Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005PC0412

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino

/* KOM/2005/0412 endelig udg. - COD 2005/0169 */

52005PC0412

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino /* KOM/2005/0412 endelig udg. - COD 2005/0169 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 07.09.2005

KOM(2005) 412 endelig

2005/0169 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. GENERELLE BETRAGTNINGER

I 2004 var Grækenland den første medlemsstat i Schengen-området uden indre grænser, der var vært for de Olympiske og De Paralympiske lege. For at Grækenland kunne udføre den opgave, som landet havde fået overdraget af Den Internationale Olympiske Komité, og fremme idrættens pædagogiske værdier, vedtog EU særlige foranstaltninger for at lette udstedelsen af Schengen-visa til medlemmerne af den olympiske familie. Sådanne foranstaltninger var nødvendige på grund af den helt specielle begivenhed og nødvendigheden af at overholde de forpligtelser, som Grækenland havde indgået i henhold til Det Olympiske Charter - medlemmerne af den olympiske familie har ret til at få adgang til det land, der afholder legene – uden at tilsidesætte Schengen-områdets grundlæggende principper og funktionsmåde.

I den henseende vedtog Rådet den 15. juli 2003 forordning (EF) nr. 1295/2003[1] om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004.

Selv om der ifølge forordningen fortsat er visumpligt for de medlemmer af den olympiske familie, der er omfattet af dette krav ifølge forordning (EF) nr. 539/2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav[2], foreskrev forordning (EF) nr. 1295/2003 lettere procedurer for indgivelse af en gruppeansøgning for medlemmer af den olympiske familie via det olympiske akkrediteringssystem, forenkling af kravene til støttedokumenter og mulighed for, at visummet udstedes med et særligt visumnummer, der skal påføres det olympiske akkrediteringskort. Endvidere var kontrol ved de ydre grænser for medlemmer af den olympiske familie begrænset til det strengt nødvendige i betragtning af de særlige bestemmelser på visummet. Dispensationen var kun gældende under De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i Athen.

Det hedder i artikel 10 i forordning (EF) nr. 1295/2003, at den dispensation fra visumreglerne, som Grækenland har anvendt, skal evalueres efter afslutningen af de Paralympiske Lege på grundlag af en rapport udarbejdet af Grækenland senest fire måneder efter denne dato og oplysninger, som andre medlemsstater har indgivet inden for samme frist. På grundlag af de modtagne oplysninger foretager Kommissionen en evaluering af dispensationen fra bestemmelserne om udstedelse af visum og underretter Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan dispensationen har virket i praksis. Formålet med evalueringen er at sikre, at hele dispensationssystemet er effektivt med henblik på vedtagelse af lignende bestemmelser for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 og for andre medlemsstater, der i fremtiden måtte blive udvalgt til at organisere de Olympiske og de Paralympiske Lege. Rådet og Kommissionen erklærede, at ved evalueringen af dispensationsordningen i denne forordning for visumpligtige medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i Athen, vil der blive lagt særlig vægt på, om sikkerheden for det akkrediteringskort, som Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 udsteder til medlemmerne af den olympiske familie, hvorpå det visum, de kompetente myndigheder i Grækenland har udstedt, er påført, påvirker anvendelsen af dispensationsordningen.

De græske myndigheder fremsendte i februar 2005 en rapport om gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1295/2003[3] til Kommissionen og Rådet. Rapporten understregede, at dispensationssystemet havde været en succes og bekræftede, at bestemmelserne i forordningen gav en effektiv og smidig visumordning, der havde givet Grækenland som Schengen-land mulighed for at opfylde sine forpligtelser ifølge Det Olympiske Charter uden at slække på sikkerheden i det fælles område uden indre grænser.

Blandt andet blev der ifølge oplysningerne fra de græske myndigheder oprettet et Olympisk Konsulat ifølge græsk lov nr. 3207/2003 som en særlig tjeneste under udenrigsministeriet, der skulle behandle og godkende visa til den olympiske familie. Det Olympiske Konsulat udstedte 13 077 ensartede visa. Ansøgninger blev modtaget elektronisk fra akkrediteringsafdelingen under Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 i Athen ifølge de procedurer, der er beskrevet i forordningen, i overensstemmelse med "Vejledningen for akkrediteringskort til Athen 2004". 298 organisationer var involveret i udvælgelsen af medlemmer af den olympiske familie, der deltog i De Olympiske Lege 2004 i Athen, og 321 deltog i udvælgelsen til De Paralympiske Lege. De olympiske akkrediteringskort opfyldte de højeste sikkerhedsstandarder i overensstemmelse med de tekniske specifikationer i den fælles ministerielle afgørelse 1016/114/125-a (om den ikke-fortrolige del af kortet). Sikkerhedsstandarderne for akkrediteringskortet til De Olympiske Lege 2004 i Athen kan sammenlignes med de standarder, der gælder for det ensartede visum, omfattende både synlige og usynlige optiske og fysiske sikkerhedstræk og beskyttelse af felterne til fotografi og personlige data for at gøre en forfalskning meget vanskelig. Selv om hele dispensationsperiodens varighed (De Olympiske og De Paralympiske Lege) var på 108 dage, og nogle medlemmer af den olympiske familie var akkrediteret til begge lege, blev der ikke konstateret overtrædelser af den grundlæggende regel om en maksimal varighed på 90 dage. Netværket af kontaktpunkter i Schengen-landenes ambassader i Athen, kommunikationsnetværket og forbindelserne i Schengen-landenes hovedstæder, det døgnåbne call-center, et særligt website med sikker adgangskode og et gratis telefonnummer var nogle af de græske myndigheders grundlæggende initiativer for at sikre en effektiv kommunikation med Schengen-partnerne i dispensationsperioden.

