Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004DC0406

Kommissionens beretning - Kommissionens årsberetning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i regnskabsåret 2003

/* KOM/2004/0406 endelig udg. */

52004DC0406

Kommissionens beretning - Kommissionens årsberetning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i regnskabsåret 2003 /* KOM/2004/0406 endelig udg. */


KOMMISSIONENS BERETNING - Kommissionens årsberetning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i regnskabsåret 2003

1. Retsgrundlag

I henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2728/94 af 31. oktober 1994 (herefter benævnt "forordningen") er der oprettet en garantifond for aktioner i forhold til tredjelande med henblik på at betale Fællesskabets kreditorer, såfremt modtageren af et lån, der er ydet eller garanteret af Fællesskabet, ikke opfylder sine forpligtelser (EFT L 293 af 12.11.1994, s. 1).

I overensstemmelse med artikel 6 i forordningen har Kommissionen overdraget den finansielle forvaltning af fonden til Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved en aftale indgået mellem Fællesskabet og EIB den 23. november 1994 i Bruxelles og den 25. november 1994 i Luxembourg (herefter benævnt "aftalen"). Forordningen blev ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1149/1999 af 25. maj 1999 (EFT L 139 af 2.6.1999, s. 1 (herefter benævnt "den ændrede forordning").

I artikel 8, stk. 2, i aftalen hedder det, at Banken hvert år inden den 1. marts tilsender Kommissionen en beretning om fondens situation og om forvaltningen af fonden samt fondens forvaltningsregnskab og balance for det foregående år. Et uddrag af beretningen for 2003 er vedlagt som bilag II.

Endvidere hedder det i artikel 7 i forordningen om oprettelse af fonden, at Kommissionen senest den 31. marts hvert år skal forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten en beretning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i det foregående år.

2. Situationen pr. 31.12.2003

Ved afslutningen af regnskabsåret 2003 androg fondens disponible midler

1 600 474 107,12 EUR (bilag III.1). Dette beløb har siden fondens oprettelse været sammensat af:

- overførsler til fonden (2 350 289 500,00 EUR)

- de forskellige regnskabsårs resultater (519 516 533,79 EUR)

- for sene tilbagebetalinger fra tredjelande (568 217 579,44 EUR)

- forpligtelser svarende til ikke-betalt vederlag til EIB (772 207,20 EUR)

- minus udbetalte garantibeløb (473 490 274,02 EUR) og tilbagebetaling af overskydende beløb fra fonden (1 272 850 000,00 EUR).

Den 31. december 2003 beløb fondens midler minus periodiseringsposter (vederlag til EIB inkl.) sig til 1 592 127 899,92 EUR.

Den konsoliderede balance andrager 1 605 780 170,51 EUR. Beløbet omfatter fondens midler plus fondens interventioner og påløbne, men ikke modtagne morarenter (jf. bilag III.3).

Ifølge artikel 3 i forordningen skal fondens midler være af passende størrelse, dvs. andrage et målbeløb på 9 % af Fællesskabets samlede forpligtelser (hovedstol og forfaldne, ikke-betalte renter) i forbindelse med hver enkelt transaktion.

Udeståendet på udlån og lånegaranti til tredjelande plus forfaldne, ikke-betalte renter androg pr. 31.12.2003 i alt 15 210 806 353,79 EUR, hvoraf de forfaldne, ikke-betalte renter tegnede sig for 149 038 978,87 EUR.

Forholdet mellem fondens kapital og udestående som defineret i den ændrede forordning er 10,47%, hvilket er over de 9 %, der er fastsat som målbeløb. Der skal derfor tilbageføres beløb fra fonden til Den Europæiske Unions almindelige budget, jf. artikel 3, stk. 3, i forordningen, da fondens målbeløb er nået. Det pågældende beløb er på 223 160 000,00 EUR.

3. Fondens midler

3.1. Overførsler fra Den Europæiske Unions almindelige budget i løbet af regnskabsåret

Retsgrundlaget for tilførslen af midler til fonden beskrives i bilag I.

