Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0059

Forslag til Rådets forordning om foranstaltninger, som Kommissionen kan træffe i relation til den kombinerede virkning af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger

/* KOM/2003/0059 endelig udg. - ACC 2003/0028 */

52003PC0059

Forslag til Rådets forordning om foranstaltninger, som Kommissionen kan træffe i relation til den kombinerede virkning af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger /* KOM/2003/0059 endelig udg. - ACC 2003/0028 */


Forslag til RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger, som Kommissionen kan træffe i relation til den kombinerede virkning af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Formålet med dette forslag til rådsforordning er at give Fællesskabet de nødvendige retlige rammer til at træffe forholdsregler for at sikre, at anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger sammen med antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltninger på samme import ikke resulterer i, at disse foranstaltninger får en mere vidtgående virkning end, hvad der var hensigten i henhold til Fællesskabets handelsbeskyttelsespolitik og -mål, særlig i tilfælde, hvor visse eksporterende producenter, som søger at eksportere til Fællesskabet, bebyrdes i en sådan grad, at de faktisk forhindres i at få adgang til Fællesskabets marked.

Beskyttelses-, antidumping- og antisubsidieforanstaltninger reguleres ved rådsforordninger, 'grundforordninger' [1], ved hvilke WTO-aftalen om beskyttelsesforanstaltninger, WTO-aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT og WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger omsættes i fællesskabsretten. Disse grundforordninger specificerer imidlertid ikke, hvilke foranstaltninger der skal træffes, eller hvilke procedurer der skal følges til at afhjælpe ovennævnte situation.

[1] Rådets forordning (EF) nr. 519/94 (EFT L 67 af 10.3.94, s. 89.) og 3285/94 (EFT L 349 af 31.12.94, s. 53.) for beskyttelsesforanstaltningers vedkommende, Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.) for antidumpingforanstaltningers vedkommende og Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 (EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1.) for antisubsidieforanstaltningers vedkommende.

I regler, der fastlægges af Fællesskabet, skal der tages hensyn til, at import med kort frist kan blive underlagt både beskyttelsesforanstaltninger og antidumping-/antisubsidieforanstaltninger, og at beskyttelsesforanstaltninger anvendes erga omnes. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der kan tages forholdsregler i tide, før en sådan situation opstår, og at sådanne forholdsregler ikke påvirker beskyttelsesforanstaltningernes generelle karakter.

Inden for de foreslåede retlige rammer kan Rådet på forslag af Kommissionen afhængigt af de særlige omstændigheder træffe følgende foranstaltninger - ændring, suspension eller ophævelse af antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltninger eller fritagelse fra sådanne foranstaltninger, enten helt eller delvis. Rådet kan også træffe alle særlige foranstaltninger, som det skønner passende under omstændighederne (f.eks. i relation til virksomheder).

For at understrege, at foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, er midlertidige, fastsættes det i forslaget, at ændringer, suspensioner eller fritagelser kun skal gælde i en begrænset periode og i den periode, hvor de relevante beskyttelsesforanstaltninger er i kraft.

Forslaget fastsætter, at foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, får virkning på datoen for deres ikrafttræden, medmindre andet er anført, og derfor ikke danner noget grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato.

2003/0028 (ACC)

Forslag til RÅDETS FORORDNING om foranstaltninger, som Kommissionen kan træffe i relation til den kombinerede virkning af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved forordning (EF) nr. 384/96 [2] har Rådet vedtaget fælles regler til beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.

[2] EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1972/2002 (EFT L 305 af 7.11.2002, s. 1).

(2) Ved forordning (EF) nr. 2026/97 [3] har Rådet vedtaget fælles regler til beskyttelse mod subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab.

[3] EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1973/2002 (EFT L 305 af 7.11.2002, s. 4).

(3) Ved forordning (EF) nr. 519/94 [4] og (EF) nr. 3285/94 [5] af 22. december 1994 har Rådet vedtaget fælles regler for vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger mod import fra visse lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab. Beskyttelsesforanstaltninger kan tage form af toldforanstaltninger, der anvendes enten på al import eller på import ud over en på forhånd fastsat mængde. Beskyttelsesforanstaltningerne betyder, at varerne kan indføres på Fællesskabets marked mod betaling af de relevante afgifter.

