EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2181

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2181 af 24. november 2015 om offentliggørelse, med forbehold, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for standard EN 795:2012 om »Personligt faldsikringsudstyr — Forankringsanordninger« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 (EØS-relevant tekst)

EUT L 309 af 26.11.2015, p. 10–12 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2015/2181/oj

26.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 309/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2181

af 24. november 2015

om offentliggørelse, med forbehold, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for standard EN 795:2012 om »Personligt faldsikringsudstyr — Forankringsanordninger« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler (1), særlig artikel 5, stk. 4,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (2), særlig artikel 11, stk. 1, litra a), og

under henvisning til udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 22 i (EU) nr. 1025/2012, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Når en national standard, der gennemfører en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, omfatter et eller flere af de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er anført i bilag II til direktiv 89/686/EØF, formodes udstyr, der er fremstillet i overensstemmelse med denne standard, at opfylde de relevante væsentlige krav.

(2)

Den 12. februar 2000 udstedte Europa-Kommissionen, efter offentliggørelsen af listen over harmoniserede standarder i Den Europæiske Unions Tidende, en advarsel vedrørende den harmoniserede standard EN 795:1996. Det præciseres heri, at »denne offentliggørelse vedrører ikke udstyret i klasse A, C og D […], som ikke kan forudsættes at stemme overens med bestemmelserne i direktiv 89/686/EØF«.

(3)

I en dom af 21. oktober 2010 i sag C-185/08 fastslog Den Europæiske Unions Domstol, at bestemmelserne i EN 795 vedrørende forankringsanordninger i klasse A 1 ikke er omfattet af direktiv 89/686/EØF.

(4)

Den 3. august 2012 indgav Frankrig en formel indsigelse med hensyn til standard EN 795:2012 »Personligt faldsikringsudstyr — Forankringsanordninger«, der er harmoniseret i henhold til direktiv 89/686/EØF. Standarden blev godkendt af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) den 9. juni 2012, men dens reference er endnu ikke blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Den formelle indsigelse bygger på, at faste forankringsanordninger, som personlige værnemidler (PV) mod fald fra højder — såsom en kropssele, en støddæmpende line og andre sammenkoblingselementer — er fastgjort til, udgør en integrerende del af en struktur eller klippeside. Forankringsanordninger, som udgør en integrerende del af en struktur, er ikke PV, men eksterne anordninger til det pågældende PV og derfor supplerende. I dette tilfælde bør kun sammenkoblingselementer betragtes som PV.

(6)

Standard EN 795:2012 vedrører både faste og mobile forankringspunkter. Det er imidlertid kun mobile forankringspunkter (dvs. transportable og midlertidige), der ikke er permanent fastgjort til en struktur, der kan være omfattet af direktiv 89/686/EØF.

(7)

De forankringsanordninger, der er omfattet af standard EN 795:2012, er 5 forskellige typer, alt efter deres karakteristika:

Type A: Forankringsanordninger med et eller flere stationære forankringspunkter, der kræver strukturelle forankringsanordninger eller fastgørelseselementer til fastgørelse til strukturen

Type B: Forankringsanordninger med et eller flere stationære forankringspunkter, der ikke kræver strukturelle forankringsanordninger eller fastgørelseselementer til fastgørelse til strukturen

Type C: Forankringsanordninger med vandrette fleksible forankringsliner

Type D: Forankringsanordninger med vandrette stive forankringsliner

Type E: Forankringsanordninger til brug på vandrette flader, når brugen udelukkende bygger på masse og friktion mellem selve anordningen og overfladen (dødvægtsankre).

(8)

Kommissionen har efter at have undersøgt standard EN 795:2012 fastslået, at kun forankringsanordningerne af type B og E er mobile anordninger, der ikke er bestemt til at være permanent fastgjort til strukturen, hvorfor de er PV, der er omfattet af direktiv 89/686/EØF.

(9)

De europæiske standardiseringsorganisationer, de europæiske interessentorganisationer, der modtager EU-finansiering, og arbejdsgruppen vedrørende personlige værnemidler blev hørt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Referencen for standard EN 795:2012 »Personligt faldsikringsudstyr — Forankringsanordninger« offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende med forbehold som anført i bilaget.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 399 af 30.12.1989, s. 18.

(2)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12.


BILAG

OFFENTLIGGØRELSE AF TITLER OG REFERENCER FOR EUROPÆISKE HARMONISEREDE STANDARDER I HENHOLD TIL DIREKTIV 89/686/EØF

ESO (1)

Den harmoniserede standards reference og titel

(og referencedokument)

Første offentliggørelse i EUT

Reference for erstattet standard

Formodning om overensstemmelse med den erstattede standard ophører den (dato)

Anm. 1

CEN

EN 795:2012

Personligt faldsikringsudstyr — Forankringsanordninger

Dette er den første offentliggørelse

EN 795:1996

 

Advarsel: Denne offentliggørelse vedrører ikke det udstyr, der beskrives i:

type A (forankringsanordninger med et eller flere stationære forankringspunkter, der kræver strukturelle forankringsanordninger eller fastgørelseselementer til fastgørelse til strukturen), jf. punkt 3.2.1, 4.4.1 og 5.3

type C (forankringsanordninger med vandrette fleksible forankringsliner), jf. punkt 3.2.3, 4.4.3 og 5.5

type D (forankringsanordninger med vandrette stive forankringsliner), jf. punkt 3.2.4, 4.4.4 og 5.6

enhver kombination af ovenstående.

For så vidt angår type, A, C og D vedrører denne offentliggørelse ikke punkt: 4.5, 5.2.2, 6, 7; bilag A og bilag ZA.

Der er for ovennævnte udstyr ikke nogen formodning om overensstemmelse med bestemmelserne i direktiv 89/686/EØF, fordi de ikke betragtes som PV.

Bemærkning:

Formodning om overensstemmelse ophører som regel på den tilbagetrækningsdato, der fastsættes af den europæiske standardiseringsorganisation, men brugerne af disse standarder bør være opmærksomme på, at den i særlige tilfælde kan ophøre på et andet tidspunkt.


(1)  ESO: Europæisk standardiseringsorganisation:

CEN: Avenue Marnix 17, B-1000, Bruxelles, tlf. +32 25500811, fax +32 25500819 (http://www.cen.eu)

CENELEC: Avenue Marnix 17, B-1000, Bruxelles, tlf. +32 25196871, fax +32 25196919 (http://www.cenelec.eu)

ETSI: 650, route des Lucioles, F-06921 Sophia Antipolis, tlf. +33 492944200; fax +33 493654716, (http://www.etsi.eu)


Top