Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51996PC0610

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om fastlæggelse af Fællesskabets handlingsprogram "Europæisk volontørtjeneste for unge"

/* KOM/96/0610 endelig udg. - COD 96/0318 */

EFT C 302 af 3.10.1997, pp. 6–14 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51996PC0610

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om fastlæggelse af Fællesskabets handlingsprogram "Europæisk volontørtjeneste for unge" /* KOM/96/0610 ENDEL - COD 96/0318 */

EF-Tidende nr. C 302 af 03/10/1997 s. 0006


Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fastlæggelse af Fællesskabets handlingsprogram »Europæisk volontørtjeneste for unge« (97/C 302/04) KOM(96) 610 endelig udg. - 96/0318(COD)

(Forelagt af Kommissionen den 23. december 1996)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 126,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B, og

ud fra følgende betragtninger:

På Det Europæiske Råds møde i Essen (9.-10. december 1994) og Cannes (26.-27. juni 1995) understregedes nødvendigheden af at iværksætte nye aktioner for at fremme den sociale og erhvervsmæssige integration af unge i Europa;

i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Firenze (21.-22. juni 1996) fremhæves betydningen af at lette unges integrering i voksenlivet, og der udtrykkes i denne forbindelse interesse for idéen om en europæisk volontørtjeneste;

Rådet har opfordret Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger med henblik på at lette det tværnationale samarbejde om volontørtjenesten (1);

Rådet har i sin resolution af 5. oktober 1995 om samarbejdet med tredjelande på ungdomsområdet fremhævet, at samarbejdet med de tredjelande, med hvilke Fællesskabet har indgået associerings- og samarbejdsaftaler, bør intensiveres, bl.a. for så vidt angår volontørtjenesten (2);

Det Europæiske Råd anmodede på sit møde den 25. og 26. juni 1984 medlemsstaterne om at træffe de nødvendige foranstaltninger for at tilskynde unge til at deltage i projekter, som Fællesskabet gennemfører uden for sine grænser, og henstillede til medlemsstaterne at anerkende indførelsen af social beskyttelse for volontører, der arbejder med udviklingsprojekter, og afhjælpningen af mangler på dette område som et af målene for deres socialpolitik;

Parlamentet har også ved mange lejligheder udtrykt støtte til udviklingen af volontørtjenesten på fællesskabsplan, bl.a. i sin beslutning af 22. september 1995 om oprettelse af en europæisk civiltjeneste (3);

der findes forskellige former for volontørtjenesteordninger i flere medlemsstater, og en række ikke-statslige organisationer arbejder med sådanne ordninger;

til trods for disse erfaringer er det dog endnu begrænset, hvad der findes af tværnationale volontørtjenesteaktioner;

der skal skabes nye muligheder for at overføre og udnytte erfaringer og god praksis, og nye partnerskaber skal fremmes;

i januar 1996 lanceredes en pilotaktion, som fortsætter, bl.a. for at finde frem til, hvorledes en volontørtjeneste af lang varighed kan decentraliseres inden for rammerne af det fremtidige flerårige program; der er udarbejdet en første delrapport om iværksættelsen af denne aktion indeholdende de første resultater af pilotaktionen;

der er gennemført en uafhængig forudgående evaluering efter de principper, Kommissionen har opstillet for anden etape af programmet »SEM 2000« (»Sound and efficient management«) (4);

det er på grundlag af den første delrapport og den forudgående evaluering allerede nu muligt at fastlægge programmets retlige og økonomiske struktur samt rammerne for dets administrative styring; Kommissionen vil fuldt ud tage hensyn til pilotaktionens midtvejsresultater (anden rapport) og de endelige resultater, som vil foreligge, når aktionen er afsluttet, i de drøftelser, der vil finde sted som led i den fælles beslutningstagning vedrørende forslaget til afgørelse, og vil eventuelt foreslå ændringer til sit forslag, bl.a. for så vidt angår aktiviteterne i tredjelande;

