Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52002PC0268

Udtalelse fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum om Ændring af Kommissionens forslag i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2

/* KOM/2002/0268 endelig udg. - COD 2000/0259 */

52002PC0268

Udtalelse fra Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum om ændring af Kommissionens forslag i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2 /* KOM/2002/0268 endelig udg. - COD 2000/0259 */


UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), om Europa-Parlamentets ændringer til Rådets fælles holdning til forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum OM ÆNDRING AF KOMMISSIONENS FORSLAG i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2

1. Indledning

I henhold til artikel 251, stk. 2, tredje afsnit, litra c), i EF-traktaten skal Kommissionen afgive udtalelse om de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet har fremsat ved andenbehandlingen. Kommissionen afgiver nedenstående udtalelse om de otte ændringsforslag, Europa-Parlamentet har fremsat.

2. Baggrund

- Kommissionens vedtagelse af forslaget: 19. oktober 2000 [1]

[1] KOM(2000) 574 endelig 2000/0259(COD) af 19.10.2000.

- udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg: 26. april 2001 [2]

[2] EFT C 193 af 10.7.2001, s. 32.

- udtalelse fra Europa-Parlamentet ved førstebehandlingen: 12. juni 2001 [3]

[3] Europa-Parlamentets udtalelse af 12. juni 2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

- politisk enighed i Rådet: 19. juni 2001(enstemmigt uden Kommissionen)

- vedtagelse af det ændrede forslag: 12. december 2001

- vedtagelse af fælles holdning: 20. november 2001 [4]

[4] EFT C 45E af 19.2.2001, s. 70.

- Europa-Parlamentets vedtagelse af indstilling ved andenbehandlingen: 13. marts 2002.

3. Formålet med forslaget

Hovedformålet med dette forslag er at forbyde genanvendelse i foderkæden af bestemte animalske biprodukter, bl.a. døde dyr og kasseret animalsk materiale. Det eneste råstof, der må anvendes til fremstilling af foder, vil i så fald være materiale fra dyr, der er erklæret egnede til konsum.

Desuden tager forslaget sigte på:

- at indføre en række alternative metoder for anvendelse eller bortskaffelse af animalske biprodukter

- at styrke bestemmelserne om kontrollen med animalske biprodukter og muligheden for at kunne spore disse

- at skabe sammenhæng med EF-retsforskrifterne på miljøområdet

- at opstille nye rammebestemmelser for sektoren for animalske biprodukter

- at forenkle de nugældende EF-bestemmelser, så der opnås en samlet retsakt, som gælder for alle animalske biprodukter, der ikke er bestemt til konsum.

4. Kommissionens udtalelse om Parlamentets ændringsforslag

4.1. Ændringsforslag, som Kommissionen har godkendt

- Ændringsforslag 12 om mærkning af foder til selskabsdyr og ændringsforslag 15 om adskillelse af anlæg kan begge accepteres, da de ligger på linje med de overordnede mål i det oprindelige forslag fra Kommissionen om at øge sporbarheden og for at forebygge krydskontaminering.

- Ændringsforslag 21 om materiale indsamlet ved behandling af spildevand kan accepteres, da det gøres klart, at dette materiale kun er kategori 1-materiale, hvis det indeholder specificeret risikomateriale.

- Ændringsforslag 22 og 23 om køkken- og madaffald, hvor dette affald undtages fra kontrolbestemmelserne i artikel 7, og hvor der henvises til miljølovgivningen, kan accepteres, da disse ændringsforslag er med til at sikre, at forordningernes mål nås, uden at særlige indsamlingsordninger udhules. Endvidere sikrer disse ændringsforslag, at køkken- og madaffald med høj risiko fra internationale transportmidler fortsat er underkastet de strenge kontrolregler i artikel 7, da de fremsatte ændringsforslag vedrørende artikel 7 er begrænset til køkken- og madaffald i kategori 3.

- Ændringsforslag 24, der sigter på at udvide undtagelsesbestemmelserne for fodring af visse dyr med kategori 1-materiale til også at omfatte truede og beskyttede ådselædende fugle, kan accepteres, da det slås fast, at bestemmelserne vedrørende en sådan undtagelse skal foreslås af Kommissionen, men udelukkende på grundlag af videnskabelig rådgivning.

4.2. Ændringsforslag, som Kommissionen har forkastet

- Ændringsforslag 9 kan ikke accepteres, da der allerede er fastlagt detaljerede og omfattende krav om ledsagedokumenter og lister i bilaget til forordningen, og da disse om nødvendigt kan suppleres ved hjælp af en udvalgsprocedure.

- Ændringsforslag 25 om anvendelse af køkken- og madaffald i dyrefoder kan ikke accepteres, først og fremmest af institutionelle grunde, da ændringsforslaget ville underminere Kommissionens initiativret, eftersom det pålægger Kommissionen at fremsætte et forslag til en retsakt med en tidsfrist og et indhold, som er fastlagt af Europa-Parlamentet.

Endvidere kan Kommissionen ikke støtte ændringsforslaget af følgende mere specifikke grunde:

- 13 medlemsstater er imod enhver lempelse af det forbud mod fodring med køkkenaffald, som allerede er indført i EU-lovgivningen.

- Fodring med køkken- og madaffald indebærer en potentiel stor risiko for overførsel af alvorlige dyresygdomme såsom mund- og klovesyge og klassisk svinepest. I betragtning af de store skader, der er opstået som følge af de seneste udbrud af disse sygdomme, er det forståeligt, at medlemsstaterne vil fastholde et meget højt beskyttelsesniveau, og denne opfattelse deles af Kommissionen.

- En fortsat fodring af svin med køkken- og madaffald er også vanskeligt forenelig med målene om, at man fuldt ud skal kunne spore indholdet i foder, og med forbuddet mod genanvendelse inden for samme art, som Europa-Parlamentet har anmodet om, og som Rådet og Kommissionen fuldt ud har accepteret.

- I betragtning af ovenstående har Kommissionen støttet Rådets beslutning om at forbyde praksis med fodring med køkkenaffald i henhold til svinepestdirektivet og Rådets fælles holdning om forordningen om animalske biprodukter, hvor Rådet har en lignende holdning.

- Bortskaffelse og genanvendelse af køkken- og madaffald er underlagt den nuværende og kommende miljølovgivning. Europa-Parlamentets anmodning om en særskilt forordning herom ville overlappe denne lovgivning. Endvidere er der i dette ændringsforslag mål, som er i direkte modstrid med målene i ændringsforslag 22 og 23, der er omtalt i ovenstående. I dette ændringsforslag anmodes der således om en ny række strenge kontrolforanstaltninger vedrørende indsamling og destruktion af køkken- og madaffald, mens man i ændringsforslag 22 og 23 tværtimod sigter på at udelukke køkken- og madaffald fra enhver yderligere form for kontrolbestemmelser.

- Endelig har Kommissionen allerede officielt erklæret, at den er rede til at foreslå overgangsordninger, der kan vedtages i en udvalgsprocedure, når dette er begrundet og rimeligt, for at give de berørte virksomheder tid til at tilpasse sig de nye krav, som indføres med denne forordning. Fornuftige overgangsordninger bør dog drøftes indgående med tekniske eksperter og om muligt med videnskabelige eksperter, for at man kan fastsætte midlertidige minimumskrav vedrørende sundhed, der skal gælde i overgangsperioden.

5. Konklusioner

I henhold til artikel 250, stk. 2, i traktaten ændrer Kommissionen sit forslag som anført ovenfor.

Top