Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32026D1876

Rådets afgørelse (FUSP) 2026/1876 af 23. juli 2026 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel

ST/9652/2026/REV/1

EUT L, 2026/1876, 28.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1876/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1876/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2026/1876

28.7.2026

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2026/1876

af 23. juli 2026

om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 33 sammenholdt med artikel 31, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet besluttede den 18. marts 2013 at udnævne Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Sahel.

(2)

Rådet vedtog den 19. november 2024 afgørelse (FUSP) 2024/2905 (1) om udnævnelse af João CRAVINHO til EUSR for Sahel. EUSR's mandat udløber den 31. august 2026.

(3)

Der bør udnævnes en EUSR for Sahel for en periode på 12 måneder.

(4)

EUSR vil skulle gennemføre mandatet under forhold, der muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21.

(5)

Det er nødvendigt at sikre et sammenhængende og effektivt EU-engagement i Sahel, herunder gennem udnævnelse af en ny EUSR, der skal lede den politiske dialog, koordineringen og gennemførelsen af Unionens fornyede tilgang til Sahelregionen, under hensyntagen til de synspunkter, som medlemsstaterne har givet udtryk for.

(6)

Det er vigtigt at fastholde momentum i Unionens indsats, herunder gennem Rådets konklusioner om Sahel, og samtidig fortsætte den igangværende gennemførelse af Unionens fornyede tilgang til Sahel under hensyntagen til de synspunkter, som medlemsstaterne har givet udtryk for –

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

1.   Birgitte MARKUSSEN udnævnes herved til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Sahel fra den 1. september 2026 til den 31. august 2027. Rådet kan beslutte, at EUSR's mandat (»mandatet«) forlænges eller afsluttes tidligere baseret på en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«).

2.   I forbindelse med mandatet defineres Sahel som omfattende Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. EUSR samarbejder også, alt efter hvad der er relevant, med Tchad Sø-Bassinets lande og andre lande og regionale eller internationale enheder i og uden for Sahel, herunder i Maghreb og Guineabugten, hvor det er relevant, og navnlig med de nabolande, der er berørt af dynamikken i Sahel.

Artikel 2

Politikmål

1.   Baseret på politikmålene for Den Europæiske Unions integrerede strategi i Sahel som vedtaget ved Rådets konklusioner af 16. april 2021, tilpasningen af Unionens tilgang til Sahelregionen som drøftet på samlingen i Rådet for Udenrigsanliggender den 11. december 2023 og den 19. februar 2024 og Unionens fornyede tilgang til Sahelregionen, som Rådet for Udenrigsanliggender tilsluttede sig den 20. november 2025, under hensyntagen til de synspunkter, som medlemsstaterne har givet udtryk for, skal mandatet aktivt bidrage til og prioritere regionale og internationale tiltag for at opnå vedvarende fred, sikkerhed, stabilitet og bæredygtig udvikling i regionen. EUSR har derudover som mål at udvide kvaliteten, indvirkningen og synligheden af Unionens mangesidede engagement i Sahel samt at fremme universelle værdier og Unionens interesser. I overensstemmelse med Rådets retningslinjer bistår EUSR den højtstående repræsentant med at gennemføre Unionens fornyede tilgang til Sahel, der hænger sammen med den voksende risiko for usikkerhed og ustabilitet i regionen.

2.   EUSR bidrager til at udvikle og gennemføre Unionens tiltag i regionen i overensstemmelse med folkeretten, herunder respekt for territorial integritet, på en integreret måde, herunder på det politiske og sikkerheds- og udviklingsmæssige område, og at koordinere alle relevante instrumenter og interessenter for Unionens indsats. EUSR bidrager til at øge Unionens engagement og koordineringsindsats med nationale, regionale og internationale mekanismer.

3.   EUSR handler i tæt samarbejde og samordning med Rådet, Kommissionen, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten), EU-delegationerne, medlemsstaterne og andre relevante interessenter, navnlig De Forenede Nationer (FN) og afrikanske organisationer, navnlig Den Afrikanske Union (AU), og Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS).

Artikel 3

Mandat

1.   For at nå de i artikel 2 fastsatte politikmål er mandatet:

a)

aktivt at bidrage til gennemførelsen af Unionens fornyede tilgang til Sahelregionen, hvor det er relevant, og under hensyntagen til de synspunkter, som medlemsstaterne har givet udtryk for, og at koordinere og videreudvikle Unionens integrerede tilgang i regionen med henblik på at styrke den overordnede sammenhæng og effektivitet i Unionens aktiviteter i Sahel samt støtte en effektiv strategisk kommunikation

b)

at samarbejde, herunder gennem penduldemokrati og opsøgende arbejde på højt politisk niveau i samarbejde med regeringer og regionale organisationer samt gennem fredsaftaler og internationale mæglings- og konfliktløsningsinitiativer, med alle relevante interessenter i regionen, herunder internationale organisationer, kvinder, ungdom, civilsamfund og diasporaer og Maghreblandene, landene i Vestafrika og Tchad Sø-Bassinets lande med henblik på at fremme Unionens mål og interesser, og således bidrage til en bedre forståelse og et positivt billede af Unionens rolle i Sahel og i umiddelbar nærhed af Sahel

c)

at repræsentere og fremme Unionens interesser og synlighed i relevante regionale og internationale fora og eventuelle andre processer, der er relevante for stabiliteten i regionen

d)

at lette en fuldt koordineret og integreret indsats fra Unionen i regionen med inddragelse af alle relevante instrumenter, herunder udviklingssamarbejde, den europæiske fredsfacilitet, medlemsstatsaktiviteter og Unionens støtte til krisestyring og konfliktforebyggelse gennem aktioner under Unionens fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) og regional og national stabiliseringsindsats, herunder vedrørende reform af sikkerhedssektoren og nedrustning, demobilisering og reintegration af tidligere kombattanter samt kulturarv i konflikter og kriser

e)

at opretholde et tæt samarbejde med FN, navnlig generalsekretærens særlige repræsentant for Vestafrika og Sahel, AU og dens særlige repræsentant for Mali og Sahel, ECOWAS, Kommissionen for Tchad Sø-Bassinet og andre ledende nationale, regionale og internationale interessenter, herunder andre særlige udsendinge for Sahel

f)

nøje at følge, analysere og rapportere om virkningerne af ustabilitetens grundlæggende årsager og de langsigtede tendenser i regionen, herunder klimaændringer, tab af biodiversitet, pastoralisme, manglende fødevaresikring og adgang til naturressourcer, navnlig jord og vand, samt at fremme bæredygtig forvaltning af og samarbejde om naturressourcer for at styrke stabiliteten og støtte bestræbelserne på at begrænse spredningen af ustabilitet, idet der tages særligt hensyn til de mest sårbare regioner og til regionale initiativer til at fremme grænseoverskridende samarbejde i den forbindelse, herunder mellem vestafrikanske kyststater og stater i Sahel

g)

nøje at følge andre regionale og grænseoverskridende dimensioner af udfordringerne i regionen, herunder terrorisme, radikalisering, organiseret kriminalitet, hybride trusler og cybertrusler, våbensmugling, menneskehandel og smugling, narkotikahandel, manglende maritim sikkerhed, flygtninge- og migrationsstrømme og dermed forbundne ulovlige finansielle strømme

h)

nøje at følge de humanitære, politiske og sikkerheds- og udviklingsmæssige konsekvenser af omfattende flygtninge- og migrationsstrømme, herunder internt fordrevne, og, hvor det er relevant, deltage i dialoger om migration med relevante myndigheder og interessenter og bidrage mere generelt til Unionens migrations- og flygtningepolitik i regionen i overensstemmelse med Unionens mål og interesser for at fremme frugtbart samarbejde på migrationsområdet med en samlet tilgang, hvor ruten ses som en helhed

i)

bidrage til gennemførelsen af de relevante rådskonklusioner om forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og voldelig ekstremisme, opretholde regelmæssige kontakter på højt politisk niveau med de lande, der er berørt af terrorisme og international organiseret kriminalitet, og sikre Unionens centrale rolle i bestræbelserne på at bekæmpe terrorisme og international organiseret kriminalitet

