Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0078(02)

Forslag til Rådets forordning om ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende præstationer af rejsetjenesteydelser af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms)

/* KOM/2003/0078 endelig udg. - CNS 2003/0040 */

52003PC0078(02)

Forslag til Rådets forordning om ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende præstationer af rejsetjenesteydelser af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms) /* KOM/2003/0078 endelig udg. - CNS 2003/0040 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende præstationer af rejsetjenesteydelser af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms)

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. BAGGRUND

Den 8. februar 2002 offentliggjorde Kommissionen et forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer [1].

[1] Forslag KOM(2002) 64 endelig.

Rådet har senere vedtaget Rådets direktiv 2002/38/EF af 7. maj 2002 om ændring og midlertidig ændring af direktiv 77/388/EØF hvad angår merværdiafgiftssystemet for radio- og tv-spredningstjenester og visse elektronisk leverede tjenesteydelser [2] og Rådets forordning (EF) nr. 792/2002 af 7. maj 2002 om midlertidig ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende elektronisk handel af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms) [3].

[2] EFT L 128 af 15.5.2002, s. 41.

[3] EFT L 128 af 15.5.2002, s. 1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg afgav udtalelse den 17. og 18. juli 2002 [4].

[4] EFT C 241 af 7.10.2002, s. 83.

Den 24. september 2002 vedtog Europa-Parlamentet en betænkning om dette forslag til Rådets direktiv [5] og fremsatte forslag til to ændringer, hvoraf en kunne godkendes af Kommissionen, der indvilgede i at ændre sit forslag.

[5] Betænkning om forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer (KOM(2002) 64 - C5-0112/2002 - 2002/0041(CNS)), PE 307.532, A5-0274/2002.

Kommissionen fremsætter derfor dette ændrede forslag.

2. FORKLARING PÅ ÆNDRINGERNE

2.1. Indførelse af "one stop shop"-princippet

Formålet med denne ændring er at sikre, at de foreslåede regler om leveringsstedet for rejsetjenesteydelser præsteret af rejsebureauer etableret i tredjelande til kunder med hjemsted i EU let kan anvendes i praksis. Selv om Kommissionen opfordrede til, at leverandører i tredjelande skal være afgiftspligtige i EU, når de leverer til kunder i EU, foreslog den ingen forenklede foranstaltninger, der kan sikre dette.

Der er i mellemtiden vedtaget en forenklingsordning i Rådets direktiv 2002/38/EF om ændring af direktiv 77/388/EØF hvad angår merværdiafgiftssystemet for radio- og tv-spredningstjenester og visse elektronisk leverede tjenesteydelser, som vedrører sager, hvor en leverandør, der ikke er etableret i EU, leverer disse tjenesteydelser til ikke-afgiftspligtige kunder i EU. Denne "one stop shop"-ordning vil gælde i en forsøgsperiode på tre år fra 1. juli 2003.

Europa-Parlamentet har foreslået, at anvendelsesområdet for denne særordning, der er fastsat i direktivet om elektronisk handel (direktiv 2002/38/EF), samt den bilaterale clearingsmekanisme for skattemyndigheder, der er fastsat i afsnit III A i Rådets forordning (EF) nr. 792/2002 af 7. maj 2002 om midlertidig ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende elektronisk handel af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms), udstrækkes til leverancer af rejsetjenesteydelser foretaget af leverandører etableret i tredjelande til kunder med hjemsted i EU.

Kommissionen accepterede dette ændringsforslag og lovede at ændre sit forslag i overensstemmelse hermed.

2.2. Indførelse af en fritagelse for leverancer til kunder med hjemsted i tredjelande

Kommissionen kan ikke acceptere dette ændringsforslag, da det strider mod et af de grundlæggende principper i EU's momssystem, hvorefter leverancer af varer og tjenesteydelser beskattes, hvor forbruget finder sted. Den fortjenstmargen, der skabes i EU, bør derfor beskattes i EU, hvor den er realiseret, og den bør ikke fritages, når kunden har hjemsted uden for EU.

3. FORESLÅEDE ÆNDRINGER AF KOMMISSIONENS FORSLAG KOM(2002) 64 ENDELIG

3.1. Tilføjelse af et nyt litra i artikel 26, stk. 2

Den første ændring er at udstrække anvendelsesområdet for særordningen for elektronisk leverede tjenesteydelser til også at omfatte rejsetjenesteydelser præsteret af rejsebureauer etableret i tredjelande til kunder med hjemsted i EU, hvis rejsetjenesteydelsen finder sted i EU. Sådanne leverancer er omfattet af artikel 26, stk. 2, i Kommissionens forslag KOM(2002) 64 endelig. Der indsættes et nyt litra i denne artikel, der har til formål at gøre det muligt for disse leverandører i tredjelande, der er nævnt i artikel 26, stk. 2, litra b) (ny), at anvende en særordning, der minder om den ordning, der gælder for elektronisk leverede tjenesteydelser, for at overholde deres momsforpligtelser i EU.

