(1)

Drivhusgasemissionerne skal reduceres hurtigst muligt, navnlig for at mindske den stigende vandstand i havene og sandsynligheden for ekstreme vejrforhold, der allerede påvirker alle regioner i hele verden (1), og for at mindske de økonomiske og sociale omkostninger, der er forbundet med virkningerne af den globale opvarmning (2). Unionen og dens medlemsstater er parter i Parisaftalen, der blev vedtaget den 15. december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) (»Parisaftalen«) (3), og som forpligter parterne til at holde stigningen i den globale gennemsnitstemperatur et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 °C over det førindustrielle niveau.

(2)

Klimaændringer og miljøforringelse udgør alvorlige trusler, der kræver en hurtig indsats, hvilket senest blev bekræftet i den sjette vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) om det fysiske forskningsgrundlag. Menneskelige lidelser og økonomiske tab som følge af hyppigere klimarelaterede ekstreme hændelser såsom oversvømmelser, hedebølger, tørke og skovbrande bliver stadig mere udbredt. I Unionen beløber disse tab sig allerede i gennemsnit til over 12 mia. EUR om året (4).

Disse tab kan nå op på yderligere 175 mia. EUR, som er lig med 1,38 % af Unionens BNP, om året hvis den globale opvarmning når op på 3 °C over det førindustrielle niveau, i modsætning til 65 mia. EUR ved 2 °C og 36 mia. EUR om året ved 1,5 °C. Dette vil være til uforholdsmæssig stor skade for visse grupper, navnlig personer, der allerede befinder sig i en sårbar situation, og regioner, der allerede står over for udfordringer.

(3)

Meddelelsen fra Kommissionen af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« (»den europæiske grønne pagt«) fastsætter strategien for, hvordan Unionen bliver det første klimaneutrale kontinent, og hvordan Unionen omdannes til et bæredygtigt, mere retfærdigt og velstående samfund, der respekterer klodens grænser. Behovet for en retfærdig omstilling er en integreret del af den europæiske grønne pagt, som understregede, at ingen person og intet sted bør lades i stikken. Den europæiske klimalov (5) fastsætter et bindende EU-dækkende mål om klimaneutralitet senest i 2050 og et bindende mellemliggende mål om en intern nettoreduktion af drivhusgasemissioner på mindst 55 % senest i 2030 sammenlignet med 1990-niveauerne. Det 8. miljøhandlingsprogram frem til 2030 (6) tager sigte på at fremskynde den grønne omstilling til en klimaneutral, bæredygtig, giftfri, ressourceeffektiv, modstands- og konkurrencedygtig cirkulær økonomi baseret på vedvarende energikilder på en retfærdig, lige og inklusiv måde og på at beskytte, genoprette og forbedre miljøets tilstand.

(4)

I lyset af Ruslands angrebskrig mod Ukraine fastsætter meddelelsen fra Kommissionen af 18. maj 2022 med titlen »REPowerEU-planen« (»REPowerEU-planen«) i overensstemmelse med Versailleserklæringen af 10. og 11. marts 2022, foranstaltninger til at udfase Unionens afhængighed af fossile brændstoffer fra Rusland ved at diversificere gasforsyningerne og fremskynde reduktionen af afhængigheden af fossile brændstoffer, herunder gennem udbredelse af sol- og vindenergi og varmepumper, dekarbonisering af industrien og hurtigere godkendelsesprocedurer for projekter vedrørende vedvarende energi.

(5)

Omstillingen til en klimaneutral økonomi og et klimaneutralt samfund kræver en omfattende politisk indsats og betydelige investeringer på mange områder såsom klimaindsats, energi, transport, miljø, industri, forskning og innovation (7). For at nå det bindende mål på EU-plan for 2030 udsendte Kommissionen en meddelelse med titlen »»Fit for 55«: realisering af EU’s klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet« samt en række tilhørende lovgivningsforslag (»Fit for 55-pakken«) den 14. juli 2021. Fit for 55-pakken omfatter forslag til ajourføring af relevant lovgivning, herunder EU’s emissionshandelssystem (EU ETS) (8), direktiverne om energibeskatning, energieffektivitet og vedvarende energi, forordningen om præstationsnormer for bilers og varevognes CO2-emissioner, forordningen om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug, direktivet om infrastruktur for alternative brændstoffer og forordningen om indsatsfordeling med hensyn til sektorer uden for det nuværende EU-ETS, nemlig transport- og byggesektoren.

Den indeholder også forslag til ny lovgivning, navnlig for at støtte anvendelsen af renere brændstoffer i luft- og søtransportsektoren, samt for at oprette en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og en social klimafond, som er direkte knyttet til den foreslåede indførelse af et emissionshandelssystem for brændstoffer, der anvendes i bygninger og vejtransport. Fit for 55-pakken kombineret med foranstaltninger, der træffes på EU-plan for at støtte og tilskynde til de nødvendige offentlige og private investeringer, skal bidrage til at støtte og fremskynde væksten på nye markeder, f.eks. for rene brændstoffer og lavemissionskøretøjer, og dermed sænke omkostningerne ved en bæredygtig omstilling for både virksomheder og borgere.

(6)

På sit møde den 20. juni 2019 forpligtede Det Europæiske Råd sig i sin »En ny strategisk dagsorden 2019-2024« til at sikre en retfærdig omstilling til klimaneutralitet, der er inkluderende og ikke lader nogen i stikken. På internationalt plan har medlemsstaterne godkendt De Forenede Nationers verdensmål for bæredygtig udvikling og ratificeret Parisaftalen, som henviser til nødvendigheden af en retfærdig omstilling for arbejdskraften og skabelse af anstændigt arbejde og kvalitetsjob samt behovet for tilpasning og kapacitetsopbygning med henblik på kønsorientering. Den Internationale Arbejdsorganisations retningslinjer udgør en internationalt fastlagt politisk ramme for en retfærdig omstilling til miljømæssigt bæredygtige økonomier og samfund for alle (9). Desuden godkendte 54 underskrivere (lande og arbejdsmarkedsparter) – deriblandt Kommissionen på vegne af Unionen og 21 medlemsstater –»Schlesienerklæringen om solidaritet og retfærdig omstilling« (10), som blev vedtaget på den 24. partskonference (COP) under UNFCCC i Katowice. Unionen og ti individuelle medlemsstater undertegnede erklæringen »Støtte til betingelserne for en retfærdig omstilling internationalt«, som blev vedtaget på den 26. COP under UNFCCC i Glasgow, og forpligtede sig til at medtage oplysninger om retfærdig omstilling i de toårige gennemsigtighedsrapporter i forbindelse med rapportering om deres politikker og foranstaltninger til opnåelse af deres nationalt bestemte bidrag.

(7)

Retfærdighed og solidaritet er grundlæggende principper for Unionens politikker hen imod den grønne omstilling og er en forudsætning for dens brede og vedvarende støtte i offentligheden. I den europæiske grønne pagt understreges det, at omstillingen skal være retfærdig og inklusiv, sætte borgerne i centrum og lægge særlig vægt på at støtte de regioner, industrier, arbejdstagere, husholdninger og forbrugere, som vil stå over for de største udfordringer. Desuden understreges det i meddelelsen fra Kommissionen af 14. januar 2020 med titlen »Et stærkt socialt Europa for retfærdig omstilling«, at gennemførelsen af den europæiske grønne pagt vil give Europa værktøjerne til at sætte barren højere, når det drejer sig om opadgående konvergens, social retfærdighed og fælles velstand. I meddelelsen fra Kommissionen af 23. februar 2022 om anstændigt arbejde på verdensplan for en global retfærdig omstilling og en bæredygtig genopretning udpeges fremme af anstændigt arbejde i hele verden som udgangspunkt for en retfærdig omstilling og en inklusiv, bæredygtig og modstandsdygtig genopretning efter pandemien.

(8)

I meddelelsen fra Kommissionen af 4. marts 2021 med titlen »Den europæiske søjle for sociale rettigheder« (11) fremhæves det, at enhed, koordinering og solidaritet er nødvendig for at komme videre i retning af et grønnere og mere digitalt årti, hvor europæerne kan klare sig godt. Den indeholder forslag til tre overordnede EU-mål for 2030, nemlig: at mindst 78 % af befolkningen i alderen 20-64 år bør være i beskæftigelse senest i 2030 (12); at mindst 60 % af alle voksne bør deltage i efteruddannelse hvert år (13); og at antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse bør nedbringes med mindst 15 millioner inden 2030 (14). Disse overordnede mål for 2030 blev hilst velkommen af Unionens ledere i Portoerklæringen af 8. maj 2021 på det uformelle møde mellem stats- og regeringscheferne den 7.-8. maj 2021 i Porto og af Det Europæiske Råd i dets konklusioner af 24.-25. juni 2021.