Alle kommentarer fra medlemsstaterne indtil udgangen af april 2005 bekræftede, at dispensationssystemet havde fungeret godt under De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i Athen, og det samme gælder hele den ordning, der blev indført med forordning (EF) nr. 1295/2003.

Baseret på denne succesfulde erfaring anbefales det i Kommissionens rapport om det dispensationssystem, der blev indført med forordning (EF) nr. 1295/2003 om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004, at EU vedtager en næsten identisk ordning for at give Italien, der er værtsland for Vinterlegene 2006 i Torino, mulighed for at opfylde sin forpligtelse ifølge det olympiske charter.

Der bør indføres en lignende dispensationsordning for Vinterlegene 2006 i Torino, selv om antallet af deltagere i De Olympiske og Paralympiske Vinterlege 2006 forventes at blive lavere end ved De Olympiske Lege 2004 i Athen. Det antal visa, der er nødvendige for deltagelse i De Olympiske Lege og De Paralympiske Vinterlege 2006, anslås at være 3 000.

I den henseende følger dette forslag de samme principper som forordning (EF) nr. 1295/2003, idet det bevarer visumkravet for medlemmer af den olympiske familie, som på grund af deres nationalitet i overensstemmelse med forordning nr. 539/2001 skal være i besiddelse af et visum. Den foreslåede ordning begrænser sig til at gøre det lettere at fremsætte en ansøgning om visum og vælge den type visum, der skal udstedes. Dispensationen gælder kun under De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino. Denne periode strækker sig – hvad angår De Olympiske Vinterlege 2006 - fra den 10. januar 2006 (en måned inden den officielle åbning den 10. februar) til den 26. marts 2006 (en måned efter afslutningen af De Olympiske Lege den 26. februar 2006) – og for De Paralympiske Leges vedkommende – fra den 10. februar 2006 (en måned inden den officielle åbning den 10. marts) til den 19. april 2006 (en måned efter afslutningen af legene den 19. marts 2006).

Da forordning (EF) nr. 1295/2003 har fungeret meget tilfredsstillende, “kopierer” forslaget bestemmelserne heri og tilpasser dem blot til De Olympiske og Paralympiske Vinterlege 2006:

- Som en fravigelse af Schengen-reglerne kræves det ikke, at visumansøgere møder personligt op på konsulater for at indgive ansøgning eller afhente visummet, og ansøgningen skal ikke nødvendigvis indgives på den fortrykte Schengen-formular. Endvidere er der slækket på kravene til dokumenter, der skal fremlægges som støtte for visumansøgningen. Endelig vil visummet ikke blive udstedt i form af en selvklæbende mærkat, men vil blive formaliseret ved hjælp af et særligt tal i akkrediteringskortet til De Olympiske og De Paralympiske Lege 2006. Alligevel påvirker den foreslåede ordning på ingen måde Schengen-reglerne, hvad angår de procedurer og undersøgelser, der er nødvendige af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed.

- De organisationer, der har ansvaret for at foreslå medlemmer til den olympiske familie, sender samtidig med ansøgningen om akkreditering listen over de personer, der skal deltage i De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006, og som skal være i besiddelse af et visum, til Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege.

- De væsentligste data for de pågældende personer såsom efternavn, fornavn, køn, fødselsdato, -sted og -land, pasnummer og -type samt passets udløbsdato sendes sammen med ansøgningen om akkrediteringskort. Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 sender for hver visumpligtig person en kopi af ansøgningen om akkrediteringskort til de visumudstedende myndigheder i Italien.

- Når de visumudstedende myndigheder har behandlet hver enkelt ansøgning om visum i overensstemmelse med fællesskabsreglerne , meddeler de Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege numrene på de udstedte visa. Det udstedte visum er et ensartet visum til flere indrejser, der højst gælder i tre måneder at regne fra datoen for første indrejse. De italienske myndigheder har mulighed for at udstede visa, der kun gælder for et begrænset geografisk område, til medlemmer af den olympiske familie, hvis betingelserne for udstedelse af et ensartet visum ikke er opfyldt. Hvis det forventes, at opholdet for medlemmerne af den olympiske familie overskrider fristen på tre måneder, kan de italienske myndigheder udstede særlige midlertidige opholdstilladelser i overensstemmelse med den nationale lovgivning.