3.2. Et nyt stk. 3 i artikel 26

I dette nye stk. 3 i artikel 26 indføres først i litra a) nogle definitioner, der er nødvendige for at fastlægge anvendelsesområdet for særordningen, og hvordan den skal fungere.

I artikel 26, stk. 3, litra b), introduceres derefter den særordning, der vil gælde for præstationer af rejsetjenesteydelser af rejsebureauer etableret i tredjelande, når de leverer rejsetjenesteydelser, som finder sted i EU, til kunder med hjemsted i EU.

3.3. Ændring af artikel 3 i forslaget i KOM(2002) 64 endelig

Særordningen for de leverancer, der er omfattet af artikel 26, stk. 3 (ny), minder om den særordning for elektronisk leverede tjenesteydelser, der er nævnt i artikel 26c (B) i sjette momsdirektiv, og som gælder i en forsøgsperiode på 3 år fra den 1. juli 2003. Det er derfor tilrådeligt at ajourføre den oprindelige måldato 1. januar 2003 til samme dato den 1. juli 2003.

4. MÅLET FOR OG INDHOLDET AF FORSLAGET OM ÆNDRING AF FORORDNING (EØF) NR. 218/92

De foreslåede ændringer af den særordning for rejsebureauer, der er fastsat i artikel 26 i sjette momsdirektiv, skal sikre, at momsen tilfalder den medlemsstat, hvor det faktiske forbrug finder sted.

I henhold til den foreslåede nye ordning er det forbrugsmedlemsstaten, der i første omgang har ansvaret for, at det sikres, at leverandørerne opfylder deres afgiftsforpligtelser og erlægger den moms, der er skyldig for deres leverancer. For de rejsetjenesteydelser, der præsteres af operatører, der ikke er etableret eller momsregistreret i EU, til kunder med hjemsted i EU, er det nødvendigt, at forbrugsmedlemsstaten og den medlemsstat, hvor leverandøren er etableret, udveksler alle de oplysninger, som er nødvendige for at anvende den særordning, der er fastsat i artikel 26, stk. 3 (ny), i sjette momsdirektiv. Det er ligeledes nødvendigt for forbrugsmedlemsstaten, at det momsbeløb, der er skyldigt for de leverancer, for hvilke beskatningsstedet er beliggende på dens område, rent faktisk overføres til dens statsbudget.

Et lignende system er allerede blevet indført for elektronisk leverede tjenesteydelser [6], og de foreslåede ændringer af forordning (EØF) nr. 218/92 skal udstrække systemet til de leverancer, der foretages af rejsebureauer i henhold til den særordning, der er indført i henhold til artikel 26, stk. 3, i sjette momsdirektiv.

[6] Rådets forordning (EF) nr. 792/2002 af 7. maj 2002.

2003/0040 (CNS)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring med hensyn til yderligere foranstaltninger vedrørende præstationer af rejsetjenesteydelser af forordning (EØF) nr. 218/92 om administrativt samarbejde inden for området indirekte skatter (moms)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [7],

[7] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [8],

[8] EFT C [...] af [...], s. [...].

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg [9], og

[9] EFT C [...] af [...], s. [...].

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets direktiv 2003/.../EF af [.....] 2003 om ændring af direktiv 77/388/EØF vedrørende særordningen for rejsebureauer [10] opstiller en ramme for beskatning af leverancer af rejsetjenesteydelser i EU fra afgiftspligtige personer, der hverken er etableret inden for eller forpligtet til at være momsregistreret i EU.

[10] EFT L ...

(2) Da forbrugsmedlemsstaten har det primære ansvar for, at det sikres, at ikke-etablerede leverandører overholder deres forpligtelser, skal de oplysninger, der er nødvendige for at anvende den særordning for rejsetjenesteydelser leveret af operatører, som ikke er etableret i EU, der er omhandlet i artikel 26, stk. 3, i Rådets direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - Det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag [11], overføres til de pågældende medlemsstater.

[11] EFT L 145 af 13.6.1977, s. 1, senest ændret ved Rådets direktiv 2002/92/EF af 3. december 2002 (EFT L 331 af 7.12.2002, s. 27).

(3) Det er nødvendigt at sikre, at den skyldige merværdiafgift for sådanne leverancer bliver overført til de konti, som forbrugsmedlemsstaterne har udpeget.

