52000PC0271(02)

AEndret forslag til RAADETS DIREKTIV om udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser over graenserne til ogsaa at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF

(forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2)

BEGRUNDELSE

1. baggrund

Kommissionen vedtog den 27. januar 1999 to direktivforslag [1], nemlig

[1] KOM(1999) 3 endelig udg. af 27.1.1999.

* forslag til Europa-Parlamentets og Raadets direktiv om betingelserne for udstationering af arbejdstagere fra tredjelande som led i udveksling af tjenesteydelser over graenserne (i det efterfoelgende kaldet foerste forslag) [2], og

[2] EFT C 67 af 10.3.1999, s. 12.

* forslag til Raadets direktiv om udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser over graenserne til ogsaa at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF (i det efterfoelgende kaldet andet forslag) [3].

[3] EFT C 67 af 10.3.1999, s. 17.

Forslagene blev fremsendt til Parlamentet og Raadet den 12. februar 1999. Den 26. maj 1999 afgav Det OEkonomiske og Sociale Udvalg udtalelse om disse forslag [4]. Europa-Parlamentet er for saa vidt angaar foerste forslag blevet hoert i henhold til den faelles beslutningsprocedure. Parlamentet blev for saa vidt angaar andet forslag hoert af Raadet den 25. januar 2000.

[4] EFT C 209 af 22.7.1999, s. 5.

Parlamentet har behandlet disse to forslag i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked (der er ansvarligt for betaenkningen), Udvalget om Beskaeftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Udvalget om Budget (der alle tre har afgivet udtalelse). Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked vedtog sin betaenkning [5] den 11. januar 2000 efter at have behandlet udtalelserne fra de tre oevrige udvalg (vedtaget hhv. den 23. november 1999, den 29. november 1999 og den 31. marts 1999). Parlamentet vedtog sin udtalelse paa moedet den 3. februar 2000, hvori det godkendte Kommissionens forslag med forbehold af sine aendringer, og hvori det opfordrede Kommissionen til i henhold til EF-traktatens artikel 250, stk. 2, at aendre sit forslag i overensstemmelse hermed.

[5] Europa-Parlamentets betaenkninger af 2. februar 2000 (A5-0007/2000 og A5-0012/2000).

2. det aendrede forslag

Parlamentet stoetter hovedretningslinjerne i Kommissionens forslag, herunder behovet for at indfoere et "EF-tjenesteydelseskort". Parlamentet stoetter saaledes ogsaa det juridiske grundlag, som Kommissionen foreslaar, under hensyn til, at forslagene vedroerer den fri bevaegelighed for tjenesteydelser.

Parlamentets aendringsforslag er dels af teknisk karakter, dels beregnet paa at supplere proceduren for udstedelse af "EF-tjenesteydelseskortet". Kommissionen kan acceptere halvdelen af aendringsforslagene, visse dog under forudsaetning af en omstruktureret og aendret formulering, der imidlertid tager hoejde for den aand, som Parlamentet gerne vil give teksten, og for den noedvendige sammenhaeng mellem aendringerne til de to forslag.

3. foerste forslag

3.1. AEndringsforslag, som Kommissionen helt eller delvist kan acceptere

3.1.1. Betragtningerne

Betragtning 6 er aendret for at tage hensyn til aendringsforslag 2, der understreger det faktum, at samtlige elementer i forslaget er omfattet af bestemmelserne om fri bevaegelighed for tjenesteydelser. Den oprindelige betragtning 6 er af redaktionelle aarsager blevet inddelt i to betragtninger (betragtning 6 og 6a). AEndringerne af de oevrige betragtninger svarer til aendringerne af de tilsvarende artikler (jf. nedenfor).

3.1.2. Den dispositive del

Artikel 2, stk. 1

Den nye udgave tager hoejde for aendringsforslag 7, 9 og 10. Parlamentet anmoder om, at der ikke henvises til direktiv 96/71/EF med henblik paa definitionen af "udstationering af arbejdstagere". Desuden er reglerne for tjenesteydelseskortet blevet gjort mere fleksible, saaledes at tjenesteyderen nu kan anmode om et kort, der gaelder for hele Faellesskabet eller for en eller flere medlemsstater.

Artikel 2, stk. 1a

Foerst praeciseres det udtrykkeligt, under hvilke omstaendigheder en tjenesteyder kan udstationere en arbejdstager. Den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, kontrollerer saaledes i forbindelse med kortets udstedelse, at det ikke drejer sig om en virkarvirksomhed, der blot stiller arbejdstageren til raadighed for en kunde. Formaalet med aendringsforslag 7 og 8 er saaledes at sikre, at den medlemsstat, hvor den paagaeldende tjenesteyder er etableret, soerger for, at ordningen anvendes korrekt, og at sikre klare regler for de oevrige medlemsstaternes anerkendelse af kortet.

Kommissionen har desuden overtaget visse elementer i aendringsforslag 10, nemlig:

* kravet om et "saedvanligt opholdssted", idet dette defineres som det saedvanlige opholdssted i 12 maaneder eller derover, og idet det praeciseres, at det ikke omfatter tredjelandsstatsborgere, hvis ophold kun tolereres, men ikke tillades

* de redaktionelle aendringer med hensyn til forsikring mod risici i forbindelse med sygdom og arbejdsulykker.

