(1)

Den Europæiske Unions Solidaritetsfond (»fonden«) blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 2012/2002 (2). Fonden blev oprettet for at yde finansiel bistand til medlemsstater efter større katastrofer som et konkret tegn på europæisk solidaritet i tilfælde af kriser.

(2)

I tilfælde af større folkesundhedskriser bør Unionen vise solidaritet med medlemsstaterne og den berørte befolkning ved at yde finansiel bistand til at bistå den pågældende befolkning, at bidrage til en hurtig tilbagevenden til normale levevilkår i de berørte regioner og til at dæmme op for spredningen af infektionssygdomme.

(3)

Unionen bør i tilfælde af større folkesundhedskriser også udvise solidaritet med de lande, der forhandler om tiltrædelse af Unionen.

(4)

Der kan opstå en større krisesituation som følge af folkesundhedskriser, navnlig en officielt erklæret viruspandemi. Fonden gør det muligt for Unionen at bidrage til at mobilisere nødhjælp for at opfylde befolkningens umiddelbare behov og at bidrage til at genoprette den beskadigede nøgleinfrastruktur på kort sigt, således at den økonomiske aktivitet kan genoptages i de katastroferamte regioner. Nævnte fond er dog i øjeblikket begrænset til naturkatastrofer, der forårsager fysiske skader, og omfatter ikke større katastrofer som følge af biologiske farer. Der bør fastsættes bestemmelser, der gør det muligt for Unionen at gribe ind i tilfælde af større folkesundhedskriser.

(5)

Målet med den foranstaltning, der skal iværksættes, er at supplere de berørte landes indsats i tilfælde, hvor virkningerne af en krisesituation er så alvorlige, at de pågældende lande ikke formår at imødegå situationen udelukkende med deres egne midler. Dette mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang og virkninger, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (»TEU«). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(6)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør foranstaltninger i henhold til denne forordning være begrænset til større folkesundhedskriser. Disse kriser bør defineres ud fra de offentlige udgifter, der er nødvendige for at afhjælpe dem.

(7)

EU-bidrag bør være et supplement til de berørte landes egen indsats og anvendes til at dække en del af det offentliges udgifter til at håndtere de vigtigste nødhjælpstiltag som følge af nødsituationen.

(8)

I overensstemmelse med nærhedsprincippet bør EU-bidrag kun blive tildelt efter ansøgning fra den berørte stat. Kommissionen bør sikre, at staternes anmodninger behandles retfærdigt.

(9)

Kommissionen bør være i stand til at træffe en hurtig afgørelse om at afsætte specifikke finansielle midler og om at frigøre dem så hurtigt som muligt. De nuværende bestemmelser om forskudsbetalinger bør derfor styrkes ved at hæve beløbene.

(10)

På grund af sagens hastende karakter bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(11)

I betragtning af covid-19-udbruddet og det hastende behov for at imødegå den heraf følgende sundhedskrise bør der gøres undtagelse fra den periode på otte uger, der er omhandlet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(12)

Forordning (EF) nr. 2012/2002 bør derfor ændres —