Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52000DC0783

    Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Opdatering af eEurope 2002 udarbejdet af Europa-Kommissionen til Det Europæiske Råds møde i Nice, 7.-8. december 2000

    /* KOM/2000/0783 endelig udg. */

    52000DC0783

    Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Opdatering af eEurope 2002 udarbejdet af Europa-Kommissionen til Det Europæiske Råds møde i Nice, 7.-8. december 2000 /* KOM/2000/0783 endelig udg. */


    MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET - Opdatering af eEurope 2002 - Udarbejdet af Europa-Kommissionen til Det Europæiske Råds møde i Nice, 7.-8. december 2000

    1. Indledning

    I december 1999 iværksatte Europa-Kommissionen initiativet eEurope med følgende hoved målsætninger:

    - At hjælpe alle europæere ind i den digitale alder og få dem online

    - At sikre, at borgerne i Europa behersker den digitale teknologi og at iværksætterkulturen trives

    - At sikre, at processen virker socialt integrerende og giver forbrugerne tillid til udviklingen.

    I juni 2000 vedtog Det Europæiske Råd på sit møde i Feira handlingsplanen eEurope 2002. Heri gennemgås de politiske tiltag, som er nødvendige for at opfylde målsætningerne inden 2002. Det Europæiske Råd anmodede også om, at der til rådsmødet i Nice blev udarbejdet en rapport om, hvordan det står til på området. Denne rapport indeholder som reaktion på denne anmodning en opdatering af eEurope. Rapporten omfatter de områder, som Europa-Kommis sionen og andre aktører på europæisk plan (f.eks. Rådet, Europa-Parlamentet og EIB) er ansvarlige for. De nærmere enkeltheder om, hvilke fremskridt der sker inden for de enkelte aktionslinjer, kan ses i arbejdsdokumentet 'Progress on eEurope actions', som er tilgængeligt på webstedet om eEurope [1]. Det franske formandsskab udarbejder et parallelt dokument om fremskridtene i de enkelte medlemsstater, som også lægges ud på webstedet om eEurope.

    [1] http://europa.eu.int/comm/information_society/eeurope/

    2. Oversigt over de vigtigste udviklingstendenser

    2.1. Politiske konsekvenser

    Siden eEurope blev iværksat, har den haft en bred politisk gennemslagskraft, som styrker eksisterende initiativer og sætter skub i udviklingen af nye. Den er blevet et politisk koncept, ikke blot på europæisk plan, men også i medlemsstaterne på nationalt og regionalt plan. 'eInitiativer' af den ene eller den anden art er nu almindeligt udbredt i EU, hvor enkelt medlemsstater og -regioner iværksætter nye tiltag og ledsageprogrammer. Andre europæiske lande og ansøgerlande er også fulgt i EU's fodspor, f.eks. med programmet eNorge.

    Denne udvikling er ikke begrænset til den offentlige sektor - mange private initiativer har fundet inspiration i eEurope. Det er yderst positivt, at private virksomheder er villige til at afsætte ressourcer til støtte for eEurope inden for f.eks. uddannelse, eDeltagelse i den poli tiske proces og smartkort. Desuden er de europæiske standardiseringsorganisationer netop ved at lægge sidste hånd på et omfattende svar på eEurope [2]. Det kan konkluderes, at eEurope er begyndt at have mærkbar virkning ud over den offentlige sektor i EU.

    [2] De europæiske standardiseringsorganisationers rullende handlingsplan til støtte for eEurope-initiativet.

    2.2 Hurtigere lovgivning

    Et af de områder, som eEurope har indvirket kraftigst på, er lovgivningsprocessen. Regeringer og myndigheder, herunder også Kommissionen, har gjort sig klart, at den 'nye økonomi' og især internettet kan volde problemer for lovgrundlaget. Internettet blander forskellige medier, så der opstår nye måder at drive handel på. Det ændrer markedssammenhængen og de reelle ' spilleregler' med stor hast, hvilket giver problemer f.eks. i forbindelse med data- og informa tionssikkerhed, beskatning og forbrugerbeskyttelse, og disse problemer skal gribes an med det samme. Den nuværende udfærdigelsesproces for lovgivning skal fremskyndes. eEurope, og navnlig Det Europæiske Råds godkendelse af initiativet i Lissabon og Feira, har medvirket til at skabe øget opmærksomhed, og Rådet og Europa-Parlamentet har truffet omfattende foran staltninger for at sætte skub i processen.

