EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005AR0213

Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet Rapport om gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi

EUT C 115 af 16.5.2006, p. 84–87 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

16.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 115/84


Regionsudvalgets udtalelse om Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet Rapport om gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi

(2006/C 115/19)

REGIONSUDVALGET HAR —

under henvisning til Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Rapport om gennemførelsen af EU's skovbrugsstrategi, KOM(2005) 84 endelig,

under henvisning til Kommissionens beslutning af 17. marts 2005 om i henhold til EF-traktatens artikel 265, stk. 1, at anmode om Regionsudvalgets udtalelse,

under henvisning til præsidiets beslutning af 16. november 2004 om at henvise det forberedende arbejde til Underudvalget for Bæredygtig Udvikling,

under henvisning til Rådets resolution af 15. december 1998 om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union,

under henvisning til sin udtalelse af 19. november 1997 om »Forvaltning, anvendelse og beskyttelse af skovene i EU« (CdR 268/1997) (1),

under henvisning til sin udtalelse af 18. november 1999 om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en skovbrugsstrategi for Den Europæiske Union« (CdR 184/1999) (2),

under henvisning til sin udtalelse af 12. februar 2003 om Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om overvågning af Fællesskabets skove og disses samspil med miljøet (Forest Focus) (CdR 345/2002) (3),

under henvisning til forslag til Regionsudvalgets udtalelse (CdR 213/2005 rev. 1), som blev vedtaget af Underudvalget for Bæredygtig Udvikling den 6. oktober 2005 med Enrico Borghi, kommunalrådsmedlem i Vogogna (IT/ALDE), som ordfører —

på den 62. plenarforsamling den 16. og 17. november 2005 (mødet den 17. november) vedtaget følgende udtalelse:

1.   Regionsudvalgets bemærkninger

Regionsudvalget

1.1

bifalder, at Kommissionen har udarbejdet en rapport om evaluering af skovbrugsstrategiens gennemførelse i forlængelse af Rådets resolution af 15. december 1998;

1.2

er yderst tilfreds med, at rapporten er under behandling i alle EU's institutioner, da det er tegn på den interesse, som skovproblematikken vækker i stadig bredere kredse;

1.3

noterer sig, at Kommissionen:

ikke udtaler sig eksplicit om strategiens resultater,

bekræfter, at strategiens principper og fundamentale elementer (bæredygtig skovforvaltning, skovenes multifunktionelle rolle, henvisningen til de nationale skovprogrammer) fortsat er gældende,

finder det nødvendigt at placere strategien i den »nye politiske kontekst«,

foreslår udarbejdelse af en EU-handlingsplan for bæredygtig skovforvaltning, revision af de nuværende EU-instrumenter for at fremme samordning og samarbejde mellem de forskellige sektorpolitikker, som har indflydelse på skovbrug, samt revision af Den Stående Skovbrugskomité;

1.4

understreger, at den nuværende EU-traktat ikke har nogen fælles skovbrugspolitik og ikke regner træ for et landbrugsprodukt, og at dette også gælder for den nye forfatningstraktat. EU kan derfor kun bruge instrumenter som koordination og miljøpolitik samt skovbrugsforanstaltninger under landbrugspolitikken, da Kommissionen ikke har villet anvende sin initiativret til at skabe et retsgrundlag;

1.5

noterer sig derfor Kommissionens forslag om at videreudvikle strategien, bl.a. under henvisning til Lissabon- og Göteborgstrategierne, gennem fastlæggelse af en EU-handlingsplan for bæredygtig skovforvaltning for at tilvejebringe mere strukturerede og veldefinerede instrumenter, der med større sikkerhed vil blive anvendt i de enkelte medlemsstater, end det er tilfældet i dag;

1.6

påskønner, at Kommissionen i forbindelse med udviklingen af EU's strategi på verdensplan bringer en fuldstændig oversigt over de eksisterende dokumenter og aftaler, men bemærker, at nærhedsprincippet også gælder for disse tilfælde, og at det derfor er nødvendigt, enten at EU's medlemsstater ratificerer de internationale aftaler, eller at EU's organer udøver forskellige former for koordination;

1.7

mener, at skove og vand — forbindelsen mellem disse to elementer er indlysende — er goder af strategisk relevans på verdensplan, som bør være underlagt en fællesskabspolitik og ikke blot et utal af løsrevne bestemmelser, der ikke er lette at indpasse i en klar, fælles plan. Der bør i denne forbindelse tages særligt hensyn til årsagssammenhængen mellem skovhugst og oversvømmelser.

