Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 51996PC0591

ÆNDRET FORSLAG TIL RÅDETS AFGØRELSE om det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i Den Europæiske Union (1997-2000) - "MAKSIMERING AF EUROPÆISKE SMV'ERS SAMLEDE POTENTIALE FOR BESKÆFTIGELSE, VÆKST OG KONKURRENCEEVNE"

/* KOM/96/0591 endelig udg. - CNS 96/0087 */

EFT C 61 af 27.2.1997, pp. 18–24 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

51996PC0591

ÆNDRET FORSLAG TIL RÅDETS AFGØRELSE om det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i Den Europæiske Union (1997-2000) - "MAKSIMERING AF EUROPÆISKE SMV'ERS SAMLEDE POTENTIALE FOR BESKÆFTIGELSE, VÆKST OG KONKURRENCEEVNE" /* KOM/96/0591 ENDEL - CNS 96/0087 */

EF-Tidende nr. C 061 af 27/02/1997 s. 0018


Ændret forslag til Rådets afgørelse om det tredje flerårige program for små og mellemstore virksomheder (SMV) i Den Europæiske Union (1997-2000) (1) (97/C 61/04) (EØS-relevant tekst) KOM(96) 591 endelig udg. - 96/0087(CNS)

(Forelagt af Kommissionen i henhold til EF-traktatens artikel 189 A, stk. 2, den 14. november 1996)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 130,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den 14. juni 1993 vedtog Rådet afgørelse 93/379/EØF om et flerårigt EU-handlingsprogram til styrkelse af de prioriterede områder og sikring af kontinuiteten og konsolideringen af erhvervspolitikken for navnlig små og mellemstore virksomheder (SMV) i EU (2);

(2) i overensstemmelse med hvidbogen om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse vedtog Kommissionen den 3. juni 1994 en meddelelse om gennemførelse af et integreret program til fordel for SMV'er og håndværksfagene (3);

(3) den 29. november 1995 vedtog Kommissionen en rapport om »Små og mellemstore virksomheder - En dynamisk kilde til beskæftigelse, vækst og forbedret konkurrenceevne i Den Europæiske Union«, hvori Kommissionen efterlyste en mere ambitiøs erhvervspolitik, som kan frigøre europæiske virksomheders samlede potentiale for beskæftigelse, vækst og konkurrenceevne (4);

(3a) SMV'er yder et vigtigt bidrag til konsolideringen af erhvervslivet i Den Europæiske Union og imødegår derved virksomhedsflytning; den rolle, SMV'er spiller på det sociale plan, navnlig gennem personlige relationer med kundekredsen og de ansatte og gennem den mulighed for personlig udfoldelse, en selvstændig virksomhed giver mange mænd og kvinder, samt i kraft af deres tilstedeværelse i landdistrikter, må ikke undervurderes;

(4) den 16. december 1995 opfordrede Det Europæiske Råd i Madrid Kommissionen til at gennemføre målsætningerne i Madrid-SMV-rapporten så hurtigt som muligt;

(5) formålet med det nye integrerede program til fordel for SMV'er (5) er at fremlægge den overordnede EU-erhvervspolitik;

(6) nærværende afgørelse skal kun levere det retlige og budgetmæssige grundlag for specifikke supplerende foranstaltninger, som ikke udgør en del af andre EU-politikker;

(6a) det foreliggende handlingsprogram må gennemføres under iagttagelse af subsidiaritetsprincippet; dette må ikke virke til hinder for, at SMV'er med grænseoverskridende aktiviteter bistås i afhjælpningen af deres strukturelle svagheder;

(7) Kommissionen har forelagt Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget en ekstern evalueringsrapport om gennemførelsen af det løbende flerårige program i medfør af artikel 5 i afgørelse 93/379/EØF;

(8) Kommissionen har i de seneste tre år forelagt Rådet en række meddelelser om foranstaltninger af relevans for denne afgørelse (f.eks. beretningen om informations- og samarbejdsnettenes fremtidige virke (6) og rapporten om håndværksfagene og de små virksomheder (7));(9) denne afgørelse finder specielt anvendelse på SMV'er (8), uanset sektor, retlig form og geografisk beliggenhed, og indeholder specifikke aktioner til fordel for håndværksfagene og virksomheder inden for handel og distribution;

