Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52001PC0056

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om uddannelse af erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej

    /* KOM/2001/0056 endelig udg. - COD 2001/0033 */

    EFT C 154E af 29.5.2001, p. 258–264 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    52001PC0056

    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om uddannelse af erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej /* KOM/2001/0056 endelig udg. - COD 2001/0033 */

    EF-Tidende nr. 154 E af 29/05/2001 s. 0258 - 0264


    Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om uddannelse af erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej

    (2001/C 154 E/23)

    (EØS-relevant tekst)

    KOM(2001) 56 endelig udg. - 2001/0033(COD)

    (Forelagt af Kommissionen den 2. februar 2001)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

    under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,

    i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Rådets direktiv 76/914/EØF af 16. december 1976 om minimumsniveauet for uddannelse af visse førere af køretøjer i transport ad landevej(1) og Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 af 20. december 1985 om harmonisering af visse bestemmelser på det sociale område inden for vejtransport(2) har bidraget til øget harmonisering af bestemmelserne om erhvervsuddannelsen.

    (2) Der er dog fortsat visse forskelle mellem medlemsstaternes lovgivninger, og der er derfor behov for en mere vidtgående harmonisering på dette område for at gennemføre Fællesskabets politikker med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed, etableringsfriheden, den frie udveksling af tjenesteydelser og den fælles transportpolitik.

    (3) I henhold til forordning (EØF) nr. 3820/85 gælder kravet om erhvervsuddannelse i øjeblikket kun for en lille del af erhvervschaufførerne. De fleste erhvervschauffører udøver deres erhverv alene på grundlag af kørekortet.

    (4) En fuldstændig grunduddannelse i den i direktiv 76/914/EØF og forordning (EØF) nr. 3820/85 nævnte forstand, som er tilpasset de krav, der stilles til vejtransportsektoren i dag, er fortsat den referencestandard, der skal nås på lang sigt. Derfor skal de fordele, som indrømmes de chauffører, der har gennemgået denne uddannelse, udvides, således at de pågældende chauffører får adgang til visse kategorier af køretøjer i en yngre alder.

    (5) Kravet om, at alle nye chauffører skal have en så høj standard, kan i første omgang skabe forvridninger på arbejdsmarkedet. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at indføre en minimumsgrunduddannelse, således at der kan kræves en begrænset, men relevant og effektiv uddannelse af alle nye chauffører uden hensyntagen til alder eller køretøjskategori.

    (6) Den obligatoriske erhvervsuddannelse skal tage sigte på systematisk undervisning i de sikkerhedsbestemmelser, der skal overholdes under kørslen, og når køretøjet holder stille. Et øget kendskab til defensiv kørsel - imødegåelse af farer, hensyntagen til andre trafikanter - som går hånd i hånd med et rationelt brændstofforbrug, vil få positive virkninger både for samfundet og for transportsektoren selv. Den obligatoriske erhvervsuddannelse skal endvidere styrke anvendelsen af transport- og færdselslovgivningen og de arbejdsretlige regler, herunder bestemmelserne om køre- og hviletid samt arbejdstid. Endelig skal erhvervsuddannelsen omfatte emner, som er væsentlige for erhvervschauffører, f.eks. sundhed, sikkerhed, service og logistik. Det vil være hensigtsmæssigt at inddrage erhvervslivet og de relevante sektorer i udformningen og gennemførelsen af dette uddannelsesprogram.

    (7) De erhvervschauffører, som udøver deres erhverv inden dette direktivs ikrafttræden, beholder deres erhvervede rettigheder. Der indføres en efter- og videreuddannelse, som giver disse chauffører såvel som nye chauffører mulighed for at ajourføre deres viden og forbedre deres færdigheder med hensyn til sikkerhed og erhvervsretlige regler.

