(1)

Unionens afviklingsramme for kreditinstitutter og investeringsselskaber (»institutter«) blev oprettet i kølvandet på den globale finansielle krise i 2008-2009 og efter »Key Attributes of Effective Resolution Regimes for Financial Institutions«, der første gang blev offentliggjort af Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) i oktober 2011. Unionens afviklingsramme består af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (5). Begge lovgivningsmæssige retsakter finder anvendelse på institutter og på enheder, der er omfattet af nævnte direktivs eller nævnte forordnings anvendelsesområde (»enheder«). Unionens afviklingsramme har til formål på en velordnet måde at håndtere institutters og enheders sammenbrud ved at bevare deres kritiske funktioner og undgå trusler mod den finansielle stabilitet og samtidig beskytte indskydere og offentlige midler. Desuden har Unionens afviklingsramme til formål at fremme udviklingen af det indre marked for bankvirksomhed ved at skabe en harmoniseret ordning til at håndtere grænseoverskridende kriser på en koordineret måde og ved at undgå tilfælde af konkurrenceforvridning og risici for ulige behandling.

(2)

Flere år efter gennemførelsen af Unionens afviklingsramme giver den ikke de tilsigtede resultater med hensyn til visse af disse mål. Selv om institutterne og enhederne har gjort betydelige fremskridt hen imod afviklingsmuligheder og har afsat betydelige ressourcer til dette formål, navnlig gennem opbygning af tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og opfyldning af afviklingsfinansieringsordninger, anvendes Unionens afviklingsramme sjældent. Visse mindre og mellemstore institutters og enheders sammenbrud afhjælpes i stedet typisk gennem ikkeharmoniserede nationale foranstaltninger. Det er fortsat skatteydernes penge, der anvendes, frem for branchefinansierede sikkerhedsnet såsom afviklingsfinansieringsordninger. Denne situation synes at skyldes utilstrækkelige incitamenter. Disse utilstrækkelige incitamenter er resultatet af samspillet mellem Unionens afviklingsramme og nationale regler, hvorved afviklingsmyndighedernes vide skønsbeføjelser i forbindelse med vurderingen af offentlighedens interesse ikke altid anvendes på en måde, der afspejler den påtænkte anvendelse af Unionens afviklingsramme. Samtidig har Unionens afviklingsramme kun været brugt i begrænset omfang på grund af risikoen for, at indskydere i indskudsfinansierede institutter skal bære tab for at sikre, at disse institutter kan få adgang til ekstern finansiering ved afvikling, navnlig i mangel af andre passiver, der er omfattet af bail-in. Endelig har det forhold, at der er mindre strenge regler om adgang til finansiering uden for afvikling end i forbindelse med afvikling, modvirket anvendelsen af Unionens afviklingsramme til fordel for andre løsninger, som ofte indebærer anvendelse af skatteydernes penge i stedet for anvendelse af egne ressourcer fra institutterne eller enhederne eller branchefinansierede sikkerhedsnet. Denne situation skaber igen risiko for fragmentering, risiko for suboptimale resultater i forbindelse med håndtering af institutters og enheders sammenbrud, navnlig hvad angår mindre og mellemstore institutter og enheder, og alternativomkostninger fra uudnyttede finansielle ressourcer. Det er derfor nødvendigt at sikre en mere effektiv og sammenhængende anvendelse af Unionens afviklingsramme og sikre, at den kan anvendes, når anvendelse er begrundet i offentlighedens interesse, herunder for visse mindre og mellemstore institutter, der primært finansieres gennem indskud og ikke har tilstrækkelige andre passiver, der er omfattet af bail-in.

(3)

Et af hovedformålene med revisionen af direktiv 2014/59/EU er at sikre en bedre beskyttelse af skatteydernes penge ved at sikre, at afviklingsrammen kan anvendes, når det er nødvendigt. Skatteydernes penge bør med indførelsen af den reviderede ramme anvendes i betydeligt mindre grad for at sikre, at branchefinansierede sikkerhedsnet, herunder afviklingsfinansieringsordninger, anvendes oftere og mere effektivt.

(4)

Intensiteten og detaljeringsgraden af det afviklingsplanlægningsarbejde, der er påkrævet med hensyn til datterselskaber, der ikke er udpeget som afviklingsenheder, varierer afhængigt af de pågældende institutters og enheders størrelse og risikoprofil, deres rolle med hensyn til levering af kritiske funktioner, deres centrale forretningsområder, deres betydning for koncernens driftskontinuitet efter afvikling og for koncernafviklingsstrategien og af datterselskabets betydning i den medlemsstat, hvor det er etableret, herunder dets potentielle systemiske betydning og dets potentielle indvirkning på indskudsgarantiordningens disponible finansielle midler i tilfælde af likvidation ved almindelig insolvensbehandling. Afviklingsmyndigheder bør derfor kunne tage hensyn til disse faktorer, når de fastsætter de foranstaltninger, der skal træffes over for sådanne datterselskaber, og følge en tilsvarende tilgang, hvor det er relevant.

(5)

Et institut eller en enhed, der likvideres i henhold til national ret, efter at det er fastslået, at instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, og efter afviklingsmyndighedens konklusion om, at dets eller dens afvikling ikke er begrundet i offentlighedens interesse, er i sidste ende på vej mod udtræden af markedet. I sådanne tilfælde er der ikke længere behov for en plan for afvikling af det pågældende institut eller den pågældende enhed, uanset om den kompetente myndighed allerede har inddraget det pågældende instituts eller den pågældende enheds tilladelse. Det samme gælder med hensyn til den resterende del af et institut under afvikling efter overførsel af aktiver, rettigheder og passiver i forbindelse med en overførselsstrategi. Det bør derfor præciseres, at det i sådanne situationer ikke er nødvendigt at vedtage afviklingsplaner.

(6)

Proceduren for indsendelse af oplysninger fra enheder, der er en del af en koncern, til afviklingsmyndighederne med henblik på udarbejdelse af afviklingsplaner bør bringes i overensstemmelse med proceduren i direktiv 2014/59/EU for indsendelse af oplysninger med henblik på overvågning af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) for at undgå unødvendige omkostninger og unødvendig kompleksitet.

(7)

Afviklingsmyndighederne kan i øjeblikket beslutte at forbyde visse udlodninger, hvis et institut eller en enhed, uanset om der er tale om en afviklingsenhed eller ej, ikke opfylder det kombinerede bufferkrav, når det tages i betragtning i tillæg til MREL. I visse situationer kan et institut eller en enhed imidlertid være forpligtet til at opfylde MREL på et andet grundlag end det grundlag, hvorpå instituttet eller enheden skal opfylde det kombinerede bufferkrav. Denne situation skaber usikkerhed med hensyn til betingelserne for afviklingsmyndighedernes udøvelse af deres beføjelse til at forbyde udlodninger og for beregningen af det maksimale udlodningsbeløb i forbindelse med MREL. Det bør derfor fastsættes, at afviklingsmyndighederne i disse tilfælde bør udøve beføjelsen til at forbyde visse udlodninger på grundlag af det skønnede kombinerede bufferkrav, der er resultatet af den metode, som er fastsat i den delegerede retsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 45c, stk. 4, i direktiv 2014/59/EU. For at sikre gennemsigtighed og retssikkerhed bør afviklingsmyndighederne meddele det skønnede kombinerede bufferkrav til instituttet eller enheden, som derefter bør gøre det skønnede kombinerede bufferkrav offentligt tilgængeligt.

(8)

Der blev indført foranstaltninger til tidlig indgriben for at sætte de kompetente myndigheder i stand til at afhjælpe forværringen af et instituts eller en enheds finansielle og økonomiske situation og mindske risikoen for og virkningen af en mulig afvikling mest muligt. På grund af manglende sikkerhed med hensyn til de udløsende faktorer for anvendelsen af disse foranstaltninger til tidlig indgriben og delvis overlapning med tilsynsforanstaltninger er der dog sjældent blevet anvendt foranstaltninger til tidlig indgriben. Betingelserne for anvendelse af disse foranstaltninger til tidlig indgriben bør derfor forenkles og præciseres yderligere. For at fjerne usikkerheden med hensyn til betingelserne og tidspunktet for fjernelse af et instituts eller en enheds ledelsesorgan og udpegelsen af midlertidige administratorer bør disse foranstaltninger udtrykkeligt fastlægges som foranstaltninger til tidlig indgriben, og deres anvendelse bør være underlagt de samme udløsende faktorer. Under særlige omstændigheder kan en gradvis afvikling af aktiviteter være en omkostningseffektiv løsning, der gør det lettere for et institut eller en enhed med en svag forretningsmodel at udtræde af markedet og dermed undgå en langvarig nedgang, der kulminerer med instituttets eller enhedens sammenbrud. Kompetente myndigheder bør have beføjelse til tidlig indgriben med henblik på at anmode om forelæggelse af en plan, der skal gennemføres i tilfælde af en frivillig afvikling af et instituts eller en enheds aktiviteter, samtidig med at beslutningen om gennemførelsen af en sådan plan overlades til det pågældende institut eller den pågældende enhed. I forbindelse med anvendelsen af beføjelsen til tidlig indgriben bør kompetente myndigheder være forpligtet til at vælge de passende foranstaltninger til håndtering af en specifik situation i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. For at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at tage hensyn til omdømmemæssige risici eller risici i forbindelse med hvidvask af penge eller informations- og kommunikationsteknologi bør de kompetente myndigheder ikke kun vurdere betingelserne for anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben på grundlag af kvantitative indikatorer såsom kapital- eller likviditetskrav, gearingsniveau, misligholdte lån eller koncentration af eksponeringer, men også på grundlag af kvalitative udløsende faktorer. Beslutningsprocessen i forbindelse med foranstaltninger til tidlig indgriben bør gøre det muligt hurtigt at overveje og, hvis det er relevant, anvende dem for at undgå en yderligere forværring af instituttets eller enhedens situation.