(10) foranstaltningerne i denne afgørelse har til formål at:

- fremme et miljø, som er gunstigt for initiativ og for udvikling af SMV'er inden for EU

- styrke integreringen og organiseringen af SMV'erne, herunder især de små virksomheder samt håndværkssektoren, på det indre marked

- forbedre europæiske SMV'ers konkurrenceevne og fremme deres europæisering og internationalisering;

(11) aktionerne inden for området tværnational teknologisk udvikling vil blive administreret fælles med EU's FTU-program, idet der tages hensyn til de relevante procedurer vedrørende beslutningstagningen;

(12) det andet flerårige program udløber den 31. december 1996, men begrundelsen for programmet er stadig væk lige aktuel og vil fortsat være det i de kommende år;

(13) det er derfor nødvendigt at vedtage et tredje program for en fireårig periode og stille de ressourcer til rådighed, som er nødvendige for at kunne gennemføre dets målsætninger;

(14) der er taget hensyn til konklusionerne i den eksterne evalueringsrapport om gennemførelsen af det igangværende flerårige program;

(14a) de forskellige SMV-organisationer er blevet hørt om det foreliggende flerårige program, og vil senere blive hørt om dets gennemførelse;

(15) til vedtagelse af denne afgørelse indeholder traktaten ikke anden hjemmel end artikel 130 -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der vedtages med virkning fra 1. januar 1997 et fireårigt program for en EU-politik vedrørende små og mellemstore virksomheder (SMV).

Artikel 2

Det i artikel 1 omhandlede program, som indeholder de i bilaget anførte foranstaltninger, har følgende målsætninger:

1) Forenkle og forbedre de administrative og lovgivningsmæssige betingelser for virksomhederne:

- sikre, at SMV'ernes interesser tilgodeses i de forskellige EU-initiativer og -politikker

- forenkle og forbedre EU-lovgivningen

- forøge gennemsigtigheden og udbredelsen af bedste praksis for administrativ og lovgivningsmæssig forenkling og forbedring

- forbedre SMV'ers vilkår i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner

2) Forbedre de finansielle betingelser for virksomhederne:

- forbedre adgangen til lånefinansiering

- intensivere bestræbelserne på at løse problemerne omkring forsinket betaling

- lette udviklingen af særlige finansielle instrumenter

- stimulere udviklingen af kapitalmarkeder for vækstorienterede SMV'er

3) Hjælpe SMV'er med at europæisere og internationalisere deres strategier, bl.a. gennem bedre informationstjenester

- udvikle informationstjenester og forbedre disses tilpasning til virksomhedernes behov, navnlig ved at udvikle et partnerskab med de eksisterende, anerkendte brancheorganisationer, der støtter SMV'er, herunder brancheorganisationer for håndværksvirksomheder

- forbedre pr-fremstød for SMV-politiske aktioner

- fremme samarbejdet ved hjælp af erhvervspartnersøgningsnetværk

- fremme direkte kontakter via partnerskabsprogrammer

- udvikle underentreprise-partnerskaber

- stimulere udviklingen af og adgangen til risikovillig kapital

- fremme adgangen til nye markeder og internationaliseringen af SMV'er

4) Forøge SMV'ers konkurrenceevne og forbedre adgangen til forskning, innovation og uddannelse:

- forøge SMV'ers innovative potentiale

- stimulere lederuddannelsen

- forbedre rådgivningsstøtten til SMV'er

- tilpasse SMV'erne til miljøkravene

5) Fremme iværksætterånd og støtte særlige målgrupper:

- virksomhedskultur og iværksætterånd

- håndværksfag, små virksomheder og mikrovirksomheder

- virksomheder inden for handel og distribution

- fremme, at faglige uddannelsesinstanser optager virksomhedsadministration som undervisningsfag

- kvindelige og unge iværksættere, virksomheder ejet af minoritetsgrupper

Udarbejdelse af politikker og forbedring af kendskabet til SMV'er.

