Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52000PC0054

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktioner til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene

/* KOM/2000/0054 endelig udg. - COD 99/0015 */

EFT C 248E af 29.8.2000, pp. 97–107 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

52000PC0054

Ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktioner til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene /* KOM/2000/0054 endelig udg. - COD 99/0015 */

EF-Tidende nr. C 248 E af 29/08/2000 s. 0097 - 0107


Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om aktioner til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

A. Principper

1. Forslaget til forordning indeholder bestemmelser om mål og procedurer for aktiviteterne under den allerede eksisterende budgetpost B7-6201 "aktioner til fordel for tropiske skove".

Kommissionen forelagde den 3. februar 1999 den oprindelige udgave af dette forslag (KOM (1999) 41 endelig udg.).

På grundlag af en betænkning fra Pomés Ruíz godkendte Europa-Parlamentet (ved førstebehandlingen) Kommissionens forslag den 5. maj 1999, med 34 ændringsforslag.

På grundlag af disse udviklingsforløb har Kommissionen udarbejdet et ændret forslag.

2. Kommissionen har foretaget 3 typer ændringer:

For det første er en del af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet fremsatte ved førstebehandlingen, accepteret.

For det andet tages der i det ændrede forslag også hensyn til drøftelser i Rådet, herunder udkast fra Rådets Juridiske Tjeneste.

For det tredje omfatter det ændrede forslag visse ændringer, der skyldes Amsterdam-traktatens ikrafttræden.

B. Forklaring

Kommissionen kunne helt eller delvis godtage 18 af Europa-Parlamentets ændringsforslag, i nogle tilfælde med en vis omformulering eller indsættelse i en anden del af forordningsteksten end den oprindeligt foreslåede. De fleste af disse var ændringer vedrørende strategier eller tekniske spørgsmål, særlig de oprindelige folks rettigheder - de fleste af de sidste ændringer blev stadfæstet i en bestemmelse.

De ændringsforslag eller vigtige dele af ændringsforslag, som Kommissionen ikke kunne godtage, kan samles i en eller flere af følgende kategorier:

_ ændringer vedrørende ledelsesforhold, der henhører under Kommissionens kompetence

_ proceduremæssige eller administrative forslag, der ikke er i overensstemmelse med standardformuleringer og praksis for tilsvarende forordninger, herunder finansieringsforordningen

_ citater fra retsakter eller strategidokumenter, der betragtes som overflødige og en unødig forlængelse af teksten

_ ændringsforslag, der betragtes som uklare eller subjektive eller som gentog ideer, der var udtrykt andetsteds i forordningen eller i andre acccepterede ændringsforslag

_ ændringer, der, hvis de accepteres, vil reducere fokus og således effektiviteten af de aktiviteter, der påtænkes iværksat med hjemmel i forordningen.

Ændret forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om aktioner til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 175 og 179,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [1],

[1] KOM(1999) 41 endelig udg.

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg [2],

[2] REX/016 af 07.07.1999.

[under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget [3]],

[3]

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 251, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Skovene rummer en mangfoldighed af funktioner og værdier for menneskeheden og kan bidrage til opfyldelsen af Fællesskabets mål på udviklings- og miljøområdet såsom kampagnen mod fattigdom, bæredygtig økonomisk og social udvikling og miljøbeskyttelse;

(2) Europa-Parlamentet har i talrige beslutninger udtrykt bekymring over ødelæggelsen af skove og følgerne heraf for befolkninger, der er afhængige af skovene, navnlig af de oprindelige folk;

(3) som svar på Europa-Parlamentets anmodning i dets beslutning om Den Europæiske Unions skovbrugsstrategi [4], vedtog Kommissionen den ......., en meddelelse om "Skove og Udvikling - EF's fremgangsmåde", hvori den formulerer en strategi for Fællesskabets indsats til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af skovene i udviklingslandene;

[4] EFT C 55 af 24.2.1997, s. 22.

