(1)

Den 6. juni 2025 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antidumpingundersøgelse vedrørende importen af 1,4-butandiol (»butandiol«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«), Kongeriget Saudi-Arabien (»Saudi-Arabien«) og Amerikas Forenede Stater (»USA« og sammen med Kina og Saudi-Arabien benævnt »de pågældende lande«) på grundlag af artikel 5 i grundforordningen. Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) (»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen efter en klage indgivet den 24. april 2025 af INEOS Solvents SA (»klageren« eller »INEOS«). Klagen blev indgivet af EU-erhvervsgrenen for butandiol, jf. grundforordningens artikel 5, stk. 4. Klagen indeholdt beviser for dumping og deraf følgende væsentlig skade, som var tilstrækkelige til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Kommissionen gjorde importen af den pågældende vare til genstand for registrering ved gennemførelsesforordning (EU) 2025/1718 (3) (»forordningen om registrering«).

(4)

Den 5. februar 2026 indførte Kommissionen midlertidig antidumpingtold på importen af 1,4-butandiol med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Kongeriget Saudi-Arabien og Amerikas Forenede Stater ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/270 (4) (»forordningen om midlertidig told«).

(5)

Efter fremlæggelsen af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for indførelsen af en midlertidig antidumpingtold (»den foreløbige fremlæggelse af oplysninger«), indgav Wanhua Chemical (Sichuan), Ltd sammen med dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder (»Wanhua Group«), International Diol Company (»IDC«), Sipchem Marketing Company (»SMC«) og Sipchem Europe S.A. (»SESA«) (den saudiarabiske eksporterende producent og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, samlet benævnt »Sipchem«), Lyondell Chemical Company (»LCC«) og Lyondell Chemie Nederland B.V (»LCN«) (den amerikanske eksporterende producent og dennes forretningsmæssigt forbundne EU-producent, samlet benævnt »LYB«), Envalior BV og Envalior GmbH (»Envalior«), Lubrizol Advanced Materials Europe BVBA (»Lubrizol«), INEOS, Novamont S.p.A (»Novamont«) og BASF SE (»BASF«) skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner inden for den frist, der er fastsat i artikel 2, stk. 1, i forordningen om midlertidig told.

(6)

De parter, der anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt. Der blev afholdt høringer med Wanhua Group, Sipchem og LYB.

(7)

Kommissionen fortsatte med at indhente og kontrollere alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for sine endelige konklusioner. Kommissionen tog hensyn til de bemærkninger, som interesserede parter havde fremsat, og ændrede om nødvendigt sine foreløbige konklusioner for at nå frem til sine endelige konklusioner.

(8)

Kommissionen orienterede samtlige interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for hensigten om at indføre en endelig antidumpingtold på importen af butandiol med oprindelse i Kina, Saudi-Arabien og USA (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Der blev modtaget bemærkninger fra Wanhua Group, Sipchem, INEOS og Covestro.

(9)

De parter, der anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt. Der blev afholdt en høring med Sipchem.

(10)

Foruden de parter, der er nævnt i forordningen om midlertidig told, gav Lubrizol (en bruger af butandiol) sig til kende som interesseret part i undersøgelsens endelige fase.

(11)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte LCN og Sipchem yderligere bemærkninger om omfanget af støtte til klagen (»undersøgelsen af holdningstilkendegivelse«).

(12)

Konkret gentog LCN flere argumenter, der er omtalt i betragtning 11 og 12 i forordningen om midlertidig told, nemlig at Kommissionen så bort fra den manglende støtte til at indlede undersøgelsen vedrørende importen fra USA og Saudi-Arabien, eftersom LCN havde indtaget en »neutral« holdning til undersøgelsen, fordi virksomheden »[i]kke havde nogen betænkeligheder med hensyn til importen fra Saudi-Arabien og USA« og »[g]ik ind for en undersøgelse af importen med oprindelse i Kina«. LCN gjorde desuden gældende, at det i betragtning 411 i forordningen om midlertidig told blev anerkendt, at LCN var imod indledningen af undersøgelsen, og at Kommissionen »bevidst så bort fra« den manglende holdningstilkendegivelse i klagen på indledningstidspunktet for så vidt angår importen af butandiol fra USA. Kommissionen anerkendte, at LCN først efter afslutningen af stikprøveudtagningen fremsatte synspunkter om sin modstand mod at indlede undersøgelsen vedrørende USA og Saudi-Arabien. Som anført i betragtning 14 i forordningen om midlertidig told viste undersøgelsen af holdningstilkendegivelse den 2. juni 2025 imidlertid, at der var støtte til klagen, eftersom der ikke var nogen producenter, der gav udtryk for modstand, som gav sig til kende, og én producent indtog en neutral holdning. Kommissionen konkluderede derfor, at betingelserne i grundforordningens artikel 5, stk. 4, var opfyldt. Disse påstande blev derfor afvist.

(13)

Sipchem gentog sin holdning, der er sammenfattet i betragtning 12 i forordningen om midlertidig told, nemlig at undersøgelsen burde indstilles for så vidt angår importen af butandiol fra Saudi-Arabien og USA, fordi LCN angiveligt var blevet tvunget til at afgive et afkrydsningssvar og vælge »neutral«, og at Kommissionen, eftersom LCN's synspunkter blev yderligere uddybet i kommentarfeltet til afkrydsningsfeltet i formularen vedrørende holdningstilkendegivelse (5), burde have undersøgt sagen nærmere og ikke alene støttet sig på det »neutrale« svar, som ikke afspejlede de yderligere bemærkninger, der blev fremsat i forbindelse med holdningstilkendegivelsen. Sipchem gjorde gældende, at Kommissionen derved ville have kunnet bekræfte, at LCN ikke støttede indledningen af en undersøgelse vedrørende importen fra Saudi-Arabien og USA. Sipchem anførte desuden med henvisning til betragtning 303 i forordningen om midlertidig told, at Kommissionen havde fastslået, at kinesiske producenter kunne fastsætte priserne på EU-markedet, og at Sipchem derfor var pristager, hvilket ifølge Sipchem var grunden til, at LCN ikke støttede undersøgelsen vedrørende Saudi-Arabien og USA, og at undersøgelsen derfor burde afsluttes for disse lande. Kommissionen bemærkede, at Sipchem ikke har fremlagt dokumentation for, at LCN ikke støttede en undersøgelse vedrørende USA eller Saudi-Arabien, fordi Sipchem angiveligt var pristager på EU-markedet. I modsætning til disse påstande var betingelserne i grundforordningens artikel 5, stk. 4, som anført i betragtning 14 i forordningen om midlertidig told, opfyldt, eftersom der ikke var nogen producenter, der gav udtryk for modstand, som gav sig til kende, og én producent indtog en neutral holdning. Kommissionen konkluderede derfor, at betingelserne i grundforordningens artikel 5, stk. 4, var opfyldt, og disse påstande blev afvist.

(14)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde Sipchem gældende, at Kommissionen ved at afvise denne påstand havde set bort fra et af Sipchems argumenter, nemlig at Kommissionen burde have taget hensyn til LCN's uddybende bemærkning i LCN's stikprøveskema i stedet for at acceptere dets neutrale holdning til sagen som helhed.

(15)

Kommissionen mindede imidlertid Sipchem om, at LCN var blevet anmodet om at fremsætte bemærkninger om sit syn på indledningen af undersøgelsen som helhed, da klagen indeholdt tilstrækkelige beviser for dumping, skade og årsagssammenhæng for de tre lande samlet. Derfor var den yderligere bemærkning fra LCN om, at virksomheden »[i]kke havde nogen betænkeligheder med hensyn til importen fra Saudi-Arabien og USA«, ikke til hinder for indledningen af sagen som påtænkt i klagen. Sipchems bemærkning blev derfor afvist.

(16)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering gjorde gældende, at Kommissionen ikke havde vurderet, om EU-producenter, der importerede butandiol fra de pågældende lande og i nogle tilfælde var forbundet med de eksporterende producenter, fortsat kunne anses for EU-producenter med henblik på definitionen af EU-erhvervsgrenen og vurderingen af holdningstilkendegivelsen. Som led i vurderingen af holdningstilkendegivelsen analyserede Kommissionen importen og forbindelserne mellem de virksomheder, der svarede, og fandt ingen grund til at udelukke nogen af dem fra definitionen af EU-erhvervsgrenen eller fra konklusionen om holdningstilkendegivelse, jf. grundforordningens artikel 4 og artikel 5.

(17)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger til indledningen af undersøgelsen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 7-31 i forordningen om midlertidig told.

(18)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til stikprøveudtagningen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 33-41 i forordningen om midlertidig told.

(19)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til den individuelle undersøgelse, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 42 i forordningen om midlertidig told.

(20)

Kommissionen gennemførte i henhold til grundforordningens artikel 16 et kontrolbesøg på Novamonts forretningssted i Novara, Italien (en EU-producent, importør og bruger af butandiol).

(21)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger fremsatte ingen interesserede parter påstande eller bemærkninger til spørgeskemabesvarelserne og kontrolbesøgene. Kommissionen bekræftede derfor sine resultater og konklusioner i betragtning 43-46 i forordningen om midlertidig told.

(22)

Bemærkninger om, hvorvidt den betragtede periode var egnet som periode til undersøgelse af tendenser inden for rammerne af skadesvurderingen, blev behandlet i afsnit 4.7 (»Konklusion vedrørende skade«).

(23)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 47 i forordningen om midlertidig told.

(24)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende den undersøgte vare, den pågældende vare og samme vare, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 48-63 i forordningen om midlertidig told.

(25)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til proceduren for fastsættelse af den normale værdi i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 6a, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 64-69 i forordningen om midlertidig told.

(26)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til de indledende betragtninger vedrørende den normale værdi, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 70-72 i forordningen om midlertidig told.

(27)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til forekomsten af væsentlige fordrejninger i Kina, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 73-112 i forordningen om midlertidig told.

(28)

I sine bemærkninger efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger hævdede Wanhua Group, at referenceværdierne for visse produktionsfaktorer var unormalt høje og væsentligt højere end Wanhuas købspris. Som anført i betragtning 30-37, anfægtede Wanhua Group Brasiliens egnethed som repræsentativt land for disse produktionsfaktorer.

(29)

Kommissionen bemærkede, at en sammenligning af referenceværdierne for produktionsfaktorerne med Wanhuas købspris ikke var relevant, da Kommissionen i betragtning 27 havde fastslået, at der forelå fordrejninger i Kina. Kommissionens vurdering af referenceværdiernes repræsentativitet fremgår af betragtning 30-37.

(30)

Wanhua Group hævdede, at Kommissionen burde have anvendt den samme referenceværdi for naturgas som i forordningen om midlertidig told i antidumpingundersøgelsen vedrørende adipinsyre, eftersom begge undersøgelser havde samme undersøgelsesperiode og anvendte samme metode til beregning af referenceværdien for naturgas, og eftersom forordningen om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af adipinsyre med oprindelse i Kina (6) blev offentliggjort før forordningen om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på butandiol. Wanhua Group hævdede, at forskellen i referenceværdierne skyldtes anvendelsen af en anden konverteringsfaktor mellem en mio. britiske termiske enheder (»MMBtu«) og m3.