Både ved fastsættelsen af de konkrete foranstaltninger til gennemførelse af dette program og ved evalueringen af disse vil målgruppen for hver enkelt foranstaltning om nødvendigt blive bestemt under hensyntagen til virksomhedens størrelse.

Artikel 3

1. Med henblik på at nå de mål, der er omtalt i artikel 1 og 2, gennemfører Kommissionen de foranstaltninger, der er nødvendige, såfremt de ikke kan gennemføres bedre på medlemstatsniveau, idet der tages hensyn til resultaterne af eventuelle særlige evalueringsrapporter.

2. I forbindelse med fastsættelse af følgende foranstaltninger anvendes proceduren i artikel 4:

- vedtagelse, forsøgsvis iværksættelse eller udvidelse af de nødvendige projekter, der er udarbejdet med henblik på gennemførelse af denne afgørelse

- fastsættelse af indhold, tidsplan og finansiel støtte vedrørende foranstaltningerne og indkaldelse af forslag

- regelmæssig evaluering efter tidsplaner fastsat i de enkelte programmer af de resultater, der er opnået i de enkelte projekter.

3. Det i artikel 4 nævnte udvalg kan behandle alle andre spørgsmål vedrørende det i artikel 1 nævnte program.

Artikel 4

1. Kommissionen bistås af et udvalg af rådgivende karakter, der består af repræsentanter for medlemsstaterne, og som har Kommissionens repræsentant som formand.

2. Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.

3. Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

4. Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

Artikel 5

1. Kommissionen forelægger det i artikel 4 nævnte udvalg årlige rapporter om gennemførelsen af denne afgørelse.

2. Kommissionen forelægger med regelmæssige mellemrum Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget en rapport om integreringen af SMV-dimensionen i alle EU-politikker og -programmer.

Artikel 6

Kommissionen forelægger senest ved udgangen af marts 2000 Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget en ekstern evalueringsrapport om gennemførelsen af denne afgørelse, herunder en evaluering af omkostningseffektiviteten, samt de forslag, som Kommissionen finder nødvendige på baggrund af evalueringen.

Artikel 7

1. I dette program kan også de associerede lande i Central- og Østeuropa deltage i overensstemmelse med bestemmelserne i tillægsprotokollerne til de associeringsaftaler om deltagelse i EU-programmer, som skal indgås med disse lande.

2. I dette program kan også Cypern og Malta deltage - på basis af yderligere bevillinger i overensstemmelse med de samme regler som dem, der finder anvendelse på EFTA-lande - i overensstemmelse med procedurer, som skal aftales med disse lande.

Artikel 8

1. Denne afgørelse træder i kraft den 1. januar 1997 og gælder indtil 31. december 2000.

2. Budgetmyndigheden træffer afgørelse om de bevillinger, der stilles til rådighed for hvert regnskabsår, under hensyn til de principper om en forsvarlig forvaltning, der er omtalt i artikel 2 i finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget.

Artikel 9

Denne afgørelse erstatter fra ikrafttrædelsen Rådets afgørelse 93/379/EØF.

(1) EFT nr. C 156 af 31. 5. 1996, s. 5.

(2) EFT nr. L 161 af 2. 7. 1993, s. 68.

(3) KOM(94) 207 endelig udg. af 3. 6. 1994.

(4) CSE(95) 2087.

(5) KOM(94) 435 endelig udg. af 5. 12. 1995.

(6) KOM(95) 502 af 26. 10. 1995.

(7) Som defineret i udkast til Kommissionens meddelelse fra 1995 om definitionen af SMV'er.

BILAG I

FORANSTALTNINGER, DER HENVISES TIL I ARTIKEL 2

A. FORENKLE OG FORBEDRE DE ADMINISTRATIVE OG LOVGIVNINGSMÆSSIGE BETINGELSER FOR VIRKSOMHEDERNE

A.1. Sikre, at SMV'ernes interesser tilgodeses i de forskellige EU-initiativer og -politikker

Integrering af SMV-dimensionen i udarbejdelsen af fællesskabspolitikkerne. Fremme af koordineringen af fællesskabsaktioner til fordel for SMV'er, således at SMV'erne fuldt ud vil kunne deltage i alle fællesskabsaktioner og -programmer, herunder strukturfondene, FTU, internationalt samarbejde og miljøprogrammer.

