Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51997AC0772

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Fællesskabets nuværende og foreslåede rolle i bekæmpelsen af tobaksforbruget«

    EFT C 296 af 29.9.1997, p. 32–36 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    51997AC0772

    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Fællesskabets nuværende og foreslåede rolle i bekæmpelsen af tobaksforbruget«

    EF-Tidende nr. C 296 af 29/09/1997 s. 0032


    Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om Fællesskabets nuværende og foreslåede rolle i bekæmpelsen af tobaksforbruget« (97/C 296/08)

    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 23. december 1996 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

    Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Miljø-, Sundheds- og Forbrugerspørgsmål, som udpegede Christoph Fuchs til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 3. juni 1997.

    Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 347. plenarforsamling af 9. og 10. juli 1997, mødet den 9. juli 1997, med 86 stemmer for, 44 imod og 13 hverken for eller imod følgende udtalelse.

    1. Indledning

    1.1. Kommissionen peger på en række muligheder for yderligere EU- og nationale foranstaltninger til bekæmpelse af tobaksforbruget med det formål at begrænse rygningens skadelige virkninger på folkesundheden og de europæiske borgeres helbred. Meddelelsen indeholder endvidere en oversigt over de eksisterende EU-foranstaltninger og -bestemmelser til bekæmpelse af rygning. På grundlag af reaktionerne på den foreliggende meddelelse vil Kommissionen overveje, om det er nødvendigt at foreslå specifikke foranstaltninger på området.

    1.2. Kommissionen begrunder behovet for yderligere foranstaltninger med, at det fremskridt, der er gjort i retning af at begrænse rygningens udbredelse i EU, har været skuffende. Mere end 40 % af befolkningen ryger fortsat, og antallet af dødsfald på grund af rygning må forventes at stige betydeligt i de kommende tiår. I meddelelsen fremhæves det især, at der er behov for målrettede foranstaltninger, som sigter på en række særligt sårbare grupper, f.eks. kvinder, unge, personer med en svag økonomisk og social baggrund samt ikke-rygere.

    1.3. De potentielle indsatsområder, Kommissionen foreslår, bygger på en række eksisterende EF-initiativer, f.eks. programmet »Europa mod kræft«, som dækker perioden 1996-2000, og forskellige direktiver, herunder direktiverne om forbud mod fjernsynsreklamer for tobaksvarer, om advarsler om sundhedsrisikoen på emballagen, om forbud mod markedsføring af visse typer af tobak, der indtages oralt, og om det maksimalt tilladte tjæreindhold i cigaretter. Meddelelsen, som er Kommissionens reaktion på en nylig rådsresolution om begrænsning af rygning i Den Europæiske Union, støtter sig delvist på de henstillinger, der er fremsat af Udvalget af Kræftspecialister på Højt Plan under programmet »Europa mod kræft«.

    1.4. De potentielle foranstaltninger dækker et bredt spektrum af områder, herunder:

    - sundhedsundervisning og oplysningskampagner;

    - dataindsamling og epidemiologiske undersøgelser;

    - cigaretters indhold (tjære, nikotin, tilsætningsstoffer);

    - mærkning;

    - beskatning og detailhandelspriser;

    - salgsvilkår og reklame;

    - passiv rygning;

    - samarbejde med tredjelande og internationale organisationer.

    1.5. Kommissionen opdeler de potentielle foranstaltninger i to hovedgrupper: foranstaltninger, som EU selv kan foreslå og gennemføre, og foranstaltninger, hvor Kommissionen af hensyn til subsidiaritetsprincippet og bestemmelserne i traktatens artikel 129 kun kan spille en koordinerende rolle.

    2. Generelle bemærkninger

    2.1. ØSU bifalder, at Kommissionen agter at væbne sig stærkere i kampen mod rygning.

    2.2. ØSU lægger stor vægt på de henstillinger vedrørende folkesundheden i EU, som Udvalget af Kræftspecialister på Højt Plan vedtog den 2. oktober 1996, og som er gengivet i bilaget til meddelelsen.

    2.3. ØSU understreger, at information, oplysning og sundhedsundervisning spiller en central rolle, når det gælder om at forebygge rygning blandt børn og unge. En af hovedforanstaltningerne i EU's indsats bør rettes mod disse målgrupper, da rygning for det meste begynder i puberteten eller endog tidligere, og da der er en forbindelse mellem tidlig rygestart og langvarig tobaksafhængighed. Også gravide kvinder bør nyde særlig beskyttelse.

    2.4. ØSU erkender dog tobakssektorens samfundsøkonomiske, især beskæftigelsesmæssige betydning. ØSU understreger, at der inden for landbrugssektoren ikke er nogen muligheder for en rentabel omstilling for råtobaksproducenter. Dette problem må derfor undersøges med særlig opmærksomhed, f.eks. ved at undersøge potentielle foranstaltninger, der giver konkrete, egnede muligheder for omstilling til andre landbrugsproduktioner eller tilvejebringer de fornødne forudsætninger for beskæftigelse uden for landbruget. I tråd med ØSU's tidligere udtalelser må det under alle omstændigheder understreges, at det er nødvendigt at foretage en systematisk, løbende evaluering af de eksisterende og de foreslåede foranstaltninger, så det kan vurderes, hvor effektivt de bidrager til at mindske tobaksforbruget.

    2.5. Med hensyn til de foranstaltninger, der skal gennemføres, går ØSU ud fra det princip, at hvert enkelt menneske har ret til at indånde ren luft. Også rygere har i sagens natur lov til selv at bestemme, når blot de ikke udsætter andre for sundhedsrisici. Det drejer sig i denne sammenhæng ikke om at stemple rygerne, men om at forebygge rygning og ændre adfærden.

    2.6. ØSU er enig med Kommissionen i, at »Fællesskabet er vel anbragt for at fremme en bedre og mere sammenhængende generel strategi for at bekæmpe rygning.« ØSU er endvidere enig med Kommissionen i, at der ved fremtidige EU-foranstaltninger på folkesundhedsområdet skal tages hensyn til såvel subsidiaritets- som proportionalitetsprincippet.

    3. Særlige bemærkninger

    3.1. I forbindelse med cigaretters bestanddele foreslår Kommissionen, at man vurderer de potentielle skadevirkninger af tobaksvarernes tilsætningsstoffer, at man overvejer en yderligere reduktion af det maksimalt tilladte tjæreindhold (nu 15 mg og fra 31. december 1997 12 mg i henhold til Rådets direktiv nr. 90/239/EØF), og at man undersøger, om det ville være hensigtsmæssigt også at fastlægge et maksimalt nikotinindhold for cigaretter.

    En gradvis nedsættelse af det tilladte tjære- og nikotinindhold i tobak, således som det foreslås af Udvalget af Kræftspecialister på Højt Plan, bifaldes principielt, men indvirkningen på forbrugernes rygevaner og de sundhedsmæssige konsekvenser bør undersøges videnskabeligt.

    ØSU skal også påpege, at en nedsættelse af tjære- og nikotinindholdet i tobak muligvis kunne misbruges af industrien i reklameøjemed, idet f.eks. tobaksvarer markedsføres under betegnelsen »light«. En sådan bagatellisering kunne føre til øget tobaksforbrug.

    3.2. Det er forarbejdningsindustrien, der skal godtgøre, at eventuelle tilsætningsstoffer er uskadelige. Undersøgelser i USA tyder på, at man ved hjælp af tilsætningsstoffer tilstræber at øge nikotinens virkning og dermed rygernes afhængighed. Dette skal forbydes.

    3.3. I forbindelse med mærkningen foreslår Kommissionen, at det undersøges, om det inden for rammerne af de eksisterende mærkningsdirektiver 89/622/EØF og 92/41/EØF bør kræves, at pakningen forsynes med større og mere synlige advarsler om sundhedsrisikoen. ØSU støtter dette forslag og henstiller endvidere, at det undersøges, om der kan tages yderligere skridt for at sikre en detaljeret mærkning af tilsætningsstofferne i tobak, således som det f.eks. er tilfældet ved læge- og levnedsmidler.

    3.4. Kommissionen vil inden for rammerne af de eksisterende direktiver om beskatning af cigaretter og tobaksvarer opfordre til, at medlemsstaterne - og især de lande, hvor forbrugerpriserne for cigaretter ligger under EU-gennemsnittet - benytter det eksisterende spillerum til at forhøje afgifterne.

    ØSU hilser dette forslag velkomment, da et stort antal videnskabelige undersøgelser klart viser, at tobakkens tilgængelighed påvirker forbrugernes rygevaner. Ved at harmonisere forbrugerpriserne på tobaksvarer i opadgående retning kan man især afholde børn og unge fra at ryge, fordi de har begrænsede økonomiske midler til rådighed. Afgiftsprovenuet bør øremærkes til forebyggelse af rygning ved hjælp af oplysningskampagner og generelle sundhedsfremmende foranstaltninger, og ikke blot tilflyde det almindelige statsbudget. ØSU anbefaler, at denne afgiftsforhøjelse holdes uden for prisindekseringen, for så vidt den anvendes til indkomstkompenserende foranstaltninger, for at sikre, at den ikke får inflationære virkninger.

    I tilknytning til forslagene vedrørende afgiftsforhøjelser understreger ØSU, at også smugling af tobaksvarer må bekæmpes konsekvent.

    3.5. Det er bemærkelsesværdigt, at Kommissionen ikke fremlægger konkrete forslag om reklamer for tobaksvarer. Kommissionen omtaler end ikke sit ændrede forslag til Rådets direktiv om reklame for tobaksvarer (KOM(91) 111 endelig udg. - SYN 194) fra 1991, i henhold til hvilket enhver form for direkte og indirekte reklame for tobaksvarer (undtagen i tobaksforretninger) skulle forbydes.

    I sin udtalelse af 23. september 1992 () understreger ØSU, at den europæiske tobaksindustri bør have lejlighed til selv at udarbejde bindende foranstaltninger, hvorved både direkte og indirekte reklame underlægges selvregulering. Da selvreguleringen i de fleste tilfælde ikke har været tilstrækkelig, tilslutter ØSU sig henstillingen fra Udvalget af Kræftspecialister om, at tobaksreklamer forbydes, bl.a. fordi tobaksreklamer er medvirkende til, at børn og unge begynder at ryge.

    3.6. Nogle af Kommissionens forslag vedrører rygning i offentlige bygninger og på arbejdspladsen. Disse forslag, herunder opfordringen til at behandle spørgsmålet om beskyttelse af ikke-rygere inden for rammerne af aftalen om socialpolitikken, fortjener særlig opmærksomhed, da ikke-rygere uanset rygernes ret til at ryge må have ret til at indånde en luft, der er så lidt forurenet som muligt. Forurenende stoffer som asbest og benzen skal ifølge lovgivningen begrænses til det lavest mulige niveau. Det lavest mulige niveau for tobaksrøg er nul. For at beskytte ikke-rygernes rettigheder bør man træffe enhver foranstaltning til begrænsning af tobaksrøgen i den omgivende luft.

    ØSU henviser i den forbindelse til de positive erfaringer, visse medlemsstater (f.eks. Finland) har gjort med beskyttelse af ikke-rygere via lovgivningstiltag. I den forbindelse er det også vigtigt, at medlemsstaterne sørger for en konsekvent overholdelse af deres lovgivning (f.eks. om forbud mod rygning i offentlige bygninger). I den sammenhæng finder ØSU det desuden påkrævet, at arbejdsmarkedsparterne inddrages i forhandlinger om foranstaltninger vedrørende rygning i offentlige bygninger og på arbejdspladsen og om foranstaltningernes gennemførelse.

    3.7. I budgetåret 1995 udbetalte EU inden for rammerne af den fælles markedsordning for råtobak i alt 993 mio. ecu i form af præmier, og kun 1 % af dette beløb blev stillet til rådighed for forskning og oplysningsforanstaltninger (gennem EU's fond for forskning og oplysning om tobak). Kommissionen har foreslået, at den andel af præmierne, der afsættes til fonden for forskning og oplysning om tobak, forhøjes til 2 %.

    ØSU hilser dette forslag velkomment. Derudover opfordres Kommissionen til at undersøge mulighederne for at yde en selvstændig støtte til målrettede oplysnings- og undervisningsforanstaltninger.

    ØSU slår fortsat til lyd for en mærkbar forhøjelse af de midler, der står til rådighed til forebyggelse af rygning inden for rammerne af programmet »Europa mod kræft« (for indeværende kun 2 mio. ecu).

    3.8. Nikotinafhængighed bør i overensstemmelse med Kommissionens forslag og et stort antal videnskabelige publikationer klassificeres som klinisk afhængighed.

    3.9. Især børns og unges adgang til tobak bør fortsat begrænses, bl.a. ved at afskaffe frit tilgængelige cigaretautomater. ØSU anerkender i denne forbindelse, at en række medlemsstater har indført succesrige programmer, og opfordrer alle medlemsstater til at fortsætte udviklingen og indførelsen af sådanne programmer.

    Bruxelles, den 9. juli 1997.

    Tom JENKINS

    Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

    () EFT C 313 af 20. 11. 1992.