j)

nøje at følge de politiske og sikkerheds- og udviklingsmæssige konsekvenser af humanitære kriser i regionen, under hensyntagen til sammenhængen mellem fred, humanitær bistand og udvikling og fremme af langsigtede regionale løsninger på kriser og konflikter

k)

i samarbejde med EUSR for menneskerettigheder at bidrage til gennemførelse af Unionens menneskerettighedspolitik i regionen i overensstemmelse med EU-handlingsplanen for menneskerettigheder og demokrati, EU's retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig EU's retningslinjer om børn i væbnede konflikter samt om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, og Unionens politik om kvinder, fred og sikkerhed, at fremme inkludering og ligestilling mellem kønnene i forbindelse med statsopbygningen i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 1325 (2000) og efterfølgende resolutioner om kvinder, fred og sikkerhed, herunder UNSCR 2242 (2015), og at støtte gennemførelsen af UNSCR 2250 (2015) om ungdom, fred og sikkerhed

l)

fortsat at holde øje med retsvæsenet som helhed og de ansvarlighedsmekanismer, der kan anvendes til at bekæmpe straffrihed, herunder udarbejdelse af henstillinger, opretholdelse af regelmæssig kontakt til de relevante myndigheder i regionen, anklagemyndigheden ved Den Internationale Straffedomstol og FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder og samarbejde med menneskerettighedsforkæmpere og -observatører i regionen

m)

at uddybe Unionens viden om lokale forventninger og lokale forhold gennem hyppige kontakter i regionen, herunder med lokale aktører, samt på grundlag af en grundig og løbende analyse af situationen at lette overvejelser og bidrage til Unionens tidlige indsats, tilpasning og strategiske og langsigtede vision i Sahel.

2.   EUSR skal med henblik på opfyldelsen af mandatet bl.a.:

a)

rådgive og aflægge rapport om fastlæggelse af Unionens holdninger i regionale og internationale fora, alt efter hvad der er relevant, for proaktivt at fremme diplomatiske kontakter og aktioner, der styrker Unionens integrerede tilgang til Sahel

b)

bidrage til at bevare et overblik over alle EU-aktiviteter og samarbejde tæt med de relevante EU-delegationer og medlemsstater.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til den højtstående repræsentant.

2.   PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt i forhold til Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet, uden at dette berører den højtstående repræsentants beføjelser.

3.   EUSR samarbejder og samordner arbejdet nøje med de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med mandatet (»udgifterne«) i perioden fra den 1. september 2026 til den 31. august 2027 udgør 1 788 249,05 EUR.

2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til ansvar for udgifterne over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af EUSR's medarbejderstab

1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. EUSR's medarbejderstab skal bl.a. bestå af eksperter inden for specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter omgående Rådet og Kommissionen om EUSR's medarbejderstabs sammensætning.

2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af personale til EUSR's medarbejderstab. Løn til udstationeret personale afholdes af den udsendende medlemsstat, af den pågældende EU-institution eller af EU-Udenrigstjenesten, alt efter hvad der er relevant. Eksperter, der af medlemsstaterne udstationeres ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres til EUSR's medarbejderstab. Internationalt kontraktansat personale skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats, den pågældende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i mandatets interesse.

4.   EUSR's personale placeres samme sted som de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten eller EU-delegationerne med henblik på at sikre sammenhæng og konsekvens i deres respektive aktiviteter.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for EUSR og EUSR's medarbejderstab

Privilegier, immuniteter og yderligere garantier for EUSR og EUSR's medarbejderstab, der er nødvendige for, at EUSR kan opfylde og afvikle mandatet uhindret, aftales med værtslandene, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder enhver fornøden støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Sikkerhed i forbindelse med EU's klassificerede informationer

EUSR og EUSR's medarbejderstab respekterer de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter hvad der er relevant, yder EU-delegationerne i regionen og medlemsstaterne logistisk støtte til EUSR og EUSR's medarbejderstab.