en række retlige hindringer stiller sig i vejen for udviklingen af volontørtjenesten;

derfor opstilles der ved denne afgørelse en fællesskabsramme med henblik på at overvinde disse hindringer og lette udviklingen af en tværnational volontørtjeneste;

unge får ved at deltage i sådanne aktiviteter erfaringer, som de kan lære af, og som kan fremme deres integration i voksenlivet;

det vil være hensigtsmæssigt at styrke forbindelsen mellem aktioner, der gennemføres inden for rammerne af dette program, og aktioner, der udvikles som led i socialpolitikken, bl.a. de uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger for unge, der støttes af Den Europæiske Socialfond (mainstream og fællesskabsinitiativet Employment-Youthstart), samt aktioner vedrørende bekæmpelse af racisme og fremmedhad og samarbejde med tredjelande;

for at lette denne overgang til voksenlivet må der skabes komplementaritet mellem den europæiske volontørtjeneste og de lokale beskæftigelsesinitiativer;

volontørtjenesten kan hjælpe med at opfylde nye sociale behov og kan ligeledes pege på nye aktiviteter og fag, der kan inddrages;

deltagelsen i de volontøraktioner, der er omhandlet i denne afgørelse, sker på helt frivillig basis, der er tale om ulønnede aktiviteter, og forholdet mellem volontør og værtsprojekt kan under ingen omstændigheder sidestilles med forholdet mellem arbejdstager og arbejdsgiver;

unge volontører, der deltager i dette program, vil være i besiddelse af de nødvendige subsistensmidler, således at de ikke vil ligge værtslandet til byrde;

volontørtjenesten skal ikke være en erstatning for militærtjeneste, alternativ tjeneste for bl.a. militærnægtere eller obligatorisk civiltjeneste i medlemsstaterne; tjenesten træder ikke i stedet for potentiel eller eksisterende lønnet beskæftigelse;

alle unge med bopæl i en medlemsstat kan uden nogen form for forskelsbehandling ansøge om deltagelse i den europæiske volontørtjeneste;

deltagelse af unge statsborgere fra tredjelande, som har lovlig bopæl i en medlemsstat skal også fremmes;

det er nødvendigt, at gennemførelsen af dette program baseres på lokale organer, som udpeges af medlemsstaterne i tæt samarbejde med de nationale myndigheder, der er ansvarlige for ungdomsspørgsmål, for at sikre, at fællesskabsaktionen støtter og supplerer nationale aktiviteter under overholdelse af subsidiaritetsprincippet, således som dette er formuleret i traktatens artikel 3 B;

Kommissionen har i sin meddelelse af 13. juni 1995 om »En europæisk strategi til fremme af lokale udviklings- og beskæftigelsesinitiativer« (5) påpeget, at der tages stadig flere lokale udviklings- og beskæftigelsesinitiativer i hele Det Europæiske Fællesskab, da de i høj grad opfylder et behov;

den europæiske volontørtjeneste er af umiddelbar interesse for de lokale og regionale myndigheder, som skal støtte projekterne direkte, men også skal udarbejde lokalt informationsmateriale og følge de unge efter deres tjenesteperiode;

arbejdsmarkedets parter bør spille en vigtig rolle i udviklingen af den europæiske volontørtjeneste, ikke alene for at undgå, at denne træder i stedet for potentielle eller eksisterende stillinger, men også for at kunne udnytte de opnåede erfaringer og støtte de unges indslusning i voksenlivet;

i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (6) er der fastsat et udvidet samarbejde på uddannelses- og ungdomsområdet mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og EFTA- og EØS-landene på den anden side; ifølge artikel 4 i protokol 31 skal EFTA- og EØS-landene fra 1. januar 1995 deltage i samtlige fællesskabsprogrammer på uddannelses- og ungdomsområdet, som allerede er i kraft eller er vedtaget;

