51998AC0103

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Monetære Institut og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om "Fremme af forbrugernes tillid til elektroniske betalingsmidler inden for det indre marked"« (98/C 95/05)

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 4. august 1997 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Industri, Handel, Håndværk og Tjenesteydelser, som udpegede Umberto Burani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 7. januar 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 351. plenarforsamling af 28. og 29. januar 1998, mødet den 28. januar 1998, med 118 stemmer for og 2 stemmer imod, mens 2 undlod at stemme, følgende udtalelse.

1. Forord

1.1. Den rivende udvikling af teknologier og teknologiske applikationer i den økonomiske sektor har revolutioneret samtlige områder og især betalingssystemerne og -midlerne. På internationalt plan er der skabt åbne systemer, som fx Internettet, og en lang række lukkede systemer, der ofte er udformet således, at de kan kobles sammen med eksisterende eller fremtidige systemer. Det internationale kommunikationsnet, der tilbyder opkobling til stadig lavere priser, har for længst overvundet de nationale grænser: »det globale marked« er blevet en realitet, længe før det er blevet nedfældet i internationale aftaler.

1.2. Kommissionen følger denne udvikling med stor opmærksomhed og har især i den seneste tid været prisværdigt opmærksom på de samfunds- og markedsmæssige problemer, da den ønsker at medvirke til en hurtig udvikling af et homogent informationssamfund. Vel vidende at visse tredjelande, som fx Japan og især USA, har et forspring inden for forskning, industriproduktion og i visse tilfælde praktiske løsninger (), ønsker Kommissionen at skabe det fornødne retsgrundlag for, at EU kan udarbejde en passende strategi, der kan bringe det frem til sin retmæssige førerposition.

1.3. Kommissionen har med særligt henblik på anvendelsesteknikker udgivet en særdeles vigtig meddelelse »Et europæisk initiativ inden for elektronisk handel« (), der skitserer, hvilke strategiske og lovgivningsmæssige tiltag der kræves for, at EU's erhvervsliv kan udnytte de »nye« teknologier. Omtalte dokument påpeger den nære forbindelse mellem den elektroniske handel og betalingssystemerne. Kommissionen mener med rette, at betalingssystemerne er et af »nøgleområderne« i den globale kompatibilitet ().

1.4. Alle betalingsformer under ét udgør et særskilt system, som adskiller sig fra de øvrige systemer ved at omfatte en række produkter og løsninger, der dels tager sigte på handel i al almindelighed, dels på forskellige sektorer (kapital- og valutamarkederne, værdipapirmarkederne). De enkelte markeder har forskellige karakteristika og tjener forskellige formål, men har ét fælles træk: behovet for et højt beskyttelsesniveau for forbrugeren, der er slutbrugeren. Tilsynet med betalingssystemets og de enkelte finansielle aktørers soliditet påhviler centralbankerne og andre offentlige instanser, men derudover er der behov for at føre tilsyn med de enkelte aktørers opførsel over for forbrugerne. Kommissionens indsats er særligt koncentreret om sidstnævnte aspekt, hvilket den her omhandlede meddelelse er et klart bevis for.

1.5. Den aktuelle meddelelse er en videreudvikling af Kommissionens udspil om elektroniske betalingsmidler og -systemer, især hvad angår forholdet mellem udstederne og brugerne af elektroniske betalingsmidler. Meddelelsen indeholder en henstilling, der ajourfører bestemmelserne i en tidligere henstilling (), og udvider anvendelsesområdet med nye produkter. Principperne bag den tidligere henstilling har i den forløbne tid vist sig at være hensigtsmæssige.

