Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005DC0217

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed

/* KOM/2005/0217 endelig udg. */

52005DC0217

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed /* KOM/2005/0217 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 25.5.2005

KOM(2005) 217 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed

KOMMISSIONENS HENSTILLING

om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed

Indledning

Den 22. december 2004 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "En europæisk strategi for styring af budgetstatistikker". Meddelelsen indeholder en sammenhængende strategi, som skal gøre det muligt for Kommissionen at forbedre EU's styring af budgetstatistikker ved en indsats på følgende tre områder: en udbygning af de retlige rammer, en forbedring af handlemulighederne for de relevante tjenestegrene i Kommissionen og indførelsen af europæiske standarder for medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmydigheders uafhængighed. Den 17. februar 2005 hilste Rådet (økonomi og finans) denne overordnede strategi velkommen og i særdeleshed det allerede igangværende arbejde med en kodeks for europæiske standarder for statistikmyndigheder.

Til gennemførelse af denne strategi fremlagde Kommissionen et forslag til en rådsforordning om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 for så vidt angår kvaliteten af statistiske data til brug ved proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud[1]. Forslaget blev vedtaget af Kommissionen den 2. marts 2005 og behandles i øjeblikket af den lovgivende myndighed. Forslaget styrker og præciserer Eurostats rolle som statistikmyndighed i forbindelse med statistikker, som har relation til proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud. De praktiske retningslinjer for gennemførelse af forordningen og især for gennemførelse af de tilbundsgående kontrolbesøg vil blive fastlagt efter forordningens vedtagelse.

I forbindelse med forbedringen af Kommissionens handlemuligheder og ud over den øgede mobilisering af den eksisterende ekspertise, som er foreskrevet i forordningsforslaget, har Kommissionen allerede truffet en række foranstaltninger. Eksempelvis er der i Eurostat blevet oprettet et nyt kontor, som specifikt beskæftiger sig med at validere nationalregnskaber og budgetter. Hertil kommer, at Eurostat har foretaget en intern personaleomstrukturering for at kunne øge indsatsen i arbejdet med validering af nationalregnskaber og budgetter.

Denne meddelelse om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed, herunder også den medfølgende henstilling fra Kommissionen, svarer til det tredje indsatsområde i den af Kommissionen bebudede strategi. Den imødekommer den opfordring, Rådet sendte den 2. juni 2004 til Kommissionen om inden juni 2005 at fremsætte et forslag om fastsættelse af europæiske minimumsstandarder, og også Rådets opfordring af 17. februar 2005 om at øge Eurostats uafhængighed i udførelsen af dets opgaver. Begge aspekter har således relation til udarbejdelsen af statistikker til støtte for Fællesskabets politikker.

Som helhed betragtet fungerer det europæiske statistiske system effektivt og tilfredsstillende og opfylder i stort omfang kravene til uafhængighed, integritet og ansvarlighed. Den omfattende mængde og de mange forskellige statistikker, som udarbejdes og formidles af medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheder inden for det statistiske system, og som går langt videre end det budgetmæssige område, opfylder de strenge krav til kvalitet og pålidelighed.

Der gøres i denne meddelelse rede for adfærdskodeksen for europæiske statistikker, og da kodeksen er et selvregulerende instrument med standarder for medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, giver den en yderligere garanti for et velfungerende europæisk statistisk system og pålidelige statistikker af høj kvalitet. Meddelelsen indeholder også forslag om kontrol med anvendelsen af kodeksen og betragtninger om, hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at have et effektivt eksternt rådgivende organ for det europæiske statistiske system. Endvidere beskæftiger den sig med behovet for at fastsætte prioriterede statistiske mål, navnlig med henblik på at reducere regelbyrden for de statistiske respondenter, og der opstilles en række vejledende principper for tilpasningen af de prioriterede mål. Endelig indeholder den en henstilling om kodeksen med det formål i kraft af kodeksens politiske godkendelse at fremme den både i medlemsstaterne og i Kommissionen.

MEDLEMSSTATERNES OG FÆLLESSKABETS STATISTIKMYNDIGHEDERS UAFHÆNGIGHED, INTEGRITET OG ANSVARLIGHED

Baggrunden for adfærdskodeksen og formålet med den

Kodeksen er et selvregulerende instrument, eftersom den er blevet udarbejdet og godkendt af de vigtigste leverandører af europæiske statistikker, nemlig de nationale statistiske kontorer. Et første udkast til principperne blev således drøftet med medlemsstaterne i Udvalget for det Statistiske Program den 17. november 2004. Senere nedsatte udvalget en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde et endeligt forslag til en kodeks, som udvalget enstemmigt vedtog den 24. februar 2005, hvilket er et udtryk for, at udvalget betragter kodeksen som et selvregulerende instrument.

Adfærdskodeksen bygger på 15 principper, som skal anvendes i forbindelse med produktionen af fællesskabsstatistikker. Formålet med kodeksen er dels at øge tilliden til statistikmyndighederne ved at foreslå visse institutionelle og organisatoriske ordninger, dels at forbedre kvaliteten af de statistikker, de udarbejder og formidler, ved at fremme en sammenhængende anvendelse af de bedste internationale statistiske principper, metoder og fremgangsmåder blandt alle, der udarbejder officielle statistikker i Europa.

Kodeksen udgør i det væsentligste svaret på Rådets opfordring af 2. juni 2004 og går i visse henseender videre end de krævede minimumsstandarder. Medlemsstaterne bør derfor opfordres til at anerkende betydningen af adfærdskodeksen og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de relevante myndigheder anvender den korrekt, og udbrede kendskabet til den blandt brugere og leverandører af data. Kommissionen vil også sikre sig, at Eurostat overholder disse principper. Endelig foreslås der i dette dokument foranstaltninger til at overvåge og kontrollere anvendelsen af kodeksens standarder.

Kodeksens dækningsområde

Kodeksen omhandler primært udarbejdelsen af officielle statistikker inden for det europæiske statistiske system. Det europæiske statistiske system er partnerskabet mellem Eurostat, de nationale statistiske kontorer og andre nationale statistiske organer, som i de enkelte medlemsstater er ansvarlige for udarbejdelse og formidling af europæiske statistikker, der er nødvendige, for at Den Europæiske Union kan udøve sin virksomhed. Kodeksen gælder for de statistikker, som er omhandlet i Rådets forordning om EF-statistikker[2], der udarbejdes og formidles af de nationale statistikmyndigheder og Fællesskabets statistikmyndighed (Eurostat) i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 285, stk. 2. Det er vigtigt at understrege, at kodeksen dækker hele spektret af statistikker, der udarbejdes på EU-niveau, og således går langt videre end økonomisk statistik og budgetstatistik.