Artikel 2, stk. 2 og 3

Disse bestemmelser tager hoejde for aendringsforslag 11, hvor det foreslaas i hoejere grad at goere kortets gyldighedsperiode afhaengig af den periode, hvor arbejdstageren forud for kortets udstedelse har haft regelmaessig beskaeftigelse.

Desuden er definitionen af "regelmaessig beskaeftigelse" blevet praeciseret naermere. Kommissionen kan dog ikke acceptere, at arbejdstageren kun skal have haft regelmaessig beskaeftigelse i 3 maaneder for at kunne faa udstedt et kort (aendringsforslag 11). En periode af denne varighed ville saaledes goere det muligt at ansaette tredjelandsstatsborgere i deres oprindelsesland for umiddelbart derefter at udstationere dem i andre medlemsstater. Det oprindelige forslag, der tager udgangspunkt i en periode paa 6 maaneder, fastholdes derfor.

Artikel 2, stk. 3a

Der skal som foelge af aendringsforslag 10 naermere redegoeres for konsekvenserne, naar betingelserne for udstedelse af kortet pludselig ikke laengere opfyldes, f.eks. hvis kontraktforholdet mellem tjenesteyderen og den udstationerede arbejdstager ophoerer. AEndringsforslag 10 inkorporeres derfor.

Artikel 2, stk. 4

Kommissionen accepterer som foelge af aendringsforslag 10 at fastsaette de forpligtelser, der paahviler tjenesteyderen, naar kortet bliver ugyldigt. Der foreslaas i denne henseende en loesning, der kan anvendes i alle situationer, herunder naar kortets gyldighedsperiode paa normal vis udloeber.

Artikel 2, stk. 5 (og betragtning 8)

AEndringerne inkorporerer den foerste del af aendringsforslag 15, der vedroerer forholdet mellem den udstedende medlemsstat, tjenesteyderen og den udstationerede arbejdstager, naar kontraktforholdet ophoerer. Den anden del af aendringsforslag 15 vedroerer forholdet mellem de beroerte parter og den medlemsstat, hvor en tjenesteydelse leveres, og den er derfor inkorporeret i artikel 3, stk. 3, i det aendrede forslag (jf. nedenfor).

Artikel 3, stk. 1

Tilfoejelsen inkorporerer aendringsforslag 16. Det anses dog for noedvendigt at erstatte kravet om en simpel kopi af en erklaering fra tjenesteyderen, der fremsendes til myndighederne i vaertsmedlemsstaten, med kravet om et selvstaendigt bekraeftelsesdokument.

Artikel 3, stk. 3 (og betragtning 9)

Med denne tilfoejelse praeciseres de forpligtelser, der paahviler tjenesteyderen i forhold til vaertsmedlemsstaten, naar kontraktforholdet bringes til ophoer (jf. artikel 2, stk. 5, ovenfor).

Artikel 5a (og betragtning 13a)

Parlamentet oensker med aendringsforslag 14, at der oprettes et nyt raadgivende udvalg, der skal bistaa Kommissionen med henblik paa vedtagelsen af en gennemfoerelsesforordning, og at der tages hoejde for Parlamentets nye befoejelser i henhold til Raadets afgoerelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsaettelse af de naermere vilkaar for udoevelsen af de gennemfoerelsesbefoejelser, der tillaegges Kommissionen.

Det foerste punkt kan ikke accepteres. Der skal ifoelge forslaget kun vedtages én gennemfoerelsesforanstaltning, hvorfor oprettelsen af et nyt udvalg forekommer at vaere ude af proportioner.

Den nye artikel 5a sikrer derimod Parlamentets nye befoejelser i forbindelse med proceduren med faelles beslutningstagning i medfoer af den nye afgoerelse 1999/468/EF, saerlig artikel 8.

3.2. AEndringsforslag, der ikke kan accepteres af Kommissionen

3.2.1. Kortets benaevnelse

Benaevnelsen boer i henhold til aendringsforslag 1 vaere "EU-tjenesteydelseskort". EF-traktaten giver imidlertid ikke mulighed for dette, eftersom det drejer sig om et dokument, der er omfattet af faellesskabsretten og har bindende virkning for borgere og myndigheder i medlemsstaterne.

3.2.2. Betragtningerne

Formaalet med aendringsforslag 4 er at ophaeve bevisfoerelsen for et midlertidigt opholdsbevis i vaertsmedlemsstaten i betragtning 10, selvom den paagaeldende bestemmelse ikke ophaeves. Ligeledes har aendringsforslag 6 vedroerende betragtning 15 til formaal at praecisere, hvilke former for "efterfoelgende kontrol" der er mulig i vaertsmedlemsstaten. Dette er ikke relevant og kan ikke accepteres.

3.2.3. Den dispositive del

Artikel 2, stk. 1, 2. afsnit

Kommissionen har accepteret visse dele af aendringsforslag 10 (jf. ovenfor). Dette aendringsforslag indeholder imidlertid ogsaa visse betingelser for udstedelsen af kortet, herunder:

* at en arbejdstager, der udstationeres, skal have opfyldt lovgivningens krav i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, i en periode, der overstiger kortets gyldighedsperiode med mindst tre maaneder

* at medlemsstaten, hvor tjenesteyderen er etableret, skal foretage rutinemaessig kontrol af eventuelle problemer i forbindelse med den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, som omhandlet i direktiv 64/221/EOEF, i de oevrige beroerte medlemsstater

* at de oevrige medlemsstater samtidig skal kunne modsaette sig enhver betingelse for udstedelse af kortet (inklusive ovenstaaende betingelser); denne rettighed er tidsubegraenset og kan anvendes foer og efter kortets udstedelse.