I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2040/2000 af 26. september 2000 (EFT L 244 af 29.9.2000, s. 27) om budgetdisciplin opføres der en reserve til lån og lånegarantier på det almindelige budget. På den dertil oprettede budgetpost opførtes i 2003 217 mio. EUR i formålsbestemte bevillinger med det formål at dække fondens behov for tilførsel af midler ved overførsler til den budgetpost, hvor tilførslerne til fonden opføres.

På dette retsgrundlag vedtog budgetmyndigheden i 2003 to bevillingsoverførsler til Garantifonden på tilsammen 147 920 000,00 EUR:

- overførsel 13/2003 [1] vedrørende et beløb på 145 670 000,00 EUR. Formålet med den første overførsel var at tilføre fonden midler i medfør af Rådets afgørelser af 29. november, 22. december 1999, 6. november 2001 og 19. december 2002 og i overensstemmelse med de nærmere regler, der er fastsat i bilaget til forordningen

[1] SEK(2003) 639 endelig.

- overførsel 38/2003 [2] vedrørende et beløb på 2 250 000,00 EUR. Formålet med den anden overførsel var at tilføre fonden midler som følge af yderligere makrofinansiel bistand godkendt af Rådet den 25. november 2003.

[2] SEK(2003) 1373 endelig.

De for disse overførsler relevante afgørelser er anført i bilag I.

Den første årlige overførsel til Garantifonden fandt sted den 25.08.03 som led i udligningsmekanismen med tilbagebetaling af Garantifondens overskud. Den anden overførsel blev udbetalt til Garantifonden med valørdato den 02.01.04.

3.2. Renteafkast af fondens kapitalanbringelser

Fondens midler investeres i overensstemmelse med principperne for forvaltning af fondens midler, der er fastlagt i bilaget til aftalen af 23./25. november 1994 mellem Fællesskabet og EIB som ændret ved tillægsoverenskomst nr. 1 af 17./23. september 1996 og tillægsoverenskomst nr. 2 af 26. april/ 8. maj 2002.

Ved tillægsoverenskomst nr. 2 blev investeringsprincipperne i 2002 ændret for at justere en overlikviditet på over 50 % af fondens midler, som begrænser fondens afkast. Reglen, hvorefter mindst en tredjedel af fondens midler skal placeres i kortfristede instrumenter (højst 1 år), blev overholdt. Disse instrumenter blev udvidet til at omfatte variabelt forrentede instrumenter uafhængigt af deres løbetid, fastforrentede instrumenter med en restløbetid på højst 1 år uafhængigt af deres oprindelige løbetid. Ved udløb (dvs. efter højst 1 år) indløses de fastforrentede papirer således til 100 % af deres nominelle værdi, mens de variabelt forrentede papirer uanset deres restløbetid til enhver tid kan sælges til en pris i nærheden af 100 %. Af hensyn til ligevægten mellem de forskellige instrumenter, for hvilke likviditeten overvåges, placeres mindst 18 % (det dobbelte af indbetalingssatsen) på pengemarkedet, især som bankindskud. Denne struktur skulle øge fondens afkast, men samtidig sikre et fornuftigt likviditetsniveau.

Som følge af nedbringelsen af den overskydende likviditet, som blev påbegyndt i 2002, så man i 2003 en fortsat forøgelse af den andel af porteføljen, som investeres i fastforrentede papirer. Dette har betydet en væsentlig forøgelse af fondens globale afkast.

Kommissionen og EIB har sammen opstillet en liste over banker, der er bemyndiget til at modtage indskud fra fonden. Den oprindelige liste er blevet revideret flere gange for at tage hensyn til de seneste ændringer, der er sket i vurderingen af bankerne. Der er tale om banker, der for størstedelens vedkommende er tilsluttet EUR-clearingsystemet. De har alle opnået en kreditvurdering på mindst A1 (langfristet) og P1 (kortfristet) hos Moody's eller en tilsvarende kreditvurdering hos Standard & Poor's eller hos Fitch. Kapitalanbringelser i disse banker er omfattet af bestemmelser, der tilsigter en god risikospredning.

