This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52003PC0409(01)
Proposal for a Council Decision authorising the Member States which are Contracting Parties to the Paris Convention of 29 July 1960 on Third Party Liability in the Field of Nuclear Energy to sign, in the interest of the European Community, the Protocol amending that Convention
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention
/* KOM/2003/0409 endelig udg. */
Forslag til Rådets Afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention /* KOM/2003/0409 endelig udg. */
Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE 1. Formålet med forslagene Kommissionen foreslår Rådet at bemyndige de medlemsstater, der er kontraherende parter i konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område ("Paris-konventionen") til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne og ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af den nævnte konvention, som er vedtaget under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) auspicier. 2. Ændringsprotokollen til Paris-konventionen 2.1. Paris-konventionen Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område blev indgået inden for rammerne af Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde, nu Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling. Den blev vedtaget med det formål at tilsikre personer, der lider skade ved nukleare ulykker, en fyldestgørende og retfærdig erstatning. Ved Paris-konventionen indføres en særlig ordning for civilretligt ansvar på den nukleare energis område, som er tilpasset efter de særlige problemer på området, der på flere punkter afviger fra de almindelige retsregler om civilretligt erstatningsansvar. Ordningen er karakteriseret ved, at det er indehaveren af et nukleart anlæg, der har objektivt (uden skyld) eneansvar, og som skal betale skadeserstatning op til et bestemt beløb og er forpligtet til at dække sit erstatningsansvar ved en forsikring eller en anden økonomisk sikkerhed. Anvendelsesområdet omfatter nukleare ulykker, der finder sted i visse nukleare anlæg eller under transport af nukleart materiale, som er defineret i konventionen, på de kontraherende staters område, herunder i deres territorialfarvande. Paris-konventionen er suppleret ved Bruxelles-konventionen af 31. januar 1963 om tillægskonventionen til Paris-konventionen (benævnt "Bruxelles-tillægskonvention"), hvorved der indføres en ordning for supplerende erstatning gennem offentlige midler. Erstatningsordningen omfatter tre trancher. Den første tranche, der svarer til anlægsindehaverens erstatningsansvar, dækkes af den af indehaveren tegnede forsikring eller på anden måde stillede økonomiske sikkerhed. Den anden tranche, der overstiger beløbet for indehaverens erstatningsansvar, tilvejebringes ved offentlige midler, som stilles til rådighed af den stat, på hvis område det nukleare anlæg er beliggende, indtil et beløb på 175 millioner særlige trækningsrettigheder (SDR) [1]. Den tredje tranche, der tilvejebringes gennem bidrag fra de kontraherende parter, dækker erstatning for nukleare skader, der overstiger de 175 mio. SDR og indtil 300 mio. SDR. [1] Ifølge de valutakurser for SDR pr. 2. januar 2002, som er offentliggjort af Den Internationale Valutafond, er 1 SDR=1,39732 EUR. Paris-konventionen er blevet ændret ved tillægsprotokollen af 28. januar 1964 og protokollen af 16. november 1982. Den gælder for tiden mellem 15 lande, heriblandt 12 EF-medlemsstater, idet Irland, Luxembourg og Østrig ikke er kontraherende parter i konventionen. 