2. Indledning

2.1. Der er efterhånden gået ti år, siden den første meddelelse blev offentliggjort i januar 1987 (). Det er en forholdsvis kort periode, som ikke desto mindre har været præget af en gennemgribende videreudvikling af de produkter, der dengang blev betragtet som »nye« (kredit- og debetkort), og af opfindelse af nye produkter (homebanking, forudbetalte kort), der enten ikke fandtes dengang eller kun var på forsøgsstadiet. Brugen af andre betalingsmidler end kontanter er efterhånden blevet en del af dagligdagen for de fleste borgere og erhvervslivet. Allerede i 1995 tegnede disse betalingsmidler sig gennemsnitligt for 13,5 % af det samlede antal betalingstransaktioner i EU - i visse lande var procentdelen væsentligt højere.

2.2. I meddelelsen inddeler Kommissionen de nye, innovative produkter, der gradvis er blevet indført i den mellemliggende periode, i to separate kategorier:

- Elektroniske bankkontoprodukter: instrumenter, der giver fjernadgang til konti i finansielle institutioner. Denne kategori omfatter homebanking, telebankforretninger () og de traditionelle betalingskort.

- E-pengeprodukter: instrumenter med elektronisk lagrede værdienheder, fx kort med magnetstrimmel, chipkort (forudbetalte kort) eller netværkscomputere (cyberpenge).

2.3. ØSU mener, at denne inddeling - der er vigtig i lovgivningssammenhæng - er utilstrækkelig, da den ikke gør det muligt at afgøre, hvilken kategori bankudstedte forudbetalte kort tilhører. Disse kort giver fjernadgang til en bankkonto, selv om adgangen er begrænset til opladningen. Ud fra denne betragtning burde de derfor tilhøre kategorien af »bankkontoprodukter«. Imidlertid giver denne type kort ikke yderligere adgang til kontoen i selve brugsperioden.

2.4. Med hensyn til spørgsmålet om kontoadgang bemærker ØSU, at Kommissionen kun én gang - i forbindelse med den i punkt 2.2 omtalte klassificering - taler om »konto i en finansiel institution ()«. Alle de andre gange, emnet senere berøres i meddelelsen, tales der slet og ret om »konto« uden yderligere specifikation. Eftersom indlånsvirksomhed og dermed føring af konti er forbeholdt behørigt autoriserede finansielle institutioner (), er der behov for en »præcisering« for at fastslå, om der er tale om en bevidst udeladelse, eller om man ved »konto« altid skal forstå konto i en finansiel institution. En sådan præcisering er vigtig for at kunne forstå, om der, når der tales om »kort med kontoadgang«, er tale om bankudstedte kort eller om kort, som evt. er udstedt af andre ikke-finansielle institutioner. Eftersom indlånsvirksomhed - i hvert fald indtil videre - er forbudt for sidstnævnte kategori, holder ØSU sig til den første af de to fortolkninger.

2.5. Kommissionen bemærker, at ved udgangen af næste årti vil en stor del af detailhandelen foregå via Internettet, hvilket vil skærpe konkurrencen og presse udbyderne til at tilbyde stadig enklere, sikrere og mere effektive betalingsmidler. ØSU bemærker hertil, at hvis EU som nævnt i meddelelsen om elektronisk handel ønsker at tage den amerikanske udfordring op, bør handlen via Internettet og lignende udvikles meget tidligere end ved udgangen af det kommende årti. På sikkerhedsområdet er der med indførelsen af SET-standarden (Secure Electronic Transactions) sket et vigtigt fremskridt, og yderligere forbedringer befinder sig enten i gennemførelses- eller planlægningsfasen. Betalingsmidlerne burde desuden efterhånden blive billigere at anvende som et resultat ikke kun af konkurrencen mellem udbydere af finansielle tjenester, men også mellem leverandører af nettjenester.

3. Formål og indhold

3.1. Som allerede anført i punkt 1.3, siger Kommissionen, at betalingsmidlerne er tæt forbundet med den elektroniske handel, ligesom den understreger, at sikre, gennemsigtige betalingssystemer blandt andet vil lette overgangen til den fælles valuta. I den forbindelse minder ØSU om, at det i sin udtalelse om »Grønbog om de praktiske foranstaltninger i forbindelse med indførelse af den fælles valuta« (), gjorde opmærksom på, at »brug af kort er en løsning, der i enkelthed og fleksibilitet overgår alle andre betalingsformer«, og opfordrede Kommissionen til at fremme anvendelsen af kort. Den opfordring gælder stadig, for man bør undgå, at administrative omkostninger og/eller byrder afholder forbrugeren fra at anvende disse produkter.

