Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52000AG0032

    Fælles holdning (EF) nr. 32/2000 af 30. maj 2000 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning

    EFT C 208 af 20.7.2000, p. 9–18 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    52000AG0032

    Fælles holdning (EF) nr. 32/2000 af 30. maj 2000 fastlagt af Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning

    EF-Tidende nr. C 208 af 20/07/2000 s. 0009 - 0018


    Fælles holdning (EF) nr. 32/2000

    fastlagt af Rådet den 30. maj 2000

    med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/.../EF om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning

    (2000/C 208/02)

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2),

    efter proceduren i traktatens artikel 251(3), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Det er vigtigt at fremme foranstaltninger, som kan sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, og som samtidig fremmer energibesparelser, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse.

    (2) Lysstofbelysning tegner sig for en betydelig del af Fællesskabets elforbrug og dermed af det samlede energiforbrug; de forskellige modeller af forkoblinger til lysstofbelysning, som findes på Fællesskabets marked, har meget forskelligt energiforbrug for en given lyskilde, dvs. meget forskellig energieffektivitet.

    (3) Dette direktiv tager sigte på at reducere energiforbruget i forkoblinger til lysstofbelysning ved en gradvis forskydning fra mindre effektive forkoblinger mod mere effektive forkoblinger, hvilket også kan give omfattende energibesparelser.

    (4) Nogle medlemsstater er i færd med at vedtage bestemmelser vedrørende energieffektiviteten for forkoblinger til lysstofbelysning, som kan medføre hindringer for samhandelen med disse varer inden for Fællesskabet.

    (5) Et højt beskyttelsesniveau bør tages som udgangspunkt, når det drejer sig om forslag til indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser om sundhed, sikkerhed, miljøbeskyttelse og forbrugerbeskyttelse; dette direktiv sikrer et højt beskyttelsesniveau både for miljøet og for forbrugerne, da det sigter på at forbedre energieffektiviteten for forkoblinger betydeligt.

    (6) Målene for denne aktion kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den påtænkte aktions omfang og virkninger bedre gennemføres på fællesskabsplan, jf. subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet i traktatens artikel 5; dette direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

    (7) Det er nødvendigt at fastlægge effektive håndhævelsesbestemmelser for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet, sikre producenterne lige konkurrencevilkår og beskytte forbrugernes rettigheder.

    (8) Rådets afgørelse 93/465/EØF af 22. juli 1993 om modulerne for de forskellige faser i procedurerne for overensstemmelsesvurdering og regler om anbringelse og anvendelse af "CE-overensstemmelsesmærkningen" med henblik på anvendelse i direktiverne om teknisk harmonisering(4) finder anvendelse, undtagen for så vidt angår mærkning og tilbagetrækning fra markedet, hvis en begrænset afvigelse fra afgørelsen er berettiget på grund af produkttypen og den specifikke markedssituation.

    (9) Internationale standarder bør anvendes overalt, hvor det er hensigtsmæssigt, af hensyn til den internationale samhandel; forkoblingers elforbrug defineres i henhold til standard ΕΝ 50294 fra december 1998 som fastsat af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering, som bygger på internationale standarder.

    (10) Forkoblinger til lyssotofbelysning, som er i overensstemmelse med energieffektivitetskravene i dette direktiv, skal være forsynet med CE-mærkning og skal ledsages af de dertil knyttede oplysninger for at kunne bringes i omsætning.

    (11) Dette direktiv omfatter kun forkoblinger til lysstofbelysning, der et tilsluttet lysnettet -

    UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

    Artikel 1

    1. Dette direktiv finder anvendelse på forkoblinger til lysnettilsluttet lysstofbelysning som defineret i europæisk standard ΕΝ 50294 fra december 1998, punkt 3.4, i det følgende benævnt "forkoblinger".

    2. Følgende typer forkoblinger er ikke omfattet af direktivet:

    - forkoblinger, som er indbygget i lamper

    - forkoblinger, som er udformet specielt til belysningsudstyr, der skal monteres i møbler, og som udgør en ikke-udskiftelig del af belysningsudstyret, der ikke kan testes adskilt fra belysningsudstyret (i overensstemmelse med europæisk standard ΕΝ 60920, punkt 2.1.3), og

    - forkoblinger, som er bestemt til eksport fra Fællesskabet, enten som særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr.