(31)

Kommissionen gennemgik på ny beregningerne for referenceværdien for naturgas, som blev anvendt i begge undersøgelser, og fandt to skrivefejl i undersøgelsen vedrørende adipinsyre, som blev rettet i den pågældende undersøgelse. Beregningerne i denne undersøgelse vedrørende butandiol var korrekte og i overensstemmelse med de valgte kilder, herunder konverteringsfaktoren mellem MMBtu og m3. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(32)

Wanhua Group hævdede, at den foreslåede referenceværdi for oxygen fra Brasilien ikke var repræsentativ. For det første hævdede Wanhua Group, at referenceværdien var 60-100 gange højere end Wanhua Groups købspris. For det andet hævdede Wanhua, at importmængderne til Mexico og Indonesien var langt større end importmængderne til Brasilien, hvilket gjorde deres priser mere repræsentative. Wanhua Group tilføjede, at importpriserne til Malaysia, Tyrkiet og Thailand ikke var repræsentative på grund af de lave importmængder og den høje andel af importen fra Kina. For det tredje fremlagde Wanhua Group data for at underbygge dens påstand om, at importprisen til Brasilien var en ekstremværdi på markedet for oxygen sammenlignet med EU-markedet og resten af verden. For det fjerde gjorde Wanhua Group gældende, at virksomheden modtog sin oxygen via en rørledning i nærheden af sit anlæg, hvilket reducerede transportomkostningerne betydeligt sammenlignet med andre transportmidler, og at der ikke var nogen indikation af, at det transportmiddel, der blev anvendt i Brasilien, svarede til det, som Wanhua anvendte. Endelig hævdede Wanhua Group, at cif-prisen til Brasilien burde have været 16,18 CNY/m3 og ikke 17,04 CNY/m3, hvis Kommissionen fastholdt referenceværdien.

(33)

Af de grunde, der er forklaret i betragtning 29, fandt Kommissionen ikke, at forskellen mellem referenceværdien for oxygen og Wanhuas omkostninger var relevant, og den fandt heller ikke, at 651 352 m3 udgjorde en lille mængde. Kommissionen fandt, at Wanhua Group ikke havde godtgjort, at de data, som Kommissionen havde anvendt, ikke vedrørte »tilsvarende produktionsomkostninger« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Wanhua Group gjorde gældende, at prisen var unormal, alene ved henvisning til andre kilder og uden underbygget forklaring. I betragtning af importmængden af oxygen til Brasilien og oplysningerne i sagsakterne havde Kommissionen ingen beviser for, at de anvendte data var fordrejede, eller at de vedrørte input, som ikke svarede til dem, der blev anvendt af Wanhua Group. Det forhold alene, at priserne varierede mellem kilderne, og at den pris, der blev anvendt til at fastsætte referenceværdien, var høj sammenlignet med andre kilder, gjorde endvidere ikke denne pris urimelig. Kommissionen bekræftede også, at referenceværdien på 17,04 CNY/m3 var korrekt, eftersom den omfattede de gældende toldsatser, som anført i de relevante sagsakter, der var blevet gjort tilgængelige forud for den foreløbige fremlæggelse af oplysninger. På grundlag af ovenstående blev påstanden afvist som ubegrundet.

(34)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger var Wanhua Group uenig i Kommissionens vurdering. Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger gentog Wanhua Group sine påstande vedrørende referenceværdien for oxygen: i) den var uforholdsmæssigt høj, ii) den var uforenelig med andre offentligt tilgængelige oplysninger, og iii) den kunne ikke sammenlignes med Wanhua Groups forsyningsvilkår, eftersom virksomheden modtog oxygen via rørledning, mens oxygen, der handles internationalt, typisk blev transporteret ad vej eller jernbane enten i flydende form eller i gasform, hvilket medførte højere omkostninger. Endelig gjorde Wanhua Group gældende, at det forhold, at gruppen skulle godtgøre, at referenceværdien ikke afspejlede de »tilsvarende produktionsomkostninger«, var uforeneligt med grundforordningens artikel 2, stk. 6a, hvorefter Kommissionen skulle identificere en passende referenceværdi, da bevisbyrden ellers ville blive flyttet over på gruppen.

(35)

Wanhua Group fremlagde ikke yderligere beviser til støtte for påstand i)-iii) i betragtning 34, og Kommissionen fastholdt derfor den vurdering, der er anført i betragtning 33. Hvad angår bevisbyrden, godtgjorde Kommissionen af de grunde, der er anført i betragtning 33, at referenceværdien vedrørte »tilsvarende produktionsomkostninger« som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Wanhua Group fremlagde ikke tilstrækkelige beviser til at afkræfte denne konklusion. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(36)

Wanhua Group hævdede, at Kommissionen af flere grunde ikke burde have anvendt eksportprisen fra Brasilien som referenceværdi for formaldehyd. For det første udgjorde eksporten fra Brasilien en lille andel af den samlede eksport på verdensplan, og eksportprisen fra den største eksportør, Nederlandene, var mere repræsentativ. For det andet burde Kommissionen, ligesom den havde konstateret for importmængderne af hydrogen til Brasilien, også have konkluderet, at importmængderne af formaldehyd var for lave til at fastsætte en repræsentativ referenceværdi, og den burde have anvendt en alternativ referenceværdi. Endelig hævdede Wanhua Group, at anvendelsen af importprisen fra den største eksportør under hensyntagen til ovenstående bemærkninger ville være i overensstemmelse med Kommissionens praksis, f.eks. i R728 GOES (7) og AD717 MWF (8).

(37)

Kommissionen fandt ikke, at 3 810 ton udgjorde en lille mængde. Kommissionen fandt, at Wanhua Group ikke havde godtgjort, at de data, som Kommissionen havde anvendt, ikke var passende som omhandlet i grundforordningens artikel 2, stk. 6a. Wanhua Group gjorde gældende, at prisen var unormal, alene ved henvisning til andre kilder og uden underbygget forklaring. I betragtning af eksportmængden fra Brasilien og oplysningerne i sagsakterne havde Kommissionen ingen beviser for, at de anvendte data var fordrejede, eller at de vedrørte input, som ikke svarede til dem, der blev anvendt af Wanhua Group. Det forhold alene, at priserne varierede mellem kilderne, og at den pris, der blev anvendt til at fastsætte referenceværdien, var høj sammenlignet med andre kilder, gjorde endvidere ikke denne pris urimelig. Kommissionen var endvidere ikke enig i, at importmængderne af hydrogen kunne sammenlignes med importmængderne af formaldehyd. Importmængden af hydrogen var kun 6 m3, hvilket medførte en importpris, der var flere tusinde gange højere end den industrielle referenceværdi, som Kommissionen anvendte. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(38)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger henviste Wanhua Group til sine bemærkninger efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger og anmodede Kommissionen om at genoverveje referenceværdierne for formaldehyd og naturgas. Kommissionen bemærkede, at Wanhua Group ikke fremlagde yderligere beviser, og afviste derfor påstanden.

(39)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger til det repræsentative land, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 113-176 i forordningen om midlertidig told.

(40)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende de kilder, der blev anvendt til at fastsætte ikkefordrejede omkostninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 177-212 i forordningen om midlertidig told.

(41)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til eksportprisen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 213-215 i forordningen om midlertidig told.

(42)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende justeringerne af den normale værdi, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 217 i forordningen om midlertidig told.

(43)

Wanhua Group gjorde gældende, at Kommissionen havde fratrukket de bankgebyrer, som Wanhua Chemical (Singapore) Pte. Ltd. (»Wanhua Singapore«) havde afholdt, to gange: først ved at medregne dem ved beregningen af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger og dernæst som en justering. Wanhua Group hævdede også, at Kommissionen burde have anvendt den faktiske nettofakturaværdi til at beregne kreditomkostninger og ikke den justerede nettofakturaværdi, som udgjorde en beregnet pris.

(44)

Kommissionen fandt disse påstande berettigede og korrigerede sin beregning. Den nye beregning påvirkede dog ikke dumpingmargenen.

(45)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde Wanhua Group gældende, at Kommissionen, for så vidt angår eksportsalg til gruppens forretningsmæssigt forbundne bruger i Unionen, burde have anvendt den faktiske fakturaværdi, som Wanhua Singapore havde indberettet, som grundlag for beregningen af Wanhua Singapores salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger, og ikke den eksportpris, der var beregnet i henhold til betragtning 215 i forordningen om midlertidig told.

(46)

Kommissionen fandt denne påstand berettiget. Kommissionen reviderede derfor beregningen af eksportprisen og fremlagde den på ny. Den nye beregning påvirkede dog ikke dumpingmargenen. Wanhua Group fremsatte ingen bemærkninger til denne fornyede fremlæggelse af oplysninger.

(47)

Wanhua Group hævdede, at det var forkert at anvende den faktiske cif-værdi som nævner ved beregningen af margenerne. Wanhua Group hævdede, at Kommissionen også burde have anvendt den reviderede nettofakturaværdi ved beregningen af den cif-værdi, der blev anvendt som nævner, eftersom den havde revideret nettofakturaværdien med henblik på beregningen af eksportprisen.

(48)

Kommissionen bemærkede, at nævneren i dumpingberegningen skulle være den faktiske cif-værdi ved Unionens grænse, fordi antidumpingtolden ville blive anvendt på denne værdi. Dumpingmargenen blev derfor udtrykt som en procentdel af cif-prisen, Unionens grænse, som indberettet af Wanhua, uden andre justeringer end dem, der vedrørte transport og fragt. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(49)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Wanhua Group påstanden i betragtning 47 og tilføjede, at Kommissionens fremgangsmåde var uforenelig med grundforordningens artikel 2, stk. 9, og at US Department of Commerce i sin praksis ligeledes anvendte den beregnede eksportpris som nævner.

(50)

Grundforordningens artikel 2, stk. 9, henviser til eksportprisen med henblik på at fastsætte dumpingbeløbet, som er nødvendigt for at fastsætte dumpingmargenen, som i grundforordningens artikel 2, stk. 12, defineres som det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen. Det fremgår følgelig klart af nævnte bestemmelse, at reglerne i grundforordningens artikel 2 ikke finder anvendelse på nævneren i dumpingberegningen. Endelig er andre undersøgelsesmyndigheders praksis ikke bindende for Kommissionen. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(51)

De endelige dumpingmargener, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, er som følger:

(52)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende den normale værdi, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 230-231 i forordningen om midlertidig told.

(53)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger gentog Sipchem sin påstand om, at IDC, SMC og SESA udgør en enkelt økonomisk enhed. Sipchem bemærkede navnlig for så vidt angår SMC og SESA, at Kommissionen, eftersom den ikke havde afvist påstanden om, at de to virksomheder udgør en enkelt økonomisk enhed, burde justere eksportprisen tilsvarende.

(54)

Kommissionen mindede om, at eksportprisen var beregnet på grundlag af den importerede vares pris ved SESA's første videresalg af til uafhængige kunder i Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. I dette tilfælde blev prisen justeret for alle omkostninger, der påløb mellem import og videresalg, herunder salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjeneste. Disse justeringer skal foretages, hver gang eksportprisen beregnes, som det var tilfældet her, uanset om SMC og SESA udgør en enkelt økonomisk enhed, og derfor fandt Kommissionen det ikke nødvendigt at vurdere, om dette faktisk var tilfældet.

(55)

Sipchem gentog også sin påstand om, at visse salg til en EU-producent af butandiol burde udelukkes fra beregningen af eksportprisen med den begrundelse, at denne EU-producent havde anvendt sin stærke markedsposition til at forhandle en pris, der lå væsentligt under Sipchems gennemsnitspris. Sipchem fremlagde i den forbindelse eksempler på handelsbeskyttelsessager, hvor Kommissionen havde udelukket visse eksportsalg fra beregningen af eksportprisen.

(56)

Forpligtelsen til at tage hensyn til alt eksportsalg er blevet bekræftet af Unionens retsinstanser (9). Alle de handelsbeskyttelsessager, som Sipchem havde henvist til, lå forud for denne retspraksis. I alle disse sager var visse eksportsalg desuden blevet udelukket på grund af faktiske omstændigheder, der var anderledes end dem, der gjorde sig gældende for Sipchems eksportsalg til den pågældende EU-producent. Det er desuden snarere normen, at priser fastsættes efter hårde forhandlinger mellem sælger og køber, hvor hver part udnytter sin position til at opnå det gunstigste resultat for sig selv, og gennemsnit dannes pr. definition på grundlag af både høje og lave priser, og derfor kan den omstændighed, at visse salg fandt sted til priser, der lå under eller endda væsentligt under gennemsnittet, ikke begrunde, at de udelukkes fra beregningen.

(57)

På baggrund af ovenstående blev Sipchems påstande afvist.

(58)

Til støtte for sin påstand om, at IDC og SMC udgør en enkelt økonomisk enhed, gjorde Sipchem gældende, at Kommissionen udelukkende fokuserede på, at der forelå en kontrakt mellem IDC og SMC, og så bort fra hvordan Sipchems salgsstruktur egentlig fungerede. Dette er ifølge Sipchem i strid med EU-Domstolens praksis, som kræver, at Kommissionen tager hensyn til alle beviser vedrørende forholdet mellem enhederne, herunder fælles økonomisk kontrol, ansvarsområdet for en centraliseret intern salgsafdeling eller fraværet af en eksportafdeling for salg til Unionen. Den samme påstand blev fremsat efter den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(59)

På baggrund af sit standpunkt om, at alle tre virksomheder, dvs. IDC, SMC og SESA, udgør en enkelt økonomisk enhed, hævdede Sipchem, at Kommissionen burde omberegne eksportprisen ved at anvende SESA's eksportpris uden at foretage justeringer for SMC's eller SESA's salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger eller fortjeneste, eller i det mindste burde begrænse enhver justering til de faktiske provisioner, som SMC og SESA modtog.

(60)

I betragtning 54 forklares årsagerne til afvisningen af påstanden vedrørende beregningen af eksportprisen og de justeringer, der blev foretaget i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 9.

(61)

I den foreløbige fase af undersøgelsen analyserede Kommissionen alle de oplysninger, som Sipchem fremlagde om, hvorvidt IDC og SMC udgjorde en enkelt økonomisk enhed, herunder økonomisk kontrol og det forhold, at IDC ikke selv varetager salgsfunktioner. Kontrakten mellem IDC og SMC, hvori de provisioner, som IDC betaler, fastsættes, og som indeholder en voldgiftsklausul, viser imidlertid, at forbindelsen mellem de to virksomheder er reguleret af de sædvanlige forretningsmæssige vilkår mellem en producent og en ikke forretningsmæssigt forbundet forhandler. Disse forhold, navnlig voldgiftsklausulerne i salgskontrakten, var vanskelige at forene med påstanden om, at SMC var fuldt integreret og burde betragtes som IDC's interne salgsafdeling. Efter den foreløbige og den endelige fremlæggelse af oplysninger fremlagde Sipchem ikke nye faktiske omstændigheder eller yderligere beviser ud over dem, der allerede var fremlagt i den foreløbige fase af undersøgelsen. Kommissionen bekræftede derfor sine konklusioner i betragtning 242 i forordningen om midlertidig told.

(62)

Hvad angår anvendelsen af de faktiske provisioner, bemærkede Kommissionen, at disse betales mellem forretningsmæssigt forbundne parter og derfor ikke kan anses for et pålideligt grundlag for justeringerne.

(63)

På baggrund af ovenstående blev Sipchems påstande afvist.

(64)

Da der ikke blev accepteret nogen krav vedrørende beregningen af dumpingmargenen, bekræftes betragtning 243-246 i forordningen om midlertidig told herved.

(65)

De endelige dumpingmargener, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(66)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende dumping, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 247-267 i forordningen om midlertidig told.

(67)

De endelige dumpingmargener for USA, udtrykt i procent af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet, fastsættes til følgende:

(68)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering betvivlede definitionen af EU-erhvervsgrenen på grund af den betydelige mængde import, som EU-erhvervsgrenen havde foretaget. Kongeriget Saudi-Arabiens regering henviste til betragtning 382 i forordningen om midlertidig told, hvori der var redegjort for EU-erhvervsgrenens import, og satte spørgsmålstegn ved, om visse EU-producenter burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen. Kongeriget Saudi-Arabiens regering satte endvidere spørgsmålstegn ved, om EU-producenter, der var forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, navnlig BASF SE og LCN, også burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen med henblik på definitionen af EU-erhvervsgrenen og holdningstilkendegivelsen.

(69)

INEOS var ikke enig i påstanden om, at den ikke var en EU-producent, fordi dens beslutning om at erstatte produktion med import var en defensiv foranstaltning, hovedsagelig som følge af den skadevoldende dumping.

(70)

Kommissionen kan efter eget skøn afgøre, om producenter skal udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen. I denne undersøgelse blev Kommissionen ikke forelagt tungtvejende beviser for, at sådanne udelukkelser var berettigede, og påstandene kunne ikke accepteres, da de ikke var underbygget.

(71)

For så vidt angår påstanden om de forretningsmæssige forbindelser (LCC/LCN og BASF SE/BASF Corporation) ville en eventuel udelukkelse bero på, at disse forbindelser ville påvirke konklusionerne vedrørende skade og holdningstilkendegivelsen. Der blev ikke fundet noget bevis herfor, og Kongeriget Saudi-Arabiens regering fremlagde heller ikke noget sådant bevis. Under alle omstændigheder ville en udelukkelse af BASF SE og LCN fra vurderingen af holdningstilkendegivelse ikke ændre ved konklusionen om, at der forelå en holdningstilkendegivelse. Påstanden var derfor både uberettiget og uden betydning. Den blev derfor afvist.

(72)

For så vidt angår påstanden vedrørende importen stod det klart, at alle fire EU-producenter havde øget importen fra de pågældende lande, navnlig i 2023 og i undersøgelsesperioden. Som forklaret i betragtning 351 i forordningen om midlertidig told var denne stigning imidlertid en midlertidig defensiv foranstaltning med henblik på at opretholde EU-producenternes position på EU-markedet som følge af de dårlige markedsvilkår og navnlig de lave markedspriser på butandiol. Alle fire EU-producenter var aktive og reelle EU-producenter i den betragtede periode. Påstanden om, at EU-producenter burde udelukkes fra definitionen af EU-erhvervsgrenen på grund af deres import af den pågældende vare, blev derfor afvist.

(73)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger til definitionen af EU-erhvervsgrenen og EU-produktionen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 268-269 i forordningen om midlertidig told.

(74)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til fastlæggelsen af det relevante EU-marked, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 270-273 i forordningen om midlertidig told.

(75)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til EU-forbruget, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 274-282 i forordningen om midlertidig told.

(76)

Efter den foreløbige fremlæggelse af oplysninger anfægtede LYB Kommissionens vurdering af kumulationen af importen af butandiol fra USA. Disse parter gjorde gældende, at der gjaldt andre konkurrencevilkår for importen fra USA af følgende grunde: a) den blev kanaliseret gennem andre salgskanaler end importen fra Kina og Saudi-Arabien, b) importen fra USA var i vid udstrækning bestemt til EU-erhvervsgrenens forbrug, og c) importen fra USA til brug for andre parter var ikke regelmæssig og systematisk, men fandt kun sted som reaktion på ekstraordinære behov.

(77)

LYB henviste endvidere til Rettens dom (VTZ (10)), og med henvisning hertil gjorde LYB gældende, at Kommissionens vurdering af kumulationen i forordningen om midlertidig told ikke opfylder den krævede standard i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 4, fordi Kommissionen ikke vurderede, om markedsadfærden hos eksportørerne fra de tre pågældende lande var ens.

(78)

INEOS støttede Kommissionens holdning i forordningen om midlertidig told.

(79)

Som anført i betragtning 286 i forordningen om midlertidig told har Kommissionen allerede behandlet de relevante spørgsmål vedrørende kumulationen af importen. For så vidt angår salgskanaler og anvendelse havde importen fra alle tre lande de samme grundlæggende egenskaber, var fuldt ud indbyrdes udskiftelig og konkurrerede om den samme anvendelse i Unionen, nemlig levering af butandiol til bunden anvendelse og/eller det frie marked.

(80)

For så vidt angår eksportørernes adfærd blev den vare, der blev importeret fra alle tre lande, og samme vare solgt på lignende kontrakt- og prisvilkår (med ICIS som prisreferenceværdi), ofte til de samme kunder og konkurrerede således om disse. Kommissionen er derfor ikke enig i, at den ikke har overholdt VTZ-dommen for så vidt angår eksportørernes adfærd.

(81)

Kommissionen konkluderede, at LYB's bemærkninger om kumulationen af importen måtte afvises.

(82)

Sipchem fremsatte også bemærkninger om kumulationen med henvisning til betragtning 331 i forordningen om midlertidig told, hvori det blev fastslået, at Kina var prisfører på EU-markedet. Sipchem gjorde gældende, at denne konstatering bekræfter, at undersøgelsen ikke burde have været indledt over for Saudi-Arabien og USA, som havde udvist en anden adfærd. Den omstændighed, at ICIS-priserne på det kinesiske marked var prisførende på EU-markedet, betyder imidlertid ikke, at Saudi-Arabien ikke har konkurreret og eksporteret til de samme priser. Da de amerikanske og saudiske eksportører har fulgt en lignende prisadfærd på EU-markedet, afviser Kommissionen påstanden om, at importen fra Saudi-Arabien og USA ikke burde kumuleres med importen fra Kina. Den omstændighed, at den ene fungerer som prisfører bekræfter desuden blot, at der foreligger et konkurrenceforhold mellem eksporten fra de pågældende lande og mellem denne eksport og EU-erhvervsgrenens salg.

(83)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger til kumulationen af importen, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 283-290 i forordningen om midlertidig told.

(84)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til fastlæggelsen af mængden og markedsandelen for importen fra de pågældende lande, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 291-294 i forordningen om midlertidig told.

(85)

Wanhua gjorde gældende, at man ikke kunne kontrollere nøjagtigheden af cif-beregningerne i euro, da Kommissionen ikke havde oplyst de anvendte valutakurser. Dette spørgsmål blev afklaret ved den endelige fremlæggelse af oplysninger.

(86)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger til priser, prisunderbud og pristryk, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 295-303 i forordningen om midlertidig told.

(87)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til de generelle bemærkninger om EU-erhvervsgrenens økonomiske situation, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 304-308 i forordningen om midlertidig told.

(88)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 309-313 i forordningen om midlertidig told.

(89)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 314-320 i forordningen om midlertidig told.

(90)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 321 i forordningen om midlertidig told.

(91)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 322-324 i forordningen om midlertidig told.

(92)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 325-326 i forordningen om midlertidig told.

(93)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 327 i forordningen om midlertidig told.

(94)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 328-334 i forordningen om midlertidig told.

(95)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 335-337 i forordningen om midlertidig told.

(96)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 338-340 i forordningen om midlertidig told.

(97)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 341-346 i forordningen om midlertidig told.

(98)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering og Envalior bemærkede, at Kommissionens skadesvurdering ikke var objektiv og rimelig, fordi den anvendte 2021 som referencepunkt for konstateringen af skade. Disse parter anførte, at 2021 var et højkonjunkturår, og at en skadesvurdering med dette år som reference ikke er objektiv.

(99)

INEOS fremlagde diagrammer over skadesindikatorerne for at påvise, at året 2021 ikke var afgørende for at identificere skade i den betragtede periode, og INEOS støttede Kommissionens analyse med den begrundelse, at den både var rimelig og klar.

(100)

Kommissionens »Konklusion vedrørende skade« i afsnit 4.7 i forordningen om midlertidig told anvendte ikke blot 2021 som referencepunkt. For det første blev hver indikator forklaret individuelt ved en analyse af udviklingen fra år til år. For det andet fremgår det klart af »Konklusion vedrørende skade«, at den væsentlige skade begyndte i 2023 og fortsatte ind i undersøgelsesperioden, og at denne skade navnlig fremgik af udviklingen i resultatindikatorerne og af pristrykket. Kommissionen foretog derfor en omfattende og afbalanceret vurdering af skaden, som ikke byggede på nogen angiveligt ekstraordinære faktorer vedrørende 2021.

(101)

Påstanden om, at Kommissionen fejlfortolkede skaden på grund af forhold, der indtraf i 2021, blev afvist.

(102)

Envalior gentog i sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger sin påstand vedrørende anvendelsen af data fra 2021 i skadesudviklingen. Virksomheden fremsatte imidlertid ingen nye argumenter, og den gentagne påstand blev derfor også afvist.

(103)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering bemærkede også, at Kommissionens skadesvurdering var uklar for så vidt angår, hvilke EU-producenter der indgik i udviklingen i de mikroøkonomiske indikatorer. Kongeriget Saudi-Arabiens regering anmodede om en præcisering af, hvordan Kommissionen kunne basere de mikroøkonomiske indikatorer på data fra to producenter og ikke de tre stikprøveudtagne producenter.

(104)

Kommissionens begrundelse for denne tilgang fremgår af betragtning 327 i forordningen om midlertidig told, hvor den forklarede, hvorfor oplysningerne kun vedrørte to EU-producenter og derfor måtte fremlægges i intervaller af fortrolighedshensyn.

(105)

Det præciseres, at Kommissionen ikke undlod at tage hensyn til (eller udelod) oplysningerne vedrørende den tredje stikprøveudtagne producent, men at denne tredje producent ikke havde nogen oplysninger, som Kommissionen kunne anvende, da den anvendte butandiol internt. Den solgte derfor ikke væsentlige mængder butandiol på det frie EU-marked og havde derfor ingen data for indikatorer som f.eks. salgspris, rentabilitet og investeringsafkast.

(106)

Påstanden om, at Kommissionens mikroøkonomiske indikatorer ikke blev fremlagt korrekt, blev derfor afvist.

(107)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering bemærkede endvidere, at Kommissionens skadesvurdering var behæftet med en fejl, fordi den i betragtning 347 henviste til »dumpingimport fra de pågældende lande i 2023 og den betragtede periode«.

(108)

Denne sætning indeholdt faktisk en fejl og burde have lydt således: »lavprisimport fra de pågældende lande i 2023 og dumpingimport i undersøgelsesperioden«. Selv om dette punkt tages til følge, ændrer den reviderede tekst ikke ved den overordnede konklusion om, at EU-erhvervsgrenen led væsentlig skade i 2023 og i undersøgelsesperioden. Kommissionen anerkender den pointe, som Kongeriget Saudi-Arabiens regering fremførte vedrørende den tekstuelle fejl.

(109)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering bemærkede også, at flere af EU-erhvervsgrenens makroøkonomiske indikatorer blev betydeligt forbedret mellem 2023 og undersøgelsesperioden (herunder produktion, kapacitetsudnyttelse, bunden anvendelse, salgsmængde og produktivitet). Kongeriget Saudi-Arabiens regering gjorde gældende, at dette ikke stemmer overens med udviklingen i de mikroøkonomiske indikatorer og rejser tvivl om de samlede konklusioner vedrørende skade.

(110)

Kommissionens samlede konklusion vedrørende skade i afsnit 4.7 i forordningen om midlertidig told tog imidlertid hensyn til udviklingen i de makroøkonomiske indikatorer. Den omstændighed, at de ovennævnte mængdeindikatorer forbedredes en smule fra 2023 til undersøgelsesperioden, rejser ikke tvivl om den samlede konklusion om, at EU-erhvervsgrenen led skade i den betragtede periode, og at skaden navnlig fremgår af pristrykket og de forskellige resultatindikatorer. Derfor blev denne påstand afvist.

(111)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering henviste til betragtning 439 i forordningen om midlertidig told og gjorde gældende, at udsagnet ikke er i overensstemmelse med artikel 7.1, nr. iii), i WTO's antidumpingaftale, fordi sidstnævnte bestemmelse henviser til behovet for at forhindre skade under undersøgelsen. Kommissionen bemærker, at disse bestemmelser vedrører indførelsen af midlertidige foranstaltninger. Kommissionen er ikke enig i, at den har tilsidesat kravet om at begrunde indførelsen af midlertidige foranstaltninger for at forhindre, at EU-erhvervsgrenen påføres yderligere skade under undersøgelsen. Betragtning 439 henviser til behovet for at indføre midlertidige foranstaltninger for at »forhindre, at EU-erhvervsgrenen forvoldes yderligere skade«. Uden de midlertidige foranstaltninger ville denne »yderligere skade« indtræde i undersøgelsens endelige fase. Denne påstand blev derfor afvist.

(112)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 347-354 i forordningen om midlertidig told.

(113)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 355 i forordningen om midlertidig told.

(114)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til virkningerne af dumpingimporten, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 356-363 i forordningen om midlertidig told.

(115)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende import fra andre tredjelande, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 364-367 i forordningen om midlertidig told.

(116)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering bemærkede, at den ikke var enig i Kommissionens konklusioner vedrørende årsagssammenhængen for så vidt angår EU-erhvervsgrenens eksportresultater. Den gjorde gældende, at det betydelige fald i eksportsalget utvivlsomt havde haft indvirkning på EU-erhvervsgrenens produktionsmængde og omkostninger.

(117)

INEOS påpegede, at de problemer, der opstod på eksportmarkederne, ikke var lige så væsentlige som skaden på EU-markedet, og at Kommissionens konklusioner vedrørende salg og rentabilitet udelukkende byggede på data vedrørende EU-markedet.

(118)

I Kommissionens vurdering af virkningen af EU-erhvervsgrenens eksportresultater blev det ikke fastslået, at denne faktor ikke havde nogen indvirkning på EU-erhvervsgrenens økonomiske situation. Kommissionen konkluderede imidlertid, at eksportresultaterne ikke kunne svække årsagssammenhængen med hensyn til importen fra de pågældende lande. Denne konklusion blev draget efter en sammenligning af omfanget af og udviklingstendenserne i eksportresultaterne med den større indvirkning på salgsmængderne og priserne på EU-markedet. Derfor blev denne påstand afvist.

(119)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 368-371 i forordningen om midlertidig told.

(120)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende stigninger i råvare- og energiomkostninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 372-379 i forordningen om midlertidig told.

(121)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering var ikke enig i Kommissionens konklusioner vedrørende årsagssammenhængen for så vidt angår EU-erhvervsgrenens import. Den fremførte, at EU-erhvervsgrenen led skade som følge af en stigning i lavprisimport, som EU-erhvervsgrenen selv bar ansvaret for. Kongeriget Saudi-Arabiens regering hævdede, at EU-producenterne således var direkte ansvarlige for alle mængde- og prisvirkninger, der skyldtes den import, som de havde foretaget, fordi de frivilligt havde valgt at importere butandiol fra de pågældende lande.

(122)

INEOS var ikke enig i Kongeriget Saudi-Arabiens regerings påstand om, at EU-erhvervsgrenen var direkte ansvarlig for importen, og påpegede, at skaden i denne sag ikke var selvforskyldt, men skyldtes skadevoldende dumping.

(123)

Kommissionen fastholder sit synspunkt om, at den import, som EU-erhvervsgrenen foretog i 2023 og i undersøgelsesperioden, blot var en defensiv foranstaltning, der gjorde det muligt at dække kundernes behov og EU-producenternes eget interne behov. EU-producenterne har overskydende kapacitet med hensyn til butandiol, og importen blev kun foretaget som en defensiv foranstaltning. De blev derfor tvunget til at foretage en sådan import på grund af de vanskelige forhold på EU-markedet, som den kumulerede import fra de pågældende lande havde skabt. Importen fra de lande, hvis import blev kumuleret, havde presset butandiolsalgspriserne så meget, at det var umuligt for EU-producenterne at dække deres egne produktionsomkostninger, og derfor blev defensiv import nødvendig.

(124)

Kommissionen afviser derfor bemærkningen om, at EU-producenternes import var et problem, som EU-erhvervsgrenen selv havde påført sig.

(125)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 380-385 i forordningen om midlertidig told.

(126)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 386-391 i forordningen om midlertidig told.

(127)

Kongeriget Saudi-Arabiens regering fremførte, at Kommissionen burde have vurderet virkningen af produktionsstandsninger som en særskilt faktor vedrørende årsagssammenhængen. Kommissionen omtalte produktionsstandsninger i forordningen om midlertidig told, navnlig i afsnit 5.2.4, som vedrører EU-erhvervsgrenens import.

(128)

Kommissionen fandt, at produktionsafbrydelser var normale i butandiolindustrien i forbindelse med vedligeholdelse. Som led i forudplanlagte afbrydelser var sådanne standsninger ikke altid af samme varighed. Der kunne desuden forekomme uplanlagte standsninger, som kunne føre til midlertidige problemer med at levere til kunderne.

(129)

Kommissionen var imidlertid ikke bekendt med, og Kongeriget Saudi-Arabiens regering fremlagde heller ikke noget bevis for, større produktionsstandsninger, som kunne have ført til den væsentlige skade, der blev konstateret i denne undersøgelse i 2023 og 2024, herunder pristryk og store tab i EU-erhvervsgrenens rentabilitet, som nærmere forklaret i betragtning 392-396 i forordningen om midlertidig told.

(130)

Kommissionen konkluderede derfor, at produktionsstandsninger ikke forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.

(131)

Kommissionen har skelnet mellem og adskilt virkningerne af alle kendte faktorer på EU-erhvervsgrenens situation i forhold til den skadevoldende virkning af dumpingimporten. Ingen af faktorerne, hverken samlet eller hver for sig, viste sig at have en så væsentlig indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation, at det kunne rejse tvivl om konklusionen om, at importen fra de pågældende lande forvoldte væsentlig skade.

(132)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at dumpingimporten fra de pågældende lande forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade. Skaden består hovedsagelig i pristryk, utilstrækkelig rentabilitet, utilstrækkeligt investeringsafkast og utilstrækkeliglikviditet og evne til at rejse kapital.

(133)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 392-395 i forordningen om midlertidig told.

(134)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 396 i forordningen om midlertidig told.

(135)

Envalior og Wanhua Group gjorde gældende, at den underbudsmargen, der blev anvendt ved fastsættelsen af de midlertidige foranstaltninger, var mangelfuld, fordi den ikkeskadevoldende pris var blevet oppustet både af et forhøjet omkostningsgrundlag og af en ubegrundet høj målfortjenstmargen.

(136)

Med hensyn til påstanden om et forhøjet omkostningsgrundlag fremførte Envalior, at de højere energipriser i 2022 havde oppustet Unionens produktionsomkostninger i det pågældende år. Denne påstand er imidlertid grundlæggende ikke korrekt, da Kommissionen ved beregningen af målprisen anvendte produktionsomkostningerne i undersøgelsesperioden (2024) som grundlag, og disse er betydeligt lavere end i 2022.

(137)

Envalior og Wanhua Group gjorde gældende, at den anvendte målfortjeneste [10-25 %] måtte anses for uforholdsmæssigt høj for et kemisk bulkprodukt, der produceres i stor skala ved hjælp af moden teknologi og er genstand for intensiv international konkurrence. De henviste også til lavere målfortjenestetal, der var anvendt i nyere antidumpingundersøgelser, for at understøtte deres synspunkt.

(138)

INEOS anførte, at Kommissionens tilgang til målfortjenesten var fastsat i grundforordningens artikel 7, stk. 2c, og at der skulle foretages en vurdering fra sag til sag i stedet for at fastsætte den minimumsfortjeneste på 6 %, der er nævnt i den pågældende artikel.

(139)

Denne påstand fra Envalior og Wanhua Group blev afvist, da Kommissionen fulgte sin sædvanlige praksis, der er baseret på Rettens retspraksis, hvorefter målfortjenesten bør baseres på erhvervsgrenens resultater i fravær af skadevoldende dumping. I den foreliggende sag havde Kommissionen adgang til data for to nylige fortjenstgivende år for EU-erhvervsgrenen (2021 og 2022) forud for den væsentlige skade og før en betydelig stigning i både den samlede import og markedsandelene fra de pågældende lande i Unionen. 2021 var et meget fortjenstgivende år med en rentabilitet på [20-40 %] af omsætningen, som det fremgår af tabel 11 i forordningen om midlertidig told. Dette skyldtes gunstige markedsforhold og et højt forbrug kombineret med lavere import fra de pågældende lande. 2022 var et år med lavere forbrug, men også et år, hvor høje energiomkostninger fortsat kunne overvæltes på kunderne på grund af manglen på pristryk og den lavere samlede import fra de pågældende lande end i de efterfølgende år (2023-undersøgelsesperioden). Som forklaret i betragtning 399 i forordningen om midlertidig told blev målfortjenesten derfor fastsat ved anvendelse af fortjenstniveauet i 2022.

(140)

Hvad angår butandiols karakter og markedet for butandiol, er produktet ganske vist et kemisk bulkprodukt, der er udsat for importkonkurrence. Fremstillingen af butandiol er imidlertid, som al kemikalieproduktion, forbundet med betydelige risici, der bl.a. skyldes store faste omkostninger og svingende råmaterialepriser. Kommissionen er derfor ikke enig i bemærkningen om, at normale fortjenstsatser i butandiolindustrien bør være lave, blot fordi der er tale om et bulkprodukt, der produceres i stor skala.

(141)

Endelig blev rentabilitetsniveauet i 2022 [10-25 %] anset for at være det mest hensigtsmæssige og repræsentative grundlag for målfortjenesten ved underbudsberegningen. Eftersom Kommissionen rådede over specifikke data for butandiolindustrien uden skadevoldende dumping, var det ikke hensigtsmæssigt at støtte sig på rentabilitetsdata vedrørende andre grene af den kemiske sektor, således som Envalior og Wanhua Group havde foreslået.

(142)

I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Wanhua Group sit argument om, at den målfortjeneste, der blev anvendt i denne undersøgelse, var for høj, og at 2022 ikke var et repræsentativt år til dette formål. Wanhua Group fremførte imidlertid ingen nye argumenter. Kommissionen forklarede allerede i betragtning 139 og 140, hvorfor 2022 blev anset for at være et passende år til fastsættelsen af målfortjenesten, og hvorfor alternative år og minimumsmålfortjenesten på 6 % ikke var passende under omstændighederne i denne undersøgelse. Kommissionen havde desuden allerede afvist anvendelsen af rentabilitetsdata fra andre handelsbeskyttelsessager med den begrundelse, at den i denne sag rådede over relevante sagsspecifikke data.

(143)

Envalior bemærkede også, at rentabiliteten i 2022 [10-25 %] var for høj, idet virksomheden påpegede, at fem af de største kemikalievirksomheder (BASF, Dow, INEOS, LyondellBasell og DuPont) i 2025 havde en gennemsnitlig rentabilitet på lige under 5 %.

(144)

Kommissionen afviste denne påstand, da den anvendte fortjenestesats var baseret på specifikke data for butandiol, som var indhentet i den betragtede periode og før stigningen i importmængderne af butandiol fra de pågældende lande. Dette blev beregnet i overensstemmelse med både sædvanlig praksis og Rettens praksis (11).

(145)

LYB fremsatte generelle bemærkninger om det angiveligt høje niveau af de midlertidige foranstaltninger, der fandt anvendelse på importen fra USA. Da LYB imidlertid ikke fremsatte specifikke bemærkninger vedrørende beregningen af niveauet for afhjælpning af skaden, blev disse påstande afvist som udokumenterede.

(146)

Som forklaret i betragtning 47 og 48 fremsatte Wanhua Group påstande vedrørende cif-priserne på sin eksport til EU-markedet. Da disse påstande blev afvist, forbliver de cif-priser, der blev anvendt ved beregningen af underbudsmargenen for Wanhua, uændrede.

(147)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger vendte Wanhua Group tilbage til dette spørgsmål, og disse bemærkninger blev behandlet og afvist i betragtning 49.

(148)

Kommissionen tog også stilling til Wanhua Groups påstand om, at der var begået en regnefejl ved beregningen af eksportværdien cif EU's grænse. Disse bemærkninger blev behandlet og afvist i betragtning 50.

(149)

Også efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde Wanhua Group gældende, at importtransaktioner foretaget gennem dens forretningsmæssigt forbundne importør i Unionen, som derefter blev anvendt som input til fremstilling af produkter i efterfølgende produktionsled, ikke burde indgå i beregningen af skadesmargenen, da der ikke var nogen direkte konkurrence mellem Wanhua og EU-erhvervsgrenen for så vidt angår disse salg. Kommissionen kunne ikke acceptere dette argument, da denne import kunne have været leveret af EU-erhvervsgrenen, og importen skete til priser, der lå meget tæt på priserne på den øvrige import fra Wanhua Group. Kommissionen afviste derfor påstanden om at udelukke disse transaktioner, da priserne og salgsvilkårene for en sådan import var de samme som for Wanhua Groups øvrige salg på EU-markedet.

(150)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 397-407 i forordningen om midlertidig told.

(151)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger vedrørende foranstaltningernes omfang, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 408 i forordningen om midlertidig told.

(152)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told fremsatte LCN flere bemærkninger og gjorde gældende, at indførelsen af told på importen fra USA ikke var i EU-erhvervsgrenens interesse. LCN gjorde navnlig gældende, at Kommissionen havde foretaget en »mangelfuld og selektiv vurdering« af Unionens interesser, fordi Kommissionen ikke havde taget hensyn til de bemærkninger, som LCN fremsatte ved indledningen af undersøgelsen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 21, stk. 2. Ifølge LCN var Kommissionen af den opfattelse, at »hensynet til Unionens interesser er uden betydning for indledningen af en undersøgelse«, og den tog derefter ikke stilling til LCN's påstande i afsnit 7.3, »Brugernes interesser«, i forordningen om midlertidig told. LCN gjorde endvidere gældende, at bemærkningerne ved indledningen af undersøgelsen faktisk vedrørte den midlertidige fase af undersøgelsen og ikke indledningen, således som Kommissionen fejlagtigt havde konkluderet i forordningen om midlertidig told.

(153)

Kommissionen bemærkede, at den havde opfordret interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til forordningen om midlertidig told, så snart den blev offentliggjort, således at parterne kunne se konklusionerne i forordningen om midlertidig told, inden de fremsatte bemærkninger. Kommissionen tog ikke desto mindre de bemærkninger, som LCN og LYB havde fremsat ved indledningen af undersøgelsen, i betragtning under de relevante afsnit vedrørende Unionens interesser i forordningen om midlertidig told. LCN og LYB fremsatte desuden yderligere bemærkninger til forordningen om midlertidig told den 23. februar 2026, og Kommissionen vurderede og indarbejdede de bemærkninger og synspunkter vedrørende Unionens interesser, som LCN og LYB fremsatte.

(154)

LCN gjorde gældende, at Kommissionens vurdering var mangelfuld, idet den konkluderede, at der er fire butandiolproducenter i Unionen, eftersom kun LCN og Novamont i øjeblikket producerer butandiol i Unionen. Kommissionen er ikke enig i denne påstand af flere grunde. For det første bestod EU-erhvervsgrenen som forklaret i betragtning 268 og 269 i forordningen om midlertidig told af fire EU-producenter, som producerede butandiol i undersøgelsesperioden. For det andet har LCN ikke fremlagt – og Kommissionen har heller ikke fundet – bevis for, at BASF eller INEOS permanent var ophørt med at producere butandiol i Unionen, eller at de efter indførelsen af midlertidig antidumpingtold ikke længere opfyldte betingelserne for at indgå i EU-erhvervsgrenen. For det tredje har BASF (12) på grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger øget produktionen af butandiol i Unionen, og derudover har INEOS planlagt at genoptage produktionen af butandiol (13) i Unionen (efter en pause i produktionen som følge af dumpingimport). Kommissionens konstatering af, at der findes fire butandiolproducenter i Unionen, bekræftes derfor, og denne påstand blev dermed afvist.

(155)

LCN fremhævede desuden, at LCN og BASF importerede butandiol fra USA for at »afhjælpe ekstraordinære mangler i deres produktion og undgå mere vidtrækkende negative følgevirkninger ved at sikre, at kundernes behov kan opfyldes«, hvilket efter LCN's opfattelse udgjorde en afgørende livline for begge producenter i tilfælde af et driftsstop eller vedligeholdelse.

(156)

For det første bestrider Kommissionen ikke, at LCN havde anvendt import fra USA til at opfylde kundernes behov. For det andet er Kommissionen imidlertid ikke enig i, at foranstaltninger over for USA ikke er i EU-erhvervsgrenens interesse. Kommissionen fandt tværtimod, at indførelsen af foranstaltninger ville være i EU-erhvervsgrenens interesse. Som forklaret i betragtning 348 i forordningen om midlertidig told gjorde EU-erhvervsgrenens mulighed for at importere butandiol fra de pågældende lande, herunder import fra USA, det ikke muligt for den at genrejse sig og undgå væsentlige tab. Disse tab blev anset for så store, at de udgjorde en alvorlig trussel mod EU-erhvervsgrenens eksistens på kort sigt, til trods for en stigning i forbruget af butandiol på det frie marked i Unionen og anvendelsen af importeret butandiol som erstatning for egenproduktion. Undersøgelsen viste endvidere, at der fandtes betydelig overskydende kapacitet i Unionen (60 % i undersøgelsesperioden), uden at det var nødvendigt at være afhængig af import fra USA for at dække hele forbruget og kundernes behov i Unionen. Efter indførelsen af midlertidige foranstaltninger bør EU-erhvervsgrenen generelt (herunder LCN) være i stand til at øge produktionen og drage fordel af bedre markedsforhold. EU-erhvervsgrenen ville dermed befinde sig i en langt bedre finansiel situation og som følge af rimelige priser og konkurrencevilkår i Unionen være i stand til at håndtere omkostningerne ved foranstaltningerne i forbindelse med de »ekstraordinære mangler«, som kunne udfyldes af import fra USA, der var underlagt foranstaltninger, samtidig med at kundernes behov blev imødekommet.

(157)

LCN ville desuden fortsat kunne købe butandiol og dække kundernes efterspørgsel, selv i tilfælde af uventede driftsstop, enten fra EU-erhvervsgrenens betydelige overskydende kapacitet og/eller fra import fra lande, der ikke er underlagt told, f.eks. Sydkorea eller Taiwan. Som forklaret i betragtning 311 i forordningen om midlertidig told viste undersøgelsen, at importen af butandiol fra USA i gennemsnit underbød EU-erhvervsgrenens salgspriser i den betragtede periode, og at prisunderbuddet fra importen fra USA var en væsentlig faktor i skadesundersøgelsen. Importen fra USA havde en betydelig og stigende markedsandel i den betragtede periode, hvilket bidrog til den skade, som EU-erhvervsgrenen led. Undersøgelsen resulterede endelig i en betydelig dumpingmargen for LCC, jf. betragtning 263 til forordningen om midlertidig told. Kommissionen fastholder derfor, at indførelsen af foranstaltninger vedrørende butandiol fra USA ville være i EU-erhvervsgrenens interesse.

(158)

Sipchem fremførte, at indførelsen af told ikke er i Unionens interesse, eftersom told ikke ville gøre det muligt for EU-erhvervsgrenen for butandiol at opnå en rimelig fortjeneste, hæve salgspriserne og dække produktionsomkostningerne, hvilket tydede på, at dumpingimporten ikke var hovedårsagen til skaden. Ifølge Sipchem tilbød EU-producenterne butandiol til en pris under de påståede produktionsomkostninger, efter at tolden var trådt i kraft. Sipchem fremlagde ingen dokumentation for, at EU-producenterne på nuværende tidspunkt sælger eller tilbyder butandiol til priser under deres produktionsomkostninger, men sammenlignede blot de produktionsomkostninger, der var fastsat for undersøgelsesperioden, med de priser, som EU-producenterne ifølge Sipchem har tilbudt EU-brugere på nuværende tidspunkt. En sådan sammenligning svarer imidlertid ikke til en grundig analyse af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation i perioden efter undersøgelsesperioden. Kommissionen bemærker, at den baserede sin konstatering af, at foranstaltningerne er i Unionens interesse, på data vedrørende undersøgelsesperioden og ikke på EU-producenternes nuværende produktionsomkostninger og/eller salgspriser for butandiol, som kunne svinge og afvige fra produktionsomkostningerne og salgspriserne i undersøgelsesperioden.

(159)

I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog Sipchem sit synspunkt om, at butandiolforanstaltningerne ikke havde forbedret markedsforholdene på EU-markedet i en sådan grad, at EU-erhvervsgrenen ville være i stand til at opnå fortjeneste. Sipchem gjorde derfor gældende, at de midlertidige foranstaltninger ikke var effektive, at afvejningen af Unionens interesser derfor burde falde ud til fordel for brugerne, og at der ikke burde indføres endelige foranstaltninger.

(160)

Kommissionen påpegede, at Sipchem blot havde henvist til pristilbud fra EU-erhvervsgrenen i maj 2026 og sammenlignet sådanne tilbud med omkostningerne i forordningen om midlertidig told for undersøgelsesperioden. Kommissionen afviste Sipchems argumenter, da det ikke er hensigtsmæssigt at sammenligne omkostninger fra én periode med salgspriser i en anden. Desuden kan genoprettelsen af rimelige konkurrencevilkår på EU-markedet tage tid og bør under alle omstændigheder ikke blot bedømmes på grundlag af data fra en enkelt måned (maj 2026).

(161)

Kommissionen fandt i stedet, at dumpingimporten fra de pågældende lande var årsagen til den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen havde lidt, som forklaret i betragtning 395 i forordningen om midlertidig told. Kommissionen fastholder, at tolden ville gøre det muligt for EU-producenterne at konkurrere på fair vilkår uden det pristryk fra dumpingimporten og den skade, der blev konstateret i den betragtede periode, og som var forårsaget af dumpingimporten fra de pågældende lande. Kommissionen bemærker endelig, at der var forløbet mindre end en måned mellem indførelsen af de midlertidige foranstaltninger og fremsættelsen af påstanden (14), hvilket ikke var tilstrækkelig lang tid til at vurdere, om foranstaltningerne havde været effektive med hensyn til at fjerne den skadevoldende dumping.

(162)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 409-417 i forordningen om midlertidig told.

(163)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 418-423 i forordningen om midlertidig told.

(164)

Efter offentliggørelsen af forordningen om midlertidig told gjorde Lubrizol gældende, at butandiolpriserne på EU-markedet var steget betydeligt, hvilket skadede konkurrenceevnen for virksomhedens produktion af termoplastisk polyurethan (TPU) sammenlignet med kinesiske og tyrkiske producenter. Desuden var importen af butandiol til Unionen faldet, samtidig med at produktionskapaciteten for butandiol i Unionen og antallet af »aktive butandiolleverandører« ikke var steget, hvilket i sidste ende resulterede i et mindre samlet udbud af butandiol og en strukturel forsyningsrisiko. Lubrizol fremførte, at alle disse faktorer samlet set (f.eks. højere omkostninger ved butandiol, et lavere udbud i Unionen og en svækket konkurrencemæssig stilling for Lubrizols produkter) udgjorde en væsentlig trussel mod levedygtigheden af virksomhedens aktiviteter i Europa og kunne påvirke Lubrizols strategiske beslutninger om investeringer, produktion og forsyningskædens aftryk i Europa, og anmodede derfor om en fornyet vurdering af de gældende antidumpingforanstaltninger.

(165)

Envalior gjorde på sin side gældende, at der i begyndelsen af 2026 ikke fandtes alternative forsyningskilder til butandiol til kommercielt »anvendelige« priser på grund af stigninger i butandiolpriserne i andre tredjelande. Envalior underbyggede imidlertid ikke denne påstand, ud over at fremhæve, hvordan butandiolpriserne midlertidig er steget eller har svaret til priserne på butandiol fremstillet i EU, men kun for visse leverandører og i visse lande over en periode på få måneder.

(166)

Kommissionen afviste ikke, at der kunne ske en prisstigning på butandiol i Unionen, og at foranstaltningerne netop er udformet til at hæve priserne på dumpingimporten for at skabe lige konkurrencevilkår og sikre rimelige prisvilkår på EU-markedet, således at EU-erhvervsgrenen fortsat kan producere og forsyne EU-markedet. Kommissionen foretog derfor en afvejning af såvel brugernes interesser som risikoen for, at EU-erhvervsgrenens aktiviteter indstilles. Hvis der ikke indføres foranstaltninger, vil produktionen i Unionen ophøre, hvilket vil medføre en langt mindre pålidelig, mindre robust og mindre stabil butandiolforsyning samt et betydeligt mindre udvalg af butandiolleverandører, hvilket sandsynligvis igen vil føre til prisstigninger på butandiol i Unionen. Unionens brugere vil da alene være afhængige af import, navnlig søtransport til Unionen, samtidig med at mulighederne for at oplagre butandiol sikkert og økonomisk i Unionen er meget begrænsede. En indstilling af EU-erhvervsgrenen kan derfor hæmme levedygtigheden af produktionen af butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled i Unionen, da erhvervsgrenen har behov for at kunne indkøbe butandiol rettidigt, økonomisk, med en fortsat robust og diversificeret forsyning (herunder fra Unionen) for at kunne opretholde en kontinuerlig produktion og opfylde minimumskravene til effektiv produktionsmængde for produkter i efterfølgende produktionsled og dermed kunne imødekomme kundernes behov til tiden.

(167)

Med hensyn til butandiolproduktionskapaciteten og butandiolproduktionen i Unionen bemærkede Kommissionen i betragtning 154, at der fortsat er fire producenter i Unionen, og at erhvervsgrenens produktionskapacitet er tilstrækkelig til at dække hele forbruget på EU-markedet. I undersøgelsesperioden havde EU-erhvervsgrenen ca. 60 % uudnyttet kapacitet, og hvis betingelserne for fair konkurrence genoprettes, kunne EU-producenterne øge produktionen og reducere produktionsomkostningerne over tid ved at fordele de faste omkostninger over større mængder for at imødekomme efterspørgslen fra industrielle brugere i Unionen. Som nævnt i betragtning 435 til forordningen om midlertidig told kunne industrielle brugere desuden skifte til forsyningskilder i Sydkorea og Taiwan, som ikke er omfattet af antidumpingforanstaltninger.

(168)

Kommissionen afviste derfor de påstande, der er beskrevet i betragtning 164 og 165.

(169)

Sipchem gjorde desuden gældende, at indførelsen af told ikke tager hensyn til EU-butandiolbrugere i efterfølgende produktionsled, eftersom disse brugere efter Sipchems opfattelse ikke har råd til at betale en højere butandiolpris eller den »ikkeskadevoldende« butandiolpris, og at højere butandiolpriser igen ville bringe levedygtigheden af butandiolbrugernes aktiviteter i Unionen i fare og i sidste ende medføre tab af arbejdspladser og mindske EU's tiltrækningskraft for investeringer. Sipchem underbyggede imidlertid ingen af disse påstande.

(170)

Envalior fremførte desuden, at Kommissionens vurdering af butandiols andel af omkostningerne i efterfølgende produktionsled var metodologisk mangelfuld, fordi der blev beregnet et gennemsnit af butandiolforbrug og -omkostninger for samtlige brugere i efterfølgende produktionsled, hvilket i væsentlig grad undervurderede butandiols omkostningsmæssige betydning for polybutylenterephthalat (»PBT«), som nævnt i betragtning 431 i forordningen om midlertidig told. Envalior anmodede derfor om en særskilt vurdering af butandiolomkostningen for hvert produkt i efterfølgende produktionsled i stedet for en analyse baseret på et gennemsnit på tværs af alle produkter i efterfølgende produktionsled. Endelig anførte Envalior, at Kommissionens konstatering af, at butandiolprisstigninger »ikke forventes at blive alvorlige«, ikke afspejler foranstaltningernes reelle indvirkning på omkostningerne og konkurrenceevnen for producenter i efterfølgende produktionsled, f.eks. DuBay, butandiols indvirkning på omkostningerne ved centrale butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled, f.eks. PBT, tetrahydrofuran (»THF«) og γ-butyrolacton, eller konkurrencefordrejningen mellem producenter i Unionen og importører af butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled samt risikoen for, at butandiolproduktion i efterfølgende produktionsled flyttes ud af Unionen og derefter importeres.

(171)

Kommissionen afviste ikke, at butandiol kan udgøre en væsentlig andel af produktionsomkostningerne ved visse produkter i efterfølgende produktionsled, f.eks. PBT, hvilket blev anerkendt i betragtning 431 i forordningen om midlertidig told. Den bemærkede desuden, at omkostningerne ved og mængden af den anvendte butandiol varierede betydeligt fra bruger til bruger og endda hos samme bruger afhængigt af specialiseringsgraden af produktet i efterfølgende produktionsled og de forskellige kombinationer med andre kemikalier. Kommissionen anerkendte i samme betragtning, at omkostningerne ved butandiol som råmateriale i gennemsnit udgjorde 14 % af de samlede omkostninger ved produkter i efterfølgende produktionsled for de samarbejdende brugere, men at de for visse butandiolderivater i efterfølgende produktionsled kunne være meget højere.

(172)

Det er imidlertid hverken mangelfuldt eller vildledende at foretage en vurdering af alle brugeres butandiolomkostninger og rentabilitet og derefter anvende et gennemsnit for butandiolomkostningen som råmateriale på grundlag af alle tilgængelige data. Efter at have vurderet de industrielle brugeres butandiolforbrug konstaterede Kommissionen, at butandiol, som anført ovenfor, i gennemsnit udgjorde 14 % af de samlede omkostninger ved produkter i efterfølgende produktionsled og gav et retvisende billede af anvendelsen af butandiol i butandiolprodukter eller -derivater i efterfølgende produktionsled i Unionen. Kommissionen påpeger desuden, at det ikke ville være praktisk muligt at foretage en særskilt vurdering af hver enkelt potentiel produktkombination i efterfølgende produktionsled for hver bruger i Unionen, da dette ville resultere i et meget stort antal potentielle produkter i efterfølgende produktionsled, selv hos én enkelt industriel bruger af butandiol. Kommissionen bemærkede endelig, at den benyttede de oplysninger, som brugerne fremlagde under undersøgelsen, og at en opdeling af omkostningerne ved hvert produkt i efterfølgende produktionsled ikke forelå for de fleste brugere i Unionen.

(173)

De oplysninger, som Envalior fremlagde om butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled vedrørende omkostninger, anvendelse, antal ansatte og fortjeneste, kunne desuden ikke verificeres under Kommissionens kontrolbesøg, da det under besøget ikke var muligt nøjagtigt at fastslå eller verificere tallene.

(174)

Efter modtagelsen af ajourførte spørgeskemabesvarelser og kontrollen af Novamonts brugerspørgeskema i virksomhedens lokaler indarbejdede Kommissionen Novamonts ajourførte og verificerede tal i brugeranalysen, således at tallene for butandiolbrugerne i Unionen, herunder de industrielle brugere, blev afspejlet mere nøjagtigt, og verificerede oplysninger blev indarbejdet i brugeranalysen. Efter denne revision udgjorde butandiol fortsat i gennemsnit 14 % af de samlede omkostninger ved butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled, og den gennemsnitlige rentabilitet for butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled hos brugerne i Unionen blev i undersøgelsesperioden fastsat til [9-11 %]. Desuden blev det konstateret, at salget af butandiolrelaterede produkter i gennemsnit udgjorde ca. 36 % i stedet for 57 % af brugernes samlede salg i undersøgelsesperioden.

(175)

På baggrund af de ajourførte beregninger og ændringerne i betragtning 174 bekræftede Kommissionen de vigtigste resultater og konklusioner vedrørende brugernes interesser i forordningen om midlertidig told. Kommissionen bemærker endvidere, at størstedelen af butandiolprodukterne i efterfølgende produktionsled, jf. betragtning 432 og 433 i forordningen om midlertidig told, faktisk var rentable og desuden var omfattet af en række afbødende forhold, der reducerede virkningen af foranstaltningerne over for de pågældende lande, jf. betragtning 433 i forordningen om midlertidig told, selv om butandiol for visse produkter, f.eks. PBT, anvendes i større mængder end gennemsnittet.

(176)

Derfor blev påstandene i betragtning 169 afvist.

(177)

Novamont fremsatte på sin side bemærkninger om behovet for at udvide tolden til de vigtigste butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled for at bevare konkurrenceevnen hos producenterne i Unionen, idet der ellers ville opstå en risiko for butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled i Unionen, som er afhængige af import for fortsat at kunne levere butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled, der til gengæld ikke er beskyttet af foranstaltninger. Novamont gjorde desuden gældende, at importen kan skifte fra butandiol til import af produkter i efterfølgende produktionsled, hvilket vil reducere toldens effektivitet og omgå foranstaltningerne, og at der derfor er behov for at beskytte Unionens butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled med told.

(178)

Med henblik herpå anmodede Novamont og andre producenter i Unionen Kommissionen om at overveje at anvende toldfrie kontingenter svarende til dem, der blev fastsat i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2026/114 (15) om smeltet aluminiumoxid (»sagen om smeltet aluminiumoxid«), således at brugere af fossilbaseret butandiol og biobutandiol gradvis kan tilpasse sig, og således at Unionens butandiolindustri i efterfølgende produktionsled får tid til at tilpasse sig foranstaltningerne, f.eks. ved nye forsyningsstrategier.

(179)

Kommissionen analyserede denne anmodning og konkluderede, at udformningen af foranstaltningerne i den foreliggende sag ikke behøver at blive ændret. Kommissionen minder om, at konklusionerne vedrørende Unionens interesse i sagen om smeltet aluminiumoxid rejste tvivl om, hvorvidt der burde indføres foranstaltninger, mens det under hensyn til de økonomiske sikkerhedshensyn i sagen om smeltet aluminiumoxid blev besluttet, at det var i Unionens interesse, at foranstaltningerne blev ændret. Kommissionen konkluderede imidlertid af de grunde, der er anført ovenfor under »Unionens interesse«, at foranstaltningerne i den foreliggende sag, i modsætning til i sagen om smeltet aluminiumoxid, ikke bør ændres, når Unionens interesse afvejes samlet set.

(180)

Kommissionen bemærkede, at prisforskellen mellem EU-producenter af butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled og importører fra tredjelande samt eventuel dumping af butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled ikke er en del af denne undersøgelse. Konklusionerne vedrørende dumping og skade kan derfor ikke lovligt anvendes på produkter i efterfølgende produktionsled uden en særskilt undersøgelse.

(181)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger modtog Kommissionen bemærkninger vedrørende brugernes interesse i Unionen fra Envalior, Covestro, Sipchem og INEOS.

(182)

Envalior og Covestro bemærkede, at produktionen af deres butandiolderivater var blevet væsentligt dyrere siden indførelsen af de midlertidige foranstaltninger, hvilket påvirkede deres konkurrenceevne i forhold til sådanne derivater, der fremstilles uden for Unionen. Envalior hævdede, at PBT-harpiks blev importeret fra Kina og erstattede produktion i Unionen. Envalior gentog sin påstand om, at virkningen af de midlertidige butandiolforanstaltninger ikke var blevet behørigt vurderet i forordningen om midlertidig told for så vidt angår PBT og THF. Covestro hævdede, at virksomheden allerede oplevede omkostningsstigninger i produktionen af TPU og polyurethandispersioner (PUD), og at den måske ville være nødt til at reducere produktionen i Unionen.

(183)

Envalior gentog endvidere sin påstand om, at det forhold, at butandiol i gennemsnit udgjorde 14 % af de samlede omkostninger ved produkter i efterfølgende produktionsled, ikke var repræsentativt for produkter som f.eks. PBT og THF. Kommissionen havde allerede anerkendt, at forskellige produkter har større og mindre andele af butandiol, og at butandiol på grundlag af de data, der blev indhentet under undersøgelsen fra samarbejdsvillige brugere, i gennemsnit udgjorde 14 % af de samlede omkostninger ved produkter i efterfølgende produktionsled og gav et retvisende billede af brugernes spørgeskemabesvarelser vedrørende deres anvendelse af butandiol i produkter eller derivater i efterfølgende produktionsled i Unionen. Envalior anførte endvidere under henvisning til en S&P-undersøgelse fra 2022, at PBT og THF udgør ca. 57 % af efterspørgslen efter butandiol i Unionen. Kommissionen bemærkede imidlertid, at den samlede efterspørgsel efter butandiol i Unionen fordelt efter derivattype (THF eller PBT) ikke nødvendigvis svarer til mængden af butandiol, der anvendes, eller omkostningerne hertil i det konkrete butandiolprodukt i efterfølgende produktionsled, der sælges i Unionen. Som det faktisk fremgår af betragtning 433 i forordningen om midlertidig told, blev der anvendt meget forskellige mængder butandiol i produkterne i efterfølgende produktionsled, idet butandiol i nogle tilfælde udgjorde under 14 % af de samlede omkostninger ved det pågældende produkt i efterfølgende produktionsled, afhængigt af de anvendte forbindelser og produktets specialiseringsgrad. Endvidere vedrørte oplysningerne ikke undersøgelsesperioden.

(184)

Kommissionen anerkendte allerede i betragtning 166, at indførelsen af told på importen af butandiol kunne øge omkostningerne ved butandiolprodukter i efterfølgende produktionsled. Som anført i samme betragtning 166 var sådanne toldforanstaltninger imidlertid nødvendige for at genoprette lige konkurrencevilkår på Unionens marked for butandiol og sikre EU-erhvervsgrenens overlevelse ved at afhjælpe de skadelige virkninger af dumpingen fra de pågældende lande. Kommissionen afviste derfor Envaliors og Covestros påstande med den begrundelse, at butandiolforanstaltningerne samlet set klart er i Unionens interesse.

(185)

Covestro anførte, at endelig antidumpingtold ville skade brugerne i Unionen uforholdsmæssigt meget, eftersom der efter virksomhedens opfattelse ikke findes tilstrækkelige alternative forsyningskilder som supplement til produktionen i Unionen, og fordi brugere i Unionen, som er nødt til at skaffe butandiol fra tredjeparter, har en »konkurrencemæssig ulempe«. Virksomheden fremlagde imidlertid hverken dokumentation eller data til støtte for disse påstande. Covestro gjorde også gældende, at produktionskapaciteten i Unionen ikke var tilstrækkelig til at dække det samlede forbrugsbehov i brugerindustrien i Unionen. INEOS bemærkede imidlertid, at virksomheden havde genoptaget produktionen, og Kommissionen konkluderede i betragtning 167, at EU-erhvervsgrenen faktisk havde den nødvendige uudnyttede kapacitet til at forsyne EU-markedet. Kommissionen påpegede, at spørgsmålet om en tilstrækkelig forsyning af butandiol allerede var blevet behandlet i betragtning 413 og 435 i forordningen om midlertidig told samt tabel 5 i samme forordning. Da der ikke forelå nye oplysninger, blev Covestros påstande afvist.

(186)

Covestro hævdede, at visse »kvaliteter« af butandiol burde undtages fra told. Da der imidlertid hverken forelå nærmere oplysninger om, hvilke »kvaliteter« der var tale om, eller nogen begrundelse for, hvorfor sådanne undtagelser var berettigede, blev denne påstand afvist.

(187)

Covestro hævdede, at Kommissionen burde anvende reglen om den laveste told. Som forklaret i betragtning 440 i forordningen om midlertidig told og endeligt bekræftet ved nærværende forordning finder reglen om den laveste told allerede anvendelse.

(188)

Derfor afviste Kommissionen de anmodninger, der er nævnt i betragtning 177 og 178 .

(189)

Da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, bekræftede Kommissionen sine konklusioner i betragtning 424-437 i forordningen om midlertidig told.

(190)

Undersøgelsen viste, at tabene for EU-erhvervsgrenen blev anset for så store, at de på kort sigt udgjorde en alvorlig trussel mod dens eksistens, til trods for en stigning i forbruget på det frie marked i den betragtede periode. Kommissionen konkluderede derfor, at indførelsen af foranstaltninger er i EU-erhvervsgrenens interesse.

(191)

Butandiol er desuden en vigtig prækursor for mange vigtige produkter som f.eks. lægemidler (antibiotika, statiner og vitaminer), medicinsk udstyr (f.eks. katetre, medicinske slangesystemer eller pacemakere), bionedbrydelig plast, elektriske og hybride køretøjer og lithiumbatterier. Derfor er det også fra brugernes synspunkt afgørende for deres forsyningssikkerhed, at der findes en levedygtig butandiolproduktion i Unionen, også under hensyntagen til, at det på grund af butandiols kemiske egenskaber er vanskeligt at oplagre butandiol i Unionen.

(192)

Selv om undersøgelsen viste, at omkostningerne for industrielle brugere af butandiol ville stige, bekræftede interesseafvejningen i den foreliggende sag fortsat, ligesom i den midlertidige fase, indførelsen af foranstaltningerne.

(193)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om Unionens interesse, blev betragtning 438 i forordningen om midlertidig told bekræftet.

(194)

I betragtning af konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng, foranstaltningernes niveau og Unionens interesse og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, bør der indføres endelige antidumpingforanstaltninger for at forhindre, at dumpingimporten af den pågældende vare forvolder EU-erhvervsgrenen yderligere skade.

(195)

På grundlag af ovenstående bør de endelige antidumpingtoldsatser, udtrykt i procent af cif-prisen ved Unionens grænse, ufortoldet, være som følger:

(196)

De individuelle antidumpingtoldsatser for virksomhederne, som er specificeret i denne forordning, blev fastsat på grundlag af konklusionerne i denne undersøgelse. De afspejler derfor den situation, der blev konstateret for disse virksomheder i forbindelse med denne undersøgelse. Disse toldsatser finder således udelukkende anvendelse på importen af den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land og fremstillet af de nævnte retlige enheder. Importen af den pågældende vare, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke udtrykkeligt er nævnt i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, som er forretningsmæssigt forbundet med de specifikt nævnte, kan ikke drage fordel af denne told og bør være omfattet af den told, der gælder for al anden import med oprindelse i enten Folkerepublikken Kina, Kongeriget Saudi-Arabien eller Amerikas Forenede Stater.

(197)

En virksomhed kan anmode om anvendelse af disse individuelle antidumpingtoldsatser, hvis den efterfølgende ændrer navnet på sin juridiske enhed. Anmodningen skal rettes til Kommissionen (16). Anmodningen skal indeholde alle relevante oplysninger, der gør det muligt at dokumentere, at ændringen ikke påvirker virksomhedens ret til at være omfattet af den toldsats, som finder anvendelse på den. Hvis ændringen af virksomhedens navn ikke påvirker dens ret til at benytte den toldsats, der finder anvendelse på den, offentliggøres der en forordning om navneændringen i Den Europæiske Unions Tidende.

(198)

For at mindske risikoen for omgåelse som følge af forskellen på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger for at sikre en korrekt anvendelse af de individuelle antidumpingtoldsatser. Anvendelsen af individuelle antidumpingtoldsatser finder kun sted ved fremlæggelse af en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal opfylde de krav, der er fastsat i denne forordnings artikel 1, stk. 3. Indtil en sådan faktura er fremlagt, bør importen være omfattet af den antidumpingtold, der gælder for al anden import med oprindelse i enten Folkerepublikken Kina, Kongeriget Saudi-Arabien eller Amerikas Forenede Stater.

(199)

Selv om det er nødvendigt at fremlægge denne faktura for toldmyndighederne i medlemsstaterne, således at de kan anvende de individuelle antidumpingtoldsatser på importen, er fakturaen ikke det eneste element, som toldmyndighederne skal tage i betragtning. Selv hvis en sådan faktura opfylder alle kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3, bør medlemsstaternes toldmyndigheder nemlig foretage deres sædvanlige kontrol og kan i lighed med alle andre tilfælde kræve yderligere dokumenter (forsendelsesdokumenter mv.) for at kontrollere, at oplysningerne i angivelsen er korrekte, og sikre, at den efterfølgende anvendelse af toldsatsen er berettiget i overensstemmelse med toldlovgivningen.

(200)

Hvis der sker en betydelige mængdemæssig stigning i eksporten fra en af de virksomheder, der er omfattet af lavere individuelle toldsatser, navnlig efter indførelsen af de pågældende foranstaltninger, kan en sådan mængdemæssig stigning i sig selv betragtes som en ændring af handelsmønstret som følge af indførelsen af foranstaltninger som omhandlet i grundforordningens artikel 13, stk. 1. Under sådanne omstændigheder kan der indledes en antiomgåelsesundersøgelse, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Ved denne undersøgelse kan det bl.a. overvejes, om det bliver nødvendigt at fjerne individuelle toldsatser og pålægge en landsdækkende told.

(201)

For at sikre en korrekt håndhævelse af antidumpingtolden bør antidumpingtolden for al anden import med oprindelse i de pågældende lande ikke kun finde anvendelse på de ikkesamarbejdsvillige eksporterende producenter i forbindelse med denne undersøgelse, men også på de producenter, der ikke eksporterede til Unionen i undersøgelsesperioden.

(202)

Eksporterende producenter fra Folkerepublikken Kina, der ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden, vil kunne anmode (17) Kommissionen om at blive omfattet af antidumpingtolden for samarbejdsvillige virksomheder, der ikke indgik i stikprøven. Kommissionen bør imødekomme en sådan anmodning, forudsat at tre betingelser er opfyldt. Den nye eksporterende producent skal påvise: i) at den ikke eksporterede den pågældende vare til Unionen i undersøgelsesperioden, ii) at den ikke er forretningsmæssigt forbundet med en eksporterende producent, der eksporterede den pågældende vare, og iii) at den derefter har eksporteret den pågældende vare eller har indgået en uigenkaldelig kontraktmæssig forpligtelse til at gøre dette i betydelige mængder.

(203)

I betragtning af de konstaterede dumpingmargener og niveauet for den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, bør de beløb, der er stillet som sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold, der blev indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt med et beløb op til det niveau, der er fastsat i nærværende forordning.

(204)

LCC og IDC afgav tilbud om pristilsagn.

(205)

I henhold til grundforordningens artikel 8 skal tilbud om pristilsagn være tilstrækkelige til at afhjælpe dumpingens skadevoldende virkninger, og accepten heraf må ikke anses for at være umulig at gennemføre i praksis.

(206)

LCC's tilbud indeholdt en anmodning om et toldkontingent, der er fritaget for betaling af antidumpingtold, for eksport, der sælges direkte fra LCC til LCN, op til en årlig mængde på [7 500-14 000] ton. Når kontingentet er opbrugt, vil en minimumsimportpris baseret på Unionens målpris, som fastlagt i skadesberegningerne, finde anvendelse.

(207)

Ifølge tilbuddet ville LCN's adgang til den toldfrie mængde under toldkontingentet være underlagt følgende betingelser: LCN skulle godtgøre, at der forelå et reelt behov for at købe nødleverancer af butandiol fra LCC som følge af enten planlagt vedligeholdelse eller et uplanlagt midlertidigt driftsstop på dets egne butandiolproduktionsanlæg i Unionen. Enhver anmodning om adgang til kontingentet skulle godkendes skriftligt af Kommissionen efter en behørigt begrundet anmodning fra LCN og ville være underlagt en vurderingsperiode på ti dage.

(208)

Kommissionen vurderede tilbuddet på baggrund af kriterierne i grundforordningens artikel 8 og konkluderede, at den ikke kunne acceptere det.

(209)

For det første opfyldte tilbuddet ikke det grundlæggende kriterium i grundforordningens artikel 8, fordi virksomheden ikke reviderede sine priser således, at dumpingens skadevoldende virkning blev fjernet, som krævet i grundforordningen. Tilbuddet ville nemlig gøre det muligt for dumpet og fortsat skadevoldende import at komme ind i Unionen uden betaling af antidumpingtold. Allerede af denne grund kan tilbuddet om pristilsagn ikke accepteres.

(210)

For det andet udviste den pågældende vare betydelige prisudsving både før og i undersøgelsesperioden. Tilbuddet indeholdt imidlertid ingen prisjusteringsmekanisme, der kunne tage hensyn til disse udsving. Der var derfor ingen garanti for, at dumpingens skadevoldende virkninger effektivt ville blive afhjulpet over tid.

(211)

Endelig ville det være byrdefuldt for Kommissionen at overvåge den proces, der blev anmodet om i tilbuddet, navnlig i mangel af en eksisterende ramme til at styre gennemførelsen heraf. Det ville eksempelvis i sagens natur være vilkårligt og uforudsigeligt at fastlægge, hvilke forhold der skulle anses for nødsituationer med henblik på at give adgang til den toldfrie mængde under toldkontingentet, og dette ville derfor ikke sikre en pålidelig eller ensartet proces for evaluering og overvågning. Følgelig ville det være praktisk umuligt for Kommissionen at acceptere tilsagnet.

(212)

Kommissionen havde allerede i den endelige fremlæggelse af oplysninger meddelt, at den havde til hensigt at afvise LCC's tilbud om pristilsagn. LCC fremsatte ingen bemærkninger.

(213)

IDC's tilbud indeholdt en minimumsimportpris baseret på det ikkedumpede cif-prisniveau i Unionen. For at nå frem til denne pris blev der i tilbuddet foreslået justeringer af videresalgsprisen til den første uafhængige kunde, som afspejlede fortjeneste og omkostninger, der var afholdt mellem importen og videresalget.

(214)

I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger tilføjede IDC en justeringsmekanisme for minimumsimportprisen baseret på omkostningerne til butan, som er det vigtigste råmateriale ved fremstillingen af butandiol, til sit tilbud.

(215)

Kommissionen vurderede tilbuddet på baggrund af kriterierne i grundforordningens artikel 8 og konkluderede, at den ikke kunne acceptere det.

(216)

Hvad angår muligheden for praktisk gennemførelse bemærkede Kommissionen, at IDC er en del af Sipchem-gruppen, som omfatter en række produktions- og salgsselskaber inden for petrokemiske produkter. Den kanal, som IDC anvender til salg af butandiol til Unionen, dvs. via de forretningsmæssigt forbundne virksomheder SMC og SESA, anvendes også til salg af andre produkter.

(217)

På grundlag af de foreliggende oplysninger kunne Sipchem-gruppens globale organisation gøre det muligt for IDC's kunder i Unionen ud over butandiol også at købe andre produkter fra Sipchem-gruppen. Der er følgelig en risiko for krydskompensation, idet gruppen formelt kunne sælge butandiol over minimumsimportprisen, men reelt under denne ved kunstigt at sænke salgspriserne på andre produkter, der sælges til de samme kunder. Endvidere er en betydelig del af IDC's omsætning af butandiol i Unionen knyttet til kunder, som tilhører større virksomhedsgrupper. Dette åbner endnu en potentiel kanal for at videregive fordele fra Sipchem-gruppen til butandiolkunder i Unionen, hvilket reelt sænker den salgspris for butandiol, som disse kunder betaler.

(218)

Heraf følger, at det tilbudte pristilsagn for butandiol indebærer en høj risiko for krydskompensation. Da der ikke forelå tilstrækkelige og effektive afbødende foranstaltninger, gjorde den høje risiko for krydskompensation det umuligt at håndhæve det tilbudte tilsagn og dermed umuligt at gennemføre det i praksis som omhandlet i grundforordningens artikel 8.

(219)

Kommissionen meddelte IDC, at den havde til hensigt at afvise virksomhedens tilbud om pristilsagn, og fastsatte en frist for at fremsætte bemærkninger. IDC fremsatte ingen bemærkninger.

(220)

På baggrund af ovenstående afviste Kommissionen LCC's og IDC's tilbud om pristilsagn.

(221)

Som nævnt i afsnit 1.2 i denne forordning gjorde Kommissionen importen af den undersøgte vare til genstand for registrering.

(222)

I undersøgelsens endelige fase blev de oplysninger, der blev indsamlet i forbindelse med registreringen, vurderet. Kommissionen analyserede, om kriterierne vedrørende opkrævning af endelig told med tilbagevirkende kraft i grundforordningens artikel 10, stk. 4, var opfyldt.

(223)

Kommissionens analyse viste ikke nogen yderligere væsentlig stigning i importen ud over omfanget af den import, der forvoldte skade i undersøgelsesperioden, som fastsat i grundforordningens artikel 10, stk. 4, litra d). Med henblik på denne analyse sammenlignede Kommissionen de månedlige gennemsnitlige importmængder af den pågældende vare i undersøgelsesperioden, som var på 8 132 ton, med de månedlige gennemsnitlige importmængder i perioden fra måneden efter indledningen af denne undersøgelse til den sidste hele måned forud for indførelsen af midlertidige foranstaltninger (juli 2025-januar 2026), som var 8 079 ton. Der blev også konstateret et fald på 7 648 ton ved sammenligningen af de månedlige gennemsnitlige importmængder af den pågældende vare i undersøgelsesperioden med de månedlige gennemsnitlige importmængder i perioden fra måneden efter indledningen af denne undersøgelse til og med den måned, hvor der blev indført midlertidige foranstaltninger (juli 2025-februar 2026). Kommissionen konkluderede derfor, at betingelserne for opkrævning med tilbagevirkende kraft af endelig told ikke var opfyldt.

(224)

I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger var INEOS uenig i Kommissionens analyse af dataene vedrørende opkrævning af told med tilbagevirkende kraft.

(225)

For det første beregnede INEOS på et konsolideret grundlag en stigning i importen på 2 % og anfægtede dermed Kommissionens beregning i betragtning 223, som viser et fald i importen i perioden efter undersøgelsesperioden. Kommissionen afviste INEOS' påstand, eftersom vurderingen – selv på grundlag af virksomhedens egne data – ikke påviste en yderligere betydelig stigning i importen.

(226)

For det andet analyserede INEOS dataene særskilt for de tre pågældende lande og gjorde gældende, at der forelå en stigning i importen fra Kina, således at der, selv om der ikke var nogen betydelig stigning i importen fra de tre lande som helhed, burde opkræves endelig told med tilbagevirkende kraft på importen fra Kina. I undersøgelser, der omfatter mere end ét berørt land, afhænger en eventuel kumulering af importen imidlertid af, om Kommissionen i undersøgelsen beslutter at kumulere denne import s i forbindelse med analysen i grundforordningens artikel 10, stk. 4, litra d). Da Kommissionen i denne undersøgelse kumulerede importen fra de tre pågældende lande, blev Kommissionens analyse og konklusioner i betragtning 223 foretaget for de tre lande under ét. Dette er i overensstemmelse med Rettens dom i Stemcor, hvori det fastslås, at en »yderligere betydelig stigning i indførslen« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i grundforordningens artikel 10, stk. 4, litra d), skal derfor undergives en samlet vurdering med henblik på at afgøre, om indførslen samlet set indebærer sandsynlighed for, at virkningerne af den endelige antidumpingtold vil blive alvorligt undergravet, og dermed vil skade den pågældende erhvervsgren i Unionen yderligere (18). Kommissionen afviste derfor påstanden.

(227)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 (19) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(228)

Det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, har ikke afgivet udtalelse –