EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017H1803

Kommissionens henstilling (EU) 2017/1803 af 3. oktober 2017 om forbedring af mulighederne for lovlig migration for personer med behov for international beskyttelse (meddelt under nummer C(2017) 6504)

C/2017/6504

EUT L 259 af 7.10.2017, p. 21–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2017/1803/oj

7.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 259/21


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2017/1803

af 3. oktober 2017

om forbedring af mulighederne for lovlig migration for personer med behov for international beskyttelse

(meddelt under nummer C(2017) 6504)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Genbosætning er et vigtigt redskab til at yde beskyttelse til fordrevne personer og et klart eksempel på global solidaritet med tredjelande med det formål at hjælpe dem med at håndtere det store antal personer, der flygter fra krig eller forfølgelse. Genbosætning er med til at redde liv, bidrager til at mindske irregulær migration og forvalte migrationspresset og imødegår smuglernetværkenes narrativ ved at skifte farlige og irregulære migrationsstrømme til Unionen ud med sikre og lovlige muligheder for migration. Genbosætning er derfor også et vigtigt element i EU's omfattende asyl- og migrationspolitik.

(2)

I september 2015 fik krisen i Middelhavsområdet EU-institutionerne til øjeblikkeligt at erkende, at der var tale om en nødsituation som følge af de usædvanligt store migrationsstrømme i området, og opfordre til vedtagelsen af kortsigtede og langsigtede foranstaltninger, fra håndtering af migrationsstrømme fra lande uden for EU til sikring af en effektiv kontrol ved de ydre grænser, styrkelse af EU's tilbagesendelsespolitik samtidig med en reform af det fælles europæiske asylsystem og en forbedring af mulighederne for sikre og lovlige veje til EU.

(3)

Den 8. juni 2015 henstillede Kommissionen som led i de øjeblikkelige foranstaltninger og med henblik på overordnet at tackle migrationskrisen og vise solidaritet med de tredjelande, der er særligt hårdt ramt af den globale flygtningekrise, at der indføres en EU-ordning med henblik på at genbosætte 20 000 personer med behov for international beskyttelse over en periode på to år (1). Den 20. juli 2015 enedes medlemsstaterne sammen med de lande, der har tilsluttet sig Dublinsystemet, om at genbosætte 22 504 personer fra Mellemøsten, Afrikas Horn og Nordafrika, som har behov for international beskyttelse (2).

(4)

For at optrævle migrantsmuglernetværk og tilbyde migranterne et alternativ til at sætte deres liv på spil besluttede EU og Tyrkiet den 18. marts 2016 at bryde den cirkel af ukontrollerede strømme af migranter, som har skabt en humanitær krise, og nåede til enighed om en række foranstaltninger, herunder genbosætning af syrere med behov for international beskyttelse i medlemsstaterne.

(5)

Rådet ændrede efter erklæringen fra EU og Tyrkiet Rådets afgørelse (EU) 2015/1601 (3) for at gøre det muligt for medlemsstaterne under deres nationale og multilaterale ordninger at opfylde deres omfordelingsforpligtelser for så vidt angår 54 000 ansøgere gennem genbosætning, indrejse af humanitære årsager eller andre former for lovlig indrejse af syrere med behov for international beskyttelse fra Tyrkiet.

(6)

New York-erklæringen om flygtninge og migranter af 19. september 2016, der blev vedtaget af alle 193 FN-medlemsstater, opfordrede til en mere retfærdig fordeling af byrden og ansvaret for at tage imod og støtte verdens flygtninge. FN's medlemsstater gav udtryk for, at de agter at udvide antallet af lovlige muligheder for flygtninge for at få tilladelse til indrejse eller blive genbosat i tredjelande (4).

(7)

Mere end 23 000 personer er pr. 20. september 2017 blevet genbosat i henhold til den ordning, der blev aftalt den 20. juli 2015, og i henhold til erklæringen fra EU og Tyrkiet. Medlemsstaterne har derudover genbosat personer med behov for international beskyttelse gennem deres egne nationale ordninger.

(8)

Alene i 2016 genbosatte medlemsstaterne 14 205 flygtninge, hvilket er en betydelig stigning i forhold til de 8 155 personer, der blev genbosat i 2015, de 6 550 i 2014 og de mellem 4 000 og 5 000 om året i perioden 2010-2013. Denne stigning viser merværdien af og potentialet for samarbejde på EU-plan og koordinering i forbindelse med genbosætning. Den viser også betydningen af tilstrækkelige midler til genbosætning fra EU's budget, da der er afsat 293,3 mio. EUR for perioden fra 2014 til 2017.

(9)

Medlemsstater, der endnu ikke har opfyldt deres tilsagn i henhold til de nuværende ordninger, bør gøre dette snarest muligt. De eventuelle tilsagn, der ikke er opfyldt efter udløbet af begge ordninger, bør fremføres til næste tilsagnsrunde om genbosætning og være et supplement til de nye tilsagn, som medlemsstaterne skal give.

