Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51998PC0329

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om iværksættelse af anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for almen uddannelse Socrates

/* KOM/98/0329 endelig udg. - COD 98/0195 */

EFT C 314 af 13.10.1998, p. 5 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51998PC0329

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om iværksættelse af anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for almen uddannelse Socrates /* KOM/98/0329 endelig udg. - COD 98/0195 */

EF-Tidende nr. C 314 af 13/10/1998 s. 0005


Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om iværksættelse af anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for almen uddannelse Socrates (98/C 314/04) (EØS-relevant tekst) KOM(1998) 329 endelig udg. - 98/0195(COD)

(Forelagt af Kommissionen den 28. august 1998)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 126 og 127,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,

i henhold til fremgangsmåden i artikel 189 B i traktaten, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab bidrager Fællesskabet til udviklingen af et højt uddannelsesniveau; i Amsterdam-traktaten, der blev undertegnet den 2. oktober 1997, styrkes denne målsætning, idet EF skal tilskynde til, at befolkningen opnår det højest mulige vidensniveau gennem bred adgang til uddannelse og vedvarende ajourføring heraf;

(2) Fællesskabets handlingsprogram Socrates blev iværksat ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 819/95/EF (1), ændret ved afgørelse nr. 576/98/EF (2);

(3) på Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Luxembourg om beskæftigelsen den 20. og 21. november 1997 blev der vedtaget en samordnet beskæftigelsesstrategi, hvor almen og faglig uddannelse, herunder livslang uddannelse, spiller en afgørende rolle for gennemførelsen af retningslinjerne (3) for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik med henblik på en styrkelse af beskæftigelsesevnen, tilpasningsevnen og iværksætterånden (4) samt fremme af lige muligheder;

(4) Kommissionen har i sin meddelelse »For et kundskabernes Europa« (5) udstukket retningslinjerne for at opbygge et europæisk uddannelsesområde, som er åbent og dynamisk, og som gør det muligt at opfylde målet vedrørende livslang uddannelse, og Kommissionen fastlagde i den forbindelse seks kategorier af foranstaltninger på fællesskabsplan, der tager sigte på tværnationalt samarbejde, og som giver en merværdi til aktionerne i medlemsstaterne, samtidig med at der tages hensyn til nærhedsprincippet og ønsket om enkle procedurer;

(5) I hvidbogen »Undervise og lære - På vej mod det kognitive samfund« (6) slås det fast, at det kognitive samfund forudsætter, at der lægges vægt på erhvervelse af nye kundskaber, og der bør på alle fronter tilskyndes til indlæring; i grønbogen »Almen uddannelse - erhvervsuddannelse - forskning - Hindringer for mobiliteten i Det Europæiske Fællesskab« (7) fremhæves mobilitetens fordele for borgerne og for konkurrenceevnen i EU;

(6) der bør gøres en indsats for at skabe aktive samfundsborgere, styrke forbindelsen mellem aktioner, der gennemføres inden for rammerne af nærværende program, og bekæmpe de forskellige former for udstødelse, herunder racisme og fremmedhad, og der bør lægges særlig vægt på at fjerne uligheder og at fremme lige muligheder for mænd og kvinder;

(7) Europa-Parlamentet og Rådet har iværksat fællesskabs-handlingsprogrammer vedrørende henholdsvis ungdomsanliggender og erhvervsuddannelse, som sammen med Socrates-programmet bidrager til en vidensorienteret politik;

(8) for at merværdien af Fællesskabets indsats kan øges, er det på alle niveauer nødvendigt at sikre sammenhæng og komplementaritet mellem de aktioner, der gennemføres inden for rammerne af nærværende afgørelse, og Fællesskabets instrumenter på områder som kultur (8), elektroniske medier, gennemførelse af det indre marked, miljø, forbrugerbeskyttelse, informationssamfundet, små og mellemstore virksomheder, social- og arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik samt beskyttelse af folkesundheden;

(9) Kommissionens forslag til en reform af strukturfondene (9), herunder Den Europæiske Socialfond, og de deraf følgende fællesskabsinitiativer, bygger på en målsætning om at støtte tilpasning og modernisering af uddannelses-, erhvervsuddannelses- og beskæftigelsespolitikker og -systemer;

(10) de associerede lande i Central- og Østeuropa bør kunne deltage i dette program i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i de relevante aftaler, herunder associeringsaftalerne og tillægsprotokollerne til aftalerne; det samme gælder Cypern efter samme regler som dem, der gælder for EFTA-/EØS-landene, samt Tyrkiet og Malta, efter procedurer, der skal aftales med landene;

(11) Kommissionen og medlemsstaterne bør i fællesskab sikre løbende overvågning og evaluering af dette program; evalueringen bør kunne danne grundlag for ændringer af bl. a. foranstaltningernes prioriterede områder;

(12) i overensstemmelse med nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 3 B, kan målene for den påtænkte handling vedrørende det europæiske samarbejdes bidrag til uddannelse af høj kvalitet ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet der bl.a. er behov for at fremme multilaterale partnerskaber, multilateral mobilitet og udveksling af informationer på EF-plan, og aktionernes mål kan derfor, på grund af EF-aktionernes og -foranstaltningernes tværnationale karakter, bedst nås på EF-plan; nærværende afgørelse omfatter kun det, der skal til, for at målene kan nås, og den er ikke mere vidtrækkende end fornødent;

(13) i denne afgørelse fastlægges der for hele programmets varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 1 i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995 (10) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure;

(14) Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen indgik den 20. december 1994 en modus vivendi vedrørende gennemførelsesforanstaltningerne til retsakter vedtaget efter fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B (11) -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Iværksættelse af programmet

1. Ved denne afgørelse iværksættes anden fase af Fællesskabets handlingsprogram for almen uddannelse Socrates, i det følgende benævnt »programmet«.

