30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/98

1.1

Længe herskede blandt medlemsstaterne og også i EU-institutionerne den opfattelse, at grundforskning hovedsagelig hørte under medlemsstaternes kompetence, mens Fællesskabet især skulle koncentrere sig om umiddelbart anvendelsesorienteret forskning og udvikling. Denne opfattelse fulgte af en – set i bakspejlet – noget ensidig udlægning af artikel 163 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. (1)

1.2

I begyndelsen af år 2000 indledtes der en ændring, som blev udløst af to retningsgivende aktioner og beslutninger. Afgørende var på den ene side Kommissionens meddelelse »Mod et europæisk forskningsrum« (2), hvori grundforskning ganske vist endnu ikke eksplicit blev anset for en fællesskabsopgave, men dog fremtrådte som sådan i fremstillingens kontekst. Afgørende var på den anden side de beslutninger, der blev truffet af Det Europæiske Råd i Lissabon (3), hvor man blandt andet fastlagde det ambitiøse og vigtige mål at gøre Fællesskabet til en videnbaseret økonomi og et videnbaseret samfund; men heller her blev grundforskningens fundamentale betydning fastslået eksplicit.

1.3

Men næsten samtidig hermed understregede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg i sin udtalelse (4) om Kommissionens meddelelse »Mod et europæisk forskningsrum« betydningen af en velafvejet balance og en nødvendig vekselvirkning mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning og udvikling. Deri er indeholdt den eksplicitte henstilling, at erkendelsesorienteret grundforskning skal nyde tilstrækkelig fremme som kilde til nye erkendelser, koncepter og metoder.

1.4

Siden da har den opfattelse bredt sig generelt. Man er blevet mere bevidst om, hvilke krav en videnbaseret økonomi og et videnbaseret samfund stiller, og har også erkendt, hvor vigtige fremskridt inden for alle videnskabelige discipliner, herunder grundforskningen, er, hvis man virkelig vil nå de mål, der blev opstillet i Lissabon.

1.5

Europa har helt sikkert sine stærke sider inden for grundforskning, såvel på universiteterne som i private virksomheder (5). Men tiltagene på EU-plan bør forøges.

1.5.1

Historisk set var det endog grundforskningsprojekter, der var genstand for de første initiativer til videnskabeligt samarbejde i (Vest-)Europa. Disse initiativer opstod som følge af behovet for at etablere centre for stort apparatur og for at skabe en kritisk masse, hvis omkostninger var så store, at de enkelte stater ikke kunne eller ikke ville betale.

1.5.2

Således grundlagdes i 1950'erne CERN (højenergifysik) og i 1960'erne ESO (astronomi), EMBO og EMBL (molekylærbiologi) (6), det tysk-franske ILL (7) og senere ESRF (8). Men også i de enkelte medlemsstater er der nu store forsøgsanlæg (9), der drives bilateralt eller multilateralt.

1.5.3

Selv tilsyneladende særdeles anvendelsesorienterede og stærkt teknologiprægede europæiske programmer som rumfart eller fusionsforskning har den tætteste vekselvirkning med og forudsætter et betragteligt kvantum grundforskning.

1.6

Dermed er det lykkedes at skabe institutioner, der nu har verdensomspændende betydning og har været med til på afgørende vis at præge Europas anseelse som hjemsted for videnskab (10). Desuden udøver disse institutioner en stærk påvirkning og tiltrækning i forhold til mangfoldige forskningsaktiviteter på universiteter og andre forskningsinstitutioner. Det har givet sig udslag i frugtbare samarbejdsnetværk, der er en væsentlig forudsætning for fælles succes.

1.7

Også Den Europæiske Videnskabssammenslutning, en ikke-specialiseret organisation, der blev grundlagt i 1970'erne, beskæftiger sig i sit forskningsarbejde ofte med relativt grundlæggende temaer. Det samme gælder det arbejde under EU's F & U-rammeprogram, der som et element i større tematiske aktioner kræver og omfatter en vis, om end relativt begrænset mængde grundforskning.

