Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004PC0026

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien

/* KOM/2004/0026 endelig udg. - CNS 2004/0008 */

52004PC0026

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien /* KOM/2004/0026 endelig udg. - CNS 2004/0008 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

BAGGRUND

1. Da Republikken Korea har undladt at gennemføre bestemmelserne i det godkendte protokollat om den internationale skibsbygningsindustri (i det følgende benævnt "det godkendte protokollat"), der undertegnedes 22. juni 2000, godkendte Rådet den 27. juni 2002 den såkaldte "tosporede strategi", der er foreslået af Kommissionen. Denne strategi omfatter to dele: i) indledning af en procedure mod Republikken Korea i Verdenshandelsorganisationen (WTO) og ii) tilladelse til at yde midlertidig og begrænset kontraktrelateret driftsstøtte i henhold til den midlertidige defensive ordning (TDM) for at bistå EU's skibsværfter inden for de segmenter, hvor de har lidt under negative virkninger på grund af illoyal koreansk konkurrence.

2. Den midlertidige ordning (TDM) blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 af 27. juni 2002 [1] ("TDM-forordningen"). Den var fra begyndelsen udformet som en ekstraordinær, begrænset og midlertidig foranstaltning. Ordningen var derfor nøje begrænset, både hvad angår rækkevidde og gyldighedsperiode.

[1] EFT L 172 af 2.7.2002, s. 1.

3. For det første er det kun de markedssegmenter, hvor det har kunnet dokumenteres, at EU's værftsindustri har lidt under de negative virkninger af Koreas illoyale handelspraksis, der er berettiget til støtte: containerskibe, kemikalie- og produkttanksskibe samt LNG-tankskibe. For det andet udløber ordningen den 31. marts 2004, da det ved vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1177/O2002 var forventet, at de relevante WTO-procedurer var afsluttet inden dette tidspunkt.

4. Disse procedurer tager imidlertid længere tid, end det oprindelig var forventet, og det godkendte protokollat er i realiteten endnu ikke gennemført. Panelets rapport forventes ikke at foreligge før august 2004, og den endelige afgørelse fra WTO's appelinstans forventes tidligt i begyndelsen af 2005.

5. Det skal understreges, at de to instrumenter i den tosporede strategi er tæt forbundet med hinanden, især hvad angår timingen. Ifølge TDM-forordningen kunne støtteordningen først iværksættes, efter at Kommissionen havde indledt tvistbillæggelsesproceduren mod Korea - hvilket skete den 8. oktober 2002 [2]. Det var endvidere udtrykkeligt fastsat, at ordningen kun kunne anvendes, indtil procedurerne var afsluttet eller indstillet, fordi Fællesskabet anså det godkendte protokollat for at være effektivt gennemført (og under alle omstændigheder ikke efter den 31.3.2004). Den tosporede strategi bygger med andre ord på, at begge instrumenter anvendes samtidig.

[2] Kommissionen beslutning af 8. oktober 2002 i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 vedrørende handelspraksis i Korea, som påvirker handelen med handelsskibe (EFT L 281 af 19.10.2002, s. 15).

FORSLAGET

6. Kommissionen finder, at den "tosporede strategi" bør videreføres. På grund af forsinkelsen i procedurerne i WTO og den omstændighed, at Republikken Korea fortsat undlader at gennemføre det godkendte protokollat, foreslås det, at TDM-forordningen videreføres indtil 31. marts 2005.

7. TDM er fortsat et ekstraordinært og midlertidigt instrument, der er rettet mod meget specifikke påstande på handelsområdet. Det understreges, som fastsat i TDM-forordningen, at støtteordningen bringes til ophør på et tidligere tidspunkt, hvis tvistbilæggelsesprocedurerne er afsluttet, eller hvis EU anser det godkendte protokollat for at være effektivt gennemført af Korea.

2004/0008 (CNS)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EF) nr. 1177/2002 om en midlertidig defensiv ordning for skibsbygningsindustrien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 87, stk. 3, litra e), artikel 89 og artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [3],

[3] EFT C af , s. .

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [4], og

[4] EFT C af , s. .

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen og regeringen for Republikken Korea undertegnede den 22. juni 2000 et godkendt protokollat om skibsbygningsindustrien på verdensplan med henblik på at genoprette loyale og gennemsigtige konkurrencevilkår. Forpligtelserne i henhold til det godkendte protokollat, navnlig forpligtelsen til at sikre en effektiv prisovervågningsmekanisme, er ikke blevet opfyldt på effektiv vis fra Koreas side, og der er derfor ikke opnået et tilfredsstillende resultat.

(2) Som en ekstraordinær og midlertidig foranstaltning og for at bistå Fællesskabets skibsværfter inden for de segmenter, der har lidt under negative virkninger i form af væsentlig og alvorlig skade på grund af illoyal koreansk konkurrence, blev der ved Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 indført en midlertidig defensiv ordning for afgrænsede markedssegmenter for et kort og begrænset tidsrum [5]. Der blev først givet tilladelse til anvendelse af den midlertidige ordning, efter at EU havde indledt tvistbilæggelsesproceduren mod Korea, og anvendelsen af ordningen er ikke længere tilladt, hvis proceduren fører til en løsning eller indstilles.

[5] Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 af 27. juni 2002 om en midlertidig defensiv ordning (EFT L 172 af 2.7.2002, s. 1)

(3) Fællesskabet indledte den 8. oktober 2002 tvistbilæggelsesproceduren mod Korea ved at anmode om konsultationer i overensstemmelse med WTO-forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister [6].

[6] Kommissionens afgørelse af 8. oktober 2002 i henhold til bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 3286/94 vedrørende handelspraksis i Korea, som påvirker handelen med handelsskibe (EFT L 281 af 19.10.2002, s. 15)

(4) Konsultationerne mellem Republikken Korea og Fællesskabet i overensstemmelse med WTO-forståelsen førte ikke til en tilfredsstillende løsning. Fællesskabet anmodede den 11. juni 2003 WTO's instans til bilæggelse af tvister om at nedsætte et panel vedrørende Republikken Koreas illoyale praksis på skibsbygningsområdet.

(5) Forordning (EF) nr. 1177/2002 udløber den 31. marts 2004. Republikken Korea har endnu ikke effektivt opfyldt sine forpligtelser i henhold til det godkendte protokollat, og det forventes ikke, at WTO's tvistbilæggelsesprocedure har ført til nogen løsning inden dette tidspunkt. Det er derfor nødvendigt at forlænge den midlertidige defensive ordning -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 foretages følgende ændringer:

Artikel 5 affattes således:

"Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og udløber den 31. marts 2005".

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand

Top