I 2003 androg renteafkastet af bankindskud og værdipapirinvesteringer 66 977 158,29 EUR fordelt som følger:

- Bankindskud: 9 673 382,98 EUR. Der er tale om en opgørelse pr. 31.12.03, der både tager hensyn til renter af bankindskud (9 862 518,11 EUR) og renter påløbet i 2003 (-189 135,13 EUR). De påløbne renter er renter, der ikke er modtaget af fonden ved regnskabsårets udgang, men som først betales senere samtidig med indskuddenes udløbsdato. I det rentebeløb, der tilskrives pr. 31.12.2003 (1 200 433,34 EUR), fratrækkes de renter, der vedrører 2002, men som først er modtaget i 2003 (1 389 568,47 EUR).

- Anfordringskonti: 64 680,81 EUR i tilskrevne renter.

- Værdipapirer: 57 239 094,50 EUR. Værdipapirafkastet stammer fra værdipapirinvesteringer foretaget i overensstemmelse med investeringsprincipperne i den aftale, der bemyndiger EIB til at forvalte fondens disponible midler. Dette afkast skal dog nedsættes med 3 191 993,05 EUR for udgifter i løbet af regnskabsåret til et beløb svarende til forskellen mellem indgangsværdien og udbetalingen, tidsmæssigt fordelt på papirernes resterende løbetid (svarende til kursreguleringen på resultatopgørelsen).

Renteafkastet er opført i regnskabsårets resultater.

3.3. Inddrivelse hos debitorer, der har misligholdt deres forpligtelser

Når fonden har måttet indfri forfaldne fordringer, får den tilført de tilbagebetalinger, som senere inddrives i debitorlandene. Det samlede inddrevne beløb pr. 31.12.2003 andrager 568 217 579,44 EUR, da fonden ikke fik tilført tilbagebetalinger i årets løb.

4. Fondens forpligtelser

4.1. Betaling af forfaldne fordringer

I 2003 foretog fonden to garantiinterventioner svarende til i alt 4 828 133,87 EUR (jf. punkt 2.1 i bilag II).

4.2. EIB's vederlag

Det er i den anden tillægsoverenskomst af 26. april og 8. maj 2002 fastsat, at bankens vederlag beregnes ved hjælp af de degressive årlige provisionssatser, der gælder for hver af trancherne i fondens aktiver. Dette vederlag beregnes på grundlag af fondens gennemsnitlige beholdning af aktiver.

Bankens vederlag for 2003 blev fastsat til 772 207,20 EUR, der opføres på resultatopgørelsen og bogføres som en periodeafgrænsningspost under balancens passiver. Betalingen heraf til EIB vil finde sted i første halvår af 2004.

BILAG I

Retsgrundlag for overførslerne fra det almindelige budget til Garantifonden

I overensstemmelse med forordning nr. 2728/94 tilføres fonden midler efter forskellige regler, alt efter transaktionstype. I forbindelse med EIB-lån tilføres fonden midler i begyndelsen af året på grundlag af EIB's prognose for samtlige de lån, der skal undertegnes i det pågældende år. Forskellen mellem prognoser og realiteter udlignes i slutningen af året, når fonden bringes på linje med målbeløbet. I forbindelse med Euratom-lån kan der tilføres midler på grundlag af prognoser, og beløbet er fuldt indbetalt senest ved lånenes undertegnelse.

For MFA-lån gælder det, at tilførsel finder sted i det øjeblik, Rådet beslutter sig for at yde makrofinansiel bistand, dvs. på et individuelt grundlag. Denne procedure anvendes også, selv om lånet udbetales i flere trancher, der strækker sig over en periode på mere end et år.

I 2003 blev der af garantireserverne foretaget to overførsler efter disse retningslinjer:

1. Afgørelser vedrørende overførsel nr. 13/2003

- Rådets afgørelse 1999/786/EF af 29. november 1999 om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank (EIB) mod tab i forbindelse med lån til projekter til genopbygning af de jordskælvsramte områder i Tyrkiet. Der er et samlet loft på 600 mio. EUR for disse lån, som skal ydes over en periode på tre år (EFT L 308 af 3.12.1999, s. 35).