3.2. Kommissionen peger derefter på fire hovedindsatsområder inden for de elektroniske betalingssystemer: 1) fastlæggelse af overvågningsramme for udstederne 2) fremme af forbrugernes tillid 3) fastsættelse af klare konkurrenceregler samt 4) forbedring af sikkerheden og bekæmpelse af misbrug. Område 2) fremme af forbrugernes tillid, behandles mere indgående i den henstilling, der indgår i meddelelsen; de andre er omfattet af kortfristede programmer, der tjener som supplement til regelrammen for betalingssystemerne, så længe den igangværende eller fremtidige udvikling ikke nødvendiggør en revision.

3.3. På område 1) drejer det sig om at fastlægge passende overvågningsrammer for udstedelsen af elektroniske penge, således at det sikres, at udstederne er solide og stabile. Der vil blive fremlagt et direktivforslag herom inden udgangen af 1997. ØSU ønsker ikke at gå nærmere ind i denne sag, i hvert fald ikke før indholdet af direktivforslaget er kendt. ØSU ser det imidlertid som sin pligt allerede på nuværende tidspunkt at understrege, at direktivets grundtanke bør være, at forbrugerbeskyttelsen på dette område bør sættes højere end ethvert andet hensyn. Der er ubegrænset tillid til de statsudstedte penge, og det bør der også være til de elektroniske eller virtuelle pengeprodukter. Udstedernes soliditet, deres evne til at honorere deres forpligtelser over for såvel forbrugerne som betalingsmodtagerne, og tilsynets effektivitet bør på ingen måde kunne drages i tvivl.

3.4. På hovedområde 2) handler det om at klarlægge anvendelsen af EU's konkurrenceregler for at opnå en rimelig balance mellem kompatibilitet og sund og stærk konkurrence. De forskellige betalingsmidlers kompatibilitet afhænger af deres indbyrdes tekniske og operative kompatibilitet, som igen afhænger af aftaler operatørerne imellem. Kommissionen vil i løbet af 1998 udsende en konkurrencemeddelelse, som skal tjene som vejledning for de finansielle institutioner, betalingsmodtagerne og forbrugerne. ØSU henleder opmærksomheden på traktatens artikel 85, stk. 3, der især på dette område bør være rettesnor for valg af indfaldsvinkel. Enhver aftale bør vurderes ud fra de fordele, den frembyder for markedet, det være sig i form af tekniske fremskridt eller lavere omkostninger og bedre forbrugerbeskyttelse.

3.5. På indsatsområde 3) handler det om, hvilke midler der skal sættes ind for at mindske risikoen for misbrug og forfalskning og for at forbedre sikkerheden. Kommissionen understreger, at det er nødvendigt, at de elektroniske betalingsmidler er så sikre som muligt. Der er ikke behov for incitamenter i denne forbindelse, eftersom problemet med misbrug i forvejen er det, der optager udstederne mest. Til trods for massive investeringer i forskning og praktiske løsninger, hvilket fremgår af regnskaberne, beløber udstedernes tab sig hvert år til flere hundrede millioner dollars. Løsningen må derfor søges andetsteds, men udstederne skal fortsat være på vagt.

3.6. ØSU har tidligere udtalt sig om dette spørgsmål: den indbyggede sikkerhed begrænses af kravet om, at den skal stå i rimeligt forhold til omkostningerne, og af det faktum, at de kriminelle organisationer har omfattende midler til rådighed til at omgå sikkerhedsforanstaltningerne. De kriminelle organisationers mål er nemlig ikke alene at drage fordel af svindel, men også at hvidvaske penge, der stammer fra ulovlige aktiviteter. Man skal følgelig ikke forsøge at forbedre den indbyggede sikkerhed - der allerede er tilfredsstillende - men snarere at bekæmpe den organiserede kriminalitet.