2.2. Ændringsprotokollen For at forbedre erstatningsordningen for nukleare skader indledte de kontraherende parter i Paris-konventionen i 1998 forhandlinger med henblik på en revision af konventionen. Denne revision tager sigte på at sikre, at der kan stilles øgede midler til rådighed med henblik på ydelse af erstatning til et større antal ofre på grundlag af en udvidet skadesdefinition. Den endelige tekst til et forslag til en protokol om ændring af Paris-konventionen blev godkendt af de kontraherende parter i februar 2002 og accepteret af Styrelseskomiteen for Kerneenergi under OECD i maj 2002. De vigtigste ændringer vedrører udvidelsen af konventionens geografiske anvendelsesområde til at omfatte nukleare skader, der påføres områder eller havzoner henhørende under stater, der ikke er kontraherende parter i konventionen, og udvidelsen af begrebet erstatningspligtig skade til at omfatte immaterielle skader og omkostninger til foranstaltninger til beskyttelse og genopretning af miljøet. Den væsentligste forbedring er forhøjelsen af de erstatningsbeløb, som indehaveren af det nukleare anlæg skal afholde. Fra den nuværende konventions højst 15 mio. SDR forhøjes indehaverens erstatningsansvar til et referencebeløb på mindst 700 mio. EUR, dvs. at man i de nationale lovgivninger således er frit stillet til at fastsætte et højere beløb eller at fastlægge, at indehaverens erstatningsansvar er ubegrænset. Denne forhøjelse vedrører også anlæg med lav risiko, hvor indehaverens erstatningsansvar forhøjes fra 5 mio. SDR til mindst 70 mio. EUR, og for ulykker, der sker under transport af nukleart materiale, hvor indehaverens erstatningsansvar øges fra 5 mio. SDR til mindst 80 mio. EUR. Denne forhøjelse af de erstatningsbeløb, der skal afholdes af indehavere af nukleare anlæg, ledsages parallelt af en forhøjelse af beløbet for de supplerende midler, som er fastsat i Bruxelles-tillægskonventionen og ligeledes genstand for en revision. I henhold til den foreslåede ændring fastlægges de trancher, der er fastsat i Bruxelles-tillægskonventionen, således: beløbet for den første tranche svarende til indehaverens erstatningsansvar forhøjes til mindst 700 mio. EUR; den anden tranche, der afholdes af den stat, hvor anlægget er beliggende, udgøres af et beløb mellem den første tranche og 1,2 mia. EUR; den tredje tranche vil være på 300 mio. EUR. Tilsammen udgør disse trancher altså 1,5 mia. EUR. 3. Rådets forordning (EF) nr.44/2001 Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 [2] fastsætter generelle regler for retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Forordningen er bindende for alle medlemsstaterne undtagen for Danmark. Bruxelles-konventionen fra 1968 forbliver i kraft, hvad forbindelserne mellem Danmark og de andre medlemsstater angår. [2] EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. De kompetenceregler, der er fastsat i forordning (EF) nr. 44/2001, finder anvendelse, når sagsøgte har bopæl i en af de medlemsstater, der er bundet af forordningen, mens en sagsøgt, der ikke har bopæl i en medlemsstat, principielt kan sagsøges for retten i hver medlemsstat i overensstemmelse med dennes nationale kompetenceregler, dog med forbehold af artikel 22 (enekompetence) og 23 (aftaler om værneting). Kompetencereglerne er først og fremmest baseret på sagsøgtes bopæl. I sager om erstatning uden for kontrakt kan en person med bopæl i en medlemsstat endvidere sagsøges i den medlemsstat, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå. Ved det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, forstås ifølge Domstolens retspraksis det sted, som skadens årsag kan henføres til, eller det sted, hvor skaden er tilføjet. I forsikringssager kan en forsikringsgiver, der har bopæl i en medlemsstat, sagsøges (a) ved retterne i den medlemsstat, hvor han har bopæl, eller (b) i den medlemsstat, hvor sagsøgeren har bopæl, i tilfælde hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, eller, (c) såfremt det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandør. I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, såvel som, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil, ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede. Forordning (EF) nr. 44/2001 fastsætter, at en retsafgørelse, der er truffet i en given medlemsstat, skal anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Der nævnes dog et begrænset antal grunde til, at en retsafgørelse ikke skal anerkendes, nemlig uoverensstemmelse med grundlæggende retsprincipper, respekt for sagsøgtes ret til forsvar og forekomsten af uforenelige retsafgørelser. 