30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 112/49

1.1.1

Direktivet om udstationering af arbejdstagere (1) blev vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet i 1996.

1.1.2

Direktivet skal ses som et forsøg på at sikre balance mellem hensynet til udvidelsen af virksomhedernes muligheder for at levere tjenesteydelser i andre medlemsstater og hensynet til den sociale beskyttelse af arbejdstagerne. I direktivet fastlægges således en række arbejdsvilkår, som de arbejdstagere, der er udstationeret på værtsstatens territorium, er garanteret, uanset hvilken lovgivning den udstationerede arbejdstagers ansættelseskontrakt falder ind under. Ifølge direktivet forstås ved en udstationeret arbejdstager enhver arbejdstager, der i en bestemt periode udfører arbejde på en anden medlemsstats område end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde (artikel 2, stk. 1).

1.1.3

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet, indførte udstationering som en af mulighederne for, at en arbejdstager fortsat kunne nyde godt af den sociale sikring i bopælsstaten, når han arbejdede i en anden medlemsstat i en periode på højst 12 måneder (2) eller 18 måneder under visse betingelser.

1.1.4

Direktiv 96/71/EF omhandler den praktiske koordinering af de udstationerede arbejdstageres ansættelses- og arbejdsvilkår. Direktivets artikel 3 er tekstens omdrejningspunkt og angiver de vilkår, de udstationerede arbejdstagere er underlagt:

1.1.5

Ud over gennemførelsen i lovgivningen bliver det administrative samarbejde (artikel 4) betragtet som et vigtigt instrument for iværksættelsen af direktivets bestemmelser, ikke kun hvad angår udvekslingen af oplysninger, men også hvad angår foranstaltninger, som er nødvendige for at forhindre, at direktivets bestemmelser overtrædes. Direkte forebyggelse af overtrædelser medvirker til at sikre den sociale beskyttelse og den frie bevægelighed for tjenesteydelser.

1.2.1

Allerede i 1991 afgav Det Økonomiske og Sociale Udvalg en udtalelse om »Forslag til Rådets direktiv om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser« (KOM(91) 230 endelig – 1 — SYN 346 og udtalelse CES 1512/91).

1.3.1

Medlemsstaterne skulle have implementeret dette direktiv inden udgangen af 1999.

1.3.2

Ifølge direktivets artikel 8 skulle Kommissionen senest den 16. december 2001 foretage en fornyet undersøgelse af gennemførelsesbestemmelserne med henblik på om nødvendigt at foreslå Rådet de fornødne ændringer. Ved udløbet af denne frist påbegyndte Kommissionen sin undersøgelse af gennemførelsen af direktivet i medlemsstaternes lovgivning. Rapportens konklusioner udmøntede sig i Kommissionens meddelelse om direktivets gennemførelse. Denne meddelelse er en evaluering på lovgivningsmæssigt plan af direktivets gennemførelse i de nationale lovgivninger. I meddelelsen præsenteres indholdet i og formålet med det evaluerede direktiv, lige som de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der er gennemført i medlemsstaterne, beskrives, idet medlemsstaterne inddeles i tre grupper: 1) medlemsstater, der har overtaget direktivets bestemmelser uden at angive, hvilke bestemmelser i national ret de i direktivet omhandlede aspekter svarer til, 2) medlemsstater, der har søgt at afdække, hvilke nationale bestemmelser, der finder anvendelse, og har indført henvisninger til disse, og endelig 3) medlemsstater, der ikke har vedtaget specifik gennemførelseslovgivning vedrørende de nationale lovbestemmelser, der finder anvendelse på udstationerede arbejdstagere.

1.3.3

I den juridiske undersøgelse fremhæves de overenskomstmæssige bestemmelser, iværksættelsen af samarbejdet om information (artikel 4) samt kontrolforanstaltninger og sanktioner med henblik på at sikre, at bestemmelserne i direktivet overholdes (artikel 5 og 6).

1.3.4

I meddelelsens kapitel 4 gør Kommissionen status over situationen, for så vidt angår gennemførelsen af direktivet i national ret, gennemførelsesmetoden samt den type retsregler og kollektive aftaler, der finder anvendelse.

1.3.5

I kapitel 4 peger Kommissionen endvidere på de problemer af praktisk og administrativ art, som medlemsstaternes myndigheder har været konfronteret med, og den bruger tre små afsnit til at gøre rede for de problemer, som de tjenesteydende virksomheder og de udstationerede arbejdstagere er stødt på.

1.3.6

Kommissionen konkluderer, at ingen medlemsstater har haft særlige juridiske problemer i forbindelse med gennemførelsen af direktivet, men at der kan være visse problemer forbundet med den praktiske gennemførelse, som dog skulle kunne løses med tiden.

1.3.7

Det forekommer således at være for tidligt at overveje en ændring af direktivet. Kommissionens endelige forslag er at lade en gruppe af regeringseksperter med variabel sammensætning undersøge mulighederne for at lette adgangen til oplysninger om de bestemmelser, som finder anvendelse på udstationerede arbejdstagere, for derigennem at kontrollere overholdelsen af bestemmelserne med henblik på at afhjælpe og løse de identificerede vanskeligheder (medlemsstater, der ikke har gennemført specifikke bestemmelser, ordre public-bestemmelser, informationssøgning, overholdelse af de nationale gennemførelsesbestemmelser og anvendelse af sanktioner).