3.7. ØSU understregede i sin udtalelse om »Grønbog om de praktiske foranstaltninger i forbindelse med indførelse af den fælles valuta« (), at der var behov for at anvende »en helt ny fremgangsmåde« i forbindelse med bedrageri med penge og alternative betalingsmidler: i kampen mod falskneri eller bedrager skal man sætte direkte ind over for den organiserede kriminalitet. Emnet og opfordringen til Kommissionen har været gentaget i en senere udtalelse ().

3.8. Det Europæiske Råd i Amsterdam vedtog en handlingsplan mod den organiserede kriminalitet (), hvori den opfordrede Kommissionen og Rådet til at undersøge og løse problemet med misbrug og forfalskning af alle betalingsmidler, herunder elektroniske betalingsmidler (), inden udgangen af 1998. ØSU konstaterer med tilfredshed, at Rådet har valgt at følge den strategi, ØSU har foreslået, men kan ikke forstå, at det skulle kræve hele halvandet år blot at udarbejde et udkast til forslag. Kommissionen har accepteret Rådets opfordring og sagt, at »den vil vurdere behovet for eventuelle initiativer på dette område«. Denne forsigtige tone stemmer ikke overens med det åbenlyse - og presserende - behov for en passende lovgivning.

3.9. Endelig oplyser Kommissionen, at den vil overveje muligheden for at revidere en tidligere henstilling (), der fortrinsvis handler om forholdet mellem indehavere af elektroniske betalingsmidler og betalingsmodtagere. Det kan rent faktisk blive nødvendigt at foretage en revision i lyset af den seneste udvikling og forventningerne til den fremtidige udvikling.

4. Retningslinjer for udstedere og brugere

4.1. Kommissionen anser det for nødvendigt at revidere 1988-henstillingen for at tage højde for den nye situation. Revisionen skal sigte på at fremme forbrugerens tillid til de elektroniske betalingsmidler gennem en rimelig ansvarsfordeling mellem udstederne og brugerne. Set med forbrugernes øjne drejer de vigtigste spørgsmål sig om ansvar i tilfælde af tab eller tyveri, om bevisbyrde samt om tilstrækkelig kundeinformation og klagemuligheder.

4.2. Kommissionen minder dernæst om, at der siden 1988 er blevet udviklet en fuldstændig ny generation af »elektroniske betalingsmidler«, dvs. forudbetalte kort og elektronisk lagrede værdienheder i en computer. Det bemærkes imidlertid også, at det på dette relativt tidlige tidspunkt i produktudviklingen er vigtigt »at undgå, at der indføres strenge administrative krav«, for ikke at hæmme udviklingen og hindre innovation. 1988-henstillingen (der allerede omfattede de traditionelle og elektroniske betalingskort, homebanking og telebankforretninger (der ikke er udtrykkeligt nævnt)) er således blevet udvidet med genopladelige elektroniske betalingsmidler med mulighed for adgang til kontoen, hvilket på nuværende tidspunkt i praksis vil sige de forudbetalte bankudstedte betalingskort. Henstillingen omfatter således ikke de forudbetalte, ikke-genopladelige engangskort, som fx telekort, kort til betaling af motorvejsafgift, osv.

4.3. Skønt Kommissionen siger, at det er nødvendigt at undgå at hæmme udviklingen af de forudbetalte kort med indførelse af strenge administrative krav, har den alligevel ønsket kun at lade bestemmelserne gælde de forhold, der berører forbrugeren direkte, herunder især den forudgående kundeinformation, visse (begrænsede) forpligtelser i medfør af udstederens ansvar og klageprocedurerne. Endvidere opfordres udstederne til frivilligt at følge selv de bestemmelser, de er undtaget fra.

