7.12.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 302/41

—

regional udvikling som en faktor, der regulerer globaliseringen gennem skabelse af »klynger« på regionalt plan som effektivt middel til at tiltrække og fastholde virksomheder;

—

virksomheders sociale ansvar og indførelse af god praksis som led i en fremsynet strategi til foregribelse og forvaltning af ændringer;

—

forhandling og social dialog i virksomhederne for at sikre, at omstrukturering tackles på en socialt ansvarlig måde ved at virksomhedernes ledelse og arbejdstagerne i en positiv ånd forsøger at finde løsninger, der er til gavn for virksomheden, arbejdstagerne og samfundet, således at der findes en balance mellem sociale og økonomiske aspekter;

—

partnerskaber mellem erhvervsfolk, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet (universiteter, forsknings- og innovationscentre, organisationer osv.) og lokale myndigheder, så der skabes de rette betingelser for at øge produktiviteten og forbedre regionernes vækstpotentiale;

—

forslag om indførelse af en status som »mest begunstiget region« for regioner med høje niveauer for social samhørighed og beskæftigelse, som pludseligt tappes for kvalificerede menneskelige ressourcer, fordi virksomheder udflyttes, og der ikke findes alternative erhvervsaktiviteter, som kan understøtte regionens beskæftigelsesniveau; sådanne regioner skal være berettiget til finansiel støtte med det specifikke mål at forny deres erhvervsstruktur.

1.1

For at placere denne initiativudtalelse i den rette kontekst og fortolke den rigtigt er »industriel ændring« defineret som »en normal og kontinuerlig proces inden for en industrisektor, som proaktivt tilpasser sig dynamiske forandringer i dets erhvervsmiljø for at kunne bevare sin konkurrenceevne og skabe nye vækstmuligheder« (2). »Omstrukturering« defineres som »en særlig form for industriel ændring og er normalt en ad hoc-proces med (ofte påtvunget) tilpasning til vilkårene i erhvervsmiljøet for at genvinde konkurrenceevne, hvilket fører til afbræk i erhvervsaktiviteten« (3). »Foregribelse« er nøglen til en ordentlig styring af ændringer, fordi en problematisk omstrukturering dermed kan undgås. Foregribelse indebærer undersøgelse og prognosticering af fremtidige konkurrencevilkår og markedskrav, så det bliver muligt at planlægge de nødvendige tilpasninger i tide og begrænse virksomhedens sociale og produktionsmæssige problemer mest muligt.

1.2

Globalisering kan defineres som bestræbelser på at intensivere og lette handelsforbindelserne mellem lande gennem ophævelse af handelsbarriererne mellem dem, sænkning eller ophævelse af importafgifter og styrkelse af internationale grupperinger såsom EU og Mercosur. Som led i denne proces indfører de enkelte lande incitamenter for at få udenlandske virksomheder til at etablere sig i det pågældende land og gør det muligt for dem at internationalisere alle deres aktiviteter. Globalisering kræver også fastlæggelse og overholdelse verden over af fælles grundlæggende regler.

1.3

Økonomisk, social og territorial samhørighedspolitik sigter mod at indsnævre de nuværende økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstaterne og mellem regioner, sætte skub i væksten og fremme en mere bæredygtig udvikling ved at hjælpe de mest ugunstigt stillede regioner med at tilpasse sig de krav, som en videnbaseret økonomi stiller, og derigennem hjælpe alle regioner med at opfylde Lissabon-strategiens mål.

Nærmere bestemt skal denne politik omfatte infrastruktur, miljø, iværksætteri, indkomst per capita, adgang til beskæftigelse og social sikkerhed, bekæmpelse af social udstødelse, adgang til ny informationsteknologi, uddannelse (herunder livslang), bedre forvaltning og styrkelse af de økonomiske og sociale aktørers rolle.