Skovbrugsstrategiens elementer

Regionsudvalget

1.8

mener, at skovbrugs- og træsektoren ikke hidtil har været tilstrækkeligt synlig i EU's politikker for økonomisk udvikling, men er blevet betragtet som en marginal sektor, selvom den samlet set skaber betydelig beskæftigelse og omsætning i hele branchen;

1.9

finder det nødvendigt, at anvendelsen af EU-produceret træ af forskellig kvalitet, herunder træ fra skovbeplantninger til energiformål, omfattes af en langsigtet EU-strategi. Et fremstød for anvendelse af træ skal ledsages af oplysnings- og kommunikationstiltag, der illustrerer de tekniske karakteristika og peger på utraditionelle anvendelser af træ som erstatning for andre materialer, hvis omkostninger, herunder til endelig bortskaffelse, er konstant stigende;

1.10

finder det også nødvendigt, at man via politikkerne for økonomisk udvikling foruden tømmer stimulerer andre skovbrugsprodukter, bl.a. kork, harpiks, lægeplanter, svampe og bær, som er nævnt i rapporten, men også produkter, der ikke er nævnt, såsom produkter fra jagt på vildt samt biavlsprodukter, pinjekerner, kastanier og krydderurter;

1.11

støtter udviklingen i retning af skovcertificering, som bør blive et middel for producenterne til at markedsføre deres eget træ på det indre marked, således at der skabes et konkurrenceelement, der også opfattes sådan af brugerne og borgerne. Certificeringssystemerne skal være frivillige, og deres bestanddele skal fastlægges af de forskellige organisationer, som foreslår dem. Myndighederne må ikke blande sig i udformningen af systemerne og ikke stille krav om andre bestemmelser end dem, der er nødvendige for at sikre gennemsigtighed og forhindre vildledende oplysninger;

1.12

finder det nyttigt, at man viderefører og styrker foranstaltninger, der fremmer anvendelse af træstykker af mindre værdi, fabrikationsrester og træ fra energiskovbeplantninger til fremstilling af varme og energi tæt på produktionsstedet i stedet for mineralske brændstoffer. Der bør indføres foranstaltninger, der gør markedet for træbaseret energi levedygtigt;

1.13

finder det nødvendigt, at den kommende handlingsplan støtter de forskellige organisationer i skovbrugssektoren — hvad angår ejendomsret til jord og anvendelse — og at den er særligt opmærksom på at konsolidere eller genoprette områder inden for sektoren; samtidigt skal sammenslutninger inden for skovbruget fremmes og støttes;

1.14

noterer sig den nu brede anerkendelse af skovenes multifunktionelle rolle, som dog i de fleste tilfælde ikke afspejler sig i de berørte områders økonomi og indbyggernes indkomst i et omfang, der svarer til skovenes potentiale i mange tilfælde skal ejerne tværtimod tage hensyn til krav og begrænsninger fra myndighedernes side. Denne situation er ikke blevet forbedret, og den politiske indsats for samhørighed og udvikling af landdistrikterne har endnu ikke kunnet stimulere og fremme økonomien i skovområderne i tilstrækkelig grad. For i det mindste delvis at bøde herpå bliver man nødt til at vedtage de foranstaltninger, som Kommissionen foreslog i KOM(2004) 490 endelig, om sammenkædning af skovbrugspolitik og udvikling af landdistrikterne;

1.15

mener, at der bør tages hensyn til Lissabon- og Göteborgmålsætningerne om flere og bedre jobs og stadig større samhørighed ved udarbejdelsen af handlingsplanen, både hvad angår de ansatte i skovbrugssektoren og de berørte territorier;

1.16

finder det nødvendigt, at handlingsplanen fremmer inddragelse i sektoren af et væsentligt antal specialiserede skovteknikere, som må forventes at være bedre i stand til at videreudvikle skovbruget. Inddragelse af skovteknikere kan også bidrage til at organisere og støtte sektoren og dens sammenslutninger af ejere og aktører. Handlingsplanen skal også omfatte programmer og initiativer for at give de ansatte i sektoren passende muligheder for avancement og videreuddannelse;