- Rådets afgørelse 2000/24/EF af 22. december 1999 som ændret om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med lån til projekter uden for Fællesskabet. Garantien er begrænset til et samlet lånebeløb på 19 460 mio. EUR over en periode på 7 år fra 1. februar 2000 for de central- og østeuropæiske lande, Middelhavslandene og landene i Latinamerika og Asien og fra 1. juli 2000 for Sydafrika, og den udløber den 31. januar 2007 for alle områder (EFT L 9 af 13.1.2000, s. 24).

- Rådets afgørelse 2001/777/EF af 6. november 2001 om en fællesskabsgaranti til Den Europæiske Investeringsbank mod tab i forbindelse med en særlig långivningsaktion til fordel for udvalgte miljøprojekter i området langs Ruslands Østersøkyst som led i den nordlige dimension. Det samlede lånebeløb andrager 100 mio. EUR (EFT L 292 af 9. november 2001, s. 41).

- Rådets afgørelse 2002/1006/EF af 19. december 2002 om supplerende makrofinansiel bistand til Moldova i form af direkte gavebistand og om ændring af Rådets afgørelse 2000/452/EF af 10. juli 2002 om supplerende makrofinansiel bistand til Moldova i form af en langfristet lånefacilitet. Gavebistanden andrager højst 15 mio. EUR (EFT L 351 af 28.12.2002, s.76).

2. Afgørelser vedrørende overførsel nr. 38/2003

- Rådets afgørelse 2003/825/EF af 25. november 2003 om ændring af Rådets afgørelse 2002/882/EF af 5. november 2002 om yderligere makrofinansiel bistand til Forbundsrepublikken Jugoslavien vedrørende supplerende makrofinansiel bistand til Serbien og Montenegro. Bistandens lånekomponent andrager 80 mio. EUR (EUT L 311 af 27.11.2003, s. 28).

BILAG II

Garantifonden - Årsberetning pr. 31. december 2003 [3]

[3] Beretning udarbejdet af EIB.

1. Fondens udvikling i 2003

1.1. Den bogførte værdi [4] af fondens aktiver beløb sig pr. 31. december 2003 til 1 568,5 mio. EUR mod 1 612,6 mio. EUR pr. 31. december 2002; det vil sige en nedgang på 44,1 mio. EUR.

[4] Samlede aktiver minus andre aktiver i bilag III.1.

Fig.1: Aktivernes udvikling i 2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

1.2. Fonden registrerede pr. 31. december 2002 et overskud på 263,33 mio. EUR. Derefter blev der den 25. august 2003 tilført 145,67 mio. EUR fra EU-budgettet. Forskellen på 117,66 mio. EUR blev ført tilbage til Fællesskabets budget. De samlede tilførsler til den 31. december 2003 androg 151,69 mio. EUR (svarende til 145,67 mio. EUR plus 6,02 mio. EUR).

1.3. Indtægterne efter område svarede til aktivernes fordeling på obligationsmarkedet og pengemarkedet, således som det er aftalt mellem EIB og Kommissionen. Forvaltningsresultatet androg 63,0 mio. EUR pr. 31. december 2003 mod 71,8 mio. EUR pr. 31. december 2002. Afkastet af obligationsbeholdningen (inkl. kursgevinster ved salg og efter kursreguleringer) beløb sig til 54,2 mio. EUR og udgjorde ca. 86% af resultatet pr. 31.12.2003. Afkastet af pengemarkedsporteføljen og renteafkastet af bankindskud androg 9,8 mio. EUR svarende til 15 % af det samlede resultat (jf. bilag 1). Resten er provisioner og finansielle omkostninger.

2. Fondens situation

2.1 Fondens indtægter pr. 31.12.03

Garantifondens saldo faldt fra 1 293,7 mio. EUR pr. 31. december 2002 til 1 177,3 mio. EUR pr. 31. december 2003, svarende til et fald på 116,4 mio. EUR eller 9%.