(9)

For at forbedre retssikkerheden bør de foranstaltninger til tidlig indgriben, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, og som overlapper med eksisterende beføjelser i henhold til de tilsynsmæssige rammer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (6) og (EU) 2019/2034 (7), fjernes. Det er desuden nødvendigt at sikre, at afviklingsmyndighederne er i stand til at forberede en eventuel afvikling af et institut eller en enhed. Den kompetente myndighed bør derfor underrette afviklingsmyndighederne om forværringen af et instituts eller en enheds situation i tilstrækkelig god tid, og afviklingsmyndighederne bør have de nødvendige beføjelser til at gennemføre forberedende foranstaltninger. For at gøre det muligt for afviklingsmyndighederne at reagere så hurtigt som muligt på en forværring af et instituts eller en enheds situation er det vigtigt, at forudgående anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben ikke bør være en betingelse for, at afviklingsmyndigheden kan træffe foranstaltninger til markedsføring af instituttet eller enheden eller anmode om oplysninger med henblik på at ajourføre afviklingsplanen og udarbejde værdiansættelsen. Når afviklingsmyndigheden markedsfører et institut, der er medlem af en institutsikringsordning, bør afviklingsmyndigheden overveje foranstaltninger, som institutsikringsordningen kan træffe forud for afviklingen for at afværge den væsentlige risiko for, at instituttet bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende. For at sikre en konsekvent, koordineret, effektiv og rettidig reaktion på forværringen af et instituts eller en enheds situation og for at forberede en eventuel afvikling ordentligt er det nødvendigt at styrke samspillet og koordineringen mellem de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne. Så snart et institut eller en enhed opfylder betingelserne for anvendelse af foranstaltninger til tidlig indgriben, bør de kompetente myndigheder og afviklingsmyndighederne øge deres udveksling af oplysninger, herunder foreløbige oplysninger, og i fællesskab overvåge instituttets eller enhedens situation.

(10)

Det er nødvendigt at sikre rettidig handling og tidlig koordinering mellem den kompetente myndighed og afviklingsmyndigheden, mens et institut eller en enhed stadig er en going concern, men der er en væsentlig risiko for, at instituttet eller enheden kan blive nødlidende. Den kompetente myndighed bør derfor så tidligt som muligt underrette afviklingsmyndigheden om en sådan risiko. Denne underretning bør indeholde årsagerne til den kompetente myndigheds vurdering og en ikkeudtømmende oversigt over andre foranstaltninger iværksat af den private sektor, tilsynsforanstaltninger eller foranstaltninger til tidlig indgriben, der er tilgængelige inden for en passende tidshorisont for at forhindre, at instituttet eller enheden bliver nødlidende. En sådan tidlig underretning berører ikke eventuelle andre foranstaltninger iværksat af den private sektor, herunder foranstaltninger iværksat af en institutsikringsordning, som inden for en passende tidshorisont vil kunne forhindre, at instituttet eller enheden bliver nødlidende eller forventeligt nødlidende, eller berører procedurerne til afgørelse af, om betingelserne for afvikling er opfyldt. Den kompetente myndigheds forudgående underretning af afviklingsmyndigheden om en væsentlig risiko for, at et institut eller en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende, eller om udløbet af den fastsatte frist for gennemførelsen af foranstaltningerne til imødegåelse af en sådan væsentlig risiko bør ikke være en betingelse for eller på anden måde nødvendigvis indebære en efterfølgende konstatering af, at et institut eller en enhed er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Hvis instituttet eller enheden på et senere tidspunkt vurderes at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, og der ikke findes alternative løsninger til at forhindre et sådant sammenbrud inden for en passende tidshorisont, er det nødvendigt, at afviklingsmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt der skal træffes afviklingshandlinger. I et sådant tilfælde kan rettidigheden af afgørelsen om at anvende afviklingshandlinger over for et institut eller en enhed være afgørende for en vellykket gennemførelse af afviklingsstrategien, navnlig fordi tidligere indgriben i instituttet eller enheden kan bidrage til at sikre tilstrækkelig tabsabsorberingskapacitet og likviditet til at gennemføre denne strategi. Det er derfor hensigtsmæssigt at give afviklingsmyndigheden mulighed for i tæt samarbejde med den kompetente myndighed at vurdere, hvad der udgør en passende tidshorisont for at gennemføre alternative foranstaltninger for at undgå instituttets eller enhedens sammenbrud. For at sikre et rettidigt resultat og sætte afviklingsmyndigheden i stand til at forberede sig ordentligt på et instituts eller en enheds potentielle afvikling bør afviklingsmyndigheden og den kompetente myndighed mødes regelmæssigt, og afviklingsmyndigheden bør træffe afgørelse om hyppigheden af disse møder under hensyntagen til sagens omstændigheder.

(11)

Det er hensigten, at afviklingsrammen potentielt skal kunne anvendes på ethvert institut eller enhver enhed, uanset størrelse og forretningsmodel, hvis de værktøjer, der er til rådighed i henhold til national ret, ikke er tilstrækkelige til at håndtere instituttets eller enhedens sammenbrud. Det er imidlertid nødvendigt, at præcisere nogle af rammens mål yderligere for at øge harmonisering og fremme konvergens. Afviklingsmålet om at sikre videreførelsen af kritiske funktioner skal sikre den finansielle stabilitet og realøkonomien. Det er derfor nødvendigt at sikre, at kritiske funktioner kan videreføres. Det er navnlig nødvendigt at præcisere, at afviklingsmyndighederne afhængigt af de specifikke omstændigheder bør kunne konkludere, at visse af et instituts eller en enheds funktioner anses for at være kritiske, selv om deres ophør kun vil forstyrre den finansielle stabilitet eller tjenesteydelser, der er væsentlige for realøkonomien, på regionalt plan. For så vidt angår modtagelse af indskud skal afviklingsmyndighederne være behørigt opmærksomme på risikoen for tab af tillid hos indskydere, hvis indskud ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/49/EU (8). Offentlige midler bør beskyttes ved at minimere afhængigheden af ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige, navnlig når den ydes over en medlemsstats budget. Indskydere, der er omfattet af direktiv 2014/49/EU, investorer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF (9), kunders midler og kunders aktiver skal også beskyttes.

(12)

Når det i afviklingsplanlægningsfasen besluttes, om et institut skal udpeges til afvikling, bør afviklingsmyndighederne generelt anvende det forhold, at et institut er omfattet af forenklede forpligtelser, som en indikator for, at afvikling af det i tilfælde af sammenbrud ikke vil være begrundet i offentlighedens interesse. Omvendt kan det forhold, at et institut ikke er omfattet af forenklede forpligtelser, tyde på, at afvikling af det i tilfælde af sammenbrud vil være begrundet i offentlighedens interesse.

(13)

Likvidation af en enhed ved almindelig insolvensbehandling kan i nogle tilfælde bringe den finansielle stabilitet i fare og afbryde leveringen af kritiske funktioner. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis insolvens sandsynligvis vil medføre tab på en væsentlig del af indskuddene eller betydelige vanskeligheder med hensyn til kontinuiteten i adgangen til indskud, og hvis afviklingsmyndigheden finder, at disse tab eller vanskeligheder kan have en betydelig indvirkning på leveringen af kritiske funktioner, på den finansielle stabilitet gennem afsmitning eller på realøkonomien. I sådanne tilfælde er det meget sandsynligt, at det vil være i offentlighedens interesse at underkaste instituttet eller enheden afvikling i stedet for at likvidere det eller den ved almindelig insolvensbehandling. Vurderingen af, om afviklingen af et institut eller en enhed er begrundet i offentlighedens interesse, bør også så vidt muligt afspejle forskellen mellem på den ene side finansiering, der ydes gennem branchefinansierede sikkerhedsnet, dvs. afviklingsfinansieringsordninger eller indskudsgarantiordninger, og på den anden side finansiering fra medlemsstaterne med skatteydernes penge. En sådan finansiering fra medlemsstaterne indebærer en større risiko for moral hazard og et mindre incitament til markedsdisciplin. Ved vurderingen af målet om at minimere afhængigheden af ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige bør afviklingsmyndighederne derfor foretrække finansiering gennem afviklingsfinansieringsordninger eller indskudsgarantiordningerne frem for finansiering på et tilsvarende beløb med midler fra medlemsstaternes budget.

(14)

Når afviklingsmyndighederne foretager vurderingen af offentlighedens interesse, bør de vurdere, om nogen af afviklingsmålene ville være i fare, hvis det nødlidende institut eller den nødlidende enhed blev likvideret ved almindelig insolvensbehandling. Afviklingshandlinger bør ikke anses for at være nødvendige i offentlighedens interesse, hvis ingen af afviklingsmålene er i fare, hvis instituttet eller enheden likvideres ved almindelig insolvensbehandling. Hvis afviklingsmyndigheden vurderer, at mindst ét afviklingsmål er i fare i tilfælde af likvidation ved almindelig insolvensbehandling, bør resultatet af vurderingen af offentlighedens interesse kun være negativt, hvis likvidation af det nødlidende institut eller den nødlidende enhed ved almindelig insolvensbehandling ikke blot vil opfylde afviklingsmålene i samme omfang som afvikling, men mere effektivt.

(15)

Hvis et nødlidende institut eller en nødlidende enhed ikke tages under afvikling, bør instituttet eller enheden likvideres i overensstemmelse med de procedurer, der er tilgængelige i henhold til national ret. Sådanne procedurer kan variere betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat. Selv om det er hensigtsmæssigt at give tilstrækkelig fleksibilitet til at anvende de eksisterende nationale procedurer, bør visse aspekter præciseres for at sikre, at de pågældende institutter eller enheder udtræder af markedet.

(16)

Det bør sikres, at den kompetente myndighed eller afviklingsmyndigheden indleder eller anmoder om indledning af en procedure i henhold til national ret for likvidation af et institut eller en enhed, der anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, men som ikke tages under afvikling. Hvis frivillig likvidation af instituttet eller enheden efter en beslutning truffet af aktionærerne er mulig i henhold til national ret, bør en sådan mulighed fortsat være tilgængelig, og den relevante myndighed bør have beføjelse til at anmode om indledning af en sådan procedure. Det bør dog sikres, at den relevante nationale myndighed træffer foranstaltninger, hvis aktionærerne ikke handler hurtigt.

(17)

Det bør også fastsættes, at det endelige resultat af likvidationsprocedurerne er ophør af bankvirksomheden, hvilket fører til det nødlidende instituts eller den nødlidende enheds udtræden af markedet. Afhængigt af den anvendte nationale ret kan dette resultat opnås på forskellige måder. Disse kan omfatte salg af instituttet eller enheden eller dele heraf, salg af specifikke aktiver eller passiver eller en gradvis afvikling, herunder af betalinger og indlån, med henblik på gradvis at sælge instituttets eller enhedens aktiver for at tilbagebetale de berørte kreditorer. Ophør af bankvirksomheden kan bl.a. også kræve en begrænsning af udstedelsen af nye forpligtelser til kun at dække refinansieringsbehov, der opstår som følge af eksisterende aktiver, således at forpligtelsernes løbetid ikke forlænges. For at gøre procedurerne mere forudsigelige bør dette resultat nås inden for en passende tidshorisont.

