This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52004PC0095
Proposal for a Regulation of the European Parliament and of the Council on the statistics relating to vocational training in enterprises
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder
/* KOM/2004/0095 endelig udg. - COD 2004/0041 */
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder /* KOM/2004/0095 endelig udg. - COD 2004/0041 */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE 1. I Kommissionens meddelelse fra november 2001 om realiseringen af et europæisk område for livslang læring understreges det i afsnit 1.1, at "Det Europæiske Råd i Lissabon bekræftede, at livslang læring er en grundlæggende bestanddel i den europæiske sociale model". I den forstand omfatter livslang læring al læringsaktivitet, som man deltager i hele livet igennem med det formål at fremme viden, færdigheder og kompetencer set i et personligt, borgermæssigt, socialt og/eller beskæftigelsesrelateret perspektiv. Det er ikke længere kun i forbindelse med uddannelse, at der lægges vægt på læring. Læring betragtes også som afgørende i forbindelse med beskæftigelse og social sikring, økonomiske resultater og konkurrenceevne over en hel livscyklus. Livslang læring er desuden vigtig for forskere, ingeniører og andre af erhvervslivets aktører. Ved at støtte livslang læring blandt FoU-personale i virksomhederne fremmer man videnproduktionens vedvarende høje kvalitet og evnen til at integrere ny viden fra andre sektorer. Denne tænkemåde er i tråd med Lissabon-topmødets langsigtede strategi for styrkelse af beskæftigelsen og den sociale samhørighed i et samfund og en økonomi baseret på viden. I dag er politikken for livslang læring en hjørnesten i den europæiske beskæftigelsesstrategi, hvor den underbygger en række beskæftigelsesretningslinjer, og i samtlige nationale handlingsplaner for gennemførelse af disse retningslinjer. I forbindelse med én af byggestenene i udviklingen og gennemførelsen af sammenhængende nationale strategier for livslang læring, nemlig "Roller og ansvarsområder skal deles", sætter meddelelsen fokus på arbejdsgivernes ansvar for udvikling af arbejdsstyrkens kompetencer. "Det bør gøres nemmere for virksomheder at blive lærende organisationer, hvor man lærer og udvikler sig i den givne arbejdssammenhæng ...". Efter- og videreuddannelse sættes stadig hyppigere i centrum for politikker til nedbringelse af arbejdsløsheden og fremme af produktiviteten og konkurrenceevnen i Europa. Udvikling af færdigheder gennem efter- og videreuddannelse i virksomhederne, der er et meget vigtigt led i livslang læring, forbedrer arbejdsstyrkens tilpasningsevne og sikrer beskæftigelsesegnethed hele livet igennem. Virksomhedernes investeringer i efter- og videreuddannelse viser, i hvilket omfang de er villige til at afsætte ressourcer til at imødekomme udviklingen på arbejdsmarkedet. Investeringerne viser dog også, hvorvidt de har mulighed herfor. I Rådets resolution af 27. juni 2002 om livslang læring "... ser Rådet med tilfredshed på, at [...][meddelelsen fra november 2001] gør livslang læring til et af de styrende principper for uddannelse og erhvervsuddannelse, og det anerkender relevansen af de byggestene til strategier for livslang læring [...], der indkredses i meddelelsen". I Rådets resolution af 24. juni 2003 om social og human kapital understreges betydningen af læring og uddannelse på arbejdspladsen for opbygningen af social og human kapital i vidensamfundet. Der henvises specielt til "... vigtigheden af at sikre, at alle arbejdstagere inden for deres specifikke virksomheder og organisationer fuldt ud inddrages og får en behørig efteruddannelse [...], der kan fremme ændringerne, så de er bevidste om fordelene i form af øget konkurrenceevne og kvalitet i arbejdslivet". Resolutionen fremhæver desuden "... det problem, at veluddannede mennesker har flere muligheder for og reelt bedre adgang til læring end lavereuddannede som f.eks. kvinder og ældre arbejdstagere ...". Den nye europæiske beskæftigelsesstrategi, der blev opnået enighed om den 22. juli 2003, er en strategi, som er blevet revideret for i højere grad at tage hensyn til behovene i en udvidet Europæisk Union, reagere på de udfordringer, et