(4) målene for denne strategi bør forfølges inden for rammerne af den bredere EF-målsætning om at fremme bevarelse og bæredygtig udnyttelse af skovene, hvilket geografisk område eller klimabælte de end måtte befinde sig i;

(5) Fællesskabet og medlemsstaterne har undertegnet Rio-erklæringen og Agenda 21-handlingsprogrammet og har givet deres tilsagn til resolution fra den særlige samling i De Forenede Nationers generalforsamling (UNGASS) om "Program for videreførelse af Agenda 21";

(6) Fællesskabet og dets medlemsstater er metdlemmer af verdenshandelsorganisationen og kontraherende parter i en række multilaterale miljøaftaler, bl.a. konventionen om biologisk mangfoldighed, rammekonventionen om klimaændringer og konventionen om bekæmpelse af ørkendannelse; de er således forpligtede til at tage hensyn til det fælles, men dog forskelligartede, ansvar, som de kontraherende industrilande og udviklingslande har for disse spørgsmål;

(7) i forbindelse med De Forenede Nationers generalforsamlings særlige samling i 1997 godkendte den de aktionsforslag, der er formuleret inden for rammerne af det mellemstatslige panel vedrørende skove (IPF); Fællesskabet og dets medlemsstater er fuldt ud forpligtede til at gennemføre disse forslag;

(8) Rådets forordning (EF) nr. 3062/95 af 20. december 1995 om aktioner til fordel for tropiske skove [5] danner ramme om Fællesskabets bistand på dette område; denne forordning finder anvendelse indtil 31. december 1999; de erfaringer, der er indhøstet under gennemførelsen af forordning (EF) nr. 3062/95, bør afspejle sig i nærværende forordning;

[5] EFT L 327 af 30.12.1995.

(9) den 30. November i 1998 anerkendte Rådet i sin resolution den betydning, som oprindelige folk har for forvaltningen af miljøet, især med hensyn til bevarelse og bæredygtig udnyttelse af skove i udviklingslandene;

(10) de finansielle instrumenter, som Fællesskabet råder over til fremme af bevarelse og bæredygtig udvikling af skovene, bør suppleres;

(11) der bør træffes foranstaltninger med henblik på finansiering af de aktiviteter, der henvises til i denne forordning;

(12) der bør fastlægges detaljerede gennemførelsesbestemmelser, bl.a. vedrørende aktionsformer, samarbejdspartnere og beslutningsprocedurer;

(13) I medfør af artikel 2 i Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennem førelsesbestemmelser, der tillægges Kommissionen [6], bør der fastsættes gennemførelsesbestemmelser til nærværende forordning efter rådgivningsproceduren i artikel 3 i nævnte afgørelse.

[6] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Fællesskabet yder finansiel bistand og passende ekspertise til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene med henblik på at imødekomme de økonomiske, sociale og miljømæssige krav, der stilles til skovene på lokalt, nationalt og globalt plan.

Denne bistand og ekspertise, der ydes i medfør af denne forordning, supplerer og forstærker den , der ydes via andre instrumenter for udviklingssamarbejde.

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

1. "Tropiske skove og andre skove "; naturlige og delvis naturlige primære eller sekundære økosystemer, åbne og lukkede skovformationer i tørt, halvtør eller fugtigt klima. .

2. "Bevarelse": enhver aktivitet til opretholdelse og genopretning af skove og navnlig aktiviteter til beskyttelse eller genskabelse af den biologiske diversitet (herunder økologiske funktioner) af det pågældende skovøkosystem, som samtidig i størst muligt omfang sikrer dets nuværende og fremtidige nytteværdi for menneskeheden og navnlig for de befolkninger, der er afhængige af skovene.

3. "Bæredygtig skovforvaltning"; forvaltning og anvendelse af skove og skovområder på en måde og i et omfang, der bevarer deres biologiske diversitet, produktivitet, gendannelsesevne og vitalitet samt deres muligheder for nu og i fremtiden at opfylde relevante økologiske, økonomiske og sociale funktioner på lokalt, nationalt og globalt niveau, uden at skade andre økosystemer.

4. "Bæredygtig udvikling": forbedring af de berørte befolkningers levestandard og velfærd inden for grænserne af økosystemernes bæreevne, samtidig med, at de naturlige aktiver og deres biologiske diversitet bevares til fordel for nuværende og kommende generationer.

5. "Befolkninger, der er afhængige af skovene": oprindelige folk, som bor i skoven eller gør fordring på den som deres traditionelle hjem, samt befolkninger, der bor i eller ved skoven, og som traditionelt direkte og i udstrakt omfang har været afhængige af skoven.

Artikel 3

De aktiviteter, der skal udføres i henhold til denne forordning, har til formål:

_ at højne skovenes status i de nationale politikker og at integrere skovpolitikken i udviklingsplanlægningen på grundlag af bæredygtig skovforvaltning

_ at fremme produktionen og anvendelsen af tømmer og andre skovprodukter end træ, der stammer fra bæredygtigt forvaltede ressourcer

_ at bidrage til en hensigtsmæssig vurdering af skovressourcer og skovforvaltningsaktiviteter.

Artikel 4

1. De aktiviteter, der skal udføres i henhold til denne forordning, skal især være rettet mod følgende:

(a) Udformning af hensigtsmæssige rammer for den nationale og internationale skovforvaltningspolitik på grundlag af en realistisk vurdering af skovene, herunder fysisk planlægning, rimelig handel med bæredygtigt fremstillede skovprodukter, retlige og fiskale foranstaltninger, institutionsopbygning, og støtte til befolkninger, der er afhængige af skovene, så de selv kan udforme deres egen sociale, økonomiske og kulturelle udvikling, samt støtte til den private sektor. Dette skal ske under hensyntagen til andre sektorpolitikker, der øver indflydelse på skovene, og de af skovene afhængige skovbefolkningers interesser og hævdvundne rettigheder;

(b) bevarelse og genopretning af skove, som anses for at være af betydning som følge af deres høje økologiske værdi, navnlig deres værdi for bevarelse af biodiversitet eller som følge af deres lokale og globale virkninger, såsom beskyttelse af vandløbsystemers oplande, forebyggelse af jorderosion eller klimaændringer ;

(c) bæredygtig forvaltning og udnyttelse af skove med henblik på at drage økonomiske, sociale og miljømæssige fordele heraf, herunder bl.a. certificering af skove - under hensyntagen til de forskelligartede forvaltningsbetingelser for henholdsvis små og store skovområder - og en miljømæssig forsvarlig udnyttelse af såvel tømmer som andre skovprodukter end træ og en naturlig eller af mennesker understøttet regenerering af skove;

(d) økonomisk rentabilitet i forbindelse med en bæredygtig skovforvaltning ved hjælp af tekniske forbedringer af de videre aktiviteter, der er knyttet til skovsektoren såsom forarbejdning og afsætning af tømmer og andre skovprodukter end træ i små og mellemstore virksomheder og fremme af alternativer til de former for landbrug, der er baseret på skovrydning;

(e) anvendt forskning i og fremskaffelse af viden og oplysning om og forvaltning af skovbrug og skovprodukter, med henblik på at skabe et forsvarligt videnskabeligt grundlag for de under (a) til (d) omhandlede aktiviteter.

2. , Finansieringsberettigede aktiviteter omfatter pilotprojekter ude i marken, nyskabende programmer, undersøgelser og forskning, hvis resultater. heraf foruden til de specifikke mål vil bidrage til udvikling, tilpasning og bedre gennemførelse af skovpolitikker i Fællesskabet og partnerlandene,

3. Der bør lægges særlig vægt på:

_ at fremme miljømæssigt og socialt ansvarsbevidst privat foretagsomhed i forarbejdnings- og afsætningsleddet for skovprodukter, i forbindelse med de af parterne godkendte politikker for udvikling af den private sektor og under hensyntagen til de bestående samfundssystemer og kollektivt baserede økonomiske aktiviteter;

