Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005AR0226(02)

    Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle — en rammestrategi og Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle (2007) — Mod et retfærdigt samfund

    EUT C 115 af 16.5.2006, p. 65–69 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    16.5.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 115/65


    Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle — en rammestrategi og Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle (2007) — Mod et retfærdigt samfund

    (2006/C 115/14)

    REGIONSUDVALGET HAR —

    under henvisning til meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alleen rammestrategi« KOM(2005) 224 endelig og Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om »Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle (2007)Mod et retfærdigt samfund« KOM(2005) 225 endelig — 2005/0107 (COD),

    under henvisning til Kommissionens beslutning af 1. juni 2005 om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse herom,

    under henvisning til Europa-Parlamentets beslutning om forslag til beskyttelse af mindretal og ikke-diskriminationspolitikker i et udvidet Europa samt Regionsudvalgets kommende udtalelse som reaktion på denne beslutning,

    under henvisning til formandens beslutning af 25. juli 2005 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Økonomisk Politik og Social- og Arbejdsmarkedspolitik,

    under henvisning til sin udtalelse om ligebehandling (CdR 513/99 fin) (1),

    under henvisning til direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF (om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse og om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv),

    under henvisning til sin udtalelse om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (CdR 19/2004 fin) (2),

    under henvisning til sin udtalelse om grønbogen om ligestilling og ikke-forskelsbehandling i den udvidede Europæiske Union (KOM(2004) 379 endelig (CdR 241/2004 fin) (3),

    under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse 226/2005 rev. 1, som blev vedtaget den 23. september 2005 af Underudvalget for Økonomisk Politik og Social- og Arbejdsmarkedspolitik (Ordfører: Peter Moore (UK/ALDE), Medlem af Sheffield Metropolitan Borough Council),

    og ud fra følgende betragtninger:

    1)

    EF-traktaten (artikel 13 TEU) fastlægger som et grundlæggende mål at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering;

    2)

    Bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som blev vedtaget i Nice i december 2000 og indskrevet i traktaten om en forfatning for Europa (artikel II-81) indeholder et bredt forbud mod forskelsbehandling: »Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt«.

    3)

    Direktivet om etnisk ligestilling (2000/43/EF) og rammedirektivet om beskæftigelse (2000/78/EF) skulle have været omsat til national lovgivning af alle medlemsstaterne ved udgangen af 2003;

    4)

    Den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, der supplerer og understøtter Lissabon-strategien, spiller en vigtig rolle, når det gælder om at fremme den økonomiske væksts sociale dimension, og en af dagsordenens prioriteter er fremme af lige muligheder for alle —

    på sin 62. plenarforsamling den 16. og 17. november 2005 (mødet den 16. november) enstemmigt vedtaget følgende udtalelse:

    1.   Regionsudvalgets synspunkter

    Regionsudvalget

    I)   Resultatet af grønbogshøringen

    1.1

    bifalder Kommissionens forsøg på at tage højde for de bemærkninger og reaktioner, som den har modtaget fra 1 500 organisationer som følge af grønbogshøringen om »Ligestilling og ikke-forskelsbehandling i den udvidede Europæiske Union«, der blev vedtaget af Kommissionen i maj 2004;

    1.2

    gør opmærksom på, at der ud over Regionsudvalget deltog et stort antal af både lokale og regionale myndigheder og organisationer i høringsprocessen;

    1.3

    understreger, at den interesse, der er blevet vist for grønbogen på lokalt og regionalt plan, afspejler, at de lokale og regionale myndigheder spiller en væsentlig rolle i udarbejdelsen af strategier om ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle. Dette skyldes hovedsageligt deres rolle som arbejdsgivere med mange ansatte og deres ansvar som leverandør og indkøber af varer og tjenesteydelser;

    1.4

    værdsætter, at Kommissionen generelt tog højde for en række af de bekymringer, som udvalget gav udtryk for i udtalelsen om grønbogen, især i forbindelse med bedre gennemførelse af lovgivning om ikke-forskelsbehandling, oplysningskampagner, inddragelse af berørte parter og behovet for at forbedre overvågnings- og rapporteringsmekanismerne;

    II)   Sikring af effektiv retlig beskyttelse mod forskelsbehandling

    1.5

    bifalder forslaget om en årlig samlet beretning om nationale foranstaltninger til gennemførelse af bestemmelserne i direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF;

    1.6

    bifalder endvidere offentliggørelsen i begyndelsen af 2006 af Kommissionens beretninger til Rådet og Europa-Parlamentet, som indeholder en analyse af status for gennemførelse af direktiv 2000/43/EF og 2000/78/EF;