1.17

påpeger, at bæredygtig skovforvaltning, sektor- og miljølovgivning samt udformning og gennemførelse af programmerne skal ledsages af korrekt information og uddannelsesaktiviteter i de berørte områder for at opnå indbyggernes medvirken og samarbejde samt social og kulturel vækst i lokalsamfundene;

1.18

støtter de igangværende FLEGT-initiativer til bekæmpelse af ulovlig træhugst og sikring af respekten for de internationale aftaler, anmoder om deres videreførelse og håber, at de gennemføres fuldt ud på lovgivningsplanet;

1.19

opfordrer EU's institutioner til at iværksætte initiativer, som beskytter EU-producenterne mod illoyal konkurrence fra produkter fra områder, hvor reglerne for beskyttelse af arbejdstagerne ikke respekteres, og den oprindelige lokalbefolkning ofte er udsat for alvorlig udnyttelse;

1.20

bekræfter sin tilslutning til EU's miljøpolitik på skovområdet og ser med tilfredshed på det stigende antal beskyttede områder i Europa, initiativerne til beskyttelse af den biologiske mangfoldighed og bekæmpelse af ørkendannelse;

1.21

bemærker med glæde, at miljøpolitikkerne i stadig højere grad opfattes som en ressource for hele det europæiske samfund, og at EU's aktioner har bidraget til disse positive resultater;

1.22

understreger, at handlingsplanen skal fremme omdannelsen af skovområderne med henblik på at fremhæve deres multifunktionalitet, fremme den biologiske mangfoldighed, bevare typiske landskaber og især beskytte vandressourcerne og luftkvaliteten. Under alle omstændigheder må de principper for bæredygtig skovforvaltning, som blev fastlagt i Rio de Janeiro, og strategiske mål for skovområdernes og hele skovbrugets tilpasning til klimaændringerne føres ud i livet;

1.23

er betænkelig ved den miljøskade, der kan forårsages af forarbejdning af skovbrugsprodukter og tilknyttede aktiviteter i miljømæssigt sårbare områder. Navnlig har tørveområder behov for særlig beskyttelse;

1.24

finder det absolut nødvendigt, at handlingsplanen indeholder initiativer til videnskabelig og teknologisk forskning i:

nye anvendelser af træ, især i byggesektoren, og af andre skovbrugsprodukter,

innovative maskiner og teknologi til skovbrug,

skovforvaltning, der er orienteret mod multifunktionalitet;

1.25

mener, at de mest presserende spørgsmål af interesse for forskningen er skovplantningsmetoderne, genopretning gennem genbeplantning af skove og en skovforvaltning, der skal øge kulstofbindingen på kort og lang sigt. Disse forskningsområder skal nøje overvejes i det syvende rammeprogram under hensyntagen til de forskellige miljømæssige og klimatiske betingelser i de europæiske regioner;

1.26

håber, at handlingsplanen vil foreslå holdbare initiativer fastlagt på EU-niveau med sigte på at øge offentlighedens bevidsthed om de mange forskellige aspekter og fordele, som skovene i EU rummer; nogle oplysningstiltag bør henvende sig til den brede offentlighed og andre mere specifikt til de unge, og der skal være programmer for besøg i beskyttede områder, i forskellige dele af skovbrugssektoren og i virksomheder, der bruger træ som råstof.

1.27

minder om, at handlingsplanen skal indeholde præcise anvisninger for, hvordan skove kan beskyttes mod brande, forurening, biotiske organismer, og femhæve det faktum, at disse skovområder har en beskyttende funktion i relation til jordskred, laviner og oversvømmelser;

1.28

understreger, at medlemsstaterne kan bruge skatteområdet som instrument til at tilskynde til og fremme skovpolitiske forslag og retningslinjer, der anses for egnede, herunder især udspil, der vedrører dannelse af sammenslutninger, eller som er af samfunds- og miljømæssig betydning. Handlingsplanen kunne formidle information om, hvad der sker i de forskellige medlemsstater, og fremme koordineringsinitiativer.