programmet »Europæisk volontørtjeneste for unge« er åbent for deltagelse af de associerede lande i Central- og Østeuropa i overensstemmelse med de vilkår for deltagelse i EF-programmer, der er fastsat i Europaaftaler eller tillægsprotokoller, der er indgået eller skal indgås med disse lande; programmet er åbent for deltagelse af Cypern og Malta på grundlag af supplerende bevillinger efter samme regler som dem, der gælder for EFTA-landene, efter procedurer, der skal aftales med disse lande;

i associerings- og samarbejdsaftalerne er der fastsat mulighed for ungdomsudvekslinger;

i denne afgørelse fastlægges der en finansieringsramme for hele programmets løbetid, som for budgetmyndigheden udgør det primære referencegrundlag i forbindelse med den årlige budgetbehandling, jf. punkt 1 i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens erklæring af 6. marts 1995;

Fællesskabets finansielle overslag gælder indtil 1999 og skal gennemgås på ny med henblik på den efterfølgende periode;

den 20. december 1994 blev der mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen indgået en »modus vivendi-aftale« og gennemførelsesforanstaltninger for retsakter vedtaget i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 B -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Fastlæggelse af programmet »Europæisk volontørtjeneste for unge«

1. Ved denne afgørelse fastlægges Fællesskabets handlingsprogram »Europæisk volontørtjeneste for unge«, i det følgende benævnt »programmet«, som det fremtræder i bilaget; programmet drejer sig om europæiske volontørtjenesteaktiviteter for unge, der gennemføres i Fællesskabet og i tredjelande.

Programmet vedtages for perioden 1. januar 1998 til 31. december 2002.

2. Programmet er led i gennemførelsen af de generelle mål for det ungdomspolitiske samarbejde, der er fastsat i »Ungdom for Europa«-programmet (artikel 1, stk. 2). Det har til formål under overholdelse af princippet om lige muligheder for mænd og kvinder at stimulere unge europæeres mobilitet som aktive borgere, give dem mulighed for at opnå kompetencegivende erfaringer inden for flere aktivitetssektorer, fremme deres aktive deltagelse i Europas opbygning og i samarbejdet mellem Det Europæiske Fællesskab og tredjelande gennem deltagelse i almennyttige tværnationale aktiviteter.

Artikel 2

Ramme - mål - midler

1. I dette program, der bygger på et intensiveret samarbejde mellem medlemsstaterne, tilbydes unge europæere kompetencegivende erfaringer, som anerkendes på tværnationalt plan, og som på samme tid tager sigte på en styrkelse af kvalifikationer og færdigheder og udøvelse af et ansvarligt borgerskab for at fremme unges integration i voksenlivet.

2. I overensstemmelse med det almindelige mål i artikel 1 fastsættes følgende specifikke mål for programmet:

a) at intensivere deltagelsen af unge, der bor i en medlemsstat, i tværnationale aktiviteter - af lang eller kort varighed - som er almennyttige og gennemføres i Fællesskabet og i tredjelande

b) at fremme en kompetencegivende erfaring, der anerkendes på europæisk plan

c) at fremme det frie initiativ og iværksætterånden hos de unge for at lette deres indslusning i voksenlivet og deres bidrag til opfyldelsen af programmets mål

d) at lette samtlige unges adgang til programmet.

3. Med henblik herpå og i overensstemmelse med det almindelige mål i artikel 1 og de specifikke mål i stk. 2 fastsættes følgende delmål for programmets aktioner:

a) at støtte tværnationale aktiviteter - af lang eller kort varighed - som er almennyttige og gennemføres i Fællesskabet og i tredjelande

b) at støtte netværk til fremme af nyskabende initiativer, navnlig på det sociale, miljømæssige og kulturelle område og inden for bekæmpelse af forskellige former for udstødelse

c) at støtte projekter, som gør det muligt for de unge volontører at udnytte den opnåede erfaring, og som tager sigte på at fremme opfølgningen

