Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0598

Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Frankrig og Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 3, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

/* KOM/2004/0598 endelig udg. */

52004PC0598

Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af Frankrig og Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 3, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter /* KOM/2004/0598 endelig udg. */


Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Frankrig og Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 3, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. I henhold til artikel 27 i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [1] - kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i dette direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse.

[1] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/15/EF (EFT L 52 af 21.2.2004, s. 61).

2. I en anmodning til Kommissionen, der blev registreret af Kommissionens Generalsekretariat den 24.3.2004, anmodede den franske og den italienske regering om tilladelse til at fravige artikel 3 i direktiv 77/388/EØF.

3. I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i sjette direktiv underrettede Kommissionen ved brev af 1.6.2004 de øvrige medlemsstater om anmodningen fra den franske og den italienske regering og ved brev af 3.6.2004 meddelte den Frankrig og Italien, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, den mente var nødvendige for at behandle anmodningen.

4. Der er to tunneller mellem Frankrig og Italien, nemlig Mont Blanc- (Monte Bianco) og Fréjus-tunnellen. Grænsen mellem de to lande befinder sig inde i tunnellen, men det ville være upraktisk at opkræve tunnelafgiften på dette sted. I den nuværende artikel 3, stk. 1, første led, i direktiv 77/388/EØF står der, at der ved "... "en medlemsstats område" forstås et lands indland". I henhold til de nuværende regler skal tunnelafgiftsbeløbet være proportionelt med den del af tunnellen, der tilhører det enkelte land. Da det ville være både dyrt og besværligt, hvis der skulle være et betalingsanlæg i begge ender af tunnelen, for at hver medlemsstat skulle kunne opkræve deres del af afgiften, opkræves den samlede afgift ved indkørslen til tunnellen. Hver gennemkørsel af tunnellen skal faktureres med to tunnelafgifter og to forskellige momssatser: en for den franske del og en for den italienske del. Derefter deles afgiftsbeløbet og momsen mellem de to medlemsstater. Momsen er således en yderligere komplicerende faktor i et allerede komplekst system til finansiel kompensation, der er en følge af, at tunnellens forvaltningsomkostninger deles mellem de to lande.

5. Den ovenfor beskrevne situation er meget besværlig for de implicerede myndigheder, og medfører også store omkostninger for afgiftsbetalerne, da der i hvert enkelt tilfælde er tale om en enkelt regning med to forskellige satser og to forskellige afgiftspligtige beløb. En sådan ordning komplicerer afgiftsbetalerens situation, idet han skal henvende sig til to forskellige myndigheder for eksempel i forbindelse med tilbagebetalingsanmodninger.

6. Formålet med den fravigelse, som Frankrig og Italien har anmodet om, er at søge tilladelse til at fravige artikel 3 i direktiv 77/388/EØF hvad angår Mont Blanc- (Monte Bianco) og Fréjus-tunnellen. For begge tunneller ønsker de to lande at betragte hele kørebanens længde i tunnellen som tilhørende det land, hvorfra indkørslen til tunnellen sker. Ved det franske betalingsanlæg vil der således blive pålagt fransk moms på hele afgiftsbeløbet for alle gennemkørsler, der starter fra den franske side. og ved det italienske betalingsanlæg vil en tilsvarende ordning gælde for alle gennemkørsler, der starter fra den italienske side. Denne fravigelse vedrører kun opkrævning af tunnelafgift og skal kun forenkle den måde, som momsen beregnes og afregnes på. Fravigelsen har ingen indvirkning på Italiens eller Frankrigs momsområde i nogen anden forbindelse.

7. Formålet med den foreslåede foranstaltning er at løse de ovenfor beskrevne problemer gennem en forenkling af selve afgiftsbetalingen og er hovedsageligt af teknisk art. Foranstaltningen har ingen negativ indvirkning på Fællesskabets egne indtægter, og den påvirker heller ikke størrelsen af den afgift, der forfalder ved det endelige forbrug.

8. I lyset af ovenstående mener Kommissionen, at den anmodning, som Italien og Frankrig har indgivet, er omfattet af betingelserne i artikel 27, stk. 1, og at den bør imødekommes.

9. Da den pågældende sag vedrører definition af et område i momsopkrævningsøjemed, som der ikke skulle ske ændringer af, bør fravigelsen ikke være tidsbegrænset.