- Visum til et medlem af den olympiske familie består i påføring af visumnummeret på akkrediteringskortet og angivelse af den pågældendes pasnummer.

- I hele dispensationsperioden har de italienske myndigheder pligt til at orientere de øvrige Schengen-lande om ethvert forhold eller begivenhed, der vil kunne påvirke sikkerhedsniveauet i Schengen-området, og videresende alle relevante oplysninger til de øvrige Schengen-lande.

- Den ovenfor beskrevne dispensationsprocedure udelukker ikke, at et medlem af den olympiske familie selv fremsætter en visumansøgning i overensstemmelse med Schengen-reglerne.

- Medlemmer af den olympiske familie, der er statsborgere i et tredjeland, og som skal være i besiddelse af et visum og en opholdstilladelse eller en midlertidig opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, der anvender Schengen-reglerne, er ikke omfattet af dette forslag. Indehaverne af sådanne dokumenter skal oplyse om dette forhold i deres ansøgning om akkrediteringskort.

- Det fastsættes i forslaget, at dispensationsordningen skal vurderes efter afholdelsen af De Olympiske og De Paralympiske Lege. Kommissionen rapporterer til Rådet og Europa-Parlamentet på grundlag af en rapport udarbejdet af de italienske myndigheder og eventuelle oplysninger fra de berørte medlemsstater.

- I de tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige dispensationsregler i dette forslag, finder de relevante bestemmelser i fællesskabsretten vedrørende visum og kontrol ved medlemsstaternes ydre grænser anvendelse.

2. PROPORTIONALITET

EF-traktatens artikel 5 fastsætter, at "Fællesskabet handler kun i det omfang, det er nødvendigt for at nå denne traktats mål". Til fællesskabsforanstaltninger skal der derfor vælges den enkleste fremgangsmåde for at opfylde det fastsatte mål og sikre en så effektiv gennemførelse som mulig.

Forslaget medfører en dispensation fra de gældende Schengen- regler vedrørende ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmerne af den olympiske familie, der udelukkende er gældende under afholdelsen af De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006. Det er rettet mod disse personer for at lette såvel deres adgang til Italien, hvor legene afholdes, som deres gennemrejse via en eller flere medlemsstater, idet der tages hensyn til de sikkerhedsmæssige krav i et område, hvor kontrollen ved de indre grænser er fjernet.

Som følge af selve foranstaltningens art er det kun muligt via en indsats på fællesskabsplan at nå dette mål, da ingen medlemsstat vil have ret til at vedtage rent nationale foranstaltninger for at opnå det ønskede resultat og fravige Schengen-reglerne .

3. FØLGERNE AF DE FORSKELLIGE PROTOKOLLER, DER ER KNYTTET TIL TRAKTATEN

Retsgrundlaget for forslaget vedrører midlertidig dispensation fra fællesskabsretten for så vidt angår visum, jf. EF-traktatens afsnit IV, og er derfor påvirket af situationen med ”variabel geometri”, der følger af protokollerne om Det Forenede Kongeriges, Irlands og Danmarks stilling. Forslaget til forordning er baseret på Schengen-reglerne. Det er derfor hensigtsmæssigt at tage hensyn til visse følger af de forskellige protokoller.

Det Forenede Kongerige og Irland

I artikel 4 og 5 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union fastsættes følgende: "Irland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, der ikke er bundet at Schengen-reglerne, kan til enhver tid anmode om at deltage i nogle af eller alle disse regler."

Den foreslåede forordning udgør en udvikling af Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige og Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne og Rådets afgørelse 2004/926/EF om iværksættelse af nogle af Schengen-reglerne og Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne. Det Forenede Kongerige og Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i de pågældende lande.

Danmark

I overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til EF-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger, der henhører under afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab bortset fra "foranstaltninger, der udpeger de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af medlemsstaternes ydre grænser” eller ”foranstaltninger vedrørende en ensartet udformning af visa" (tidligere artikel 100 C).

Da forslagene imidlertid udgør en udvikling af Schengen-aftalen, som det er tilfældet her, fastsættes følgende i protokollens artikel 5: "Inden seks måneder efter, at Rådet har truffet afgørelse om et forslag om eller initiativ til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne afgørelse i sin nationale lovgivning."

Norge og Island

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, i protokollen om integration af Schengen-reglerne indgik Rådet den 18. maj 1999 en aftale med Norge og Island om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne[4].

I artikel 1 i denne aftale fastsættes det, at Norge og Island deltager som associeret i Det Europæiske Fællesskabs og Den Europæiske Unions aktiviteter på de områder, der er omfattet af bestemmelserne i aftalens bilag A (Schengen-regler) og bilag B (bestemmelserne i Det Europæiske Fællesskabs retsakter, der har erstattet de tilsvarende bestemmelser i Schengen-konventionen eller er blevet vedtaget i overensstemmelse med denne) og den videre udvikling heraf.