d) at fremme og støtte forberedelsen, navnlig den sproglige og interkulturelle forberedelse og vejledning af de unge volontører, særlig i forbindelse med aktiviteter af lang varighed, af de pædagogiske medarbejdere og lederne af de europæiske projekter, således at de unge volontører kan komme til at deltage i kvalitetsprægede aktioner, der har forbindelse med programmets mål

e) at sikre kvaliteten af samtlige aktiviteter inden for rammerne af programmet, støtte udviklingen af aktiviteternes europæiske dimension og bidrage til samarbejdet på ungdomsområdet ved at støtte medlemsstaternes indsats til forbedring af de europæiske volontørtjenester og -foranstaltninger, bl.a. gennem aktioner, der skal informere unge om programmets mål, og undersøgelser og løbende evalueringer, på grundlag af hvilke gennemførelsen af og hovedlinjerne i programmet kan tilpasses målgruppernes behov.

Artikel 3

Finansielle bestemmelser

1. Finansieringsrammen til gennemførelsen af programmet andrager 60 mio. ECU for perioden 1998-1999 og er i overensstemmelse med de finansielle overslag. Der vil efter fremgangsmåden i artikel 10 blive udarbejdet forslag med henblik på fastlæggelse af finansieringsrammen for programmets tre sidste år (2000-2002).

2. Budgetmyndigheden godkender de årlige bevillinger inden for de finansielle overslags grænser.

Artikel 4

Positiv indsats for at lette adgangen til programmet

1. Der lægges særlig vægt på, at alle unge uden forskelsbehandling får adgang til programmets aktiviteter.

2. Kommissionen og medlemsstaterne sørger for, at der gøres en indsats til gavn for de unge, der af kulturelle, sociale, fysiske, økonomiske eller geografiske årsager har de største vanskeligheder med at få adgang til de eksisterende handlingsprogrammer på fællesskabsplan og på nationalt, regionalt og lokalt plan. Indsatsen skal stå i forhold til målgruppens vanskeligheder.

Artikel 5

Deltagelse af de associerede lande

Programmet er åbent for deltagelse af de associerede lande i Central- og Østeuropa i overensstemmelse med de vilkår for deltagelse i EF-programmer, der er fastsat i Europaaftalerne eller i tillægsprotokoller, der er indgået eller skal indgås med disse lande. Programmet er åbent for deltagelse af Cypern og Malta på grundlag af supplerende bevillinger efter samme regler som dem, der gælder for EFTA-landene, efter procedurer, der skal aftales med disse lande.

Artikel 6

Forbindelse med andre fælleskabsaktioner og samarbejde med de relevante internationale organisationer

1. Kommissionen og medlemsstaterne drager omsorg for, at programmet er foreneligt med og supplerer medlemsstaternes og Fællesskabets øvrige aktiviteter vedrørende unge.

2. Kommissionen og medlemsstaterne begunstiger et samarbejde om programmet, hvorved der skabes komplementaritet med arbejdet i de relevante internationale organisationer, især Europarådet.

Artikel 7

Samarbejde med medlemsstaterne

1. Kommissionen og medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at udvikle de organer, der etableres på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan for at gennemføre målene for programmet, lette unges og andre lokale partneres adgang til programmet, sikre evaluering og opfølgning af de deri fastsatte aktioner og overholde procedurerne for samråd og udvælgelse.

2. Hver medlemsstat bestræber sig på at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, for at unge kan deltage i programmet uden at støde på hindringer, navnlig i form af nægtelse af en opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten, som gælder i hele volontørtjenestetiden, og manglende mulighed for at bevare andre rettigheder, særlig vedrørende social beskyttelse.

Artikel 8

Anerkendelse

De unge volontører modtager en europæisk attest udstedt af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne, som bekræfter deres deltagelse i den europæiske volontørtjeneste og de erfaringer og kvalifikationer, de har opnået i denne periode.