(10)

EU bør gå fra ad hoc-ordninger for genbosætning og indrejse af humanitære årsager til en fast ramme for genbosætning i EU. Med henblik herpå har Kommissionen som led i revisionen af EU's asylsystem fremsat et forslag til en EU-genbosætningsramme (5), der skal åbne sikre og lovlige veje til international beskyttelse for dem, der har behov for det. En hurtig vedtagelse af forslaget er en vigtigt forudsætning for en mere effektiv, retfærdig og stabil europæisk asyl- og migrationspolitik.

(11)

For at sikre, at genbosætningen fortsætter, indtil en EU-genbosætningsramme er på plads, opfordrede Kommissionen på det 8. forum om genbosætning og omfordeling den 4. juli 2017 medlemsstaterne til at give ambitiøse tilsagn om genbosætning baseret på de aftalte prioriteter for denne periode og i overensstemmelse med FN's Højkommissariat for Flygtninges (UNHCR) forventede globale behov for 2018.

(12)

Formålet med denne henstilling er at sikre, at genbosætningsindsatsen kan fortsætte i perioden mellem afslutningen af de nuværende EU-ordninger for genbosætning og den praktiske gennemførelse af EU-genbosætningsrammen, og at følge op på den tilsagnsrunde, der blev indledt den 4. juli 2017 i lyset af de nye behov fastsat i UNHCR's forventede globale behov for genbosætning for 2018.

(13)

Henstillingen har til formål at støtte medlemsstaternes løbende bestræbelser på at åbne og forbedre de lovlige og sikre muligheder for personer med behov for international beskyttelse. Medlemsstaternes tiltag i overensstemmelse med denne henstilling skal vise solidaritet med de tredjelande, hvortil et stort antal personer, der har behov for international beskyttelse, er blevet fordrevet, og de skal bidrage til internationale genbosætningsinitiativer og til en bedre overordnet forvaltning af migrationssituationen. Målene for denne henstilling er således i overensstemmelse med forslaget om en EU-genbosætningsramme.

(14)

Valget af prioriterede regioner er baseret på behovet for at fortsætte gennemførelsen af erklæringen fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016, herunder gennem den fremtidige frivillige ordning om indrejse af humanitære årsager, fortsætte genbosætningen fra Jordan og Libanon og følge op på meddelelsen i handlingsplanen om foranstaltninger til at støtte Italien, reducere presset langs den centrale Middelhavsrute og øge solidariteten (6) med henblik på at genbosætte personer fra afrikanske nøglelande, der ligger langs med eller fører til den centrale Middelhavsrute, herunder Libyen, Niger, Tchad, Egypten, Etiopien og Sudan.

(15)

Tilsagnsrunden, der blev indledt den 4. juli 2017, har pr. 20. september ført til ca. 14 000 tilsagn fra medlemsstaterne. Der er behov for et stærkere engagement fra alle medlemsstater for at bidrage til den fælles indsats for at redde liv og tilbyde troværdige alternativer til de irregulære bevægelser.

(16)

Det globale behov for genbosætning er på 1,2 mio. personer, og UNHCR har gentagne gange opfordret alle lande til gradvis at øge omfanget af deres genbosætningsprogrammer i overensstemmelse med de hensigter, der gives udtryk for i New York-erklæringen om flygtninge. På denne baggrund og med udgangspunkt i de fremskridt, der er opnået siden 2015, bør Unionen tilbyde mindst 50 000 genbosætningspladser med henblik på senest den 31. oktober 2019 at tage imod personer, der har behov for international beskyttelse, fra tredjelande.

(17)

Som hjælp til medlemsstaternes gennemførelse af dette mål bør 500 mio. EUR stilles til rådighed fra EU's budget. Medlemsstaterne kan på de betingelser, der gælder for Asyl-, Migrations- og Integrationsfondens tildeling af midler, modtage et fast beløb på 10 000 EUR pr. genbosat person fra prioriterede regioner.

(18)

UNHCR planlægger en midlertidig mekanisme for hurtig evakuering fra Libyen af de mest sårbare grupper af migranter fra Libyen. EU bør sammen med andre globale aktører bidrage til denne mekanisme, således at den reelt bidrager til, at de mest sårbare personer med behov for international beskyttelse, som i dag befinder sig i Libyen, kan få adgang til muligheden for genbosættelse. Den irregulære migration vil kun ophøre, hvis der findes et reelt alternativ til at begive sig ud på farlige rejser. Medlemsstaterne bør i forbindelse med overvejelserne om deres genbosætningstilsagn derfor også tage hensyn til og støtte dette UNHCR-initiativ.

(19)

Repræsentanter for Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik sammen med repræsentanter for Niger og Tchad og formanden for Libyens præsidentråd anerkendte i en fælles erklæring om migration og asyl den 28. august 2017 behovet for at tilrettelægge genbosætningen af personer med behov for international beskyttelse, som er særligt udsatte, i takt med at den smuglerstyrede migration mindskes.

(20)

Mindst 50 000 genbosætningspladser, der skal udbydes af Unionen fra de prioriterede regioner, skal bidrage til globale solidaritetsinitiativer om at øge antallet af lovlige muligheder for migration, herunder UNHCR's seneste globale indkaldelse af tilsagn om 40 000 pladser til genbosætning fra landene langs den centrale Middelhavsrute i 2018.

(21)

For at sikre overvågning af gennemførelsen bør medlemsstaterne rapportere månedligt til Kommissionen om personer, der er blevet genbosat på deres område i overensstemmelse med deres tilsagn, idet de angiver, fra hvilket land personen er blevet genbosat.

(22)

Kommissionen bør gøre status over, hvilke fremskridt der gøres med gennemførelsen af denne henstilling, senest den 31. oktober 2018. På baggrund af gennemgangen og under hensyntagen til den generelle migrationssituation i EU og globalt kan medlemsstaterne blive opfordret til at revidere deres tilsagn yderligere.

(23)

Denne henstilling bør rettes til medlemsstaterne. De associerede stater opfordres til at bidrage til de fælles europæiske genbosætningsbestræbelser —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

FORØGELSE AF GENBOSÆTNINGSTILSAGN

1)

På grundlag af de erfaringer, der er opnået i forbindelse med gennemførelsen af EU's aktuelle genbosætningsprogrammer, og for at skabe en bedre overgang mellem disse ordninger og EU-genbosætningsrammen bør medlemsstaterne tilbyde mindst 50 000 genbosætningspladser med henblik på senest den 31. oktober 2019 at tage imod personer, der har behov for international beskyttelse, fra tredjelande.

2)

Medlemsstater, som endnu ikke har givet deres tilsagn i forbindelse med den tilsagnsrunde om genbosætning, som Kommissionen indledte den 4. juli 2017, bør gøre dette senest den 31. oktober 2017, og de, der allerede har gjort dette, bør overveje at øge antallet at tilsagn for at nå målet.

3)

Medlemsstaterne bør i deres tilsagn fokusere på:

a)

at sikre den fortsatte genbosætning af syrere fra Tyrkiet og tredjelandsstatsborgere og statsløse personer, der er fordrevet af konflikten i Syrien, for at støtte erklæringen fra EU og Tyrkiet af 18. marts 2016, herunder gennem den fremtidige frivillige ordning om indrejse af humanitære årsager

b)

at sikre den fortsatte genbosætning fra Jordan og Libanon

c)

at bidrage til en stabilisering af situationen i det centrale Middelhavsområde ved at genbosætte personer, der har brug for beskyttelse, fra Libyen, Niger, Tchad, Egypten, Etiopien og Sudan, herunder ved at støtte UNHCR's midlertidige mekanisme for hurtig evakuering fra Libyen af de mest sårbare grupper af migranter fra Libyen.

4)

Medlemsstaterne opfordres til at opfylde deres tilsagn ved hurtigst muligt at genbosætte i tæt samarbejde med UNHCR og eventuelt med støtte fra EASO.

OVERVÅGNING

5)

Medlemsstaterne bør hver måned meddele Kommissionen, hvor mange personer der er blevet genbosat på deres område i overensstemmelse med deres tilsagn, idet de angiver, fra hvilket land personen er blevet genbosat.

FINANSIEL STØTTE

6)

Medlemsstaterne bør gøre fuld brug af den finansielle støtte på 500 mio. EUR, der er stillet til rådighed gennem Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden med henblik på opfyldelsen af de tilsagn om genbosætning, der er omhandlet i denne henstilling.

REVISION

7)

Kommissionen vil tage denne henstilling op til fornyet overvejelse senest den 31. oktober 2018. Efter Kommissionens status over gennemførelsen af denne henstilling og under hensyntagen til den generelle migrationssituation i EU og globalt kan medlemsstaterne blive opfordret til at revidere deres tilsagn yderligere.

ADRESSATER

8)

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. oktober 2017.

På Kommissionens vegne

Dimitris AVRAMOPOULOS

Medlem af Kommissionen


(1)  Kommissionens henstilling af 8. juni 2015 om en EU-ordning for genbosætning (C(2015) 3560 final).

(2)  Konklusioner vedtaget af repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, af 20. juli 2015.

(3)  Rådets afgørelse (EU) 2016/1754 af 29. september 2016 om ændring af afgørelse (EU) 2015/1601 om midlertidige foranstaltninger til fordel for Italien og for Grækenland på området international beskyttelse (EUT L 268 af 1.10.2016, s. 82).

(4)  New York-erklæringen om flygtninge og migranter er tilgængelig på: http://www.unhcr.org/new-york-declaration-for-refugees-and-migrants.html.

(5)  COM(2016) 468 final.

(6)  SEC(2017) 339.


Top