1.4

Definitionen af »klynger« er den, der anvendes af Michael Porter (professor ved Harvard Business School) i bogen »The competitive advantage of nations«, dvs. »a geographically proximate group of interconnected companies and associated institutions (universities, public agencies or trade associations) in a particular fiels, linked by competition and cooperation«.

2.1

Hele det europæiske samfund erkender, at de industrielle ændringer er en uundgåelig følge af globaliseringen og udviklingen i verdensøkonomien, som er præget af hastige og gennemgribende ændringer af markeder og adfærd, stigende teknisk kompleksitet og betydelig forbrugerindflydelse på udviklingen og produktionen af varer, produkter og tjenesteydelser.

2.2

Globaliseringen er den drivende kraft i den globale konkurrence på arbejdsmarkedet og mht. produktivitet. De multinationale virksomheder omdirigerer investeringerne til lande med billig arbejdskraft, direkte adgang til markederne og teknologisk kompetence.

2.3

Den øgede konkurrence, befolkningens aldring samt forbrugernes forventninger og levestandard er alt sammen med til at skabe et miljø, hvor der er og altid vil være store spændinger og problemer.

2.4

Disse spændinger og problemer må tackles beslutsomt af EU gennem foranstaltninger, som forbereder afindustrialiseringen ved at forhindre, at følgende tre problemer opstår samtidigt:

Disse tre fænomener optræder endnu ikke samtidigt, men det er klart, at der er reelle problemer med beskæftigelsen og handelsbalancen.

2.5

EU's reaktion på disse udfordringer vil kun krones med held, hvis industripolitikken bliver mere proaktiv og giver et samlet, systematisk overblik over de specifikke, kumulative virkninger af enhver beslutning, som påvirker den europæiske industris omkostnings- og effektivitetsstrukturer — hvad angår såvel horisontale aspekter som specifikke industrisektorer såsom stål- og tekstilindustrien under hensyntagen til følgerne af udvidelsen.

3.1

Det er vor tids paradoks, at der stadig er uligheder i en tid, hvor de videnskabelige og tekniske fremskridt burde gøre det muligt at mætte alle munde; samtidig er der en alvorlig risiko for, at den »nye globale økonomi« vil forværre disse skævheder, fordi den er baseret på en konkurrence uden restriktioner.

Det er på denne baggrund, at regional udvikling er blevet et uundværligt instrument til regulering af globaliseringen i sig selv, da det er nødvendigt at inddrage befolkningerne i udviklingen dér, hvor de bor, ved at give dem lettere adgang til goder, tjenesteydelser og muligheder.

3.2

Udviklingen skal nå ud til folk, uanset hvor de bor; man kan ikke uden videre gå ud fra, at den mobilitet, som giver nogle mennesker mulighed for at få del i udviklingen, gælder alle, eftersom de dårligst stillede netop ikke har mulighed for at flytte rundt.

Regionerne må opstille deres mål vedrørende industrielle ændringer og omstruktureringer, fastlægge de nødvendige investeringer og definere det samarbejde, der er behov for mellem den offentlige og private sektor, og navnlig infrastrukturen for almen og erhvervsrettet uddannelse.

3.3

EØSU mener, at skabelsen af regionale »klynger« er den mest effektive måde, hvorpå man kan tiltrække virksomheder og få dem til at blive; dette er en afgørende faktor i den regionale konkurrenceevne og samtidig en drivende kraft i skabelsen af økonomisk, social og territorial samhørighed samt en måde, hvorpå man kan forebygge de negative økonomiske, sociale og territoriale følger, som industrielle ændringer og omstruktureringer kan udløse.