4.4. ØSU bifalder den indfaldsvinkel, der er beskrevet i punkt 4.2 og 4.3. ØSU mener imidlertid, at forbrugerne har en vis interesse i at få en nærmere forklaring på, hvilke bevæggrunde - ud over de oplyste - der ligger til grund for, at henstillingen ikke omfatter forudbetalte, ikke-genopladelige kort. Disse kort er meget udbredte blandt forbrugerne. De er kendetegnet ved, at de har en lav enhedspris, hvilket gør tab eller tyveri økonomisk overkommeligt, og brugeranonymitet, at de kan overdrages (der kræves ikke pinkode) og er billige i drift, hvilket skyldes, at der anvendes offline-udstyr. Til trods for risikoen for visse ulemper (som fx afmagnetisering af magnetstrimlen) og visse former for misbrug (fx kortets udløbsdato og manglende refusionsmulighed) har Kommissionen øjensynlig ment, at der som følge af dette betalingsmiddels anvendelighed og de relativt beskedne beløb, der er på spil, ikke er behov for regulering af området.

4.5. ØSU accepterer denne holdning, men beder de europæiske og nationale myndigheder samt forbrugerorganisationerne om at holde øje med, at eventuelle ulemper og tilfælde af misbrug afhjælpes fra sag til sag. ØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at holde øje med markedsudviklingen og til rettidigt at afgøre, om det er nødvendigt at foretage lovindgreb.

4.6. I slutningen af meddelelsen opfordrer Kommissionen udstederne til inden den 31. december 1998 at følge bestemmelserne i den nye henstilling, og medlemsstaterne til at sikre, at der findes fyldestgørende midler til behandling af tvister mellem en udsteder og brugerne. Henstillingen (artikel 10 og 11 - se endvidere punkt 5.13) anlægger imidlertid en anden indfaldsvinkel.

5. Henstillingen

5.1. Da Kommissionen har vedtaget henstillingen den 30. juli 1997 (), vil ØSU kun berøre de problemer, som efter dets mening bør tages op igen ved en eventuel fremtidig revision. Det er desuden især de nye produkter i henstillingen, dvs. de elektroniske pengeprodukter, der behandles i det følgende.

5.2. Artikel 1, stk. 1, litra a)

Hvori det hedder, at henstillingen finder anvendelse på »pengeoverførsler med elektroniske betalingsmidler, bortset fra pengeoverførsler, som finansielle institutioner giver ordrer til og gennemfører«. De overførsler, som dermed udelukkes, er åbenbart bankoverførsler, hvoraf overførsler mellem EU-lande er omfattet af et særligt direktiv. Derimod kunne denne bestemmelse godt omfatte overførsler til egen bankkonto, som en kontoindehaver selv giver instrukser om ad elektronisk vej. ØSU mener, at definitionen af henstillingens anvendelsesområde ikke er tilstrækkelig klar.

5.3. Ifølge ovennævnte definition omfatter henstillingen alle pengeoverførsler med enhver form for elektronisk betalingsmiddel: betalingskort, forudbetalte kort, homebanking og telebankforretninger. Følgelig må de føromtalte bankoverførsler (jf. foregående punkt) være udelukket fra henstillingen, eftersom der er tale om ikke effektuerede betalingsordrer. Sådanne transaktioner er i øvrigt dækket af direktivet om kreditoverførsler. Dette spørgsmål bør dog afklares bedre for at undgå fortolkningsproblemer.

5.4. ØSU henleder desuden opmærksomheden på den manglende konsekvens i formuleringen og indholdet af artikel 1. Ifølge henstillingens titel (»Kommissionens henstilling om transaktioner med elektroniske betalingsmidler«) vedrører den udelukkende pengeoverførsler med elektroniske betalingsmidler. Ikke desto mindre anføres det i tredje betragtning, at ikke-elektroniske betalinger med et betalingskort er omfattet. Dog henvises der hverken i artikel 1 eller i de øvrige bestemmelser til andre end elektroniske transaktioner. Derfor er det ikke klart, om kontantbetalinger er omfattet af den nye eller den foregående henstilling 88/590/EØF.