(18)

De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at inddrage et instituts eller en enheds tilladelse alene på grundlag af det forhold, at instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, men ikke tages under afvikling. De kompetente myndigheder bør kunne inddrage tilladelsen for at støtte målet om likvidation af instituttet eller enheden i henhold til national ret, navnlig i tilfælde, hvor de tilgængelige procedurer i henhold til national ret ikke kan indledes på det tidspunkt, hvor instituttet eller enheden anses for at være nødlidende eller forventeligt nødlidende, herunder de tilfælde, hvor instituttet eller enheden endnu ikke er insolvent på balancen. For yderligere at sikre, at målet med at likvidere instituttet eller enheden kan nås, bør medlemsstaterne sikre, at den kompetente myndigheds inddragelse af tilladelsen også er blandt de mulige betingelser for at indlede mindst en af de procedurer, der er tilgængelige i henhold til national ret, og som finder anvendelse på institutter eller enheder, der er nødlidende eller forventeligt nødlidende, men ikke tages under afvikling.

(19)

I lyset af erfaringerne med gennemførelsen af forordning (EU) nr. 806/2014 og direktiv 2014/49/EU og 2014/59/EU er det nødvendigt yderligere at præcisere, på hvilke betingelser der undtagelsesvis kan tillades forebyggende foranstaltninger, der kan betragtes som ekstraordinær finansiel støtte fra det offentlige. Det bør sikres, at forebyggende foranstaltninger træffes i tilstrækkelig god tid. Desuden kan foranstaltninger til afhjælpning af virkningerne af værdiforringede aktiver, herunder porteføljeadministrationsselskaber eller aktivgarantiordninger, vise sig at være effektive og virkningsfulde med hensyn til at tackle årsagerne til eventuelle finansielle vanskeligheder, som institutter eller enheder står over for, og forhindre, at de bliver nødlidende, og de kan derfor udgøre relevante forebyggende foranstaltninger. Det bør derfor præciseres, at forebyggende foranstaltninger kan tage form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver.

(20)

For at bevare markedsdisciplinen, beskytte offentlige midler og undgå konkurrenceforvridning bør forebyggende foranstaltninger fortsat være undtagelsen og kun anvendes for at håndtere situationer med alvorlige forstyrrelser på markedet og for at bevare den finansielle stabilitet, især i tilfælde af en systemisk krise. Desuden bør forebyggende foranstaltninger ikke anvendes til at imødegå tab, som er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt. Det mest pålidelige instrument til at kvantificere tab, som er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt, er en evaluering af aktivernes kvalitet foretaget af Den Europæiske Centralbank (ECB), Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (10), eller kompetente nationale myndigheder. Kompetente myndigheder bør anvende en sådan evaluering eller, hvor det er relevant, kontrolbesøg på stedet, til at kvantificere tab, der er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt, hvis en sådan evaluering eller sådanne kontrolbesøg kan foretages inden for en passende tidshorisont. Hvis dette ikke er muligt, bør de kompetente myndigheder kvantificere tab, der er lidt eller sandsynligvis vil blive lidt, på den mest pålidelige måde under de foreliggende omstændigheder, hvor det er relevant på grundlag af instituttets eller enhedens balance, forudsat at balancen er i overensstemmelse med de gældende regnskabsregler og -standarder som bekræftet af en uafhængig ekstern revisor. Vurderingen, at et institut eller en enhed er solvent med henblik på støtteforanstaltninger i form af forebyggende rekapitalisering og statsgarantier for nyligt udstedte forpligtelser, bør baseres på en fremadrettet vurdering af, om instituttet eller enheden kan opfylde kravene til kapitalgrundlag, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (11) eller forordning (EU) 2019/2033 (12), og det krav om yderligere kapitalgrundlag, der er fastsat i direktiv 2013/36/EU eller (EU) 2019/2034.

(21)

Formålet med forebyggende rekapitalisering er at støtte levedygtige institutter og enheder, der sandsynligvis vil støde på midlertidige vanskeligheder i den nærmeste fremtid, og forhindre, at deres situation forværres yderligere. For at undgå, at der ydes offentlig støtte til virksomheder, der allerede er urentable, bør der ikke ydes forebyggende foranstaltninger i form af erhvervelse af kapitalgrundlagsinstrumenter eller andre kapitalinstrumenter eller i form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver, som overstiger det beløb, der er nødvendigt for at dække manglende kapital, der konstateres i et negativt scenarie i en stresstest eller tilsvarende. For at sikre, at den offentlige finansiering på et tidspunkt ophører, bør disse forebyggende foranstaltninger også være tidsbegrænsede og indeholde en klar tidsplan for deres afslutning (»strategi for udtræden af støtteforanstaltningen«). Instrumenter med uendelig løbetid, herunder egentlige kernekapitalinstrumenter, bør kun anvendes under ekstraordinære omstændigheder og være underlagt visse kvantitative begrænsninger, fordi de på grund af deres karakter ikke er velegnede til at opfylde betingelsen om, at de er midlertidige. De kompetente myndigheder bør anmode om en engangsafhjælpningsplan fra institutter eller enheder, der ikke overholder betingelserne i strategien for udtræden af støtteforanstaltningen. For at sikre, at institutter eller enheder, der viser sig ikke at være levedygtige, udtræder af markedet, bør en relevant myndighed afgøre, om instituttet eller enheden er nødlidende eller forventeligt nødlidende, hvis den kompetente myndighed ikke er tilfreds med afhjælpningsplanen, eller hvis instituttet eller enheden ikke overholder afhjælpningsplanen.

(22)

Forebyggende foranstaltninger bør begrænses til det beløb, som instituttet eller enheden ville have brug for til at opretholde sin solvens i tilfælde af et negativt scenarie i en stresstest eller tilsvarende. I tilfælde af forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver bør det modtagende institut eller den modtagende enhed kunne anvende det indrømmede beløb til at dække tab på de overførte aktiver eller i kombination med en erhvervelse af kapitalinstrumenter, forudsat at det samlede beløb for den konstaterede manglende kapital ikke overskrides. Det er også nødvendigt at sikre, at forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver er i overensstemmelse med eksisterende statsstøtteregler og bedste praksis, at de genopretter instituttets eller enhedens langsigtede levedygtighed, at statsstøtten begrænses til det nødvendige minimum, og at konkurrenceforvridninger undgås. Af disse grunde bør de berørte myndigheder i tilfælde af forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver tage hensyn til de specifikke retningslinjer, herunder Kommissionens plan for, hvordan nationale porteføljeadministrationsselskaber kan oprettes, og Kommissionens meddelelse af 16. december 2020 om håndtering af misligholdte lån efter covid-19-pandemien. Forebyggende foranstaltninger i form af foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver bør altid være underlagt den overordnede betingelse, at de skal være midlertidige. Offentlige garantier, der ydes for en bestemt periode i forbindelse med det pågældende instituts eller den pågældende enheds værdiforringede aktiver, forventes at sikre bedre opfyldelse af denne betingelse end overførsel af sådanne aktiver til en offentligt støttet enhed.

(23)

For at dække væsentlige tilsidesættelser af tilsynskravene er det nødvendigt yderligere at præcisere betingelserne for at fastslå, at holdingselskaber er nødlidende eller forventeligt nødlidende. Et holdingselskabs tilsidesættelse af disse krav bør anses for at være væsentlig, hvis arten og omfanget af en sådan tilsidesættelse kan sammenlignes med en tilsidesættelse, der, hvis den blev begået af et kreditinstitut, ville begrunde den kompetente myndigheds inddragelse af tilladelsen i overensstemmelse med artikel 18 i direktiv 2013/36/EU.

(24)

Medlemsstaterne kan i henhold til national ret have beføjelse til at suspendere betalings- eller leveringsforpligtelser, der kan omfatte berettigede indskud. Hvis suspensionen af betalings- eller leveringsforpligtelser ikke er direkte forbundet med kreditinstituttets finansielle situation, er indskud muligvis ikke indisponible med henblik på direktiv 2014/49/EU. Som følge heraf kan indskyderne muligvis ikke få adgang til deres indskud i en længere periode. For at bevare indskydernes tro på og tillid til banksektoren og for at opretholde den finansielle stabilitet bør medlemsstaterne sikre, at indskyderne har adgang til et passende dagligt beløb fra deres indskud til dækning af navnlig leveomkostningerne, hvis deres indskud bliver utilgængelige på grund af en suspension af betalinger af andre årsager end årsager, der fører til udbetaling til indskyderen. En sådan procedure bør fortsat være en undtagelse, og medlemsstaterne bør sikre, at indskyderne har adgang til passende daglige beløb.

(25)

For at øge retssikkerheden og i betragtning af den potentielle relevans af passiver, der opstår som følge af usikre fremtidige begivenheder, herunder resultatet af retssager, der verserer på afviklingstidspunktet, er det nødvendigt at fastsætte, hvordan disse passiver bør behandles med henblik på anvendelse af bail-in-værktøjet. Afviklingsmyndigheder bør sondre mellem forpligtelser baseret på aktuelle forpligtelser hidrørende fra tidligere begivenheder, som vil medføre et tab, men hvor tidspunktet for eller størrelsen af tabet er usikker, og forpligtelser, der kan opstå i fremtiden, men som ikke vil medføre et tab, eller som kun kan opstå i fremtiden, hvis en usikker begivenhed indtræffer.