2. Programmet iværksættes for perioden 1. januar 2000 til 31. december 2004.

3. Programmet bidrager til en vidensorienteret politik på fællesskabsplan, ved at der opbygges et europæisk uddannelsesområde, hvor uddannelse, herunder livslang uddannelse, nyder fremme. Det åbner for tilegnelse af kundskaber og færdigheder og baner dermed vej for en uindskrænket udøvelse af de borgerlige rettigheder.

4. Programmet støtter og supplerer medlemsstaternes egen indsats med fuld respekt for deres ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed.

Artikel 2

Programmets mål

1. Med henblik på at bidrage til et højt uddannelsesniveau med respekt for medlemsstaternes ansvar har programmet følgende mål:

a) at styrke den europæiske dimension på alle uddannelsesniveauer, bl.a. ved bedre adgang til de europæiske uddannelsesmæssige ressourcer og ved undervisning i og større kendskab til sprog og større ligevægt mellem mænd og kvinder i alle uddannelsessektorer

b) at fremme samarbejdet på uddannelsesområdet, bl.a. ved at tilskynde til udveksling mellem uddannelsesinstitutioner og fremme åben undervisning og fjernundervisning

c) at bidrage til at fjerne hindringer for samarbejdet, bl.a. ved at forbedre anerkendelsen af eksamensbeviser og uddannelsesperioder og ved at udvikle informationsudvekslingen

d) at fremme nyskabelser, især i forbindelse med ny teknologi.

2. I indsatsen for at nå målene påser Kommissionen og medlemsstaterne, at programmets aktioner gennemføres i sammenhæng med Fællesskabets øvrige aktioner og politikker, bl.a. med hensyn til beskæftigelse, fjernelse af uligheder, lige muligheder for mænd og kvinder samt social- og arbejdsmarkedspolitik.

Artikel 3

Fællesskabsaktioner

1. Programmets mål, jf. artikel 2, skal nås ved følgende aktioner, der gennemføres med det indhold og på den måde, der er omhandlet i bilaget:

a) Skoleuddannelse (Comenius)

b) Videregående uddannelse (Erasmus)

c) Andre uddannelsesforløb (Grundtvig)

d) Sprogundervisning og sprogindlæring (Lingua)

e) Uddannelse og multimedier (Atlas)

f) Observation og innovation

g) Fælles aktioner

h) Ledsageforanstaltninger.

2. Aktionerne gennemføres ved følgende typer af foranstaltninger, som kan omfatte en kombination af flere af dem:

a) fremme af mobiliteten for personer inden for uddannelsesområdet i Europa

b) fremme af virtuel mobilitet på uddannelsesområdet, især forbedret adgang til multimedier til undervisningsbrug

c) støtte til udvikling af samarbejdsnetværker på fællesskabsniveau, som giver mulighed for udveksling af erfaringer og god praksis

d) fremme af sprogkundskaber og forståelse for andre kulturer

e) støtte til nyskabende pilotprojekter, der bygger på tværnationale partnerskaber, og som tager sigte på fornyelse og større kvalitet på uddannelsesområdet med henblik på udarbejdelse af undervisningsmidler, udvikling af redskaber til anerkendelse af kvalifikationer eller afprøvning af nye metoder

f) løbende forbedring af »terms of reference« på fællesskabsplan via støtte til formidling af god praksis og til observation og formidling af nyskabelser.

Artikel 4

Deltagelse i programmet

1. Programmet gennemføres på de betingelser, efter de definitioner og på den måde, der er fastsat i bilaget, og det har følgende målgrupper:

a) alle elever, studerende og andre uddannelsessøgende

b) alle kategorier af undervisere

c) alle former for uddannelsesinstitutioner

d) personer og instanser med ansvar for uddannelsessystemer og uddannelsespolitik på lokalt, regionalt og nationalt niveau i medlemsstaterne.

2. Endvidere kan offentlige og private organer, der samarbejder med uddannelsesinstitutionerne, deltage i eller blive aktivt tilknyttet flere foranstaltninger i programmet; det drejer sig bl.a. om følgende:

a) lokale og regionale myndigheder og organer

b) foreninger på uddannelsesområdet, herunder forældreforeninger

c) virksomheder, sammenslutninger af virksomheder, erhvervsorganisationer samt handels- og industrikamre

d) arbejdsmarkedsorganisationer på alle niveauer

e) forskningscentre og -organer.

3. Hver medlemsstat opstiller en liste over de universiteter, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, som kan deltage i programmet.

Artikel 5

Gennemførelse af programmet og samarbejde med medlemsstaterne

1. Kommissionen påser, at de fællesskabsaktioner, der er omfattet af programmet, gennemføres i overensstemmelse med bilaget.

Den hører arbejdsmarkedets parter og de kompetente uddannelsessammenslutninger på europæisk niveau og orienterer udvalget, jf. artikel 7, om deres synspunkter.

2. Kommissionen træffer i samarbejde med medlemsstaterne foranstaltninger, jf. bilaget, til at udnytte erfaringerne fra de aktioner, der er gennemført i første fase af Socrates-programmet.

3. Medlemsstaterne træffer relevante foranstaltninger for at sikre samordning, tilrettelæggelse og overvågning på nationalt plan af programmets gennemførelse, idet alle parter, der er involveret i uddannelsesspørgsmål, inddrages i overensstemmelse med de nationale traditioner.

Medlemsstaterne skal i den forbindelse etablere en integreret forvaltning til den praktiske gennemførelse af programmets aktioner og sikre, at der på rimelig vis oplyses om og gøres opmærksom på de aktioner, der modtager støtte fra programmet.

4. Hver medlemsstat bestræber sig på at træffe de fornødne foranstaltninger med henblik på at sikre, at programmet kommer til at fungere efter hensigten, og på at træffe relevante foranstaltninger for at fjerne hindringer for deltagelse i programmet.