Artikel 9

Udvalg

1. Kommissionen gennemfører programmet i henhold til denne afgørelse.

2. Kommissionen bistås i denne forbindelse af et udvalg bestående af to repræsentanter pr. medlemsstat og med Kommissionens repræsentant som formand.

3. Kommissionens repræsentant forelægger efter fremgangsmåden i stk. 4 udvalget et udkast til foranstaltninger vedrørende:

- udvalgets forretningsorden

- det årlige arbejdsprogram med henblik på iværksættelsen af programmets aktioner

- den generelle ligevægt mellem de forskellige aktionstyper i programmet

- kriterierne for den vejledende fordeling af midler mellem medlemsstaterne

- retningslinjerne for kontrol og evaluering af programmet.

4. Udvalget udtaler sig om de i stk. 3 omhandlede udkast til foranstaltninger inden for en frist, som formanden kan fastsætte efter, hvor presserende det pågældende spørgsmål er. Udtalelsen afgives med det flertal af stemmer, der er fastsat i traktatens artikel 148, stk. 2, med henblik på vedtagelse af afgørelser, som Rådet skal træffe på forslag af Kommissionen. Ved afstemningerne i udvalget tildeles medlemsstaternes repræsentanters stemmer den vægt, der er fastsat i ovennævnte artikel. Formanden deltager ikke i afstemningen.

Kommissionen vedtager de foranstaltninger, der finder umiddelbar anvendelse. Men hvis foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med udvalgets udtalelse, meddeles de straks Rådet af Kommissionen. I så fald:

a) kan Kommissionen udsætte anvendelsen af de foranstaltninger, den har vedtaget, i to måneder fra datoen for denne meddelelse

b) kan Rådet med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for den i litra a) fastsatte frist.

5. Kommissionen kan endvidere høre udvalget om alle andre spørgsmål vedrørende iværksættelsen af dette program.

6. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte efter, hvor presserende det pågældende spørgsmål er, i givet fald efter afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; endvidere har hver enkelt medlemsstat ret til at kræve sin holdning optaget i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Kommissionen underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til udtalelsen.

Artikel 10

Opfølgning og evaluering

1. Så snart denne afgørelse er iværksat, træffer Kommissionen de nødvendige foranstaltninger til opfølgning og løbende evaluering af programmet, under hensyn til det i artikel 1 omhandlede overordnede mål, til de specifikke mål, der er fastsat i bilaget, til bestemmelserne i artikel 4 samt til eventuelle anvisninger fra det ved artikel 9 nedsatte udvalg.

2. Kommissionen forelægger i løbet af programmets andet år Europa-Parlamentet og Rådet en evalueringsrapport, på grundlag af hvilken der kan fastsættes eventuelle nye hovedlinjer og retningslinjer for iværksættelsen og en ny finansieringsramme, der dækker programmets tre sidste år.

3. På baggrund af den i stk. 2 fastsatte evalueringsrapport og Kommissionens eventuelle forslag tager Europa-Parlamentet og Rådet stilling til muligheden af at ændre programmet, udbygge visse aktioner eller fastsætte nye aktioner.

Artikel 11

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

(1) Konklusioner fra Rådet og ministrene med ansvar for ungdomsanliggender, forsamlet i Rådet den 30. november, om fremme af volontørtjeneste for unge (EFT C 348 af 9. 12. 1994).

(2) EFT C 296 af 10. 11. 1995.

(3) B4-1127/95 (EP 193.734).

(4) SEK(95) 1814/5.

(5) KOM(95) 273.

(6) EFT L 1 af 3. 1. 1994, s. 3.