1.8

På den baggrund behandler den foreliggende meddelelse fra Kommissionen grundforskningens rolle, betydning og aktuelle situation i det europæiske forskningsrum og anstiller overvejelser over, hvordan Kommissionen kan støtte grundforskningen i EU ikke blot væsentligt mere intensivt end hidtil, men også systematisk.

1.9

Kommissionens meddelelse behandler følgende aspekter af grundforskningen:

1.10

Om grundforskningens situation i Europa konstaterer Kommissionen følgende:

1.10.1

I Europa er den private sektor ikke særlig stærkt engageret i grundforskning. Ikke mange virksomheder har stor forskningskapacitet på dette område, og deres aktiviteter koncentreres normalt om målforskning og udvikling. Dertil kommer, at fondsfinansieret forskning kun finder sted i begrænset omfang.

1.10.2

I modsætning til situationen i USA, hvor den private sektor er af den opfattelse, at det offentlige skal finansiere grundforskningen (11), har erhvervslivet i Europa længe gjort sig til talsmand for, at den offentlige finansiering først og fremmest skal gå til målforskning i virksomhederne selv. I dag vinder den opfattelse, at grundforskningen er vigtig for den økonomiske konkurrenceevne, imidlertid frem i Europa, også i erhvervskredse (jf. eksempelvis de europæiske erhvervslederes rundbordskonference).

1.11

De foranstaltninger, Kommissionen nævner i meddelelsen, kan bl.a. støtte sig på ytringer fra talrige personer, organisationer og instanser som f.eks. en gruppe på 45 europæiske nobelpristagere, ESF (European Science Foundation), sammenslutningen af direktører og formænd for de nationale forskningsråd, EuroHORCS (12), sammenslutningen Eurosciences, Academia Europeae, Kommissionens gruppe af forskningsrådgivere, EURAB, og en ad hoc-gruppe af fremtrædende personligheder (ERCEG), der blev nedsat som opfølgning på en konference, som det danske formandskab afholdt i København den 7.-8. oktober 2002 om et »europæisk forskningsråd« (13).

1.12

Med hensyn til det videre forløb planlægger Kommissionen i første kvartal 2004

2.1

Blandt andet under henvisning til tidligere udtalelser om forskning og udvikling, hvori EØSU flere gange (14) har understreget, at EU under hensyntagen til Lissabon-målene nødvendigvis må støtte grundforskningen tilstrækkeligt – dvs. i væsentlig højere grad end hidtil – bifalder det udtrykkeligt Kommissionens meddelelse og de deri indeholdte konstateringer og hensigtserklæringer.

2.2

Specielt under henvisning til udtalelsen (15) om Kommissionens forslag til sjette F&U-rammeprogram og den deri indeholdte henstilling om på lidt længere sigt at forøge Fællesskabets F & U-budget (det drejede sig om EU-15!) med 50 % støtter udvalget Kommissionens opfordring til at stille væsentligt flere midler til rådighed for EU's forskningsbudget. Ligeledes bifalder udvalget, at Kommissionen har til hensigt at følge Mayor-gruppens anbefalinger og gøre øget støtte til grundforskning til et af hovedpunkterne i EU's fremtidige forskningspolitiske indsats. Det henviser i den forbindelse til de alarmerende indikatorer, Kommissionen har forelagt, som viser, at den videns- og forskningsmæssige kløft mellem EU og f.eks. USA er tiltagende.

2.3

Udvalget bifalder også de indledende overvejelser om at oprette et »europæisk forskningsråd«, der på EU-plan kan løse de opgaver, der i medlemsstaterne varetages af institutioner som »Research Councils« i UK, »Deutsche Forschungsgemeinschaft« i Tyskland, »Vetenskabsradet« i Sverige, NWO i Holland, FNRS i Belgien, osv. De bevilger – efter ansøgning – midlerne til projekter eller tilskud til forskellige forskergruppers projekter, som det også sker i USA.