5. Kommissionen sikrer i samarbejde med medlemsstaterne overgangen mellem de aktioner, der er gennemført i forbindelse med det første Socrates-program, og dem, der gennemføres under programmet.

Artikel 6

Fælles aktioner

Som led i indsatsen for et kundskabernes Europa kan programmets foranstaltninger gennemføres fælles med andre fællesskabsaktioner, der hører under den videnorienterede politik, navnlig fællesskabsprogrammerne vedrørende erhvervsuddannelse og ungdomsanliggender.

Artikel 7

Udvalg

1. Kommissionen bistås af et udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Udvalget bistås af to underudvalg, det ene for skoleuddannelse og det andet for videregående uddannelse. De består af repræsentanter for medlemsstaterne. Kommissionen varetager koordineringen mellem udvalget og underudvalgene. Det kan overlades til underudvalgene at træffe den endelige afgørelse om konkrete spørgsmål.

3. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget udkast til foranstaltninger vedrørende:

a) programmets gennemførelsesbestemmelser, herunder eventuelt det årlige arbejdsprogram for iværksættelse af programmets aktioner

b) kriterierne for den vejledende fordeling af midler mellem medlemsstaterne i forbindelse med aktioner, der forvaltes decentralt

c) de nærmere bestemmelser vedrørende evalueringen af programmet.

4. Udvalget afgiver en udtalelse om udkastet inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster. Det udtaler sig med det flertal, som er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, for vedtagelse af afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemninger i udvalget tillægges de stemmer, der afgives af repræsentanterne for medlemsstaterne, den vægt, der er fastlagt i nævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

5. Kommissionen vedtager foranstaltninger, der straks finder anvendelse. Hvis de ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, underrettes Rådet dog straks af Kommissionen om disse foranstaltninger.

I så fald gælder følgende:

- Kommissionen kan udsætte gennemførelsen af de foranstaltninger, den har truffet afgørelse om, i et tidsrum på højst en måned regnet fra datoen for denne underretning

- Rådet kan med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for det tidsrum, der er nævnt under første led.

6. Kommissionen kan høre udvalget om alle spørgsmål vedrørende iværksættelsen af nærværende program.

I dette tilfælde forelægger Kommissionens repræsentant udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har enhver medlemsstat ret til at anmode om at få sin holdning indført i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

Artikel 8

Finansielle bestemmelser

1. Finansieringsrammen til gennemførelsen af programmet i den i artikel 1 omhandlede periode andrager 1 400 mio. ECU.

2. De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for rammerne af de finansielle overslag.

Artikel 9

Kohærens og komplementaritet

1. Kommissionen sikrer i samarbejde med medlemsstaterne, at der er fuld sammenhæng med Fællesskabets øvrige politikker og aktioner. Der sikres samordning mellem programmets aktiviteter og de øvrige fællesskabsaktioner, navnlig dem, der hører under den videnorienterede politik.

Kommissionen sikrer i samarbejde med medlemsstaterne en sammenhæng mellem gennemførelsen af programmet og Fællesskabets øvrige uddannelsesinterventioner vedrørende kultur og de elektroniske medier, gennemførelse af det indre marked, informationssamfundet, miljø, forbrugerbeskyttelse, små og mellemstore virksomheder, social- og arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik samt beskyttelse af folkesundheden.

Kommissionen sikrer en effektiv sammenknytning mellem programmet og de uddannelsesprogrammer og -aktioner, der gennemføres som led i Fællesskabets forbindelser med tredjelande.

2. Kommissionen og medlemsstaterne påser, at programmets foranstaltninger som led i gennemførelsen af den samordnede beskæftigelsesstrategi forvaltes i sammenhæng med de årligt fastlagte retningslinjer for beskæftigelsen og samordnes med de øvrige aktioner, der bidrager til gennemførelsen af handlingsplanerne på området.

3. Kommissionen og medlemsstaterne sørger for, at der er sammenhæng og komplementaritet mellem de aktioner, der gennemføres inden for rammerne af programmet, og Fællesskabets strukturfondsinterventioner.

Artikel 10

Deltagelse af de associerede lande i Central- og Østeuropa, Cypern, Tyrkiet og Malta

1. Programmet er åbent for deltagelse af de associerede lande i Central- og Østeuropa i overensstemmelse med betingelserne for deltagelse i EF-programmer, der er fastsat i Europaaftalerne eller i tillægsprotokollerne, der er indgået eller skal indgås med disse lande. Programmet er åbent for deltagelse af Cypern på grundlag af supplerende bevillinger efter samme regler som dem, der gælder for de EFTA-lande, der deltager i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, efter procedurer, der skal aftales med landet. Programmet er endvidere åbent for deltagelse af Tyrkiet efter de procedurer, der skal etableres med landet.

2. Programmet er åbent for deltagelse af Malta i overensstemmelse med de procedurer, der aftales med landet.

Artikel 11

Internationalt samarbejde

Kommissionen styrker samarbejdet med tredjelande og de relevante internationale organisationer, især Europarådet.

Artikel 12

Overvågning og evaluering

1. Der skal til stadighed ske en overvågning af programmet, og denne gennemføres af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne.

Overvågningen vil finde sted ved hjælp af de i stk. 3 nævnte rapporter og gennem specifikke aktiviteter.

2. Programmet gøres jævnligt til genstand for en evaluering, der foretages af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne. Evalueringen tager sigte på at vurdere aktionernes effektivitet i forhold til målene i artikel 2.

Evalueringen omfatter også komplementariteten mellem de aktioner, der gennemføres inden for rammerne af dette program, og andre fællesskabsprogrammer, bl.a. programmer, der støttes af Den Europæiske Socialfond.