Til gengaeld foreslaar Kommissionen:

* at den periode, hvor en tredjelandsstatsborger har opfyldt lovgivningens krav i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, ikke overstiger kortets gyldighedsperiode

* at den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, og hvor den arbejdstager, der udstationeres, har ophold, skal bekraefte, at arbejdstageren opfylder lovgivningens krav paa dens omraade; denne undersoegelse foretages i henhold til det aendrede forslag paa grundlag af mere praecise betingelser

* at den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen leveres, anerkender kortet, men kan paalaegge tjenesteyderen forud for en udstationering at give myndighederne i denne medlemsstat naermere oplysninger om tjenesteydelsen og om den arbejdstager, der udstationeres; vaertsmedlemsstaten skal saaledes have mulighed for generelt at kontrollere de paagaeldende personers bevaegelse paa sit omraade, uanset de interne EU-graensers beskaffenhed, og eventuelt at fravige direktivet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, som omhandlet i direktiv 64/221/EOEF.

Kommissionen afviser ikke disse aspekter i aendringsforslag 10 paa grund af indholdet, men paa grund af de instrumenter, der foreslaas. Kommissionen medgiver gerne, at medlemsstaterne skal have en vis indflydelse, isaer i lyset af hensynet til den offentlige orden. Parlamentets forslag kan imidlertid ikke foeres ud i praksis af de kompetente myndigheder og de beroerte personer.

At Parlamentet er enig i, at direktiv 64/221/EOEF finder anvendelse, viser, at det grundlaeggende har samme holdning som Kommissionen. Hvis ovenstaaende periode udvides med yderligere tre maaneder, vil det desuden medfoere, at en tredjelandsstatsborger automatisk vil have en periode paa tre maaneder til at vende tilbage til den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, naar han imidlertid straks burde vende tilbage, efter at have udfoert en tjenesteydelse i en anden medlemsstat. Arbejdstageren har i medfoer af bl.a. reglen om genindrejse i forslagets artikel 2, stk. 5, krav paa at vende tilbage.

Artikel 2, stk. 4, 1. afsnit

AEndringsforslag 13 kan ikke accepteres for saa vidt angaar tilfoejelsen vedroerende "aktivitetsomraade". Det fremgaar hverken af aendringsforslaget eller af Parlamentets begrundelse, om denne praecisering skal gaelde tjenesteyderens aktiviteter eller den udstationerede arbejdstagers.

Artikel 3, stk. 3 (og betragtning 9)

Formaalet med aendringsforslag 3 og 17 er at begraense en vaertsmedlemsstats muligheder for at kraeve, at en tjenesteyder giver meddelelse om udstationeringen af en arbejdstager, der er tredjelandsstatsborger, foer indrejse paa vaertsmedlemsstatens omraade, naar arbejdstageren ikke er i besiddelse af et gyldigt kort.

Kommissionen kan ikke acceptere disse aendringsforslag, fordi det uden et kort saaledes ville vaere nemmere at foretage udstationering, og fordi vaertsmedlemsstaten ville vaere frataget enhver mulighed for at kontrollere, om arbejdstageren opfylder lovgivningens krav i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret. Desuden har forslaget til direktiv til formaal at etablere en koordinering mellem medlemsstaterne inden for rammerne af ordningen med et tjenesteydelseskort og ikke at behandle andre situationer, der maatte opstaa, naar en tjenesteyder ikke oensker at goere brug af denne kortordning.

Artikel 4

Det foreslaas i en ny artikel 4, stk. 2a, at bestemmelserne i direktiv 96/71/EF af 16.12.1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser skal finde anvendelse i fuldt omfang. Som det allerede er blevet bekraeftet af Kommissionen i dens oprindelige forslag, finder dette direktiv allerede anvendelse paa tredjelandsstatsborgere, som udstationeres som led i udveksling af tjenesteydelser. AEndringsforslag 18 tjener saaledes intet formaal.

Artikel 5, stk. 1-3

AEndringsforslag 19 omhandler en raekke samarbejdsforanstaltninger mellem medlemsstaterne, der grundlaeggende bygger paa det princip, at det ikke er noedvendigt at identificere de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor en tjenesteydelse kan leveres, eftersom disse myndigheder ligeledes er ansvarlige for anvendelsen af dette direktiv. Dette er i overensstemmelse med argumentationen i forbindelse med aendringsforslag 10 og 17 (jf. ovenfor). AEndringsforslag 19 kan af samme aarsager som ovenfor derfor ikke accepteres. De anfoerte myndigheders rolle er af afgoerende betydning for en korrekt anvendelse af direktivet.

4. Andet forslag

4.1. AEndringsforslag, som Kommissionen helt eller delvist kan acceptere

4.1.1. Artikel 1, stk. 3, litra a), artikel 2, stk. 2, og betragtning 5a

Parlamentet har oensket at udelukke de arbejdstagere, der betegnes som "fiktive selvstaendige", det vil sige selvstaendige, der pr. tradition eller i medfoer af saerlige lovbestemmelser i mange medlemsstater kun formelt har status som selvstaendige, men i virkeligheden burde betragtes som loenmodtagere, fordi de under hensyntagen til de specifikke omstaendigheder for deres aktivitet arbejder inden for rammerne af et afhaengigheds- eller underordningsforhold over for en virksomhed.

Kommissionen anerkender, at der er behov for klarere regler for at undgaa misbrug for saa vidt angaar "de personer, der egentlig er omfattet af dette direktiv", men den gaar ikke ind for den loesning, der er valgt i aendringsforslag 9 og 15. En medlemsstat, hvor en tjenesteydelse leveres, ville i medfoer af disse aendringer faa mulighed for at goere indsigelse, idet denne mulighed indfoeres for at kunne fravige bestemmelserne i direktivet "i enkelttilfaelde, naar tjenesteyderens virksomhed afviger vaesentligt fra de betingelser for udoevelse af selvstaendig virksomhed, der er fastlagt i de nationale bestemmelser".

Den loesning, som Parlamentet foreslaar, er ikke tilstraekkelig gennemskuelig og medfoerer retsusikkerhed baade for de personer, der er omfattet af dette direktiv, og som vil vaere i tvivl om kortets egentlige vaerdi, naar det foerst er udstedt, og for myndighederne i de medlemsstater, der skal anerkende kortet. Det ville i stedet vaere at foretraekke at uddybe definitionen af en tjenesteyder i artikel 1. Denne definition tager hoejde for, at man i stort set alle medlemstater forudsaetter, at en loenmodtager kun er tilknyttet en enkelt virksomhed, hvor graden af afhaengighed eller underordning er afgoerende for, om det drejer sig om en loennet beskaeftigelse. Enhver tvivl om en selvstaendig erhvervsdrivendes status, fordi han i tidens loeb har vaeret tilknyttet mere end en virksomhed, vil saaledes ikke laengere vaere mulig.

Kommissionen foreslaar derfor, at en selvstaendig erhvervsdrivende kun kan paaberaabe sig at have sit hovedsaede i en medlemsstat, hvis han i loebet af de sidste 12 maaneder har haft et kontraktforhold med mindst to modtagere af tjenesteydelser (jf. artikel 1, stk. 3, litra a)), og at en tredjelandsstatsborger ikke kan faa udstedt et tjenesteydelseskort, hvis ikke han har haft vedvarende aktiviteter i den medlemsstat, hvor han har sit hovedsaede (jf. artikel 2, stk. 2). De tilgrundliggende motiver forklares yderligere i den nye betragtning 5a.

4.1.2. Lighedspunkter med foerste direktiv

Nedenstaaende artikler er blevet aendret af samme aarsager som i foerste direktiv:

- Artikel 1, stk. 3, litra b) vedroerende opholdssted (aendringsforslag 7).

- Artikel 2, stk. 1, 2. afsnit, stk. 1a, stk. 2a og stk. 2b (delvist aendringsforslag 9).

- Artikel 2, stk. 3, 1. afsnit (delvist aendringsforslag 9 og aendringsforslag 10), herunder tjenesteyderen aktivitetsomraade, der tilfoejes som en af de oplysninger, der skal fremgaa af tjenesteydelseskortet.

- Artikel 3, stk. 1, for at opnaa sammenhaeng med det foerste direktiv (aendringsforslag 12).

- Artikel 5a om Parlamentets ret til at blive underrettet (delvist aendringsforslag 11).

4.2. AEndringsforslag, der ikke kan accepteres af Kommissionen

4.2.1. AEndringsforslag, der kan accepteres for foerste men ikke for andet direktiv

Parlamentet har samme aendringsforslag til baade foerste og andet direktiv, selvom der ikke er nogen grund til at indfoeje disse i andet direktiv:

Betragtning 7 (aendringsforslag 2): Fjernelsen af den juridiske usikkerhed er ligeledes blevet anfoert som formaalet med andet direktiv, selvom denne foranstaltning ikke er noedvendig i den nuvaerende situation, men har til formaal at skabe nye rettigheder for en bestemt kategori af tredjelandsstatsborgere.

Artikel 5a, stk. 2:

AEndringsforslag 4 og 11 omhandler en procedure til vedtagelse af gennemfoerelsesforanstaltningen, der er den samme som for foerste direktiv. Da det udelukkende er Raadet, der udsteder andet direktiv, har en gennemfoerelsesforanstaltning imidlertid ingen indvirkning paa den procedure med faelles beslutningstagning, der er fastsat i traktatens artikel 251. Parlamentets rettigheder som foelge af den faelles beslutningstagning paavirkes saaledes ikke, fordi artikel 8 i afgoerelse 1999/468/EF ikke finder anvendelse.

4.2.2. AEndringsforslag, der af samme aarsager som i foerste direktiv ikke kan accepteres

Kommissionen kan ikke acceptere de aendringsforslag til andet direktiv, der er naesten identiske med de aendringsforslag, som den afviste i forbindelse med foerste direktiv. Der henvises derfor til begrundelsen til foerste direktiv. Mere praecist drejer det sig om kortets benaevnelse (aendringsforslag 1), artikel 2, stk. 1, 2. afsnit (den del af aendringsforslag 9, der ikke kan accepteres), artikel 3, stk. 3, og betragtning 10 (aendringsforslag 3 og 14), samt artikel 5 (aendringsforslag 16).