2.4

Udvalget er enigt med Kommissionen i, at det næppe er muligt at fastlægge strenge kriterier til sondring mellem grundforskning og anvendt forskning. Men det finder heller ikke dette problematisk (og anbefaler derfor, at man i praksis levner plads til et vist skøn), da der mellem disse to kategorier er og skal være tale om en frugtbar vekselvirkning, ja endda om samvirke.

2.4.1

Udvalget minder om sin tidligere henstilling (16) om at styrke samspillet mellem grundforskning og anvendt forskning inden for rammerne af et pluralistisk videnskabssystem med flere poler.

2.4.2

Alligevel anser udvalget det for nødvendigt, at Kommissionen i det videre forløb beskriver begrebet grundforskning (eller foreslår det beskrevet) sådan, at der kan udledes et brugbart beslutningsgrundlag i forhold til støtteansøgninger. Udvalget henviser i den forbindelse til en tidligere fremsat henstilling desangående (17).

2.5

Kommissionen kommer i meddelelsen også ind på det meget komplicerede spørgsmål om intellektuel ejendomsret i forbindelse med grundforskning. Som bekendt kan opdagelser ikke patenteres, mens opfindelser kan. Det bringer forskerne i konflikt, fordi det, som omtalt nedenfor, er nødvendigt for dem – og i øvrigt også ønskeligt af hensyn til udbredelsen af viden – hurtigt at publicere deres resultater.

2.5.1

Denne konflikt har at gøre med, om en opdagelse kan give anledning til en anvendelse, der bør patenteres; men så skulle der anmeldes patent før offentliggørelsen af den dertil nødvendige viden. Som følge af denne konflikt lider enten vidensudbredelsen og dermed den videnskabelige anseelse skade, eller også forskertses den potentielle patentbeskyttelse til gunst for EU og opfinderen af nye, eventuelt banebrydende, ideer.

2.5.2

Denne konflikt kunne man i væsentligt omfang tage brodden af med en »henstandsperiode« (18) (engelsk: grace period). Derfor gentager udvalget sin tidligere flere gange fremsatte henstilling (19) om også i EU at indføre denne »henstandsperiode«, der er almindelig i USA. Samtidig gentager det, at det er nødvendigt at få indført EF-patentet. Det ville befri de europæiske forskere og virksomheder for et alvorligt handicap.

2.6

I øvrigt bør det overvejes, om og hvordan man eksplicit kan forankre støtte til grundforskning (til realisering af Lissabon-målene) i fremtidige europæiske traktater eller afgørelser.

3.1

Udvalget kan også i vidt omfang tilslutte sig Kommissionens beskrivelse og analyse af grundforskningens aktuelle situation.

3.1.1

Men dette gælder ikke alle meddelelsens konstateringer. Således skriver Kommissionen blandt andet: »Europa har... både stærke og svage sider hvad angår grundforskning. Svaghederne hænger for en stor del sammen med opsplitningen i nationale forskningssystemer, herunder især manglen på konkurrence mellem forskere, forskergrupper og enkeltprojekter i europæisk skala« og drager deraf den slutning, at det er nødvendigt at foretage en bedre koordinering af aktiviteterne, foranstaltningerne og de enkelte medlemsstaters programmer vedrørende grundforskning.

3.1.2

Hvad Kommissionen her siger om opsplitning og manglende konkurrence – der generelt set sikkert ikke en gang holder stik for så vidt angår de institutioner, der på politisk plan har ansvaret for eller styrer forskningen – finder udvalget vildledende som et generelt udsagn om den forskende videnskab. Det er navnlig ét bestemt træk ved den videnskabelige forskning, som udsagnet ser bort fra eller ikke tager tilstrækkeligt hensyn til.