4. Fællesskabets kompetence Der er ingen EF-retsregler om erstatningsansvar ved nukleare ulykker. Derimod indeholder den nye protokol om ændring af Paris-konventionen bestemmelser, som kan få betydning for Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Til forskel fra forordningen, som indeholder flere kompetencekriterier, giver artikel 13 i Paris-konventionen som ændret ved protokollen principielt enekompetence til den kontraherende stat, på hvis område den nukleare ulykke har fundet sted. Paris-konventionens artikel 13 giver allerede nu enekompetence til domstolene i den kontraherende stat, på hvis område ulykken har fundet sted, til at træffe afgørelse om erstatning for skader, der påføres som følge af ulykken. Finder ulykken sted uden for de kontraherende staters område, eller kan ulykkesstedet ikke fastlægges med sikkerhed, så ligger kompetencen hos domstolene i den kontraherende stat, på hvis område det nukleare anlæg, hvis indehaver er ansvarlig, befinder sig. Af hensyn til retssystemets enhed skal der for endegyldige domme, der er afsagt af den kompetente domstol, kun foretages forenklet eksigibilitetspåtegning, før de uden fornyet substansprøvelse kan fuldbyrdes i de andre kontraherende stater. I tillæg hertil fastsætter ændringsprotokollen, at domstolene i kontraherende kyststater har enekompetence for nukleare ulykker, der sker i disse staters eksklusive økonomiske zone (EEZ). Denne kompetence er betinget af, at konventionens depositar har modtaget notifikation om en sådan zone inden den nukleare ulykke. Protokollen præciserer, at hverken notifikation af en eksklusiv økonomisk zone eller udøvelse af kompetencen i medfør af denne nye bestemmelse skaber ret eller pligt, hvad angår fastlæggelse af søgrænser mellem stater med kyster over for eller ved siden af hinanden. Indtræder der en nuklear ulykke i et havområde, som er genstand for tvist om fastlæggelse af søgrænserne, bør kompetencen tilfalde den domstol, der skønnes at være mest direkte berørt af ulykken og dens følger. Fællesskabet har enekompetence, hvad angår de bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der er fastsat i ændringsprotokollen, da disse bestemmelser i medfør af Domstolens retspraksis berører de tilsvarende regler i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001. Medlemsstaterne har således ikke længere ret til hverken at afvige fra disse regler i deres indbyrdes forbindelser eller til at indgå forpligtelser med tredjelande, der berører disse regler [3]. [3] EF-Domstolen, sag 22/70, AETR, Saml. 1971, s. 263. For at muliggøre Fællesskabets udøvelse af sin kompetence, gav Rådet den 13. september 2002 Kommissionen mandat til at føre forhandlinger om protokollen til Paris-konventionen af 29. juli 1960 inden for de områder, der henhører under Fællesskabets kompetence. Rådet har i dette særlige tilfælde som en undtagelse ikke forudset Fællesskabets tiltrædelse af konventionen. Dette forhold kan ikke danne præcedens. I forhandlingsdirektiverne præciseres det, at Fællesskabet skal tage forbehold for det forslag til ændring af artikel 13 i Paris-konventionen, der er udarbejdet af de kontraherende parter og vedtaget af Styrelseskomiteen for Kerneenergi i maj 2002. Dette forslag sikrer nemlig princippet om retternes kompetence i Paris-konventionen, som er nødvendig for at sikre en retfærdig fordeling mellem ofrene af de erstatningsmidler, der er til rådighed. I overensstemmelse med forhandlingsdirektiverne underrettede Kommissionen den 25. oktober 2002 officielt Kerneenergiagenturet under OECD, der er depositar for Pariskonventionen, om, at Fællesskabets accepterede ændringsforslaget til artikel 13 i protokoludkastet, som det blev godkendt i februar 2002, og at det forbehold, som tolv kontraherende stater, medlemmer af EU, havde fremsat vedrørende denne artikel, kunne ophæves. Denne accept, der er blevet bekræftet ved en brevveksling mellem Kommissionen og Kerneenergiagenturet, var