EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021Y0125(01)

Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling af 15. december 2020 om ændring af henstilling ESRB/2020/7 om begrænsning af udlodninger under covid-19-pandemien (ESRB/2020/15) 2021/C 27/01

EUT C 27 af 25.1.2021, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

25.1.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/1


DET EUROPÆISKE UDVALG FOR SYSTEMISKE RISICIS HENSTILLING

af 15. december 2020

om ændring af henstilling ESRB/2020/7 om begrænsning af udlodninger under covid-19-pandemien

(ESRB/2020/15)

(2021/C 27/01)

DET ALMINDELIGE RÅD FOR DET EUROPÆISKE UDVALG FOR SYSTEMISKE RISICI HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1092/2010 af 24. november 2010 om makrotilsyn på EU-plan med det finansielle system og om oprettelse af et europæisk udvalg for systemiske risici (1), særlig artikel 3, stk. 2, litra b), d), og f), samt artikel 16-18,

under henvisning til Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis afgørelse ESRB/2011/1 af 20. januar 2011 om vedtagelse af forretningsordenen for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (2), særlig artikel 15, stk. 3, litra e), samt artikel 18-20, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I begyndelsen af covid-19-pandemien anerkendte Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) behovet for, at de finansielle institutioner opretholder et solidt kapitalgrundlag for at afbøde systemiske risici og bidrage til den økonomiske genopretning. Med henblik herpå udstedte ESRB henstilling ESRB/2020/7 om begrænsning af udlodninger under covid-19-pandemien (3), som havde til formål er at sikre, at alle de finansielle institutioner, der kan udgøre en risiko for den finansielle stabilitet, opretholder et højt kapitalniveau, ved at anmode de relevante myndigheder om at afholde sig fra at foretage udlodninger under covid-19-pandemien og i hvert fald indtil den 1. januar 2021.

(2)

Covid-19-krisen verserer stadig i Europa og resten af verden, og der er fortsat usikkerhed om den fremtidige konsekvenser for økonomien og de finansielle institutioner og risiko for en yderligere forværring af de sundhedsrelaterede og økonomiske forhold. Markederne og myndighederne mangler nødvendige oplysninger om krisens langsigtede konsekvenser for den finansielle sektor og kreditmarkederne. De finansielle institutioner er desuden fortsat meget afhængige af understøttelse fra offentlig politik. Det er afgørende at sikre det finansielle systems fortsatte funktion. En ekstraordinær forlængelse af udbetalingsrestriktioner med henblik på at tage højde for usikkerheden om den fremtidige makroøkonomiske udvikling tjener dette formål ved at tillade de finansielle institutioner at opretholde et tilstrækkeligt stort kapitalbeløb til at afbøde systemiske risici og bidrage til den økonomiske genopretning. Samtidig anerkender ESRB det fremskridt, som myndighederne og de finansielle institutioner har gjort med hensyn til at håndtere konsekvenserne af pandemien. ESRB er også opmærksom på, at udlodninger er vigtige for de finansielle institutioners mulighed for at rejse ekstern kapital. ESRB opfordrer imidlertid til, at der udvises den største forsigtighed hvad angår udlodninger, således at de ikke bringer det finansielle systems stabilitet og genopretningsprocessen i fare, og er af den opfattelse, at omfanget af udlodninger bør være væsentlig lavere end i årene forud for covid-19-krisen.

(3)

Henstilling ESRB/2020/7 omfatter desuden centrale modparter (CCP'er) på grund af deres systemisk vigtige rolle i forbindelse med clearing af transaktioner på det finansielle marked. Det tilsigtede mål var at forhindre, at aktionærer og den øverste ledelse trækker på CCP'ernes overskydende kapital gennem udlodninger på et tidspunkt, hvor de operationelle risici — som CCP'erne dækker med deres egne indtægter i stedet for med bidrag fra clearingmedlemmerne — er højest, også under hensyn til, at medarbejderne er begrænset fra at arbejde på CCP'ernes kontorer. Det blev imidlertid bekræftet i forbindelse med stresstesten for CCP'er i EU, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed udførte efter udbruddet af covid-19-pandemien, at CCP'erne i EU generelt er operationelt robuste over for almindelige stød og flere misligholdelser af kredit-, markeds- og likviditetsrisici (4). Desuden har der indtil videre ikke været nogen tegn på system- eller procesfejl. Den effektive virkning af de foranstaltninger, som CCP'erne har truffet med henblik på at afbøde de operationelle risici, tyder på, at det ikke længere er nødvendigt, at CCP’erne er omfattet af henstilling ESRB/2020/7.

(4)

De foranstaltninger, som henstilling ESRB/2020/7 omfatter, er af midlertidig karakter, og ESRB overvåger løbende foranstaltningernes virkning på de finansielle institutioner og deres evne til at bidrage til den økonomiske genopretning. I forbindelse med beslutningen om, hvorvidt denne henstilling skal ændres, bør ESRB blandt andet tage hensyn til den makroøkonomiske udvikling samt nye data om det finansielle systems stabilitet.

(5)

Det fremgår af afsnit 2, nr. 5, i henstilling ESRB/2020/7, at Det Almindelige Råd beslutter, hvorvidt og hvornår henstilling ESRB/2020/7 skal ændres. Sådanne ændringer kan navnlig omfatte forlængelse af den periode, hvori henstilling A finder anvendelse.