Det bør imidlertid erindres, at en række andre institutioner og organer uden for det statistiske system producerer officielle statistikker på europæisk plan. Eksempelvis producerer Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) en bred vifte af europæiske statistikker på det økonomiske og monetære område. Bistået af de nationale centralbanker indsamler Den Europæiske Centralbank (ECB) enten fra de kompetente nationale myndigheder eller direkte fra økonomiske beslutningstagere de statistiske data, som er nødvendige for udførelsen af ESCB's opgaver. ECB's indsamling af statistiske data er reguleret af en specifik rådsforordning herom[3].

Kodeksens standarder er tænkt som en inspirationskilde for alle institutioner og organer, der producerer officielle statistikker, også selv om de ikke indgår i det europæiske statistiske system, men de påvirker ikke de regler, som gælder for disse institutioner eller organer. Selv om kodeksens titel dækker det brede spektrum af "europæiske statistikker", der defineres som EF-statistikker i det gældende lovgrundlag, er det et udtryk for ambitionen om, at standarderne skal gælde for hele Europa.

Kodeksens principper

Kodeksen er baseret på 15 principper. Disse principper afspejler i stort omfang de gældende internationale standarder som de grundlæggende principper for officiel statistik, der blev vedtaget af FN's Statistiske Kommission på dens ekstraordinære møde den 11.-15. april 1994.

Principperne er samlet i tre afsnit, som omhandler de institutionelle rammer, de statistiske fremgangsmåder og produkter. Der indgår også en ordning med peer-undersøgelser baseret på indikatorer.

Uafhængighed

Inden for den statistiske sektor har uafhængighed først og fremmest en funktionel dimension. Det vil sige, at princippet vedrører den måde, hvorpå statistikmyndighederne fungerer eller arbejder i forbindelse med produktionen og formidlingen af statistikker.

Princippet om videnskabelig uafhængighed er nedfældet i traktaten (artikel 285, stk. 2) og refererer til uafhængighed i udarbejdelsen af statistikker. I henhold til artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 vil upartiskhed sige, at " EF-statistikker udarbejdes på et objektivt og uafhængigt grundlag, og uden at der modtages instrukser fra politisk hold eller fra interessegrupper, særligt i forbindelse med fastlæggelsen af, hvilke teknikker, definitioner og metodologier der er bedst egnede til at opfylde de fastlagte formål" (…)".

I kodeksen udbygges uafhængighedsprincippet, idet begrebet faglig uafhængighed indføres. I kodeksen defineres princippet om faglig uafhængighed på følgende måde: " statistikmyndigheders faglige uafhængighed af andre politiske, regulerende eller administrative myndigheder og organer og af aktører fra den private sektor sikrer europæiske statistikkers troværdighed" . De indikatorer, som lægges til grund for kontrollen med anvendelsen af princippet, der også gælder for Eurostat, omfatter (i) fastsættelse ved lov af de elementer, der indgår i uafhængighed, (ii) den status og det funktionelle ansvar, som statistikmyndighedernes ledere har, herunder beslutninger om statistiske metoder, standarder og procedurer, (iii) beslutninger om indholdet af statistiske publikationer og om tidspunktet for offentliggørelse heraf og (iv) offentliggørelse af statistiske arbejdsprogrammer.

Den gældende lovgivning opfylder kravet om videnskabelig uafhængighed, dvs. de funktionelle krav til produktion af statistikker af høj kvalitet. Kodeksens udvidelse af uafhængighedsprincippet til at omfatte faglig uafhængighed er en yderligere styrkelse af den generelle uafhængighed, uden at dette strider mod de forskellige og ofte divergerende lovgivninger og administrative bestemmelser i medlemsstaterne, som er et udtryk for deres forskellige politiske og kulturelle traditioner. Den forøgede uafhængighed forventes også at øge offentlighedens tillid til officielle statistikker.

Integritet og ansvarlighed

Integritet og ansvarlighed er grundlæggende horisontale begreber. Der er ikke tale om specifikke statistiske principper, som er eksplicit omhandlet i kodeksen. Integritet rummer imidlertid også underliggende begreber som lovlighed, legitimitet, berettigelse og rimelighed. Integritet og ansvarlighed hos både medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheder styrkes af de overvågningsmekanismer, som kodeksen foreskriver, og som medfører øget gennemsigtighed.

Kodeksen indeholder overvågningsindikatorer for hvert enkelt princip. Disse indikatorer består f.eks. i, at lederne af statistikmyndighederne er eneansvarlige for udarbejdelsen af statistikkerne og den anvendte metodologi (jf. faglig uafhængighed – princip 1). Bistand fra eksterne eksperter til at gennemgå de vigtigste statistiske produktioner (jf. princip 4), undersøgelser af brugertilfredshed (jf. princip 11) og nødvendigheden af at tilgodese brugernes behov (jf. princip 13) er yderligere elementer, som indgår i integritet og ansvarlighed. Desuden vil integriteten og ansvarligheden blive styrket ved peer-undersøgelser, som skal indgå i overvågningsforanstaltningerne.

Kodeksens anvendelse og overvågningen heraf

Kommissionen har vedtaget en henstilling for at øge kodeksens virkning i kraft af dens egenskab af selvregulerende instrument. For at afpasse denne godkendelse efter kravet til ansvarlighed vil Kommissionen føre kontrol med, at det europæiske statistiske system overholder kodeksen. Kommissionen etablerer et rapporteringssystem baseret på oplysninger fra medlemsstaterne. Med henblik herpå vil Kommissionen koordinere udviklingen af passende instrumenter, benchmarkingforanstaltninger og peer-undersøgelser baseret på indikatorer uden at krænke proportionalitetsprincippet.

Kontrollen med kodeksens anvendelse skal ske gradvist over en treårig periode. I løbet af kodeksens første anvendelsesår skal både medlemsstaterne og Eurostat udarbejde selvevalueringsrapporter. Disse rapporter vil blive forelagt for Udvalget for det Statistiske Program. Desuden vil medlemsstaterne blive opfordret til at udvikle metoder og eksempler på bedste praksis, som vil blive integreret i de efterfølgende faser. I løbet af det andet anvendelsesår vil der blive udarbejdet mere strukturerede foreløbige selvevalueringsrapporter efter mere specifikke retningslinjer opstillet af Eurostat og Udvalget for det Statistiske Program på grundlag af erfaringerne fra det første år. Endelig udarbejder medlemsstaterne og Eurostat endelige selvevalueringsrapporter i løbet af kodeksens tredje anvendelsesår. Disse rapporter udarbejdes i et mere generelt format og vil blive suppleret med resultater af peer-undersøgelser foretaget med bistand fra en taskforce sammensat af repræsentanter for de nationale statistiske kontorer og eventuelt et eksternt rådgivende organ (jf. punkt 2.5 nedenfor). Afslutningsvis vil de blive forelagt for Udvalget for det Statistiske Program og eventuelt det eksterne rådgivende organ og herefter offentliggjort. En statistikmyndigheds leder har ansvaret for de rapporter, som den pågældende statistikmyndighed fremlægger.