5.5. Kommissionen har efterfølgende oplyst, at den nye henstilling erstatter ovennævnte henstilling 88/590/EØF, hvilket ØSU tager til efterretning. ØSU gør imidlertid opmærksom på, at i givet fald er den manglende konsekvens udtryk for en alvorlig forglemmelse. Med lidt god vilje kan teksten fortolkes sådan, at betalingskort med kontoadgang er omfattet implicit. Ud fra definitionerne i artikel 2, litra a) og b), kan artikel 1, stk. 1, dog kun forstås sådan, at den ikke omfatter de traditionelle ikke-bankudstedte kort, som ikke har »kontoadgang«, og ej heller de elektroniske og ikke-elektroniske kort, der er udstedt af en handelsorganisation. I sidstnævnte tilfælde betragtes eventuelle forudbetalinger fra kundens side som et »indskud« og ikke en »konto« i ordets tekniske forstand.

5.5.1. Konklusionen på ovenstående betragtninger er, at definitionen af henstillingens anvendelsesområde bør revideres snarest muligt, således at man kan få dækket de »huller«, der er blevet skabt ufrivilligt. Henstillingen bør i realiteten omfatte alle elektroniske og ikke-elektroniske betalingsmidler uanset udstederen (men man bør fastholde begrænsningen i tredje »betragtnings« sidste punktum og undtagelserne i artikel 1, stk. 2). Hvis dette er Kommissionens hensigt, er der behov for en anderledes og mere klar formulering af artikel 1, stk. 1.

5.6. Artikel 1, stk. 2

Som undtagelse fra stk. 1 nævnes en række bestemmelser, som ikke finder anvendelse på elektroniske pengeinstrumenter (forudbetalte kort):

- artikel 4, stk. 1: udstederen har pligt til at give indehaveren oplysninger om de gennemførte transaktioner;

- artikel 5, litra b), andet og tredje led: indehaveren har pligt til at anmelde transaktioner, som vedkommende ikke har givet tilladelse til, samt fejl og uregelmæssigheder;

- artikel 6: indehaverens ansvar, herunder en »selvrisiko« på 150 ecu;

- artikel 7, stk. 2, litra c), d) og e), første led: udstederen har pligt til at føre opgørelser over transaktionerne og har bevisbyrden;

- artikel 8, stk. 1, 2 og 3: udstederen har ansvaret for transaktioner, der ikke gennemføres eller gennemføres mangelfuldt;

- artikel 9, stk. 2: udstederen har pligt til at træffe alle rimelige foranstaltninger for at standse yderligere brug af det elektroniske betalingsmiddel, hvis det går tabt, stjæles eller bruges svigagtigt.

5.6.1. Ud fra den måde, de elektroniske pengeinstrumenter fungerer på, finder ØSU den foreliggende henstilling acceptabel ud fra en realistisk betragtning, dog med nedenstående forbehold (punkt 5.11).

5.7. Det sidste punktum i artikel 1, stk. 2, kan i øvrigt give anledning til forvirring. Det fastsættes her, at henstillingen »anvendes i sin helhed i tilfælde, hvor elektroniske pengeinstrumenter [dvs. forudbetalte kort] anvendes til at oplade (og tømme) værdienheder gennem fjernadgang til indehaverens konto«. Hele stk. 2 omhandler kun ét betalingsmiddel, nemlig forudbetalte kort, som altid er knyttet til en konto. Dette betalingsmiddel undtages i første del af stk. 2 fra visse krav (jf. punkt 5.6), hvorefter det i anden del af stk. 2 fastsættes, at det er omfattet af henstillingen. Der er således en åbenbar selvmodsigelse, men den må nok tilskrives en forkert formulering.