(9)

Med indførelsen af de rette ledsagende politikker (15) vil den grønne omstilling samlet kunne skabe omkring 1 million yderligere kvalitetsjob (16) i Unionen senest i 2030 og 2 millioner senest i 2050 (17) i sektorer som bygge- og anlægssektoren, informations- og kommunikationsteknologi (»IKT«) eller vedvarende energi, samtidig med at den langvarige nedgang i antallet af mellemkvalificerede job som følge af automatisering og digitalisering afbødes. Men i et pessimistisk scenario kan virkningerne af den grønne omstilling til klimaneutralitet uden støtte gennem et tilstrækkeligt policy mix medføre et tab af BNP på op mod 0,39 % i Unionen og tab af arbejdspladser på op mod 0,26 % (18).

(10)

Den grønne omstillings indvirkning på erhvervslivet og beskæftigelsen vil variere efter sektor, erhverv, region og land, hvilket vil indebære jobændringer inden for sektorer og industrielle økosystemer samt store omfordelinger af arbejdskraft på tværs af disse sektorer (19). Omstrukturering og tilpasning i de berørte virksomheder, sektorer og økosystemer kræver udvikling af nye forretningsmodeller og store omfordelinger af arbejdskraft på tværs af sektorer og regioner. Der forventes f.eks. tab af arbejdspladser i visse mineaktiviteter eller energiproduktion baseret på fossile brændstoffer samt i dele af bilindustrien. Omvendt forventes der nye jobmuligheder i forbindelse med cirkulære værdibevarelsesaktiviteter og bæredygtig transport og energiproduktion. Medlemsstaterne bør derfor følge detaljerede tilgange med fokus på de enkelte berørte regioner og økosystemer i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og/eller lokale og regionale myndigheder og interessenter.

(11)

Ved at skabe jobmuligheder af høj kvalitet for alle, samtidig med at der træffes foranstaltninger til at afhjælpe og forebygge energi- og transportfattigdom, kan den grønne omstilling bidrage til at øge indkomsterne og mindske uligheder og fattigdom generelt (20). Det kan således bidrage til at afhjælpe allerede eksisterende socioøkonomiske uligheder og social udstødelse, forbedre sundhed og trivsel og fremme ligestilling, herunder ligestilling mellem kønnene. Der bør rettes særlig opmærksomhed mod visse befolkningsgrupper, navnlig dem, der allerede befinder sig i en sårbar situation. Dette omfatter især husholdninger med lav og lavere mellemindkomst, som bruger en stor del af deres indkomst på basale tjenester såsom energi, transport og boliger samt mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder. Modelberegninger viser, at hvorvidt miljøafgifter er progressive eller regressive, vil i høj grad afhænge af instrumenternes udformning, f.eks. i hvilket omfang indkomstskattenedsættelser eller andre løsninger for genanvendelse af indtægter er rettet mod lavtlønnede (21).

(12)

Cirkulære værdibevarelsesaktiviteter, herunder forretningsmodeller for reparation, genbrug, genfremstilling og servitisering, kan fremme økonomisk overkommelig og bæredygtig adgang til varer og tjenester. De skaber også job og muligheder på forskellige kvalifikationsniveauer, bl.a. for kvinder, personer med handicap og sårbare grupper, gennem socialøkonomiske enheder, der er aktive på disse områder. Ved at fremme produkters cirkularitet reducerer de kulstofemissionerne betydeligt, mens de arbejdspladser, der skabes, ligger tæt på de produkter, der skal bevares, renoveres eller deles.

(13)

Ifølge de seneste data fra EU-statistikkerne over indkomstforhold og levevilkår for 2019/2020 berørte energifattigdom ca. 8 % af Unionens befolkning, dvs. over 35 millioner mennesker, som ikke var i stand til at varme deres hjem tilstrækkeligt op, med betydelige forskelle mellem medlemsstaterne og mellem indkomstgrupper (22). Overordnet set anslår observatoriet for energifattigdom, baseret på en kombination af indikatorer, at energifattigdom er et problem for over 50 millioner husholdninger i Unionen (23). Energifattigdom, der skyldes en kombination af lav indkomst, at en høj andel af den disponible indkomst bruges på energi samt dårlig energieffektivitet, har i nogen tid været en stor udfordring for Unionen. Desuden stiger risikoen for energifattigdom med høje og volatile energipriser, som skyldes en række faktorer, herunder dem, der er forbundet med situationen med Ruslands angrebskrig mod Ukraine og Unionens efterfølgende politiske reaktion. Denne form for fattigdom påvirker ikke blot husholdninger med lav indkomst, men også husholdninger med lavere mellemindkomst i mange medlemsstater.

Husholdninger med et energibehov over gennemsnittet, som omfatter familier med børn, herunder familier, hvor forsørgeren er en enlig forælder, personer med handicap og ældre, er også mere udsatte for energifattigdom (24) og dens virkninger. Kvinder, navnlig enlige forældre og ældre kvinder (25), er også særligt berørt af energifattigdom. Ud over energifattigdom anerkendes begrebet transportfattigdom i stigende grad, når visse befolkningsgrupper ikke er i stand til at opnå et socialt og væsentligt nødvendigt niveau af transporttjenester. Uden de rette ledsageforanstaltninger til at afhjælpe og forebygge energi- og transportfattigdom risikerer disse former for fattigdom at blive forværret, navnlig på grund af internaliseringen af emissionsomkostninger i prisdannelsen eller omkostningerne ved tilpasning til mere effektive alternativer med lavere emissioner.

(14)

Principperne om social retfærdighed, samhørighed og solidaritet er solidt integreret i udformningen af relevante klima-, energi- og miljørammer på EU-plan, herunder via princippet om, at forureneren betaler, og indsatsfordelingen mellem medlemsstaterne samt i en vis omfordeling af EU ETS-kvoter med henblik på solidaritet, vækst og sammenkoblinger inden for Unionen og deres anvendelse i Moderniseringsfonden, som bidrager til de betydelige investeringsbehov i lavindkomstmedlemsstaterne til modernisering af deres energisystemer. Desuden giver Unionens energilovgivning medlemsstaterne værktøjer til at sikre beskyttelse af energifattige og sårbare husholdningskunder, samtidig med at markedsforvridninger undgås. Selv om disse værktøjer bidrager til at lette den grønne omstilling, har de til formål at tilvejebringe midler til at sikre den nødvendige beskyttelse mere generelt, som det f.eks. fremgår af meddelelsen fra Kommissionen af 13. oktober 2021 med titlen »Håndtering af stigende energipriser: en værktøjskasse for handling og støtte« og REPowerEU-planen.

(15)

Medlemsstaterne har en række værktøjer til rådighed til at skitsere og koordinere deres tiltag med henblik på en retfærdig omstilling. De nationale energi- og klimaplaner, der er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (26), bør vurdere antallet af husholdninger, som er ramt af energifattigdom, og skitsere de foranstaltninger, der er nødvendige for at håndtere de sociale og territoriale konsekvenser af energiomstillingen. De territoriale planer for retfærdig omstilling, der er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 (27), bør klarlægge, hvilke geografiske områder der er berettiget til støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling frem til 2027. De nationale genopretnings- og resiliensplaner, der er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (28) og finansieres af NextGenerationEU, fastsætter reformer og investeringer til fremme af den grønne omstilling, herunder vækst, social og territorial samhørighed, modstandsdygtighed og fremtidsudsigter for den næste generation med en gennemførelseshorisont frem mod 2026. Nogle tiltag med henblik på en retfærdig omstilling gennemføres også inden for rammerne af andre programmer og initiativer, navnlig fondene under samhørighedspolitikken.

(16)

På grundlag af principperne og politikkerne navnlig i den europæiske grønne pagt og den europæiske søjle for sociale rettigheder er der mulighed for at forbedre udformningen af politikker på en omfattende og tværgående måde og sikre sammenhæng i udgiftsindsatsen på EU-plan og nationalt plan. I meddelelsen fra Kommissionen af 17. september 2020 med titlen »Vurdering af de nationale energi- og klimaplaner i hele EU Fremme af den grønne omstilling og økonomisk genopretning gennem integreret energi- og klimaplanlægning« erkendte Kommissionen, at de endelige nationale energi- og klimaplaner indeholder nogle indikatorer og politikker vedrørende energifattigdom, men konkluderede, at de ikke altid fremsætter en klar prioritering af finansieringsbehovene hverken i forbindelse med en retfærdige omstilling eller i forbindelse med omskoling og opkvalificering eller i forbindelse med støtte til arbejdsmarkedstilpasninger. De territoriale planer for retfærdig omstilling bør fokusere på udvalgte geografiske områder og forventes derfor ikke at fastlægge en overordnet strategi og overordnede politikker for en retfærdig omstilling på nationalt plan. Selv om de reformer og investeringer, som de støtter og hjælper med at finansiere, er udformet med henblik på at skabe en varig virkning, er både de territoriale planer for retfærdig omstilling og de nationale genopretnings- og resiliensplaner tidsbegrænsede.

(17)

En retfærdig omstilling til klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 vil sikre, at ingen lades i stikken, navnlig arbejdstagere og husholdninger, der er mest berørt af den grønne omstilling, og især dem, der allerede befinder sig i sårbare situationer. Med henblik herpå bør medlemsstaterne som fastsat i denne henstilling indføre omfattende politikpakker (29), styrke tværgående elementer, der fremmer en retfærdig grøn omstilling, og gøre optimal brug af offentlig og privat finansiering. I politikpakkerne bør der tages hensyn til de personer og husholdninger, der er mest berørt af den grønne omstilling, navnlig som følge af tab af arbejdspladser, men også som følge af ændrede arbejdsvilkår og/eller nye opgavekrav på jobbet, samt dem, der rammes af negative konsekvenser for den disponible indkomst, udgifterne og adgangen til basale tjenester. Som en del af de mest berørte grupper bør der i politikpakker navnlig, men ikke udelukkende, tages hensyn til mennesker og husholdninger i sårbare situationer, særligt de personer, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, f.eks. på grund af deres færdigheder, geografisk betingede arbejdsmarkedsforhold eller andre karakteristika såsom køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Desuden kan mennesker og husholdninger i sårbare situationer omfatte personer, der lever i eller er truet af fattigdom og/eller energifattigdom, og som står over for hindringer for mobilitet eller en overbelastning af boligomkostninger, herunder husholdninger, hvor forsørgeren er en enlig forælder, hvilket oftere er kvinder end mænd. Politikpakker bør tilpasses de lokale forhold under hensyntagen til behovene i de mest sårbare og fjerntliggende dele af Unionen, heriblandt regionerne i den yderste periferi og øer.

(18)

Aktiv støtte til beskæftigelse af høj kvalitet bør fokusere på at hjælpe arbejdstagere, jobsøgende, personer, der ikke er i beskæftigelse eller under uddannelse (NEET’er), og de selvstændige, der er mest berørt af den grønne omstilling. Navnlig underrepræsenterede personer såsom kvinder, lavt kvalificerede arbejdstagere, personer med handicap, ældre eller personer med forholdsvis ringe evne til at tilpasse sig ændringer på arbejdsmarkedet kræver støtte for at forbedre deres beskæftigelsesegnethed og finde beskæftigelse i overensstemmelse med Kommissionens henstilling (EU) 2021/402 (30). Med udgangspunkt i tidligere politiske retningslinjer, navnlig nævnte henstilling og Rådets afgørelse (EU) 2020/1512 (31) og (EU) 2021/1868 (32), bør politikpakker således omfatte skræddersyede foranstaltninger til støtte for ansættelses- og omstillingsincitamenter, støtte til iværksætteri, navnlig til kvinder eller personer med handicap, og foranstaltninger til skabelse af kvalitetsjob, navnlig for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder og i de mest berørte områder. Sådanne foranstaltninger kan sammen med tilstrækkelig EU-støtte også være medvirkende til at imødekomme udfordringerne for arbejdsmarkedet, såsom dem, der skyldes tilstrømningen af ukrainske flygtninge, navnlig i de mest berørte medlemsstater. De bør også fremme en effektiv gennemførelse og håndhævelse af de eksisterende regler om arbejdsvilkår og støtte til socialt ansvarlig omstrukturering i overensstemmelse med eksisterende regler og standarder. Arbejdsmarkedets parter spiller en afgørende rolle med hensyn til gennem dialog at bidrage til at håndtere de beskæftigelsesmæssige og sociale konsekvenser af udfordringerne i forbindelse med den grønne omstilling.