4.2.3. Andre aendringsforslag, der ikke kan accepteres

AEndringsforslag 5, 6 og 7 vedroerer nogle rent redaktionelle aendringer til artikel 1. Indholdet af det oprindelige forslag i denne henseende er tydelig, hvorfor Kommissionen ikke ser nogen grund til at aendre sit forslag.

1999/0013 (CNS)

AEndret forslag til RAADETS DIREKTIV om udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser over graenserne til ogsaa at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF

RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 49, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [6],

[6] EFT C 67 af 10.3.1999, s. 17.

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [7],

[7] Udtalelse af 3.2.2000 (endnu ikke offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende).

under henvisning til udtalelse fra Det OEkonomiske og Sociale Udvalg [8],

[8] EFT C 209 af 22.7.1999, s. 5.

ud fra foelgende betragtninger:

(1) I henhold til traktatens artikel 3, stk. 1, litra c), er fjernelse af hindringerne for den frie bevaegelighed for tjenesteydelser et af EF's maal; den frie bevaegelighed for tjenesteydelser, kan udvides til selvstaendige erhvervsdrivende, som ikke er unionsborgere, men statsborgere i et tredjeland, og som er lovligt etableret inden for EF;

(2) denne mulighed for at udvide anvendelsen af bestemmelserne har vaeret fastsat i traktaten i mere end 40 aar; det er ikke rimeligt, at en tredjelandsstatsborger, der har faktisk og vedvarende tilknytning til erhvervslivet i en medlemsstat, kun ved at oprette et selskab efter traktatens artikel 48 kan nyde godt af retten til fri udveksling af tjenesteydelser, samt at selvstaendige erhvervsdrivende fra tredjelande ikke kan nyde godt heraf som fysiske personer;

(3) arbejdstagere fra tredjelande kan udstationeres, mens selvstaendige erhvervsdrivende, hvis virksomhed tilfoejer en medlemsstats erhvervsliv en mervaerdi, ikke har nogen som helst mulighed for at udoeve virksomhed over graenserne i det indre marked; en udvidelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser til ogsaa at omfatte selvstaendige erhvervsdrivende, der er statsborgere i tredjelande, boer ikke vaere til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser om et vist maal af social sikring af disse personer svarende til den, der gaelder for arbejdstagere;

(4) udvidelsen af bestemmelserne til ogsaa at omfatte tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF, boer derfor finde sted, samtidig med at EF ved Europa-Parlamentets og Raadets direktiv ../.../EF [9] klarlaegger betingelserne for udstationering af arbejdstagere fra tredjelande som led i udveksling af tjenesteydelser; det foelger af traktatens artikel 51, stk. 1, at anvendelsesomraadet for dette direktiv kun kan udvides til at omfatte tjenesteydere inden for transportsektoren ved en saerskilt retsakt vedtaget paa grundlag af traktatens bestemmelser vedroerende den faelles transportpolitik;

[9] EFT L ...

(5) en selvstaendig erhvervsdrivende fra et tredjeland har ikke etableringsret i den medlemsstat, hvor han leverer sine tjenesteydelser; dette direktiv boer ikke beroere allerede anerkendte rettigheder paa EF-plan eller paa nationalt plan eller rettigheder, der foelger af internationale aftaler, herunder rettigheder i henhold til den europaeiske menneskerettighedskonvention med hensyn til privatlivets fred;

(5a) en selvstaendig erhvervsdrivende, der er statsborger i et tredjeland, kan kun benytte sig af den fri bevaegelighed for tjenesteydelser, saafremt han bevarer sit hovedsaede i en medlemsstat, og saafremt der er tale om lovligt ophold i denne medlemsstat i mindst 12 maaneder; det er noedvendigt at praecisere, hvem der er omfattet af direktivet, naar der i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers aktiviteter opstaar tvivl med hensyn til denne borgers status som selvstaendig erhvervsdrivende;

(6) om en levering af tjenesteydelser er af midlertidig art, skal vurderes ikke blot paa grundlag af tjenesteydelsens varighed, men ogsaa paa grundlag af dens hyppighed eller kontinuitet; dette udelukker ikke, at en tjenesteyder kan etablere en vis infrastruktur, hvis denne infrastruktur er noedvendig, for at tjenesteydelsen kan leveres;

(7) den frie udveksling af tjenesteydelser indebaerer, at der gives tilladelse til indrejse og ophold i den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen leveres; da der ikke paa nationalt plan findes ensartet udformede dokumenter, der omfatter de forskellige aspekter i forbindelse med rejse, boer et dokument benaevnt "EF-tjenesteydelseskort" vaere det dokument, som letter udveksling af tjenesteydelser over graenserne og rejser, herunder planlaegning af saadanne rejser, i forbindelse hermed som led i de ordinaere aktiviteter; det boer vaere op til tjenesteyderen at afgoere, om han oensker at faa udstedt et EF-tjenesteydelseskort; dette direktiv beroerer heller ikke EF's og medlemsstaternes forpligtelser ifoelge den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) [10]; EF-tjenesteydelseskortet skal kun indeholde de oplysninger, der er noedvendige for at overholde Raadets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af saadanne oplysninger [11];

[10] EFT L 336 af 23.12.1994, s. 190.

[11] EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31.