Udviklingen kan forklares med de bevægelser, der fremgår af nedenstående tabel:

>TABELPOSITION>

Fondens lånegarantier i 2003 androg 4,8 mio. EUR.

2.2 Fondens aktiver pr. 31.12.03

Pr 31. december 2003 beløb fondens aktiver sig til 1 568,5 mio. EUR, og de fordelte sig som vist nedenfor. Fonden opererer kun med én valuta, dvs. euroen.

- 433,0 mio. EUR i form af pengebeholdning (interbankindskud på tid)

- 10,8 mio. EUR på anfordringskonti

- 1 124,7 mio. EUR i form af investeringspapirer (den bogførte værdi af fast eller variabelt forrentede, jf. tabellen under punkt 3.1.).

3. Samlet analyse og analyse efter område

3.1 Likviditetsanalyse

I begyndelsen af 2003 blev Kommissionen og Banken enige om, at provenuet fra indfriede obligationer for en sikkerheds skyld skulle anbringes på pengemarkederne, indtil der forelå nærmere oplysninger fra Kommissionen om størrelsen og tidspunktet for godtgørelsen til budgettet. Beløbet svarer til garanterede lån til tiltrædelseslandene. Indskud udgjorde derfor ultimo december 2003 28 % af fonden (mod 19% ultimo 2002).

Forskellige scenarier blev analyseret i lyset af Bankens forslag til Kommissionen om en investeringsstrategi for 2003. Med den aktivfordeling, der blev vedtaget i 2002, i mente, bekræfter scenarierne tydeligt, at det er nødvendigt at anvende den strategi, der blev beskrevet i det første afsnit, for at minimere risikoen ved at sælge en del af de fastforrentede obligationer. Det blev derefter vedtaget, at samtlige investeringer i fastforrentede obligationer i givet fald skulle finde sted inden for en kort periode (f.eks. en uge).

Ultimo juni 2003 meddelte Kommissionen Banken, at der efter dens skøn ville blive tilbagebetalt 340 mio. EUR til budgettet i maj 2004. Efter at have analyseret tallene for forventet cash flow i 2003/2004 investerede Banken 25 mio. EUR (1,6 % af de nuværende samlede aktiver) i fastforrentede obligationer i den anden uge i oktober 2003.

Fordelingen af Garantifondens aktiver pr. 31.12.2003 (bogført værdi):

>TABELPOSITION>

3.2 Samlet analyse af fondens resultater

I 2003 gav Garantifondens aktiviteter en nettoindtægt på 63,0 mio. EUR, svarende til et gennemsnitligt afkast på 3,86 % [5] med gennemsnitlige beløb på 1 611 mio. EUR.

[5] Beregningsgrundlaget for det samlede afkast er: act/360.

EURIBID-rentesatsen for anbringelser på 3 mdr. udgjorde i samme periode 2,21 % [6], hvilket giver et samlet spread på plus 165 basispoint over referencetallet (jf. punkt 3.3.1).

[6] 2,21 % er et lineært gennemsnit af EUROBID-rentesatsen for anbringelser på 3 mdr. siden årets begyndelse.

Indtægter fra kapitalanbringelser og -investeringer fordelte sig som følger pr. 31.12.2003:

// Januar - december 2003 (i mio. EUR)

Renter af interbankindskud på tid // 9,7

Værdipapirafkast // 57,2

Kursgevinst ved salg af finansielle aktiver // 0,2

Rente af bankindskud // 0,1

Kursreguleringer // - 3,2

Provisioner og finansielle omkostninger // - 1,0

I alt // 63,0

3.3 Analyse efter område

3.3.1 Analyse af udviklingen i likviditeten

Afkastet af kapitalanbringelserne udgjorde pr. 31. december 2003 gennemsnitligt 2,37% mod gennemsnitligt 2,19% for referencetallet.

Det således beregnede spread ligger 18 basispoint over den variable EURIBID-referencesats for anbringelser på 3 måneder [7] for 2003 mod et spread på 12 basispoint i 2002. Det er værd at bemærke, at dette spread ikke viser den margen, der opnås ved transaktionernes start, og at der heller ikke tages hensyn til denne margen ved beregning af afkastet.