_ at tilskynde samarbejdspartnerne i udviklingslandene til direkte medvirken, og samtidig sørge for, at interventionerne bliver af passende omfang, og at de administrative procedurer afpasses efter den lokale kapacitet;

_ at inddrage befolkninger og lokalsamfund, der er afhængige af skovene, deltager i de aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne forordning, på baggrund af deres udviklingsprioriteter samt økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, bl.a. gennem kapacitetsopbygning, for at sikre deres fulde deltagelse i alle beslutningsprocesser;

_ at sikre hver enkelt foreslået aktivitets sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed;

_ at der etableres en hensigtsmæssig koordinering og udveksling af informationer mellem Kommissionen og medlemsstaterne for at skabe sammenhæng mellem aktiviteterne i de pågældende regioner;

_ kønsspecifikke roller, kundskaber, perspektiver og bidrag fra kvinder/piger og mænd/drenge i forbindelse med forvaltning og anvendelse af skovene.

4. Prioriteterne fastlægges i overensstemmelse med:

_ hvert enkelt lands behov, som de afspejler sig i den regionale og nationale udvikling og miljøpolitikken vedrørende skove, under hensyntagen til de nationale planer for skovene og lokale behov, og

_ målene for Fællesskabets udviklingssamarbejde, således som de er fastsat af Kommissionen i de for hvert enkelt land i fællesskab godkendte strategiplaner.

5. Forud for enhver aktivitet, der gennemføres i henhold til denne forordning, skal der foretages en miljømæssig og socio-kulturel konsekvensanalyse, herunder en vurdering af, hvorvidt de planlagte foranstaltninger harmonerer med de pågældende skovafhængige befolkninger og lokalsamfunds prioriterede udviklingsinteresser, samt en analyse af projektets finansielle og økonomiske bæredygtighed. Inden gennemførelsen af disse aktiviteter skal der tillige finde en gennemsigtig udveksling af informationer sted med de befolkninger og lokalsamfund, der er afhængige af skovene, og deres understøttelse af projektet er en forudsætning for dets gennemførelse.

6. Aktiviteter, der gennemføres i henhold til denne forordning, koordineres med og kan understøtte nationale og internationale programmer og aktiviteter vedrørende bevarelse og bæredygtig forvaltning af skove, især den handlingsplan, der er udarbejdet af det mellemstatslige panel vedrørende skove (IPF) / det mellemstatslige skovforum (IFF).

7. I de tilfælde, hvor det viser sig hensigtsmæssigt, gennemføres aktiviteterne inden for rammerne af de regionale organisationer og internationale samarbejdsprogrammer og skal støtte udviklingen af en samlet politik for bevarelse og bæredygtig forvaltning af skove.

Artikel 5*

[*] NB. elementer i anden rækkefølge

De samarbejdspartnere, hvortil der kan ydes bistand i henhold til denne forordning, omfatter internationale organisationer, stater, regioner og regionale myndigheder, decentralt styrede amter, offentlige instanser, private erhvervsdrivende og virksomheder, kooperativer, lokalsamfund, ikke-statslige organisationer og sammenslutninger, der repræsenterer den lokale befolkning, navnlig befolkninger, der er afhængige af skovene.

Artikel 6

1. Fællesskabets finansiering kan dække alle udgifter til gennemførelse af projekter og programmer, herunder udgifter til undersøgelser og kort- eller langfristet benyttelse af eksperter, der skal bistå støttemodtagerne og Kommissionen med at udforme politikker, indkredse og forberede foranstaltninger og styre, overvåge og evaluere disse. Den kan inden for de rammer, budgetmyndigheden årligt fastsætter, anvendes til at dække udgifter til teknisk og administrativ bistand til fordel for Kommissionen og støttemodtageren, som opstår i forbindelse med aktioner, der ikke kan henregnes til den offentlige administrations løbende opgaver, i forbindelse med identifikation, forberedelse, forvaltning, overvågning, revision og kontrol af programmer og projekter.

Fællesskabets finansiering kan såvel dække investering i forbindelse med en specifik aktivitet - med undtagelse af køb af fast ejendom - som stående udgifter (herunder administrations-, vedligeholdelses- og driftsudgifter).

De stående udgifter kan i de fleste tilfælde dog kun afholdes i startperioden, og da kun med faldende dækningsgrad, medmindre der er tale om uddannelses-, undervisnings- og forskningsprogrammer.

2. Det forventes, at de i artikel 5 nævnte samarbejdspartnere yder et bidrag til de enkelte samarbejdsaktiviteter. Bidragets størrelse fastsættes under hensyn til de pågældende partneres formåen og aktivitetens art.

3. Foranstaltningerne kan søges finansieret sammen med andre bidragsydere, herunder medlemsstaterne og relevante internationale organisationer. I denne forbindelse skal det tilstræbes at koordinere foranstaltningerne med andre donorers.

4. Der træffes foranstaltninger til sikring af, at det klart fremgår, at den bistand, der ydes i henhold til denne forordning, hidrører fra Fællesskabet.

5. Med udgangspunkt i traktatens krav om, at foranstaltninger skal afpasses efter hinanden og supplere hinanden indbyrdes, og til sikring af, at alle aktiviteter af denne art får en optimal effektivitet, vil Kommissionen sammen med medlemsstaterne træffe alle nødvendige koordineringsforanstaltninger, herunder:

(a) systematisk udveksling og analyse af oplysninger om, hvilke foranstaltninger der finansieres eller påtænkes finansieret af Fællesskabet og medlemsstaterne

(b) lokal koordinering af aktiviteterne, dvs. regelmæssige møder og udveksling af oplysninger mellem Kommissionens og medlemsstaternes repræsentanter i modtagerlandet .

6. Med henblik på, at aktiviteterne kan få den størst mulige virkning både globalt , nationalt og lokalt vil Kommissionen sammen med medlemsstaterne iværksætte initiativer for at sikre en god samordning og et nært samarbejde med samarbejdspartnerne, bidragsyderne og andre involverede internationale organisationer, herunder organisationer henhørende under De Forenede Nationer.

Artikel 7

Den finansielle bistand i henhold til denne forordning ydes som gavebistand.

Artikel 8

1. Kommissionen er ansvarlig for vurdering, beslutninger om finansiering og forvaltning af de aktiviteter, der er omfattet af denne forordning, i overensstemmelse med gældende budgetmæssige og øvrige procedurer, især de, der er fastlagt i den finansforordning, der finder anvendelse på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

2. Kommissionen forelægger hvert år et dokument, hvori der redegøres for de strategiske regningslinjer og prioriteter for gennemførelse af de aktiviteter, der skal gennemføres det kommende år. Dette dokument drøftes på et fælles møde mellem de udvalg, der henvises til i artikel 9, stk. 1.

3. Afgørelser vedrørende bevilling af mere end 2 mio. EUR til enkeltaktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning, vedtages af Kommissionen efter den i artikel 9 omhandlede procedure.

4. Kommissionen giver det i artikel 9, stk. 1, omhandlede udvalg en kortfattet meddelelse om, hvilke finansieringsafgørelser den agter at træffe med hensyn til aktiviteter, der beløber sig til mindre end 2 mio. EUR. Meddelelsen gives senest en uge, før afgørelsen træffes.

5. Kommissionen har beføjelse til at godkende de ekstrabevillinger, der kræves for at dække forventede eller reelle udgiftsoverskridelser eller ekstrabehov i forbindelse med aktiviteterne, forudsat at denne overskridelse eller dette ekstrabehov ikke overskrider 20% af det oprindeligt godkendte beløb.

6. Alle finansieringsaftaler eller -kontrakter, der indgås med hjemmel i denne forordning, skal rumme bestemmelse om, at Kommissionen og Revisionsretten kan udføre kontrol på stedet i overensstemmelse med de sædvanlige procedurer, som Kommissionen har fastsat i henhold til gældende bestemmelser, især de bestemmelser i finansforordningen, der finder anvendelse på De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

7. I de tilfælde, hvor foranstaltningerne bliver gjort til genstand for en finansieringsaftale mellem Fællesskabet og modtagerlandet, skal denne aftale indeholde bestemmelse om, at Fællesskabet ikke finansierer afgifter, told og andre gebyrer.

