14.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 176/38

(1)

Ved brev af 15. oktober 2004, der blev registreret den 25. oktober 2004, fik Kommissionen tilsendt en klage over påstået ulovlig statsstøtte til Frucona Košice. Klageren fremsendte yderligere oplysninger den 3. februar 2005. Der blev holdt et møde med klageren den 24. maj 2005.

(2)

På grundlag af klagerens oplysninger anmodede Kommissionen ved brev af 6. december 2004 Slovakiet om at underrette den om den omstridte foranstaltning. Slovakiet svarede ved brev af 4. januar 2005, der blev registreret den 17. januar 2005, og hvorved det oplyste Kommissionen om den muligvis ulovlige støtte til Frucona Košice a.s. i forbindelse med en kreditorordning og anmodede Kommissionen om at godkende den som redningsstøtte til en virksomhed i økonomiske vanskeligheder. Slovakiet indsendte yderligere oplysninger ved brev af 24. januar 2005, der blev registreret den 28. januar 2005. Kommissionen anmodede om yderligere oplysninger ved brev af 9. februar 2005, som blev besvaret ved brev af 4. marts 2005, der blev registreret den 10. marts 2005. Der blev holdt et møde med de slovakiske myndigheder den 12. maj 2005.

(3)

Ved brev af 5. juli 2005 oplyste Kommissionen Slovakiet om, at den havde besluttet at indlede proceduren efter TEUF's artikel 108, stk. 2, med hensyn til støtten.

(4)

Kommissionens afgørelse om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen.

(5)

De slovakiske myndigheder indsendte deres bemærkninger ved brev af 10. oktober 2005, der blev registreret den 17. oktober 2005. Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part (modtageren af støtten) ved brev af 24. oktober 2005, der blev registreret den 25. oktober 2005. Den videresendte dem til Slovakiet med en opfordring om at kommentere dem. Slovakiets kommentarer indgik ved brev af 16. december 2005, der blev registreret den 20. december 2005. Den 28. marts 2006 blev der holdt et møde, hvor modtageren fik lejlighed til at uddybe sine bemærkninger. Slovakiet fremsendte yderligere oplysninger ved brev af 5. maj 2006, der blev registreret den 8. maj 2006.

(6)

Kommissionen vedtog en afgørelse om tilbagebetaling af støtten den 7. juni 2006 (4). Efter den dato er Kommissionen i sin kommunikation med de slovakiske myndigheder, hvad angår gennemførelsen af afgørelsen, blevet underrettet om resultatet af den nationale retssag vedrørende størrelsen af den gæld, der skal være omfattet af virksomhedens ordning med kreditorerne. Der skal tages hensyn til disse oplysninger i denne afgørelse.

(7)

Den 12. januar 2007 ankede Frucona Košice a.s. afgørelsen til Retten, idet virksomheden bl.a. gjorde indsigelse imod klassificeringen af gældsafskrivningen som statsstøtte og påberåbte sig, at gældsafskrivningen var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske kreditorprincip. Ved dom afsagt den 7. december 2010 (sag T-11/07) afviste Retten appellantens argumentation og bekræftede Kommissionens afgørelse med den begrundelse, at en konkursprocedure ville have været mere fordelagtig for staten end kreditorproceduren.

(8)

Frucona Košice a.s. ankede Rettens dom til Domstolen og påberåbte sig navnlig, at Retten ikke havde vurderet Kommissionens anvendelse af det markedsøkonomiske kreditorprincip korrekt og uberettiget havde søgt at erstatte sin egen vurdering med Kommissionens vedrørende det markedsøkonomiske kreditorprincip (sag C-73/11 P).

(9)

Den 24. januar 2013 omstødte Domstolen Rettens dom. Domstolen fastslog, at Kommissionen havde begået en uomtvistelig fejl ved ikke at tage højde for en konkursprocedures varighed i sin vurdering af det markedsøkonomiske kreditorprincip eller, hvis den havde taget højde for denne faktor, ved ikke at begrunde sin afgørelse tilstrækkeligt. Sagen blev sendt tilbage til Retten med henblik på at få pådømt virksomhedens anbringender vedrørende skattefuldbyrdelsesproceduren, som Retten endnu ikke havde afsagt dom om.

(10)

På baggrund af Domstolens dom finder Kommissionen det derfor relevant at tilbagekalde den oprindelige afgørelse af 7. juni 2006 og erstatte den med denne afgørelse for at råde bod på de mangler, som Domstolen har fastslået.

(11)

Modtageren af den økonomiske støtte er Frucona Košice a.s., som var aktiv inden for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer, frugt og grønsager på dåse og eddike. Efter at have mistet sin licens stoppede modtageren med at producere alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Virksomheden fortsatte dog med at være aktiv på engrosmarkedet for alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Virksomheden ligger i en region, der er berettiget til regionalstøtte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF.