afslutningen på forhandlingerne. Ved afslutningen af forhandlingerne blev ændringsprotokollen endeligt vedtaget af de kontraherende parter i den af Europa-Kommissionen godkendte version. Styrelseskomiteen for Kerneenergi noterede sig officielt på sit 106. møde den 24. april 2003 vedtagelsen af protokollen under overværelse af en repræsentant for Kommissionen. Styrelseskomiteen for Kerneenergi noterede sig også, at de kontraherende parter var rede til undertegne protokollen, så snart afslutningen på den igangværende bemyndigelsesprocedure inden for Det Europæiske Fællesskab gjorde det muligt. Teksten til ændringsprotokollen til Pariskonventionen er i overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, som Rådet havde fastsat. Hvis Fællesskabet skal kunne udøve sin kompetence inden for disse områder, indebærer det, at Det Europæiske Fællesskab bliver part i ændringsprotokollen. Men for så vidt som ændringsprotokollen ikke åbner mulighed for deltagelse af regionale organisationer for økonomisk integration, kan Fællesskabet hverken undertegne og ratificere den eller tiltræde den. Ved at yde ofre for nukleare ulykker en bedre beskyttelse er den nye protokol til Paris-konventionen af ganske særlig betydning for Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, hvilket tjener som begrundelse for, at Fællesskabet rent undtagelsesvist må udøve sin kompetence via de medlemsstater, der er parter i Paris-konventionen Der er dog tre EF-medlemsstater, nemlig Irland, Luxembourg og Østrig, som ikke er parter i Paris-konventionen. Det er blevet anset for objektivt berettiget, at disse tre medlemsstater undtagelsesvist skal have lov til ikke at blive parter i protokollen og til følgelig at fortsætte med anvende reglerne i forordning (EF) nr. 44/2001. Denne differentierede anvendelse inden for Fællesskabet af reglerne om retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser er berettiget af tre grunde: - protokollen ændrer en konvention, som de tre medlemsstater ikke er parter i, - forordning (EF) nr. 44/2001 berører ikke de konventioner, som medlemsstaterne er parter i, - protokollen tilfører ikke konventionens kompetenceregler nogen væsentlige ændringer. Derfor blev det fastsat i forhandlingsdirektiverne, at der skulle indledes procedurer udelukkende med henblik på, at de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er parter i Paris-konventionen, i Fællesskabet interesse undertegner og ratificerer eller tiltræder protokollen. I henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling knyttet til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er forordning (EF) nr. 44/2001 ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Derfor deltager Danmark ikke i vedtagelsen af nedenstående afgørelser, der altså ikke er bindende for og heller ikke finder anvendelse i Danmark. Konklusion Af disse grunder henstiller Kommissionen til Rådet, at det vedtager følgende afgørelser: - dels en afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention, - dels en afgørelse om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af den nævnte konvention. Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om bemyndigelse af de medlemsstater, der er kontraherende parter i Paris-konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne protokollen om ændring af den nævnte konvention RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), artikel 67, stk. 5, og artikel 300, stk. 2, første afsnit, under henvisning til forslag fra Kommissionen [4], og [4] EUT C ... af ..., s. ... ud fra følgende betragtninger: (1) Protokollen om ændring af konventionen af 29. juli 1960 om ansvar over for tredjemand på den nukleare energis område, ændret ved tillægsprotokollen af 28. januar 1964 og protokollen af 16. november 1982 (i det følgende benævnt "Paris-konventionen") er blevet forhandlet med henblik på at tilsikre personer, der lider skade ved nukleare ulykker, bedre erstatning. Den fastsætter en forhøjelse af erstatningsbeløbene og en udvidelse af ordningen for