(19)

Adgang til inkluderende uddannelse og livslang læring af høj kvalitet for alle er afgørende for at sikre, at arbejdsstyrken har de færdigheder, der er nødvendige for at gennemføre den grønne omstilling. Aspekter vedrørende retfærdig omstilling bør derfor integreres i udviklingen og gennemførelsen af nationale kvalifikationsstrategier under hensyntagen til Kommissionens forslag i meddelelsen fra Kommissionen i »den europæiske dagsorden for færdigheder« (33) og meddelelsen fra Kommissionen i »den ajourførte nye industristrategi« (34). Færdighedspartnerskaber under pagten for færdigheder vil også være en vigtig løftestang. Ajourførte oplysninger om arbejdsmarkedet og færdigheder og fremsyn, bl.a. på regionalt, sektorielt og beskæftigelsesmæssigt plan, gør det muligt at afdække og forudsige relevante stillingsspecifikke og tværgående færdighedsbehov, herunder som grundlag for at tilpasse læreplanerne, så de opfylder færdighedsbehovene i forbindelse med den grønne omstilling. Erhvervsuddannelse bør med særlig fokus på kvinder og lavt kvalificerede arbejdstagere udstyre unge og voksne med de færdigheder, der er nødvendige for at gennemføre den grønne omstilling, i overensstemmelse med Rådets henstilling 2020/C 417/01 (35).

Lærlingeuddannelser og lønnede praktikophold med en stærk uddannelseskomponent, navnlig for unge, bidrager til omstilling på arbejdsmarkedet, navnlig til aktiviteter, der bidrager til klima- og miljømålene, og sektorer, der står over for særlig mangel på kvalificeret arbejdskraft. Øget deltagelse af voksne i livslang læring bør fremmes for at opfylde opkvalificerings- og omskolingsbehov, bl.a. ved at give enkeltpersoner mulighed for at søge uddannelse, der er skræddersyet til deres behov, og, hvor det er relevant, via korte, kvalitetssikrede kurser om færdigheder til den grønne omstilling, som tager hensyn til Rådets henstilling af 16. juni 2022 (36), der har til formål at gøre det lettere at værdsætte og anerkende resultaterne af sådanne kurser.

(20)

Sammensætningen af skatte- og socialsikringssystemerne og de sociale beskyttelsessystemer bør undersøges i forhold til de specifikke behov, der følger af den grønne omstilling, hvilket også afspejler »princippet om, at forureneren betaler«, og behovet for, at ledsagende politikker ikke indfører subsidier til forbrug af fossile brændstoffer, ikke fastlåser forbrugerne til en bestemt teknologi, ikke mindsker incitamenterne til renovering af bygninger og substitution af termiske energisystemer og ikke mindsker incitamenterne inden for energieffektivitetsforanstaltninger generelt. En kombination af forskellige politikker kan støtte de mest sårbare husholdninger og arbejdstagere, der er mest berørt af den grønne omstilling. Afhængigt af den nationale og individuelle situation kan dette f.eks. indebære en omlægning af beskatningen væk fra arbejde og hen imod klima- og miljømål som påtænkt i forslaget til revision af energibeskatningsdirektivet (37), en revision af arbejdsløshedsordninger og/eller midlertidig og målrettet direkte indkomststøtte, hvor det er nødvendigt. Sociale beskyttelsessystemer, herunder politikker for social inklusion, kan revideres og, hvor det er relevant, tilpasses i lyset af den grønne omstilling, navnlig for at sikre indkomstsikkerhed, især i forbindelse med jobskifte, og for at tilvejebringe passende sociale tjenester og sundheds- og plejetjenester gennem passende social infrastruktur, navnlig i de mest berørte områder, f.eks. landdistrikter og fjerntliggende områder såsom regionerne i den yderste periferi, med henblik på at forebygge social udstødelse og imødegå sundhedsrisici. For at forebygge og bekæmpe social udstødelse af børn har investeringer i social infrastruktur for børn til formål at sikre adgang til nøgletjenester for børn i nød som fastsat i Rådets henstilling (EU) 2021/1004 (38).

(21)

For at opbygge fysisk og finansiel modstandsdygtighed over for klimaændringernes irreversible virkninger på en inklusiv måde er det nødvendigt at fremme løsninger til risikobevidsthed, -reduktion og -overførsel, især ved at øge tilgængeligheden af forsikringsløsninger og ved at investere i katastroferisikostyring og tilpasning for at mindske de fysiske virkninger af klimaændringer og derved reducere tab og klimabeskyttelseskløften under hensyntagen til mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder samt landdistrikter og fjerntliggende områder såsom regionerne i den yderste periferi og øer. Katastroferisikostyring, herunder civilbeskyttelsessystemer på nationalt og EU-plan, bør styrkes for bedre at forebygge, forberede sig på og sætte ind over for klimarelaterede chok.

(22)

Alle har ret til adgang til basale tjenester af høj kvalitet, herunder energi, transport, vand, sanitet, finansielle tjenester og digital kommunikation, og støtte til lige adgang til disse tjenester skal være tilgængelige for dem, der har behov for det (39). Der bør desuden være adgang til socialt boligbyggeri eller boligstøtte af høj kvalitet for dem, der har behov for det (40). Endvidere kan husholdninger med lav og mellemhøj indkomst, sårbare kunder, herunder slutbrugere, personer, der er udsat for eller risikerer energifattigdom, og personer, der bor i socialt boligbyggeri, tilgodeses ved anvendelsen af »princippet om energieffektivitet først«. Ud over at beskytte og styrke energiforbrugerne er der behov for konkrete foranstaltninger for at forebygge og modvirke de underliggende årsager til energifattigdom, navnlig ved at fremme investeringer rettet mod forbedringer af energieffektiviteten, især i den sociale boligsektor. De foreslåede ajourføringer af direktivet om energieffektivitet (41) og direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (42) har også til formål at imødekomme de vigtigste ikkeøkonomiske hindringer for renovering såsom modsatrettede incitamenter, herunder ejerskabsforhold og ejerskabsstrukturer. I denne forbindelse bør der lægges særlig vægt på kvinder og bestemte grupper, der er mere udsatte for at blive ramt af energifattigdom, såsom personer med handicap, enlige forældre, ældre, børn og personer tilhørende en racemæssig eller etnisk minoritetsgruppe.

Eksisterende og nye mobilitetsudfordringer kan klares gennem støtteforanstaltninger og udvikling af den nødvendige infrastruktur, såsom offentlig transport. Økonomisk overkommelighed, tilgængelighed og sikkerhed i forbindelse med bæredygtig mobilitet og forskellige transportformer, herunder privat og offentlig transport, er afgørende for at sikre, at alle drager fordel af og er en del af den grønne omstilling. Mobilitet i byer spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng, hvilket også afspejles i meddelelsen fra Kommissionen af 14. december 2021 med titlen »Den nye EU-ramme for mobilitet i byer«.

(23)

En tilgang til retfærdig omstilling, som inddrager hele samfundet, bør støtte politiske tiltag baseret på koordinering af politikudformningen og styrket operationel kapacitet på alle niveauer og på tværs af alle relevante politikområder og give de regionale og lokale myndigheder en aktiv rolle. Den bør endvidere baseres på inddragelsen af arbejdsmarkedets parter på alle niveauer og faser samt en effektiv og virkningsfuld deltagelse af civilsamfundet og interessenter. En sådan koordinering og et sådant engagement kan sikre, at principperne i den europæiske grønne pagt om retfærdighed og solidaritet integreres i udformningen, gennemførelsen og overvågningen af politikker fra begyndelsen, og dermed danne grundlag for bred og langsigtet støtte til inkluderende politikker, der fremmer den grønne omstilling.

(24)

Et solidt evidensgrundlag er afgørende for at indføre forsvarlige socialpolitikker og arbejdsmarkedspolitikker, der sikrer en retfærdig og inklusiv omstilling. Med henblik herpå letter den gradvise harmonisering og konsekvens i definitioner, begreber, klassifikationer og metodologier, navnlig på grundlag af Kommissionens henstilling (EU) 2020/1563 (43), vurderingerne og sammenligneligheden heraf. Yderligere forsknings- og innovationstiltag kan bidrage til den videnbase, der kan give input til politik og offentlig debat. Til gengæld kan udvekslinger med offentligheden i al dens mangfoldighed og med centrale interessenter, f.eks. om resultaterne af evalueringer, fremsyn og overvågning, bidrage til politikudformning og ejerskab.