BILAG

For at fremme unges mobilitet som aktive borgere, deres konkrete deltagelse i skabelsen af en europæisk solidaritet og deres integration i voksenlivet vil Fællesskabet støtte en europæisk volontørtjeneste inden for Fællesskabet og i tredjelande, opfølgning af aktiviteterne i den forbindelse samt europæiske samarbejdsaktioner, der tager sigte på at styrke aktiviteternes kvalitet og europæiske dimension.

Grundprincipperne for fællesskabsaktionen er følgende:

- lokale partnerskaber mellem de forskellige offentlige/private aktører, der beskæftiger sig med unges integration i voksenlivet

- tværnationale partnerskaber mellem værtsprojekter - godkendt af medlemsstaterne og Kommissionen - og sendeprojekter

- garantier med hensyn til forberedelse og vejledning af unge volontører og materielle vilkår, forsikring og social beskyttelse

- vejledere i værtsprojekterne, som spiller en vigtig rolle som rådgivere for de unge volontører og i forbindelse med anerkendelsen af de opnåede kvalifikationer og forberedelsen af opfølgningsaktionerne

- anerkendelse af den kompetencegivende erfaring

- opfølgning af de unge volontører og udnyttelse af de opnåede kvalifikationer.

Med henblik herpå tilrettelægger Det Europæiske Fællesskab dette program, som omfatter fem aktionstyper, som er indbyrdes forbundet og tilstrækkelig fleksible til at opfylde de berørte unges behov på bedst mulige måde.

AKTIONSTYPE 1

INDEN FOR FÆLLESSKABET

1. Fællesskabet støtter tværnationale projekter af lang varighed (principielt mellem seks måneder og ét år) og kort varighed (principielt mellem tre uger og tre måneder), som giver unge - mellem 18 og 25 år - som bor i en medlemsstat, mulighed for aktivt at deltage i aktiviteter, som bidrager til opfyldelse af samfundets behov på mange forskellige områder (social-, miljø-, kultur- og andre områder), og som direkte kan påvirke velfærden hos befolkningerne i værtssamfundene. Projekterne skal give Fællesskabets unge en erfaring, de kan lære af, sætte dem i forbindelse med andre kulturer og give dem et indblik i nye tanker og projekter i en interkulturel sammenhæng.

2. Støtten til denne aktionstype bør ikke overstige 50 % af de samlede afholdte udgifter, jf. dog punkt 3.

3. I henhold til afgørelsens artikel 4, stk. 2, skal der gøres en indsats for at fremme adgangen for unge, der har vanskeligheder på det kulturelle, sociale, økonomiske, fysiske, psykiske eller geografiske plan. Indsatsen skal stå i forhold til de vanskeligheder, denne målgruppe har med at deltage i eksisterende handlingsprogrammer. I den forbindelse kan der ydes økonomisk støtte, der overstiger de 50 %, der er fastsat i punkt 2, eller om nødvendigt støtte i form af andre aktiviteter, der kan lette denne målgruppes deltagelse, herunder forberedelses- og opfølgningsaktioner.

4. Der ydes støtte til:

Langvarige aktiviteter

5. De langvarige aktiviteter skal fokusere på kompetencegivende erfaringer, der opnås ved at deltage i projekter inden for rammerne af den europæiske volontørtjeneste, og på opfølgning af de aktiviteter, der gennemføres for unge.

6. Fællesskabet sørger for anerkendelse på europæisk plan af de kvalifikationer, der erhverves gennem disse kompetencegivende erfaringer, og for opfølgningen af de unge volontører efter afslutningen af aktiviteterne.

Forberedelses- og vejledningsaktioner

7. Aktioner (bl.a. sproglige og interkulturelle), der tager sigte på at styrke aktiviteternes europæiske dimension, forberede de unge volontører, der deltager i langvarige aktiviteter, inden afrejsen og fremme deres integration under aktiviteternes gennemførelse og efter afsluttet volontørtjeneste.

8. Aktioner (bl.a. uddannelse i projektformulering), der skal fremme udarbejdelsen af projekter til opfølgning af de unge volontører efter afsluttet volontørtjeneste.