    3. Forkoblinger klassificeres efter bilag Ι.

    Artikel 2

    1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forkoblinger i første fase kun kan bringes i handelen, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, hvis den pågældende forkoblings elforbrug er mindre end eller lig med det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer som fastlagt i bilag I, II og III for hver forkoblingskategori.

    2. Fabrikanten af en forkobling, fabrikantens i Fællesskabet etablerede repræsentant eller den person, der er ansvarlig for markedsføringen af den pågældende forkobling, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, skal påse, at hver enkelt forkobling, som markedsføres, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, opfylder kravene i stk. 1.

    Artikel 3

    1. Medlemsstaterne må ikke forbyde, begrænse eller hindre markedsføring på deres område af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som er forsynet med CE-mærkning, der attesterer, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

    2. Indtil det modsatte bevises, formoder medlemsstaterne, at forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som er forsynet med CE-mærkning efter artikel 5, opfylder bestemmelserne i dette direktiv.

    Artikel 4

    1. Med forbehold af artikel 5 og 6 skal procedurerne for overensstemmelsesvurdering af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, og reglerne for anbringelse og anvendelse af "CE-overensstemmelsesmærkningen" være i overensstemmelse med modul A i Rådets afgørelse 93/465/ΕØF og med de kriterier, der er fastsat i nævnte afgørelse og i de generelle retningslinjer i bilaget dertil.

    2. Den periode, der er omhandlet i modul A, punkt 2, i Rådets afgørelse 93/465/ΕØF, er i forbindelse med dette direktiv tre år.

    3. a) indholdet af den tekniske dokumentation, som er omhandlet i modul A, punkt 3, i Rådets afgørelse 93/465/ΕØF, omfatter:

    i) fabrikantens navn og adresse

    ii) en generel beskrivelse af modellen, som gør det muligt klart at skelne den fra andre modeller

    iii) oplysninger, herunder relevante tegninger, om de væsentlige træk ved modellens konstruktion, navnlig forhold, som har mærkbar betydning for elforbruget

    iv) brugsanvisning

    v) resultatet af elforbrugsmålinger i henhold til litra c)

    vi) enkeltheder om disse målingers overensstemmelse sammenlignet med kravene til energiforbrug i henhold til bilagene.

    b) Teknisk dokumentation, der er udarbejdet i medfør af andre fællesskabsretsakter, kan anvendes, i det omfang den opfylder de i litra a) nævnte krav.

    c) Fabrikanterne af forkoblinger er ansvarlige for bestemmelse af elforbruget for hver enkelt forkobling efter de procedurer, der er specificeret i europæisk standard ΕΝ 50294 fra december 1998, samt for apparatets overensstemmelse med kravene i artikel 2 og 9.

    Artikel 5

    Forkoblinger skal ved markedsføringen, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, være forsynet med CE-mærkningen, som består af bogstaverne "CE". CE-mærkningen skal anbringes synligt, letlæseligt og uudsletteligt på forkoblingen samt på emballagen. Hvis forkoblingerne markedsføres indbygget i belysningsudstyr, skal CE-mærkningen anbringes på belysningsudstyret samt på emballagen.

    Artikel 6

    1. Konstaterer en medlemsstat, at CE-mærkningen er anbragt i strid med reglerne, har fabrikanten eller dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant pligt til at sørge for, at forkoblingerne igen bringes til at opfylde kravene i dette direktiv, og at overtrædelsen bringes til ophør på de betingelser, medlemsstaten har fastsat. Er hverken fabrikanten eller dennes repræsentant etableret i Fællesskabet, påhviler forpligtelsen den person, der er ansvarlig for markedsføringen af forkoblingerne, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr.

    2. Opfylder forkoblingerne ikke kravene i dette direktiv, træffer medlemsstaten i medfør af artikel 7 alle nødvendige foranstaltninger for at forbyde markedsføring og salg af de pågældende forkoblinger.