(25)

Der er behov for passende detaljerede kønsopdelte data og indikatorer af høj kvalitet, navnlig for at vurdere klimaændringspolitikkernes beskæftigelsesmæssige, sociale og fordelingsmæssige virkninger. Sådanne data og indikatorer er i øjeblikket ikke fuldt tilgængelige. Selv om der f.eks. er gjort visse fremskridt med hensyn til måling af energifattigdom, kan der udvikles indikatorer til vurdering af transportfattigdom i overensstemmelse med de nationale forhold. Overvågning og evaluering kan styrkes gennem en række tiltag med fokus på indikatorer, resultattavler samt mindre pilotprojekter og politiske eksperimenter. Tiltagene bør bygge på eller trække på eksisterende resultattavler såsom den sociale resultattavle og resultattavlen for den europæiske grønne pagt, som indeholder relevante oplysninger om specifikke aspekter af politikker for retfærdig omstilling.

(26)

Optimal og effektiv anvendelse af offentlig og privat finansiering og mobilisering af alle tilgængelige ressourcer og en effektiv anvendelse heraf er af særlig betydning i lyset af de betydelige investeringsbehov, der følger af den grønne omstilling. På EU-plan støttes relevante tiltag over Unionens budget og NextGenerationEU. De vil blive gennemført under genopretnings- og resiliensfaciliteten, mekanismen for retfærdig omstilling, herunder Fonden for Retfærdig Omstilling (FRO), Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Samhørighedsfonden, genopretningsbistand til samhørighed og til områder i Europa (REACT-EU), ERASMUS+ og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF), LIFE-programmet, Horisont Europa-programmet, Moderniseringsfonden og Innovationsfonden (44) samt fondene under den fælles landbrugspolitik. Desuden støtter Kommissionen medlemsstaterne gennem instrumentet for teknisk støtte ved at yde skræddersyet teknisk ekspertise til at udforme og gennemføre reformer, herunder dem, der fremmer en retfærdig omstilling til kulstofneutralitet.

(27)

Det europæiske semester er Unionens ramme for samordning af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken. Det vil fortsat spille denne rolle i genopretningsfasen og i at fremme den grønne og den digitale omstilling, der er struktureret omkring de fire dimensioner af konkurrencedygtig bæredygtighed, og støtte opfyldelsen af verdensmålene for bæredygtig udvikling. Som led i det europæiske semester vil Kommissionen nøje overvåge socioøkonomiske resultater og virkninger og, hvor det er relevant, foreslå målrettede landespecifikke henstillinger for at sikre, at ingen lades i stikken. Komplementaritet med de foranstaltninger, der støttes under genopretnings- og resiliensfaciliteten, vil være en prioritet. Overvågningen af denne henstilling vil derfor i relevant omfang finde sted inden for rammerne af det europæiske semester, herunder inden for rammerne af de relevante udvalg og deres respektive kompetenceområder, på grundlag af passende vurderinger, politikevalueringer og status for gennemførelsen af retningslinjerne i denne henstilling. Overvågningsordningen vil ikke medføre unødvendige administrative byrder for medlemsstaterne.

(28)

Desuden bør medlemsstaterne som led i udkastet til og den endelige ajourføring af deres nationale energi- og klimaplaner i henholdsvis 2023 og 2024 i overensstemmelse med artikel 14 i forordning (EU) 2018/1999 trække på denne henstilling for at overveje at integrere beskæftigelsesmæssige, sociale og fordelingsmæssige konsekvensanalyser og aspekter vedrørende retfærdig omstilling i energiunionens fem dimensioner og yderligere styrke de politiske foranstaltninger til håndtering af disse virkninger med særligt fokus på energifattigdom.

(29)

Endvidere kan overvågningen af gennemførelsen af denne henstilling bygge på eksisterende dokumentation i forbindelse med de etablerede multilaterale overvågningsprocesser såsom det europæiske semester. Rådet eller Kommissionen kan i overensstemmelse med henholdsvis artikel 150 og 160 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og i samarbejde med andre relevante udvalg, navnlig Udvalget for Økonomisk Politik, anmode Beskæftigelsesudvalget og Udvalget for Social Beskyttelse om inden for deres respektive kompetenceområder at undersøge gennemførelsen af denne henstilling på grundlag af passende rapportering fra Kommissionen og andre multilaterale overvågningsværktøjer. På denne baggrund arbejder Kommissionen også på at forbedre tilgængeligheden af data, opdelt efter køn, med henblik på at ajourføre og anvende eksisterende rammer og metodologisk vejledning, herunder til måling af energi- og transportfattigdom og miljømæssige uligheder, og evaluere effektiviteten og den faktiske virkning af politiske foranstaltninger,

1)

2)

3)

4)

5)

6)

7)

8)

9)

10)

11)