Kortvarige aktiviteter

9. Fællesskabet vil støtte kortvarige tværnationale projekter, der konkret skal bevidstgøre de unge om den indflydelse, sådanne aktiviteter kan få på deres liv, og som skal gøre samtlige partnere fortrolige med begrebet aktivt borgerskab.

10. Disse projekter vil i første række vedrøre grupper af unge. Der kan blive tale om støtte til individuel deltagelse i et værtsprojekt, afhængigt af projektets varighed og beskaffenhed og af den unge volontørs profil.

AKTIONSTYPE 2

TREDJELANDE

1. Fællesskabet vil støtte tværnationale projekter af lang varighed (principielt mellem seks måneder og ét år) og kort varighed (principielt mellem tre uger og tre måneder), som giver unge - mellem 18 og 25 år - som bor i en medlemsstat, mulighed for aktivt at deltage i aktiviteter i tredjelande, som bidrager til opfyldelse af samfundets behov på mange forskellige områder (social-, miljø-, kultur- og andre områder), og som direkte kan påvirke velfærden hos befolkningerne i værtssamfundene. Projekterne skal give de unge en kompetencegivende erfaring, sætte dem i forbindelse med andre kulturer og give dem et indblik i nye tanker og projekter i en interkulturel, ikke-kommerciel sammenhæng.

2. De bevillinger, der ydes til denne projekttype, dækker i princippet omkostningerne i forbindelse med de aktiviteter, som unge med bopæl i medlemsstaterne deltager i.

3. Støtten ydes til:

Langvarige aktiviteter

4. De langvarige aktiviteter skal fokusere på kompetencegivende erfaringer, der opnås ved at deltage i europæiske volontørtjenesteprojekter, og på opfølgning af de aktiviteter, der gennemføres for unge.

5. Fællesskabet sørger for anerkendelse på europæisk plan af de kvalifikationer, der erhverves gennem disse kompetencegivende erfaringer, og for opfølgningen af de unge volontører efter afslutningen af aktiviteterne.

Forberedelses- og vejledningsaktioner

6. Aktioner, der gør det muligt at etablere eller konsolidere grundlaget for udviklingen af tværnationale projekter som led i den europæiske volontørtjeneste i tredjelande, navnlig langvarige aktiviteter.

7. Aktioner (bl.a. sproglige og interkulturelle), der tager sigte på at styrke aktiviteternes europæiske dimension, forberede de unge volontører, der deltager i langvarige aktiviteter, inden afrejsen og fremme deres integration under aktiviteternes gennemførelse og efter afsluttet volontørtjeneste.

8. Aktioner (bl. a. uddannelse i projektformulering), der skal fremme udarbejdelsen af projekter til opfølgning af de unge volontører efter afsluttet volontørtjeneste.

Kortvarige aktiviteter

9. Fællesskabet vil støtte kortvarige tværnationale projekter, der konkret skal bevidstgøre unge om den indflydelse, disse aktiviteter kan få på deres liv, og gøre samtlige partnere fortrolige med begrebet aktivt borgerskab.

10. Projekterne vil i første række vedrøre grupper af unge. Der kan blive tale om støtte til individuel deltagelse i et værtsprojekt, afhængigt af projektets varighed og beskaffenhed og af den unge volontørs profil.

AKTIONSTYPE 3

NYSKABENDE NETVÆRK

1. Der vil blive ydet støtte til aktioner, der gennemføres inden for rammerne af nyskabende netværk, navnlig på social-, miljø- og kulturområdet og inden for bekæmpelse af de forskellige former for udstødelse.

2. Støtten vedrører nyskabende netværk mellem initiativer inden for Fællesskabet og i tredjelande.

3. Støtten til disse nyskabende netværk skal dække dels udviklingen af egentlige europæiske volontørtjenesteaktiviteter, der organiseres af netværkene, dels integrationen af volotørtjenestedimensionen i disse netværk.