Blandt de faktorer, som kan sikre, at klyngesystemet gør det lettere at fastholde virksomheder i et område og bevare den lokale kompetence, kan nævnes:

3.4

Eftersom virksomhederne i det nuværende økonomiske klima konkurrerer på globalt plan, tiltrækkes de af klynger inden for deres sektor, hvor de kan opnå konkurrencefordele. Disse fordele beror på generelle faktorer såsom arbejdstagernes kvalifikationer, forvaltningens kvalitet, territorial infrastruktur og det lokale eller regionale innovations- og udviklingsniveau, og generelt livskvaliteten i regionen (der f.eks. kan kræve offentlig indgriben for at sanere nedlagte industriområder). Regionale klynger kan bidrage betydeligt til forbedring af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og være et incitament for virksomheder til at flytte til udviklingsregioner, forudsat at EU og nationale regeringer gennemfører og finansierer støtteprogrammer for etablering af teknologibaserede virksomheder, udvikling og innovation, faglig uddannelse og etablering af partnerskaber mellem virksomheder, universiteter, lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

3.5

Storbyområder spiller — som centre for kultur og forskellige aktiviteter, hvor offentlige og private aktører arbejder sammen for at finde nye og avancerede løsninger — en afgørende rolle i en succesrig opbygning af klynger, idet de ligger i front, når det gælder teknologisk udvikling, der berører områder såsom transport, bygge- og anlæg, informations- og kommunikationsteknologi, infrastrukturforvaltning osv. Denne teknologiske udvikling ligger også til grund for industriel omstrukturering og udflytning af arbejdsintensive aktiviteter og tjenesteydelser med stor værditilvækst. Økonomisk specialisering kan også udmønte sig i dannelse af klynger eller grupper af virksomheder, der arbejder sammen i et netværk med forsknings- og innovationscentre og universiteter (5).

Der ligger også en stor udfordring for de europæiske storbyområder i problemerne med social samhørighed såsom marginalisering og fattigdom, der kun kan løses gennem en harmonisk, afbalanceret og stabil udvikling af de vigtigste storbyområder i Europa og deres forbindelser med oplandet. Manglen på sammenhængende statistikker gør det dog vanskeligt at finde passende løsninger.

(1) & (2):

Disse to scenarier vedrører horisontale investeringsstrategier. I det første scenarie søger multinationale virksomheder først og fremmest at komme ind på nye markeder og udvide deres vifte af tjenester såsom banktjenester eller transport- og energinet. I det andet prøver de at udvide deres produktionskapacitet for tjenester eller produkter, som let kan reeksporteres.

(3):

Dette scenarie vedrører vertikal udflytning, som har større indvirkning på beskæftigelsen.

Dette scenarie er relevant for virksomheder med en arbejdskraftintensiv produktion (f.eks. tekstil og bilelektronik).

4.4.1.

I tilfælde af industriel omstrukturering eller udflytning af virksomheder må aktiver såsom infrastruktur, udstyr og menneskelige ressourcer evalueres, og der må træffes foranstaltninger for at tiltrække nye virksomheder. Når en virksomhed forlader en region, er det i visse tilfælde nødvendigt at rense jorden og undergrunden, før området kan anvendes til et andet formål.

Investorer, som modtager offentlig finansiering, bør pålægges et større lokalt ansvar, og det bør kontrolleres, om de lever op til det.

Samarbejdsaftaler mellem alle aktører er nødvendige for at puste nyt liv i regioner, som er hårdt ramt af industrielle ændringer.

4.7.1.

Siden 1970'erne har servicesektoren tegnet sig for en større andel af den økonomiske vækst end fremstillingsindustrien. Ikke desto mindre er den indbyrdes afhængighed og samspillet mellem disse to sektorer af afgørende betydning for opnåelsen af større produktivitet, mere innovation og en forbedring af produkt- og servicekvaliteten.

I forbindelse med industrielle omstruktureringer og ændringer er dette samspil af afgørende betydning, fordi de virksomheder, der leverer tjenester til industrivirksomheder (f.eks. på FTU-området), som regel følger efter disse, hvis de udflyttes.