Resultaterne af fællesskabsforanstaltningerne gøres jævnligt til genstand for eksterne evalueringer efter kriterier, der fastsættes efter proceduren i artikel 7, stk. 3.

3. Medlemsstaterne sender henholdsvis senest den 31. december 2002 og senest den 30. juni 2005 Kommissionen rapporter om gennemførelsen og virkningerne af programmet.

4. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget

- senest den 30. juni 2003 en midtvejsrapport om programmets gennemførelse

- senest den 31. december 2005 en endelig rapport.

Artikel 13

Ikrafttrædelse

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(1) EFT L 87 af 20.4.1995, s. 10.

(2) EFT L 77 af 14.3.1998, s. 1.

(3) EFT C 30 af 28.1.1998, s. 1.

(4) Kommissionens meddelelse til Rådet »Fremme af iværksætterånden i EU: Prioriterede områder for det fremtidige arbejde« (KOM(1998) 222 endelig udg./2 af 21. april 1998).

(5) Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget - For et kundskabernes Europa, KOM(97) 563 endelig udg. af 12. november 1997.

(6) Hvidbog: »Undervise og lære - På vej mod det kognitive samfund«, Luxembourg, Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 1996.

(7) Kommissionens grønbog »Almen uddannelse - erhvervsuddannelse - forskning - Hindringer for mobiliteten i Det Europæiske Fællesskab«, KOM(96) 462 endelig udg. af 2. oktober 1996.

(8) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om indførelse af et enhedsinstrument for planlægning og finansiering af samarbejdet på kulturområdet (program kultur 2000), EFT C 211 af 7.7.1998, s. 18).

(9) Agenda 2000: Réforme des fonds structurels et de cohésion - Aide structurelle de préadhésion - Poursuivre l'effort de cohésion - Une nouvelle réforme des fonds structureles, KOM(1998) 131 endelig udg. af 18. marts 1998.

(10) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 4.

(11) EFT C 102 af 4.4.1996, s. 1.

BILAG

I. INDLEDNING

1. Aktionerne i dette bilag bidrager til, at målene i afgørelsens artikel 2 kan nås ved anvendelse af fællesskabsforanstaltningerne i artikel 3.

2. Bestemmelserne om tidsfrister, indgivelse af ansøgninger og udvælgelseskriterier offentliggøres regelmæssigt af Kommissionen efter høring af udvalget for programmet, og de udgør således »Vejledning om Socrates-ansøgninger«.

3. I forbindelse med aktiviteter vedrørende mobilitet bør der sikres en sproglig forberedelse, således at støttemodtagerne kan få den fornødne kompetence på undervisningssproget(-sprogene) på værtsinstitutionen.

4. EU's økonomiske støtte til de udvalgte projekter under programmet tager generelt sigte på delvis at godtgøre de forventede udgifter til at gennemføre projekterne, og de kan eventuelt omfatte en periode på højst tre år på betingelse af en årlig analyse af resultaterne. Der kan ydes forudgående støtte, således at der bliver mulighed for at gennemføre forberedende besøg vedrørende de pågældende projekter.

5. De projekter, der koordineres af universiteter som led i programmets forskellige aktioner, kan indgå i de pågældende universiteters institutionskontrakt, jf. aktion 2.

6. De udvalgte projekter skal overholde princippet om lige muligheder og undgå alle former for udstødelse, jf. afgørelsens artikel 2, stk. 2. Der kan træffes positive særforanstaltninger på områder, hvor det måtte være nødvendigt. Projekter, der fokuserer på det multikulturelle aspekt, prioriteres desuden højt, og der bør også tages hensyn til handicappede personers særlige behov, når støttebeløbet fastsættes.

II. FÆLLESSKABETS AKTIONER

Dette bilag omhandler to hovedtyper af aktioner:

- for det første aktion 1-3, der omhandler de tre grundlæggende faser i livslang uddannelse (skole, universitet og andre)

- for det andet aktion 4-8, der vedrører tværgående emner, såsom sprog, multimedier og udveksling af informationer, samt horisontale spørgsmål, såsom innovation, formidling af resultater og fælles aktioner.

AKTION 1. »COMENIUS« - SKOLEUDDANNELSE

Comenius tager sigte på at styrke den europæiske dimension i skoleuddannelsen, styrke det tværnationale samarbejde og fremme kendskabet til sprogene.

Comenius støtter endvidere etablering af net mellem skolepartnerskaber og partnerskaber for uddannelse af underviserne med henblik på samarbejde om emner af fælles interesse, udbredelse af god praksis og idéer om kvalitet og nyskabelse i skoleuddannelsen. Nettet for uddannelse af undervisere opbygges i nært samarbejde med temanettene på universitetsniveau under Erasmus-aktionen.

Aktion 1.1. Skolepartnerskaber

1. Fællesskabet tilskynder til, at der oprettes multilaterale partnerskaber mellem skoler, idet multimediernes muligheder udnyttes, og der lægges særlig vægt på partnerskaber, som også omfatter institutioner, der uddanner undervisere, lokale myndigheder og virksomheder samt forældre.

2. De skoler, der deltager i en eller flere af aktiviteterne under denne aktion, fremlægger en »europæisk skoleplan«, der omfatter alle de foreslåede aktiviteter. Planerne behandles af de nationale strukturer, der er oprettet i henhold til afgørelsens artikel 5, stk. 3, og under hensyntagen til de nationale ordninger inddrages de ansvarlige instanser på regionalt og lokalt niveau efter retningslinjer, som Kommissionen fastlægger efter høring af udvalget for programmet.

3. Aktiviteter, der er berettiget til fællesskabsstøtte, kan bl.a. omfatte følgende:

a) Partnerskaber vedrørende:

- underviseres mobilitet med henblik på at forberede og overvåge partnerskaber eller med henblik på at undervise i udlandet, herunder praktikperioder på virksomheder

- udarbejdelse af undervisningsmateriale og udveksling af god praksis

- elevers deltagelse i partnerskabernes aktiviteter, herunder mobilitet for et begrænset antal.

b) Partnerskaber, der fokuserer på at fremme de officielle EU-sprog. Sådanne partnerskaber kan i særlige tilfælde være bilaterale, hvis de vedrører udbredte sprog, og de kan ud over aktiviteterne i litra a) omfatte udvekslinger mellem skolerne.

c) Samarbejdsprojekter, der imødekommer særlige behov hos børn af vandrende arbejdstagere, sigøjnere og ikke-bofaste personer samt omrejsende arbejdstagere.

Aktion 1.2. Undervisere på skolerne

1. Denne aktion tager sigte på at bidrage til den faglige udvikling af personer, der arbejder inden for skoleuddannelsen, ved at styrke den europæiske dimension i den pædagogiske grunduddannelse og videreuddannelse.

2. Fællesskabet støtter multilaterale projekter fra institutioner og organer, der beskæftiger sig med uddannelse af undervisere på skolerne, idet multimediernes muligheder udnyttes. Der tilskyndes til, at skoler og andre interesserede aktører i undervisningssektoren, f.eks. forældrerepræsentanter, og erhvervslivet samt evt. de ansvarlige instanser på regionalt og lokalt niveau inddrages.

3. Aktiviteter, der er berettiget til fællesskabsstøtte i forbindelse med sådanne partnerskaber, kan bl.a. omfatte følgende:

a) Udformning og/eller tilpasning af læseplaner, undervisningsmateriale eller Europa-moduler.

b) Elementer vedrørende ledelse af skoler.

c) Kommende eller nuværende underviseres mobilitet med henblik på pædagogisk grunduddannelse eller videreuddannelse, herunder ophold som praktikanter eller assistenter på uddannelsesinstitutioner for børn eller voksne.

d) Særlige undervisningsaspekter vedrørende integrering af børn af vandrende arbejdstagere, sigøjnere og ikke-bofaste personer samt omrejsende arbejdstagere.

AKTION 2. »ERASMUS« - VIDEREGÅENDE UDDANNELSE

Erasmus tager sigte på at styrke den europæiske dimension i den videregående uddannelse og fremme det tværnationale samarbejde mellem universiteter.

De deltagende universiteter indgår »institutionskontrakter« med Kommissionen, som omfatter samtlige godkendte aktiviteter.

Erasmus støtter endvidere oprettelse og konsolidering af tematiske net, der giver universiteterne mulighed for at samarbejde om temaer, der vedrører en eller flere discipliner eller emner af fælles interesse, med henblik på at fremme formidling af god praksis, at tilskynde til overvejelser om kvalitet og nyskabelse i den videregående uddannelse, at forbedre de pædagogiske metoder og at stimulere udvikling af fælles programmer og specialkurser. Der tilskyndes til, at repræsentanter for videnskabelige selskaber, erhvervsorganisationer og erhvervslivet inddrages.

Aktion 2.1. Europæisk samarbejde på universitetsniveau

1. Fællesskabet yder støtte til samarbejde mellem universiteterne, som gennemføres af universiteterne i samarbejde med partnere i andre medlemsstater og evt. andre interesserede aktører i undervisningssektoren og erhvervslivet.

2. Følgende aktiviteter vedrørende samarbejde mellem universiteterne, hvor multimediernes muligheder så vidt muligt udnyttes, er berettiget til fællesskabsstøtte som led i ovennævnte »institutionskontrakt«:

a) tilrettelæggelse af mobilitet for studerende, undervisere og andre universitetsansatte, der er involveret i det europæiske samarbejde

b) fælles udvikling og gennemførelse af læseplaner, moduler, intensivprogrammer eller aktiviteter vedrørende læseplanerne, bl.a. tværfaglige aktiviteter, herunder undervisning, der foregår på fremmedsprog

c) konsolidering af det europæiske meritoverføringssystem (European Credit Transfer System-ECTS), der tager sigte på at lette den akademiske anerkendelse.

Aktion 2.2. Universitetsstuderendes og -underviseres mobilitet

1. Fællesskabet fremmer studerendes og underviseres mobilitet mellem medlemsstaterne som led i »institutionskontrakterne«.

2. Mobile studerende, der gennemfører længerevarende studieperioder i en anden medlemsstat, som anerkendes fuldt ud ifølge universitetsaftalerne under institutionskontrakterne, betragtes som Erasmus-studerende uanset om de modtager et Erasmus-stipendium i henhold til punkt 3. Værtsuniversiteterne opkræver ikke studieafgift af Erasmus-studerende, og de studerendes eventuelle lån eller stipendier fortsætter under udlandsopholdet

3. Fællesskabet fremmer de studerendes og undervisernes mobilitet via Erasmus-støtte.

AKTION 3. »GRUNDTVIG« - ANDRE UDDANNELSESFORLØB

Grundtvig-aktionen tager sigte på at fremme livslang uddannelse, bl.a. ved - som et supplement til aktion 1 (skoler) og 2 (universiteter) - at tilbyde andre uddannelsesforløb til alle personer, der ønsker at erhverve nye kundskaber. Aktionen er navnlig rettet mod unge, der har forladt skolesystemet uden tilstrækkelig grunduddannelse, personer, der ønsker, at påbegynde eller genoptage en formel uddannelse efter en vis periode, hvor de har været ude af uddannelsessystemet, og voksne, der ønsker at erhverve eller forbedre kundskaber af personlige grunde.

Grundtvig støtter således oprettelse af europæiske net, der tager sigte på at styrke forbindelserne mellem de forskellige aktører på området, med henblik på at de på et mere stabilt grundlag kan samarbejde om emner af fælles interesse.