    Det mærkes inden for forskellige områder af EU's lovgivningsaktiviteter, hvor eEurope har været med til at slå bro mellem udfærdigelsen og vedtagelsen af de nærmere bestemmelser, og den bredere politiske sammenhæng:

    * Der sker fremskridt med den nye lovpakke for kommunikationsområdet takket være et tæt samarbejde mellem Rådet og Europa-Parlamentet. Det mest synlige resultat er i denne forbindelse, at man for nylig kom til enighed om EU's regler for fri adgang til abonnent kredsløb, men resten af pakken kan forhåbentlig gøres til genstand for et lige så hurtigt samarbejde.

    * Direktivet om e-handel blev tilmed vedtaget inden Det Europæiske Råds møde i Feira. Heri opstilles lovprincipper for udbud af e-handelstjenester i Europa. Af yderligere tiltag på området kan nævnes direktivet om e-penge, som også blev vedtaget for kort tid siden, og de store fremskridt, der er sket med direktivet om ophavsret, hvor der er gode udsigter til en snarlig vedtagelse.

    * Den reviderede forordning om varer og teknologi med dobbelt anvendelse trådte i kraft den 27. September 2000. Den vil medføre en betydelig reduktion i bureaukratiet vedrø rende eksporttilladelser til den tiltrængte informationssikkerhedsteknologi og medvirke til etableringen af et indre marked for denne type teknologi.

    2.3 Særlige tiltag

    eEurope-aktiviteterne er allerede begyndt at give positive resultater inden for sektoren. Det gælder især brugen af ekspertviden og finansiering fra strukturfondene, forskningsprogra mmet for informationssamfundets teknologi (IST) og programmet for transeuropæiske net (TEN-Telecom) til støtte for bredere politiske initiativer. De centrale områder, hvor der sideløbende har været aktiviteter både på det politiske plan og på programplan, er:

    - Smartkort. De eksisterende løsningsmodeller kan ikke udnyttes fuldt ud på grund af mangelen på fælles standarder og systemer. Industrien har taget de udfordringer op, der blev lagt op til ved topmødet om smartkort i Lissabon i april 2000. Ved et opfølgnings møde i Athen den 18.-19. september 2000 blev der oprettet tolv industriadministrerede arbejdsgrupper, som skal gennemgå de forskellige målsætninger inden for sektoren, og en taskforce, som skal koordinere arbejdet.

    - eIndhold. Kommissionen har foreslået et nyt program til EUR150 mio., som skal stimulere etableringen og brugen af europæisk indhold på internettet og fremme den sproglige mangfoldighed på europæiske websteder. Det er målet af afhjælpe de hindringer, som forhindrer europæiske indholdsproducenter i at udnytte deres muligheder fuldt ud på det globale internet. Programmet ventes vedtaget af Telekommunikationsrådet i december 2000.

    - Uddannelse. Initiativet eLearning og den sideløbende styrkelse af IST-programmets aktioner skal medvirke til at tilpasse uddannelsessystemet til den nye økonomi. Medlems staternes ressourcer bakkes op via alle relevante fællesskabsinstrumenter og ved oprettelse af partnerskaber mellem offentlige myndigheder og industrien. Kommissionen fremlæg ger et detaljeret forslag til, hvordan eLearning skal gennemføres, for Uddannelsesrådet den 15. November 2000.

    - Forskningsnet. Med iværksættelsen af Geant-projektet er de første skridt taget i en om fattende plan, som skal styrke Europas rolle som global netpartner. Projektet skal sikre, at samtrafiklinjerne mellem Europas forskningsnet opgraderes til en kapacitet på op til 10 Gigabytes inden udgangen af 2001, så europæiske forskere har de fornødne værktøjer til at samarbejde interaktivt inden for en bred vifte af forskningsområder.