A.2. Forenkle og forbedre EU-lovgivningen

Foranstaltninger med henblik på at undgå eller reducere unødvendige administrative byrder og de omkostninger, der er forbundet med overholdelse af eksisterende og ny lovgivning, som hindrer oprettelse og udvikling af virksomheder, især SMV'er, gennem anvendelse af en pragmatisk metode ved evalueringen af lovforslag (herunder anvendelse af et forbedret erhvervskonsekvensanalysesystem og costbenefitanalyser, hvor dette måtte være hensigtsmæssigt).

A.3. Forøge gennemsigtigheden og udbredelsen af bedste praksis for administrativ og lovgivningsmæssig forenkling og forbedring

Aktioner til fremme af udbredelsen af bedste praksis, navnlig i forbindelse med administrativ forenkling; fremme af aktioner i forbindelse med virksomhedsoverdragelse og klausuler om ejendomsforbehold.

A.4. Forbedre SMV'ers vilkår i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner

Fremme udviklingen af alternative metoder til bilæggelse af grænseoverskridende tvister, mellem virksomheder; fremme af hensigtsmæssige retlige rammer for SMV'ers grænseoverskridende transaktioner, navnlig anvendelsen af Den Europæiske Økonomiske Firmagruppe (EØFG) (REGIE-projektet).

B. FORBEDRE DE FINANSIELLE BETINGELSER FOR VIRKSOMHEDERNE

B.1. Forbedre adgangen til lånefinansiering

Fremme af innovativ praksis med henblik på lettere adgang for SMV'er til lånefinansiering (herunder gensidige låneordninger og bankernes rundbordskonference med SMV'erne).

B.2. Intensivere bestræbelserne på at løse problemerne omkring forsinket betaling

Fremskyndelse af opfølgningen til henstillingen om betalingsfrister i handelsforhold og imødeseelse af yderligere forslag; støtte til aktioner, der kan forbedre SMV'ernes muligheder for at foretage finansiel styring, navnlig på områderne information, uddannelse og fremme af software til integreret cashflow-styring.

B.3. Lette udviklingen af særlige finansielle instrumenter

Fremme af udviklingen af finansielle instrumenter, der kan være af særlig interesse for SMV'er, navnlig factoring og kreditforsikring.

B.4. Stimulere udviklingen af europæiske kaptialmarkeder for vækstorienterede SMV'er (herunder EASDAO).

B.4a. Analysere små virksomheders og håndværksvirksomheders specifikke behov samt metoderne til opfyldelse heraf.

C. HJÆLPE SMV'ER MED AT EUROPÆISERE OG INTERNATIONALISERE DERES STRATEGIER, BL.A. GENNEM BEDRE INFORMATIONSTJENESTER

C.1. Udvikling af informationstjenester (Euro-Info-Centrene som »First Stop Shop«)

Bedre adgang for virksomhederne til fællesskabsinformation: udvikle netværket af Euro-Info-Centrene som »First Stop Shop«, dirigere den enkelte forespørgsel hen til det relevante EU-netværk eller den relevante tjenesteleverandør, forbedre tjenesteudbud og netværk gennem anvendelse af de eksisterende evalueringsmetoder, yderligere professionalisering af EIC'ernes informationsopgaver, herunder pr- og oplysningsaktiviteter, navnlig i forbindelse med adgang til fællesskabsprogrammer, det indre marked, internationalisering, miljøspørgsmål og indførelsen af den fælles valuta, lette SMV'ernes adgang til markedsinformation.

Optimering af de forskellige SMV-typers effektive anvendelse af disse netværk gennem udnyttelse af synergieffekten: styrkelse og forbedring af partnerskabet mellem disse informationsnetværk og de anerkendte brancheorganisationer, der traditionelt har de tætteste forbindelser med SMV'erne.