    1.7

    understreger dog medlemsstaternes mangelfulde gennemførelse af ikke-diskriminationspolitikkerne;

    III)   Vurdering af behovet for yderligere initiativer til supplering af den nuværende retlige ramme

    1.8

    minder Kommissionen om, at udvalget beklager, at de forskellige grupper, der er omfattet af artikel 13, ikke bliver beskyttet lige effektivt, og at der bør fastlægges en mere sammenhængende EU-politik vedrørende alder, køn, etnisk tilhørsforhold, handicap, religion, tro og seksuel orientering;

    1.9

    påpeger, at trods de fremskridt, der er sket med hensyn til kvinders beskæftigelse, får kvinder — selv med et højt uddannelsesniveau og sammenlignelige arbejdsopgaver — stadig lavere løn end mænd. Desuden bliver kønsforskellene endnu ikke opfattet positivt af arbejdsgiverne, når det gælder graviditet og barselsorlov;

    1.10

    henviser til de særlige vilkår for indvandrerkvinder i erhvervs- og beskæftigelsesmæssig henseende og på det personlige og familiemæssige plan og opfordrer til udarbejdelse af en specifik studie med henblik på 2008;

    1.11

    noterer med interesse Kommissionens forslag om at foretage en forundersøgelse af eventuelle nye initiativer til supplering af den nuværende retlige ramme;

    IV)   Integrering af princippet om ikke-forskelsbehandling og lige muligheder for alle i samtlige relevante politikker (mainstreaming)

    1.12

    er enigt i, at det er vanskeligt alene igennem lovgivning at takle de komplekse og dybt rodfæstede mønstre af forskelsbehandling, som visse grupper oplever, og at der skal udvikles redskaber til fremme af integreringen af ikke-forskelsbehandling. Dette bør ligeledes bane vej for en målrettet indsats i situationer, hvor der forekommer flere former for forskelsbehandling;

    1.13

    gentager sit forslag om, at der i forbindelse med integreringen af ligestillingsprincippet bør indføres mekanismer for at sikre, at der tages behørigt hensyn til ligestillingsproblematikken og –principperne i udformningen, forvaltningen og evalueringen af alle politikker;

    1.14

    bemærker, at forfatningstraktaten styrker EU's instrumenter til bekæmpelse af forskelsbehandling yderligere ved at udvide forbuddet mod diskrimination i artikel II-81, indføre en horisontal ikke-diskriminationsbestemmelse i II-118 og styrke Europa-Parlamentets rolle i forbindelse med vedtagelse af lovgivning om ikke-diskrimination (artikel III-125). Uanset om forfatningstraktaten vedtages, rummer artikel 13 i EF-traktaten allerede retsgrundlaget for udvikling af en tilgang, som integrerer hensynet til enhver form for forskelsbehandling;

    V)   Fremme og udnyttelse af innovation og god praksis

    1.15

    mener, at uddannelse er et vigtigt redskab, når det drejer sig om at tackle forskelsbehandling, og at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle på dette område;

    1.16

    støtter Kommissionens intention om at fremme udveksling af erfaringer og god praksis mellem de mange berørte parter og mener, at de lokale og regionale myndigheder bør være nøgleaktører i disse aktiviteter;

    1.17

    bifalder den øgede vægt, der lægges på ligestilling mellem mænd og kvinder i forslagene om strukturfondene efter 2006, men erkender også vigtigheden af en tværgående tilgang til bekæmpelse af forskelsbehandling;

    1.18

    er overbevist om, at støtteprogrammer, der bidrager til fremme af udveksling af god praksis og erfaring, ikke må være alt for bureaukratiske i deres administrative krav, da dette kan forhindre anvendelsen af de disponible finansielle midler;

    1.19

    anerkender det værdifulde arbejde, som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad har udført, og hensigten om at erstatte centret med et nyt agentur for grundlæggende rettigheder. Regionsudvalget opfordrer endvidere kraftigt til, at der tildeles tilstrækkelige midler til det nye agentur, således at det fuldt ud kan deltage i kampen mod forskelsbehandling;

    VI)   Informationskampagner og samarbejde med aktører

    1.20

    mener, at informationskampagner er afgørende for at øge befolkningens viden om deres rettigheder på EU-plan, og erkender vigtigheden af at målrette disse mod børn og unge;

    1.21

    mener, at det er afgørende at samarbejde med minoritets- og samfundsgrupper, især i landområderne og i de områder, hvor der f.eks. er en etnisk mindretalsbefolkning;