I henhold til aftalens artikel 2 skal bestemmelserne i alle retsakter eller foranstaltninger vedtaget af Den Europæiske Union, der ændrer eller udbygger de integrerede Schengen-regler (bilag A og B), gennemføres og anvendes af Norge og Island.

Forslaget bygger på Schengen-reglerne som fastsat i aftalens bilag A.

Sagen skal derfor drøftes i det "fælles udvalg" som omhandlet i aftalens artikel 4 for at give Norge og Island mulighed for at "forklare de problemer, de måtte have i forbindelse med" foranstaltningen og "udtale sig om alle spørgsmål vedrørende udviklingen af bestemmelser af betydning for dem eller gennemførelsen heraf".

Schweiz

Hvad angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne som omhandlet i den aftale Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Den Schweiziske Konføderation har indgået om associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne, som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/860/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den pågældende aftale.

Aftalen med Schweiz, der blev indgået den 26. oktober 2004, indfører en foreløbig anvendelse af visse bestemmelser efter undertegnelsen, herunder Schweiz's deltagelse i det fælles udvalg, der behandler udvikling af Schengen-reglerne.

4. FØLGERNE AF GENNEMFØRELSESPROCEDUREN I TO FASER FOR RETSAKTER, DER BYGGER PÅ SCHENGEN-REGLERNE

Artikel 3, stk. 1, i tiltrædelsesakten for de ti nye medlemsstater fastsætter, at bestemmelserne i Schengen-reglerne og de retsakter, der bygger derpå eller på anden måde har tilknytning dertil, og som er anført i det bilag, der er omhandlet i den pågældende artikel, er bindende for og finder anvendelse i de nye medlemsstater fra tiltrædelsesdatoen. De bestemmelser og retsakter, der ikke er opført i nævnte bilag, er bindende for de nye medlemsstater fra tiltrædelsesdatoen, men finder først anvendelse i de nye medlemsstater, når Rådet har truffet en særlig afgørelse herom i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten.

Schengen-bestemmelserne om ensartet visum er ikke opført i bilaget og vil derfor - selv om de er bindende efter tiltrædelse - først finde anvendelse i de nye medlemsstater efter Rådets ovennævnte afgørelse[5].

Schengen-reglerne om de ydre grænser er opført i det nævnte bilag og er således bindende og finder anvendelse i de nye medlemsstater fra tiltrædelsesdatoen[6]. Derfor er det kun artikel 9, der finder anvendelse på de nye medlemsstater.

5. KOMMENTAR TIL ARTIKLERNE

Artikel 1

I artikel 1 fastsættes formålet med forordningen, nemlig at indføre en dispensation så vidt angår visumpolitikken for medlemmerne af den olympiske familie under De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006. Dispensationen er begrænset til bestemmelserne i fællesskabsretten om ansøgning om visum, udstedelsen heraf og visummets udformning.

Artikel 2

I artikel 2 defineres de forskellige begreber, der benyttes:

I artikel 2, stk. 1, henvises der til de "ansvarlige organisationer", der har til opgave at foreslå personer, der kan deltage i De Olympiske og De Paralympiske Lege 2006. Disse organisationer har ansvaret for at ansøge om akkrediteringskort for de personer, der deltager i legene, modtage akkrediteringskortene og eventuelt ændre udvælgelsen af deltagere.

Definitionen af de personer, der vil kunne vælges som medlemmer af den olympiske familie (artikel 2, stk. 2) er vejledende og omfatter de kategorier af personer, der normalt inviteres til at deltage i De Olympiske og De Paralympiske Lege.

I artikel 2, stk. 3, fastsættes det, at der udstedes to akkrediteringskort, et til De Olympiske Lege og et til De Paralympiske Lege. Det er Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006, der i henhold til internationale sikkerhedsstandarder fastsætter de tekniske karakteristika for disse identitetspapirer til hvert medlem af den olympiske familie.

For at overholde visumreglerne i fællesskabsretten (ophold, der ikke overstiger tre måneder i en seksmåneders periode) er det nødvendigt at fastsætte, hvor længe den foreslåede dispensation skal gælde (artikel 2, stk. 4), idet der tages hensyn til den vejledende varighed af De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege som fastsat i det olympiske charter.

Artiklens stk. 5 og 6 indeholder også en definition af Organisationskomitéen for De Olympiske Lege og af de visumudstedende myndigheder.

Artikel 3

De betingelser, som medlemmerne af den olympiske familie skal opfylde for at drage nytte af den foreslåede dispensationsordning, tager udgangspunkt i indrejsebetingelserne i artikel 5, stk. 1, i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, men er lempeligere for at tage hensyn til de særlige forhold i forbindelse med deltagelse i De Olympiske og De Paralympiske Lege (ingen krav om begrundelse for opholdet eller om at have de nødvendige midler til opholdet).

Artikel 4

Denne artikel fastslår, at de ansvarlige organisationer sammen med ansøgningen om akkrediteringskort til Organisationskomitéen for De Olympiske Vinterlege 2006 kan indsende en gruppeansøgning om visum til de medlemmer af den olympiske familie, der ifølge forordning (EF) nr. 539/2001 skal være i besiddelse af et visum.