Artikel 10

Sikkerhed

I overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af traktatens afsnit V, træffer EUSR i overensstemmelse med mandatet og på baggrund af sikkerhedssituationen i ansvarsområdet alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

a)

udarbejde en specifik sikkerhedsplan baseret på rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, herunder specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger, vedrørende styring af sikre personalebevægelser til og inden for ansvarsområdet samt styring af sikkerhedshændelser, og ved at udarbejde en beredskabs- og evakueringsplan

b)

sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i ansvarsområdet

c)

sikre, at alt personale, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til ansvarsområdet på grundlag af de risikoratings, som EU-Udenrigstjenesten har opstillet for dette område

d)

sikre, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter til den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen om gennemførelsen af disse henstillinger og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i de regelmæssige fremskridtsrapporter og den endelige samlede rapport om gennemførelsen af mandatet, jf. artikel 15.

Artikel 11

Indberetning

EUSR aflægger regelmæssigt rapport til den højtstående repræsentant. EUSR aflægger regelmæssigt rapport til PSC og, når det er nødvendigt, til andre af Rådets forberedende organer. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR aflægger rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i orienteringen af Europa-Parlamentet.

Artikel 12

Aktindsigt og databeskyttelse

1.   EUSR anvender reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (3) og gennemførelsesbestemmelserne, der er fastlagt i afgørelsen vedtaget af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik den 6. marts 2025 (4).

2.   EUSR beskytter fysiske personer i forbindelse med behandling af deres personoplysninger i overensstemmelse med reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (5) og med gennemførelsesbestemmelserne fra den højtstående repræsentant for EU-Udenrigstjenesten.

Artikel 13

Koordinering

1.   Inden for rammerne af Unionens fornyede tilgang til Sahelregionen bidrager EUSR til, at Unionens indsats fremtræder som en helhed og er sammenhængende og effektiv og hjælper med at sikre, at alle EU-instrumenter og medlemsstatsaktioner anvendes eller gennemføres på en sammenhængende måde med henblik på at nå Unionens politikmål. EUSR bør tilstræbe regelmæssigt at holde kontakt med medlemsstaterne. EUSR's aktiviteter koordineres med EU-Udenrigstjenestens, EU-delegationernes og Kommissionens aktiviteter samt med de aktiviteter, der udføres af andre EUSR'er, som er aktive i regionen. EUSR giver regelmæssige briefinger af EU-Udenrigstjenesten, EU-delegationerne og medlemsstaternes missioner i regionen.

2.   Under arbejdet på stedet holder EUSR tæt kontakt til de relevante chefer for medlemsstaternes missioner, EU-delegationscheferne og cheferne for FSFP-missioner. De bestræber sig på i videst muligt omfang at bistå EUSR med gennemførelsen af mandatet. EUSR skal i tæt koordinering med de relevante EU-delegationer give lokal politisk vejledning til missionschefen for EUCAP Sahel Mali. EUSR og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer om nødvendigt hinanden. EUSR skal også holde kontakt med andre internationale og regionale aktører på stedet.

Artikel 14

Subrogation af rettigheder

For at sikre, at de retlige forpligtelser, som tidligere EUSR'er i Sahel har indgået med hensyn til deres medarbejderstab, indkøb af bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser og leje af jord, bygninger eller anden fast ejendom, overholdes, indtræder EUSR i disse tidligere EUSR'ers rettigheder og påtager sig disse tidligere EUSR'ers forpligtelser, med undtagelse af forpligtelser som følge af alvorlige forseelser, som disse tidligere EUSR'er forbliver eneansvarlige for.

Artikel 15

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen regelmæssige fremskridtsrapporter og en endelig samlet rapport om gennemførelsen af mandatet senest den 31. maj 2027.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2026.

På Rådets vegne

T. BYRNE

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2024/2905 af 18. november 2024 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Sahel (EUT L, 2024/2905, 19.11.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2024/2905/oj).

(2)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/488/oj).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/1049/oj).

(4)  Afgørelse vedtaget af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik den 6. marts 2025 om regler for behandling af anmodninger om aktindsigt i dokumenter, som EU's særlige repræsentanter er i besiddelse af (EUT C, C/2025/1951, 31.3.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2025/1951/oj).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2026/1876/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)


Top