Kommissionen udarbejder med udgangspunkt i resultatet af selvevalueringen og peer-undersøgelsen en rapport om henholdsvis medlemsstaternes og Eurostats anvendelse af kodeksen. Tre år efter henstillingens vedtagelse og efter at have hørt Udvalget for det Statistiske Program og eventuelt det eksterne rådgivende organ (jf. pkt. 2.5 nedenfor) forelægger Kommissionen en rapport om kodeksens anvendelse for Europa-Parlamentet og Rådet og fremsætter om nødvendigt relevante forslag.

Nødvendigheden af aktiv bistand fra et eksternt rådgivende organ for at styrke det europæiske statistiske systems uafhængighed, integritet og ansvarlighed

I betragtning af det europæiske statistiske systems øgede styring i overensstemmelse med principperne i adfærdskodeksen og denne meddelelse vil det være hensigtsmæssigt at oprette et eksternt rådgivende organ. Et sådant organ vil kunne forbedre troværdigheden af bestræbelserne på at styrke de nationale statistiske kontorers, Eurostats og det statistiske systems uafhængighed, integritet og ansvarlighed i udførelsen af deres opgaver, og hvad angår fællesskabsstatistikker som krævet af Økofin-Rådet.

Dette organ vil især kunne yde værdifuld bistand til Kommissionen ved udøvelsen af det mandat, den pålægges ved traktaten til at føre kontrol med overholdelsen af de fundamentale statistiske principper, der er fastsat i EF-traktatens artikel 285, stk. 2, og også indeholdt i adfærdskodeksen. Organet kunne således få til opgave at føre tilsyn med, hvordan kodeksen anvendes i det europæiske statistiske system som helhed og rådgive om prioriteringen af statistiske mål, der er i overensstemmelse med principperne i pkt. 2.6 nedenfor.

Det eksterne rådgivende organ bør være sammensat af højtstående personer. Organets størrelse bør begrænses til et antal medlemmer, som garanterer et funktionsdygtigt og effektivt organ. En del af medlemmerne udpeges af Rådet blandt personer, som har solide kvalifikationer eller interesser inden for statistik, og som repræsenterer det civile samfund (f.eks. videnskabelige kredse, erhvervsorganisationer, fagforeninger mv.), idet der tages højde for, at de forskellige statistiske områder er tilstrækkelig dækket. Øvrige medlemmer vil være fra EU-institutioner og -organer (Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank, Udvalget for det Statistiske Program) og udpeges direkte af dem. Formanden skal være en højt kvalificeret og estimeret person.

På nuværende tidspunkt er der et udvalg, Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Statistisk Information på det Økonomiske og Sociale Område (CEIES)[4], som i det mindste delvist udfylder denne rolle[5]. Udvalget blev nedsat for at tilgodese brugernes interesser, således at der tages hensyn til brugernes behov og dataleverandørernes omkostninger. Dette organ har vist sig at være værdifuldt, men det vil eventuelt blive nødvendigt at revidere dets rolle, mandat, sammensætning og procedurer[6] for at kunne bidrage optimalt til opfyldelse af målsætningerne for det europæiske statistiske system.

Et omdannet CEIES vil kunne udfylde den rolle, som er tiltænkt det eksterne rådgivende organ. I tilfælde heraf ville det være nødvendigt at udvide dets nuværende opgaver og ansvarsområder, herunder også afgivelse af udtalelse om de statistiske arbejdsprogrammer. Kommissionen er parat til at overveje en reform af CEIES i overensstemmelse hermed.

Principper for tilpasning af de prioriterede statistiske mål

Udarbejdelse af statistikker af høj kvalitet og pålidelighed forudsætter, at datakravene tilpasses de ressourcer, der stilles til rådighed for statistikmyndighederne, og den byrde, der pålægges respondenterne. I henhold til kodeksens princip 9 bør statistikmyndighederne fastsætte mål for gradvis reducering af respondentbyrden. Der er angivet en række indikatorer for at sikre, at indberetningsbyrden ikke bliver for stor for respondenterne. Herunder kan især nævnes anvendelse af bedste skøn og tilnærmede værdier, adgang til administrative kilder eller fælles benyttelse af data inden for en statistikmyndighed.

Frigørelse af kapacitet vil således give statistikmyndighederne mulighed for at koncentrere sig om de statistikopgaver, som er klart defineret som prioriterede. Økofin-Rådet konkluderede således i februar 2005: "De nationale statistiske kontorers kapacitet til at overholde høje statistiske standarder afhænger primært af evnen til at prioritere den byrde, som EU's statistiske krav betyder for myndighederne. En prioritering i den forbindelse skal også bidrage til at reducere den byrde, lovgivningen pålægger de oplysningspligtige. Derfor og i overensstemmelse med Økofin-Rådets konklusioner af 2. juni 2004 ser ministrene frem til i juni 2005 at drøfte forslag fra Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC) om nyovervejelse af de statistiske prioriteter."

En prioritering kan også resultere i en forenklet lovgivning. I denne forbindelse mindes der om, at Rådet (konkurrenceevne) på grundlag af medlemsstaternes forslag til EU-lovgivning, som med fordel vil kunne forenkles, i november 2004 kunne indkredse 15 prioriterede områder til forenkling.

Samtidig bør den statistiske prioritering ikke forhindre Kommissionen i at foreslå statistiske tiltag, som er nødvendige for at udføre de fællesskabsopgaver, som er omhandlet i traktaten. I denne forbindelse mener Kommissionen, at der kan anvendes en række generelle principper til en nøjagtig fastlæggelse af "positive" og "negative" prioriteringer i de statistiske programmer.

Den første kategori af principper vedrører brugernes behov. De europæiske statistikkers nytteværdi måles hovedsagelig ud fra deres relevans for politikudformningen på europæisk plan. Rene nationale behov kan ikke være en begrundelse for at fortsætte med statistikker på europæisk plan.

Den anden kategori af principper vedrører omkostningerne. Spørgsmålet om de omkostninger, der er forbundet med statistiske aktiviteter, er meget komplekst, og forslag bør behandles grundigt. I de fleste tilfælde påhviler gennemførelsesbyrden medlemsstaterne.

Den tredje kategori vedrører specifikke spørgsmål. Ved tilpasningen bør der foretages en afvejning mellem aktualitet og kvalitet. Data, der leveres med korte intervaller, indberettes hovedopdelte, mens data med detaljerede opdelinger leveres med længere intervaller. Ved fastsættelsen af prioriterede mål vil det også være muligt at undersøge, om effektiviteten kan øges ved at fokusere mere på europæiske aggregater eller i forbindelse med data, som anses for mindre vigtige, og som ikke vedrører budgetovervågning, ved at differentiere medlemsstaternes indberetningspligt efter deres vægtning i aggregatet.