moderne arbejdsmarked står over for, og bidrage til Lissabon-strategien. To særlige retningslinjer i den europæiske beskæftigelsesstrategi tilgodeser behovet for at forbedre kvalifikationsniveauet gennem livslang læring og undgå mangel på arbejdskraft og flaskehalse. I disse retningslinjer opfordres medlemsstaterne til at tage problemerne med mangel på arbejdskraft og kvalifikationsflaskehalse op til behandling. Medlemsstaterne tilskyndes desuden til at gennemføre omfattende strategier for livslang læring for at give alle mulighed for at erhverve sig de kvalifikationer, der er brug for i en moderne arbejdsstyrke og for at reducere flaskehalsene og misforholdet mellem de kvalifikationer, der udbydes og efterspørges på arbejdsmarkedet. Ifølge retningslinjerne skal politikkerne tage sigte på at øge investering i menneskelige ressourcer, navnlig ved at virksomhederne forhøjer deres investeringer i efter- og videreuddannelse mærkbart. 2. På grund af den opmærksomhed, der på det seneste har været rettet mod livslang læring, og fordi Fællesskabet har fået kompetence på uddannelsesområdet, først i medfør af Maastricht- og derefter Amsterdam-traktaten, er der opstået et stigende behov for statistikker på området livslang læring. For at kunne styre livslang læring som en proces og vurdere, hvordan gennemførelsen af politikkerne i den forbindelse skrider frem, er det nødvendigt at udvikle og foretage relevante og sammenlignelige statistiske målinger. Eurostat ønsker at måle livslang læring med det formål at oprette et integreret europæisk statistisk informationssystem for uddannelse, og i den forbindelse vil de oplysninger, virksomhederne leverer om efter- og videreuddannelse, kunne belyse vigtige aspekter af livslang læring. Sådanne oplysninger er absolut nødvendige for at kunne udforme og vurdere politikker og strategier for tilpasning af menneskelige ressourcer til en økonomi i forandring. 3. Efter- og videreuddannelsesundersøgelsen er den eneste kilde til internationalt sammenlignelige statistiske oplysninger om og indikatorer for efter- og videreuddannelse i virksomheder, både for så vidt angår medlemsstaterne og for de tiltrædende lande og kandidatlandene samt for de deltagende EFTA-lande. Undersøgelsesresultaterne kan anvendes til benchmarking på forskellige planer (EU, det enkelte land eller den enkelte virksomhed) af uddannelsestilbud, adgang til og deltagelse i uddannelse samt uddannelsernes intensitet og omkostningerne i den forbindelse. Resultaterne giver også et billede af virksomhedernes driftsvilkår, hvilket gør det muligt for arbejdsgiverne og de ansatte at sætte deres egne erfaringer i et bredere perspektiv. EF-statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomhederne er vigtige for at kunne evaluere behovene for EU-støtte og national støtte på et område, der kommer både de ansatte og arbejdsgiverne til gode. Efter- og videreuddannelsesundersøgelsen er en unik international datakilde til analyse af efter- og videreuddannelse i virksomheder: uoverensstemmelser mellem udbud af og efterspørgsel efter kvalifikationer, mellem uddannelsesbehov og den uddannelse, der tilbydes, både med hensyn til form, indhold og omfang, og mellem virksomhedernes egne ressourcer og anvendelsen af eksterne tjenesteydere. Undersøgelsen baner vejen for en vurdering af mulighederne for efter- og videreuddannelse i virksomhederne, specielt for ugunstigt stillede grupper, ældre arbejdstagere og kvinder, der rammes hårdest af arbejdsløshed. Sidst, men ikke mindst giver undersøgelsen væsentlige oplysninger om de uddannelsesomkostninger, der påløber for både virksomhederne og staten, samt om finansieringsmetoder. 