5.8. Kommissionen tager udtrykkeligt udgangspunkt i behovet for beskyttelse af kontoadgangen (jf. tredje betragtning i henstillingen). Som påpeget i punkt 2.3 er der kun forbindelse til kontoen, når kortet oplades (eller tømmes), mens der ikke er kontoadgang ved efterfølgende anvendelse. I denne henseende fungerer kortet som alle andre forudbetalte kort, hvadenten der er tale om bankudstedte kort, telekort osv. Ovenstående indfaldsvinkel følges i henstillingen, hvilket ØSU bifalder.

5.9. Artikel 4, stk. 2

Denne artikel fastsætter, at udstederen af forudbetalte kort skal give indehaveren mulighed for at kontrollere de sidste fem transaktioner samt restsaldoen på kortet. Medens kravet om at anføre restsaldoen ikke frembyder problemer, er kravet om at oplyse de sidste fem transaktioner teknisk umuligt for størstedelen af disse kort, idet de anvendes på offlineterminaler og uden pinkode. ØSU foreslår, at stk. 2 gives et mere realistisk indhold, således at kravene kun skal opfyldes, hvis systemet gør det teknisk muligt. Sådanne systemer findes allerede, og andre er under udvikling. De nye systemer er mere avancerede og er sandsynligvis dyrere i drift, men har den konkurrencemæssige fordel, at de giver forbrugerne en valgmulighed.

5.10. Artikel 5, litra b)

I første led fastsættes det, at indehaveren af et elektronisk betalingsmiddel eller en pinkode omgående skal give udstederen besked i tilfælde af tyveri eller tab, men de forudbetalte kort (»e-penge«) fritages fra bestemmelserne i andet og tredje led, som omhandler anmeldelse af transaktioner, indehaveren ikke har givet tilladelse til, samt anmeldelse af fejl og uregelmæssigheder i bogføringen. Der tages således hensyn til de forudbetalte korts tekniske karakteristika, hvilket viser, at det er nødvendigt at omformulere sidste punktum i artikel 1, stk. 2 (se punkt 5.7).

5.11. Artikel 6

Denne artikel fastsætter ligesom i den foregående henstilling regler for indehaverens ansvar i tilfælde af tab eller tyveri af et elektronisk betalingsmiddel. Disse bestemmelser vedrører ikke forudbetalte kort. Denne undtagelse betyder i praksis, at forbrugeren har en vis selvrisiko ved tab eller tyveri. I betragtning af kortets beskedne maksimale beløbsgrænse er tabet i værste fald begrænset til kortets restsaldo, dvs. normalt mindre end 150 ecu. Forbrugeren er dog i henhold til artikel 7 og 8 beskyttet mod eventuelle forsøg på at oplade kortet via indehaverens konto. Kort sagt er der fordele ved de forudbetalte kort, men også mulige ulemper. Derfor skal forbrugeren have klar skriftlig information om reglerne.

5.12. Artikel 8, stk. 4

Denne artikel, der specielt omhandler forudbetalte kort, fastsætter, at udstederen er ansvarlig for tab af restsaldoen eller mangelfuld effektuering af en transaktion. Dette krav er umuligt at opfylde for de i dag mest udbredte korttyper, der anvendes på offline-udstyr uden pinkode, men visse systemer gør det dog teknisk muligt at opfylde dette krav (se punkt 5.9).

5.12.1. Af ovenstående betragtninger kan der efter ØSU's opfattelse drages den konklusion, at der er behov for fastsætte en øvre grænse for, hvor stort et beløb man kan genoplade et forudbetalt kort med, så man undgår, at ejeren lider et alvorligt økonomisk tab, hvis kortet går tabt. Grænsen på 150 ecu, der hidtil har været anset for »et relativt beskedent tab« for forbrugeren, bør seriøst genovervejes. Man bør endvidere være opmærksom på, at de elektroniske betalingsmidler i kraft af muligheden for at overføre beløb fra det ene kort til det andet uden anden mellemkomst er et oplagt middel til at hvidvaske sorte penge. Et loft for det genopladelige beløb ville forhindre denne ulovlige praksis. Det krimimalpræventive aspekt er ligesom forbrugerbeskyttelsesaspektet et vægtigt argument for at indføre et sådant loft.