8. Alle fysiske og juridiske personer i medlemsstaterne og modtagerlandet har adgang til at deltage i udbud og indgå kontrakter på lige vilkår. Denne ret kan udvides til at omfatte andre udviklingslande og i særlige, velbegrundede tilfælde til andre tredjelande.

9. Leverancer skal have oprindelse i medlemsstaterne, modtagerlandet eller andre udviklingslande. I undtagelsestilfælde, og når omstændighederne kræver det, kan leverancerne have oprindelse i andre lande.

10. En særlig opmærksomhed skal vies:

_ tilstræbelsen af omkostningseffektivitet og bæredygtig virkning af aktiviteterne

_ en klar definition og overvågning af målsætninger og resultatindikatorer i forbindelse med alle aktiviteter.

Artikel 9

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 15 i Rådets forordning (EØF) nr. 443/92 af 25. februar 1992 [7] (ALA), af det udvalg, der er nedsat ved artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 1488/96 af 23. juli 1996 (MEDA) [8] eller af det udvalg, der er nedsat ved artikel 21 i den interne aftale om finansiering og administration af Fællesskabets bistand under den anden finansieringsprotokol til fjerde AVS/EF-Lomé-konvention [9].

[7] EFT L 52 af 27.2.1992, s. 1.

[8] EFT L 189 af 30.7.1996, s. 1-9.

[9] undertegnet den 20.12.1995.

2. Når der henvises til nærværende stykke, finder den i artikel 3 i afgørelse 1999/468/EF omhandlede rådgivningsprocedure anvendelse i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 7, stk. 3, og artikel 8.

Artikel 10

1. Senest den 1. september efter hvert regnskabsår forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en årsberetning, der rummer en oversigt over de aktiviteter, der er blevet finansieret i løbet af året, og en vurdering af gennemførelsen af denne forordning i det pågældende tidsrum.

Denne oversigt skal bl.a. indeholde oplysninger om antallet og arten af de finansierede aktiviteter, samarbejdsparterne og de berørte lande. Beretningen skal indeholde oplysning om, hvor mange eksterne evalueringer, der måtte være udført vedrørende særlige aktiviteter

2. Kommissionen evaluerer regelmæssigt de af Fællesskabet finansierede aktiviteter med henblik på at kunne fastslå, hvorvidt de tilsigtede mål er nået, og med henblik på at udstikke retningslinjer for en effektivisering af de fremtidige aktiviteter. Der tages i evalueringerne hensyn til de begunstigedes synspunkter, herunder de befolkninger og lokalsamfund, der er afhængige af skovene.. Kommissionen forelægger det i artikel 9, stk. 1, omhandlede udvalg et sammendrag af de evalueringer, der er foretaget. Evalueringsrapporterne stilles til rådighed for medlemsstaterne og Europa-Parlamentet.

3. Senest en måned efter Kommissionens afgørelse underretter den medlemsstaterne om de aktiviteter, som er blevet godkendt, med angivelse af deres indhold, udgifterne til dem, det pågældende land og samarbejdsparterne.

4. Kommissionen offentliggør en finansieringsvejledning med detaljerede oplysninger om de retningslinjer og kriterier, der finder anvendelse ved udvælgelsen af aktiviteter, og Kommissionens tjenestegrene, herunder dens delegationer i de pågældende landene, videregiver disse oplysninger til de interesserede parter.

Artikel 11

1. Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Fire år efter denne forordnings ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en samlet evaluering af de af Fællesskabet finansierede aktiviteter i henhold til denne forordning set i lyset af Fællesskabets overordnede udviklingssamarbejde, tillige med forslag vedrørende forordningens videre skæbne, herunder eventuel ændring eller ophør.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne På Europa-Parlamentets vegne

Formand Formand

Top