(8) den medlemsstat, der udsteder EF-tjenesteydelseskortet, boer tage hensyn til den offentlige orden med henblik paa bekaempelse af illegal indvandring, ved at dokumentere, at tjenesteyderen opfylder lovgivningens krav i den medlemsstat, hvor han er etableret; kortet boer vaere en sikkerhed for, at den selvstaendige erhvervsdrivendes hovedbe skaeftigelse finder sted i den medlemsstat, hvor han er etableret; kortet boer derfor sikres mod forfalskning; det er saaledes ikke laengere noedvendigt at stille krav om indrejsevisum;

(9) EF-tjenesteydelseskortet, der udstedes af den medlemsstat, hvor den selvstaendige erhvervsdrivende er etableret, boer saaledes give den noedvendige sikkerhed for, at enhver anden medlemsstat, hvor der leveres en tjenesteydelse, tillader denne person indrejse og ophold med henblik paa levering af en eller flere tjenesteydelser, dvs. ophold under og i anledning af leveringen af tjenesteydelsen; denne sikkerhed indbefatter ogsaa en forpligtelse til ikke at anse udstationeringen som en afbrydelse af det ophold og den selvstaendige virksomhed, der oprindelig blev godkendt, og specielt til at tillade den paagaeldende person indrejse igen under alle omstaendigheder; den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen leveres, boer saaledes ikke laengere kunne anvende sine egne krav med hensyn til indrejse, ophold og adgang til selvstaendig virksomhed;

(10) medlemsstaterne boer kunne stille krav om, at der foer den paagaeldende tjenesteyders indrejse skal gives meddelelse om hans tilstedevaerelse og om den eller de tjenesteydelser, med henblik paa hvilke han rejser ind; kravet om, at der paa forhaand skal gives meddelelse om indrejsen, boer goere det muligt for denne medlemsstat i konkrete tilfaelde at traeffe de noedvendige foranstaltninger af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed inden for de rammer, der er fastlagt i dette direktiv; hver medlemsstat, i hvilken der leveres en tjenesteydelse, boer desuden kunne stille krav om, at der efter indrejsen skal indhentes et opholdsbevis, hvis den periode, hvorunder den selvstaendige erhvervs drivende leverer tjenesteydelsen, overstiger seks maaneder i loebet af en periode paa 12 maaneder; gyldighedsperioden for et saadant opholdsbevis boer kunne begraenses til den periode, hvor EF-tjenesteydelseskortet er gyldigt, idet denne medlemsstat udsteder en opholdstilladelse i henhold til sine egne bestemmelser, naar der er tale om ophold af over 12 maaneders varighed;

(11) nyttevirkningen af dette direktiv er betinget af, at tredjelandsstatsborgere og unionsborgere i deres egenskab af tjenesteydere stilles lige med hensyn til anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er erhvervet inden for EF; denne ligestilling boer vaere begraenset til retten til fri udveksling af tjenesteydelser; den boer ikke omfatte eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er erhvervet i et tredjeland, og som kun anerkendes i en medlemsstat;

(12) medlemsstaterne boer ikke kunne behandle selvstaendige erhvervsdrivende, der er etableret uden for EF, mere gunstigt end selvstaendige erhvervsdrivende, der er etableret inden for EF; medlemsstaterne boer kunne fravige bestemmelserne i dette direktiv af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed; graenserne for en saadan fravigelse af bestemmelserne i forhold til tjenesteydere fra tredjelande boer fastlaegges i overens stemmelse med den samordning, der er omhandlet i Raadets direktiv 64/221/EOEF af 25. februar 1964 om samordning af de saerlige foranstaltninger, som gaelder for udlaendinge med hensyn til rejse og ophold, og som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed [12]; senest aendret ved direktiv 75/35/EOEF [13];

[12] EFT 56 af 4.4.1964, s. 850.

[13] EFT L 14 af 20.1.1975, s. 14.

(13) det er noedvendigt at sikre et taet samarbejde mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne; det vil vaere praktisk for medlemsstaternes myndigheder, hvis der indfoeres en ensartet udformning af EF-tjenesteydelseskortet; befoejelsen til at fastlaegge denne udformning og andre vilkaar i forbindelse med EF-tjenesteydelseskortet boer tillaegges Kommissionen efter den procedure, som er fastsat i Raadets forordning (EF) nr. 1683/95 af 29. maj 1995 om ensartet udformning af visa [14],

[14] EFT L 164 af 14.7.1995, s. 1.

(13a) eftersom de noedvendige foranstaltninger til gennemfoerelse af dette direktiv er generelle foranstaltninger i henhold til artikel 2 i Raadets afgoerelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsaettelse af de naermere vilkaar for udoevelsen af de gennemfoerelsesbefoejelser, der tillaegges Kommissionen [15], skal disse foranstaltninger traeffes i overensstemmelse med forskriftsproceduren i denne afgoerelses artikel 5;

[15] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

(14) dette direktiv beroerer ikke medlemsstaternes kompetence til at bestemme, hvilke tredjelandsstatsborgere der skal gives indrejse med henblik paa selvstaendig erhvervsvirksomhed, paa hvilke betingelser ophold i forbindelse hermed skal forlaenges, og hvilke former for selvstaendig erhvervsvirksomhed der skal vaere reguleret eller ej;