5.13. Artikel 11

I modsætning til, hvad der siges i meddelelsen (se punkt 4.6), er henstillingen rettet til medlemsstaterne med opfordring om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at udstederne af elektroniske betalingsmidler følger henstillingen. ØSU advarer Kommissionen mod en sådan fremgangsmåde, der kan føre til uensartede løsninger i de forskellige medlemsstater, hvilket ikke er usandsynligt i betragtning af de ikke ubetydelige fortolkningsproblemer.

5.14. ØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på, at det intet sted i hverken meddelelsen eller henstillingen klart siges, om den foregående henstilling 88/590/EØF fortsat er gældende for ikke-elektroniske betalingsmidler, der overhovedet ikke nævnes i den foreliggende henstilling.

5.15. ØSU påpeger endelig, at henstillingen er baseret på en klassificering: elektroniske betalingsmidler, fjernbetalingsmidler, e-pengeprodukter. De eksisterende produkter er til tider vanskelige at klassificere, og da de hver har deres særlige karakteristika, er det nødvendigt at operere med utallige sondringer, undtagelser og tilføjelser, hvilket gør det vanskeligt at finde rundt i den fælles regulering. Efter ØSU's mening ville det måske være en god idé at udforme en mere sammenhængende og klar regulering for hele området, som tager højde for de enkelte betalingsmidlers særpræg og indeholder særskilte bestemmelser for det enkelte betalingsmiddel. Eftersom hvert betalingsmiddel har et navn, ville det være bedre at anvende dette. Dermed ville bestemmelserne blive klarere især til gavn for forbrugerne, som har svært ved at forstå de tekniske betegnelser.

Bruxelles, den 28. januar 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() Se Kommissionens meddelelse »Den europæiske informations- og kommunikationsteknologisektors konkurrenceevne«, KOM(97) 152 endelig udg. af 16. april 1997. ØSU's udtalelse, EFT C 19 af 21.1.1998, s. 1.

() KOM(97) 157 af 16. april 1997, EFT L 208 af 2.8.1997, punkt 47-49, ØSU's udtalelse af 29. oktober 1997, EFT C 19 af 21.1.1998.

() Se meddelelse, der er omtalt i fodnote 1, samt meddelelsen, der er omtalt i punkt 1.3, resumé, punkt II.

() Kommissionens henstilling 88/590/EØF af 17. november 1988 om betalingssystemer, herunder navnlig om forholdet mellem kortindehaver og kortudsteder, EFT L 317 af 24.11.1988.

() »Trumf i det europæiske spil: de nye betalingskort«, KOM(86) 754 af 12. januar 1987.

() »Homebanking«: adgang til konto via PC-terminal (eller Minitel i Frankrig). »Telebankforretninger«: adgang via telefon.

() KOM(97) 353 Fremme af forbrugernes tillid til elektroniske betalingsmidler inden for det indre marked.

() 1. og 2. bankdirektiv, EØF/77/780 og EØF/89/646.

() Udtalelse af 26. oktober 1995, punkt 5.4.3.3, EFT C 18 af 22.1.1996.

() Udtalelse af 26. oktober 1995, punkt 7.11 til 7.14, EFT C 18 af 22.1.1996.

() Punkt 5.2.1 til 5.2.5 i ØSU's udtalelse om »Markedskonsekvenserne af den lovgivning og regulering, der er nødvendig for overgangen til den fælles valuta« af 31. oktober 1996, EFT C 56 af 24.2.1997.

() EFT C 97 af 28.4.1997, EFT C 251 af 15.8.1997.

() EGT C 97 af 28.4.1997, EFT C 251 af 15.8.1997, kap. VI.

() Kommissionens henstilling 87/598/EØF af 8. december 1987 om en europæisk adfærdskodeks for elektronisk betaling (forbindelserne mellem penge- og finansieringsinstitutter og handlende/-tjenesteydere samt forbrugere), EFT L 365 af 24.12.1987.

() EFT L 208 af 2.8.1997.