Aktion 3.1. Nye uddannelsesformer

1. Denne aktion tager sigte på at fremme initiativer, der har til formål at udvikle uddannelsesformer, der er mere fleksible, mindre formelle og mere tilpasset de særlige behov hos den enkelte, der ønsker at erhverve sig anerkendte kvalifikationer.

2. Der kan bl.a. ydes økonomisk fællesskabsstøtte til projekter med følgende mål:

a) udformning af nye uddannelsesformer ved anvendelse af bl.a. multimedier

b) udarbejdelse af relevant undervisningsmateriale

c) formidling af nyskabende metoder og god praksis

d) udvikling af ordninger for anerkendelse og attestering af de kvalifikationer, der opnås på denne måde

e) uddannelse af undervisere inden for området.

Aktion 3.2. Voksenuddannelse

1. Denne aktion tager sigte på at forbedre uddannelsen af voksne elever og studerende bl.a. ved at styrke samarbejdet mellem de forskellige organisationer på området og ved at styrke den europæiske dimension i voksenuddannelserne, idet der lægges vægt på værdien af befolkningernes sproglige og kulturelle mangfoldighed, således at der opstår en bevidsthed om det europæiske tilhørsforhold.

2. Fællesskabet støtter projekter, der er udarbejdet af multilaterale partnerskaber, og som bl.a. tager sigte på følgende:

a) at stimulere ønsket om uddannelse hos voksne enkeltpersoner, med henblik på at de til stadighed deltager aktivt i et samfund under kraftig udvikling

b) at udvikle støttefunktioner for voksne elever og studerende og for dem, der udbyder uddannelserne

c) at udarbejde undervisningsmateriale, der kan tilpasses multimedieundervisning, og fremme udveksling af god praksis

d) at udvikle ordninger for anerkendelse og attestering af de opnåede kvalifikationer

e) at sikre uddannelse af undervisere inden for området.

AKTION 4. »LINGUA« - SPROGUNDERVISNING OG SPROGINDLÆRING

1. Formålet med denne aktion er at give Kommissionen mulighed for i samarbejde med medlemsstaterne at sikre koordinering og styrkelse af sprogindlæringsforanstaltninger for at fremme og bevare den sproglige mangfoldighed i Fællesskabet, at bidrage til at forbedre sprogundervisningens og sprogindlæringens kvalitet og at lette adgangen til sprogindlæring, der er tilpasset den enkeltes behov hele livet igennem.

2. Sprogundervisningen omfatter i denne forbindelse undervisning i og indlæring af alle officielle EU-sprog, herunder irsk og luxembourgsk, som fremmedsprog. Der lægges i hele programmet generelt vægt på at fremme kompetencen i de officielle EU-sprog, der er mindre anvendte, og som der ikke undervises så meget i.

3. Der kan under denne aktion ydes økonomisk fællesskabstøtte til tværnationale projekter og aktiviteter, der vedrører sprogindlæring generelt set, f.eks.:

- oplysningsaktiviteter

- aktiviteter med henblik på at fremme og/eller formidle nyskabelser, såsom tidlig fremmedsprogsindlæring og forståelse af flere sprog

- udvikling og udveksling af læseplaner, nyskabende pædagogisk støttemateriale samt metoder og instrumenter til anerkendelse af de sproglige resultater

- etablering af net af nationale, regionale eller lokale ressourcecentre.

AKTION 5. »ATLAS« - UDDANNELSE OG MULTIMEDIER

1. Denne aktion tager sigte på koordinering og styrkelse af foranstaltninger vedrørende åben undervisning og fjernundervisning samt anvendelse af ny informations- og kommunikationsteknologi og multimedier i uddannelsesmæssige sammenhænge. Foranstaltningerne tjener to formål: at fremme forståelsen for og en kritisk og ansvarlig anvendelse af den nye teknologis redskaber og metoder og at fremme adgangen på europæisk plan til et bedre udbud af uddannelsesmæssige ressourcer.

2. Der kan under denne aktion ydes økonomisk fællesskabsstøtte til tværnationale projekter og aktiviteter, der generelt set vedrører anvendelse af ny teknologi og/eller udvikling af åben undervisning og fjernundervisning, fordelt på bl.a. tre aktionstyper:

- projekter og undersøgelser, som vedrører forståelsen for de nyskabende processer og udarbejdelse af kvalitetskriterier, bl.a. vedrørende multimedieprodukter til undervisningsbrug

- projekter vedrørende udformning af pilotmoduler, metoder og multimedieressourcer

- projekter vedrørende udvikling af informationstjenester og -systemer vedrørende multimedieressourcer til undervisningsformål og udvikling af kommunikationssystemer, der skal støtte udveksling af idéer og erfaringer, herunder etablering af net af ressourcecentre, eksperter, beslutningstagere og projektkoordinatorer, vedrørende emner af fælles interesse.

AKTION 6. OBSERVATION OG INNOVATION

Aktion 6.1. Observation af uddannelsessystemer for uddannelsespolitik

1. Denne aktion bidrager ved hjælp af udveksling af information og erfaringer til at gøre Europas uddannelsessystemer gennemsigtige og gør de nationale systemers egenart til en kilde til kvalitet i de europæiske uddannelser. Den bygger på en række observationsaktiviteter, der knyttes sammen og støttes af Fællesskabet:

- udformning af referenceniveauer på fællesskabsplan

- udarbejdelse af indikatorer og evaluering af uddannelsens kvalitet, særlig via etablering af net af de involverede organer samt pilotprojekter

- etablering og vedligeholdelse af databaser over erfaringer med nyskabelser

- forbindelser mellem de organer, der står for analyse af uddannelsessystemer og -politik

- undersøgelser og pilotprojekter vedrørende anerkendelse af eksamensbeviser, kvalifikationer og uddannelsesperioder på forskellige niveauer, der er gennemført i en anden medlemsstat.