(6)

Henstilling ESRB/2020/7 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed –

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

ÆNDRINGER

Henstilling ESRB/2020/7 ændres som følger:

1)

I afsnit 1 erstattes henstilling A af følgende:

»Henstilling A — Restriktioner vedrørende udlodninger

Det anbefales, at de relevante myndigheder i hvert fald indtil den 30. september 2021 anmoder de finansielle institutioner, de fører tilsyn med (*1), om at afholde sig fra at træffe nogen af følgende foranstaltninger:

a)

udlodning af udbytte eller uigenkaldeligt tilsagn om at udlodde udbytte

b)

tilbagekøb af ordinære aktier

c)

indførelse af en forpligtelse til at udbetale variabel løn til væsentlige risikotagere

som har den virkning, at mængden eller kvaliteten af kapitalgrundlaget reduceres, medmindre de relevante finansielle institutioner udviser den største forsigtighed i forbindelse med gennemførelsen af de pågældende foranstaltninger, og den deraf følgende reducering ikke overstiger den konservative tærskel, der er fastsat af den relevante kompetente myndighed. Det anbefales, at de kompetente myndigheder indleder drøftelser med de finansielle institutioner, før de finansielle institutioner træffer nogen af de foranstaltninger, der fremgår af litra a) og b).

Denne henstilling gælder på EU-koncernniveau (eller på individuelt niveau, hvis den finansielle institution ikke er en del af en EU-koncern) og, hvor det er relevant, på delkonsolideret eller individuelt niveau.

(*1)  Dette omfatter ikke filialer af finansielle institutioner.«"

2)

Afsnit 2, stk. 1, nr. 1), ændres som følger:

a)

Litra b) erstattes af følgende:

»b)

»kompetent myndighed«: den kompetente myndighed eller tilsynsmyndighed som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 40), i forordning (EU) nr. 575/2013, eller i artikel 13, stk. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (*2), alt efter hvad der er relevant

(*2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).«"

b)

Litra c) erstattes af følgende:

»c)

»finansiel institution«: en af følgende virksomheder, som har sit hovedkontor eller vedtægtsmæssige hjemsted i EU:

i)

en institution som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 3), i forordning (EU) nr. 575/2013

ii)

et forsikringsselskab som defineret i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2009/138/EF

iii)

et genforsikringsselskab som defineret i artikel 13, stk. 4, i direktiv 2009/138/EF«.

c)

Litra d) erstattes af følgende:

»d)

»væsentlig risikotager«: et medlem af en kategori af ansatte, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på den finansielle institutions risikoprofil, herunder et medlem af kategorien af ansatte som omhandlet i artikel 92, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU eller artikel 275, stk. 1, litra c), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 (*3), alt efter hvad der er relevant

(*3)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 12 af 17.1.2015, s. 1).«"

3)

I afsnit 2, stk. 3, indsættes følgende:

»1a.

Ved beregningen af den konservative tærskel skal de kompetente myndigheder særlig være opmærksomme på følgende:

a)

målene fastsat i denne henstilling, herunder særlig behovet for, at de finansielle institutioner opretholder et tilstrækkeligt stort kapitalgrundlag — herunder under hensyn til deres kapitalforløb — med henblik på at afbøde systemiske risici og bidrage til den økonomiske genopretning, idet der tages højde for risikoen for forringelse af virksomheders og husholdningers solvens i betragtning af pandemien

b)

behovet for at sikre, at det generelle udlodningsniveau for de finansielle institutioner, de fører tilsyn med, er væsentligt lavere end i årene forud for covid-19-krisen

c)

de særlige forhold, der gør sig gældende for hver enkelt sektor inden for deres ansvarsområde.«

4)

Afsnit 2, stk. 4, erstattes af følgende:

»4.   Tidsfrister for opfølgning

I henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1092/2010 skal adressaterne meddele Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen og ESRB hvilke handlinger, de har foretaget som svar på denne henstilling, eller begrunde eventuel manglende handling. Hver adressat anmodes om senest den 15. oktober 2021 at indsende en rapport om implementeringen af henstilling A.«

5)

Afsnit 2, stk. 5, erstattes af følgende:

»5.   Ændringer af denne henstilling

Det Almindelige Råd beslutter inden den 30. september 2021 hvorvidt og hvornår denne henstilling skal ændres, herunder blandt andet under hensyn til den makroøkonomiske udvikling og nye data om det finansielle systems stabilitet.«

6)

I afsnit 2, stk. 6, om »Overvågning og vurdering« tilføjes følgende nr.:

»3.

ESRB's sekretariat bistår adressaterne ved at sikre koordinering af indberetning og ved at tilvejebringe de relevante skabeloner og, hvor det er nødvendigt, proceduren og tidsfristerne for opfølgning.«

7)

Bilaget med titlen »Meddelelse om de foranstaltninger, der er truffet som svar på denne henstilling« udgår.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 15. december 2020.

Leder af ESRB's sekretariat,

på vegne af ESRB's Almindelige Råd

Francesco MAZZAFERRO


(1)  EUT L 331, 15.12.2010, s. 1.

(2)  EUT C 58, 24.2.2011, s. 4.

(3)  Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis henstilling ESRB/2020/7 af 27. maj 2020 om begrænsning af udlodninger under covid-19-pandemien (EUT C 212, 26.6.2020, s. 1).

(4)  Jf. ESMA's pressemeddelelse: »ESMA’s Third EU-Wide CCP Stress Test Finds System Resilient to Shocks«, der er tilgængelig på https://www.esma.europa.eu/press-news/esma-news/esma%E2%80%99s-third-eu-wide-ccp-stress-test-finds-system-resilient-shocks.


Top