    (8) Dette direktiv berører ikke Rådets direktiv 91/439/EØF om kørekort(3), ændret ved Kommissionens direktiv 2000/56/EF(4), Rådets direktiv 94/55/EF om transport af farligt gods ad vej(5), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/61/EF(6), og Rådets direktiv 96/26/EF om adgang til erhvervet godstransport ad landevej og erhvervet personbefordring ad landevej(7), ændret ved direktiv 98/76/EF(8).

    (9) For ikke at begrænse arbejdsmarkedets parters muligheder for, navnlig i forbindelse med kollektive overenskomster, at fastsætte bestemmelser, som er mere gunstige for arbejdstagerne, indeholder bilaget minimumskrav for erhvervsuddannelsen.

    (10) Da de foranstaltninger, der er nødvendige for at tilpasse bilaget til dette direktiv til den tekniske udvikling, er generelle foranstaltninger i henhold til artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen(9), bør de vedtages efter forskriftsproceduren i artikel 5 i den nævnte afgørelse.

    (11) Det er nødvendigt at ændre bilag I og Ia til Rådets direktiv 91/439/EØF ved at indføje de koder, der svarer til den obligatoriske uddannelse.

    (12) Direktiv 76/914/EF skal ophæves -

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    Gyldighedsområde

    Udøvelsen af erhvervet som chauffør til godstransport eller personbefordring ad landevej er undergivet de bestemmelser, som medlemsstaterne vedtager i overensstemmelse med de fælles regler i dette direktiv.

    Artikel 2

    Definitioner

    I dette direktiv forstås ved:

    a) "Erhvervschauffør til godstransport ad landevej": chauffør, som udfører godstransport mod vederlag

    b) "erhvervschauffør til personbefordring ad landevej": chauffør, som udfører personbefordring mod vederlag

    c) "kørekortkategorierne C1, C1E, C, CE, D1, D1E, D, DE": de i direktiv 91/439/EØF fastsatte kategorier af kørekort

    d) "sædvanlig bopæl": bopælen, således som den er defineret i artikel 9 i direktiv 91/439/EØF.

    Artikel 3

    Undtagelser

    1. Dette direktiv gælder ikke for transport med:

    a) Køretøjer, hvis højest tilladte hastighed ikke overstiger 30 km i timen

    b) køretøjer, der benyttes af de væbnede styrker, civilbeskyttelsestjenesten, brandvæsenet og ordensmagten eller er under disse tjenesters kontrol

    c) køretøjer, der prøvekøres på veje med henblik på teknisk udvikling, reparation eller vedligeholdelse, og nye eller ombyggede køretøjer, som endnu ikke er taget i brug

    d) køretøjer, der benyttes til ikke-erhvervsmæssig varetransport i privat øjemed

    e) køretøjer, der benyttes til transport af materiel eller udstyr, som skal anvendes under udøvelsen af erhvervet som chauffør, inden for en radius af 50 km fra deres sædvanlige hjemsted, forudsat at kørslen af køretøjerne ikke er chaufførens hovedaktivitet, og at anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen ikke skader de mål, der forfølges med dette direktiv. Medlemsstaterne kan gøre anvendelsen af denne undtagelsesbestemmelse betinget af, at der indhentes individuel tilladelse.

    2. De i dette direktiv fastsatte bestemmelser vedrørende krav, der svarer til kravene i direktiv 96/26/EF, gælder ikke for aspiranter til grunduddannelsen, som på datoen for nærværende direktivs ikrafttræden opfylder kravene i direktiv 96/26/EF.

    Artikel 4

    Uddannelsespligt

    For at drive erhverv som chauffør til godstransport eller personbefordring ad landevej er det nødvendigt at have gennemført grunduddannelsen og deltage i efter- og videreuddannelsen som fastsat i dette direktiv.

    Ved uddannelsens afslutning udstedes et bevis, på grundlag af hvilket de kompetente myndigheder på anmodning af bevisets indehaver indføjer den til uddannelsen svarende fællesskabskode i kørekortet.