2. Der ydes endvidere fællesskabsstøtte til følgende:

- informationsnettet om uddannelse i Det Europæiske Fællesskab »Eurydice«, som består af Det Europæiske Kontor og nationale kontorer, som er etableret af henholdsvis Kommissionen og medlemsstaterne, for at det fuldt ud kan bidrage til gennemførelsen af denne aktion

- tilrettelæggelse af og deltagelse i multilaterale studiebesøg, »Arion«

- nettet af nationale informationscentre vedrørende akademisk anerkendelse »Naric« med henblik på intensiv udveksling af information mellem nettets deltagere og iværksættelse af pilotprojekter om emner af fælles interesse, som har til formål at lette anerkendelse.

3. Ved gennemførelsen af aktionen samarbejdes der med De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor (Eurostat).

Aktion 6.2. Nye nyskabende initiativer

Ud over samarbejdsaktiviteterne under programmets forskellige aktioner yder Fællesskabet støtte til tværnationale projekter, der tager sigte på at udarbejde nyskabende foranstaltninger, der er målrettet mod en eller flere uddannelsessektorer. De prioriterede emner tages jævnligt op til overvejelse, således at de kan tilpasses nye behov, der opstår i den periode, programmet omfatter.

AKTION 7. FÆLLES AKTIONER

1. Hvad angår fælles aktioner, jf. afgørelsens artikel 6, kan der ydes fællesskabsstøtte til aktioner, der gennemføres fælles med andre aktioner, der hører under den videnorienterede politik, især fællesskabsprogrammer vedrørende erhvervsuddannelse og ungdomsanliggender, med henblik på at forbedre adgangen til viden.

2. Koordineringen mellem de tre programmer kan gennemføres ved hjælp af fælles indkaldelser af forslag. Kommissionen agter i den forbindelse at udvikle en fælles ordning for formidling og observation af god praksis på videnområdet og fælles aktioner vedrørende multimedier til undervisningsbrug. Projekterne kan omfatte et udvalg aktioner, der henhører under flere områder, herunder uddannelsesområdet. Forskellige fællesskabsprogrammer kan supplere hinanden i deres støtte til projekterne.

3. Der vedtages relevante foranstaltninger, f.eks. etablering af »europæiske videncentre«, der på regionalt og lokalt plan skal sikre kontakt og samspil mellem deltagerne i dette program og deltagerne i programmerne vedrørende erhvervsuddannelse og ungdomsanliggender, idet de på den måde medvirker til gennemførelsen af en strategi for livslang uddannelse i de pågældende regioner og lokalområder.

AKTION 8. LEDSAGEFORANSTALTNINGER

1. Der kan ydes økonomisk støtte til initiativer, der tager sigte på at fremme programmets mål, i det omfang sådanne initiativer ikke er støtteberettigede under programmets øvrige aktioner. Der kan bl.a. ydes fællesskabsstøtte til følgende:

- oplysningsaktiviteter, der skal fremme samarbejde på uddannelsesområdet, herunder støtte til at arrangere konkurrencen »Europa i skolen«, i samarbejde med Europarådet

- aktiviteter vedrørende uddannelse af personer, der beskæftiger sig med forvaltning af europæiske samarbejdsprojekter på uddannelsesområdet

- tværnationale aktiviteter, der gennemføres af foreninger og andre ikke-statslige organisationer, der arbejder på uddannelsesområdet

- konferencer og seminarer om nyskabelser i de områder, programmet omfatter

- foranstaltninger til udnyttelse og formidling af resultaterne af de projekter og aktiviteter, der gennemføres med støtte fra dette program eller dets foregående fase, herunder ved hjælp af redskaber som informationssystemet Ortelius.

2. Der kan ydes fællesskabsstøtte til oplysningsaktiviteter, der er nødvendige for programmets gennemførelse, til aktiviteterne i den integrerede forvaltning, som medlemsstaterne har etableret i henhold til afgørelsens artikel 5, og til at sikre en effektiv overvågning og evaluering af de aktioner, der er omhandlet i dette bilag.

3. Kommissionen kan ved gennemførelsen af programmet benytte ekstern teknisk bistand, og finansieringen heraf holdes inden for programmets samlede finansieringsramme. Kommissionen kan på samme betingelser indhente ekspertbistand. Kommissionen kan endvidere foretage alle slags evalueringer og arrangere seminarer, kollokvier og andre møder for eksperter, som kan fremme gennemførelsen af programmet. Kommissionen kan ligeledes gennemføre oplysnings-, publikations- og formidlingsvirksomhed.

III. PROCEDURER FOR INDGIVELSE OG UDVÆLGELSE AF PROJEKTER

For forslag til og udvælgelse af de projekter, der er nævnt i dette bilag, gælder følgende regler:

1. Ansøgninger om finansiel støtte til de projekter, der er omfattet af de såkaldte decentraliserede aktioner (aktion 1.1 og aktion 1.2, punkt 3, litra c)), og alle forberedende besøg, undtagen under aktion 2, indgives til de integrerede forvaltninger, som medlemsstaterne har etableret i henhold til afgørelsens artikel 5, stk. 3. Disse forvaltninger tilrettelægger udvælgelsen af projekterne og tildeler fællesskabsstøtte til de projekter, der godkendes i overensstemmelse med retningslinjer, som fastsættes i henhold til afgørelsens artikel 7, stk. 3.

2. Finansiel støtte til mobilitet, der er omfattet af aktion 2.2, punkt 3, tildeles studerende og undervisere som led i institutionskontrakter, jf. aktion 2.1, af de integrerede forvaltninger, som medlemsstaterne har etableret i henhold til afgørelsens artikel 5, stk. 3, i overensstemmelse med retningslinjer, som fastsættes i henhold til afgørelsens artikel 7, stk. 3.