(15) i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5, stk. 3, indeholder dette direktiv kun de bestemmelser, der er noedvendige for at opfylde maalsaetningen om fri bevaegelighed for tjenesteydelser; direktivet tillader medlemsstaterne selv at kontrollere, om en tredjelandsstatsborger midlertidigt leverer en tjenesteydelse over graenserne eller permanent udoever selvstaendig erhvervsvirksomhed i en anden medlemsstat end den, hvor han er etableret; det vedroerer kun ophold af ikke over 12 maaneders varighed med henblik paa levering af tjenesteydelser i en anden medlemsstat samt anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, der er erhvervet inden for EF;

(16) med henblik paa anvendelsen af dette direktiv boer medlemsstaterne fastlaegge et passende sanktionssystem;

(17) senest fire aar efter udloebet af fristen for gennemfoerelsen af dette direktiv, boer Kommissionen undersoege, hvorledes det er blevet gennemfoert, og eventuelt foreslaa de noedvendige aendringer til det -

UDSTEDT FOELGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

1. Medlemsstaterne paaser, at tredjelandsstatsborgere, der er etableret inden for EF, nyder godt af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

2. Dette direktiv vedroerer ikke tredjelandsstatsborgere, der modtager en tjenesteydelse, der leveres over graenserne, og levering af tjenesteydelser inden for transportsektoren.

3. Ved en tjenesteyder forstaas i dette direktiv enhver fysisk person, der er statsborger i et tredjeland, og som i den medlemsstat, hvor han er etableret:

a) paa behoerig vis har etableret sit hovedsaede, hvorfra han som selvstaendig erhvervsdrivende har haft faktisk og vedvarende tilknytning til denne medlemsstats erhvervsliv

som faktisk og vedvarende tilknytning betragtes levering af tjenesteydelser i mindst 12 maaneder mod betaling fra mindst to modtagere af tjenesteydelser, der er etableret i den paagaeldende medlemsstat

b) i overensstemmelse med den nationale lovgivning har ophold i denne medlemsstat i en periode paa 12 maaneder eller derover, hvilket udelukker personer, der udelukkende er i besiddelse af dokumenter, der bekraefter, at deres tilstedevaerelse tolereres indtil deres udsendelse af landet

c) ikke ogsaa har loennet beskaeftigelse.

Artikel 2

1. Naar en tjenesteyder som led i sine ordinaere aktiviteter har til hensigt at rejse ind i eller tage ophold i en flere andre eller alle de andre medlemsstater med henblik paa levering af en tjenesteydelse, skal den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, efter dennes anmodning til denne udstede et dokument benaevnt "EF-tjenesteydelseskort".

1a. Kortet kan kun udstedes, saafremt tjenesteyderen dokumenterer

a) at han opfylder betingelserne i artikel 1, stk. 3

b) . at han gennem den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvor han er etableret, eller gennem en privat forsikring er forsikret mod risici i forbindelse med sygdom og arbejdsulykker under udstationering, der foretages med henblik paa levering af en tjenesteydelse i den anden eller de andre medlemsstater.

2. EF-tjenesteydelseskortet udstedes med en gyldighedsperiode , i loebet af hvilken den paagaeldende tjenesteyder fortsat skal have ophold i det land, hvor han er etableret, , hvilket udelukker personer, der udelukkende er i besiddelse af dokumenter, der bekraefter, at deres tilstedevaerelse tolereres indtil deres udsendelse af landet, og i loebet af hvilken periode han fortsat skal levere tjenesteydelser mod betaling fra modtagerne af disse tjenesteydelser i dette land. Kortets gyldighedsperiode kan under ingen omstaendigheder overstige 12 maaneder.

2a. EF-tjenesteydelseskortet kan kun fornyes, hvis udstedelsesbetingelserne i stk. 1, 1a og 2 fortsat er opfyldt.

2b. EF-tjenesteydelseskortets gyldighed bortfalder, hvis en af betingelserne i stk. 1, 1a og 2 ikke laengere opfyldes efter kortets udstedelse.

3. Tjenesteydelseskortet er et saerskilt dokument, som udstedes til tjenesteyderen. Hvis kortets gyldighed bortfalder, skal den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, paalaegge denne straks at returnere kortet til sine kompetente myndigheder. Kortet skal indeholde oplysninger om:

a) tjenesteyderen, herunder hans aktivitetsomraade i den medlemsstat, hvor han er etableret

b) gyldighedsperioden

c) den udstedende myndighed og den udstedende medlemsstat

d) den eller de medlemsstat(er), kortet gaelder for.

De naermere bestemmelser vedroerende de oplysninger, kortet skal indeholde, vedroerende den ensartede udformning af dokumentet og vedroerende de tekniske specifikationer, der skal forhindre forfalskning af dokumentet, fastlaegges efter proceduren i artikel 5a, stk. 2.

4. Den medlemsstat, der udsteder EF-tjenesteydelseskortet, kan ikke anse udstationering med henblik paa levering af tjenesteydelser som en afbrydelse af tjenesteyderens ophold og selvstaendige virksomhed paa sit omraade.

Den udstedende medlemsstat kan ikke med nogen som helst begrundelse naegte tjenesteyderen genindrejse paa sit omraade i henhold til sine nationale bestemmelser.