Det er muligt kun at fremsætte én enkelt ansøgning om visum pr. person for hele De Olympiske og De Paralympiske Leges varighed.

Det er Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege, der sender en gruppeansøgning om visum og de nødvendige dokumenter til akkreditering hos de myndigheder, der behandler visumansøgningerne.

Artikel 5

I denne artikel fastsættes proceduren for udstedelse af visum, og det foreskrives, at der udstedes visum, når det er undersøgt, om betingelserne i artikel 3 er opfyldt (stk. 1). Det udstedte visum er et ensartet visum til kortvarigt ophold og flere indrejser, hvis gyldighed er begrænset til tre måneder. Inden for gyldighedsperioden giver visummet ret til ophold i Italien og i andre Schengen-lande. Det giver også adgang til gennemrejse via de øvrige Schengen-lande, uanset om det er for at tage til Italien til De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 eller fra Italien efter at have deltaget i legene.

De italienske myndigheder kan udstede et visum med begrænset geografisk gyldighed til medlemmer af den olympiske familie, der ikke er omfattet af kategorierne i artikel 3, litra c) og d), f.eks. personer, der er omfattet af et indrejseforbud, eller personer, der udgør en trussel for den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller en af medlemsstaternes internationale forbindelser.

Muligheden for at udstede et visum med begrænset geografisk gyldighed følger af artikel 5, stk. 2, i Schengen-konventionen, der i generelle vendinger fastslår, at der kan udstedes et visum med begrænset geografisk gyldighed til en tredjelandsstatsborger, der ikke opfylder alle betingelserne for indrejse, hvis det er nødvendigt af humanitære grunde, af hensyn til nationale interesser eller på grund af internationale forpligtelser.

Artikel 6

De kompetente myndigheder skal sende visumnumrene til Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006, der påtager sig at sætte visumnummeret og den pågældende persons pasnummer på akkrediteringskortet.

Artikel 7

Da der er tale om en usædvanlig begivenhed, udstedes visummet gratis til medlemmer af den olympiske familie.

Artikel 8

I denne artikel fastsættes den procedure, der skal følges, hvis der i sidste øjeblik foretages ændringer i de ansvarlige organisationers udvælgelse af deltagere. Da der er tale om et relativt almindeligt fænomen, dog af begrænset omfang, foreslås det, at de visa, der udstedes til personer, der ikke længere er medlemmer af den olympiske familie, annulleres.

Udstedte visa bør også annulleres, hvis de tabes, eller hvis en af deltagerne får nyt pas. De italienske myndigheder skal sende oplysningerne om disse annulleringer til de øvrige medlemsstaters grænsekontrolmyndigheder.

En sådan annullering er ikke til hinder for, at den pågældende indsender en ansøgning om visum ifølge den sædvanlige procedure for udstedelse af visum.

Artikel 9

Denne artikel fastslår omfanget af den grænsekontrol, der skal gælde for medlemmer af den olympiske familie. Kontrollen skal sikre, at betingelserne i forordningens artikel 3 er opfyldt, og den er mere lempelig end den normale kontrol ved de ydre grænser.

Systematisk angivelse af, hvordan indrejse- og udrejsestempler påføres samme side i deltagernes pas, skal give mulighed for at kontrollere varigheden af opholdet i det fælles område.

Alle medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege, vil være omfattet af de lempelige betingelser for kontrol ved de ydre grænser, uanset om de er visumpligtige eller ej.

Artikel 10

Efter afslutningen af De Paralympiske Vinterlege 2006 vil dispensationsordningen blive vurderet. På grundlag af den rapport Italien indsender senest fire måneder efter afslutningen samt eventuelle oplysninger fra medlemsstaterne inden for samme frist, informerer Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet om, hvordan dispensationsordningen har fungeret.

Artikel 11

Det er den sædvanlige afsluttende bestemmelse om anvendelsen af forordningen i de medlemsstater, der fuldt ud anvender Schengen-reglerne.

2005/0169 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, nr. 2), litra a) og b), ii),

under henvisning til forslag fra Kommissionen[7],

i henhold til fremgangsmåden i artikel 251[8], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1295/2003 af 15. juli 2003 om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004[9] giver mulighed for midlertidigt at fravige de gængse procedurer for visumudstedelse for medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske Lege 2004 i Athen, for at give Grækenland mulighed for som den første medlemsstat, der indgår i Schengen-området uden indre grænser, at afholde De Olympiske og Paralympiske Lege, og således at Grækenland kan overholde de forpligtelser, der følger af det olympiske charter.

(2) Forordning (EF) nr. 1295/2003 indeholder særlige bestemmelser om forenklede procedurer for indgivelse af ansøgninger om ensartet visum og om udformningen af visa, der udstedes til medlemmer af den olympiske familie, samt om forenkling af kontrollen ved de ydre grænser for denne personkategori. Den indeholder en bestemmelse om evaluering og om udarbejdelse af en rapport, der skal forelægges Rådet og Europa-Parlamentet.