5.1

EØSU påpeger i sin udtalelse om »Industrielle ændringer: den aktuelle situation og fremtidsudsigter — en generel strategi« (6), at »EU har brug for et gunstigt klima med henblik på et nyt paradigme med hovedvægten på «industrielle ændringer med et menneskeligt ansigt», som er baseret på bæredygtig udvikling, social samhørighed og konkurrenceevne«. Dette udsagn skal ses i lyset af Lissabon-strategiens mål, hvor EU har appelleret til virksomhedernes sociale ansvar i forbindelse med behovene og bedste praksis for livslang faglig uddannelse, arbejdets organisering, lige muligheder, social integration og bæredygtig udvikling.

5.2

Hvad angår etisk korrekt adfærd kan virksomhederne udøve deres sociale ansvar på to nøgleområder:

Generelt opfordres virksomhederne til at inddrage arbejdsmarkedets parter, de lokale myndigheder, forbrugerne og leverandørerne under hensyntagen til deres respektive kompetenceniveau.

5.3

Varetagelsen af et sådant socialt ansvar fra virksomhedernes side (på ovennævnte områder) kan være et middel til at styrke økonomisk, social og territorial samhørighed, hvis der anlægges en proaktiv, forebyggende strategi til forvaltning af ændringer og omstruktureringer til gavn for alle berørte parter.

6.1

Den Europæiske Socialfond opmuntrer og støtter god praksis for styring af industrielle ændringer. Det Europæiske Overvågningscenter for Forandringer (EMCC) under Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår i Dublin redegør jævnligt for sådan god praksis i sin evaluering af forvaltningen af virksomhedernes sociale ansvar på lokalt og regionalt plan. Endvidere har den første fase af den høring, som Kommissionen satte i gang under overskriften »Foregribelse og forvaltning af ændringer: en dynamisk tilgang til de sociale aspekter i forbindelse med omstrukturering af virksomheder« gjort det muligt at udpege en række eksempler på god praksis på dette område.

Generelt omfatter sådan god praksis følgende:

6.2

Forhandling og social dialog er afgørende, hvis omstruktureringen skal gennemføres på en socialt ansvarlig måde. Det er derfor meget vigtigt, at såvel virksomheder som fagforeninger udviser en positiv holdning ved at bidrage til at finde omstruktureringsmetoder, som er til gavn for virksomhederne, arbejdstagerne og lokalsamfundene. Kommissionen har tilskyndet til en sådan god praksis gennem direktiver (98/59/EF, 2001/23/EF, 94/45/EF og 2002/12/EF), der fastlægger visse retningslinjer og krav. Især henledes opmærksomheden på det initiativ, som blev taget på EU-plan i 2002, om »socialt ansvarlig« omstrukturering, og som førte til offentliggørelsen af en række retningslinjer i juni 2003. Ethvert alternativ til afskedigelse af arbejdstagere bør undersøges.

6.3

Der er mange eksempler på god praksis i europæiske virksomheder, som har fulgt en socialt ansvarlig praksis i forbindelse med gennemførelsen af deres moderniserings- og omstruktureringsstrategier. For blot at nævne et enkelt eksempel har stålgruppen Arcelor, som er resultatet af fusionen af Arbed, Aceralia og Usinor, i lyset af en strukturel overkapacitet i produktionen af fladstål og for at forbedre synergierne besluttet lidt efter lidt at lukke højovnene i Liège og reducere produktionen i Bremen og Eisenhüttenstadt. På baggrund af det tab af arbejdspladser, som disse tiltag vil medføre, har Arcelor forpligtet sig til ikke at lade nogen stå alene med et beskæftigelsesproblem, at sanere de berørte produktionsarealer og med bistand fra samtlige berørte parter at medvirke til at genindustrialisere det lokale erhvervsområde.

Et negativt eksempel på, hvad der sker, hvis sådan god praksis ikke bliver fulgt, er omstruktureringen af bilindustrien i Mezzogiorno (Italien), hvor en virksomhed arbejdede på at henlægge en del af sine underleverandøraftaler til udlandet uden at planlægge eller træffe tilstrækkelige ledsageforanstaltninger for at afbøde eller løse de sociale problemer, dette gav anledning til.