HENSTILLINGEN

Hvorfor en henstilling?

I meddelelsen af december 2004 om en europæisk strategi for styring af budgetstatistikker anførtes det, at man ville undersøge de forskellige retsakter, som kan anvendes til fastsættelse af minimumsstandarder for statistikmyndighedernes institutionelle rammer. Af denne undersøgelse, som også afslørede en lang række varianter af institutionelle konstruktioner for statistikmyndighederne i medlemsstaterne, fremgår det, at det ikke på nuværende tidspunkt vil være hensigtsmæssigt at foreslå en bindende retsakt. Derfor og i betragtning af statistikmyndighedernes vedtagelse af en kodeks som et selvregulerende instrument finder Kommissionen, at en henstilling på nuværende tidspunkt er et passende og forholdsmæssigt instrument.

Dette udelukker dog ikke muligheden for at overveje andre instrumenter i fremtiden. På grundlag af de opnåede resultater og erhvervede erfaringer i forbindelse med anvendelsen af kodeksen vil Kommissionen eventuelt på et senere tidspunkt fremsætte et forslag til en bindende retsakt, f.eks. et direktiv.

Formålet med henstillingen

Henstillingen har to formål. For det første henstilles det til medlemsstaterne at anerkende betydningen af adfærdskodeksen og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de relevante myndigheder anvender den korrekt, og at udbrede kendskabet til den blandt brugere og leverandører af data. For det andet vil Kommissionen træffe egnede foranstaltninger, navnlig til at kontrollere overholdelsen af kodeksen inden for det europæiske statistiske system.

Desuden har Kommissionen til hensigt at træffe lignende foranstaltninger inden for sit eget kompetenceområde og styrke Eurostats uafhængighed i udførelsen af dets opgaver. Dette skal sikres ved, at Eurostat i egenskab af Fællesskabets statistikmyndighed overholder kodeksens standarder. Eurostats uafhængighed i udførelsen af dets opgaver er allerede formelt fastlagt. Formålet med Kommissionens afgørelse af 21. april 1997 om Eurostats rolle ved udarbejdelse af EF-statistikker[7] var at gennemføre ovennævnte rådsforordning (EF) nr. 322/97 (den såkaldte "statistiklov") i Kommissionens interne organisation. Denne afgørelse definerer den rolle og det ansvar, der påhviler Eurostat som Fællesskabets statistikmyndighed, og især Eurostats tekniske autonomi i udførelsen af dets opgaver. I henhold til samme afgørelse har Eurostat en koordinerende funktion inden for Kommissionen i forbindelse med udarbejdelsen af statistikker. Et yderligere positivt tegn på Eurostats funktionelle uafhængighed, som har hjemmel i lovgivningen, er, at Eurostats tjenestemænd har en privilegeret status i forhold til Kommissionens øvrige tjenestemænd, idet de alene har adgang til fortrolige statistiske data[8]. Eurostats anvendelse af kodeksen og de foranstaltninger, Kommissionen eventuelt træffer for at lette og overvåge kodeksens anvendelse, vil afgjort medvirke til yderligere at styrke og øge Fællesskabets statistikmyndigheds uafhængighed.

Formålet med denne henstilling er derfor at fremme anvendelsen af kodeksens standarder og henstille til, at der træffes egnede foranstaltninger til at sikre, at disse standarder reelt anvendes af både medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheder.

Endvidere er det Kommissionens hensigt, at denne henstilling følges op af ledsageforanstaltninger, som skal lette anvendelsen af kodeksen. Disse foranstaltninger vil om nødvendigt omfatte detaljerede protokoller eller retningslinjer og en bredere høring af de berørte parter. Disse aktiviteter vil også yderlige forbedre kvaliteten af europæiske statistikker, idet der vil blive taget hensyn til omkostningseffektiviteten og indberetningsbyrden. Til dette formål vil de første resultater blive samlet inden for rammerne af de vigtigste europæiske økonomiske indikatorer (PEEI). Endelig peger Kommissionen på, at de brugere, hvortil kodeksen henvender sig, ikke skal kunne anfægte statistikker, som produceres efter denne kodeks' principper. Kommissionen vil derfor træffe passende foranstaltninger, som vil gøre det muligt at identificere officielle europæiske statistikker, hvilket vil forbedre gennemsigtigheden og kvaliteten af dataformidlingen.

Konklusion

Henstillingen og den dertil knyttede kodeks fokuserer på standarder, som skal gælde for hele Europa med det formål at styrke statistikmyndighedernes uafhængighed, integritet og ansvarlighed. De skal betragtes som et svar på Rådets opfordring til Kommissionen om at fremsætte forslag på dette område. Henstillingen betegner et yderligere skridt i den løbende forbedring af den statistiske styring i Europa.

KOMMISSIONENS HENSTILLING

om medlemsstaternes og Fællesskabets statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed (EØS–relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 211, og

som tager følgende i betragtning:

1. Officielle statistikker spiller en central rolle i demokratiske samfund, eftersom de giver offentlige myndigheder, politiske beslutningstagere, økonomiske og sociale aktører og borgere objektive og upartiske oplysninger, på grundlag af hvilke der kan træffes velunderbyggede beslutninger og problemer kan drøftes åbent.

2. For at kunne udfylde denne rolle skal de officielle statistikker udarbejdes og formidles efter fælles standarder, som sikrer, at principper om upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uafhængighed, omkostningseffektivitet og statistisk fortrolighed overholdes.

3. Samtidig får europæiske statistikker stadig større betydning i forbindelse med den relancerede Lissabon-strategi[9] og de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008)[10]; statistikker af høj kvalitet er også nødvendige for at overvåge og analysere gennemførelsen af andre vigtige politiske initiativer på europæisk plan som f.eks. strategien vedrørende den bæredygtige udvikling, den fælles indvandrings- og asylpolitik mv.

4. I denne forbindelse spiller budgetdata og nationalregnskaber en endnu større rolle for den økonomiske og monetære overvågning og for en korrekt gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten; især er det vigtigt, at de statistiske data til brug ved proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er af bedst mulig kvalitet.

5. Den 22. december 2004 vedtog Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med titlen "En europæisk strategi for styring af budgetstatistikker"[11], som indeholder en sammenhængende strategi til styrkelse af Den Europæiske Unions styring af budgetstatistikker på tre områder.

6. For det første og på Rådets opfordring skal Kommissionen øge kontrollen med kvaliteten af de indberettede budgetdata; med henblik herpå vedtog Kommissionen den 2. marts 2005 et forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 3605/93 for så vidt angår kvaliteten af statistiske data til brug ved proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud[12], som i øjeblikket er under drøftelse.

