Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006PC0152(02)

Forslag til Rådets afgørelse om tilpasning af bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse

/* KOM/2006/0152 endelig udg. - CNS 2006/0054 */

52006PC0152(02)

Forslag til Rådets afgørelse om tilpasning af bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse /* KOM/2006/0152 endelig udg. - CNS 2006/0054 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 4.4.2006

KOM(2006) 152 endelig

2006/0053 (CNS)

2006/0054 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse for så vidt angår udvikling af landdistrikterne

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den 20. september 2005 vedtog Rådet forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne, der ændrer gældende EU-ret, som tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien var baseret på. Forordningen tager ikke hensyn til resultaterne af tiltrædelsesforhandlingerne og heller ikke selve tiltrædelsen. Derfor bør både tiltrædelsesakten og den nye forordning om udvikling af landdistrikterne tilpasses før tiltrædelsen for at sikre, at de to retsakter er forenelige.

Der er især behov for:

- at tilpasse de bilag til tiltrædelsesakten, som vedrører udvikling af landdistrikterne, således at forhandlingsresultaterne er forenelige med den nye gældende EU-ret (hvor henvisninger i tiltrædelsesakten er blevet forældet, eller hvor forhandlingsresultaterne ikke er umiddelbart forenelige med den nye forordning om udvikling af landdistrikterne).

- at tilpasse artikel 29 og 34 i tiltrædelsesakten i det omfang, de henviser til overgangs- og gennemførelsesbestemmelser for udvikling af landdistrikterne.

- at tilpasse den nye forordning om udvikling af landdistrikterne, så den kan gælde for Bulgarien og Rumænien, og så den i det omfang, det er nødvendigt, tager hensyn til resultaterne af tiltrædelsesforhandlingerne.

De ledende principper ved udarbejdelsen af tilpasningerne har været, at forhandlingsresultaternes grundlæggende karakter og principper skulle bevares, og at tilpasningerne skulle begrænses til et absolut minimum.

Forslagene har ingen finansielle virkninger for Den Europæiske Unions budget.

Der redegøres i det følgende for forslagene (to rådsafgørelser og en rådsforordning).

Leader – Minimumsbidrag til akse 4

Ifølge forordning (EF) nr. 1698/2005 skal der i hvert program for udvikling af landdistrikterne være en obligatorisk Leader-akse, som skal støtte gennemførelsen af lokale udviklingsstrategier, og den akse skal tegne sig for en minimumsprocentdel af ELFUL's bidrag til programmet. På grund af Bulgariens og Rumæniens manglende erfaring med at anvende Leader-metoden og for at opbygge tilstrækkelig lokal kapacitet til at anvende Leader bør det gennemsnitlige bidrag på 2,5 % til Leader-aksen, som gælder for EU-10, gælde udelukkende for Bulgarien og Rumænien i perioden 2010–2013. I retsakten forklares det også, hvordan denne procentsats skal beregnes.

Leader+-lignende foranstaltninger

De foranstaltninger, der er aftalt med Bulgarien og Rumænien med henblik på at støtte kompetenceudvikling for at forberede landbosamfundene på at udarbejde og gennemføre lokale udviklingsstrategier, afviger fra bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1698/2005. Resultaterne af forhandlingerne med Bulgarien og Rumænien bør bevares på dette område.

Rådgivningstjenester

Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til anvendelse af rådgivningstjenester afviger fra tiltrædelsestraktatens bestemmelser for perioden 2007–2009 både hvad angår anvendelsesområde og støttens størrelse. For at undgå dobbeltfinansiering i programmets første tre år bør Bulgarien og Rumænien derfor have valget mellem enten at gennemføre foranstaltningen i bilag VIII til tiltrædelsesakten eller foranstaltningen i forordning (EF) nr. 1698/2005. I fortsættelse af den fælles erklæring fra Rådet og Kommissionen om Bulgarien og Rumænien, som blev optaget i protokollen for Rådets samling den 19.-20. september, hvor der blev opnået politisk enighed om forordning (EF) nr. 1698/2005, foreslås det endvidere at forlænge tiltrædelsestraktatens foranstaltning, som vedrører rådgivningstjenester, indtil 2013 for landbrugere, der modtager støtte til delvis selvforsynende landbrug.

Miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og dyrevelfærdsforanstaltninger

Ifølge resultaterne af tiltrædelsesforhandlingerne er medfinansieringen af miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og dyrevelfærdsforanstaltninger for Bulgarien og Rumænien fastsat til 85 %. For at sikre sammenhæng med den nye finansieringsordning i forordning (EF) nr. 1698/2005, hvorefter medfinansieringssatserne ikke længere fastsættes for de enkelte foranstaltninger, men for hver akse, foreslås det at anvende en maksimal medfinansieringssats på 82 % for Bulgarien og Rumænien for akse 2 (i stedet for højst 80 % i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005) for hele programmet og hele programmeringsperioden. De 82 % er baseret på den forventede andel, som miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og dyrevelfærdsforanstaltninger forventes at komme til at udgøre af disse landes samlede udgifter under akse 2, hvorved der bevares en fordel, som svarer til den, der er fastsat i tiltrædelsestraktaten.

Supplering af nationale direkte betalinger

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik blev der oprettet én fond for EF-støtte til udvikling af landdistrikterne, som afløser de to tidligere finansieringskilder (EUGFL, Udviklings- og Garantisektionen). Som følge heraf er det nødvendigt at præcisere grundlaget for beregning af det loft på 20 % over midler fra anden søjle, der ifølge tiltrædelsesaktens bilag VIII kan overføres og anvendes som supplement til de direkte betalinger til landbrugerne under den fælles landbrugspolitiks første søjle. Under hensyntagen til nødvendigheden af, at der er sammenhæng med de bestemmelser, som gælder for EU-10, de to landes behov for udvikling af landdistrikterne og behovet for at undgå, at der kan blive overført for mange midler fra anden søjle til første søjle, foreslås det, at loftet på 20 % kun skal gælde for EUGFL, Garantisektionen.

Overgangs- og gennemførelsesbestemmelser

Henvisningerne til overgangs- og gennemførelsesbestemmelser i akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse bør tilpasses, så de bliver i overensstemmelser med procedurerne i forordning (EF) nr. 1698/2005.

Tekniske tilpasninger

Bulgarien og Rumænien bør føjes til den liste over nye medlemsstater, som der gælder overgangsforanstaltninger for i henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005. Det er nødvendigt at lade en række bestemmelser udgå af tiltrædelsesaktens bilag VIII, enten fordi de nu er direkte omfattet af forordning (EF) nr. 1698/2005 (støtte til delvis selvforsynende landbrug under omstrukturering, støtte til producentsammenslutninger og teknisk bistand), eller fordi de ikke længere gælder (krav om at investeringsstøtte skal begrænses til landbrugsbedrifter, for hvilke det kan påvises, at de vil være økonomisk levedygtige efter gennemførelsen af investeringerne).

2006/0053 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse for så vidt angår udvikling af landdistrikterne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 4, stk. 3,

under henvisning til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 22,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,[1] og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)[2] ændres gældende EU-ret, som tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien var baseret på.

(2) Derfor bør akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse ændres, så den bliver forenelig med forordning (EF) nr. 1698/2005.

(3) Der bør vedtages overgangs- og gennemførelsesbestemmelser for programmeringsperioden for udvikling af landdistrikterne, der begynder den 1. januar 2007, efter den procedure, der er nævnt i artikel 90, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005. Henvisningerne i de procedurebestemmelser, der er fastsat i akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, bør tilpasses i overensstemmelse hermed.

(4) Da Rådet og Kommissionen nåede til politisk enighed om forordning (EF) nr. 1698/2005, forpligtede de sig i en fælles erklæring vedrørende Bulgarien og Rumænien til at forlænge den foranstaltning med rådgivningstjenester, der er omhandlet i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, og som gælder for landbrugere, der modtager støtte til at drive delvis selvforsynende landbrug, indtil 2013. Tiltrædelsesakten bør tilpasses for at tage hensyn til denne aftale -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse foretages følgende ændringer:

1) Artikel 29, andet punktum, affattes således:

"Hvis det bliver nødvendigt med særlige overgangsforanstaltninger i denne forbindelse, vedtages disse efter den procedure, der er nævnt i artikel 90, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005*.

* EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1."

2) I artikel 34 foretages følgende ændringer:

a) stk. 1 affattes således:

"1. Ud over de forordninger om udvikling af landdistrikterne, der er gældende på tiltrædelsesdatoen, anvendes bestemmelserne i afdeling I, II og III i bilag VIII på Bulgarien og Rumænien i perioden 2007–2009, undtagen afdeling I, del D, i samme bilag, der også anvendes i perioden 2010–2013, og som vedrører rådgivningstjenester til landbrugere, som modtager støtte til at drive delvis selvforsynende landbrug. De særlige økonomiske bestemmelser i afdeling IV i bilag VIII anvendes på Bulgarien og Rumænien i hele programmeringsperioden 2007–2013."

b) stk. 3 affattes således:

"3. Gennemførelsesbestemmelser med henblik på anvendelse af bestemmelserne i bilag VIII vedtages i det nødvendige omfang efter den procedure, der er nævnt i artikel 90, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1698/2005."