6.4

De industrielle ændringer, der er nødvendige for, at virksomhederne kan forblive konkurrencedygtige, bør bakkes op af myndighederne også gennem finansiel støtte til uddannelse og efteruddannelse af arbejdstagere, og man bør i den forbindelse fremme anvendelsen af ny teknologi. Derudover er det nødvendigt at styrke virksomhedernes sociale ansvar, den samfundsmæssige interesse i at skabe flere og bedre arbejdspladser samt den miljømæssige bæredygtighed i de regioner, hvor virksomhederne er etableret.

7.1

For EU står målet om bæredygtig udvikling i centrum. De store transeuropæiske projekter såsom transportnet og andre infrastrukturer, som EU har planer om, er ikke tilstrækkelige til at fremme bæredygtig udvikling eller sætte skub i udviklingen generelt i de dårligst stillede regioner. De forskelle, der stadig består mellem lande og regioner mht. produktion, produktivitet og adgang til beskæftigelse, udspringer af mangler på områder af afgørende betydning for konkurrenceevnen såsom menneskelig og fysisk kapital, miljøproblemer og utilstrækkelig regional innovations- og forvaltningskapacitet.

7.2

De muligheder, som industrielle ændringer skaber i kraft af deres indvirkning på erhvervsstrukturen, socialområdet og forskningen og deres bidrag til udviklingen af civilsamfundet og den lokale forvaltning, når instrumenter og foranstaltninger til styrkelse af social samhørighed kombineres med EU-strukturforanstaltninger, kan bidrage betydeligt til opnåelsen af en bæredygtig og afbalanceret udvikling. Ændringerne kræver tilpasning, forskning, innovation og holdningsændring såvel fra arbejdsgivernes, arbejdsmarkedets parters og civilsamfundets side, som bør indgå i et partnerskab. Målet må være på en afbalanceret måde at hjælpe de berørte regioner med at bevare og forbedre deres økonomiske og sociale strukturer.

8.1.

Kommissionen foreslår en ny udformning af EU's politik for økonomisk, social og territorial samhørighed med udgangspunkt i tre nye prioriteringer:

9.1

EØSU glæder sig over, at den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed, som blev offentliggjort den 18. februar, specifikt tager emnet industrielle og økonomiske ændringer op ud fra en objektiv synsvinkel.

9.2

Det støtter navnlig principperne bag strategierne i den tredje samhørighedsrapport og sammenkædningen mellem Lissabon-strategien og den kommende regionalpolitik, hvad angår programmerne til fremme af videnopbygning samt de nationale og regionale programmer til fremme af den økonomiske udvikling i de dårligst stillede regioner. EØSU finder dog de foreslåede foranstaltninger utilstrækkelige og peger på følgende mangler:

10.1

EØSU mener, at Kommissionens forslag til reform af samhørighedspolitikken er utilstrækkelige, og at man ikke i tilstrækkelig grad udnytter denne lejlighed til at styre de ændringer, som ikke kun er uundgåelige, men udtryk for økonomisk dynamik og af afgørende betydning som løftestang for en bæredygtig udvikling. Dette skyldes, at der ikke er gjort nok for at optimere og kombinere Lissabon-strategiens muligheder, dens positive tilgang til ændringer, konkurrenceevne og samhørighed, den socialpolitiske dagsorden, der er centreret om foregribelse og forvaltning af ændringer og den europæiske beskæftigelsesstrategi, især dens fokusering på tilpasningsevne.

10.2

EØSU anser det for nødvendigt at skabe balance mellem økonomiske og sociale aspekter og forvalte industrielle ændringer med det mål dels at garantere og fremme overordnede sociale mål (uddannelse, beskæftigelse og social sikring), dels at sikre virksomhedernes overlevelse gennem specifikke støttepolitikker, der muliggør omstrukturering og konsolidering, som er en forudsætning for, at de kan overleve og forbedre deres konkurrenceevne. Hertil kræves integrerede, supplerende foranstaltninger, som inddrager de vigtigste aktører, dvs. staten (på nationalt, regionalt og lokalt niveau) og de berørte virksomheder.