    Artikel 7

    1. Enhver foranstaltning, som en medlemsstat træffer i henhold til dette direktiv om forbud mod markedsføring eller salg af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, skal indeholde en præcis begrundelse. Foranstaltningen meddeles straks fabrikanten, dennes i Fællesskabet etablerede repræsentant eller den, der er ansvarlig for markedsføringen af forkoblingerne, med angivelse af klagemulighederne i henhold til gældende ret i den pågældende medlemsstat og klagefristerne i forbindelse hermed.

    2. Den pågældende medlemsstat underretter straks Kommissionen om sådanne foranstaltninger og begrunder sin afgørelse. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater herom.

    Artikel 8

    1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, senest et år efter dets ikrafttræden. De underretter straks Kommissionen herom.

    Medlemsstaterne anvender disse love og bestemmelser senest 18 måneder efter dette direktivs ikrafttræden.

    Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

    2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

    3. Medlemsstaterne skal i en periode på 18 måneder efter direktivets ikrafttræden tillade markedsføring af forkoblinger, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr, som overholder de betingelser, der var gyldige på deres område på datoen for dette direktivs ikrafttræden.

    Artikel 9

    1. Fem år efter dette direktivs ikrafttræden, dvs. i anden fase, skal det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer være i overensstemmelse med bilag IV, navnlig i sammenhæng med artikel 2.

    2. Inden den 31. december 2005 sender Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en vurdering af de opnåede resultater sammenholdt med de forventede. Med henblik på gennemførelse af en tredje fase i forbedringen af energieffektiviteten forelægger Kommissionen da i samråd med de berørte parter i givet fald forslag vedrørende yderligere forbedring af energieffektiviteten for forkoblinger. Det maksimalt tilladte effektoptag for forkoblings-lyskilde-systemer og tidspunktet for dettes ikrafttræden skal både økonomisk og teknisk være begrundet under hensyn til omstændighederne på det pågældende tidspunkt. Der kan endvidere træffes andre foranstaltninger, som måtte findes egnede til at forbedre forkoblingers iboende energieffektivitet og til at fremme brugen af energibesparende lyskontrolsystemer.

    Artikel 10

    Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Artikel 11

    Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i ...

    På Europa-Parlamentets vegne

    Formand

    På Rådets vegne

    Formand

    (1) EFT C 274 af 28.9.1999, s. 10.

    (2) EFT C 368 af 20.12.1999, s. 11.

    (3) Europa-Parlamentets udtalelse af 20.1.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT), Rådets fælles holdning af 30.5.2000 og Europa-Parlamentets afgørelse af ... (endnu ikke offentliggjort i EFT).

    (4) EFT L 220 af 30.8.1993, s. 23.

    BILAG I

    FORKOBLINGSKATEGORIER

    >TABELPOSITION>

    BILAG II

    METODER TIL BEREGNING AF DET MAKSIMALT TILLADTE EFFEKTOPTAG FOR EN GIVEN FORKOBLINGSTYPE

    Energieffektiviteten af et forkoblings-lyskilde-system bestemmes af den samlede effekt, der tilføres systemet. Da dette er en funktion af lyskildens effekt og forkoblingstypen, er det maksimalt tilladte system-effektoptag for en given forkobling defineret som forkoblings-lyskilde-systemets maksimalt tilladte effektoptag med forskellige niveauer for hver lyskildeeffekt og forkoblingstype.

    De udtryk, der er anvendt i dette bilag, svarer til definitionerne i europæisk standard EN 5029 fra december 1998 som fastsat af Den Europæiske Komité for Elektroteknisk Standardisering.

    BILAG III

    FØRSTE FASE

    >TABELPOSITION>

    Når en forkobling er udformet til en lyskilde, som falder mellem to værdier i ovennævnte tabel, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag ved lineær interpolation mellem de to værdier for det maksimalt tilladte effektoptag for de to nærmeste lyskildeeffekter i tabellen.

    Hvis for eksempel en forkobling i lyskildekategori 1 vurderes til at være en 48 W lampe ved 50 Hz, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag således:

    47 + (48 - 38) * (70 - 47)/(58 - 38) = 58,5 W

    BILAG IV

    ANDEN FASE

    >TABELPOSITION>

    Når en forkobling er udformet til en lyskilde, som falder mellem to værdier i ovennævnte tabel, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag ved lineær interpolation mellem de to værdier for det maksimalt tilladte effektoptag for de to nærmeste lyskildeeffekter i tabellen.