3.1.3

Et af forskernes vigtigste motiver – ud over søgen efter erkendelse, efter at finde eller udvikle nyt – ligger nemlig i konkurrencen mellem konkurrerende grupper eller laboratorier og ønsket om at udveksle tanker med sagkyndige kolleger, der virker andetsteds. Men et overmål af konkurrence eller ærgerrighed skader den videnskabelige forsknings væsen. For det kan føre til overfladiskhed og gå ud over den nødvendige omhu og dybde i det videnskabelige arbejde og over bestræbelserne på at finde nyt.

3.1.4

Denne tankeudveksling og konkurrence foregår blandt andet på internationale videnskabelige konferencer/kongresser og i de ansete internationale fagtidsskrifter. De enkelte forskeres og deres institutioners nationale og internationale anseelse (og dermed også forskernes karrieremuligheder) afhænger af, hvem der først har gjort og offentliggjort hvilke vigtige nye erkendelser.

3.1.5

Sådanne konferencer/kongresser arrangeres i regel af de forskellige videnskabelige selskaber eller faglige sammenslutninger og udgør – i spændingsfeltet mellem samarbejde og konkurrence – det internationale forum for udveksling af de nyeste resultater og planer og for etablering af nyt samarbejde, men også for dokumentation af færdigheder og præstationer, altså for konkurrence.

3.1.6

Vidensudvekslingen og koordineringen fremhjælpes af den stærke personmæssige internationalisering (20), der præger mange forskningsprojekter, og af projekternes integration i internationale programmer. (21)

3.1.7

Alt dette fører naturligvis til tilbageslutninger inden for de forskellige institutioner og hos deres forskere og dermed til vedvarende tilpasning og reorientering af forskningsprogrammerne, i overensstemmelse med den videnskabelige forsknings tidsmæssige krav.

3.1.8

Som udvalget har understreget i en tidligere udtalelse, bør Kommissionen anerkende og udnytte denne selvregulerings- og tilpasningsproces inden for videnskab og forskning, som stimuleres af konkurrencen og foregår på internationalt plan. Den bør derfor i endnu højere grad end hidtil inddrage anerkendte, førende videnskabsmænd og repræsentanter for de videnskabelige selskaber og faglige sammenslutninger (organisationer, der drives og finansieres af medlemmerne, altså NGO'er) i sine interne rådgivningsprocesser og ikke mindst i fordelingsprocedurerne.

3.1.9

Ovenstående bemærkninger taler dog ikke mod fortsat »åben koordinering« og dermed »europæisering« af medlemsstaternes programmer for grundforskning, for så vidt dette er nødvendigt og nyttigt. Men det skal helst ske via tilstrækkelige incitamenter til »bottom up«-processer, der udvikler sig af sig selv, og via støtte til sådanne projekter (22) eller større apparatur, der – stemmende med subsidiaritetsprincippet – overstiger de enkelte medlemsstaters støttemæssige betalingsevne eller –vilje og har tilstrækkelig udstråling til at foranledige etablering af europæiske netværk.

3.1.10

Desuden bør der udvikles en arbejdskultur og en passende administrativ og finansiel kontekst, som fremmer ekspertise, giver plads til mere åbne temaer og arbejdsprogrammer og øver større tiltrækningskraft på forskerne.

3.1.11

Udvalget gentager, at det ser med bekymring på de utilstrækkelige synergier og den ligeledes utilstrækkelige udveksling af forskere mellem den akademiske verden og erhvervslivet, som medfører en opdeling i grundforskning og anvendt forskning, vanskeliggør synergi mellem indfaldsvinkler, metoder og teknikker og begrænser tværfagligheden ved bl.a. at tilskynde til adfærd, som i for høj grad tager sigte på videnskabelige publikationer og kortsigtede resultater.