10.3

Hvis politikken for økonomisk, social og territorial samhørighed skal lykkes, er det efter EØSU's mening nødvendigt med en bedre koordineret gennemførelse af EU's nuværende udviklingsforanstaltninger, som omfatter de gældende direktiver om regulering af arbejdstagernes medindflydelse i virksomhederne, den sociale dialog i alle industrisektorer, regelmæssig høring af EØSU's Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI), Det Europæiske Observatorium for Industrielle Ændringer (EMCC), anvendelsen af strukturfondene, konkurrencepolitik og styrkelse af virksomhedernes udøvelse af deres sociale ansvar. I denne forbindelse er det af afgørende betydning, at alle berørte parter engagerer sig på forpligtende vis.

10.4

EØSU anser der for nødvendigt at fastlægge en række principper for omstrukturering, som kan danne ramme om og støtte god praksis; de bør omfatte nødvendigheden af at styrke virksomhedernes konkurrenceevne samt kravene om økonomisk, social og territorial samhørighed.

10.5

EØSU mener, at den fortsatte forringelse af Europas konkurrenceevne over for USA skyldes, at der ikke lægges tilstrækkeligt pres på medlemsstaterne for at få dem til at overholde fristerne for gennemførelsen af grundlæggende EU-strategier og –instrumenter såsom Lissabon-strategien, strukturreformer og bæredygtig udvikling.

Hvis denne tendens fortsætter, risikerer EU at rykke ned fra anden til tredje verdensmagt (Japan, Kina og Indien er klar til at rykke op). Det må ikke ske. Derfor er der efter EØSU's mening brug for en opstramning af kravene, og Kommission må spille en mere aktiv rolle i koordineringen og overvågningen af den reelle gennemførelse af ovennævnte strategier. En af de vigtigste koordineringsforanstaltninger ville være at udnævne en kommissær med ansvar for overvågning af industrielle ændringer og udflytninger; dermed kunne der opnås en bedre sammenhæng mellem industripolitik og miljøbeskyttelse.

a)

Det er nødvendigt at revidere den strategiske vision af samhørighed i lyset af de aktuelle udfordringer, som EU står over for, ved hjælp af en ny og mere kategorisk definition af samhørighed, som ikke er begrænset til finansielle aspekter af struktur- og samhørighedsfondene, og som indtænker følgende tre mål:

b)

BNP per capita bør ikke længere være det absolutte hovedkriterium for støtteberettigelse, da det er kilde til uligheder i gennemførelsen af strukturpolitikken. Det er velkendt, at relativ velstand ikke kun afspejles i nøgne tal såsom BNP per capita. Arbejdstagernes uddannelsesniveau, infrastrukturmangler, afstand til den europæiske økonomis kraftcenter og den demografiske struktur er også faktorer, som har betydning for en regions støttebehov.

c)

Det er nødvendigt at udforme en ny model for kriterierne for evaluering af regionerne, så der kan tegnes et ajourført billede af samhørigheden i Europa.

d)

Hvad angår territorial samhørighed bør forvaltningen af EU's område lægges om, så der bliver mulighed for en polycentrisk, harmonisk, afbalanceret og bæredygtig udvikling. En sådan fysisk planlægning bør tage hensyn til de geografiske og økonomiske aspekter af regional samhørighed ved at inddrage myndighederne på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan i udviklingen af en model for territoriel udvikling i Europa, som kan lede frem til nye økonomiske (investering, F&U) og sociale (beskæftigelse) strategier.

e)

Det er nødvendigt at udforme strukturpolitikken for økonomisk, social og territorial samhørighed i et hurtigere tempo for at foregribe økonomiske ændringer generelt og i særdeleshed industrielle ændringer. Det nuværende loft for EU's finansielle midler (1,24 % af BNP) — som muligvis vil blive sænket i de finansielle overslag for 2007-2013 — er utilstrækkeligt til at dække behovene, hvilket begrænser indsatsen og forsinker opfyldelsen af samhørighedsmålene.