    1.22

    støtter initiativet om at gøre 2007 til Europæisk År for Lige Muligheder for Alle og mener, at det netop er et meget relevant tidspunkt, eftersom det vil være ti år siden, at det var Europæisk År mod Racisme, og at Amsterdam-traktaten, der indførte en række nye regler for ligestilling, trådte i kraft;

    1.23

    påpeger, at hvis der fokuseres for meget på omfattende og storstilede projekter, er der en risiko for at al opmærksomheden rettes mod disse arrangementer på bekostning af lokale tiltag;

    1.24

    er enigt i de udvalgte temaer for Det Europæiske År, nemlig Rettigheder, Anerkendelse, Repræsentation og Respekt;

    1.25

    mener, at der bør være en direkte forbindelse til det foreslåede europæiske år for interkulturel dialog i 2008, og at alle tiltag i 2007 bør understøtte hinanden;

    1.26

    understreger, at mediernes rolle er afgørende for, om Det Europæiske År kan blive en succes. Der bør lægges vægt på de lokale mediers rolle. Kontakter mellem lokale og regionale myndigheder og de lokale medier vil bidrage til at øge kendskabet hertil i løbet af året;

    1.27

    understreger behovet for at høre de lokale og regionale myndigheder, der gennemfører mange af EU's politikker, hvilket ofte kræver en betydelig administrativ og finansiel indsats. For at opnå en god politikudvikling og lovgivning er det nødvendigt med input fra de centrale aktører;

    VII)   Bekæmpelse af forskelsbehandling og social udstødelse blandt visse etniske mindretal

    1.28

    støtter Kommissionens fokus på romasamfundenes situation som en særlig opgave og nedsættelsen af en rådgivende gruppe på højt plan vedrørende integration af mindretal i samfundet og på arbejdsmarkedet;

    2.   Regionsudvalgets henstillinger

    Gennemførelse af den gældende lovgivning

    2.1

    minder RU's generalsekretær om udvalgets anmodning om en evaluering af personalepolitikken og personalets profil i generalsekretariatet for at få det til at stemme overens med den nye lovgivning og inden for seks måneder at melde tilbage til præsidiet og Underudvalget for Økonomisk Politik og Social- og Arbejdsmarkedspolitik;

    2.2

    anmoder Regionsudvalgets nationale delegationer om at sikre, at der er balance i de udnævnelser, der forelægges for 2006-mandatperioden, hvad angår køn og etnisk oprindelse, og at Rådet tager hensyn hertil ved udpegelsen;

    Fremme og udnyttelse af god praksis

    2.3

    gentager sin opfordring til Regionsudvalget om at udarbejde og offentliggøre et vademecum over god praksis for bekæmpelse af forskelsbehandling til lokale og regionale myndigheder som arbejdsgivere og opfordrer endvidere til, at vademecumet behandler udvalgets rolle som leverandør og indkøber af varer og tjenesteydelser og som talerør for lokal samhørighed og ikke-forskelsbehandling, samt at det indeholder eksempler fra hver medlemsstat på initiativer vedrørende de seks tilfælde af forskelsbehandling, der er omfattet af EF-traktatens artikel 13. Hvor lokale og regionale myndigheder samarbejder med andre parter for at levere disse tjenesteydelser, er eksempler på god praksis for partnerskabsaftaler særligt velkomne. Offentliggørelsen af dette dokument bør ske samtidig med lanceringen af 2007 som Europæisk År for Lige Muligheder for Alle. Regionsudvalget vil sørge for, at det på ingen måde overlapper kommissionsinitiativerne på området;

    2.4

    anmoder Kommissionen om, at den med hensyn til tildeling af EU-støtte bør forsøge at finde andre måder, hvorpå mindre NGO'er kan få adgang til lavere støtteniveauer under behørigt hensyn til administrations- og rapporteringsmekanismer;

    2.5

    det er vigtigt at forbedre dataindsamling, tilsyn og analyse med henblik på at udvikle effektive politikker til fremme af ligestilling og bekæmpelse af forskelsbehandling. Regionsudvalget understreger, at de lokale og regionale myndigheder skal inddrages i drøftelserne med Kommissionen angående udvikling af sammenlignelige kvantitative data til at blotlægge og understrege omfanget af de eksisterende uligheder. Overvågningen skal dække så mange aspekter af potentiel forskelsbehandling som muligt og ikke kun i forbindelse med køn og etnisk oprindelse. Det er også vigtigt at måle virkningen af de forskellige typer tiltag og fastslå, om det er nødvendigt at foretage ændringer.

    Yderligere tiltag til supplering af den nuværende retlige ramme

    2.6

    Regionsudvalget gentager anmodningen, som det fremførte for nyligt i sin udtalelse om grønbogen, om at lovgivning om varer og tjenesteydelser bør udvides til at omfatte alle de områder, der er omfattet af artikel 13;

    2.7

    Kommissionens forundersøgelse om eventuelle nye foranstaltninger til supplering af den nuværende retlige ramme bør trække på de informationer, som Regionsudvalget indsamler under udarbejdelsen af vademecumet over god praksis for bekæmpelse af forskelsbehandling;

    Inddragelse af de berørte parter

    2.8

    anmoder Kommissionen om eksplicit at nævne de lokale og myndigheder, når den henviser til de vigtigste parter, og at de nævnes konsekvent og gennemgående både i meddelelsen om rammestrategien og i dokumentet, der fastlægger det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle;

    2.9

    understreger, at de lokale og regionale myndigheder og Regionsudvalget bør inddrages fuldt ud i enhver opfølgning, som er fremhævet i rammestrategien;

    2.10

    ønsker i særdeleshed at blive inddraget i det årlige »ligestillingstopmøde« på højt plan som beskrevet i forslaget til rammestrategien;

    2.11

    en lokal eller regional dimension bør inddrages i Kommissionens planlagte rådgivende gruppe på højt plan vedrørende integration af mindretal i samfundet og på arbejdsmarkedet;

    Informationskampagner, herunder 2007 som Europæisk År for Lige Muligheder for Alle

    2.12

    opfordrer det britiske formandskab til at sikre hurtig behandling af sagen i Rådet, således at retsgrundlaget for Det Europæiske År kan sikres i god tid;

    2.13

    støtter de specifikke mål:

    i)

    Rettigheder — Øge kendskabet i offentligheden til rettighederne om lighed og ikke-forskelsbehandling, mener at de lokale og regionale myndigheder, eftersom de er de valgte organer, der er tættest på borgerne, spiller en afgørende rolle, i særdeleshed i forbindelse med udbredelsen af information i de europæiske regioner uden for de store byområder. Regionsudvalget bifalder det arbejde, der er blevet udført af bussen, som Kommissionen har anvendt til udbredelse af information om EU-borgernes rettigheder med hensyn til lige muligheder, og udvalget tilskynder endvidere bussen til at besøge andre byer end blot medlemsstaternes hovedstæder. Der bør gøres en proaktiv indsats, der omfatter både de lokale og regionale myndigheder og Regionsudvalget i promoveringen af bussens besøg i lokalområderne;

    ii)

    Repræsentation — Stimulere en debat om måder til fremme af alle minoritetsgruppers deltagelse i samfundslivet med særlig vægt på en voksende deltagelse fra roma- og muslimsamfund;

    iii)

    Anerkendelse — Et positivt syn på mangfoldighed;

    iv)

    Respekt og tolerance — Fremme af et samfund præget af større samhørighed og arbejde på at udrydde stereotyper og fordomme. Et vigtigt værktøj til at opnå dette kunne være gennem anvendelsen af kulturelle arrangementer, herunder musik, drama og sport. Kommissionen kunne f.eks. sponsorere sådanne arrangementer og samarbejde med nationale, regionale og lokale organer og civilsamfundet for at sikre afholdelse af arrangementerne i alle deltagende lande. De forskellige arrangementer kunne afsluttes med en stor europæiske festival, der kombinerer 2007 som Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle og 2008 som Det Europæiske År for Interkulturel dialog. Arrangementet kunne finde sted i et af de to lande, der har formandskabet i 2008 (Slovenien/Frankrig);

    2.14

    bifalder Kommissionens synspunkt om, at de deltagende lande bør udpege et nationalt koordineringsorgan med deltagelse af repræsentanter for den nationale regering, arbejdsmarkedets parter, specifikke samfund og andre dele af civilsamfundet, men opfordrer hvert koordineringsorgan til også at udvælge repræsentanter for lokale og regionale myndigheder;

    2.15

    tilskynder de regionale og lokale myndigheder til at anvende logoet for det Europæiske År i forbindelse med offentliggørelse af de ligestillingsaktiviteter, som de gennemfører i 2007;

    2.16

    foreslår, at Regionsudvalget, som tilfældet har været med tidligere europæiske »år«, afholder en konference i begyndelsen af 2007 som en markering af Det Europæiske Års begyndelse.

    Bruxelles, den 16. november 2005

    Peter STRAUB

    Formand for

    Regionsudvalget


    (1)  EFT C 226 af 8.8.2000, s. 1.

    (2)  EUT C 121 af 30.4.2004, s. 25.

    (3)  EUT C 71 af 22.3.2005, s. 62.


    Top