Forslag til RÅDETS BESLUTNING om bemyndigelse af Frankrig og Italien til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 3, stk. 1, i sjette direktiv 77/388/EØF om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 227,

under henvisning til Rådets sjette direktiv (77/388/EØF) af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [2], særlig artikel 27,

[2] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2004/15/EF (EFT L 52 af 21.2.2004, s. 61).

under henvisning til forslag fra Kommissionen [3], og

[3] EFT C [...] af [...], s. [...] ...

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 27 i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [4] - kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i dette direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at undgå visse former for svig eller unddragelse.

[4] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1. Senest ændret ved direktiv 2003/92/EF (EFT L 260 af 11.10.2003, s. 8).

(2) I en anmodning til Kommissionen, der blev registreret af Kommissionens Generalsekretariat den 24.3.2004, anmodede den franske og den italienske regering om tilladelse til at fravige artikel 3 i direktiv 77/388/EØF.

(3) I overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i sjette direktiv underrettede Kommissionen ved brev af 1.6.2004 de øvrige medlemsstater om anmodningen fra den franske og den italienske regering, og ved brev af 3.6.2004 underrettede Kommissionen Frankrig og Italien om, at den var i besiddelse af alle de oplysninger, som den skønnede nødvendige til at foretage en vurdering af anmodningen.

(4) Der er to tunneller mellem Frankrig og Italien, nemlig Mont Blanc- (Monte Bianco) og Fréjus-tunnellen. Grænsen mellem de to lande befinder sig inde i tunnellen, men det ville være upraktisk at opkræve tunnelafgiften på dette sted. I den nuværende artikel 3, stk. 1, første led, i direktiv 77/388/EØF står der, at der ved "en medlemsstats område" forstås et lands indland. I henhold til de nuværende regler skal tunnelafgiftsbeløbet være proportionelt med den del af tunnellen, der tilhører det enkelte land. Da det ville være både dyrt og besværligt, hvis der skulle være et betalingsanlæg i begge ender af tunnellen for at hver medlemsstat skulle kunne opkræve deres del af afgiften, opkræves den samlede afgift ved indkørslen til tunnellen. Hver gennemkørsel af tunnellen skal faktureres med to tunnelafgifter og to forskellige momssatser: en for den franske del og en for den italienske del. Derefter deles afgiftsbeløbet og momsen mellem de to medlemsstater. Momsen er således en yderligere komplicerende faktor i et allerede komplekst system til finansiel kompensation, der er en følge af, at tunnellens forvaltningsomkostninger deles mellem de to lande.

(5) Formålet med den fravigelse, som Frankrig og Italien har anmodet om, er at søge tilladelse til at fravige artikel 3 i direktiv 77/388/EØF hvad angår Mont Blanc- (Monte Bianco) og Fréjus-tunnellen.

(6) For begge tunneller ønsker de to lande at betragte hele kørebanens længde i tunnellen som tilhørende det land, hvorfra indkørslen til tunnellen sker. Ved det franske betalingsanlæg vil der således blive pålagt fransk moms på hele afgiftsbeløbet for alle gennemkørsler, der starter fra den franske side. Og ved det italienske betalingsanlæg vil en tilsvarende mekanisme gælde for alle gennemkørsler, der starter fra den italienske side.

(7) Denne fravigelse vedrører kun opkrævning af tunnelafgift og skal kun forenkle den måde, som momsen beregnes og afregnes på. Fravigelsen har ingen indvirkning på Italiens eller Frankrigs momsområde i nogen anden forbindelse.

(8) Formålet med den foreslåede foranstaltning er at løse de ovenfor beskrevne problemer gennem en forenkling af selve afgiftsbetalingen og er hovedsagelig af teknisk art. Foranstaltningen har ingen negativ indvirkning på Fællesskabets egne indtægter, og den påvirker heller ikke størrelsen af den afgift, der forfalder ved det endelige forbrug.

(9) Da den pågældende sag vedrører definition af et område i momsopkrævningsøjemed, som der ikke skulle ske ændringer af, bør fravigelsen ikke være tidsbegrænset -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Ved fravigelse fra artikel 3 i direktiv 77/388/EØF bemyndiges Frankrig og Italien hermed til at betragte kørebanerne i Mont Blanc- (Monte Bianco) og Fréjus-tunnellerne i deres samlede længde som tilhørende den medlemsstat, fra hvis område en given gennemkørsel påbegyndes.

Artikel 2

Artikel 1 vedrører kun tunnelafgifterne.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Frankrig og Italien.

Udfærdiget i Bruxelles, den [...]

På Rådets vegne

Formand

Top