    Artikel 5

    Erhvervede rettigheder

    Med forbehold af fællesskabsbestemmelserne og de nationale bestemmelser om minimumsalder og kørekortkategori er erhvervschauffører til godstransport eller personbefordring ad landevej, som udøver deres erhverv på datoen for dette direktivs ikrafttræden eller har udøvet deres erhverv i tre år inden for de fem år, der går forud for dette direktivs ikrafttræden, fritaget for forpligtelsen til at følge en grunduddannelse.

    Artikel 6

    Grunduddannelse

    1. Enhver, der vil have adgang til at drive erhverv som chauffør til godstransport eller personbefordring ad landevej efter dette direktivs ikrafttræden, skal følge en grundlæggende erhvervsuddannelse som fastsat i bilaget til dette direktiv.

    2. Den grundlæggende erhvervsuddannelse består af en fuldstændig grunduddannelse eller en minimumsgrunduddannelse, afhængigt af minimumsalder og køretøjskategori. Den eneste forskel på disse to grunduddannelser, som er fastsat i bilaget til dette direktiv, er uddannelsens varighed og dybden i de emner, der undervises i.

    3. For at få adgang til grunduddannelsen skal ansøgeren være indehaver af det relevante kørekort. Dog er det ikke nødvendigt at være indehaver af det pågældende kørekort for at få adgang til den fuldstændige grunduddannelse, som gives til unge under 18 år som led i en erhvervsuddannelse.

    4. Erhvervschauffører til godstransport ad landevej kan udøve deres erhverv:

    a) Fra det fyldte 18. år:

    i) Med køretøjer af kategori C og CE, forudsat at de har gennemgået en fuldstændig grunduddannelse

    ii) med køretøjer af kategori C1 og C1E, forudsat at de har gennemgået en minimumsgrunduddannelse.

    b) Fra det fyldte 21. år med køretøjer af kategori C og CE, forudsat at de har gennemgået en minimumsgrunduddannelse.

    5. Erhvervschauffører til personbefordring ad landevej kan udøve deres erhverv:

    a) Fra det fyldte 18. år:

    i) Med køretøjer af kategori D og DE, der benyttes til rutekørsel med personer på en strækning, der ikke overstiger 50 km, forudsat at de har gennemgået en fuldstændig grunduddannelse

    ii) med køretøjer af kategori D1 og D1E, forudsat at de har gennemgået en fuldstændig grunduddannelse.

    b) Fra det fyldte 21. år:

    i) Med køretøjer af kategori D og DE, forudsat at de har gennemgået en fuldstændig grunduddannelse

    ii) med køretøjer af kategori D1 og D1E, forudsat at de har gennemgået en minimumsgrunduddannelse.

    c) Fra det fyldte 24. år med køretøjer af kategori D og DE, forudsat at de har gennemgået en minimumsgrunduddannelse.

    6. Erhvervschauffører til godstransport og personbefordring ad landevej, som har gennemgået en fuldstændig grunduddannelse for en af de i stk. 4 og 5 fastsatte kategorier af køretøjer, er fritaget for at følge en grunduddannelse for de øvrige kategorier af køretøjer, der er fastsat i de nævnte stykker.

    Erhvervschauffører til godstransport, som udvider eller ændrer deres aktiviteter for at udføre personbefordring, eller omvendt, skal ikke gentage de dele, der er fælles for de fastsatte uddannelser.

    Artikel 7

    Kontrol af kundskaberne

    1. Det fælles uddannelsesafsnit af minimumsgrunduddannelsen afsluttes med en eksamen. Efter denne eksamen følger erhvervschaufføraspiranten den specifikke uddannelse i en virksomhed eller i en godkendt uddannelsesinstitution. Efter afslutningen af de to uddannelsesafsnit, dvs. fællesuddannelsen og den specifikke uddannelse, udstedes et minimumsgrunduddannelsesbevis.

    2. Det fælles uddannelsesafsnit af den fuldstændige grunduddannelse afsluttes med en eksamen. Efter denne eksamen følger erhvervschaufføraspiranten den specifikke uddannelse i en virksomhed eller i en godkendt uddannelsesinstitution. Efter afslutningen af de to uddannelsesafsnit, dvs. fællesuddannelsen og den specifikke uddannelse, udstedes et kvalifikationsbevis.

    Artikel 8

    Erhvervsmæssig efter- og videreuddannelse

    1. Den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse tager sigte på at give personer, som på datoen for dette direktivs ikrafttræden driver erhverv som chauffør, mulighed for at ajourføre kundskaber, som er væsentlige for deres virke, idet der lægges særlig vægt på færdselssikkerhed og rationelt forbrug af brændstoffer.

    Den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse gives i en samlet periode.

    2. Erhvervschauffører til godstransport eller personbefordring ad landevej skal følge en erhvervsmæssig efter- og videreuddannelse, således som den er defineret i bilaget til dette direktiv. Efter- og videreuddannelsen tilrettelægges i overensstemmelse med erhvervschaufførens profil på grundlag af en evalueringssamtale. Den åbner mulighed for at uddybe og repetere visse punkter i grunduddannelsesprogrammet, som er blevet identificeret under evalueringssamtalen.

    3. Efter uddannelsens afslutning får chaufføren et efter- og videreuddannelsesbevis.

    4. Erhvervschauffører til godstransport eller personbefordring ad landevej, som udøver deres erhverv på datoen for dette direktivs ikrafttræden eller har udøvet deres erhverv i tre år inden for de fem år, der går forud for dette direktivs ikrafttræden, følger den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse ved den første fornyelse af kørekortet og under alle omstændigheder inden fem år efter dette direktivs ikrafttræden.

    Artikel 9

    Uddannelsessted og uddannelsesbevisernes gyldighed

    1. Erhvervschaufførerne skal følge den erhvervsmæssige grunduddannelse og den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse i den medlemsstat, hvor de har deres sædvanlige bopæl, eller hvor de kan godtgøre at have været studerende i en periode på mindst seks måneder.

    2. Minimumsgrunduddannelsesbeviset, kvalifikationsbeviset og efter- og videreuddannelsesbeviset anerkendes af samtlige medlemsstater. Efter- og videreuddannelsesbeviset gælder i højst fem år.

    3. Beviser, som medlemsstaterne har udstedt på grundlag af gældende nationale bestemmelser inden gennemførelsen af dette direktiv, anerkendes som uddannelsesbeviser i henhold til dette direktiv.

    Artikel 10

    Fællesskabskoder

    Til listen over de harmoniserede fællesskabskoder i bilag I og Ia til direktiv 91/439/EØF føjes følgende koder:

    95. Indehaver af minimumsgrunduddannelsesbevis.

    96. Indehaver af kvalifikationsbevis.

    97. Indehaver af efter- og videreuddannelsesbevis.

    Artikel 11

    Tilpasning til den videnskabelige og tekniske udvikling

    De ændringer, der er nødvendige for at tilpasse bilaget til den videnskabelige og tekniske udvikling, vedtages efter proceduren i artikel 12.

    Artikel 12

    Udvalg

    1. Kommissionen bistås af "udvalget for kørekort", som blev fastsat ved artikel 7b i direktiv 91/439/EØF om kørekort.

    2. Såfremt der henvises til dette stykke, finder forskriftsproceduren i artikel 5 i Rådets afgørelse 1999/468/EF anvendelse, jf. dog bestemmelserne i artikel 7, stk. 3, og i artikel 8 i samme afgørelse.

    3. Den i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF nævnte frist fastsættes til tre måneder.

    Artikel 13

    Gennemførelse

    Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 1. januar 2004. De underretter straks Kommissionen herom.

    Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.

    Artikel 14

    Ophævelse

    Direktiv 76/914/EØF ophæves fra den 1. januar 2004.

    Artikel 15

    Ikrafttræden

    Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Artikel 16

    Destinatarer

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    (1) EFT L 357 af 29.12.1976, s. 36.

    (2) EFT L 370 af 31.12.1985, s. 1.

    (3) EFT L 237 af 24.8.1991, s. 1.