4. Den første efter- og videreuddannelsesundersøgelse (CVTS1) på virksomhedsplan blev gennemført i 1994. Undersøgelsen var et led i handlingsprogrammet til udvikling af efter- og videreuddannelse i Det Europæiske Fællesskab (Force) baseret på Rådets afgørelse 90/267/EØF af 29. maj 1990. Den voksende politiske interesse for oplysninger om efter- og videreuddannelse i virksomhederne samt kravet om at dække de 15 EU-medlemsstater fik Kommissionen til at iværksætte en anden undersøgelse. På mødet i november 1997 godkendte Udvalget for det Statistiske Program den nye undersøgelse. Den anden undersøgelse (CVTS2) blev gennemført i 2000/2001 i samtlige medlemsstater, Norge og ni kandidatlande. Gennemførelsen af både CVTS1 og CVTS2 var baseret på "gentlemanaftaler" mellem Eurostat og EU's medlemsstater. I forbindelse med efter- og videreuddannelsesundersøgelsen, ligesom på mange andre statistikområder, har sådanne aftaler været et vigtigt skridt til at skabe de rette betingelser for samarbejde om iværksættelse af undersøgelsen og udvikling af en fælles undersøgelsesmetode. "Gentlemanaftaler" kan dog ikke betragtes som et alternativ til lovgivning, der vedtages gennem den fælles beslutningsprocedure, især hvad angår undersøgelser på virksomhedsplan. Efter gennemførelsen af CVTS2 besluttede Eurostat og medlemsstaterne derfor at skabe et retsgrundlag for dataindsamlingen inden for rammerne af det europæiske statistiske system i form af en forordning (Europa-Parlamentets og Rådets forordning). Socialstatistikcheferne bifaldt denne fremgangsmåde på mødet den 22.-23. april 2002. Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning tager hensyn til både CVTS2-arbejdsgruppens drøftelser (november 2002), de af medlemsstaterne fremsendte skriftlige bemærkninger og drøftelserne i Arbejdsgruppen vedrørende Uddannelsesstatistik (23.-24. januar 2003). Socialstatistikcheferne godkendte udkastet på mødet den 7.-8. april 2003 og ved skriftlig høring indledt den 15. maj 2003. 5. Efter- og videreuddannelsesundersøgelsen er en af de væsentligste byggestene i et integreret europæisk statistisk informationssystem for livslang læring. Ifølge forslaget skal der indsamles oplysninger regelmæssigt hvert femte år. Statistikkerne vil give kvantitative og kvalitative oplysninger om efter- og videreuddannelse i virksomhederne suppleret med basale oplysninger om grunduddannelse. Undersøgelsen skal dække områder, der spænder fra uddannelsespolitik over omfang, intensitet og indhold af efter- og videreuddannelse til omkostninger ved og finansiering af efter- og videreuddannelse i virksomhederne. Det foreslås, at der udvikles en undersøgelsesmetode, som kan mindske byrden for respondenterne, dvs. virksomhederne. Forordningen vil medvirke til at skabe et stabilt grundlag for samarbejdet med virksomhederne i medlemsstaterne og til at forbedre oplysningernes kvalitet og fuldstændighed. 6. Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udarbejdelse af EF-statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder skal opstille en fælles ramme for indsamling af oplysninger inden for det europæiske statistiske system. 2004/0041 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1, under henvisning til forslag fra Kommissionen [1], [1] EUT C [] af [], s. []. under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [2], [2] EUT C [] af [], s. []. efter proceduren i traktatens artikel 251 [3], og [3] EFT C 325 af 24.12.2002, s. 133. Konsolideret udgave. ud fra følgende betragtninger: (1) På Det Europæiske Råd i Lissabon i marts 2000 blev der fastlagt en strategisk målsætning for Den Europæiske Union, nemlig at blive det mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede samfund i verden med kapacitet til at skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. (2) Borgernes beskæftigelsesegnethed, tilpasningsevne og mobilitet er af afgørende betydning for, at Europa fortsat kan arbejde hen imod at blive det mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede samfund i verden. (3) Livslang læring er vigtig for udvikling og fremme af en kvalificeret, veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke. (4) I Rådets konklusioner af 5. maj 2003 om referenceværdier for europæiske gennemsnitsresultater på uddannelses- og erhvervsuddannelsesområdet (benchmarks) [4] blev følgende referenceværdi fastsat: "Derfor bør EU-gennemsnittet for deltagelse i livslang læring i 2010 mindst udgøre 12,5 % af voksne i den erhvervsaktive alder (25-64 år)". [4] EUT C 134 af 7.6.2003, s. 4. (5) Det Europæiske Råd i Lissabon bekræftede livslang læring som en grundlæggende bestanddel i den europæiske sociale model. (6) Den nye europæiske beskæftigelsesstrategi, der blev bekræftet ved Rådets afgørelse af 22. juli 2003 om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik [5], har til formål at fremme Lissabon-strategien og gennemføre helhedsstrategier for livslang læring. [5] EUT L 197 af 5.8.2003, s. 13. (7) Der skal især sættes fokus på uddannelse på arbejdspladsen som et væsentligt aspekt af livslang læring. (8) Det er meget vigtigt for udviklingen af strategier for livslang læring og for opfølgningen af disses gennemførelse at råde over sammenlignelige statistiske oplysninger på fællesskabsplan om efter- og videreuddannelse i virksomheder. (9) Udarbejdelsen af specifikke EF-statistikker er underlagt bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker [6]. [6] EFT L 52 af 22.2.1997, s. 61. (10) For indberetningen af fortrolige oplysninger gælder bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 og Rådets forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90 af 11. juni 1990 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor [7]. [7] EFT L 151 af 15.6.1990, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 322/97. (11) I Kommissionens forordning (EF) nr. 831/2002 af 17. maj 2002 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker, for så vidt angår adgang til fortrolige data til videnskabelige formål [8], fastlægges betingelserne for adgang til fortrolige data, der indberettes til fællesskabsmyndigheden. [8] EFT L 133 af 18.5.2002, s. 7. (12) Målene for denne forordning, nemlig at fastlægge fælles statistiske standarder, der gør det muligt at udarbejde harmoniserede oplysninger, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går forordningen ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. (13) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen [9]. [9] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. (14) Udvalget for det Statistiske Program er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program [10] - [10] EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47. UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING: Artikel 1 Genstand I denne forordning opstilles en fælles ramme for udarbejdelse af EF-statistikker om efter- og videreuddannelse i virksomheder. Artikel 2 Definitioner I denne forordning forstås ved: (a) "virksomhed": et foretagende som defineret i Rådets forordning (EØF) nr. 696/93 af 15. marts 1993 om de statistiske enheder til observation og analyse af det produktive system i Det Europæiske Fællesskab [11] [11] EFT L 76 af 30.3.1993, s. 1. (b) "NACE Rev. 1": den systematiske fortegnelse over økonomiske aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber, der er fastsat i Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 af 9. oktober 1990 om Den Statistiske Nomenklatur for Økonomiske Aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber [12] [12] EFT L 293 af 24.10.1990, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 29/2002 (EFT L 6 af 10.1.2002, s. 3). (c) "anden efter- og videreuddannelsesundersøgelse (CVTS2)": den anden europæiske undersøgelse vedrørende efter- og videreuddannelse, der blev gennemført i 2000/2001 i alle medlemsstater for referenceåret 1999. Artikel 3 Oplysninger, der skal indsamles 1. Medlemsstaterne indsamler oplysninger med henblik på udarbejdelse af EF-statistikker til analyse af følgende aspekter af efter- og videreuddannelse i virksomhederne: (a) virksomhedernes uddannelsespolitik og -strategier for udvikling af arbejdsstyrkens kvalifikationer (b) styring, tilrettelæggelse af og former for efter- og videreuddannelse i virksomhederne (c) arbejdsmarkedets parters rolle med hensyn til at sikre tilstrækkelig efter- og videreuddannelse på arbejdspladsen (d) adgangen til efter- og videreuddannelse samt omfanget og indholdet af uddannelserne, særlig på baggrund af økonomisk aktivitet og virksomhedsstørrelse (e) specifikke efter- og videreuddannelsesforanstaltninger i virksomhederne med henblik på at forbedre arbejdsstyrkens ikt-færdigheder (f) SMV-ansattes muligheder for at få adgang til efter- og videreuddannelse og for at tilegne sig nye færdigheder samt SMV'ers særlige behov i den forbindelse (g) lige muligheder for adgang til efter- og videreuddannelse i virksomhederne for alle ansatte, især under hensyntagen til kønsaspektet (h) specifikke efter- og videreuddannelsesforanstaltninger for grupper, som er dårligt stillet på arbejdsmarkedet (i) udgifter til efter- og videreuddannelse: finansieringsniveauer og -ressourcer samt incitamenter til efter- og videreuddannelse (j) evaluering af efter- og videreuddannelse i virksomhederne. 