7. For det andet skal Kommissionens handlemuligheder på det statistiske område øges; specielt i forbindelse med statistisk overvågning som led i proceduren vedrørende uforholdsmæssigt store underskud er det nødvendigt med regelmæssige dialogbesøg og tilbundsgående kontrolbesøg, og al til rådighed værende ekspertise skal mobiliseres også på nationalt plan.

8. For det tredje er det nødvendigt at fastsætte europæiske standarder for de nationale statistiske kontorers uafhængighed, integritet og ansvarlighed for at imødekomme Rådets opfordring til Kommissionen den 2. juni 2004 om inden juni 2005 at fremsætte forslag om indførelse af europæiske minimumsstandarder for statistiske kontorers institutionelle rammer, som skal styrke de nationale statistiske kontorers uafhængighed, integritet og ansvarlighed.

9. For at imødekomme denne opfordring drøftede medlemsstaterne på et møde den 17. november 2004 i Udvalget for det Statistiske Program hovedprincipperne i en sådan adfærdskodeks og enedes om at gennemgå disse principper mere indgående og indføre indikatorer til overvågning af kodeksens anvendelse.

10. Udvalget for det Statistiske Program nedsatte efterfølgende en arbejdsgruppe, som fik til opgave at udarbejde et endeligt forslag til en adfærdskodeks for europæiske statistikker.

11. Dette arbejde resulterede i en adfærdskodeks, som blev enstemmigt vedtaget af Udvalget for det Statistiske Program den 24. februar 2005, hvilket var udtryk for, at dens principper havde fuld tilslutning fra alle statistiske kontorer, som herefter ville blive opfordret til at følge kodeksen som et vejledende instrument.

12. Statistikmyndighedernes eksisterende institutionelle rammer varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat som følge af deres forskellige og undertiden divergerende lovgivninger og administrative bestemmelser, der afspejler deres forskellige politiske og kulturelle traditioner.

13. I lyset af det, statistikmyndighederne har opnået gennem vedtagelsen af en kodeks som et selvregulerende instrument og i forventning om, at de vil anvende den, anses denne henstilling for at være passende og forholdsmæssig.

14. Formålet med denne adfærdskodeks er dels at øge tilliden til statistikmyndighederne ved at foreslå visse institutionelle og organisatoriske rammer, dels at forbedre kvaliteten af de statistikker, de udarbejder og formidler, ved at fremme en sammenhængende anvendelse af de bedste internationale statistiske principper, metoder og fremgangsmåder blandt alle, der udarbejder officielle statistikker i Europa.

15. Det bør derfor henstilles til medlemsstaterne at anerkende adfærdskodeksens betydning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de relevante myndigheder anvender den korrekt, og at udbrede kendskabet til den blandt brugere og leverandører af data.

16. Opmærksomheden henledes på, at Kommissionen har til hensigt at træffe lignende foranstaltninger inden for sit eget kompetenceområde og navnlig overvåge, at kodeksen overholdes inden for det europæiske statistiske system,

I. HENSTILLER TIL MEDLEMSSTATERNE:

A. at de anerkender den som bilag til denne henstilling knyttede kodeks som fælles europæiske standarder for statistikmyndighederne;

B. at de sikrer, at deres statistikmyndigheder overholder kodeksens principper med henblik på at producere og formidle harmoniserede fællesskabsstatistikker af høj kvalitet og generelt bidrage til, at det europæiske statistiske system som helhed er velfungerende;

C. at de sikrer, at deres statistiske tjenester er professionelt organiseret og har tilstrækkelige midler til at producere pålidelige europæiske statistikker, som garanterer uafhængighed, integritet og ansvarlighed efter de retningslinjer, der er indeholdt i kodeksen;

D. at de ved hjælp af egnede informations- og formidlingskanaler udbreder kendskabet til kodeksen og dens indhold blandt respondenterne og dataleverandørerne;

E. at de på grundlag af de erfaringer, der er erhvervet ved anvendelsen af kodeksen, fremmer en omfattende udveksling af information og ekspertise inden for det europæiske statistiske system;

F. at de støtter og om nødvendigt udvider det omfattende samarbejde mellem statistikmyndighederne inden for det europæiske statistiske system og med internationale organers og organisationers statistikmyndigheder;

G. at de tilvejebringer de oplysninger, som er nødvendige, for at Kommissionen kan kontrollere overholdelsen af kodeksens principper.

II. ANERKENDER DE FÆLLES EUROPÆISKE STANDARDER FOR STATISTIKMYNDIGHEDER, DER ER FASTSAT I DEN SOM BILAG TIL DENNE HENSTILLING KNYTTEDE KODEKS OG VIL I DENNE FORBINDELSE:

A. sikre, at Eurostat overholder kodeksens principper med henblik på at producere og formidle harmoniserede fællesskabsstatistikker af høj kvalitet og generelt bidrage til, at det europæiske statistiske system som helhed er velfungerende;

B. sikre, at Eurostat i sin egenskab af Den Europæiske Unions statistiske myndighed er professionelt organiseret og har tilstrækkelige midler til at producere pålidelige europæiske statistikker, som garanterer uafhængighed, integritet og ansvarlighed og træffe passende foranstaltninger på basis af sine egne interne organisationsbeføjelser;

C. træffe passende foranstaltninger til at lette anvendelsen af kodeksen i det europæiske statistiske system især med henblik på at udvikle officielle fællesskabsstatistikker, således at data udarbejdet i overensstemmelse med denne kodeks kan anerkendes af brugerne.

III. HAR YDERLIGERE TIL HENSIGT

A. at udvikle værktøjer til på europæisk niveau at forbedre fællesskabsstatistikkerne under hensyn til deres omkostningseffektivitet;

B. at etablere et rapporteringssystem til at overvåge overholdelsen af kodeksen inden for det europæiske statistiske system i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet;

C. at overveje fremsættelse af et forslag om oprettelse af et eksternt rådgivende organ, eventuelt Det Europæiske Rådgivende Udvalg for Statistisk Information på det Økonomiske og Sociale Område efter en omdannelse, med henblik på at lade dette organ spille en aktiv rolle i overvågningen af kodeksens anvendelse og dermed styrkelsen af uafhængigheden, integriteten og ansvarligheden og i forbindelse med afgivelsen af udtalelser om tilpasningen af de prioriterede mål i de statistiske programmer;

D. at forelægge Europa-Parlamentet og Rådet inden for tre år efter vedtagelsen af henstillingen og efter høring af Udvalget for det Statistiske Program og eventuelt ovennævnte eksterne rådgivende organ en situationsrapport om anvendelsen af denne kodeks inden for det europæiske statistiske system primært på grundlag af selvevalueringer og peer-undersøgelser og om nødvendigt ledsaget af forslag til styrkelse af uafhængigheden, integriteten og ansvarligheden.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...].