[7] "Likviditetsspreadet" er lig med rentespændet mellem på den ene side det opnåede afkast på interbankmarkedet og på den anden side referencetallet svarende til EURIBID-rentesatsen for anbringelser på 3 mdr.

>TABELPOSITION>

Interbankanbringelserne pr. 31. december 2003 havde et renteafkast på 9,7 mio. EUR for gennemsnitlige beløb på 402,3 mio. EUR.

Udviklingen i afkastet og i referencesatsen for 2003

Nedenstående figur viser satserne for kortfristede kapitalanbringelser i forhold til EURIBID-referencesatsen for anbringelser på tre måneder.

Fig. 2: Udviklingen i afkastet i forhold til referencetallet

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Beregningen af dette afkast baseres på en sammenligning mellem afkastet af anbringelser på pengemarkedet, almindeligvis 3 måneder, og det dagligt beregnede gennemsnit af LIBID-renten for 3 måneder. Følgelig afspejler referencetallet dagligt den gennemsnitlige udvikling i LIBID-renten for 3 måneder, mens "buy and hold"-anbringelser først senere afspejler denne udvikling. Resultatet er en dynamisk effekt, som kommer til udtryk på følgende måde:

- I en periode med faldende kortfristede renter vil afkastet af pengemarkedsanbringelser have tendens til at ligge højere end referencetallet (fig. 2, januar-juni 2003).

- I en periode med stigende pengemarkedsrenter over en relativt lang periode (6 måneder) vil afkastet af pengemarkedsanbringelser derimod have tendens til at nærme sig referencetallet.

Counterpartmidlernes profil

I overensstemmelse med den indgåede aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og EIB om Garantifondens forvaltning er alle anbringelser afhængige af, at der indskydes counterpartmidler med en kreditvurdering på mindst A1.

Fig. 3: De kortfristede anbringelsers fordeling efter counterpartmidlerne pr. 31.12.2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Geografisk fordeling

Den geografiske fordeling af fondens kortfristede interbankanbringelser (gennemsnitlige kapitalanbringelser) for 2003:

Fig. 4 : Kortfristede interbankanbringelser: geografisk fordeling af gennemsnitlige kapitalanbringelser

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

EIB søger at fordele sine investeringer geografisk på alle medlemsstaterne, samtidig med at afkastene forbliver konkurrencedygtige.

3.3.2 Analyse af resultaterne, hvad angår obligationsbeholdningen

Obligationsbeholdningen, der skal betragtes som en langsigtet investeringsportefølje, består af værdipapirer i euro, der ikke forventes videresolgt inden den endelige forfaldsdato. Pr. 31. december 2003 udgjorde den bogførte værdi af beholdningen af fastforrentede papirer med en restløbetid på under 3 måneder 15,4 mio. EUR, på mellem 3 måneder og 1 år 90,1 mio. EUR og på mellem 1 og 10 år 904,3 mio. EUR.

Afkastet af obligationsbeholdningen udgjorde pr. 31. december 2003 54,2 mio. EUR med følgende fordeling:

Renteindtægter // 57,3

Kursreguleringer // -3,2

Kursgevinst ved salg af finansielle aktiver // 0,2

I alt // 54,2

Obligationsbeholdningens indgangsværdi er lig med anskaffelsesprisen. Forskellen mellem denne og indfrielsesværdien er afhængig af kursen fordelt pro rata temporis over de enkelte obligationers restløbetid.

Obligationsbeholdningens pålydende værdi var pr. 31. december 2003 1 114,6 mio. EUR mod en markedsværdi på 1 168,7 mio. EUR og en bogført værdi på 1 124,7 mio. EUR (inkl. kursreguleringer), som gav en urealiseret gevinst på 44,0 mio. EUR. Det skal sammenholdes med en bogført værdi på 1 311,3 mio. EUR og en urealiseret gevinst på 43,8 mio. EUR pr. 31. december 2002.