2. Medlemsstaterne indsamler følgende specifikke oplysninger om erhvervsfaglig grunduddannelse i virksomhederne: (a) deltagere i grunduddannelse (b) samlede udgifter til grunduddannelse. Artikel 4 Dækning Statistikkerne over efter- og videreuddannelse skal mindst dække alle de økonomiske aktiviteter, der er omfattet af hovedafdeling C-K og O i NACE Rev. 1. Artikel 5 Statistiske enheder De statistiske enheder, der skal anvendes til indsamlingen af oplysninger, udgøres af virksomheder, der henhører under de i artikel 4 omhandlede økonomiske aktiviteter, og som har 10 eller flere ansatte. Artikel 6 Datakilder 1. Medlemsstaterne tilvejebringer de nødvendige oplysninger enten ved at foretage en undersøgelse i virksomhederne eller ved at kombinere en sådan undersøgelse med andre datakilder under hensyntagen til principperne om mindskelse af byrden for respondenterne og administrativ forenkling. 2. I forbindelse med en undersøgelse anmodes virksomhederne om at give korrekte og fuldstændige oplysninger inden for de fastsatte frister. 3. Medlemsstaterne kan gøre det obligatorisk for virksomhederne at deltage i undersøgelsen. Hvis undersøgelsen er obligatorisk, skal virksomhederne afgive korrekte og fuldstændige oplysninger inden for de fastsatte frister. 4. Andre datakilder, herunder administrative oplysninger, kan anvendes til at komplettere de nødvendige oplysninger, hvis disse kilder er relevante og aktuelle. Artikel 7 Undersøgelseskarakteristika 1. Der skal være tale om en stikprøveundersøgelse. Stikprøverne skal være af samme størrelsesorden som dem, der blev anvendt i forbindelse med CVTS2, jf. bilaget. 2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de indberettede oplysninger er repræsentative for de statistiske enheders populations struktur. Undersøgelsen gennemføres således, at resultaterne kan opdeles på fællesskabsplan efter mindst: (a) økonomiske aktiviteter i henhold til NACE Rev. 1 (b) virksomhedernes størrelse. 3. Kravene til stikprøveudtagning og præcision, NACE-specifikationer og de størrelseskategorier, som resultaterne skal opdeles i, fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14. Artikel 8 Undersøgelsesmetode 1. For at mindske byrden for respondenterne skal undersøgelsesmetoden gøre det muligt at tilpasse dataindsamlingen efter: (a) virksomheder, der tilbyder uddannelse, og virksomheder, der ikke tilbyder uddannelse (b) forskellige former for uddannelse. 2. De specifikke oplysninger, der skal indsamles for henholdsvis virksomheder, der tilbyder uddannelse, og virksomheder, der ikke tilbyder uddannelse, og alt efter de forskellige former for uddannelse, fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14. Artikel 9 Kvalitetskontrol og -rapporter 1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre kvaliteten af de fremsendte oplysninger. 2. Senest 21 måneder efter udløbet af referenceperioden forelægger medlemsstaterne en kvalitetsrapport for Kommissionen (Eurostat) med alle de oplysninger og data, denne anmoder om for at efterprøve kvaliteten af de indberettede oplysninger. De påpeger heri eventuelle afvigelser fra metodekravene. 3. Kommissionen (Eurostat) vurderer kvaliteten af de fremsendte oplysninger. 4. Kvalitetskravene til de data, der skal indsamles og indberettes med henblik på EF-statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder, opbygningen af de kvalitetsrappporter, medlemsstaterne skal forelægge, og de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at vurdere eller forbedre kvaliteten af oplysningerne, fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14. Artikel 10 Referenceperiode og hyppighed 1. Dataindsamlingen skal dække en referenceperiode på ét kalenderår. 2. Kommissionen fastlægger det første referenceår, for hvilket der skal indsamles oplysninger, efter proceduren i artikel 14. 3. Medlemsstaterne indsamler oplysningerne hvert femte år. Artikel 11 Fremsendelse af oplysninger 1. Medlemsstaterne og Kommissionen skaber inden for deres respektive kompetenceområder forudsætninger for at øge anvendelsen af elektronisk indsamling og indberetning af oplysninger samt automatisk bearbejdning heraf. 