51998AC0113

Det Økonomiske og Sociale udvalgs udtalelse om:

- »Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om ændring af forordning (EØF) nr. 3975/87 om fastsættelse af fremgangsmåden ved anvendelse af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren«, og - »Kommissionens forslag til Rådets forordning (EF) om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler og samordnet praksis inden for luftfart mellem EF og tredjelande« () (98/C 95/15)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 6. juni 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de ovennævnte emner.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Transport og Kommunikation, som udpegede Joël Decaillon til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. januar 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 351. plenarforsamling af 28. og 29. januar 1998, mødet den 28. januar 1998, med 79 stemmer for og 2 stemmer imod, følgende udtalelse.

1. Kommissionens forslag

1.1. Kommissionens beføjelser til at håndhæve konkurrencereglerne inden for luftfart er i medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87 (), der er ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2410/92 () og (EØF) nr. 1284/91 (), begrænset til luftfart inden for EU.

1.1.1. Når det gælder luftfart mellem EU og tredjelande, har Kommissionen ikke beføjelse til at indrømme fritagelse i henhold til artikel 85, stk. 3. Kommissionen kan heller ikke gribe til de almindelige procedurer og træffe afgørelse om misbrug af en dominerende stilling i henhold til artikel 86. Kommissionen må støtte sig til artikel 89 for indirekte at bringe procedurer af denne art i anvendelse, hvilket skaber en farlig retsusikkerhed for luftfartsselskaberne.

1.1.2. Dette har fået Kommissionen til at fremlægge et nyt forslag til en forordning, som skal ophæve de bestemmelser, der begrænser anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 3975/87 til kun at omfatte luftfart inden for EU, så forordningen også kommer til at gælde for luftfart mellem EU og tredjelande.

1.2. I forbindelse med ændringen af forordning (EØF) nr. 3976/87 () skal det erindres, at denne forordning giver Kommissionen beføjelse til for en begrænset periode at fastsætte en række gruppefritagelser, så luftfartsselskaberne gradvist kan tilpasse sig det mere konkurrenceprægede marked.

1.2.1. Erfaringerne viser, at gruppefritagelserne opfylder et reelt behov for retssikkerhed blandt luftfartsselskaber og andre virksomheder.

1.2.2. Kommissionen foreslår derfor, at Rådet vedtager en forordning, efter hvilken Kommissionen med forbehold af forordning (EØF) nr. 3975/87 og i overensstemmelse med traktatens artikel 85, stk. 3, kan bestemme ved en forordning, at artikel 85, stk. 1, ikke skal finde anvendelse på visse kategorier af aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder eller samordnet praksis vedrørende internationale flyruter mellem EF og et eller flere tredjelande.

1.2.3. Kommissionen kan navnlig udstede forordninger vedrørende aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis på følgende områder:

a) fælles planlægning, samordning af kapaciteten og fartplaner på en fast flyrute;

b) deling af indtægter fra en fast flyrute;

c) konsultationer om takster for transport af passagerer og deres bagage;

d) fælles drift af ruteflyvning på en ny rute eller en rute med ringe trafik;

e) fordeling af ankomst- og afgangstider (slots) i lufthavne samt fartplankoordinering; Kommissionen påser, at disse regler er i overensstemmelse med den af Rådet vedtagne adfærdskodeks.

2. Generelle bemærkninger

2.1. Luftfartsområdet er for øjeblikket genstand for en omfattende liberalisering på verdensplan. Det er derfor vigtigt, at der fastsættes fælles konkurrenceregler, som både EU og tredjelande anvender på deres indbyrdes luftfartsforbindelser. Udviklingen i den internationale luftfart tilskynder luftfartsselskaberne til at indgå alliancer og aftaler, der i høj grad påvirker konkurrencen. Det synes nødvendigt at skabe ensartede vilkår for sådanne alliancer og aftaler mellem EU- og tredjelandeselskaber, så den fornødne retssikkerhed kan garanteres overalt i EU.

2.2. ØSU noterer sig Kommissionens forslag om at udvide anvendelsesområdet for forordning (EØF) nr. 3975/87 og give Kommissionen mulighed for at fastsætte fritagelsesordninger inden for luftfart i medfør af bestemmelserne i artikel 85, stk. 3. ØSU undrer sig dog over, at Kommissionen i begrundelsen (pkt. 17) ikke har anført, at den nye liste over gruppefritagelser er udvidet i forhold til den tidligere liste i Rådets forordning (EØF) nr. 3976/87 som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2411/92.

2.3. Denne udvidelse af den eksisterende liste så også kapacitetssamordning og indtægtsdeling medtages, skal sikre en effektiv og ensartet håndhævelse af de konkurrenceregler, der endnu ikke gælder for forbindelserne mellem EU og tredjelande.

2.4. Under de nuværende omstændigheder giver EU-lovgivningen ikke mulighed for at sikre en effektiv og ensartet håndhævelse af konkurrencereglerne inden for luftfart mellem medlemsstater og tredjelande.

2.4.1. Da der ikke findes nogen rådsforordning i henhold til traktatens artikel 87, håndhæves konkurrencereglerne efter bestemmelserne i artikel 88 og 89, hvormed der kan opstå konflikter mellem EU's og medlemsstaternes kontrolkompetence, hvilket skaber stor retsusikkerhed blandt europæiske luftfartsselskaber.