    - Regionalfonde. Samtlige medlemsstater har inddraget informationssamfundet som et prioriteret område i den nye programmeringsperiode 2000-2006, som Kommissionen opfordrede til i sine retningslinjer. Desuden bliver definitionen af eEurope-regioner et af de tre temaer i den næste generation af EFRU's nyskabende aktioner (som i alt repræsenterer EUR400 mio. i perioden 2000-2006).

    - Indførelsen af domænet .eu. ICANN [3] har principielt godkendt, at Den Europæiske Union tildeles domænet .eu. Inden udgangen af 2000 fremlægger Kommissionen et for melt forslag om oprettelse af topdomænet .eu. Registraturen for .eu etableres så snart der er truffet aftale herom med Europa-Parlamentet og Rådet.

    [3] Internet Corporation for Assigned Names and Numbers, den organisation, som har det globale ansvar for forvaltningen af domænenavne.

    3. Benchmarking

    Det Europæiske Råd opfordrede på mødet i Lissabon Kommissionen til at gennemføre eEurope via 'en åben koordinationsmetode baseret på benchmarking af nationale initiativer'. Siden Lis sabon har Kommissionen sammen med medlemsstaterne og andre interesserede organisationer arbejdet på at fastlægge, hvad benchmarkingen præcist skal bestå i og hvad den skal omfatte. Denne benchmarking som led i eEurope skal samordnes fuldt ud med de strukturindikatorer, der udvikles som led i opfølgningen af Rådets møde i Lissabon, og den skal også levere tilbage meldinger, som indgår i dette arbejde. Målsætningen med eEurope-benchmarking skal være:

    - at give medlemsstaterne mulighed for at sammenligne deres resultater - at etablere optimal praksis - at give indsigt i de faktorer, som er af betydning for udbredelsen af digitalteknologi - at åbne mulighed for afhjælpning af problemer og mangler.

    eEurope-benchmarking skal bestå i en kombination af to hovedelementer: kvantitativ benchmarking, hvor man analyserer indikatorer inden for relevante områder, og kvalitativ benchmarking, hvor man angiver optimal praksis i operationel sammenhæng. Yderligere undersøgelser og dataindhentning, som er nødvendige til støtte for processen, finansieres via Promise-programmet [4], som er blevet omlagt for at fokusere på støtte til eEurope-tiltag.

    [4] Nærmere enkeltheder på adressen http://europoa.eu.int/ISPO/promotion/i_promise.html.

    Der foregår allerede dataindhentning og benchmarking med fokus på informationssamfundet hos medlemsstaterne og Eurostat. For at sikre, at der tages højde for eksisterende initiativer, organi serede det franske formandsskab og Kommissionen et møde med nationale eksperter den 27. Oktober 2000 i Bruxelles. Resultatet var et udkast til en liste over eEurope-indikatorer, som skal videreudvikles i de kommende måneder.

    På grundlag af disse fremskridt har Kommissionen tænkt sig at samle eksisterende data og sætte det nødvendige arbejde i gang for at skaffe nye data. De præsenteres så på et websted om eEurope-benchmarking, hvor man skal kunne finde en samlet oversigt over Europas stilling i den nye økonomi. Med tiden skal oplysningerne ajourføres for at sikre dækningen, følge med i fremskridtet og belyse stærke og svage punkter.

    4. Spørgsmål, som skal tages op

    Siden handlingsplanen eEurope 2002 blev iværksat, har den sat gang i en del aktiviteter ved rørende de forskellige foreslåede målsætninger. Men der er stadig områder, hvor der er brug for en hurtig afklaring:

    En af de centrale udfordringer bliver samspillet mellem benchmarking / optimal praksis og politisk gennemførelse. Den 'åbne koordination', som man enedes om i Lissabon, skal defineres nærmere. Et vigtigt element i en sådan koordination bliver udvekslingen af erfaringer om, hvor dan målsætningerne for eEurope mere præcist bliver gennemført. Hvilke løsningsmodeller og indsatsniveauer har vist sig at fungere bedst- eEurope-benchmarking skal i sidste ende give medlemsstaterne og andre aktører en række politiske løsninger, som med god virkning har afhjulpet de hindringer, det var tanken at gribe an.