    Hvis for eksempel en forkobling i lyskildekategori 1 vurderes til at være en 48 W lampe ved 50 Hz, beregnes det maksimalt tilladte system-effektoptag således:

    45 + (48 - 38) * (67 - 45)/(58 - 38) = 56 W

    Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen

    Kommissionen vurderer også den andel af Fællesskabets produktion af forkoblinger, som udføres fra Fællesskabet, enten som en særskilt komponent eller indbygget i belysningsudstyr. Kommissionen vurderer ligeledes muligheden af at anvende de fleksibilitetsmekanismer, der er defineret i Kyoto-protokollen. Kommissionen fremmer i de relevante fora internationale standarder, som er baseret på principperne i dette direktiv.

    RÅDETS BEGRUNDELSE

    I. INDLEDNING

    1. Den 17. juni 1999 fremsendte Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitetskrav for forkoblinger til lysstofbelysning.

    2. Europa-Parlamentet afgav udtalelse den 20. januar 2000(1). Det Økonomiske og Sociale Udvalg afgav sin udtalelse den 20.-21. oktober 1999(2).

    3. Den 4. april 2000 fremsendte Kommissionen et ændret forslag til Rådet(3).

    4. Den 30. maj 2000 vedtog Rådet en fælles holdning i henhold til artikel 251 i traktaten.

    II. FORMÅL MED FORSLAGET OG BAGGRUND

    5. Forslaget sigter mod at opstille minimumskrav til energieffektiviteten af forkoblinger til lysstofbelysning, som udgør en væsentlig del af Fællesskabets energiforbrug, med henblik på at ændre markedet og på at opnå betydelige energibesparelser med få omkostninger. Det sigter også mod at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende. Gennemførelsen af direktivet skulle blandt andet bidrage til at sikre opfyldelsen af Kyoto-målene.

    III. ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

    A. Generelle bemærkninger

    6. Ved udarbejdelsen af den fælles holdning satsede Rådet på at sikre energibesparelser så hurtigt som muligt under hensyntagen til, hvad der er teknisk og økonomisk muligt på kort og mellemlang sigt.

    7. I teksten til Rådets fælles holdning tages der hensyn til en lang række af Europa-Parlamentets ændringsforslag. Der er også indføjet nogle ændringer af teksten, som Rådets Juridiske Tjeneste har foretaget i overensstemmelse med den interinstitutionelle overenskomst af 22. december 1998(4) om fælles retningslinjer for EF-lovgivningens affattelse.

    B. Ændringer foreslået af Europa-Parlamentet

    8. Rådet har helt eller delvist, og i nogle tilfælde i ånden, vedtaget følgende ændringer: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 10, 12, 14, 15, 16 og 18.

    9. Ændring nr. 7, 8, 9 og 11 er ikke taget med i den fælles holdning, da de blev anset for at være overflødige på grund af de juridiske ændringer af teksten, som allerede var indføjet.

    10. Rådet har ikke accepteret ændring nr. 17, 19 og 20 i den fælles holdning; disse ændringer blev også forkastet af Kommissionen.

    Rådet er enigt i, at det vil være nødvendigt at gennemføre en tredje fase i forbedringen af energieffektiviteten. Dette afspejles i artikel 9 i den fælles holdning, som giver et klart signal til alle berørte parter om, at der er behov for en ekstra indsats.

    Rådet er imidlertid af den opfattelse, at det vil være for tidligt allerede nu at fastsætte specifikke mål for den tredje fase. Alle nye mål eller eventuelle andre forholdsregler må fastsættes på grundlag af en evaluering af de fremskridt, der gøres i de første to faser, og i lyset af de betingelser, både tekniske og økonomiske, der gælder til den tid.

    (1) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

    (2) EFT C 368 af 20.12.1999, s. 11.

    (3) Endnu ikke offentliggjort i EFT.

    (4) EFT C 73 af 7.3.1999, s. 1.

    Top