Artikel 3

1. Enhver medlemsstat, hvor der leveres en tjenesteydelse, tillader en selvstaendig erhvervsdrivende at rejse ind paa og tage ophold paa sit omraade med henblik paa leveringen af en eller flere tjenesteydelser, hvis denne person er i besiddelse af et EF-tjenesteydelseskort, et identitetskort eller et pas, der er gyldigt i den periode, hvor tjenesteydelserne leveres, og et dokument, hvormed tjenesteyderen bekraefter, at arbejdstageren udstationeres med henblik paa levering af en bestemt tjenesteydelse, og hvoraf fremgaar opholdets forventede varighed.

2. Ingen medlemsstat, hvor en tjenesteydelse leveres, kan paalaegge en tjenesteyder at indhente:

a) indrejse- eller udrejsevisum

b) opholdsbevis eller -tilladelse, bortset fra det, som er omhandlet i stk. 3

c) tilladelse til levering af tjenesteydelser, f.eks. arbejdstilladelse, identitetskort for udenlandske erhvervsdrivende eller erhvervskort

d) andre tilladelser svarende til de i litra a), b) og c) naevnte.

3. Enhver medlemsstat, hvor en tjenesteydelse leveres, kan paalaegge tjenesteyderen foer indrejse paa medlemsstatens omraade at give meddelelse om sit ophold, den forventede varighed af dette ophold og den eller de tjenesteydelser, med henblik paa hvilke han rejser ind paa medlemsstatens omraade. Hvis tjenesteydelsen/tjenesteydelserne leveres over et tidsrum, der i alt overstiger seks maaneder i loebet af en periode paa 12 maaneder, udsteder medlemsstaten, efter at tjenesteyderen er indrejst, et midlertidigt opholdsbevis som dokumentation for, at opholdet er godkendt.

4. For at lette den fri udveksling af tjenesteydelser skal den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen leveres, paase, at tredjelandsstatsborgere og unionsborgere i deres egenskab af tjenesteydere stilles lige med hensyn til anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser, som den paagaeldende person har erhvervet inden for EF med det formaal at udoeve en bestemt aktivitet, og som er udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat.

Artikel 4

1. Medlemsstaterne behandler ikke selvstaendige erhvervsdrivende, der er etableret uden for EF, mere gunstigt end selvstaendige erhvervsdrivende, der er etableret inden for EF.

2. Medlemsstaterne kan kun fravige bestemmelserne i dette direktiv, naar det er begrundet i hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed; i saa fald finder direktiv 64/221/EOEF tilsvarende anvendelse.

Artikel 5

1. Medlemsstaterne bestemmer, hvilke myndigheder der skal have kompetence til at udstede EF-tjenesteydelseskortet og det midlertidige opholdsbevis samt til at indhente de i artikel 3, stk. 3, omhandlede oplysninger, og de giver Kommissionen og de oevrige medlemsstater meddelelse herom. De traeffer de noedvendige foranstaltninger for i videst muligt omfang at forenkle formaliteterne, fristerne og procedurerne i forbindelse med udstedelse af disse dokumenter, der udstedes gratis eller mod indbetaling af et beloeb, der ikke kan vaere stoerre end de afgifter, der skal betales ved udstedelse af identitetskort til statsborgere i den paagaeldende medlemsstat.

2. Medlemsstaterne paaser, at der finder et samarbejde sted mellem de offentlige myndigheder, som i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivning er kompetente i spoergsmaal, der vedroerer gennemfoerelsen af dette direktiv.

Samarbejdet bestaar specielt i at efterkomme enhver begrundet anmodning om oplysninger. Det finder sted uden vederlag og hurtigst muligt.

Artikel 5a

1. Kommissionen bistaas af et udvalg som omhandlet i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1683/95 .

2. Saafremt der henvises til denne bestemmelse, finder forskriftsproceduren i artikel 5 i Raadets afgoerelse 1999/468/EF anvendelse, jf. dog bestemmelserne i artikel 7, stk. 3, i samme afgoerelse.

3. Den i artikel 5, stk. 6, i Raadets afgoerelse 1999/468/EF omhandlede periode fastsaettes til tre maaneder.

Artikel 6

Medlemsstaterne bestemmer, hvilke sanktioner der skal anvendes i tilfaelde af overtraedelser af nationale bestemmelser, som er indfoert til gennemfoerelse af dette direktiv, og traeffer enhver noedvendig foranstaltning for at sikre gennemfoerelsen af disse. De saaledes indfoerte sanktioner skal vaere effektive, rimelige og have afskraekkende virkning. Medlemsstaterne meddeler Kommis sionen disse bestemmelser inden for den i artikel 8 fastsatte frist og enhver senere aendring af disse hurtigst muligt.

Artikel 7

Senest fire aar efter udloebet af den i artikel 8 fastsatte frist aflaegger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Raadet om gennemfoerelsen af dette direktiv i medlemsstaterne og foreslaar eventuelle noedvendige aendringer.

Artikel 8

Medlemsstaterne vedtager og offentliggoer senest den 30. juni 2002 de noedvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggoerelsen ledsages af en saadan henvisning. De naermere regler for henvisningen fastsaettes af medlemsstaterne.

Artikel 9

Dette direktiv traeder i kraft paa tyvendedagen efter offentliggoerelsen i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Artikel 10

Dette direktiv er rettet til medlemsstater.

Udfaerdiget i Bruxelles, den

Paa Raadets vegne

Formand