3. Ansøgninger om finansiel støtte til de projekter, der er omfattet af andre såkaldte centraliserede aktioner, indgives Kommissionen, der giver de integrerede forvaltninger meddelelse herom. Kommissionen træffer afgørelse om finansiel støtte til projekterne efter høring af udvalget i overensstemmelse med afgørelsens artikel 7, stk. 6.

IV. FINANSIELLE BESTEMMELSER

1. De fællesskabsmidler, der bevilges som økonomisk støtte til aktion 1.1, aktion 1.2, punkt 3, litra c), og aktion 2.2, punkt 3, fordeles mellem medlemsstaterne på den måde, der er beskrevet i punkt 5.

2. De fordelte fællesskabsmidler forvaltes af de nationale strukturer, der er oprettet i henhold til afgørelsens artikel 5, stk. 3. Disse strukturer varetager ligeledes koordineringen med de disponible finansielle ressourcer i medlemsstaterne, der har til formål at tilskynde til deltagelse i europæisk samarbejde.

3. Kommissionen træffer i samarbejde med medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at fremme en afbalanceret deltagelse på fællesskabsplan og på nationalt og regionalt plan samt, for så vidt angår de videregående uddannelser, med hensyn til studieområder. Bevillingerne til de pågældende foranstaltninger kan ikke udgøre over 10 % af det årlige budget til finansiering af de pågældende aktioner.

4. For at sikre den bredest mulige deltagelse i de enkelte medlemsstater samt effektiv overvågning og erfaringsudveksling mellem de støttede projekter og aktiviteter, tilskyndes de nationale strukturer til at arbejde nært sammen med de relevante regionale og lokale myndigheder i deres respektive lande. De kan i samarbejde med Kommissionen træffe foranstaltninger med henblik på at fremme en afbalanceret deltagelse af de forskellige institutioner på nationalt eller regionalt plan ved hjælp af informationsspredning og oplysningskampagner.

5. Fordelingsmodel for

Aktion 1.1

Aktion 1.2, punkt 3, litra c)

Aktion 2.2, punkt 3

a) Der tildeles hver medlemsstat et minimumsbeløb, som fastsættes under hensyntagen til de disponible bevillinger.

b) Resten tildeles de forskellige medlemsstater i forhold til:

i) landets bruttonationalprodukt pr. indbygger

ii) afstanden mellem hjemlandet og værtslandet

iii) andelen af landets befolkning, der er

- elever og undervisere på skolerne, for så vidt angår aktion 1.1 og aktion 1.2, punkt 3, litra c)

- studerende på de videregående uddannelser, for så vidt angår aktion 2.2, punkt 3 (studerende); antallet af kandidater kan ligeledes tages i betragtning

- undervisere på de videregående uddannelser, for så vidt angår aktion 2.2, punkt 2 (undervisere)

6. Kommissionen træffer afgørelse om fordelingen af de EU-midler, medlemsstaterne kan anvende til forberedende besøg, efter høring af udvalget i overensstemmelse med afgørelsens artikel 7, stk. 6.

V. DEFINITIONER

I forbindelse med programmet forstås ved:

- »livslang uddannelse«: de uddannelsesmuligheder, den enkelte person har hele livet igennem med henblik på løbende ajourføring af vedkommendes viden og kvalifikationer

- »beslutningstagere«: bl.a. personale, der beskæftiger sig med ledelse, evaluering, uddannelse, vejledning eller tilsyn på uddannelsesområdet, og ansvarlige på området på lokalt, regionalt plan og i ministerierne

- »åben undervisning og fjernundervisning«: enhver form for undervisning, der omfatter anvendelse af traditionelle eller avancerede informations- og kommunikationsteknologier og -tjenesteydelser og støtte fra personlige rådgivere og vejledere

- »elev«: en person, der er indskrevet som elev i en skole

- »underviser«: personer, som i kraft af deres arbejde deltager direkte i undervisningsprocessen i medlemsstaterne alt efter deres respektive uddannelsessystemers opbygning

- »virksomhed«: enhver virksomhed i den private eller offentlige sektor, uanset dens størrelse og retlige status, og uanset hvilken erhvervssektor den opererer i, og enhver form for økonomisk aktivitet, herunder erhvervsdrivende foreninger

- »skole«: alle former for skoler, uanset om det drejer sig om almen (på førskole-, primær- og sekundærtrinnet), erhvervsmæssig eller teknisk uddannelse

- »studerende«: en person, der er indskrevet ved et universitet, uanset studieområde, med henblik på at gennemføre videregående studier, som afsluttes med erhvervelse af en anerkendt titel eller et eksamensbevis, også på doktorafhandlingsniveau

- »virtuel mobilitet«: alle midler, metoder, tjenesteydelser og simulationer, der gør det muligt ved hjælp af informationsteknologi og telekommunikationsnet af få adgang til oplysninger, der er til rådighed andre steder, at udveksle idéer og at samarbejde med partnere, der er langt væk

- »arbejdsmarkedets parter«: på nationalt plan: arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis; på fællesskabsplan: arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som deltager i den sociale dialog på fællesskabsniveau

- »europæisk videncenter«: gruppering på regionalt eller lokalt plan af deltagerne i EF-programmerne vedrørende almen uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdomsanliggender med henblik på at styrke indsatsen for livslang uddannelse på regionalt og lokalt plan, bl.a. ved lette formidlingen af informationer og resultater og at fremme aktivt samarbejde på tværs af de tre programmer

- »referenceniveauer på fællesskabsplan«: analyser, undersøgelser, rundspørger og kortlægninger af god praksis, der gør det muligt for et givet emne eller område på fællesskabsplan at angive de forskellige medlemsstaters relative position og deres fremskridt

- »universitet«: aller former for højere uddannelsesinstitutioner, hvor man kan erhverve kvalifikationer eller titler på universitetsniveau, uanset deres respektive betegnelse i medlemsstaterne.

Top