2. Medlemsstaterne indberetter oplysningerne om de enkelte virksomheder i overensstemmelse med de eksisterende fællesskabsbestemmelser om fremsendelse af fortrolige oplysninger, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker [13] og Rådets forordning (Euratom, EØF) nr. 1588/90 af 11. juni 1990 om fremsendelse af fortrolige statistiske oplysninger til De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor [14]. Medlemsstaterne sikrer, at de fremsendte oplysninger ikke giver mulighed for direkte identifikation af de statistiske enheder. [13] EFT L 52 af 22.2.1997, s. 61. [14] EFT L 151 af 15.6.1990, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 322/97. 3. Medlemsstaterne indberetter oplysningerne elektronisk i overensstemmelse med et passende teknisk format og en udvekslingsstandard, der skal fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 14. 4. Medlemsstaterne fremsender fuldstændige og korrekte oplysninger inden for en frist på højst 18 måneder efter udløbet af referenceåret. Artikel 12 Rapport om gennemførelsen 1. Senest fem år efter denne forordnings ikrafttrædelse og efter høring af Udvalget for det Statistiske Program fremsender Kommissionen en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af forordningen. Rapporten skal bl.a.: (a) vurdere fordelene for Fællesskabet, medlemsstaterne og brugerne af de udarbejdede statistikker i forhold til den byrde, der pålægges respondenterne (b) påpege mulige forbedringer og ændringer, der anses for nødvendige på baggrund af de opnåede resultater. 2. Som følge af gennemførelsesrapporten kan Kommissionen foreslå foranstaltninger til forbedring af forordningen. Artikel 13 Gennemførelsesbestemmelser Gennemførelsesbestemmelserne til denne forordning, herunder foranstaltninger af hensyn til den økonomiske og tekniske udvikling inden for indsamling, indberetning og bearbejdning af oplysninger, vedtages efter proceduren i artikel 14. Artikel 14 Udvalgsprocedure 1. Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program. 2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 8. Det tidsrum, der nævnes i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder. Artikel 15 Finansiering 1. For det første referenceår, for hvilket der udarbejdes EF-statistikker i henhold til denne forordning, yder Kommissionen et finansielt tilskud til medlemsstaternes omkostninger i forbindelse med indsamling, bearbejdning og indberetning af oplysninger. 2. Størrelsen af det finansielle tilskud fastsættes som led i den relevante årlige budgetprocedure. Budgetmyndigheden bestemmer bevillingen. 3. Kommissionen kan ved gennemførelsen af forordningen benytte eksperter og ekstern teknisk bistand, som kan finansieres inden for forordningens samlede finansieringsramme. Kommissionen kan arrangere seminarer, kollokvier og andre ekspertmøder, der vil kunne fremme gennemførelsen af forordningen, og kan desuden udøve passende oplysnings-, publikations- og formidlingsvirksomhed. Artikel 16 Ikrafttræden Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den . På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne Formand Formand BILAG Bruttostikprøver i CVTS2 i afrundede tal [15] [15] Beregningen af stikprøvestørrelserne i den anden efter- og videreuddannelsesundersøgelse (CVTS2) var baseret på en tilstræbt relativ middelfejl på højst 20 % (et konfidensinterval på 95 %) for de anslåede parametre, der er andele af "virksomheder, der tilbyder uddannelse", idet der blev taget hensyn til anslåede andele af virksomheder, der tilbyder uddannelse, og forventede svarprocenter. Land // Bruttostikprøvens størrelse (afrundet) Belgien // 4 000 Danmark // 2 800 Tyskland // 10 200 Grækenland // 4 400 Spanien // 11 500 Frankrig // 8 100 Irland // 2 100 Italien // 13 900 Luxembourg // 1 300 Nederlandene // 8 000 Østrig // 6 900 Portugal // 9 200 Finland // 3 100 Sverige // 5 800 Det Forenede Kongerige // 4 000 FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAGET Politikområde: Statistik Aktiviteter: Social- og arbejdsmarkedsstatistik Titel: EF-statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder 1. BUDGETPOSTER (numre og betegnelser) 29 02 01 (GD ESTAT) + 04 02 15 (GD EMPL) + 15 03 01 02 (GD EAC) 1,635 mio. EUR på budgetpost 29 02 01 (GD ESTAT) 2,800 mio. EUR på budgetpost 04 02 15 (GD EMPL) 1,700 mio. EUR på budgetpost 15 03 01 02 (GD EAC) 2. SAMLEDE TAL 2.1. Samlet rammebevilling - finansieringstilskud (del B): 6 135 102 EUR som forpligtelsesbevilling 2.2. Gennemførelsesperiode: 2005-2008 (periode, i hvilken fællesskabsmidler er nødvendige) 2.3. Samlet flerårigt skøn over udgifterne a) Forfaldsplan for forpligtelses- og betalingsbevillinger (finansieringstilskud) (jf. punkt 6.1.1) Mio. EUR (3 decimaler) >TABELPOSITION> b) Personale- og andre driftsudgifters samlede budgetvirkninger (jf. punkt 7.2 og 7.3) >TABELPOSITION> >TABELPOSITION> 2.4. Forenelighed med den finansielle programmering og de finansielle overslag Forslaget er foreneligt med den gældende finansielle programmering. 2.5. Virkninger for budgettets indtægtsside Ingen (vedrører tekniske aspekter ved en foranstaltnings gennemførelse). 3. BUDGETSPECIFIKATIONER >TABELPOSITION> 4. RETSGRUNDLAG Artikel 285, 136 og 137 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Rådets forordning (EF) nr. 322/97 om EF-statistikker. Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 2367/2002/EF af 16. december 2002 om Fællesskabets statistiske program 2003-2007. Rådets afgørelse (1999/382/EF) af 26. april 1999 om iværksættelse af anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for erhvervsuddannelse "Leonardo da Vinci". Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1145/2002/EF af 10. juni 2002 om Fællesskabets tilskyndelsesforanstaltninger på beskæftigelsesområdet. 5. BESKRIVELSE OG BEGRUNDELSE 5.1. Behov for EU-foranstaltninger 5.1.1. Mål Formålet med den foreslåede foranstaltning er at tilvejebringe sammenlignelige oplysninger på nationalt plan og EU-plan om efter- og videreuddannelse i virksomhederne. At råde over sammenlignelige statistiske oplysninger er meget vigtigt ikke blot for udviklingen af strategier for livslang læring, men også for opfølgningen af disses gennemførelse. 5.1.2. Dispositioner, der er truffet på grundlag af forhåndsevalueringen Den første efter- og videreuddannelsesundersøgelse (CVTS1) på virksomhedsplan blev gennemført i 1994. Undersøgelsen var et led i handlingsprogrammet til udvikling af efter- og videreuddannelse i Det Europæiske Fællesskab (Force) baseret på Rådets afgørelse 90/267/EØF af 29. maj 1990. Den voksende politiske interesse for oplysninger om efter- og videreuddannelse i virksomhederne samt kravet om at dække de 15 EU-medlemsstater fik Kommissionen til at iværksætte en anden undersøgelse. På mødet i november 1997 godkendte Udvalget for det Statistiske Program den nye undersøgelse. Den anden undersøgelse (CVTS2) blev gennemført i 2000/2001 i samtlige medlemsstater, Norge og ni kandidatlande. Gennemførelsen af både CVTS1 og CVTS2 var baseret på "gentlemanaftaler" mellem Eurostat og EU's medlemsstater. Efter gennemførelsen af CVTS2 besluttede Eurostat og medlemsstaterne at skabe et retsgrundlag for dataindsamlingen inden for rammerne af det europæiske statistiske system i form af en forordning (Rådets og Europa-Parlamentets forordning). Efter- og videreuddannelsesundersøgelsen er den eneste kilde til internationalt sammenlignelige oplysninger om indsatsen for efter- og videreuddannelse i virksomhederne og et af hovedelementerne i et integreret europæisk statistisk informationssystem for livslang læring. 5.2. Indsatsområder og nærmere bestemmelser for støtten - Målgruppe: Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, nationale statslige og andre myndigheder, arbejdsgiverforeninger og fagforeninger, virksomheder, universiteter og forskningsinstitutter. - Konkrete foranstaltninger til gennemførelse af foranstaltningen: tilskud til de nationale statistiske myndigheder med ansvar for uddannelsesstatistik svarende til det første referenceår, for hvilket der udarbejdes EF-statistikker, med henblik på at støtte alle faser af dataindsamlingen (forberedende arbejde, feltarbejde, bearbejdning og indberetning af oplysninger, udarbejdelse af den tekniske rapport). Kommissionens forpligtelsesbevillinger for 2005 og 2006 til medlemsstaterne dækker alt det arbejde, der skal udføres i perioden 2005-2008. - Gennemsnitligt skal ca. en tredjedel af de samlede omkostninger afholdes af de nationale statistiske myndigheder med ansvar for uddannelsesstatistik. - Umiddelbare resultatkrav: datafiler for samtlige EU-medlemsstater, Norge samt tiltrædende lande og kandidatlande. - Forventede resultater til opfyldelse af behov eller løsning af problemer: sammenlignelige statistiske oplysninger på EU-plan og på nationalt plan om efter- og videreuddannelse i virksomhederne. 