(26)

Det bør også præciseres, at forpligtelser, hvor tidspunkt eller størrelse er usikker, og som er baseret på aktuelle forpligtelser hidrørende fra tidligere begivenheder, som vil medføre et tab, skal behandles på samme måde som andre forpligtelser. Sådanne forpligtelser bør kunne omfattes af bail-in, medmindre de opfylder et af de specifikke kriterier for at være udelukket fra bail-in-værktøjets anvendelsesområde. I betragtning af den potentielle relevans af disse forpligtelser i forbindelse med afvikling og for at sikre sikkerhed i anvendelsen af bail-in-værktøjet bør det præciseres, at de er en del af de passiver, der er omfattet af bail-in, og at bail-in-værktøjet derfor kan finde anvendelse på dem. For at sikre en effektiv anvendelse af bail-in-værktøjet på forpligtelser, hvor tidspunkt eller størrelse er usikker, bør afviklingsmyndigheden have beføjelse til at nedbringe, herunder til nul, hovedstolen af sådanne forpligtelser og til at konvertere sådanne forpligtelser til aktier eller andre ejerskabsinstrumenter. Nedbringelse eller konvertering kan imidlertid kun få virkning, hvis og når forpligtelsen, hvor tidspunkt eller størrelse er usikker, er endeligt fastlagt med hensyn til tidspunkt og størrelse.

(27)

Det er nødvendigt at sikre, at en forpligtelse, der kan opstå i fremtiden som følge af en usikker begivenhed, eller en forpligtelse, hvor tidspunkt eller størrelse er usikker, og som er baseret på en aktuel forpligtelse på tidspunktet for afviklingen, ikke forringer afviklingsstrategiens effektivitet og navnlig bail-in-værktøjets effektivitet. For at nå dette mål bør valuaren som led i værdiansættelsen med henblik på afvikling vurdere sådanne forpligtelser og kvantificere disse forpligtelsers potentielle værdi efter bedste evne. For at sikre, at instituttet eller enheden efter afviklingsprocessen kan opretholde tilstrækkelig markedstillid i et passende tidsrum, bør valuaren tage hensyn til denne potentielle værdi ved fastsættelsen af det beløb, hvormed passiver, der er omfattet af bail-in, skal nedskrives eller konverteres for at genoprette kapitalprocenterne i det institut, der er under afvikling. Afviklingsmyndigheden bør navnlig anvende sine konverteringsbeføjelser på passiver, der er omfattet af bail-in, i det omfang det er nødvendigt for at sikre, at rekapitaliseringen af instituttet under afvikling er tilstrækkelig til at dække potentielle tab, der kan opstå som følge af en forpligtelse, som kan opstå i fremtiden som følge af en usikker begivenhed, eller som er baseret på en aktuel forpligtelse, men hvor tidspunkt eller størrelse er usikker. Ved vurderingen af det beløb, der skal nedskrives eller konverteres, bør afviklingsmyndigheden nøje overveje virkningen af det potentielle tab på instituttet under afvikling på grundlag af en række faktorer, herunder sandsynligheden for, at begivenheden indtræffer, tidsrammen for dens indtræffen og passivets størrelse.

(28)

Under visse omstændigheder har afviklingsmyndighederne, efter at afviklingsfinansieringsordningen har ydet et bidrag på op til højst 5 % af instituttets eller enhedens samlede passiver, herunder kapitalgrundlag, mulighed for at anvende yderligere finansieringskilder til at støtte deres afviklingshandlinger yderligere. Det bør præciseres nærmere, under hvilke omstændigheder afviklingsfinansieringsordningen kan yde yderligere støtte, hvis alle passiver, der er omfattet af bail-in, som ikke er berettigede indskud, der har en lavere prioritet end ikkedækkede indskud fra fysiske personer og mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, og som ikke skønsmæssigt er udelukket fra bail-in, er blevet nedskrevet eller konverteret fuldt ud.

(29)

Indskud, der opfylder betingelserne for at blive betragtet som nedskrivningsrelevante passiver, kan anvendes til at opfylde MREL. I betragtning af indskuddenes særlige karakter samt den rolle, de spiller i realøkonomien og med hensyn til at opretholde tilliden til banksystemet, bør medtagelsen af indskud i omfanget af passiver, der anvendes til at opfylde MREL, imidlertid være underlagt strengere krav, da de nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på MREL bør kunne anvendes i deres helhed til at bære tabene og bidrage til rekapitaliseringen af et kreditinstitut i tilfælde af dets sammenbrud. For det første bør de indskud, der anvendes med henblik på MREL, som det er tilfældet i henhold til de nuværende regler, ikke kunne indehaves af fysiske personer eller mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. For det andet bør det præciseres, at indskud, der giver ejeren ret til førtidig tilbagebetaling, ikke kan være omfattet af MREL, herunder i de tilfælde, hvor de kontraktlige bestemmelser fastsætter, at førtidig tilbagebetaling er betinget af betaling af et strafgebyr. For det tredje bør de relevante kontraktlige bestemmelser for at sikre gennemsigtighed og minimere risikoen for uhensigtsmæssig placering af sådanne indskud udtrykkeligt henvise til kreditinstituttets hensigt om at anvende disse indskud med henblik på at opfylde MREL samt til det forhold, at de ikke betragtes som berettigede indskud, og at ingen del af dette indskud derfor vil blive tilbagebetalt via indskudsgarantiordningen i tilfælde af indisponibilitet. For det fjerde bør anvendelsen af indskud i MREL som hovedregel ikke være tilladt, medmindre afviklingsmyndighederne tidligere har givet tilladelse til, at de medtages i de nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på MREL på grundlag af en vurdering af, at sådanne indskud ikke behøver at være beskyttet mod at bære tab i tilfælde af afvikling og ikke vil give anledning til en væsentlig hindring for afvikling. Afviklingsmyndighederne bør kunne tillade generel anvendelse af indskud til at opfylde MREL for hver afviklingsenhed uden en individuel vurdering af hvert indskud og begrænse medtagelsen af indskud til at opfylde MREL til faste beløb. Strukturerede indlån kan, selv om de er passiver med derivatkomponenter, også betragtes som et kreditinstituts nedskrivningsrelevante passiver, forudsat at alle andre betingelser er opfyldt.

(30)

For at undgå cliff-effekter er det nødvendigt at indføre overgangsbestemmelser for de eksisterende indskud, der kan betragtes som nedskrivningsrelevante passiver. For indskud, der er modtaget inden den 12. maj 2028, bør de nye kriterier fraviges. Overgangsbestemmelserne bør ophøre den 11. maj 2029.

(31)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/876 (13) og (EU) 2019/877 (14) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 (15) blev det internationale »Total Loss-absorbing Capacity (TLAC) Term Sheet«, der blev offentliggjort af Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) den 9. november 2015 (»TLAC-standarden«), gennemført i EU-retten for globale systemisk vigtige banker, der i EU-retten betegnes som globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er). Ved forordning (EU) 2019/877 og direktiv (EU) 2019/879 blev det MREL, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU og i forordning (EU) nr. 806/2014, også ændret. Det er nødvendigt at tilpasse bestemmelserne om MREL, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, til gennemførelsen af TLAC-standarden for G-SII'er, for så vidt angår visse passiver, der kan anvendes til at opfylde den del af MREL, der bør opfyldes med kapitalgrundlag og andre efterstillede passiver. Navnlig bør passiver, der er sidestillet med visse udelukkede passiver, medtages i afviklingsenhedernes kapitalgrundlag og efterstillede nedskrivningsrelevante instrumenter, hvis beløbet for disse udelukkede passiver på afviklingsenhedens balance ikke overstiger 5 % af afviklingsenhedens kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, og der ikke som følge af denne medtagelse opstår risici i forhold til princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere.

(32)

For visse afviklingsenheder afhænger den foretrukne afviklingsstrategi, der er fastsat i afviklingsplanen eller koncernafviklingsplanen, primært af overførsel af aktiviteterne i instituttet under afvikling til en privat køber eller til et broinstitut. I sådanne tilfælde er det muligt, at indskudsgarantiordningerne kan blive anmodet om at yde et bidrag til afviklingshandlinger, potentielt for at sikre beskyttelse af visse indskud, der ikke er dækket af indskudsgarantiordninger. For at begrænse moral hazard bør det derfor præciseres, at hvis afviklingsplanen omfatter anvendelse af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet og afviklingsenhedens udtræden af markedet, bør MREL for den pågældende afviklingsenhed ikke fastsættes til et niveau under visse tærskler. Hvis anvendelsen af reglerne for kalibrering af MREL resulterer i et beløb, der er højere end disse tærskler, bør dette højere beløb have forrang. Disse tærskler bør ikke finde anvendelse på det MREL, der er fastsat for afviklingsenheder, hvis foretrukne afviklingsstrategi består i at anvende bail-in-værktøjet med henblik på enhedens rekapitalisering i et omfang, der er tilstrækkeligt til at genoprette dens evne til fortsat at udføre de aktiviteter, hvortil den er godkendt, selv når den foretrukne afviklingsstrategi omfatter anvendelse af bail-in-værktøjet i kombination med andre afviklingsværktøjer, hvor sidstnævnte anvendes som supplement.

(33)

Direktiv 2014/59/EU indeholder ingen særlige regler om overgangsordninger eller mellemliggende målniveauer for opfyldelse af MREL efter 2024. Der kan imidlertid forekomme situationer, hvor institutter eller enheder ikke straks bør være forpligtet til at opfylde et højere MREL fastsat af afviklingsmyndigheden, herunder de tilfælde, hvor forhøjelsen af MREL skyldes væsentlige ændringer vedrørende instituttet eller enheden som følge af f.eks. fusioner eller overtagelser eller ændringer af den foretrukne afviklingsstrategi. Navnlig hvis den foretrukne afviklingsstrategi ændres fra likvidation ved almindelig insolvensbehandling til anvendelse af en afviklingshandling, vil instituttet eller enheden muligvis ikke straks være i stand til fuldt ud at opfylde det MREL, som afviklingsmyndigheden har fastsat. Afviklingsmyndighederne bør derfor have beføjelse til at fastsætte passende overgangsperioder for opfyldelse af MREL. Desuden bør afviklingsmyndighederne have beføjelse til at fastsætte bindende mellemliggende målniveauer for sådanne institutter eller enheder for at sikre, at de opbygger deres nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på MREL på en passende måde. For at beskytte berettigede forventninger bør overgangsperioder, der tidligere er fastsat af afviklingsmyndighederne på grundlag af de regler, der var gældende på den relevante dato, ikke berøres af de nye regler.