    (4) EFT L 237 af 21.9.2000, s. 45.

    (5) EFT L 319 af 12.12.1994, s. 7.

    (6) EFT L 279 af 1.11.2000, s. 40.

    (7) EFT L 124 af 23.5.1996, s. 1.

    (8) EFT L 277 af 14.10.1998, s. 17.

    (9) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

    BILAG

    MINIMUMSKRAV TIL ERHVERVSUDDANNELSE

    AFDELING 1 - UDDANNELSENS INDHOLD

    1. Uddannelsens indhold

    1.1. Videreuddannelse i fornuftig kørsel med hovedvægten på sikkerheden

    1.1.1. Tekniske forhold: Kraftoverføring, motorers drejningsmoment-, effekt- og brændstofforbrugskurver, optimalt køreområde på omdrejningstælleren samt diagrammer for gearenes overlapning

    1.1.2. Bremser, ABS, retarder, hastighedsbegrænser: Funktionsprincipper, særlige kendetegn ved pneumatisk/hydraulisk bremsesystem, ydergrænser for brug af bremser og retarder, kombineret brug af bremser og retarder, brug af bremserne alt efter vejbelægning og føre, standse- og bremselængde, bedste valg af hastighed og gear, brug af køretøjets inerti, brug af forskellige måder til at nedsætte hastigheden og bremsning ved kørsel ned ad bakke, virkninger af vægt og dimensioner, førerens kontrol- og tilsynspligt samt optræden ved funktionssvigt

    1.1.3. Forebyggelse af ulykker: Forudseenhed under kørsel, førerens optræden og agtpågivenhed, faktorer, der kan udløse færdselsulykker, forstærkende faktorer for lastbiler, farer ved kørsel på vejbane af forskellige beskaffenhed, herunder, hvordan de ændrer sig med føret og tidspunktet på døgnet, kørsel op og ned ad bakker og i tunneller, parkering samt hastighedens indvirkning på køretøjet

    1.1.4. Hensyntagen til andre trafikanter: Hensyntagen til de øvrige trafikanters hensigter, særlige trafikanter (langsomme køretøjer, lette køretøjer, tohjulede køretøjer, fodgængere) samt foranstaltninger til forbedring af færdselssikkerheden

    1.1.5. Manøvrering: Registrering af forhindringer, klargøring til manøvre, udsyn, blinde vinkler, bestrøget areal, adfærd og sikkerhed under manøvren samt udførelse af manøvrer

    1.1.6. Miljø: Optimering af brændstofforbruget ved anvendelse af, hvad der er lært under ovenstående punkter

    1.1.7. Læsning: Kræfter på køretøjet under kørsel, brug af forskellige gear alt efter køretøjets belæsningstilstand og vejens længdeprofil, beregning af køretøjets eller vogntogets nyttelast, beregning af lastrummets størrelse, placering af godset, følgerne af for stort akseltryk, køretøjets stabilitet og tyngdepunkt, emballagetyper og palletter samt betjening af læssebagsmæk (kun C1, C1E, C og CE)

    1.1.8. Surring: Hovedkategorier af gods, der kræver surring, sikrings- og surringsteknikker, brug af surringsremme, kontrol af surringsanordningerne, brug af udstyr til godshåndtering samt brug af presenning (kun C1, C1E, C og CE)

    1.1.9. Passagerernes sikkerhed og komfort: Chaufførens ansvar, befordring af børn samt kontrol inden igangsætning (kun D1, D1E, D og DE)

    1.2. Anvendelse af regler

    1.2.1. Regler på transportområdet og tilstødende områder: Erhvervets organisation, transporttilladelser, forpligtelser i henhold til standardkontrakter for godstransport, udfærdigelse af dokumenter, der giver en kontrakt konkret form, internationale transporttilladelser, forpligtelser i henhold til CMR-konventionen, udfærdigelse af internationalt fragtbrev, krydsning af landegrænser, speditører samt særlige ledsagedokumenter til gods

    1.2.2. Færdselsregler: Færdselstavler mv., kørselsrestriktioner og -forbud, standsning og parkering, brug af særlig infrastruktur, sikkerhedsafstand og standselængde, særlig hastighedsbegrænsning for store køretøjer samt kontrol og straf

    1.2.3. Sociale regler: Specifikke arbejdstidsregler for transport, forordning (EØF) nr. 3820/85 og 3821/85 og deres principper, anvendelse og konsekvenser samt straf for mangelfuld, ukorrekt eller svigagtig brug af fartskriver

    1.3. Sundhed, sikkerhed, service og logistik

    1.3.1. Opmærksomhed på arbejdsulykker: Arbejdsulykkestyper på transportområdet, statistikker for færdselsulykker, indblanding af store køretøjer samt menneskelige, materielle og økonomiske følger

    1.3.2. Menneskesmugling og illegal immigration: Generel information, følger for chaufføren, forebyggende foranstaltninger, checkliste samt lovgivning om transportvirksomhedens ansvar

    1.3.3. Ergonomi: Farlige bevægelser og stillinger, krop og rum, fysisk kondition (betydningen af musklernes arbejde), stillinger og koordinering af bevægelser, øvelser i håndtering af gods samt personlige værnemidler

    1.3.4. Livsmønster: Spisevaner, virkninger af alkohol, medicin og andre stoffer, der kan ændre adfærden, symptomer på træthed og stress og disses årsager og virkninger samt den grundlæggende betydning af skift mellem arbejde og hvile

    1.3.5. Adfærd i nødsituationer: Vurdering af situationen, imødegå forværring af ulykken, tilkalde hjælp, yde tilskadekomne førstehjælp, reaktion ved brand samt grundprincipperne for udfyldelse af fælles skadeanmeldelse

    1.3.6. Kendskab til vejtransportens økonomiske kontekst: Transportsektoren i forhold til andre økonomiske sektorer, vejtransport i forhold til andre transportmåder, forskellige vejtransportaktiviteter (transport for tredjemands regning, egen virksomhed, transportrelaterede aktiviteter), hovedtyper af transportvirksomheder og transportrelaterede aktiviteter og deres organisation, specialisering inden for transport (tank, kontrolleret temperatur) samt sektorens udvikling (diversificering af ydelser, kombination af bane og vej, underentreprise mv.)

    1.3.7. Kendskab til vejtransportens sociale kontekst: Grunduddannelse og efter- og videreuddannelse af chauffører samt erhvervsuddannelser

    1.3.8. Virksomhed og kvalitet: Virksomheden og dens kontekst (konkurrence, speditører), kommercielle og finansielle følger af tvister samt procedure for certificering af transportvirksomheder

    1.3.9. Chaufførens optræden og image: Betydningen for virksomheden af kvaliteten af den ydelse, chaufføren leverer, chaufførens forskellige roller, forskellige personer, som chaufføren kommer i kontakt med, vedligeholdelse af køretøjet, tilrettelæggelse af arbejdet samt relationer til andre mennesker.

    AFDELING 2 - GRUNDUDDANNELSENS OPBYGNING

    Den grundlæggende erhvervsuddannelse består af to dele, en almindelig del, der er fælles for alle erhvervschauffører, men har forskellige moduler for godstransport og passagerbefordring, og en specifik del, der finder sted i en virksomhed i den sektor, hvor chaufføren skal arbejde i en godkendt uddannelsesinstitution.

    Den fælles del omfatter bl.a. videreuddannelse i fornuftig kørsel med hovedvægten på sikkerheden, anvendelse af transport- og færdselsregler og sociale regler, samt begreberne sundhed, sikkerhed, service og logistik, som beskrevet i dette bilag.