(4) Forordning (EØF) nr. 218/92 bør derfor ændres tilsvarende -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EØF) nr. 218/92 foretages følgende ændringer:

(1) Følgende indsættes som afsnit III B: "Afsnit III B Bestemmelser vedrørende særordningen i artikel 26, stk. 3, i direktiv 77/388/EØF Artikel 9g Følgende bestemmelser finder anvendelse på særordningen i artikel 26, stk. 3, i direktiv 77/388/EØF. Definitionerne i artikel 26, stk. 3, finder også anvendelse i forbindelse med dette afsnit. Artikel 9h

1. De oplysninger, som den ikke-etablerede afgiftspligtige person sender til identifikationsmedlemsstaten, når hans afgiftspligtige virksomhed påbegyndes, som anført i artikel 26, stk. 3, litra b) nr. 1, første afsnit, i direktiv 77/388/EØF, skal forelægges ad elektronisk vej. De tekniske detaljer, herunder en generel elektronisk meddelelse, fastsættes efter proceduren i artikel 10.

2. Identifikationsmedlemsstaten fremsender elektronisk de i stk. 1 omhandlede oplysninger til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater inden for ti dage efter udgangen af den måned, hvor oplysningerne blev modtaget fra den ikke-etablerede afgiftspligtige person. På samme måde skal de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater underrettes om det tildelte identifikationsnummer.

De tekniske detaljer, herunder en generel elektronisk meddelelse, hvormed disse oplysninger skal fremsendes, fastsættes efter proceduren i artikel 10.

3. Identifikationsmedlemsstaten skal ad elektronisk vej omgående underrette de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater, hvis en ikke-etableret afgiftspligtig person udelukkes fra identifikationsregisteret.

Artikel 9i

1. Angivelsen med de nærmere enkeltheder i artikel 26, stk. 3, litra b), nr. 4), andet afsnit, i direktiv 77/388/EØF indsendes elektronisk. De tekniske detaljer, herunder en generel elektronisk meddelelse, fastsættes efter proceduren i artikel 10.

2. Identifikationsmedlemsstaten fremsender elektronisk de i stk. 1 omhandlede oplysninger til den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat inden for ti dage efter udgangen af den måned, hvor angivelsen blev modtaget. Medlemsstater, der har krævet, at afgiftsangivelsen udarbejdes i en anden valuta end euro, omregner beløbene til euro under anvendelse af kursen på den sidste dag i indberetningsperioden. Omregningen skal ske til de valutakurser, som Den Europæiske Centralbank har offentliggjort for den dag, eller, hvis der ikke har været nogen offentliggørelse den dag, den næste offentliggørelsesdag. De tekniske detaljer for fremsendelse af disse oplysninger fastsættes efter proceduren i artikel 10.

3. Identifikationsmedlemsstaten fremsender ad elektronisk vej de oplysninger til forbrugsmedlemsstaten, der er nødvendige for at kunne knytte den enkelte indbetaling sammen med den relevante kvartalsafgiftsangivelse.

Artikel 9i

Bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, finder også anvendelse på oplysninger indsamlet af identifikationsmedlemsstaten i overensstemmelse med artikel 26, stk. 3, litra b), nr. 1 og 4, i direktiv 77/388/EØF.

Artikel 9j

1. Identifikationsmedlemsstaten skal sikre, at det beløb, som den ikke-etablerede afgiftspligtige person har betalt, overføres til den bankkonto denomineret i euro, som den forbrugsmedlemsstat, som skal modtage betalingen, har udpeget hertil.

Medlemsstater, der har krævet indbetaling i en anden valuta end euro, omregner beløbene til euro under anvendelse af kursen på den sidste dag i indberetningsperioden. Omregningen skal ske til de valutakurser, som Den Europæiske Centralbank har offentliggjort for den dag, eller, hvis der ikke har været nogen offentliggørelse den dag, den næste offentliggørelsesdag. Overførslen skal finde sted senest ti dage efter udgangen af den måned, hvor betalingen blev modtaget.

2. Hvis den ikke-etablerede afgiftspligtige person ikke betaler hele det skyldige afgiftsbeløb, sikrer identifikationsmedlemsstaten, at betalingen overføres til forbrugsmedlemsstaten i forhold til den afgift, der skal betales i hver medlemsstat. Identifikationsmedlemsstaten underretter ad elektronisk vej de kompetente myndigheder i forbrugsmedlemsstaten.

Artikel 9l

1. Medlemsstaterne underretter ad elektronisk vej de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater om de bankkontonumre, som indbetalinger skal foretages til, jf. artikel 9k.

2. Medlemsstaterne underretter omgående ad elektronisk vej de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater og Kommissionen om ændringer i standardafgiftssatsen."

(2) Artikel 13, stk. 1, første punktum, affattes således: "Kommissionen og medlemsstaterne sikrer, at de eksisterende eller nye kommunikations- og informationsudvekslingssystemer, som er nødvendige for at gennemføre den udveksling af oplysninger, der beskrives i artikel 9b og 9c og i artikel 9h og 9i, er funktionsdygtige senest de datoer, der er angivet i henholdsvis artikel 3, stk. 1, i direktiv 2002/38/EF og artikel 3 i direktiv 2003/xx/EF."

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. juli 2003.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Top