Artikel 2

Denne afgørelse udfærdiges på bulgarsk, spansk, tjekkisk, dansk, tysk, estisk, græsk, engelsk, fransk, gælisk, italiensk, lettisk, litauisk, ungarsk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, finsk og svensk, og alle treogtyve udgaver har samme gyldighed.

Artikel 3

Denne afgørelse får virkning den 1. januar 2007 under forudsætning af, at traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse træder i kraft.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

2006/0054 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om tilpasning af bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 4, stk. 3,

under henvisning til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, særlig artikel 34, stk. 4,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[3], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005 af 20. september 2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)[4] ændres gældende EU-ret, som tiltrædelsesforhandlingerne med Bulgarien og Rumænien var baseret på.

(2) Derfor bør akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse ændres, så den bliver forenelig med forordning (EF) nr. 1698/2005.

(3) Når der foretages de fornødne tilpasninger i akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, bør forhandlingsresultaternes grundlæggende karakter og principper bevares og anvendes i forbindelse med nye elementer. Endvidere bør tiltrædelsesakten kun tilpasses i det omfang, det er absolut nødvendigt.

(4) Foranstaltningerne for delvis selvforsynende landbrug og producentsammenslutninger i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er omfattet af forordning (EF) nr. 1698/2005, ændret ved forordning (EF) nr. .../2006, som overgangsforanstaltninger for Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Rumænien, Slovenien og Slovakiet. Derfor bør disse bestemmelser udgå af akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse.

(5) Bestemmelserne om teknisk bistand i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse er omfattet af forordning (EF) nr. 1698/2005 og bør derfor udgå.

(6) Ved forordning (EF) nr. 1698/2005 indføres der en obligatorisk Leader-akse i programmet for udvikling af landdistrikterne, som skal tegne sig for en minimumsprocentdel af ELFUL-bidraget til programmet. Endvidere indføres der ved artikel 59 i samme forordning en foranstaltning, der skal støtte kompetenceudvikling, og den afviger fra de ordninger, som blev forhandlet med Bulgarien og Rumænien. Derfor er det nødvendigt at harmonisere Leader-bestemmelserne i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse med de nye bestemmelser i forordning (EF) nr. 1698/2005.

(7) I henhold til forordning (EF) nr. 1698/2005 ydes der støtte til anvendelse af rådgivningstjenester. Der er imidlertid forskel på foranstaltningens anvendelsesområde i akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse og i den nye forordning. For især at undgå dobbeltfinansiering i programmets første tre år bør Bulgarien og Rumænien derfor have valget mellem enten at gennemføre foranstaltningen i bilag VIII til tiltrædelsesakten eller foranstaltningen i forordning (EF) nr. 1698/2005.

(8) Da Rådet og Kommissionen nåede til politisk enighed om forordning (EF) nr. 1698/2005, forpligtede de sig i en fælles erklæring vedrørende Bulgarien og Rumænien til at forlænge den foranstaltning med rådgivningstjenester, der er omhandlet i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, og som gælder for landbrugere, der modtager støtte til at drive delvis selvforsynende landbrug, indtil 2013. Tiltrædelsesaktens bilag VIII bør tilpasses for at tage hensyn til denne aftale.

(9) Da der ved Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik[5] blev oprettet én fond for EF-støtte til udvikling af landdistrikterne, som afløser de to tidligere finansieringskilder, bør det præciseres, på hvilket grundlag det loft på 20 %, der er fastsat for supplering af direkte betalinger i afdeling I, punkt E, i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, skal beregnes.

(10) Formålet med den EF-støtte, der er omhandlet i afdeling I, punkt E, i bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, er at medfinansiere medlemsstaternes direkte betalinger eller støtte i henhold til artikel 143c i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001[6]. Derfor bør den støtte ikke medtages ved beregningen af ligevægten mellem målene, jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1698/2005.

(11) Ifølge forordning (EF) nr. 1698/2005 er økonomisk levedygtighed ikke længere en betingelse for, at der kan ydes investeringsstøtte. Den pågældende undtagelsesbestemmelse for Bulgarien og Rumænien i bilag VIII til tiltrædelsesakten bør derfor udgå.

