1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at begrænse indrejse i eller transit gennem deres område for:

2.   Stk. 1 forpligter ikke en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse på sit område.

3.   Stk. 1 gælder med forbehold af tilfælde, hvor en medlemsstat er bundet af en folkeretlig forpligtelse, dvs.:

4.   Stk. 3 finder desuden anvendelse i tilfælde, hvor en medlemsstat er værtsland for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

5.   Rådet underrettes behørigt, hver gang en medlemsstat indrømmer en fritagelse i henhold til stk. 3 eller 4.

6.   Medlemsstaterne kan indrømme fritagelser fra foranstaltningerne indført i henhold til stk. 1, hvis rejsen er berettiget af tvingende humanitære hensyn eller af hensyn til muligheden for at kunne deltage i mellemstatslige møder eller møder, som Unionen tager initiativ til eller er vært for, eller møder, hvor en medlemsstat, der varetager formandskabet for OSCE, er vært, og hvor der føres en politisk dialog, som direkte fremmer de politiske mål med de restriktive foranstaltninger, herunder støtte til stabiliteten og den politiske overgang i Sudan.

7.   Medlemsstaterne kan også indrømme fritagelser fra foranstaltningerne indført i henhold til stk. 1, hvis indrejse eller transit er nødvendig med henblik på gennemførelsen af en judiciel procedure.

8.   En medlemsstat, der ønsker at indrømme fritagelser, jf. stk. 6 eller 7, giver Rådet skriftlig meddelelse herom. Fritagelsen anses for at være indrømmet, medmindre en eller flere medlemsstater skriftligt gør indsigelse inden for to arbejdsdage efter at have modtaget meddelelsen om den foreslåede fritagelse. Hvis en eller flere medlemsstater gør indsigelse, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at indrømme den foreslåede fritagelse.

9.   Hvis en medlemsstat i medfør af stk. 3, 4, 6, 7 og 8 tillader indrejse i eller transit gennem sit område for de personer, der er opført i bilaget, gælder tilladelsen udelukkende det formål, til hvilket den er udstedt, og den berørte person.

1.   Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af:

2.   Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilaget.

3.   Uanset stk. 1 og 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af nærværende stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

4.   Uanset stk. 1 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvis følgende betingelser er opfyldt:

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af dette stykke, senest to uger efter meddelelsen af tilladelsen.

5.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført i bilaget, foretager en betaling i henhold til en kontrakt eller aftale, som er indgået, eller en forpligtelse, som er opstået, forud for den dato, hvor disse fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer blev opført i bilaget, såfremt den pågældende medlemsstat har fastslået, at betalingen ikke, hverken direkte eller indirekte, modtages af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i stk. 1.

6.   Stk. 2 gælder ikke beløb, der tilføres indefrosne konti i form af:

7.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på tilvejebringelse, behandling eller betaling af pengemidler, andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer eller levering af varer og tjenesteydelser, som er nødvendige for at sikre rettidig levering af humanitær bistand og andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov, hvis en sådan bistand og sådanne andre aktiviteter udføres af:

8.   I tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 7, kan en medlemsstats kompetente myndigheder uanset denne artikels stk. 1 og 2 på sådanne vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer eller til, at visse pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed, efter at de har konstateret, at tilvejebringelsen af pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er nødvendig for at sikre rettidig levering af humanitær bistand eller for at støtte andre aktiviteter, der støtter grundlæggende menneskelige behov.

9.   Foreligger der ikke et afslag, en anmodning om oplysninger eller en meddelelse om yderligere tid fra den kompetente myndighed senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af en anmodning om tilladelse i medfør af stk. 8, anses tilladelsen for at være givet.

Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i henhold til denne artikel, senest fire uger efter meddelelsen af en sådan tilladelse.

1.   Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter forslag fra en medlemsstat eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«), udarbejder og ændrer listen i bilaget.

2.   Rådet underretter de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer om den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1, herunder om begrundelsen for opførelsen, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en meddelelse, og giver de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer mulighed for at fremsætte bemærkninger.

3.   Hvis der fremsættes bemærkninger, eller hvis der forelægges væsentlig ny dokumentation, tager Rådet den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1, op til fornyet overvejelse og underretter de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer i overensstemmelse hermed.

1.   Bilaget skal indeholde begrundelsen for listeopførelsen af de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omhandlet i artikel 1 og 2.

2.   Bilaget skal, hvis de er tilgængelige, indeholde de oplysninger, som er nødvendige for at identificere de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer. For så vidt angår fysiske personer kan sådanne oplysninger omfatte navne og aliasser, fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse, hvis denne er kendt, og funktion eller erhverv. For så vidt angår juridiske personer, enheder eller organer kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted.

1.   Rådet og den højtstående repræsentant kan behandle personoplysninger for at kunne udføre deres opgaver i henhold til denne afgørelse, navnlig:

2.   Rådet og den højtstående repræsentant må i givet fald kun behandle relevante oplysninger om straffelovsovertrædelser, der er begået af listeopførte fysiske personer, og om straffedomme eller sikkerhedsforanstaltninger, der vedrører disse personer, når en sådan behandling er nødvendig for forberedelsen af bilaget.

3.   Med henblik på denne afgørelse udpeges Rådet og den højtstående repræsentant som »dataansvarlige«, jf. artikel 3, nr. 8), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (5), for at sikre, at de pågældende fysiske personer kan udøve deres rettigheder i henhold til nævnte forordning.

1.   Denne afgørelse anvendes indtil den 10. oktober 2024.

Denne afgørelse kan til enhver tid tages op til fornyet vurdering. Den forlænges eller ændres om nødvendigt, hvis Rådet skønner, at målene ikke er nået.

2.   De undtagelser, der er omhandlet i artikel 2, stk. 7, 8 og 9, for så vidt angår artikel 2, stk. 1 og 2, gennemgås regelmæssigt og mindst hver 12. måned eller efter hasteanmodning fra en medlemsstat, den højtstående repræsentant eller Kommissionen, hvis omstændighederne har ændret sig grundlæggende.