    Et af de områder, hvor der er brug for mere omfattende fremskridt, navnlig hvad angår effektiv samordning, er informationssystemers sikkerhed. Skal eEurope-målene nås, er en mere om fattende samordning mellem medlemsstaterne nødvendig. På området netkriminalitet er Kom missionen ved at vedtage en meddelelse om netkriminalitet og netsikkerhed [5] sideløbende med denne opdatering af eEurope. Der skal foretages yderligere arbejde for at sikre en sammenhæn gende og effektiv europæisk tilgang til dette vigtige spørgsmål.

    [5] Et sikrere informationssamfund: Højnelse af sikkerheden i informationsinfrastrukturerne og bekæmpelse af computerrelateret kriminalitet.

    Digitalteknologiens potentiale for betydelige produktivitetsstigninger inden for f.eks. transport, uddannelse og sundhedsvæsen udnyttes ikke fuldt ud af flere årsager:

    - opsplittede markeder

    - private investorers vanskeligheder med at få adgang til offentligt ejet infrastruktur

    - de bredere sociale fordele ved investeringerne er ofte større end det direkte markedsmæssige incitament.

    Medlemsstaterne og Europa-Kommissionen skal lægge sig mere i selen for at føre målsæt ningerne i eEurope ud i livet i disse sektorer, navnlig ved en mere effektiv kobling mellem forskningsprogrammerne og behovene og ved strategisk anvendelse af offentlig finansiering for derved at skabe større opbakning fra den private sektor.

    Det er nødvendigt at skabe et gunstigt miljø for e-handel i Europa. Små og mellemstore virksomheder må kunne betragte EU som deres hjemmemarked for e-handel. Derfor må medlemsstaterne sikre en hurtig gennemførelse af direktiverne om e-handel og e-signaturer, så der opstår et indre marked med lige vilkår for alle virksomheder.

    Endelig er der stor politisk interesse for at udnytte den nye økonomis potentiale til fordel for ansøgerlandene og i en bredere sammenhæng støtte den økonomiske vækst i udviklingslandene. Ansøgerlandene traf på en konference i Warszawa i maj 2000 enighed om at opstille planer efter samme mønster som handlingsplanen om eEurope. Der er behov for yderligere arbejde for at virkeliggøre eEurope+ (dvs. udvide eEurope til ansøgerlandene). Ved G8-topmødet i Okinawa blev der truffet enighed om en række foranstaltninger, som skal afhjælpe den voksende "digitale kløft" mellem i- og u-landene. Der blev f.eks. oprettet en G8-taskforce vedrørende digitale muligheder (den såkaldte "dot force"), som skal komme med 'anbefalinger til globale tiltag, som kan slå bro over den internationale informations- og videnskløft', der skal drøftes på det kommende G8-topmøde i Genoa i 2001. Der er brug for yderligere tiltag for at udbygge dette engagement og sikre konkrete fremskridt.

    5. Fremtidige tiltag

    Som afslutning kan det fastslås, at eEurope 2002 inden for de næste to år forudsætter, at en række ambitiøse målsætninger føres ud i livet. Det fremgår af detaljerne i det arbejdsdokument, der er blevet offentliggjort samtidig med nærværende dokument, at der fortsat er brug for tiltag inden for mange områder for at sikre, at eEurope virkeliggøres inden 2002.

    Medlemsstaterne har gjort en stor indsats for at gennemføre de målsætninger, der fastlægges i handlingsplanen - som det også fremgår af den parallelle rapport fra det franske formandskab. Der skal skabes en mere effektiv sammenhæng mellem disse tiltag, både ved at sikre gennemsigtigheden og via den nævnte koordination og benchmarking. Et centralt element i denne proces bliver webstedet om eEurope, som skal udbygges i de kommende måneder, og som skal samordnes bredt med relaterede nationale initiativer for at sikre størst mulig opmærksomhed om det igangværende arbejde i EU.

    De fremskridt, der er opnået ved disse aktiviteter, forudsætter et fortsat engagement på højeste plan. Det kommende forårstopmøde i Stockholm bliver en lejlighed til at gøre op, hvad man har nået siden Lissabon, og om nødvendigt give mulighed for at udbygge eEurope-strategien. Desuden bliver indsatsen fra de kommende formandskaber - Belgien, Spanien og Danmark - afgørende for, om det skal lykkes at gennemføre eEurope-handlingsplanen.

    Top