5.3. Gennemførelsesmetoder Metode til gennemførelse af den planlagte foranstaltning: Denne forvaltes direkte af Kommissionen med støtte fra de nationale myndigheder med ansvar for uddannelsesstatistik. 6. FINANSIELLE VIRKNINGER 6.1. Samlede finansielle virkninger for budgettets del B (hele programperioden) 6.1.1. Finansieringsstøtte Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler) >TABELPOSITION> 6.2. Beregning af omkostningerne pr. foranstaltning i budgettets del B (hele programperioden) Forpligtelsesbevillinger i mio. EUR (3 decimaler) >TABELPOSITION> 7. VIRKNINGER FOR PERSONALERESSOURCER OG ADMINISTRATIONSUDGIFTER 7.1. Personalemæssige virkninger >TABELPOSITION> De nødvendige personalemæssige og administrative ressourcer vil blive dækket via tildelingen til det ansvarlige Generaldirektorat inden for rammerne af de årlige tildelingsprocedurer. 7.2. Samlede finansielle virkninger af personaleforbruget >TABELPOSITION> Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode. 7.3. Andre administrative udgifter som følge af foranstaltningen >TABELPOSITION> Beløbene modsvarer de samlede udgifter i en tolvmåneders periode. I. Samlet årligt beløb (7.2 + 7.3) // 324 000 EUR II. Foranstaltningens varighed // Fire år III. Foranstaltningens samlede omkostninger (I x II) // 1 296 000 EUR 8. RESULTATOPFØLGNING OG EVALUERING 8.1. Resultatopfølgningssystem Gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om "statistikker over efter- og videreuddannelse i virksomheder" skal ske gennem en udvalgsprocedure. Der vil blive udarbejdet en tilsvarende kommissionsforordning for så vidt angår stikprøveudtagning, definitionen af variabler til spørgeskemaet, den fælles metode, bl.a. med hensyn til dataindsamling, standarder for elektronisk indberetning af oplysninger til Eurostat og indholdet af de kvalitetsrapporter, som samtlige lande skal indlevere til Eurostat. Opfølgningen på dataindsamlingen vil blive baseret på foreløbige rapporter, der skal tilsendes Eurostat, specielt efter feltarbejdet. 8.2. Hvordan og hvor ofte skal der evalueres? Evalueringen af foranstaltningen baseres på den endelige kvalitetsrapport, som samtlige lande skal tilsende Eurostat. Disse rapporter skal indeholde alle nødvendige oplysninger med henblik på at vurdere kvaliteten af de indberettede oplysninger og evaluere foranstaltningen som helhed, specielt for at efterprøve, om landene har opfyldt metodekravene. Kommissionen skal inden for en frist på fem år efter gennemførelsen af forordningen aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet og Rådet. I denne rapport vil Kommissionen påpege mulige forbedringer og ændringer på baggrund af resultaterne af foranstaltningen, især hvad angår byrden for virksomhederne. 9. FORHOLDSREGLER MOD SVIG Efter Kommissionens reforminitiativ vedrørende finansiel forvaltning blev der indført et revideret system til intern forvaltning og kontrol. Dette system omfatter bl.a. bedre muligheder for intern revision. Den årlige kontrol af, hvilke fremskridt der sker i gennemførelsen af Kommissionens interne kontrolstandarder, er udformet på en sådan måde, at den sikrer, at de procedurer, der anvendes til forebyggelse og opdagelse af svig og uregelmæssigheder, fungerer effektivt. Der er indført nye regler og procedurer for de vigtigste budgetområder: udbud, tilskud, forpligtelser, kontrakter og betalinger. Med henblik på at klarlægge kompetenceområderne, forenkle arbejdsgangen og påpege centrale kontrolpunkter stilles der proceduremanualer til rådighed for alle, der medvirker ved udarbejdelsen af finansielle retsakter. Der undervises i anvendelsen af dem. Manualerne vil med regelmæssige mellemrum blive revideret og opdateret.