civilretligt ansvar på den nukleare energis område til også at omfatte miljøskader. (2) I overensstemmelse med Rådets forhandlingsdirektiver af 13. september 2002 har Kommissionen på Fællesskabets vegne inden for de områder, der henhører under Fællesskabet kompetence, ført forhandlinger om protokollen om ændring af Paris-konventionen. Rådets forhandlingsdirektiver fastsatte dog ikke forhandling af en bestemmelse, der skulle muliggøre Fællesskabets tiltrædelse af protokollen. (3) Protokollen er blevet endeligt vedtaget af de kontraherende parter i Paris-konventionen Teksten til protokollen er i overensstemmelse med Rådets forhandlingsdirektiver. (4) Fællesskabet har enekompetence med hensyn til ændringen af Paris-konventionens artikel 13, for så vidt denne ændring berører de regler, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Medlemsstaterne bevarer deres kompetence på de af protokollen omfattede områder, der ikke berører fællesskabsretten. I betragtning af ændringsprotokollens sagsområder og formål kan der ikke være tale om at adskille accepten af de bestemmelser i konventionen, der hører under Fællesskabets kompetence, fra accepten af de bestemmelser, der hører under medlemsstaternes kompetence. (5) Protokollen om ændring af Paris-konventionen er af ganske særlig betydning, idet den gør det muligt at forbedre den skadeserstatning, der ydes som følge af nukleare ulykker, hvilket er i Fællesskabets og medlemsstaternes interesse. (6) Paris-konventionen og ændringsprotokollen dertil er ikke åben for regionale organisationers deltagelse. Derfor er Fællesskabet ikke i stand til hverken at undertegne og ratificere eller at tiltræde protokollen. På denne baggrund er det berettiget, at medlemsstaterne i Fællesskabets interesse helt undtagelsesvist undertegner protokollen. (7) Der er dog tre EF-medlemsstater, nemlig Irland, Luxembourg og Østrig, som ikke er parter i Paris-konventionen. I betragtning af at protokollen ændrer Paris-konventionen, og at forordning (EF) nr. 44/2001 bemyndiger de medlemsstater, der er bundet af denne konvention, til fortsat at anvende denne konventions kompetenceregler, anses det for objektivt berettiget undtagelsesvist at tillade, at disse tre medlemsstater ikke bliver parter i protokollen. (8) Derfor er det nødvendigt, at de medlemsstater, der er parter i Paris-konventionen, i Fællesskabets interesse og på de i denne afgørelse fastsatte betingelser, undertegner protokollen om ændring af Paris-konventionen med forbehold af eventuel senere indgåelse. (9) Anvendelsen af protokollens bestemmelser vil for Det Europæiske Fællesskabs vedkommende følgelig være begrænset til de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er kontraherende parter i Paris-konventionen. (10) Forordning (EF) 44/2001 er bindende for Det Forenede Kongerige og Irland, som altså deltager i vedtagelsen af denne afgørelse. Det Forenede Kongerige deltager desuden i anvendelsen af denne afgørelse. (11) I henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som altså ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 1. Uden at det i øvrigt berører Fællesskabets kompetence undertegner de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt er kontraherende parter i Paris-konventionen, i Det Europæiske Fællesskabs interesse protokollen om ændring af den nævnte konvention med forbehold af eventuel senere indgåelse. 2. Teksten til protokollen om ændring af Paris-konventionen er knyttet til denne afgørelse. 3. I denne afgørelse forstås ved "medlemsstat" alle medlemsstater, som på nuværende tidspunkt er parter i Paris-konventionen, med undtagelse af Danmark. Artikel 2 Medlemsstaterne bestræber sig på at undertegne protokollen inden den 31. december 2003. Artikel 3 Ved undertegnelsen af protokollen om ændring af Paris-konventionen underretter medlemsstaterne skriftligt Generalsekretæren for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling om, at undertegnelsen er sket i overensstemmelse med denne afgørelse. Udfærdiget i Bruxelles, den På Rådets vegne Formand