    BILAG til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

    Følgende ændringsforslag blev forkastet under forhandlingerne, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer:

    Punkt 1.2

    Det foreslås, at punkt 1.2 affattes således:

    »1.2. Kommissionen oplyser, at rygernes andel af befolkningen i EU har været for nedadgående i flere årtier, men at tendensen er blevet langsommere i de seneste år. Kommissionen konstaterer, at mere end 40 % af EU's befolkning fortsat ryger, og forudser, at de alvorligste sundhedsproblemer som følge af rygning vil tiltage betydeligt i de kommende årtier. Eurobarometer 41.0 viser et endnu større fald i antallet af rygere og hævder, at kun lidt over en tredjedel (35 %) af EU's borgere på over 15 år ryger. I meddelelsen fremhæves det især, at der er behov for målrettede foranstaltninger over for visse sårbare befolkningsgrupper, f.eks. kvinder, unge, personer med en svag økonomisk og social baggrund samt ikke-rygere.«

    Begrundelse

    De data, Kommissionen giver, afviger fra tallene fra Eurobarometer, der dog er et officielt organ under Kommissionen selv. Der bør derfor henvises til et bredere evalueringsgrundlag, f.eks. de forskellige elementer, der er indeholdt i publikationen om rygning i Europa af 21. september 1994, som Eurobarometer 41.0 har udarbejdet for direktoratet »Folkesundhed og sikkerhed på arbejdspladsen« under GD V/F/I.

    Afstemningsresultat

    For: 42, imod: 92, hverken for eller imod: 7.

    Punkt 2.5

    Punktet affattes således:

    »Efter ØSU's opfattelse bør de foreslåede foranstaltninger hvile på det princip, at hvert enkelt menneske har ret til at indånde ren luft. Det accepteres dog også, at rygere har ret til at ryge, sålænge de ikke bringer andre i fare eller generer dem. ØSU understreger den vigtige rolle, der tilkommer arbejdsmarkedets parter i forbindelse med fastlæggelsen af retningslinjer for rygning på arbejdspladsen. Det er ikke målet at stemple rygerne som personer, men at forsøge at fremme ikke-rygning inden for rammerne af de nationale kulturer og at skabe en holdningsændring.«

    Begrundelse

    I spørgsmål, der vedrører det enkelte menneske på arbejdspladsen, bør arbejdsmarkedets parter altid inddrages. Det er bedst, når de berørte personer selv kan nå til enighed.

    Afstemningsresultat

    For: 51, imod: 87, hverken for eller imod: 10.

    Punkt 3.5 - 2. afsnit

    Dette afsnit affattes således:

    »I sin udtalelse af 23. september 1992 afviste ØSU et forbud mod tobaksreklamer. ØSU ønskede at give den europæiske tobaksindustri mulighed for ved voldgift at udarbejde bindende foranstaltninger, hvorved både direkte og indirekte reklame skulle underlægges selvregulering og navnlig ikke måtte rettes mod unge og sport. Tobaksproducenterne skulle derfor afholde sig fra at bringe tobaksreklamer i blade, der hovedsageligt beskæftiger sig med sport eller læses af unge. Denne selvregulering har vist sig at fungere tilfredsstillende.

    Som en konsekvent politik og ligeledes de indhøstede erfaringer tilsiger, må ØSU derfor bekræfte sin udtalelse af 23. september 1992 og på ny afvise et reklameforbud som sådant.«

    Begrundelse

    Begrundelsen er allerede givet i selve ændringsforslaget.

    Afstemningsresultat

    For: 44, imod: 90, hverken for eller imod: 8.

    Punkt 3.8

    Det foreslås, at punkt 3.8 formuleres som følger:

    »3.8. ØSU noterer sig forslaget om, at nikotinafhængighed klassificeres som klinisk afhængighed, hvilket gør det muligt at behandle problemet gennem de relevante folkesundhedsprogrammer på fællesskabsplan. Allerede i udtalelsen af 29. maj 1991 fremhævede ØSU, at udtrykket "afhængighed" var for stærkt.«

    Begrundelse

    Det er legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er et hensigtsmæssigt skridt at omklassificere produkter, der markedsføres på lovlig vis, blot for at kunne behandle problemerne via fællesskabsprogrammer, der primært sigter mod illegale stoffer. ØSU har tidligere tilbagevist denne approach.

    Afstemningsresultat

    For: 49, imod: 71, hverken for eller imod: 5.

    Top