På Kommissionens vegne

Formand

ADFÆRDSKODEKS FOR EUROPÆISKE STATISTIKKER vedtaget af Udvalget for det Statistiske Program den 24. februar 2005 Præambel

Definitioner: | I denne kodeks forstås ved: Europæiske statistikker: EF-statistikker som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker, der udarbejdes og formidles af de nationale statistikmyndigheder og EU's statistikmyndighed (Eurostat) i overensstemmelse med traktatens artikel 285, stk. 2. Statistikmyndighed: på nationalt niveau det nationale statistiske kontor og andre statistiske organer, som har til opgave at udarbejde og formidle europæiske statistikker, og på EU-niveau, Eurostat. Det europæiske statistiske system: partnerskabet mellem Eurostat, de nationale statistiske kontorer og andre nationale statistiske organer, som i de enkelte medlemsstater er ansvarlige for udarbejdelse og formidling af Europæiske statistikker. |

I overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 2, Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker og de grundlæggende principper for officiel statistik, der blev vedtaget af FN's Statistiske Kommission den 14. april 1994, har denne adfærdskodeks til formål:

- at øge tilliden til de nationale statistikmyndigheders og Eurostats uafhængighed, integritet og ansvarlighed og til pålideligheden og kvaliteten af de statistikker, de udarbejder og formidler ( dvs. et udadrettet fokus )

- at fremme anvendelsen af de bedste internationale statistiske principper, metoder og praksisser blandt alle producenter af europæiske statistikker for at forbedre deres kvalitet ( dvs. et indadrettet fokus ).

Denne kodeks bør anvendes af:

- politiske myndigheder (dvs. regeringer, ministerier, Kommissionen, Rådet) – den indeholder retningslinjer, som skal sikre, at deres statistiske tjenester er professionelt organiseret, og at de har tilstrækkelige midler til at producere pålidelige europæiske statistikker, som garanterer uafhængighed, integritet og ansvarlighed

- statistikmyndigheder og deres personale – den danner benchmark for statistiske principper, værdier og bedste praksis, som kan være en hjælp til at producere og formidle harmoniserede europæiske statistikker af høj kvalitet.

Den kan anvendes til orientering af:

- brugere – for at vise, at europæiske og nationale statistikmyndigheder er upartiske, og at de statistikker, de producerer og formidler, er troværdige, objektive og pålidelige

- dataleverandører – for at vise, at de leverede oplysningers fortrolighed beskyttes, og at der ikke vil blive stillet urimelige krav til dem.

Adfærdskodeksen er baseret på 15 principper . De politiske myndigheder og statistikmyndighederne i Den Europæiske Union forpligter sig til at overholde de principper, der er fastsat i denne kodeks, og til regelmæssigt at kontrollere gennemførelsen ved hjælp af indikatorer for god praksis for hvert af de 15 principper, der skal anvendes som referencer.

Udvalget for det Statistiske Program, der blev nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF af 19. juni 1989, vil med regelmæssige mellemrum foretage peer-undersøgelser af gennemførelsen af kodeksen.

Institutionelle rammer

Institutionelle og organisatoriske faktorer har en afgørende indflydelse på effektiviteten og troværdigheden af en statistikmyndighed, der producerer og formidler europæiske statistikker. De vigtigste faktorer i denne forbindelse er faglig uafhængighed, bemyndigelse til at indsamle data, tilstrækkelige ressourcer, kvalitetsforpligtelse, statistisk fortrolighed, upartiskhed og objektivitet.

Princip 1: Faglig uafhængighed – Statistikmyndigheders faglige uafhængighed af andre politiske, regulerende eller administrative myndigheder og organer og af aktører fra den private sektor sikrer europæiske statistikkers troværdighed.

Indikatorer

- Det er ved lov fastsat, at statistikmyndigheden kan producere og formidle officielle statistikker uafhængigt af politisk og anden indflydelse udefra.

- Lederen af statistikmyndigheden indtager en hierarkisk position, som er tilstrækkelig høj til at have kontakt på højeste niveau med politiske og administrative myndigheder. Den pågældende bør være i besiddelse af faglige kvalifikationer på højeste niveau.

- Lederen af statistikmyndigheden og i givet fald lederne af dens statistiske organer har ansvaret for, at produktionen og formidlingen af de europæiske statistikker er uafhængig.

- Lederen af statistikmyndigheden og i givet fald lederne af dens statistiske organer har alene ansvaret for at fastlægge statistiske metoder, standarder og procedurer og for indholdet og tidspunkterne for offentliggørelse af statistikker.

- Der udgives statistiske arbejdsprogrammer og periodiske situationsrapporter.

- Statistiske publikationer offentliggøres som sådanne og må ikke udgives sammen med politiske udtalelser og principerklæringer.

- Når det er relevant, kommenterer statistikmyndigheden offentligt statistiske emner, herunder også kritik og misbrug af officielle statistikker.

Princip 2: Bemyndigelse til at indsamle data – Statistikmyndigheder skal have en klar lovmæssig bemyndigelse til at indsamle data til europæiske statistikker. Forvaltninger, virksomheder og husholdninger og den brede offentlighed kan ved lov pålægges at give adgang til eller levere data til europæiske statistikker, hvis statistikmyndigheden anmoder om det.

Indikatorer

- Bemyndigelsen til at indsamle data til produktion og formidling af officielle statistikker er fastsat ved lov.

- Den nationale lovgivning giver statistikmyndigheden mulighed for at anvende administrative registre til statistiske formål.

- Statistikmyndigheden kan med hjemmel i retsforskrifter gøre det obligatorisk at deltage i statistiske undersøgelser.

Princip 3: Tilstrækkelige ressourcer – Statistikmyndighederne skal råde over tilstrækkelige ressourcer til at opfylde behovene i forbindelse med europæiske statistikker.

Indikatorer

- De personalemæssige og finansielle ressourcer og it-ressourcerne er både kvantitativt og kvalitativt tilstrækkelige til at dække de løbende behov i forbindelse med europæiske statistikker.

- De europæiske statistikkers omfang, detaljeringsniveau og omkostninger står i rimeligt forhold til behovene.

- Der findes procedurer til vurdering af og begrundelse for behovet for nye europæiske statistikker i forhold til de omkostninger, der er forbundet hermed.

- Der findes procedurer til vurdering af, om der fortsat er behov for alle europæiske statistikker for at fastslå, om der er statistikker, som kan undværes eller reduceres i omfang for at frigøre ressourcer.