3.2

EU-støtten bør først og fremmest gælde programmer eller institutioner, hvis opgaver stiller krav om omfattende interdisciplinær forskning. På mange områder og i forbindelse med mange vigtige problemstillinger får interdisciplinær forskning stadig større betydning, og den kan mest effektivt etableres ved at samle de forskellige nødvendige discipliner og dertil hørende apparatur på et centralt sted, med henblik på »europæisk« udnyttelse og etablering af netværk.

3.3

Under henvisning til ovenstående bemærkninger støtter udvalget Kommissionens overvejelser vedrørende følgende foreslåede foranstaltninger:

3.4

Tilstrækkelig finansiel støtte til enkeltprojekter er efter udvalgets opfattelse et vigtigt støtteinstrument. Den kan, som Kommissionen foreslår, formidles af et europæisk forskningsråd, der i sin arbejdsmåde bør lade sig inspirere af institutioner som Deutsche Forschungsgemeinschaft (DFG) og (de britiske) Research Councils, der fungerer ganske udmærket. Blandt andet på grund af den nedenfor drøftede problematik bør man acceptere projekter med tilstrækkelig lang løbetid; desuden bør – i et vist omfang – også visse former (24) for mere institutionel støtte (f.eks. over 12-15 år) komme i betragtning.

3.4.1

I den forbindelse er der bl.a. to vigtige synspunkter at tage hensyn til, som også er nævnt i tidligere udtalelser (25) fra udvalget.

3.4.2

For det første er der problemet med at sikre de forskere, der deltager i projekterne, en tilfredsstillende personlig kontraktudformning. Det må sikres, at projekternes uundgåelige tidsbegrænsede karakter ikke påfører de berørte forskere ulemper med hensyn til kontraktudformning, personlige omstændigheder og social sikring, men at der tværtimod gives tilstrækkelige incitamenter til at tiltrække og fastholde særligt kvalificerede.

3.4.3

For det andet drejer det sig om besværet (26) i forbindelse med ansøgningsprocedurer, bedømmelse osv., og det både for ansøgerne og bedømmerne. Med DFG som eksempel må det sikres, at dette besvær er ringe sammenlignet med det potentielle udbytte i tilfælde af bevilling af de ansøgte midler. Det er måske en løsning at harmonisere og samle alle donatorers ansøgnings- og bedømmelsesprocedurer og at undlade hele tiden at ændre dem.

3.5

Der kan i den henseende opstå en særlig vanskelig situation, hvis bevillingerne til grundforskning bliver så begrænsede, at der indkommer og må bearbejdes og træffes – i de fleste tilfælde negativ - afgørelse om et stort antal ansøgninger, der langt overstiger de til rådighed stående midler.

3.5.1

Det gælder nemlig på den ene side om at undgå, at der hos de afviste ansøgere, der jo i dette tilfælde ville være det store flertal, skabes en misstemning – bl.a. på grund af den investerede indsats – mod Kommissionen og EU.

3.5.2

På den anden side drejer det sig også om at undgå et stort bureaukratisk arbejde (se ovenfor) til påvisning af procedurernes korrekthed og retfærdighed. Navnlig derfor anbefaler udvalget, at Kommissionen på dette område søger råd både hos erfarne organisationer i medlemsstaterne og ikke mindst hos tidligere både imødekomne og afviste (!) ansøgere.

3.6

Kommissionen peger med rette på grundforskningens afgørende rolle i forbindelse med universitetsuddannelsen, og udvalget tilslutter sig i den forbindelse følgende udsagn i meddelelsen: »I denne forstand og af denne grund må grundforskningen forblive en central opgave for universiteterne, for i sammenhæng med undervisningen udgør den selve deres eksistensberettigelse«. Men efter udvalgets mening gælder dette også for forskningsorganisationer uden for universiteterne, der (også) driver grundforskning og personalemæssigt, programmatisk og organisatorisk på mange måder er forbundet med forskningen og uddannelsen på universiteterne.