(3) Kommissionen konkluderede i evalueringen, at gennemførelsen af forordning (EF) nr. 1295/2003 havde været en succes, og dispensationsordningen blev betragtet som effektiv, smidig og hensigtsmæssig, hvad angår indrejse og kortvarigt ophold i Schengen-området uden indre grænser for de medlemmer af den olympiske familie, der deltog i legene.

(4) Den Europæiske Union bør derfor vedtage en lignende dispensationsordning for De Olympiske og Paralympiske Vinterlege 2006 for at give Italien mulighed for som værtsland at opfylde sine forpligtelser ifølge det olympiske charter, samtidig med at der sikres et højt sikkerhedsniveau i Schengen-området uden indre grænser.

(5) Selv om der fortsat er visumpligt for de medlemmer af den olympiske familie, der er tredjelandsstatsborgere underkastet visumpligt ifølge Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav[10], bør der indføres en midlertidig dispensation under De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006.

(6) Denne dispensation bør begrænses til bestemmelserne i fællesskabsretten om indsendelse af en ansøgning om visum, udstedelse af visa og deres udformning. På samme måde bør kontrolforanstaltningerne ved de ydre grænser tilpasses, i det omfang det er nødvendigt for at tage højde for ændringerne i visumordningen.

(7) Visumansøgninger til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006, skal samtidig med ansøgningen om akkreditering indsendes til Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 via de ansvarlige organisationer. Ansøgningen om akkreditering skal indeholde de væsentligste data for de pågældende personer, såsom efternavn, fornavn, køn, fødselsdato, -sted og -land, pasnummer, type og passets udløbsdato, samt en angivelse af, om et Schengen-land har udstedt en opholdstilladelse til den pågældende person, og i givet fald hvilken type dokument og dets udløbsdato. Ansøgningerne videresendes til de italienske visumudstedende myndigheder.

(8) Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 udsteder akkrediteringskort til medlemmerne af den olympiske familie i overensstemmelse med de særlige regler i italiensk lov. Da legene kan være mål for terrorangreb, er akkrediteringskortene meget sikre dokumenter, der giver adgang til de særlige steder, hvor idrætsaktiviteterne afvikles og andre arrangementer er planlagt under De Olympiske og De Paralympiske Lege. Visummet påføres med et nummer i akkrediteringskort.

(9) Uanset bestemmelserne i denne forordning kan medlemmerne af den olympiske familie altid individuelt indsende en ansøgning om visum i overensstemmelse med de gældende Schengen-regler.

(10) Hvis der ikke findes særlige bestemmelser i denne forordning, finder de relevante bestemmelser i Schengen-reglerne om visum eller kontrol ved medlemsstaternes ydre grænser anvendelse. Medlemmer af den olympiske familie, der er statsborgere i et tredjeland, og som skal være i besiddelse af et visum og en opholdstilladelse eller en midlertidig opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, der fuldt ud anvender Schengen-reglerne, er ikke omfattet af denne forordning. For ophold i det fælles område med en forventet varighed på over 90 dage kan der udstedes en midlertidig opholdstilladelse til det pågældende medlem af den olympiske familie i overensstemmelse med gældende italiensk lov.

(11) Der bør foretages en evaluering af anvendelsen af den dispensationsordning, der indføres med denne forordning, når De Paralympiske Vinterlege 2006 er afsluttet.

(12) I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det nødvendigt og hensigtsmæssigt for at nå det overordnede mål, som er at forenkle udstedelsen af visa til medlemmer af den olympiske familie, at vedtage denne midlertidige dispensation fra visse bestemmelser i Schengen-reglerne. I overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i EF-traktaten går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. Med hensyn til Republikken Island og Kongeriget Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelserne i Schengen-aftalen og er derfor omfattet af artikel 1, litra B), i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne[11].

(13) Danmark deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i Rådets vedtagelse af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Da forordningen imidlertid er baseret på Schengen-reglerne i henhold til bestemmelserne i afsnit IV i tredje del af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark i overensstemmelse med protokollens artikel 5 inden seks måneder efter, at Rådet har vedtaget denne forordning, afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning.

(14) Denne forordning udgør en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. artikel 4 og 5 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, således at Det Forenede Kongerige ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(15) Denne forordning udgør en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. artikel 4 og 5 i protokollen om integration af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, således at Irland ikke deltager i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(16) Hvad angår Schweiz, udgør denne forordning en udvikling af bestemmelserne i Schengen-reglerne som omhandlet i den aftale, Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Den Schweiziske Konføderation har indgået om associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne, som falder ind under det område, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse 2004/860/EF af 25. oktober 2004 om undertegnelse, på Det Europæiske Fællesskabs vegne af og midlertidig anvendelse af visse bestemmelser i denne aftale[12].