Princip 4: Kvalitetsforpligtelse - Alle deltagerne i det europæiske statistiske system er forpligtet til at arbejde og samarbejde efter principperne i det europæiske statistiske systems kvalitetserklæring.

Indikatorer

- Produktkvaliteten overvåges regelmæssigt efter det statistiske systems kvalitetsprincipper.

- Der findes procedurer til overvågning af kvaliteten af indsamlingen, bearbejdningen og formidlingen af statistikker.

- Der findes procedurer til behandling af kvalitetsspørgsmål, herunder kompromisser angående kvaliteten, og til koordinering af planlægningen i forbindelse med eksisterende og kommende undersøgelser.

- Kvalitetsretningslinjerne er dokumenteret og personalet veluddannet. Disse retningslinjer foreligger skriftligt og er offentliggjort.

- Der foretages en regelmæssig og grundig gennemgang af de vigtigste statistiske produktioner eventuelt med bistand fra eksterne eksperter.

Princip 5: Statistisk fortrolighed – Det skal i alle henseender garanteres, at dataleverandørernes (husholdningerne, virksomhederne, forvaltningerne og andre respondenter) identitet beskyttes, at de leverede oplysninger behandles fortroligt og kun anvendes til statistiske formål.

Indikatorer

- Den statistiske fortrolighed er sikret ved lov.

- Personale, der ansættes i statistikmyndigheden, indgår juridisk bindende forpligtelser angående fortrolighed.

- Ved forsætligt brud på den statistiske fortrolighed pålægges der strenge straffeforanstaltninger.

- Der gives instrukser og retningslinjer om beskyttelsen af den statistiske fortrolighed i forbindelse med produktionen og formidlingen af data. Disse retningslinjer foreligger skriftligt og er offentliggjort.

- Der er truffet fysiske og teknologiske forholdsregler til beskyttelse af statistiske databasers sikkerhed og integritet.

- Der gælder strenge regler for eksterne brugere, som ønsker at få adgang til statistiske mikrodata til forskningsformål.

Princip 6: Upartiskhed og objektivitet – Statistikmyndigheder skal producere og formidle europæiske statistikker under overholdelse af videnskabelig uafhængighed og på en objektiv, professionel og gennemsigtig måde, således at alle brugere behandles på lige fod.

Indikatorer

- - Statistikker udarbejdes på et objektivt grundlag ud fra statistiske kriterier.

- - Valg af kilder og statistiske metoder sker ud fra statistiske kriterier.

- - Fejl, der konstateres i offentliggjorte statistikker, korrigeres hurtigst muligt og bringes til offentlighedens kendskab.

- Oplysninger om statistikmyndighedens metoder og fremgangsmåder er offentligt tilgængelige.

- Tidspunkter for offentliggørelse af statistikker meddeles på forhånd.

- Alle brugere har lige og samtidig adgang til statistikker, der offentliggøres, mens eksterne brugeres privilegerede adgang til dataene forud for offentliggørelsen begrænses, kontrolleres og meddeles offentligheden. Hvis oplysninger lækkes til offentligheden, træffes forholdsregler forud for offentliggørelsen for at sikre objektiviteten.

- Offentliggørelse af statistiske data og erklæringer i forbindelse hermed på pressekonferencer er objektive og upartiske.

Statistiske fremgangsmåder

Statistikmyndighederne skal overholde alle europæiske og andre internationale standarder, retningslinjer og god praksis, når de tilrettelægger, indsamler, bearbejder og formidler officielle statistikker. Statistikkernes troværdighed øges, hvis statistikmyndigheden er kendt for god forvaltning og effektivitet. De relevante kriterier i denne forbindelse er en god metodologi, passende statistiske fremgangsmåder, begrænset byrde for respondenterne og omkostningseffektivitet.

Princip 7: God metodologi - Statistikker af høj kvalitet skal være baseret på en god metodologi. Dette forudsætter egnede værktøjer, fremgangsmåder og knowhow.

Indikatorer

- Statistikmyndighedens overordnede metodologiske rammer er i overensstemmelse med europæiske og andre internationale standarder, retningslinjer og god praksis.

- Der findes fremgangsmåder, som sikrer, at hele statistikmyndigheden konsekvent anvender standardbegreber, -definitioner og -klassifikationer.

- Virksomhedsregistret og stikprøvegrundlaget for befolkningsundersøgelser evalueres regelmæssigt og justeres om nødvendigt for at sikre høj kvalitet.

- Der er nøje overensstemmelse mellem nationale og europæiske klassifikationer og sektoropdelingssystemer.

- Der rekrutteres højt uddannet personale inden for de relevante fagdiscipliner.

- Personalet deltager i internationale relevante efteruddannelseskurser og konferencer og tager kontakt med andre statistikere på internationalt plan for at drage fordel af de bedste kollegers viden og for at udvide dets knowhow.

- Der indledes samarbejde med videnskabelige kredse for at forbedre metodologien, og via eksterne undersøgelser vurderes kvaliteten og effektiviteten af de anvendte metoder for om muligt at forbedre dem.

Princip 8: Egnede statistiske fremgangsmåder - Statistikker af høj kvalitet skal være baseret på egnede statistiske fremgangsmåder lige fra indsamlingen til valideringen af data.

Indikatorer

- Når europæiske statistikker er baseret på administrative data, skal de hertil anvendte definitioner og begreber ligge tæt op ad de definitioner og begreber, der anvendes til statistiske data.

- Spørgeskemaer til statistiske undersøgelser afprøves systematisk forud for indsamlingen af data.

- Undersøgelsesplaner, stikprøveudtagninger og stikprøvevægte skal have et solidt grundlag og gennemgås regelmæssigt og revideres eller opdateres om nødvendigt.

- Undersøgelser "i marken", indlæsning og kodning af data kontrolleres rutinemæssigt og revideres efter behov.

- Egnede computersystemer til editing og imputering anvendes og gennemgås regelmæssigt og revideres eller opdateres efter behov.

- Revisioner foretages i henhold til standardiserede, veletablerede og gennemsigtige fremgangsmåder.

Princip 9: Begrænset byrde for respondenterne – Indberetningsbyrden bør stå i rimeligt forhold til brugernes behov og bør ikke være for stor for respondenterne. Statistikmyndigheden overvåger indberetningsbyrden og fastsætter mål for gradvis reducering af den.

Indikatorer

- De europæiske statistikkers omfang og detaljeringsgrad er begrænset til det absolut nødvendige.

- Ved hjælp af passende stikprøvemetoder fordeles indberetningsbyrden så jævnt som muligt over undersøgelsespopulationerne.

- Oplysningerne fra virksomhederne hentes så vidt muligt direkte fra deres regnskaber, og for at lette indberetningen af disse data sker dette så vidt muligt elektronisk.

- Bedste skøn og tilnærmede værdier kan accepteres, når nøjagtige data ikke foreligger direkte.