f)

Det er vigtigt at fokusere på menneskelige ressourcer ved at koncentrere midlerne om den erhvervsrettede og faglige uddannelse som sådan, men ud fra en fleksibel tilgang, som kan tilpasses de forskellige problemer, som medlemsstaterne og regionerne står over for.

g)

Der må ydes særlig støtte til regioner, hvis produktionsstrukturer er under radikal omstrukturering gennem indkredsning af sektorer og regioner med stor risiko for svækkelse af konkurrenceevnen; der er brug for konkrete forslag til støtte under hensyntagen de særlige forhold i den enkelte sektor. Man bør især være opmærksom på følgerne af industriel omstrukturering i de nye medlemsstater.

h)

I denne forbindelse er det nødvendigt at indføre et »princip om mest begunstiget region«, som ville give mulighed for at yde specifik finansiel støtte for at fremme industriel omstilling i regionen. Her spiller den sociale dialog en nøglerolle, såvel som dialogen med alle relevante aktører i civilsamfundet (virksomheder, universiteter, forskningscentre, lokale myndigheder, organisationer, fagforeninger osv.). Dermed kan det lykkes at puste nyt liv i en regions erhvervsstruktur gennem skabelse af alternative muligheder for økonomisk aktivitet.

i)

Det er vigtigt at tilskynde til udvikling af regionale klynger ved at fremme væksten i informations- og kommunikationsteknologisektorerne, kreative industrier og meget teknologibaserede industrier, som kan udvikle regionernes potentiale og kvalifikationsniveau, så de bliver bedre i stand til at tiltrække og fastholde virksomheder. Dette ville bidrage til at sikre, at regionernes konkurrenceevne og den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed samt beskæftigelsen kommer styrket ud af de industrielle ændringer og omstruktureringer.

Det er af vital betydning, at der gennemføres regionale studier, og at det sammen med de nationale og regionale regeringer planlægges, hvorledes en regions potentiale kan udnyttes fuldt ud til at opbygge en klynge.

j)

Der bør tages hensyn til de positive erfaringer fra sektorielle programmer såsom Rechar, Resider og Retext, ved udformningen af foranstaltninger til industriel modernisering af regioner, således at deres vækstpotentiale bliver udnyttet fuldt ud.

k)

Kommissionen må fortsætte med at modernisere og revitalisere industripolitikken for at tilpasse reglerne til den nye verdenssituation. EØSU glæder sig derfor over det nylige forslag til revision af industripolitikken, der blev fremlagt den 20. april 2004 (7). Det er særlig vigtigt at sikre, at industripolitikken bliver koordineret med EU's politik på andre områder, især miljøpolitikken.

l)

Europa må nøje overholde og håndhæve ILO-reglerne; hvis der ikke gøres noget for at sætte en stopper for social og skattemæssig dumping i andre dele af verden, som ikke i samme grad følger markedets spilleregler, kan EU blive bragt ud i en alvorlig økonomisk krise, fordi de europæiske virksomheder ikke kan konkurrere.

m)

Europa må spille på sit høje tekniske, teknologiske og menneskelige kompetenceniveau, men dette kræver en revision af EU's politik for støtte til forskning og navnlig menneskelig kapital. Man ved jo, at kun omkring 3 000 af de ca. 14 000 europæiske forskere, der tager til USA for at studere, har planer om at vende tilbage til Europa. Det er en meget alvorlig situation, som kræver omgående indgriben. Et skridt i den rigtige retning er »Regions for Knowledge« (KnowREG) og beslutningen den 27. april 2004 om at oprette 14 pilotprojekter til fremme af en vidensøkonomi på lokalt og regionalt plan.

n)

EØSU understreger, at Det Europæiske Råd må sikre en klar sammenkædning mellem målene for konkurrenceevne og viden og den fremtidige regionalpolitik.