[4] EFT L 67 af 10.3.1994, s. 89. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 1138/98 (EFT L 159 af 3.6.1998, s. 1).

[5] EFT L 349 af 31.12.1994, s. 53. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2474/2000 (EFT L 286 af 11.11.2000, s. 1).

(4) Importen af visse varer kan undergives både antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger på den ene side og beskyttelsesforanstaltninger på den anden side. Formålet med førstnævnte er at bøde på markedsfordrejninger som følge af uredelig handelspraksis, medens formålet med sidstnævnte er at yde beskyttelse mod import i så store mængder.

(5) Anvendelse af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger af toldmæssig art på en og samme vare kan imidlertid få en større virkning end, hvad der var hensigten eller ville være ønskeligt i henhold til Fællesskabets handelsbeskyttelsespolitik og -mål. En kombination af foranstaltninger vil især kunne betyde, at visse eksporterende producenter, som søger at eksportere til Fællesskabet, bebyrdes i en sådan grad, at de faktisk forhindres i at få adgang til Fællesskabets marked.

(6) Eksporterende producenter, som søger at eksportere til Fællesskabets marked, bør ikke bebyrdes overdrevent på denne måde og bør fortsat have adgang til Fællesskabets marked.

(7) Det er derfor ønskeligt at sikre, at målet med beskyttelsesforanstaltninger af toldmæssig art og antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltningerne kan opfyldes, uden at disse eksporterende producenter formenes adgang til Fællesskabets marked.

(8) Der bør derfor indføres særlige bestemmelser til at sætte Rådet og Kommissionen, i det følgende benævnt "EF-institutionerne", i stand til, når de skønner det hensigtsmæssigt, at træffe forholdsregler til at sikre, at anvendelse af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger af toldmæssig art på samme vare ikke får en sådan virkning.

(9) Det kan eventuelt forudses, at der vil blive anvendt både beskyttelsestold og antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger samtidig på samme vare, men det er ikke altid muligt på forhånd at fastslå, på nøjagtigt hvilket tidspunkt det vil ske. EF-institutionerne bør derfor være i stand til at imødegå en sådan situation på en måde, der sikrer alle berørte erhvervsdrivende tilstrækkelig forudsigelighed og retlig sikkerhed.

(10) EF-institutionerne kan skønne, at det er hensigtsmæssigt at ændre, suspendere eller ophæve antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltninger eller at indrømme hel eller delvis fritagelse fra antidumping- eller udligningstold, som ellers ville skulle betales, eller at træffe andre særlige foranstaltninger. Suspensionen eller ændringen af eller fritagelsen fra antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger bør være tidsbegrænset.

(11) Alle foranstaltninger, der træffes i henhold til denne forordning, bør anvendes fra datoen for deres ikrafttræden, medmindre andet anføres, og bør derfor ikke danne noget grundlag for tilbagebetaling af told, der er betalt før denne dato -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Skønner Kommissionen, at anvendelse af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger sammen med beskyttelsesforanstaltninger af toldmæssig art på en og samme vare får en større virkning end, hvad der er ønskeligt i henhold til Fællesskabets handelsbeskyttelsespolitik, kan den efter høring af det rådgivende udvalg, der er nedsat ved artikel 15 i forordning (EF) nr. 384/96 eller ved artikel 25 i forordning (EF) nr. 2026/97, stille forslag til Rådet om med simpelt flertal at vedtage de af følgende foranstaltninger, som det skønner egnede:

a) foranstaltninger til at ændre, suspendere eller ophæve eksisterende antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltninger

b) foranstaltninger til at fritage import helt eller delvis fra antidumping- eller udligningstold, som ellers skulle betales, eller

c) alle andre foranstaltninger, som skønnes egnede under omstændighederne.

2. Alle ændringer, suspensioner eller fritagelser i medfør af stk. 1 tidsbegrænses og gælder kun, sålænge de relevante beskyttelsesforanstaltninger er i kraft.

Artikel 2

Enhver foranstaltning, der træffes i medfør af denne forordning, anvendes på dagen for dens ikrafttræden. Den tjener ikke som grundlag for tilbagebetaling af told, der er opkrævet før denne dato, medmindre andet er fastsat for foranstaltningen.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles,

På Rådets vegne

Formand

Top