C.2. Forbedre pr-fremstød for SMV-politiske aktioner

Generelle og decentraliserede oplysningskampagner i samarbejde med EIC-nettet; tilrettelæggelse af europæiske virksomhedsuger.

C.3. Fremme samarbejdet ved hjælp af erhvervspartnersøgningsnetværk

Kvalitetsmæssig forbedring og fastlæggelse af en kvalitetsstandard for det fortrolige erhvervspartnersøgningsnetværk (BC-Net) og det ikke-fortrolige partnersøgningsnetværk (BRE).

C.4. Fremme direkte kontakter via partnerskabsprogrammer

Fortsat udvikling af instrumenter, der muliggør direkte kontakt mellem iværksættere (EUROPARTNERSKAB- og INTERPRISE-programmerne).

C.5. Udvikle underentreprise-partnerskaber

Fortsætte udviklingen af aktioner til fremme af tværnationale underentreprise-partnerskaber.

C.6. Fremme adgangen til nye markeder og internationaliseringen af SMV'er

Afprøve innovative indgangsvinkler, navnlig ved at lette SMV'ers adgang til nye markeder og støtte internationaliseringen af SMV'er.

D. FORØGE SMV'ERS KONKURRENCEEVNE OG FORBEDRE ADGANGEN TIL FORSKNING, INNOVATION OG UDDANNELSE

D.1. Forøge SMV'ers innovative potentiale

Identificere bedste praksis og afprøve konkrete indgangsvinkler ved hjælp af pilotforanstaltninger, bl.a. forbindelse med udvikling af virksomheder med vækstpotentiale og virksomheder, der er baseret på ny teknologi. Hurtig og omfattende udbredelse af resultaterne af forsøgsaktioner som eksempler på vellykkede virksomhedserfaringer.

D.2. Stimulere lederuddannelsen

Støtte til fastlæggelse og afprøvning af positive indfaldsvinkler inden for lederuddannelse og rådgivning tilpasset SMV'er (hovedsagelig ved hjælp af pilotprojekter).

D.3. Tilpasse SMV'erne til miljøkravene

D.3a. Styrkelse af støtten til rådgivning af SMV'er.

E. FREMME IVÆRKSÆTTERÅND OG STØTTE SÆRLIGE MÅLGRUPPER

E.1. Virksomhedskultur og iværksætterånd

Fremme udvekslingen af bedste praksis og støtte identificeringen af særligt dynamiske iværksættere.

E.2. Håndværksfag, små virksomheder og mikrovirksomheder

Iværksættelse af pilotprojekter, der vil gøre det muligt for navnlig disse virksomheder at tilpasse sig strukturelle ændringer, integration af denne særlige kategori af virksomheder i det indre marked og deres udnyttelse af de muligheder, dette marked byder på; specifik støtte inden for områderne standardisering, certificering samt miljø- og kvalitetsstyring.

E.3. Virksomheder inden for handel og distribution

Lette tilpasningsprocessen for kommercielle SMV'er til det indre marked og strukturelle ændringer, bla. a. ved hjælp af ny teknologi (COMMERCE 2000), fremme af samarbejde mellem SMV'er samt bred formidling af resultaterne af pilotaktionerne. Opfølgning af grønbogen om handel og distribution.

E.4. Kvindelige og unge iværksættere; virksomheder ejet af minoritetsgrupper

Identifikation af de specifikke problemer, som kvindelige og unge iværksættere samt virksomheder ejet af minoritetsgrupper er stillet over for; støtte til innovative løsninger. Forbedring af forholdene for medhjælpende ægtefæller.

UDARBEJDELSE AF POLITIKKER OG FORBEDRING AF KENDSKABET TIL SMV'ER

Forbedrede statistikker om SMV'er uden at øge byrden for virksomhederne; det europæiske SMV-observationscenter; undersøgelser; database om SMV-politiske foranstaltninger; vurdering af eksisterende politiske initiativer og udvikling af forslag til nye fællesskabsforanstaltninger på områder med tilknytning til virksomhederne.

Top