    Under den specifikke uddannelse skal det stof, der er indlært under den fælles del, bringes i umiddelbar praktisk anvendelse ved arbejde som erhvervschauffør. Denne del af uddannelsen omfatter de samme emner som den fælles del, men i relation til den pågældende virksomhed eller sektor. På denne måde gennemfører den nye erhvervschauffør en del af sin uddannelse med den køretøjstype, han senere skal anvende, han lærer om specifikke regler, kontrakter og dokumenter, og han lærer om den specifikke logistikkæde. Ved denne form for specifik uddannelse inddrages virksomhederne i grunduddannelsen af erhvervschauffører.

    AFDELING 3 - UDDANNELSENS VARIGHED

    Minimumsgrunduddannelsen har en varighed på 140 timer for den fælles del og 70 timer for den specifikke del.

    Den fuldstændige grunduddannelse har en varighed på 420 timer for den fælles del og 210 timer for den specifikke del.

    For hver af ovennævnte uddannelser skal punkt 1.1, 1.2 og 1.3 hver tegne sig for mindst 30 % af tiden, idet den resterende tid fordeles efter den pågældende chaufførprofil.

    Mindst halvdelen af uddannelsestiden i punkt 1.1 skal benyttes på praktisk kørsel i et køretøj af den pågældende kategori, som opfylder kravene til prøvekøretøjer i direktiv 91/439/EØF. Da flere personer samtidig kan deltage i praktisk kørsel i samme køretøj, bør det fremhæves, at de enkelte chauffører skal have mindst 10 køretimer hver.

    Den erhvervsmæssige efter- og videreuddannelse har en varighed på 35 timer hvert 5. år. Uddannelsen tilrettelægges efter den pågældende chaufførprofil.

    AFDELING 4 - KONTROL AF KUNDSKABERNE

    Minimumsgrunduddannelsen afsluttes med en eksamen, hvor det kontrolleres, om eleverne har tilegnet sig den fornødne viden inden for de vigtigste punkter af pensum.

    Den fuldstændige grunduddannelse afsluttes med en eksamen, som skal omfatte alle de vigtigste punkter af uddannelsens pensum, idet der stilles mindst ét spørgsmål i hvert af afsnittene i punkt 1.1, 1.2 og 1.3.

    AFDELING 5 - GODKENDELSE AF UDDANNELSEN

    5.1. Undervisningen i den fælles del af grunduddannelsen og i efter- og videreuddannelsen skal godkendes af den kompetente myndighed. Godkendelse kan kun meddeles efter skriftlig ansøgning. Ansøgningen skal vedlægges følgende dokumenter:

    5.1.1. Et detaljeret uddannelsesprogram med angivelse af, hvilke fag der undervises i, en undervisningsplan og, hvilke undervisningsmetoder der vil blive anvendt

    5.1.2. Undervisernes kvalifikationer og kompetenceområder

    5.1.3. Oplysninger om undervisningslokaler, undervisningsmaterialer, udstyr til praktikdelen og køretøjspark

    5.1.4. Betingelser for deltagelse i undervisningen (antal deltagere)

    5.2. Den kompetente myndighed meddeler skriftligt sin godkendelse på følgende vilkår:

    5.2.1. at uddannelsen gennemføres i overensstemmelse med de dokumenter, der er vedlagt ansøgningen

    5.2.2. at den kompetente myndighed kan udsende dertil bemyndigede personer til at overvære undervisning og eksamener

    5.2.3. at den kompetente myndighed i god tid underrettes om, hvornår og hvor hvert kursus afholdes

    5.2.4. at godkendelsen kan inddrages, hvis vilkårene for den ikke opfyldes.

    Uddannelsesstedet skal garantere, at underviserne har indgående kendskab til den seneste udvikling i regler og uddannelseskrav vedrørende erhvervsuddannelse og tager hensyn til den. De skal have mindst 5 års erhvervschaufførerfaring, have gennemgået den fuldstændige grunduddannelse og efter- og videreuddannelsen og være i besiddelse af undervisningskundskaber og pædagogisk viden. Undervisningsprogrammet skal udformes som anført i godkendelsen med udgangspunkt i emnerne i punkt 1.1, 1.2 og 1.3.

    Top