(34)

Det er et krav, at institutter og enheder skal medtage kontraktmæssig anerkendelse af virkningerne af bail-in-værktøjet i aftaler eller instrumenter, i henhold til hvilke der oprettes passiver, som er omfattet af lovgivningen i tredjelande, medmindre det juridisk eller på anden måde i praksis er umuligt at gøre dette. Erfaringerne med anvendelsen af afviklingsrammen har imidlertid vist, at kravene til disse kontraktbestemmelser om anerkendelse af bail-in og proceduren for underretning om og vurdering af, at det i praksis er umuligt at medtage sådanne bestemmelser, er unødvendigt brede, komplekse og byrdefulde med hensyn til at opfylde målet om at sikre, at institutter, der eventuelt er omfattet af afviklingshandlinger, kan afvikles. Det er derfor hensigtsmæssigt at indsnævre anvendelsesområdet for kravet til kapitalgrundlagsinstrumenter og passiver, der er omfattet af bail-in, og dermed navnlig udelukke kontrakter, der skaber forpligtelser, der kan opstå i fremtiden som følge af en usikker begivenhed. Desuden bør der i anvendelsesområdet for institutter og enheder, der er omfattet af kravet, tages hensyn til den strategi, der er planlagt i afviklingsplanen. Af denne grund bør likvidationsenheder og datterselskaber af afviklingsenheder, der ikke selv er afviklingsenheder, ikke være forpligtet til at medtage bestemmelsen om anerkendelse af bail-in i deres kontrakter, medmindre det kræves af afviklingsmyndigheden. Endelig bør proceduren for institutters og enheders indberetning af sådanne situationer til afviklingsmyndigheden, selv om der ikke kræves justeringer af institutternes og enhedernes begrundelse for at påberåbe sig, at det i praksis er umuligt at medtage bestemmelsen om anerkendelse af bail-in i deres kontrakter, forenkles og indarbejdes i den årlige indberetning med henblik på afviklingsplanlægning.

(35)

For at lette afviklingsplanlægningen, vurderingen af afviklingsmulighederne og udøvelsen af beføjelsen til at afhjælpe eller fjerne hindringer for afvikling samt fremme udveksling af oplysninger bør afviklingsmyndigheden for et institut med væsentlige filialer i andre medlemsstater kunne oprette og være formand for et afviklingskollegium.

(36)

Da oplysninger vedrørende det samlede antal kunder, for hvilke et institut eller en enhed er den eneste eller vigtigste bankpartner, og som opbevares af de centrale automatiske mekanismer, der er oprettet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (16), kan være nødvendige og forholdsmæssige for at foretage vurderingen af offentlighedens interesse, bør afviklingsmyndigheder kunne modtage disse oplysninger på grundlag af en individuel vurdering af den konkrete sag. Det nøjagtige tidspunkt for afviklingsmyndighedernes indirekte adgang til oplysninger bør også præciseres.

(37)

Der er et samspil mellem afviklingsrammen og reglerne om markedsmisbrug. Selv om handlinger, der træffes i forbindelse med afvikling eller som forberedelse til afvikling, vil kunne betegnes som intern viden i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (17), risikerer for tidlig offentliggørelse af dem navnlig at bringe afviklingsprocessen i fare. Hvis sådanne handlinger er mellemliggende skridt i en langvarig proces, kræver forordning (EU) nr. 596/2014 ikke øjeblikkelig offentliggørelse. I andre tilfælde kan institutter eller enheder tage skridt til at løse dette problem ved at udsætte offentliggørelsen af intern viden til offentligheden i henhold til artikel 17, stk. 4 eller 5, i nævnte forordning. De rette incitamenter er dog ikke altid til stede på tidspunktet for afviklingen eller når afviklingen forberedes, således at instituttet eller enheden kan tage initiativ til en sådan udsættelse. For at undgå sådanne situationer bør afviklingsmyndighederne have beføjelse til at kræve, at et institut eller en enhed sikrer fortroligheden af intern viden om forberedelsen af afvikling og om afviklingsprocessen eller nedskrivning og konvertering, så længe de finder det nødvendigt for at nå afviklingsmålene. Institutter og enheder bør kun være forpligtet til at offentliggøre en sådan intern viden i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 596/2014, når de er blevet underrettet af afviklingsmyndigheden om, at det ikke længere er nødvendigt at sikre fortrolighed for at nå afviklingsmålene. Hvis fortroligheden ikke længere er sikret, bør institutter og enheder dog forpligtes til at offentliggøre den interne viden så hurtigt som muligt.

(38)

Der bør også opretholdes en passende sammenhæng mellem løn og resultater i tilfælde af afvikling, navnlig hvis tabene sandsynligvis vil blive overført til afviklingsfinansieringsordningerne. I sådanne tilfælde bør enhver variabel aflønning af medlemmerne af ledelsesorganet og den daglige ledelse i instituttet under afvikling, som ikke er blevet udbetalt eller ikke er blevet optjent, annulleres. Medmindre et medlem af ledelsesorganet eller den daglige ledelse dokumenterer, at de ikke deltog i eller ikke var ansvarlige for den adfærd, der førte til eller bidrog til, at instituttet under afvikling blev nødlidende, bør den variable aflønning, der blev optjent eller udbetalt i de 24 måneder, der gik forud for afgørelsen om at træffe afviklingshandlinger, tilbageføres eller tilbagebetales.

(39)

Efter den indledende opbygningsperiode for de afviklingsfinansieringsordninger, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, kan deres respektive disponible finansielle midler opleve mindre fald til under målniveauet, navnlig som følge af en stigning i de dækkede indskud. Det er således sandsynligt, at de ex ante-bidrag, der sandsynligvis vil blive opkrævet under disse omstændigheder, vil være små. Det kan således forekomme, at størrelsen af sådanne ex ante-bidrag i nogle år ikke længere vil svare til omkostningerne ved opkrævningen af disse bidrag. Afviklingsmyndighederne bør derfor kunne udskyde opkrævningen af ex ante-bidrag i op til tre år, indtil det beløb, der skal opkræves, når op på et beløb, der står i rimeligt forhold til omkostningerne ved opkrævningsprocessen, forudsat at en sådan udsættelse ikke i væsentlig grad påvirker afviklingsmyndighedernes mulighed for at anvende afviklingsfinansieringsordninger.

(40)

Uigenkaldelige betalingsforpligtelser er et af elementerne i afviklingsfinansieringsordningernes disponible finansielle midler. Det er derfor nødvendigt at præcisere, under hvilke omstændigheder disse betalingsforpligtelser kan kræves opfyldt. Hvis en enhed ophører med at være forpligtet til at betale bidrag til en afviklingsfinansieringsordning efter en afgørelse om at give afkald på sin tilladelse, bør den uigenkaldelige betalingsforpligtelse annulleres. For at sikre, at annulleringen af den uigenkaldelige betalingsforpligtelse ikke fører til en situation, hvor de disponible finansielle midler i afviklingsfinansieringsordningen falder til under et niveau, som afviklingsmyndigheden anser for tilstrækkeligt, bør afviklingsmyndigheden have beføjelse til at fastsætte et bidrag, som den relevante enhed bør være forpligtet til at betale. Afviklingsmyndigheden bør i sin afgørelse tage behørigt hensyn til behovet for at opretholde lige vilkår for alle deltagende institutter, herunder den enhed, der ophører med at være omfattet af anvendelsesområdet for artikel 1 i direktiv 2014/59/EU. Afviklingsmyndigheden skal give en detaljeret begrundelse for sin afgørelse og offentliggøre denne afgørelse, herunder sin begrundelse, i sin årlige rapport. For at skabe større gennemsigtighed og sikkerhed med hensyn til andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser i det samlede beløb af ex ante-bidrag, der skal opkræves, bør afviklingsmyndigheden desuden fastsætte en sådan andel på årsbasis inden for de gældende grænser. Den kompetente myndighed bør bestræbe sig på at sikre, at enhver procyklisk virkning af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, afhængigt af deres regnskabsmæssige behandling, afbødes.

(41)

Det maksimale årlige beløb for ekstraordinære ex post-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger, som kan kræves indbetalt, er i øjeblikket begrænset til tre gange størrelsen af ex ante-bidragene. Efter den indledende opbygningsperiode, der er fastsat i direktiv 2014/59/EU, vil sådanne ex ante-bidrag under andre omstændigheder end ved anvendelse af afviklingsfinansieringsordningerne kun afhænge af variationer i de dækkede indskud og vil derfor sandsynligvis blive små. Fastsættelse af det maksimale beløb for ekstraordinære ex post-bidrag på grundlag af ex ante-bidrag kan derfor føre til en drastisk begrænsning af afviklingsfinansieringsordningernes mulighed for at opkræve ex post-bidrag og dermed reducere deres handleevne. For at undgå et sådant resultat bør der fastsættes en anden grænse, og det maksimale beløb for ekstraordinære ex post-bidrag, der kan kræves indbetalt, bør fastsættes til tre gange en ottendedel af målniveauet for den pågældende afviklingsfinansieringsordning.

(42)

Ved direktiv 2014/59/EU blev prioritetsrækkefølgen for indskud i henhold til national ret om almindelig insolvensbehandling delvis harmoniseret. Disse regler fastsatte en trestrenget prioritetsrækkefølge for indskud, hvor dækkede indskud havde højeste prioritet, efterfulgt af berettigede indskud fra fysiske personer og mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder over dækningsniveauet. De resterende indskud, dvs. indskud fra store virksomheder, der overstiger dækningsniveauet, og indskud, der ikke kan tilbagebetales af indskudsgarantiordningen, skulle have en lavere prioritet, men deres position var ikke harmoniseret på anden måde. Endelig havde indskudsgarantiordningernes fordringer samme højere prioritet som dækkede indskud. Denne delvise harmonisering har dog ikke vist sig at være den optimale løsning for indskyderbeskyttelse. Delvis harmonisering har skabt forskelle i behandlingen af de resterende indskydere i medlemsstaterne, navnlig fordi et stigende antal medlemsstater har besluttet også at give de resterende indskud en retlig fortrinsstilling. Disse forskelle har også skabt vanskeligheder i forbindelse med fastlæggelsen af den kontrafaktiske insolvenssituation for grænseoverskridende koncerner i forbindelse med værdiansættelserne ved afviklingen. Desuden har den manglende generelle indskyderpræference kunnet skabe problemer med overholdelsen af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, navnlig når de indskud, hvis prioritet ikke er blevet harmoniseret ved direktiv 2014/59/EU, har samme prioritet som foranstillede fordringer. Derfor bør prioriteringen af indskud i den nuværende prioritetsrækkefølge for fordringer ændres.

(43)

Prioritetsrækkefølgen for indskud bør harmoniseres fuldt ud ved gennemførelse af en generel indskyderpræference, hvor alle indskud har en højere prioritet end almindelige usikrede fordringer, med begrænsede undtagelser. En generel indskyderpræference vil bidrage til at styrke indskydernes tillid og yderligere forebygge risikoen for stormløb på banker. Øget indskyderbeskyttelse er også i overensstemmelse med den centrale rolle, som indskud spiller i realøkonomien som det primære redskab til opsparing og betalinger samt i bankvirksomhed, hvor indskud udgør en vigtig finansieringskilde og er en vigtig drivkraft for tilliden til banksystemet, som bliver særlig relevant i tider med markedsstress. Desuden forbedrer en generel indskyderpræference kreditinstitutters afviklingsmuligheder ved at øge deres evne til at opfylde kravene om adgang til afviklingsfinansieringsordningerne og reducere det finansieringsbeløb, der kræves fra disse ordninger, på grund af den lavere risiko for at overtræde princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, når almindelig usikret gæld omfattes af bail-in. Navnlig ville fjernelsen af indskud fra insolvensklassen med almindelige usikrede fordringer øge de resterende almindelige usikrede fordringers mulighed for bail-in ved at minimere risikoen for overtrædelser af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere. Ved at mindske sandsynligheden for, at indskud nedskrives eller konverteres for at sikre adgang til afviklingsfinansieringsordninger, vil den generelle indskyderpræference bidrage til at gøre bail-in-værktøjet mere effektivt og troværdigt og føre til øget gennemsigtighed og retssikkerhed i afviklingsrammen. Den generelle indskyderpræference vil også bidrage til troværdigheden af overførselsstrategier i forbindelse med afvikling, da den vil gøre det enklere at medtage hele indskudskontrakten i de passiver, der skal overføres til en privat køber eller et broinstitut, til gavn for kundeforholdet og franchiseværdien af instituttet under afvikling. Endelig vil en fuldstændig harmonisering af indskydernes prioritetsrækkefølge ved insolvens være gavnlig set ud fra et grænseoverskridende perspektiv og med hensyn til lige konkurrencevilkår.

(44)

Det er hensigtsmæssigt at udelukke visse ikkeberettigede indskud fra den generelle indskyderpræference. Navnlig bør indskud, der modtages af et kreditinstitut med henblik på opfyldelse af MREL, ikke have en retlig fortrinsstilling, da dette ville være uforeneligt med det generelle princip om, at passiver, der indgår i MREL, bør bære tab og bidrage til rekapitaliseringen af et kreditinstitut, hvis det bliver nødlidende. Prioritetsrækkefølgen for sådanne indskud bør ikke harmoniseres ved direktiv 2014/59/EU, men bør i stedet fastsættes i overensstemmelse med de gældende lovbestemte og kontraktlige bestemmelser. Desuden bør prioritetsrækkefølgen ikke variere i indskuddets løbetid, afhængigt af om afviklingsmyndigheden har givet tilladelse til, at det medtages i de nedskrivningsrelevante ressourcer med henblik på MREL, eller af dets restløbetid.

(45)

Den nuværende trestrengede prioritetsrækkefølge for indskud bør bibeholdes, da den giver en stærk beskyttelse af indskudsgarantiordningernes fordringer og dermed af deres finansieringsmidler. I lyset af ændringerne af direktiv 2014/49/EU indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2026/804 (18) , som medtager visse offentlige myndigheders indskud i anvendelsesområdet for tilbagebetaling fra indskudsgarantiordninger, er det imidlertid hensigtsmæssigt, at den del af disse indskud, der overstiger dækningsniveauet, har samme prioritet som berettigede indskud fra fysiske personer og fra mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder over dækningsniveauet.

(46)

Afviklingsfinansieringsordninger kan anvendes til at støtte anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet, hvorved en række aktiver, rettigheder og passiver i instituttet under afvikling overføres til en modtager. I et sådant tilfælde kan afviklingsfinansieringsordningen have en fordring på den resterende del af instituttet eller enheden i forbindelse med den efterfølgende likvidation ved almindelig insolvensbehandling. Dette kan forekomme, hvis afviklingsfinansieringsordningen anvendes i forbindelse med tab, som kreditorer ellers ville have båret, herunder i form af garantier for aktiver og passiver eller dækning af forskellen mellem de overførte aktiver og passiver. For at sikre, at de aktionærer og kreditorer, der efterlades i den resterende del af instituttet eller enheden, effektivt absorberer tabene i instituttet under afvikling, og forbedre muligheden for tilbagebetaling ved insolvens til det afviklingsspecifikke sikkerhedsnet, bør disse fordringer i afviklingsfinansieringsordningen mod den resterende del af instituttet eller enheden og fordringer, der opstår som følge af rimelige udgifter, der er afholdt korrekt, ved insolvens have højere prioritet end indskydernes og indskudsgarantiordningernes fordringer. Eftersom kompensation udbetalt til aktionærer og kreditorer fra afviklingsfinansieringsordninger som følge af tilsidesættelse af princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, har til formål at kompensere dem for resultaterne af afviklingshandlingen, bør denne kompensation ikke give anledning til krav fra disse ordninger.

(47)

For at sikre tilstrækkelig fleksibilitet og gøre det lettere for indskudsgarantiordningerne at gribe ind til støtte for anvendelsen af afviklingsværktøjerne, når de fører til, at instituttet under afvikling udtræder af markedet, bør visse aspekter af anvendelsen af indskudsgarantiordninger i forbindelse med afvikling præciseres. Det er navnlig nødvendigt at præcisere, at indskudsgarantiordningers midler i visse tilfælde og på klare betingelser kan anvendes til at støtte overførselstransaktioner, der omfatter indskud, herunder berettigede indskud over det dækningsniveau, som den pågældende indskudsgarantiordning yder, og også de ikkeberettigede indskud, der indgår i den generelle indskyderpræference. En indskudsgarantiordnings bidrag bør have til formål at dække den manglende værdi af de aktiver, der overføres til en køber eller et broinstitut, i forhold til værdien af de overførte indskud. Hvis køberen kræver et bidrag som led i transaktionen for at sikre sin kapitalneutralitet og fortsat opfyldelse af køberens kapitalkrav, bør indskudsgarantiordningen også bidrage hertil. En indskudsgarantiordnings støtte til afviklingshandlinger bør tage form af kontanter eller andre former såsom garantier eller tabsdelingsaftaler, der kan minimere støttens indvirkning på den pågældende indskudsgarantiordnings disponible finansielle midler og samtidig sikre, at indskudsgarantiordningens bidrag opfylder sine formål.

(48)

Indskudsgarantiordningens bidrag ved afvikling bør være underlagt visse begrænsninger. For det første bør indskudsgarantiordningens samlede bidrag i enhver afviklingssag ikke overstige de dækkede indskud i det pågældende kreditinstitut. For det andet bør det sikres, at enhver indgriben fra indskudsgarantiordningens side i en afviklingshandling, der primært er baseret på bail-in-værktøjet med henblik på rekapitalisering af instituttet under afvikling og videreførelse af dets aktiviteter, ikke overstiger det tab, som indskudsgarantiordningen ville bære ved insolvens, hvis den foretog udbetalinger til dækkede indskydere og indtrådte i deres fordringer på instituttets aktiver. For det tredje bør indskudsgarantiordningens bidrag, hvis indskudsgarantiordningen anvendes til støtte for afviklingshandlinger, der hovedsagelig består i overførsel af forretningsaktiviteterne til en køber eller til et broinstitut, ikke overstige 62,5 % af målniveauet, medmindre den udpegede myndighed i henhold til direktiv 2014/49/EU vælger at undlade at anvende denne grænse for at undgå negative virkninger for den finansielle stabilitet eller for at bevare indskydernes adgang til deres indskud. EBA bør udarbejde retningslinjer for betingelserne for at undlade at anvende denne grænse. For det fjerde bør indskudsgarantiordningens bidrag ikke overstige forskellen mellem de overførte aktiver og de overførte indskud og passiver med samme eller højere prioritet ved insolvens end disse indskud. Dette vil sikre, at bidraget fra indskudsgarantiordningen kun anvendes til at undgå at påføre indskyderne tab, hvor det er relevant, og ikke til beskyttelse af kreditorer, der har lavere prioritet end indskud ved insolvens. Hvis det er relevant, kan bidraget dog også omfatte et beløb, der er nødvendigt for at sikre den modtagende enheds kapitalneutralitet.

(49)

Det bør præciseres, at indskudsgarantiordningen kun bør kunne bidrage til en overførsel af andre passiver end dækkede indskud i forbindelse med en afvikling, hvis afviklingsmyndigheden i det enkelte tilfælde konkluderer, at indskud, der er omfattet af den generelle indskyderpræference, bortset fra dækkede indskud, ikke kan omfattes af bail-in eller efterlades i den resterende del af instituttet under afvikling, som vil blive likvideret, og hvis betingelserne for anvendelse af afviklingsfinansieringsordningerne ikke opfyldes gennem bidrag fra aktionærer og kreditorer. Afviklingsmyndigheden bør navnlig kunne undgå at fordele tab til disse indskud, når udelukkelsen er strengt nødvendig og forholdsmæssig for at sikre videreførelsen af kritiske funktioner og centrale forretningsområder eller er nødvendig for at undgå omfattende afsmitning og finansiel ustabilitet, der kan forårsage en alvorlig forstyrrelse af Unionens eller en medlemsstats økonomi. De samme grunde bør gælde for medtagelsen i overførslen til en køber eller et broinstitut af andre passiver, der er omfattet af bail-in, med en lavere prioritet end dækkede indskud. I så fald bør overførslen af disse passiver, der er omfattet af bail-in, ikke støttes med bidraget fra indskudsgarantiordningen. Hvis der er behov for ekstern finansiel støtte til overførslen af disse passiver, der er omfattet af bail-in, bør denne støtte ydes af afviklingsfinansieringsordningen.

(50)

I betragtning af muligheden for at anvende indskudsgarantiordninger i forbindelse med afvikling er det nødvendigt yderligere at præcisere, på hvilke betingelser indskudsgarantiordningens bidrag kan medregnes i opfyldelsen af kravene om adgang til afviklingsfinansieringsordninger. Denne mulighed bør kun være tilgængelig for kreditinstitutter med en samlet værdi af aktiver på 80 mia. EUR eller derunder og i forbindelse med en afviklingshandling, der primært er baseret på anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet. For at sikre, at afviklingen fortsat primært finansieres af kreditinstituttets interne ressourcer, og for at minimere konkurrenceforvridninger bør anvendelse af bidraget fra indskudsgarantiordningen til at sikre adgang til afviklingsfinansieringsordninger kun være mulig for kreditinstitutter, for hvilke afviklingsplanen eller koncernafviklingsplanen i de foregående 24 måneder, inden der træffes afviklingshandlinger, ikke giver mulighed for en velordnet likvidation af dem i tilfælde af sammenbrud, eftersom det MREL, som afviklingsmyndighederne har fastsat for disse kreditinstitutter, er blevet fastsat på et niveau, der omfatter både tabsabsorbering og rekapitaliseringsbeløb. Det MREL, som afviklingsmyndigheden har fastsat for kreditinstitutter med en samlet værdi af aktiver på individuelt grundlag på over 30 mia. EUR, bør opfylde minimumsniveauerne for MREL for institutter og enheder med foretrukne afviklingsstrategier, der primært omfatter anvendelse af overførselsværktøjer i forbindelse med afvikling, selv om den respektive afviklingsplan eller koncernafviklingsplan havde fastsat forskellige foranstaltninger, og disse kreditinstitutters MREL derfor ikke var omfattet af disse minimumsniveauer. Forud for indskudsgarantiordningens bidrag bør der desuden bidrages med kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver med henblik på tabsabsorbering og rekapitalisering i videst muligt omfang. Endelig bør medlemsstaterne kunne kræve, at instituttet under afvikling ikke må have overtrådt sit MREL, herunder de bindende mellemliggende mål, inden for en vis periode forud for afviklingshandlingen, uden at dette berører kortsigtede tekniske overtrædelser af MREL.

(51)

Hvis bidraget fra aktionærer og kreditorer i instituttet under afvikling gennem nedbringelse, nedskrivning eller konvertering af deres passiver eller gennem de tab, som de forventes at bære ved likvidationen af den resterende del af enheden, sammenlagt med bidraget fra indskudsgarantiordningen, udgør mindst 8 % af instituttets samlede passiver, herunder kapitalgrundlag, bør afviklingsmyndigheden kunne anvende afviklingsfinansieringsordningen til at yde yderligere finansiering, hvis dette er nødvendigt for at sikre effektiv afvikling i overensstemmelse med afviklingsmålene. I sådanne tilfælde bør indskudsgarantiordningens bidrag begrænses til det beløb, der er nødvendigt for at give adgang til afviklingsfinansieringsordningen. For et kreditinstitut med en samlet værdi af aktiver på individuelt grundlag på mellem 30 mia. EUR og 80 mia. EUR bør bidraget fra indskudsgarantiordningen desuden ikke overstige 2,5 % af kreditinstituttets samlede passiver, herunder dets kapitalgrundlag på individuelt grundlag.

(52)

Under ekstraordinære omstændigheder kan det forekomme, at afviklingsfinansieringsordningens bidrag på 5 % af de samlede passiver, herunder kapitalgrundlaget, ikke er tilstrækkeligt til at dække finansieringsbehovet for en given afviklingshandling. I sådanne tilfælde, og hvis dette bidrag er blevet muliggjort af indskudsgarantiordningens indgriben, bør indskudsgarantiordningen på visse betingelser yde et yderligere bidrag svarende til de tab, som dækkede indskud ville have lidt, hvis de ikke var beskyttet. Omkostningerne ved dette yderligere bidrag bør ikke overstige de tab, som indskudsgarantiordningen ville have båret i det hypotetiske scenarie med likvidation ved almindelig insolvensbehandling og tilbagebetaling af dækkede indskud. Desuden bør summen af indskudsgarantiordningens første bidrag og yderligere bidrag ikke overstige de dækkede indskud i det pågældende kreditinstitut. Sammen med indskudsgarantiordningens yderligere bidrag bør afviklingsmyndigheden kunne søge yderligere finansiering fra alternative finansieringskilder, hvis betingelserne for denne finansiering er opfyldt.

(53)

Hvis indskudsgarantiordningens midler anvendes ved anvendelsen af virksomhedssalgsværktøjet eller broinstitutværktøjet, alene eller sammen med bidrag fra afviklingsfinansieringsordningen, bør den resterende del af enheden efter overførsel af aktiver, rettigheder og passiver likvideres på en velordnet måde i overensstemmelse med gældende national ret, jf. artikel 37, stk. 6, i direktiv 2014/59/EU. Hvis indskudsgarantiordningens midler anvendes til støtte for broinstitutværktøjet, bør broinstituttets drift desuden indstilles i overensstemmelse med artikel 41, stk. 3, 5 og 6, i direktiv 2014/59/EU.

(54)

For at lette processen med vedtagelse af meget tekniske aspekter af indberetningskravene og forbedre afviklingsmyndighedernes gennemførelse og overvågning heraf bør de mandater, som EBA har fået til at udarbejde gennemførelsesmæssige tekniske standarder, revideres for at sikre konsekvens i anvendelsesområdet for og indholdet af de forskellige mandater i hele direktiv 2014/59/EU. Disse mandater bør også bringes i overensstemmelse med bestemmelserne om indberetning og offentliggørelse af tilsynsmæssige oplysninger i forordning (EU) nr. 575/2013. Disse ændringer af eksisterende mandater bør lette fremtidige revisioner af de gennemførelsesmæssige tekniske standarder og har ikke til formål at påvirke de indberetnings- og oplysningsforpligtelser, der i øjeblikket er gældende. Kommissionen bør tillægges beføjelse til at vedtage disse gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder, ved hjælp af gennemførelsesretsakter i overensstemmelse med artikel 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1093/2010. Anvendelsesområdet for eksisterende reguleringsmæssige tekniske standarder for estimering af kravene om yderligere kapitalgrundlag og det kombinerede bufferkrav til afviklingsenheder bør udvides til at omfatte enheder, der ikke er blevet udpeget som afviklingsenheder, hvis disse krav ikke er fastsat på samme grundlag som MREL. Kommissionen bør tillægges beføjelser til at supplere direktiv 2014/59/EU ved at vedtage de reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA udarbejder, ved hjælp af delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med artikel 10-14 i forordning (EU) nr. 1093/2010.

(55)

For at muliggøre en bedre integration af indberetning og fremlæggelse af oplysninger vedrørende MREL bør EBA offentliggøre institutters og enheders oplysninger på en centraliseret måde, samtidig med at alle institutters og enheders ret til selv at offentliggøre sådanne data og oplysninger respekteres. En sådan centraliseret fremlæggelse af oplysninger bør give EBA mulighed for at offentliggøre oplysninger fra små og ikkekomplekse institutter, som er baseret på de oplysninger, som disse institutter har indberettet til kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder, og bør dermed i væsentlig grad mindske den administrative byrde, som små og ikkekomplekse institutter pålægges. På samme tid bør centraliseringen af fremlæggelsen af oplysninger ikke medføre omkostninger for andre institutter og enheder, og den bør øge gennemsigtigheden og reducere omkostningerne ved adgang til tilsynsoplysninger for markedsdeltagere. En sådan øget gennemsigtighed bør fremme sammenligneligheden af data på tværs af institutter og enheder og fremme markedsdisciplin. Centraliseringen af fremlæggelse af oplysninger i forbindelse med afvikling sikrer overensstemmelse med den procedure, der gælder for offentliggørelse af tilsynsmæssige oplysninger som fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, for at sikre, at alle oplysningsforpligtelser behandles på samme måde.

(56)

I betragtning af EBA's rolle med hensyn til at fremme konvergensen mellem myndighedernes praksis bør EBA overvåge og rapportere om den interne praksis og de interne metoder, som afviklingsmyndighederne anvender, når de træffer afgørelse om, hvorvidt et institut eller en enhed bør udpeges til afvikling eller til likvidation ved almindelig insolvensbehandling, i lyset af afviklingsmålene og af, hvorvidt afvikling vil være begrundet i offentlighedens interesse. EBA bør også overvåge og rapportere om afviklingsmyndighedernes fremskridt med hensyn til at forbedre afviklingsmulighederne for institutter og koncerner og om afviklingsmyndighedernes handlinger og forberedelser for at sikre en effektiv gennemførelse af afviklingsværktøjerne og -beføjelserne. I disse rapporter bør EBA også vurdere graden af gennemsigtighed i de foranstaltninger, som afviklingsmyndighederne træffer over for relevante eksterne interessenter, og omfanget af deres bidrag til afviklingsberedskabet og afviklingsmulighederne for institutter og koncerner.

(57)

I forbindelse med EBA's opgaver med at bidrage til at sikre en sammenhængende og koordineret krisestyrings- og afviklingsordning i Unionen bør EBA koordinere og føre tilsyn med krisestyringssimuleringsøvelser i hele Unionen. Disse simuleringer bør omfatte koordinering og samarbejde mellem kompetente myndigheder og afviklingsmyndigheder under forværringen af institutters og enheders finansielle situation, afprøvning af anvendelsen af værktøjskassen i forbindelse med genopretnings- og afviklingsplanlægning, tidlig indgriben og afvikling på en holistisk måde. Disse krisesimuleringsøvelser bør navnlig tage hensyn til den grænseoverskridende dimension i samspillet mellem de relevante myndigheder og anvendelsen af de tilgængelige værktøjer og beføjelser. Hvor det er relevant, bør krisesimuleringsøvelserne også omfatte vedtagelsen og gennemførelsen af afviklingsordninger i bankunionen i henhold til forordning (EU) nr. 806/2014.

(58)

Uanset de gældende regler om tavshedspligt bør udvekslingen af oplysninger mellem afviklingsmyndigheder og skattemyndigheder forbedres. En sådan udveksling bør finde sted i overensstemmelse med national ret. Hvis oplysningerne stammer fra en anden medlemsstat, bør de kun udveksles med udtrykkelig accept fra den relevante myndighed, som har videregivet dem.

(59)

Direktiv (EU) 2019/879 ændrede direktiv 2014/59/EU for at indføre særlige regler for at sikre, at detailkunder ikke har uforholdsmæssigt store investeringer i instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på MREL-kravet for institutter og enheder. Hvis detailkunder har uforholdsmæssigt store besiddelser af MREL-instrumenter, kan det være til skade for et instituts eller en enheds afviklingsmuligheder og kan skabe problemer for den finansielle stabilitet. Dette kan navnlig være problematisk, når detailkunderne også er indskydere i det udstedende institut, da disse indskydere er særligt sårbare over for uhensigtsmæssig placering af instituttets egne instrumenter. Myndighederne bør derfor sikre, at sælgere, institutter og enheder overholder de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget til gennemførelse af direktiv (EU) 2019/879 for at sikre beskyttelsen af detailkunder. Hvis disse foranstaltninger ikke anvendes korrekt, bør myndighederne håndhæve disse regler. Det er derfor hensigtsmæssigt at indføre særlige beføjelser i direktiv 2014/59/EU for at adressere manglende overholdelse af de særlige regler om beskyttelse af detailkunder sideløbende med de eksisterende beføjelser i direktiv 2014/65/EU. Ved hjælp af den eksisterende indberetning med henblik på afviklingsplanlægning og MREL bør afviklingsmyndighederne vurdere arten af investorgrundlaget i nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på MREL, når de vurderer afviklingsmulighederne for institutter og enheder, og om nødvendigt kræver, at instituttet eller enheden afhjælper eller fjerner eventuelle konstaterede hindringer. Endelig bør EBA i samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (19), aflægge rapport om de foranstaltninger, som medlemsstaterne har vedtaget til beskyttelse af detailkunder for så vidt angår gældsinstrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på MREL i henhold til direktiv 2014/59/EU, og sammenligne og vurdere enhver potentiel indvirkning på grænseoverskridende transaktioner. På dette grundlag vil Kommissionen kunne vedtage et lovgivningsforslag for at sikre en mere effektiv beskyttelse af detailkunder.

(60)

Konsekvensanalyser af høj kvalitet er afgørende for udviklingen af velfunderede og evidensbaserede lovgivningsforslag, mens fakta og dokumentation er afgørende som grundlag for de beslutninger, der træffes under lovgivningsproceduren. Derfor bør EBA, Den Fælles Afviklingsinstans og ECB på Kommissionens anmodning give den alle de oplysninger, den har brug for til sine politikudviklingsrelaterede opgaver, herunder udarbejdelse af konsekvensanalyser og udarbejdelse og forhandling af lovgivningsforslag. Hvis disse oplysninger ikke er tilgængelige for EBA, Den Fælles Afviklingsinstans eller ECB, bør de stilles til rådighed af afviklingsmyndighederne, de kompetente myndigheder og andre medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker.

(61)

I betragtning af behovet for at beskytte den finansielle stabilitet og handle hurtigt bør afviklingsmyndighederne ikke være omfattet af udbudsprocedurerne for så vidt angår offentlige kontrakter om værdiansættelsestjenester med henblik på afvikling og på vurderingen af, om aktionærer og kreditorer ville have modtaget en bedre behandling, hvis instituttet under afvikling havde været underlagt almindelig insolvensbehandling. De leverede tjenester bør derfor ikke være omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (20). For så vidt angår juridiske tjenesteydelser, som afviklingsmyndighederne kan have brug for, er visse juridiske tjenesteydelser allerede udelukket fra nævnte direktivs anvendelsesområde, og andre er opført på listen over tjenesteydelser i bilag XIV til nævnte direktiv, for hvilke der gælder højere tærskler og lempeligere harmoniserede regler.

(62)

Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre effektiviteten af rammen for genopretning og afvikling af institutter og enheder, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne på grund af de risici, som forskellige nationale tilgange kan medføre for det indre markeds integritet, men kan ved at ændre regler, der allerede er fastsat på EU-plan, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(63)

Direktiv 2014/59/EU og 2014/24/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:

2)

Artikel 5, stk. 2, 3 og 4, affattes således:

3)

Artikel 6, stk. 5, første afsnit, affattes således:

»Vurderer den kompetente myndighed, at genopretningsplanen har væsentlige mangler, eller at der er væsentlige hindringer for dens iværksættelse, underretter den instituttet eller koncernens moderselskab om sin vurdering og pålægger instituttet inden for tre måneder, som med myndighedens godkendelse kan forlænges med én måned, at forelægge en revideret plan hvoraf det fremgår, hvordan de pågældende mangler og hindringer skal håndteres.«

4)

Artikel 8, stk. 2, tredje afsnit, affattes således:

»EBA kan efter anmodning fra en kompetent myndighed bistå de kompetente myndigheder med at nå frem til en fælles afgørelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

5)

I artikel 10 foretages følgende ændringer:

6)

I artikel 11 erstattes stk. 3 af følgende:

7)

I artikel 12 foretages følgende ændringer:

8)

I artikel 13 foretages følgende ændringer:

9)

I artikel 15 tilføjes følgende stykke:

10)

I artikel 16a tilføjes følgende stykke:

11)

I artikel 17 foretages følgende ændringer:

12)

I artikel 18 foretages følgende ændringer:

13)

Artikel 27 og 28 affattes således:

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/600/oj).«"

14)

I artikel 29 foretages følgende ændringer:

15)

I artikel 30 foretages følgende ændringer:

16)

Følgende artikel indsættes i afsnit III:

17)

Artikel 31, stk. 2, litra c), affattes således:

18)

I artikel 32 foretages følgende ændringer:

19)

Artikel 32a og 32b affattes således:

20)

Følgende artikel indsættes:

21)

Artikel 33, stk. 2, affattes således:

22)

I artikel 33a foretages følgende ændringer:

23)

I artikel 35 foretages følgende ændringer:

24)

I artikel 36 indsættes følgende stykke:

25)

I artikel 37 foretages følgende ændringer:

26)

I artikel 40 foretages følgende ændringer:

27)

Artikel 42, stk. 5, litra b), affattes således:

28)

I artikel 44 foretages følgende ændringer:

29)

I artikel 44a tilføjes følgende stykke:

30)

Artikel 45, stk. 1, affattes således:

31)

I artikel 45b foretages følgende ændringer:

32)

I artikel 45c foretages følgende ændringer:

33)

Artikel 45d, stk. 1, indledningen, affattes således:

»Kravet i artikel 45, stk. 1, for en afviklingsenhed, som er en G-SII-enhed, består af følgende:«

34)

I artikel 45f foretages følgende ændringer:

35)

Artikel 45g affattes således:

36)

I artikel 45i foretages følgende ændringer:

37)

Artikel 45j, stk. 2, affattes således:

38)

Artikel 45l, stk. 3, andet afsnit, affattes således:

»Den i stk. 2 omhandlede rapport skal omfatte tre kalenderår og forelægges for Kommissionen senest den 31. december i kalenderåret efter det sidste år, der er dækket af rapporten. Den i stk. 2 omhandlede forpligtelse ophører med at gælde, efter at den anden rapport er forelagt.«

39)

I artikel 45m foretages følgende ændringer:

40)

Artikel 46, stk. 2, første afsnit, affattes således:

»Den i denne artikels stk. 1 omhandlede vurdering fastsætter det beløb, hvormed passiver, der er omfattet af bail-in, skal nedskrives eller konverteres med henblik på følgende:

41)

I artikel 47, stk. 1, foretages følgende ændringer:

42)

I artikel 52 foretages følgende ændringer:

43)

I artikel 53 foretages følgende ændringer:

44)

I artikel 55 foretages følgende ændringer:

45)

I artikel 59 foretages følgende ændringer:

46)

I artikel 63 foretages følgende ændringer:

47)

Artikel 71a, stk. 3, affattes således:

48)

Artikel 74, stk. 2, litra a), affattes således:

49)

Artikel 75 affattes således:

50)

I artikel 84 indsættes følgende stykke:

51)

Følgende artikler indsættes i kapitel VIII:

(*4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2015/849/oj).«"

52)

I artikel 88 foretages følgende ændringer:

53)

I artikel 91 foretages følgende ændringer:

54)

Artikel 92, stk. 3, andet afsnit, affattes således:

»EBA kan efter anmodning fra en afviklingsmyndighed bistå afviklingsmyndighederne med at nå frem til en fælles afgørelse i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr. 1093/2010.«

55)

Artikel 96, stk. 3, litra b), affattes således:

56)

I artikel 98, stk. 1, foretages følgende ændringer:

57)

I artikel 101 tilføjes følgende stykke:

58)

Artikel 102, stk. 3, første afsnit, affattes således:

»Hvis de disponible finansielle midler ikke er tilstrækkelige til at nå det målniveau, der er fastsat i denne artikels stk. 1, genoptages de ex ante-bidrag, der opkræves i overensstemmelse med artikel 103, indtil målniveauet er nået. Afviklingsmyndighederne kan udskyde opkrævningen af ex ante-bidrag i overensstemmelse med artikel 103 i op til tre år for at sikre, at det beløb, der skal opkræves, når op på et beløb, der står i rimeligt forhold til omkostningerne ved opkrævningsprocessen, forudsat at en sådan udsættelse ikke i væsentlig grad påvirker afviklingsmyndighedens mulighed for at anvende afviklingsfinansieringsordningerne i henhold til artikel 101. Hvis de disponible finansielle midler udgør mindre end to tredjedele af målniveauet, fastsættes bidragene på et niveau, der gør det muligt at nå målniveauet inden for en passende tidshorisont, som ikke må overstige seks år.«

59)

I artikel 103 foretages følgende ændringer:

60)

Artikel 104, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»De samlede ekstraordinære ex post-bidrag pr. år må ikke overstige tre gange 12,5 % af det målniveau, der er fastsat i artikel 102.«

61)

Artikel 107, stk. 3, litra d), affattes således:

62)

I artikel 108 foretages følgende ændringer:

63)

Artikel 109 affattes således:

64)

I artikel 111, stk. 1, tilføjes følgende litraer:

65)

Artikel 128 affattes således:

66)

Følgende artikler indsættes:

(*5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitutter og visse investeringsselskaber inden for rammerne af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afviklingsfond og om ændring af forordning (EU) nr. 1093/2010 (EUT L 225 af 30.7.2014, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/806/oj)."

(*6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2026/806 af 30. marts 2026 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår foranstaltninger til tidlig indgriben, betingelser for afvikling og finansiering af afviklingshandlinger og af direktiv 2014/24/EU for så vidt angår værdiansættelsestjenester i forbindelse med afvikling (EUT L, 2026/806, 20.4.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2026/806/oj).«"

67)

I bilaget, afsnit B, indsættes følgende punkt:

»k)

om værdiansættelsestjenester omhandlet i artikel 36 og 74 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (*7).