2.4.2. Dette illustreres især af de nylige stridigheder mellem Kommissionen og visse medlemsstaters konkurrencemyndigheder i forbindelse med behandlingen af alliancer mellem luftfartsselskaber.

2.5. Det er derfor påkrævet, at Kommissionen udstyres med de nødvendige redskaber til at kontrollere konkurrencereglernes anvendelse på samme måde, som det sker inden for de andre sektorer. Det er nødvendigt, at der på europæisk plan kan foretages en effektiv og ensartet kontrol med overtrædelser af konkurrencereglerne, fordi EU-landene kun kan få indflydelse på udviklingen i verdenshandelen ved at optræde samlet.

2.6. Det er altså afgørende, at den europæiske konkurrencemyndighed kan tale med samme vægt som f.eks. de amerikanske konkurrencemyndigheder. Hvor vigtigt det er fremgår af den nylige fusion mellem Boeing og McDonnell Douglas. Der skal være mulighed for at udøve de samme beføjelser inden for lufttransport.

2.7. Lige som i tidligere udtalelser () henstiller ØSU, at konkurrencereglernes anvendelse går hånd i hånd med sociale og arbejdsmarkedsrelaterede krav. Der findes stadig ingen europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik for ansatte i luftfartsselskaber og lufthavne. Det vil være nødvendigt at udarbejde prognoser for beskæftigelsesudviklingen. ØSU, der er i færd med at udarbejde en udtalelse om Kommissionens hvidbog om sektorer og aktiviteter, der er udelukket fra arbejdstidsdirektivet () understreger, at man nødvendigvis skal se samlet på sammenhængende spørgsmål som f.eks. begrænsning af flyvetider og opfyldelse af sikkerheds- og kvalitetskriterier inden for luftfart, især ved at anvende minimumskrav til de ansattes uddannelse og kvalifikationer.

2.8. ØSU peger på sine forskellige forslag, der sigter mod at indføre mekanismer til høring om de socioøkonomiske konsekvenser, så der kan tages højde for handelsaftalernes sociale konsekvenser.

2.9. For at fremme regionaludviklingen, herunder udviklingen i perifere øområder (selv om det er specifikt nævnt i Amsterdam-traktaten), ser ØSU gerne, at Kommissionen udvikler begrebet almen tjeneste inden for luftfart i overensstemmelse med reglerne i den tredje pakke og eventuelt på grundlag af den nye artikel 7 D i Amsterdam-traktaten og dens relationer til de eksisterende forordninger.

2.9.1. Historisk set er liberaliseringen af luftrummet over EU altid blevet ledsaget af en udvidelse af Kommissionens beføjelser til at anvende konkurrencereglerne i EU; Rådet vedtog forordning (EØF) nr. 3975/87 på det tidspunkt, hvor den første liberaliseringspakke inden for luftfart blev iværksat, og i forbindelse med den tredje luftfartspakke i 1992 blev forordningen udvidet til at omfatte indenrigsluftfart gennem vedtagelsen af forordning (EØF) nr. 2410/92.

2.10. I princippet er det naturligvis ønskeligt, at luftfartsliberaliseringen ledsages af et system, der gør det muligt at anvende konkurrencereglerne.

2.11. ØSU går derfor ind for, at forordning (EØF) nr. 3975/87 som foreslået udvides til at gælde for alle forbindelser med tredjelande, og at der samtidig med denne udvidelse af beføjelserne til at anvende konkurrencereglerne også gives Kommissionen mulighed for at indrømme gruppefritagelser for sådanne forbindelser som led i en sammenhængende, fælles ekstern politik på området.

2.11.1. Som led i den fremtidige udvikling kunne Rådet give Kommissionen forhandlingsmandater, som kan sikre den de fornødne beføjelser i forbindelserne med tredjelande på klare betingelser, der fastlægges på grundlag af et samråd mellem Kommissionen, medlemsstaterne og lufttransportindustrien. Sådanne mandater kunne gives i flere faser med henblik på at indføre overgangsperioder. En sådan fremgangsmåde ville gøre det muligt at sikre så ensartede konkurrencevilkår som muligt for forskellige luftfartsselskaber, der opererer i EU og i tredjelande.

2.11.2. Lige så vel som den eksisterende usikkerhed om konkurrencereglernes anvendelse på aftaler inden for luftfart mellem EU og tredjelande kan skade gennemførelsen af sammenhængende, ensartede spilleregler inden for EU, kan særskilte bilaterale forhandlinger mellem medlemsstater og tredjelande, som fører til åbning af luftrummet, også føre til forskelle i de forskellige europæiske luftfartsselskabers aktivitetsvilkår.

2.11.3. En udvidelse af Kommissionens beføjelser til at anvende konkurrencereglerne i samspillet mellem EU og tredjelande ville endvidere styrke Kommissionens position over for disse lande som forhandler på medlemsstaternes vegne og gøre det lettere at kombinere liberaliseringsaftaler med en konkurrenceretlig harmonisering med tredjelande.

Bruxelles, den 28. januar 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 165 af 31.5.1997, s. 13-14.

() EFT L 374 af 31.12.1987, s. 1.

() EFT L 240 af 24.8.1992, s. 18.

() EFT L 122 af 17.5.1991, s. 2.

() EFT L 374 af 31.12.1987, s. 9.

() EFT C 77 af 21.3.1983, s. 20; EFT C 303 af 25.11.1985, s. 31; EFT C 169 af 6.7. 1992, s. 15.

() SOC/348.