2.1.1

EØSU vurderer, at meddelelsen er nyttig, men utilstrækkelig. Kommissionen opfordres til at uddybe sin analyse, navnlig for så vidt angår den illoyale konkurrence og sociale dumping, som misbrug i forbindelse med udstationeringer kan resultere i. EØSU anmoder Kommissionen om at sikre sektorhøringer med de parter, som reelt berøres af gennemførelseslovgivningen, navnlig byggesektoren, hvor arbejdsmarkedets parter endnu ikke er blevet hørt, selv om de har rejst problemerne med definitionerne af udstationerede arbejdstagere og gråzonen af »selvstændige« arbejdstagere. En sådan dybdegående analyse kunne i højere grad fokusere på den praktiske anvendelse af direktivets artikel 3 om den reelle respekt for de pågældende arbejdstageres grundlæggende rettigheder som oplistet i artiklen. I den forbindelse stiller EØSU det spørgsmål, om de nationale høringer under den første fase har gjort det muligt at vurdere problemerne i forbindelse med den praktiske gennemførelse og de reelle forhold i forbindelse med gennemførelsen og gennemførelsesbestemmelserne. Under alle omstændigheder mener EØSU, at der bør ske en kulegravning af de mest favorable bestemmelser med henblik på bedre at kunne sammenligne god praksis og levere bedre information til alle berørte arbejdstagere og virksomheder.

2.1.2

Hvad angår direktivets principper, har de definitioner, der anvendes i de nationale lovgivninger om udstationerede arbejdstagere, betydning. Præcise spørgsmål, som har betydning for evalueringens fuldstændighed, bør tages op. Hvorledes definerer medlemsstaterne en udstationeret arbejdstager, og hvorledes anvender de direktivet i overensstemmelse hermed? Hvilke typer foranstaltninger træffer medlemsstaterne eller arbejdsmarkedets parter med henblik på at sikre overholdelsen af direktivet? Visse aspekter har særlig stor betydning i denne henseende:

2.2

I lyset af meddelelsens mangler anmoder EØSU Kommissionen om at fremlægge en ny rapport, der giver mulighed for at efterprøve:

2.2.1

Flere medlemsstater har kollektive aftaler, der finder generel anvendelse i byggesektoren. Det væsentligste spørgsmål er, hvordan bestemmelserne i disse kollektive aftaler anvendes til iværksættelse af direktivet. Det er navnlig fortolkningen af de i artikel 3 nævnte ansættelses- og arbejdsvilkår, der er vigtig. Hvilken mindsteløn, hvilken mindstevarighed af betalt ferie, og hvilken hviletid har arbejdstagerne ret til i henhold til disse kollektive aftaler? De kollektive aftaler kan på disse punkter variere væsentligt fra medlemsstat til medlemsstat. Som eksempel kan nævnes nogle medlemsstaters anvendelse af »feriefonde« til finansiering af betalt ferie. Indbetaling af bidrag til sådanne fonde kan sikre gunstigere vilkår for udstationerede arbejdstagere. Spørgsmålet er, hvorledes disse gunstige vilkår kan måles og tages med i betragtning.

2.2.2

Ikke alle medlemsstater har udstrakt anvendelsen af arbejdsvilkårene i de kollektive aftaler til også at omfatte udstationerede arbejdstagere i de andre sektorer, som oplistes i direktivets bilag, på trods af at denne mulighed udtrykkeligt hjemles i artikel 3, stk. 10, andet led.

2.2.2.1

Kommissionen opfordres til i de nuværende og kommende medlemsstater at indhente oplysninger om antallet af udstationerede arbejdstagere og om mest berørte sektorer under hensyntagen til erhvervsmæssige forskelle.

2.2.3

Ved en række lejligheder gennem de seneste år er Europa-Kommissionen blevet tvunget til at erkende, at forventningerne til mobiliteten fra midten af 1980'erne ikke er blevet indfriet eller kun er blevet indfriet i meget begrænset omfang. Mindre end 2 % af den erhvervsaktive befolkning i EU arbejder i et andet land end deres hjemland. Tallene for den årlige mobilitet er endnu lavere. Ifølge EU's vurderinger er 600 000 arbejdstagere erhvervsaktive uden for deres hjemland, men det er ikke alle, der har status som udstationeret arbejdstager og som er dækket af direktivet. Mobiliteten synes begrænset til ledende personale og særligt højt kvalificerede lønmodtagere samt til arbejdstagere inden for byggesektoren. Eksistensen af løndumping og social dumping i visse af EU's medlemsstater og inden for visse fag og erhverv hænger sammen med, at selv et relativt lille antal arbejdstagere, der i disse højrisikosektorer tilbyder deres tjenester på arbejdsmarkedet til lavere lønninger, kan forrykke den eksisterende lønstruktur og udløse en nedadgående lønprisspiral.

—

Meddelelsen giver ikke mulighed for på nuværende tidspunkt at drage konklusioner med hensyn til, om der på baggrund af de praktiske vanskeligheder bør gennemføres en forenkling eller en ændring af direktivet. I den henseende er de nationale erfaringer (arbejdsmarkedets parter inden for byggesektoren, embedsmænd, arbejdstilsyn m.v.) med udstationerede arbejdstagere en værdifuld informationskilde og således yderst vigtige.

3.1

Kommissionen bør i sin nye analyse først og fremmest undersøge, hvorledes udvidelsen influerer på direktivets anvendelse både i de nuværende EU-medlemsstater og i tiltrædelseslandene, idet der skal tages højde for overgangsperioder. Analysen bør endvidere evaluere de regionale og grænseoverskridende eller sektorielle dimensioner, navnlig byggesektoren.

3.2

EØSU foreslår endvidere: