EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020R0133

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/133 af 30. januar 2020 om fravigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår de nationale støtteprogrammer for vinsektoren

C/2020/422

EUT L 27 af 31.1.2020, p. 24–26 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2020/133/oj

31.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 27/24


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/133

af 30. januar 2020

om fravigelse af gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår de nationale støtteprogrammer for vinsektoren

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 54, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 2. oktober 2019 afsagde Verdenshandelsorganisationen (WTO) en voldgiftskendelse i De Europæiske Fællesskaber og visse medlemsstater — Foranstaltninger, der påvirker handelen med store civile fly, WT/DS316/ARB. Voldgiftskendelsen gav Amerikas Forenede Stater (USA) ret til at anmode om en tilladelse til at indføre modforanstaltninger op til en værdi af 7,5 mia. USD årligt som modsvar på den EU-støtte, der ydes til Airbus. Den 18. oktober 2019 pålagde USA 25 % værdiimporttold på bl.a. ikke-mousserende vin, der eksporteres til USA fra Tyskland, Spanien, Frankrig og Det Forenede Kongerige. Denne ekstraordinære, urimelige og uforudsigelige situation har alvorlige og skadelige følger for den globale handel med EU-vine. USA har desuden truet med at pålægge 100 % værdiimporttold på franske mousserende vine som modsvar på den franske skat på digitale tjenester (GAFA-skatten).

(2)

USA's importtold har direkte og alvorlige følger for EU's vinhandel på det amerikanske marked, som er EU's største eksportmarked for landbrugsprodukter, især vin, både målt på værdi og på eksportmængder. I 2018 beløb EU's vineksport til USA sig til 6,5 mio. hektoliter svarende til 4 mia. EUR. EU's vineksport til USA repræsenterer typisk mellem 30 % og 40 % af værdien af EU's globale vineksport.

(3)

USA's forhøjede importtold har skadelige følger for alle EU-vine og ikke blot for ikke-mousserende vine fra de fire medlemsstater, der er blevet pålagt forhøjet importtold. Således lider alle EU-vine på det amerikanske marked skade for så vidt angår omdømme og handel. En vins omdømme afhænger ikke blot af dens kvalitet, men også af dens pris, og af hvordan forholdet mellem pris og kvalitet bedømmes. Dette gælder navnlig vine i laveste og mellemste prisklasse, der, i absolutte tal, påvirkes mere af en importtold på 25 % end dyrere vine, som købes af kendere, for hvem prisen ikke virker afskrækkende. På de amerikanske markeder konkurrerer EU-vine med vine fra andre dele af verden såsom Sydamerika, Australien og Sydafrika. I lyset af sådan heftig og intens konkurrence spiller opfattelsen af de generelle prisniveauer en vigtig rolle. Hvis forbrugeren er bekendt med, at prisen på vine fra bestemte lande i EU omfatter en forhøjet importtold, vil det have negative følger for den samlede opfattelse af prisniveauet for EU-vine som helhed og dermed flytte forbrugerefterspørgslen til produkter fra andre dele af verden. I lyset af de konstaterede ændringer i markedsbetingelserne og et fald i producenternes samlede afkast og for at afbøde effekten af importtolden er der brug for at træffe øjeblikkelige foranstaltninger, som omfatter al vin fra alle medlemsstaterne og ikke blot de, der er direkte omfattet af importtolden.

(4)

Ud fra et markedsstabilitetsperspektiv udgør USA's importold ikke en isoleret national foranstaltning, hvis effekt begrænser sig til handelen med USA. Verdensmarkedet for vin er et globalt marked, på hvilket enkeltstående foranstaltninger, der træffes af vigtige økonomiske spillere, såsom USA, har vidtrækkende konsekvenser, der påvirker den internationale handel med vin som helhed. Enhver negativ ændring i betingelserne på et stort målmarked for EU-vine, såsom USA, påvirker uundgåeligt andre markeder, eftersom de produkter, der ikke kan sælges i USA, fordi de er blevet for dyre, skal afsættes andre steder. Som følge heraf vil forbrugerne på disse alternative markeder, når de er bekendt med markedsbetingelserne, lægge yderligere pres på priserne, samtidig med at konkurrencen vil være mere heftig end normalt. Det er derfor sandsynligt, at USA's nye importtold vil bevirke, at EU's vineksport til hele verden vil stagnere. Vinsektoren har allerede konstateret, at betydelige ordrer på levering af franske vine til det amerikanske marked er blevet annulleret.

(5)

EU's vinmarked har været underlagt forværrende betingelser i hele 2019, og vinlagrene er på deres højeste siden 2009. Denne udvikling skyldes primært en kombination af rekordhøsten i 2018 og faldende forbrug af vin i EU. Hvis de vine, der påvirkes af USA's importtold, ikke sælges på eksportmarkederne uden for EU, vil det blot forstærke problemets hastende karakter og alvoren af situationen på EU-markedet. Desuden forværres problemets hastende karakter af tidspunktet for anvendelsen af den pågældende importtoldsats. Toldsatserne anvendes fra den 18. oktober 2019, dvs. midt i vinhøsten og produktionskampagnen 2019 og lige før jul og nytår, hvilket er to af de vigtigste salgsperioder på året for EU's vinsektor. Derfor er det nødvendigt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger for at afhjælpe situationen.

(6)

Blandt støtteforanstaltningerne i vinsektoren omhandlet i artikel 43 i forordning (EU) nr. 1308/2013 er kun den salgsfremmende foranstaltning i artikel 45, stk. 1, litra b), i samme forordning direkte målrettet salgsfremstød til fordel for EU-vine i tredjelande med henblik på at forbedre disse vines konkurrenceevne. Gennem tiden har denne salgsfremmende foranstaltning vist sig at være bemærkelsesværdigt effektiv for så vidt angår erobring og konsolidering af markeder i tredjelande. Den har vist sig at være det mest effektive værktøj til støtte for EU-vine på tredjelandsmarkeder for så vidt angår forbedring af vinenes omdømme og udbredelse af kendskabet til deres kvalitet. Det internationale vinmarked er et globalt marked, og en hvilken som helst salgsfremmende foranstaltning til fordel for EU-vine på tredjelandsmarkeder er til gavn for alle EU-vine. Det vil give flere muligheder for de aktører, der efterfølgende går ind på det samme marked med andre EU-vine. De enkelte fremstød har en multiplicerende effekt på salget, eftersom de dækker hele udvalget af vine eller hele vinproducerende regioner og ikke blot et individuelt mærke eller type vin. Det er derfor vigtigt at fortsætte, iværksætte og intensivere salgsfremmende aktiviteter på alle markeder for at finde afsætningsmuligheder for de vine, der ikke vil blive solgt på det amerikanske marked, og for at bevare EU-vines omdømme på disse andre markeder og afhjælpe presset på prisniveauet.

(7)

Med henblik på at hjælpe aktørerne med at håndtere de ekstraordinære omstændigheder, der gør sig gældende på eksportmarkederne over hele verden lige nu som følge af USA's importtold, og løse denne uforudsigelige og prekære situation bør der ydes yderligere fleksibilitet for så vidt angår gennemførelsen af den salgsfremmede foranstaltning omhandlet i artikel 45, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 1308/2013, idet visse bestemmelser i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 (2) bør fraviges.

(8)

I henhold til artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 kan ændringer i gældende støtteprogrammer, jf. artikel 41, stk. 5, i forordning (EU) nr. 1308/2013, højst forelægges to gange inden for et regnskabsår. For at give medlemsstaterne mulighed for hurtigt at ændre deres nationale støtteprogrammer og for at sikre retssikkerheden i forbindelse med gennemførelsen af de pågældende ændringer bør det tillades, at sådanne ændringer forelægges mere end to gange inden for et regnskabsår. Medlemsstaterne bør kunne reagere hurtigt på disse ekstraordinære omstændigheder og forelægge ændringer til den salgsfremmende foranstaltning, så hurtigt som det anses for nødvendigt. En sådan fleksibilitet vil gøre det muligt for medlemsstaterne at optimere igangværende foranstaltninger, øge antallet af indkaldelser af ansøgninger og oftere foretage tilpasninger under henvisning til markedssituationen. Desuden vil det gøre det muligt for medlemsstater, som endnu ikke har inkluderet en salgsfremmende foranstaltning i deres nationale støtteprogram, at gøre dette, så snart denne forordning træder i kraft, og de behøver således ikke vente til næste forelæggelse af ændringer. Denne forbedrede fleksibilitet for salgsfremmende foranstaltninger vil give aktørerne, herunder nye aktører, flere muligheder for at indsende ansøgninger om støtte til salgsfremstød. Hensigten er at aflaste vinsektoren og sikre den fleksibilitet, der er nødvendig for at kunne finde alternative afsætningsmuligheder på andre internationale markeder end USA.

(9)

Det er derfor nødvendigt at fravige artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Omfattede produktkategorier

Denne forordning anvendes på salgsfremstød for vin som omhandlet i del II, punkt 1-9, 15 og 16, i bilag VII til forordning (EU) nr. 1308/2013.

Artikel 2

Ændringer af støtteprogrammer

Uanset artikel 2, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 kan medlemsstaterne, når som helst det er nødvendigt i løbet af et regnskabsår, ændre i deres nationale støtteprogram for vinsektoren for så vidt angår salgsfremmende foranstaltninger som omhandlet i artikel 45, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 1308/2013.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. januar 2020.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/1150 af 15. april 2016 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår de nationale støtteprogrammer for vinsektoren (EUT L 190 af 15.7.2016, s. 23).


Top