2.   Regionsudvalgets henstillinger

Regionsudvalget

2.1

foreslår, at alle muligheder for at fastlægge et retsgrundlag for EU's skovbrugsstrategi undersøges, da hele dette emneområde har fået global relevans;

2.2

anmoder om, at EU-institutionerne bestræber sig på at gennemføre Kommissionens forslag snarest muligt, medmindre det ændres, og at handlingsplanen ikke blot kommer til at indeholde retningslinjer for medlemsstaterne, men også fastlægger præcise ansvarsområder og de nødvendige ressourcer for dens gennemførelse;

2.3

mener, at EU's handlingsplan skal vedtages med sikkerhed for, at de nationale skovprogrammer udarbejdes inden for forud fastsatte frister, og at de følger angivelserne i EU's handlingsplan;

2.4

foreslår, at handlingsplanen medtager forslag om fremme af de forskellige komponenter i skovbrugssektoren i form af incitamenter, der kan sikre dens drift, vedligeholdelse af skove med ringe eller ingen økonomisk værdi, oprettelse af sammenslutninger af skovejere og -forvaltere med deltagelse af skovteknikere, gennemførelse og opretholdelse af anlægsarbejder, initiativer samt sociale, miljømæssige og skovbevarende tjenester, hvis disse indgår i de regionale og lokale myndigheders programmer;

2.5

opfordrer til, at der — for at nå frem til ordninger på verdensplan, der kan gennemføres i praksis — ydes den størst mulige indsats for at fastlægge en ny international aftale om skove, der skal fungere som et globalt instrument for bæredygtig skovforvaltning i overensstemmelse med Rådets konklusioner fra den 26. april 2005;

2.6

anbefaler på ny, at der gives førsteprioritet til forholdet mellem skovbrugsaktiviteter og industrier, der anvender træ, handel med forskellige typer europæisk træ og støtte til skovsektoren som helhed — samt bedst mulig koordination mellem Kommissionens tjenestegrene;

2.7

kræver, at mulighederne for at anvende vedvarende energikilder fra skovbrugssektoren forbedres og videreudvikles og i højere grad integreres i Kommissionens tematiske strategi for vedvarende energikilder, således at skovbrugssektorens aktører indrømmes konkrete fordele;

2.8

anser det for nødvendigt, at handlingsplanen behandler spørgsmålet om skovtjenester af miljømæssig, kulturel og social karakter, så de værdsættes for deres egen skyld, og at det angives, hvordan en økonomisk vurdering af dem kan foretages, med henblik på at tilskynde skovejere og -forvaltere til at udbyde dem frivilligt på markedet. Hvor der ikke er et sådant marked, bør handlingsplanen foreslå metoder og foranstaltninger, som skaber mulighed for at overføre den beregnede miljøgevinst til skovejeren eller skovforvalteren som en indtægt;

2.9

anmoder om, at handlingsplanen giver mulighed for, at foranstaltninger finansieret af myndighederne kan gennemføres af ejernes og producenternes organisationer, hvis disse ønsker det og er i stand til det;

2.10

finder det afgørende, at planen bliver et nyttigt instrument for medlemsstaterne og andre myndigheder til revision af gældende lovgivning, idet nogle aspekter reelt vanskeliggør gennemførelsen af de fælles EU-mål; der bør forudses tiltag til administrativ forenkling af procedurerne på alle niveauer;

2.11

bifalder Kommissionens forslag om revision af Den Stående Skovbrugskomité, så den kan indgå i samarbejdet om udarbejdelse og gennemførelse af planen og til at opretholde autoritative forbindelser med medlemsstaterne;

2.12

finder det nødvendigt, at skovpolitikken i Kommissionen styrkes strukturelt og personalemæssigt i et sådant omfang, at EU's handlingsplan kan gennemføres effektivt;

2.13

foreslår, at Kommissionen og medlemsstaterne opretter et forum for videnskab og teknik på skovområdet med deltagelse af repræsentanter for universiteter, forskningscentre og sammenslutninger af fagfolk; formålet skal være at uddybe den fælles viden om de forskellige skovområders vilkår, typologi og problemer i EU og at foreslå initiativer og programmer for videnskabelig og teknologisk forskning; forummets aktiviteter skal koordineres og finansieres af Kommissionen;

2.14

anmoder i betragtning af skovpolitikkens strategiske betydning for lokalsamfundenes fremtid om, at forslaget til handlingsplan forelægges Regionsudvalget til udtalelse — også fordi skovsektoren i mange medlemsstater hører til de regionale og lokale myndigheders kompetenceområde.

Bruxelles, den 17. november 2005

Peter STRAUB

Formand for

Regionsudvalget


(1)  EFT C 64 af 27.2.1998, s. 25.

(2)  EFT C 57 af 29.2.2000, s. 96.

(3)  EUT C 128 af 29.5.2003, s. 41.


Top