- Når det er muligt, anvendes administrative kilder for at undgå at anmode om de samme data flere gange.

- Fælles benyttelse af data inden for en statistikmyndighed er almindelig praksis for at begrænse antallet af undersøgelser.

Princip 10: Omkostningseffektivitet – Ressourcer udnyttes bedst muligt.

Indikatorer

- Til overvågning af statistikmyndighedens anvendelse af ressourcerne foretages både intern og uafhængig ekstern kontrol.

- Rutinemæssigt kontorarbejde (f.eks. datafangst, -kodning, -validering) automatiseres i størst mulig udstrækning.

- Informations- og kommunikationsteknologi udnyttes optimalt til indsamling, bearbejdning og formidling af data.

- Der gøres en målrettet indsats for i større omfang at kunne uddrage statistiske data af administrative registre og dermed undgå omkostningskrævende undersøgelser.

Statistiske produkter

De producerede statistikker skal opfylde brugernes behov. Statistikker skal være udarbejdet i overensstemmelse med europæiske kvalitetsstandarder og skal dække behovene hos EU-institutionerne, regeringer, forskningsinstitutioner, virksomheder og offentligheden i almindelighed. Det er af afgørende betydning, at statistikkerne er relevante, nøjagtige og pålidelige, aktuelle, sammenhængende, sammenlignelige mellem regioner og lande og direkte tilgængelige for brugerne.

Princip 11: Relevans – Europæiske statistikker skal opfylde brugernes behov.

Indikatorer

- Der findes fremgangsmåder til at høre brugerne, overvåge relevansen og de eksisterende statistikkers faktiske opfyldelse af deres behov og til at rådgive dem om nye behov og prioriteringer.

- I arbejdsprogrammet gøres der rede for, hvilke behov der er prioriteret, og hvordan de opfyldes.

- Der foretages regelmæssigt undersøgelser af brugertilfredsheden.

Princip 12: Nøjagtighed og pålidelighed – Europæiske statistikker skal nøjagtigt og pålideligt afspejle virkeligheden.

Indikatorer

- Kildedata, foreløbige resultater og statistiske produkter evalueres og valideres.

- Stikprøvefejl og øvrige fejl måles og dokumenteres systematisk i overensstemmelse med det europæiske statistiksystems kvalitetskriterier.

- Der foretages regelmæssigt undersøgelser og analyser, hvoraf resultaterne anvendes internt til forbedring af de statistiske fremgangsmåder.

Princip 13: Aktualitet og punktlighed – Europæiske statistikker skal være aktuelle og udgives punktligt.

Indikatorer

- Aktualitet opfylder de højeste europæiske og internationale formidlingsstandarder.

- Et fast dagligt tidspunkt er fastsat for offentliggørelse af europæiske statistikker.

- De europæiske statistikkers hyppighed tilgodeser i størst muligt omfang brugernes behov.

- Afvigelser fra udgivelsestidsplanen meddeles og begrundes på forhånd, og der fastsættes en ny offentliggørelsesdato.

- Foreløbige resultater, der som helhed er af acceptabel kvalitet, kan offentliggøres, hvis det anses for hensigtsmæssigt.

Princip 14: Sammenhæng og sammenlignelighed – Europæiske statistikker bør være konsistente indbyrdes og over en tidsperiode og bør desuden være sammenlignelige mellem regioner og lande. Samme type data fra forskellige kilder bør kunne kombineres og anvendes sammen.

Indikatorer

- Statistikkerne er indbyrdes sammenhængende og konsistente (f.eks. matematisk og bogføringsteknisk identitet).

- Statistikkerne er sammenhængende eller forenelige inden for en rimelig periode.

- Statistikkerne udarbejdes på grundlag af fælles standarder, hvad angår dækningsområde, definitioner, enheder og klassifikationer i de forskellige undersøgelser og kilder.

- Statistikker fra forskellige undersøgelser og kilder sammenlignes og harmoniseres.

- Datasammenlignelighed mellem landene sikres ved regelmæssige kontakter mellem det europæiske statistiske system og medlemsstaternes statistiske systemer. Der foretages metodologiske undersøgelser i nært samarbejde mellem medlemsstaterne og Eurostat.

Princip 15: Tilgængelighed og klarhed – Europæiske statistikker bør præsenteres i en klar og letforståelig form og formidles på en passende og velegnet måde og bør desuden være tilgængelige på en objektiv måde sammen med relevante metadata og forklaringer.

Indikatorer

- Statistikker præsenteres i en form, som gør det lettere at fortolke dataene og foretage relevante sammenligninger.

- Ved formidlingen anvendes moderne informations- og kommunikationsteknologi og i givet fald traditionelle trykte publikationer.

- Skræddersyede analyser stilles til rådighed, hvis det er muligt, og offentliggøres.

- Mikrodata kan gøres tilgængelige til forskningsformål. Adgangen hertil er underkastet strenge regler.

- Metadata dokumenteres efter standardiserede metadatasystemer.

- Brugerne holdes underrettet om den anvendte metodologi i det statistiske arbejde og om kvaliteten af de statistiske produkter i forhold til det europæiske statistiske systems kvalitetskriterier.

[1] KOM(2005) 71.

[2] Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1).

[3] Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information (EFT L 318 af 27.11.1998, s. 8).

[4] Rådets afgørelse 91/116/EØF af 25. februar 1991 om nedsættelse af et europæisk rådgivende udvalg for statistisk information på det økonomiske og sociale område (EFT L 59 af 6.3.1991, s. 21).

[5] Der findes også et andet organ, Udvalget for det Statistiske Program (sammensat af lederne af de nationale statistiske kontorer), som bistår Kommissionen med den generelle koordinering af de flerårlige statistiske programmer, og som i stort omfang spørges til råds af Kommissionen i en lang række spørgsmål (Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program - EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47).

[6] Der er under alle omstændigheder behov for at omdanne CEIES af flere forskellige grunde, herunder udvidelsen af Den Europæiske Union (anvendes de eksisterende regler, vil CEIES ikke længere være funktionsdygtigt), den seneste udvikling inden for det europæiske statistiske system, mere effektiv inddragelse af alle involverede parter og behovet for øget effektivitet.

[7] EFT L 112 af 29.4.1997, s. 56.

[8] Rådets forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90 af 11. juni 1990 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (EFT L 151 af 15.6.1990, s. 1).

[9] KOM(2005) 24 af 2.2.2005: Vækst og beskæftigelse: en fælles opgave - Et nyt afsæt for Lissabon-strategien

[10] KOM(2005) 141 af 12.4.2005: Integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (2005-2008) herunder en henstilling fra Kommissionen om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker og et forslag til Rådets beslutning om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker.

[11] KOM(2004) 832.

[12] EUT C […] af […], s. […].

Top