(17) Alle bestemmelserne i denne forordning, bortset fra artikel 9, bygger på Schengen-reglerne eller har på anden måde tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten fra 2003 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Kapitel I

Formål og definitioner

Artikel 1

Formål

Denne forordning fastsætter særlige bestemmelser, der giver mulighed for midlertidigt at fravige visse bestemmelser i Schengen-reglerne, hvad angår procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visa og for ensartet udformning af visa til medlemmer af den olympiske familie under De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006. Bortset fra disse særlige bestemmelser vil de relevante bestemmelser i Schengen-reglerne om procedurerne for ansøgning om og udstedelse af ensartet visum fortsat være gældende.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1. ”ansvarlige organisationer” i forbindelse med planlagte foranstaltninger for at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006, er de officielle organisationer, der i overensstemmelse med det olympiske charter har ret til at forelægge Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 lister over medlemmer af den olympiske familie, til hvem der skal udstedes akkrediteringskort til legene

2. "medlem af den olympiske familie": alle personer, der er medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité, Den Internationale Paralympiske Komité, internationale forbund, de nationale olympiske og paralympiske komitéer, organisationskomitéerne for De Olympiske Lege og nationale foreninger af f.eks. idrætsudøvere, dommere, trænere og andre idrætsteknikere, lægeligt personale tilknyttet holdene eller idrætsudøverne samt akkrediterede journalister, ledende medarbejdere, sponsorer og andre officielle gæster, der indvilger i at følge Det Olympiske Charter og handle under Den Internationale Olympiske Komités kontrol og myndighed, er opført på de ansvarlige organisationers liste, og er akkrediteret af Organisationskomitéen for De Olympiske og Paralympiske Lege 2006 som deltagere i De Olympiske Lege og/eller De Paralympiske Lege 2006

3. "olympisk akkrediteringskort" udstedt af Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 i overensstemmelse med artikel … i den italienske lov nr. …/… er et sikkert dokument enten til De Olympiske Lege eller til De Paralympiske Lege med foto af indehaveren, som fastslår identiteten på medlemmet af den olympiske familie og giver den pågældende adgang til de områder, hvor idrætskonkurrencerne og andre begivenheder under legene finder sted

4. "De Olympiske Leges og De Paralympiske Leges varighed" er tidsrummet fra den 10. januar 2006 til den 26. marts 2006 for De Olympiske Vinterlege og perioden fra den 10. februar 2006 til den 19. april 2006 for De Olympiske Vinterlege

5. "Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006" er den komité, der er nedsat i medfør af artikel 12 i den italienske civilret (RD 16/3/1942 nr. 262) med henblik på at afholde De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 i Torino, og som træffer beslutning om akkrediteringen af de medlemmer af den olympiske familie, der deltager i disse lege

6. "visumudstedende myndigheder" er de myndigheder, som Italien har udpeget til at behandle ansøgninger om og udstede visum til medlemmerne af den olympiske familie.

Kapitel II

UDSTEDELSE AF VISUM

Artikel 3

Betingelser

Der må kun udstedes visum efter bestemmelserne i denne forordning til ansøgere, der

a) er udpeget af en af de ansvarlige organisationer og akkrediteret af Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 til at deltage i De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006

b) er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument, der tillader passage af de ydre grænser i overensstemmelse med artikel 5 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelsen af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (herefter kaldet ”Schengen-konventionen”)[13]

c) ikke er indberettet som uønsket

d) ikke udgør en trussel for nogen af medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale forbindelser.

Artikel 4

Indgivelse af visumansøgning

1. Når en ansvarlig organisation udarbejder en liste over de personer, der er udvalgt til at deltage i De Olympiske Lege og/eller De Paralympiske Vinterlege 2006, kan organisationen sammen med ansøgningen om udstedelse af olympiske akkrediteringskort til de udvalgte deltagere indgive en gruppeansøgning om visum til de udvalgte personer, der i medfør af forordning (EF) nr. 539/2001 skal være i besiddelse af visum, medmindre disse personer er i besiddelse af en opholdstilladelse udstedt af et Schengen.

2. Gruppeansøgningen om visum til de omhandlede personer sendes til Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 sammen med anmodningen om udstedelse af olympiske akkrediteringskort efter den procedure, denne komité har.

3. Der indsendes én enkelt ansøgning om visum pr. person, der deltager i De Olympiske Lege og De Paralympiske Vinterlege 2006.

4. Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 fremsender hurtigst muligt gruppeansøgningen om visum til de visumudstedende myndigheder sammen med kopier af ansøgningerne om udstedelse af olympiske akkrediteringskort, hvorpå de væsentligste oplysninger om de pågældende personer er anført, dvs. det fulde navn, nationalitet, køn, fødselsdato og -sted, pasnummer og -type samt passets udløbsdato.

Artikel 5

Behandling af gruppeansøgning er om visum og visumtype

1. De visumudstedende myndigheder udsteder et visum, når de har sikret sig, at betingelserne i artikel 3 er opfyldt.

2. Det udstedte visum skal være et ensartet visum til kortvarigt ophold og flere indrejser, der giver opholdsret i indtil halvfems (90) dage under De Olympiske Lege eller De Paralympiske Vinterlege 2006.