Udviklingen i markedsværdien i forhold til den bogførte værdi i 2003

Fig.5: Udviklingen i markedsværdien i forhold til den bogførte værdi i 2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Pr. 1. januar 2003 skulle der indfries obligationer for i alt 210,8 mio. EUR (pålydende værdi):

- fastforrentede obligationer for 125,7 mio. EUR, og

- variabelt forrentede obligationer for 85,1 mio. EUR.

Afkastet af obligationsbeholdningen udgjorde 4,47 % [8] pr. 31. december 2003 i forhold til 4,48 % pr. 31. december 2002. Beregnet ved hjælp af et samlet referencetal (sammensat af Salomon-indekset for fastforrentede papirer [9] og EURIBID 3 mdr. for variabelt forrentede værdipapirer) har det samlede spread været på plus 176 basispoint i forhold til afkastet på 2,71% for dette sammensatte referencetal (jf. bilag 2). Man bør dog være opmærksom på, at afkastet af referencetallet afspejler de konstaterede renteudsving, mens afkastet af porteføljen afspejler et gennemsnitligt afkast, som er baseret på købsprisen. Dette positive resultat skyldes i vid udstrækning a) det generelle rentefald, b) den stejle afkastskurve i EUR, og c) at der i 2002 og 2003 blev investeret i obligationer med en løbetid på 5-10 år.

[8] Beregningsgrundlaget for obligationsbeholdningen er: act/365.

[9] Dette referencetal vil blive ændret, når EIB og Kommissionen officielt har godkendt den nye strategi, så tallet afspejler løbetidens forlængelse og muligheden for at investere i papirer med en løbetid på op til 10 år.

Renteudviklingen for de tyske statsobligationer i 2003 (kilde: Bloomberg)

>TABELPOSITION>

I betragtning af ændringerne i fondens investeringsstrategi er det besluttet at koncentrere den årlige geninvestering i obligationer i en på forhånd defineret periode af året

(jf. afsnit 3.1.).

I den forbindelse er den anvendte og indberettede metode til måling af geninvesteringsresultaterne ændret, for de opgøres på grundlag af forskellen mellem afkastet af de erhvervede papirer og afkastet af papirer med samme løbetid, som indgår i IBOXX-indeksene, og som observeres i den periode, hvor geninvesteringerne foretages.

Nedenstående tabel viser de komparative resultater af geninvesteringer i obligationer i perioden fra 13. til 17. oktober 2003.

>TABELPOSITION>

*Bundes Immobiliengesellschaft Gtd by Austria

Fordeling af porteføljen på papirer med fast og variabel rente

Fig.6: Fordeling af porteføljen på papirer med fast og variabel rente pr. 31.12.2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Udviklingen i indfrielsen af obligationsporteføljen:

Fig.7: Obligationsportefølje: udviklingen i indfrielser pr. 31.12.2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Den sidste af de fastforrentede obligationer udløber den 23.10.2013.

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Udstederprofil

Alle værdipapirer har følgende kendetegn:

- de er udstedt af EU's medlemslande, institutioner, som EU stiller garanti for, G10 eller overstatslige organisationer

- de er udstedt af andre selvstændige stater med en kreditvurdering på mindst AA3 eller

- de er udstedt af andre med en kreditvurdering på AAA.

Udstederprofilen så ud som følger den 31.12.2003:

Fig.8: Obligationsportefølje: udstederprofil pr. 13.12.2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG III.1

Regnskab for Garantifonden pr. 31. december 2003

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG III.2

Afkast af Garantifondens obligationsbeholdning

Afkastet af obligationsporteføljen opgøres ud fra forskellen udtrykt i basispoint mellem afkastet af porteføljen beregnet på grundlag af afkastene ved erhvervelsen af obligationerne i porteføljen og afkastet af det sammensatte referencetal beregnet på grundlag af YTM på tidspunktet for rapporten. Heri indgår afkastet af Salomon-referencetallet og LIBID-renten for 3 måneder i forhold til andelen af henholdsvis fastforrentede og variabelt forrentede obligationer i porteføljen.

>TABELPOSITION>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

BILAG III.3

Garantifondens konsoliderede balance pr. 31. december 2003

>TABELPOSITION>

Top