AKTIONSTYPE 4

STØTTE TIL DET FRIE INITIATIV OG IVÆRKSÆTTERÅNDEN

1. Der kan ydes støtte til projekter, der tager sigte på konkret at udnytte de erfaringer, de unge opnår under den europæiske volontørtjeneste, og på denne måde fremme deres integration i voksenlivet.

2. Støtten vil give de unge volontører mulighed for at udvikle deres initiativ og iværksætterånd ved at gøre det muligt for dem:

- at gå i gang med supplerende uddannelsesprojekter

- at tage volontørtjenesteinitiativer i fortsættelse af de gennemførte aktiviteter

- at lancere erhvervsaktiviteter, herunder oprette virksomheder.

3. Der skal lægges særlig vægt på at involvere partnere (offentlige og/eller private) i disse projekter for at støtte, bistå og sponsere de unge i deres bestræbelser på at blive integreret i voksenlivet.

AKTIONSTYPE 5

SUPPLERENDE FORANSTALTNINGER

5.1. Forberedelse og vejledning

1. Ud over den egentlige volontørtjeneste vil der også blive ydet støtte til aktioner, der skal hjælpe de pædagogiske medarbejdere og lederne af de europæiske projekter med deres arbejde. Aktionerne vedrører aktiviteter i Fællesskabet og i tredjelande. De skal dels sikre kvaliteten af den kompetencegivende erfarings indhold, dels bidrage til udvikling af anerkendelsesmetoder.

2. Ved pædagogiske medarbejdere forstås de personer, der optræder som vejledere for de unge volontører under den europæiske volontørtjeneste inden for rammerne af værtsprojekter, og dem, der optræder som referencepersoner for de unge volontører og projekterne inden for rammerne af nationale, regionale eller lokale støttestrukturer.

Projekter, hvis deltagere har ringe eller slet ingen erfaring med tværnationale aktiviteter, vil få særlig opmærksomhed.

Pædagogiske medarbejdere

3. Aktiviteter med henblik på at forberede og støtte de pædagogiske medarbejdere i deres indsats for at hjælpe og vejlede de unge volontører inden for rammerne af en tværnational volontørtjeneste.

Ledere af de europæiske projekter

4. Aktiviteter, der skal udvikle projektledernes evne til at udføre deres administrative opgaver i en europæisk sammenhæng (finansiel og administrativ forberedelse og opfølgning af europæiske projekter, juridiske aspekter osv.).

5.2. Partnerskaber

1. Fællesskabet vil støtte aktiviteter til stimulering af lokale/regionale/nationale partnerskaber - mellem offentlige og private aktører - der er centreret om den europæiske volontørtjeneste, og som kan udvikle sig til tværnationale partnerskaber.

2. Der vil blive ydet støtte til aktiviteter, der skal lette og fremme etableringen af tværnationale partnerskaber mellem lokale/regionale/nationale partnerskaber, der ønsker at gøre en fælles indsats inden for rammerne af dette program, enten i Fællesskabet eller i tredjelande.

3. Projekter/lokale initiativer, der har ringe eller slet ingen erfaring med/mulighed for kontakter på europæisk plan, vil få særlig opmærksomhed.

5.3. Oplysning, undersøgelser og evaluering

1. Støtte til bevidstgørelses-, oplysnings- og rådgivningsaktiviteter på lokalt, regionalt, nationalt og tværnationalt plan for at fremme opfyldelsen af programmets mål.

2. Hvad navnlig angår undersøgelserne og evalueringen i forbindelse med programmålene vil Fællesskabet koncentrere sin indsats om analyse og formidling af oplysninger og om støtte til EF-samarbejdet på dette område. Kommissionen sørger i samarbejde med medlemsstaterne for den løbende opfølgning og evaluering af programmet med henblik på dets eventuelle tilpasning til de behov, der opstår under gennemførelsen.

Top