This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 51997PC0588
Proposal for a Council Decision providing supplementary macro-financial assistance for Ukraine
Forslag til Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine
Forslag til Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine
/* KOM/97/0588 endelig udg. - CNS 97/0312 */
EFT C 386 af 20.12.1997, pp. 10–11
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Forslag til Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine /* KOM/97/0588 endelig udg. - CNS 97/0312 */
EF-Tidende nr. C 386 af 20/12/1997 s. 0010
Forslag til Rådets afgørelse om supplerende makrofinansiel bistand til Ukraine (97/C 386/06) KOM(97) 588 endelig udg. - 97/0312(CNS) (Forelagt af Kommissionen den 12. november 1997) RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 235, under henvisning til forslag fra Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet, og ud fra følgende betragtninger: Kommissionen har konsulteret Det Monetære Udvalg forud for fremsættelsen af sit forslag; Ukraine har iværksat fundamentale politiske og økonomiske reformer og gør betydelige bestræbelser på at indføre en markedsøkonomisk model; Ukraine og De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater har undertegnet en partnerskabs- og samarbejdsaftale, der vil bidrage til udviklingen af fuldt udbyggede samarbejdsforbindelser; de ukrainske myndigheder har anmodet om finansiel bistand fra de internationale finansielle institutioner, Fællesskabet og andre bilaterale donorer; Ukraine har med Den Internationale Valutafond (IMF) aftalt et makroøkonomisk program for perioden fra juli 1997 til juni 1998, som understøttes af et »standby-arrangement« på omkring 542 mio. US$; desuden forventes Verdensbanken i 1997 og 1998 at yde politikbaserede lån til Ukraine på henholdsvis ca. 500 mio US$ og ca. 700 mio. US$; ud over det beløb, der skønnes at kunne tilvejebringes via IMF og Verdensbanken, og efter fradrag af endnu ikke udbetalt bistand, som bilaterale donorer har givet tilsagn om som led i tidligere programmer, vil der fortsat være et finansieringsbehov på 765 mio. US$, der skal dækkes i programperioden for at støtte gennemførelsen af målsætningerne i regeringens reformbestræbelser; der forventes også supplerende bidrag fra USA og Japan og andre bilaterale donorer; ved afgørelse 94/940/EF (1) og 94/442/EF (2) godkendte Rådet en makrofinansiel bistand til Ukraine på op til i alt 285 mio. ECU til støtte for tidligere makroøkonomiske programmer; det er imidlertid nødvendigt at tilvejebringe yderligere officiel støtte som led i det aktuelle program for at afhjælpe betalingsbalancesituationen, konsolidere reservestillingen og fremme den nødvendige strukturtilpasning i landet; de ukrainske myndigheder har givet tilsagn om hurtigt at gå videre med implementeringen af planen for lukning af Tjernobyl-atomkraftværket i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der støttes af G7-landegruppen og Den Europæiske Union; Fællesskabets ydelse af et langfristet lån til Ukraine er en passende foranstaltning til at lette landets finansielle bindinger over for udlandet; Fællesskabets lån bør forvaltes af Kommissionen; traktaten indeholder ikke anden hjemmel til vedtagelse af denne afgørelse end artikel 235 - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 1. Fællesskabet yder Ukraine en langfristet lånefacilitet på højst 150 mio. ECU i hovedstol og med en maksimal løbetid på ti år med henblik på at sikre en holdbar betalingsbalancesituation, styrke reservestillingen og lette gennemførelsen af de nødvendige strukturreformer. 2. Til dette formål bemyndiges Kommissionen til på Fællesskabets vegne at låne de nødvendige midler, som stilles til rådighed for Ukraine i form af et lån. 3. Dette lån forvaltes af Kommissionen i nært samråd med Det Monetære Udvalg og på en måde, der er i overensstemmelse med enhver aftale mellem IMF og Ukraine. Artikel 2 1. Kommissionen bemyndiges til, efter samråd med Det Monetære Udvalg, af aftale de økonomisk-politiske betingelser knyttet til lånet med de ukrainske myndigheder. Disse betingelser skal være i overensstemmelse med de aftaler, der er nævnt i artikel 1, stk. 3. 2. Kommissionen kontrollerer med regelmæssige mellemrum i samarbejde med Det Monetære Udvalg og i snæver koordination med IMF, at den økonomiske politik i Ukraine er i overensstemmelse med formålene med lånet, og at lånebetingelserne overholdes. Artikel 3 1. Lånet stilles til rådighed for Ukraine i mindst to rater. Med forbehold af artikel 2 frigives den første rate på grundlag af tilfredsstillende resultater med det makroøkonomiske program, som Ukraine allerede har aftalt med IMF som led i det nuværende »standby-arrangement« eller aftaler med IMF som led i et nyt og mere omfattende lånearrangement. 2. Med forbehold af artikel 2 frigives den eller de efterfølgende rater på grundlag af en tilfredsstillende fortsættelse af de i stk. 1 nævnte arrangementer og tidligst tre måneder efter frigivelsen af den forudgående rate. 3. Midlerne udbetales til Ukraines nationalbank. Artikel 4 1. De lånoptagelses- og långivningstransaktioner, der er nævnt i artikel 1, gennemføres med samme valørdato og må for Fællesskabet ikke medføre omlægning af forfaldstiden, valutakurs- og renterisici eller andre kommercielle risici. 2. Kommissionen skal, hvis Ukraine ønsker det, træffe de nødvendige foranstaltninger til at indføje en klausul om førtidig tilbagebetaling i lånebetingelserne og til, at en sådan klausul kan anvendes. 3. Giver omstændighederne mulighed for en forbedring af renten på lånene, kan Kommissionen på Ukraines anmodning helt eller delvist refinansiere sine oprindelige lånoptagelser eller omlægge de hertil svarende finansielle betingelser. En sådan refinansiering eller omlægning gennemføres på de betingelser, der er fastsat i stk. 1, og må ikke resultere i en forlængelse af den gennemsnitlige løbetid for de af transaktionerne berørte lån eller i en forhøjelse af restgælden, udtrykt i løbende valutakurs, på datoen for disse transaktioner. 4. Ukraine bærer alle de omkostninger, som Fællesskabet afholder i forbindelse med indgåelse og gennemførelse af transaktioner i henhold til denne afgørelse. 5. Det Monetære Udvalg underrettes mindst én gang om året om udviklingen i de transaktioner, der er omhandlet i stk. 2 og 3. Artikel 5 Kommissionen sender mindst én gang om året Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, der indeholder en vurdering af gennemførelsen af denne afgørelse. (1) EFT L 366 af 31. 12. 1994, s. 32. (2) EFT L 258 af 28. 10. 1995, s. 63.