(12) Ved forordning (EF) nr. 1290/2005 fastlægges der nye regler for finansiering af udgifter til udvikling af landdistrikterne. Da disse bestemmelser følger de samme principper som artikel 31 og 32 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene[7], og da der henvises til dem i akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, er de særlige økonomiske bestemmelser i bilag VIII til tiltrædelsesakten ikke længere nødvendige. I samme bilag bør EF's økonomiske bidrag til miljøvenlige landbrugsforanstaltninger og dyrevelfærdsforanstaltninger ændres, fordi medfinansieringssatserne ifølge artikel 70 i forordning (EF) nr. 1698/2005 ikke længere fastsættes for de enkelte foranstaltninger, men for hver akse -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

I bilag VIII til akten vedrørende Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse foretages følgende ændringer:

1) I afdeling I foretages følgende ændringer:

a) punkt A og B udgår

b) punkt C affattes således:

"C. Leader+-lignende foranstaltninger

Ud over de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 63, litra c), i forordning (EF) nr. 1698/2005, kan der ydes støtte til følgende foranstaltninger:

a) opbygning af repræsentative lokale udviklingspartnerskaber

b) udarbejdelse af integrerede udviklingsstrategier

c) finansiering af forskning og forberedelse af støtteansøgninger."

c) punkt D affattes således:

"D. Rådgivnings- og konsulenttjenesteydelser

1) Der ydes støtte til rådgivnings- og konsulenttjenesteydelser.

For perioden 2007–2009 kan den støtte ikke indgå i programmet for udvikling af landdistrikterne, hvis der skal ydes støtte i henhold til artikel 24 i forordning (EF) nr. 1698/2005.

2) For perioden 2010–2013 ydes der kun støtte til rådgivningstjenester til landbrugere, som modtager støtte til delvis selvforsynende landbrug, jf. artikel 20, litra d), nr. i), i forordning (EF) nr. 1698/2005.

Som et minimum skal de landbrugsrådgivningstjenester, der er nævnt i første afsnit, omfatte følgende:

a) de lovgivningsbestemte forvaltningskrav og de betingelser for god landbrugs- og miljømæssig stand, som er fastsat i artikel 4 og 5 i forordning (EF) nr. 1782/2003 og i bilag III og IV til samme forordning

b) standarder for sikkerhed på arbejdspladsen baseret på fællesskabslovgivningen."

d) i punkt E foretages følgende ændringer:

i) punkt 3, første punktum, affattes således:

"EF's bidrag til støtte tildelt i henhold til dette punkt E i Bulgarien eller Rumænien for hvert af årene 2007, 2008 og 2009 må ikke overstige 20 % af dets respektive årlige tildeling fra EUGFL, Garantisektionen, jf. artikel 34, stk. 2, i denne tiltrædelsesakt."

ii) som punkt 5) indsættes:

"5) EF's økonomiske bidrag til denne foranstaltning medtages ikke ved beregningen af ligevægten mellem målene, jf. artikel 17 i forordning (EF) nr. 1698/2005."

e) punkt F og G udgår.

2) I afdeling II udgår punkt 1).

3) Afdeling IV affattes således:

"Som undtagelse fra artikel 70, stk. 3, litra a), i forordning (EF) nr. 1698/2005 kan EF's økonomiske bidrag til akse 1 og 3 og til teknisk bistand udgøre 80 %.

Som undtagelse fra artikel 70, stk. 3, litra b), i forordning (EF) nr. 1698/2005 kan EF's økonomiske bidrag til akse 2 udgøre 82 %."

Artikel 2

Denne afgørelse udfærdiges på bulgarsk, spansk, tjekkisk, dansk, tysk, estisk, græsk, engelsk, fransk, gælisk, italiensk, lettisk, litauisk, ungarsk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, finsk og svensk, og alle treogtyve udgaver har samme gyldighed.

Artikel 3

Denne afgørelse får virkning den 1. januar 2007 under forudsætning af, at traktaten om Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse træder i kraft.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

[1] EUT C .... af ....., s. ...

[2] EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. …/2006 (EUT L … af …, s. …).

[3] EUT C .... af ..., s. ...

[4] EUT L 277 af 21.10.2005, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. …/2006 (EUT L … af …, s. …).

[5] EUT L 209 af 11.8.2005, s. 1.

[6] EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2183/2005 (EUT L 347 af 30.12.2005, s. 56).

[7] EFT L 161 af 26.6.1999, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 173/2005 (EUT L 29 af 2.2.2005, s. 3).

Top