har ikke accepteret dette ændringsforslag, heller ikke med Kommissionens tilpasning, idet det fandt, at artikel 4, stk. 3, og artikel 8 dækker dette aspekt i tilstrækkelig grad.

Derudover har Rådet afvist visse dele af følgende ændringsforslag:

Ændringsforslag 3 og 60/76 (vedrørende instituttets opgaver): Ændringsforslag 3 består af to mindre tilføjelser til betragtning 10, som giver teksten øget klarhed, samt udskiftning af ordet "indsamling" med ordet "dokumentation" (af oplysninger og data) for at gøre det klart, at instituttet lægger større vægt på analyse af de oplysninger og data, der er indsamlet af andre institutter og forskningscentre i medlemsstaterne og Eurostat, hvorved der skabes en åbenbar merværdi. I samme sammenhæng slettes i ændringsforslag 60/76 til artikel 3, stk. 1, litra a), ordene "indsamle" og "registrere" for at lægge vægt på analysen frem for indsamlingen. Kommissionen har accepteret disse ændringer, eftersom det, for at kunne analysere oplysninger, er nødvendigt først at indsamle dem. Dokumentation nævnes i øvrigt udtrykkeligt i betragtning nr. 10, jf. ændringsforslag 3. Rådet har ikke fulgt Kommissionen og har afvist at slette ordet "indsamle" i betragtning 10 og artikel 3, idet det understregede, at indsamling af data er en vigtig fase, som også er omfattet af lignende agenturers opgaver.

Ændringsforslag 15 : Formålet med dette ændringsforslag til artikel 3, stk. 1, litra b), er at styrke samarbejdet med Eurostat og de nationale statistiske kontorer. Rådet har afvist den del, der vedrører instituttets samarbejde med de nationale statistiske kontorer, idet det foretrækker, at denne kontakt kun sker gennem Eurostat.

Ændringsforslag 48 : Ifølge dette ændringsforslag til artikel 11, stk. 4, kan direktøren til enhver tid blive anmodet af Europa-Parlamentet og Rådet om at deltage i en høring om ethvert spørgsmål, der vedrører instituttets aktiviteter. Rådet har afvist den del, der vedrører Rådet, med den argumentation, at hvis alle medlemsstaterne er repræsenteret i bestyrelsen, er det unødvendigt at informere Rådet.

Ændringsforslag 61rev/77 : Dette ændringsforslag til artikel 3, stk. 1, litra c), omfatter tre tilføjelser: udbredelse og fremme af anvendelsen af metodiske redskaber, at de metodiske redskaber ikke blot skal støtte fællesskabspolitikkerne, men også de deraf følgende nationale politikker, samt at disse metodiske redskaber skal støtte integrationen af kønsaspektet i alle Fællesskabets institutioner og organer. Rådet har afvist fremme af anvendelsen af metodiske redskaber, idet det mener, at dette er de politiske instansers ansvar.

3.3. Nye bestemmelser, som Rådet har indsat, og som svarer til Kommissionens holdning

Rådet gav udtryk for sin fulde støtte til Kommissionens forslag med undtagelse af bestyrelsens sammensætning og det dermed forbundne spørgsmål vedrørende det rådgivende forum.

Derudover har Rådet indført nogle ganske få ændringer, som har til formål at øge tekstens klarhed, herunder bl.a. artikel 2 (vedrørende mål) og artikel 5 (redegørelse for instituttets uafhængighed).

3.4. Problemer i forbindelse med vedtagelsen af den fælles holdning

Den 1. juni 2006 nåede Rådet til politisk enighed med henblik på enstemmigt at fastlægge en fælles holdning, herunder til spørgsmålet om bestyrelsens sammensætning. Kommissionen fastholder sin holdning i det ændrede forslag og beklager afvisningen af Kommissionens og Europa-Parlamentets holdning vedrørende en snæver bestyrelse. Kommissionen beklager også Rådets afvisning af de nødvendige minimumsgrænser for mænds og kvinders repræsentation i bestyrelsen (40 %). Kommissionen har fremsat en erklæring vedrørende disse to punkter til Rådets mødeprotokol (jf. bilaget).

4. KONKLUSIONER

Som helhed finder Kommissionen, at Rådets fælles holdning er i overensstemmelse med dens forslag, og at den fælles holdning tager behørigt hensyn til de ændringer, Europa-Parlamentet har foreslået under førstebehandlingen, og til Kommissionens ændrede forslag.

Kommissionen beklager dog, at Rådet enstemmigt har besluttet sig for en bred bestyrelse, som består af 31 medlemmer, med en direktion med 6 medlemmer. Der er tale om en tung struktur, der ikke er hensigtsmæssig for et agentur, som vil have 15 ansatte i 2007 (30 i 2013) og et årligt budget på ca. 7,5 mio. EUR. Kommissionen finder desuden, at det rådgivende forum, som er blevet slettet af Rådet, kunne have givet hver enkelt medlemsstat mulighed for at bidrage til forberedelsen og gennemførelsen af arbejdsprogrammet og at gøre instituttet og de øvrige medlemsstater opmærksomme på sine behov.

Kommissionen beklager ligeledes Rådets afvisning af de nødvendige minimumsgrænser for mænds og kvinders repræsentation i bestyrelsen (40 %). Ovennævnte punkter er anført i Kommissionens erklæring til Rådets mødeprotokol af 1. juni 2006.

BILAG

Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik)

1.-2. juni 2006

Det europæiske institut for ligestilling mellem mænd og kvinder

Erklæring fra Kommissionen

Kommissionen beklager, at Rådet har valgt en udvidet bestyrelse bestående af én repræsentant pr. medlemsstat, tre repræsentanter fra Kommissionen og tre medlemmer uden stemmeret. Kommissionen er uenig med Rådet og går ind for en bestyrelse af begrænset størrelse.

Kommissionen erindrer om, at Kommissionens ændrede forslag [KOM (2006) 209] i tråd med Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 14. marts 2006 om forslaget om oprettelse af et europæisk institut for ligestilling mellem mænd og kvinder, særlig ændring 66/82 om bestyrelsens sammensætning, foreskriver en bestyrelse bestående af tretten medlemmer: ni medlemmer udpeget af Rådet plus én repræsentant for Kommissionen og tre medlemmer uden stemmeret, som skal udpeges af Kommissionen til at repræsentere de relevante interessentgrupper.

Kommissionen mener i overensstemmelse med Europa-Parlamentets beslutning af 1. december 2005 om udkastet til en interinstitutionel aftale om rammer for europæiske reguleringsorganer, at en bestyrelse af begrænset størrelse vil sikre, at instituttet for ligestilling mellem mænd og kvinder kommer til at fungere bedre i betragtning af instituttets opgave og størrelse.

Kommissionen beklager endvidere, at Rådet ikke har accepteret forslaget om, at de tre institutioner skal sikre, at hverken kvinder eller mænd repræsenterer mindre end 40 % af bestyrelsens medlemmer.

[1] Denne mulighed er inspireret af Fødevaresikkerhedsautoriteten, som blev oprettet i 2002 og er det eneste agentur, som har en snæver bestyrelse, bestående af 18 medlemmer (14 repræsentanter for Rådet, en enkelt for Kommissionen og 3 repræsentanter for de berørte parter uden stemmeret).

Top