3. Hvis det pågældende medlem af den olympiske familie ikke opfylder betingelserne i artikel 3, litra c) og d), kan de visumudstedende myndigheder i overensstemmelse med artikel 16 i Schengen-konventionen udstede et visum, der kun gælder for et begrænset geografisk område.

Artikel 6

Visummets udformning

1. Visummet består konkret i påføring af to numre på det olympiske akkrediteringskort. Det første nummer er visumnummeret. For så vidt angår det ensartede visum, består visumnummeret af syv (7) skrifttegn sammensat af bogstavet "C" efterfulgt af seks (6) tal. For så vidt angår visum med begrænset geografisk gyldighed, består visumnummeret af otte (8) skrifttegn sammensat af bogstaverne "IT" efterfulgt af seks (6) tal. Det andet nummer er den pågældende persons pasnummer.

2. De visumudstedende myndigheder meddeler Organisationskomitéen for De Olympiske og De Paralympiske Vinterlege 2006 visumnumrene med henblik på udstedelsen af akkrediteringskort.

Artikel 7

Gebyrfrihed

De visumudstedende myndigheder opkræver ikke gebyr for at behandle de pågældende visumansøgninger og udstede disse visa.

Kapitel III

Almindelige og afsluttende bestemmelser

Artikel 8

Annullering af visum

Hvis listen over de personer, der er udvalgt til at deltage i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Vinterlege 2006, ændres inden legenes start, underretter de ansvarlige organisationer straks Organisationskomitéen for De Olympiske Lege og De Paralympiske Vinterlege 2006 herom, således at denne kan inddrage akkrediteringskortet for de personer, der er blevet slettet af listen. Organisationskomitéen meddeler de visumudstedende myndigheder numrene på de visa, det drejer sig om.

De visumudstedende myndigheder annullerer de pågældende personers visum. De underretter omgående de ansvarlige grænsemyndigheder herom, og disse videresender straks oplysningerne til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater.

Artikel 9

Kontrol ved de ydre grænser

1. Når medlemmerne af den olympiske familie, til hvem der er udstedt visum i overensstemmelse med denne forordning, passerer medlemsstaternes ydre grænser, skal indrejsekontrollen blot sikre, at betingelserne i artikel 3 er overholdt.

2. Under De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege:

a) anbringes ind- og udrejsestempel på første ubenyttede side i passet for de medlemmer af den olympiske familie, for hvilke det er nødvendigt at påføre sådanne stempler i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2133/2004 af 13. december 2004 om de kompetente myndigheders forpligtelse til systematisk at stemple tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter ved passage af medlemsstaternes ydre grænser og om ændring af konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen og Den Fælles Håndbog i den henseende; ved første indrejse angives visumnummeret på samme side

b) anses indrejsebetingelserne i Schengen-konventionens artikel 5, stk. 1, litra c), for at være opfyldt, når et medlem af den olympiske familie er blevet behørigt akkrediteret

3. Bestemmelserne i stk. 2 finder anvendelse på medlemmer af den olympiske familie, der er tredjelandsstatsborgere, uanset om de er visumpligtige i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001.

Artikel 10

Underretning af Europa-Parlamentet og Rådet

Senest fire måneder efter afslutningen af De Paralympiske Vinterlege 2006 sender Italien en rapport om de forskellige aspekter af gennemførelsen af bestemmelserne i denne forordning til Kommissionen.

På grundlag af denne rapport og de oplysninger, andre medlemsstater måtte indsende inden for samme frist, foretager Kommissionen en evaluering af dispensationen fra bestemmelserne om udstedelse af visum for så vidt angår medlemmer af den olympiske familie i henhold til denne forordning og underretter Europa-Parlamentet og Rådet herom.

Artikel 11

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tiden de.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand [….]

[1] EFT L 183 af 22.7.2003, s. 1.

[2] EFT L 81 af 21.3.2001, s.1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 851/2005 (EUT L 141 af 4.6.2005, s. 3).

[3] VISA 26, COMIX 71, (58621/2/05) REV 2.

[4] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 35.

[5] Bortset fra bilag 1-3, 7, 8 og 15 i De Fælles Konsulære Instrukser vedtaget som afgørelse (SCH/Com-ex (99) 13 af Schengen-konventionens eksekutivkomité i april 1999, der både er baseret på og gældende for de nye medlemsstater efter deres tiltrædelse.

[6] Med undtagelse af artikel 5, stk. 1, litra d), i Schengen-konventionen vedrørende søgning i Schengen-informationssystemet.

[7] EFT C […] af […], s. […].

[8] EFT C […] af […], s. […].

[9] EFT L 183 af 22.7.2003, s. 1.

[10] EFT L 81 af 21.3.2001, s.1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 851/2005 (EFT L 141 af 4.6.2005, s. 3).

[11] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

[12] EFT L 370 af 17.12.2004, s. 78.

[13] EFT L 239 af 22.9.2000, s. 19. Konventionen er senest ændret ved Rådets afgørelse 2005/211/RIA (EFT L 68 af 15.3.2005, s. 44).

Top