(12)

På tidspunktet for de afgørende begivenheder havde modtageren omkring 200 beskæftigede. I forbindelse med sine bemærkninger til Kommissionens afgørelse om at indlede den formelle undersøgelse fremlagde virksomheden tal for sin omsætning (inklusive punktafgifter og moms), der er anført i følgende tabel.

Tabel 1

Omsætning i forskellige produktionssegmenter, inklusive punktafgifter og moms (SKK)

(13)

Disse tal adskiller sig betydeligt fra dem, Kommissionen har modtaget fra de slovakiske myndigheder, og som den har anført i sin afgørelse om at indlede den formelle undersøgelse (6). De slovakiske myndigheder anfægtede ikke ovennævnte tals rigtighed i forbindelse med deres reaktion på modtagerens bemærkninger efter indledningen af den formelle undersøgelse. Ifølge de slovakiske myndigheder opfylder modtageren kriterierne for en mellemstor virksomhed.

(14)

Den omstridte foranstaltning vedrører afskrivning af en skattegæld, som skattekontoret, Košice IV, har foretaget som led i en kreditorprocedure. Kreditorproceduren er indført i henhold til lov nr. 328/91 om konkurs og kreditorordninger (i det følgende benævnt »konkursloven«).

(15)

En kreditorprocedure er en domstolsovervåget procedure, der i lighed med konkursproceduren sigter mod at afklare forgældede selskabers økonomiske situation (7). Under konkursproceduren ophører virksomheden med at eksistere, og enten sælges dens aktiver til en ny ejer, eller den træder i likvidation. Under kreditorproceduren fortsætter den forgældede virksomhed derimod sin virksomhed uden ændring af ejerskabet.

(16)

Kreditorproceduren indledes af den forgældede virksomhed. Målet er at opnå en aftale med kreditorerne, hvorved den forgældede virksomhed betaler en del af sin gæld, og kreditorerne giver afkald på den resterende del. Denne aftale skal godkendes af den overvågende domstol.

(17)

Kreditorer, hvis tilgodehavender er sikret, for eksempel ved pant, optræder som separatister. For at forslaget til en ordning kan accepteres, skal alle separatisterne stemme for, hvorimod et kvalificeret flertal er tilstrækkeligt for andre kreditorers vedkommende. Med andre ord stemmer separatister individuelt og har vetoret over forslaget.

(18)

Separatister har også en privilegeret stilling i konkursproceduren. Separatisternes krav kan indfries når som helst under konkursproceduren, og indtægterne fra salget af de sikrede aktiver i konkursproceduren skal udelukkende bruges til dækning af separatisternes krav. Hvis disse tilgodehavender ikke alle kan indfries med provenuet fra dette salg, overføres det udestående beløb til den næste gruppe bestående af de øvrige kreditorers fordringer. I denne gruppe fordeles provenuet proportionelt.

(19)

I henhold til konkursloven skal en virksomhed, der indgiver en begæring om en kreditorprocedure, forelægge den overvågende domstol en liste over foranstaltninger med henblik på omstrukturering og fortsat finansiering af driften efter kreditorproceduren.

(20)

I henhold til lov 511/92 om forvaltning af skatter og afgifter og ændringer i systemet med lokale finansielle myndigheder (i det følgende benævnt »skatteforvaltningsloven«) har en virksomhed mulighed for at bede skattemyndighederne om henstand med betalingen af skatter. Der opkræves renter af beløbet, og der skal stilles sikkerhed for skattegælden.

(21)

Skattefuldbyrdelsesproceduren, der har til formål at indfri statens skattetilgodehavender gennem salg af fast ejendom, løsøre eller virksomheden som helhed, er også underlagt skatteforvaltningsloven.

(22)

Mellem november 2002 og november 2003 udnyttede modtageren den mulighed, skatteforvaltningsloven giver for at få henstand med betalingen af punktafgiften på alkohol (8). Den udskudte gæld beløb sig til i alt 477 015 759 SKK (12,6 mio. EUR). Før skattekontoret accepterede at yde henstand, sikrede det alle sine tilgodehavender i modtagerens aktiver, som det er foreskrevet i loven. De slovakiske myndigheder gør gældende, at værdien af denne sikkerhed på grundlag af modtagerens regnskaber var 397 476 726 SKK (10,5 mio. EUR). Modtageren hævder imidlertid, at værdien af sikkerheden ifølge ekspertvurderinger ved udgangen af 2003 var 193 940 000 SKK (5 mio. EUR). Dette er ifølge modtageren værdien af de sikrede aktiver (løsøre, fast ejendom og tilgodehavender) udtrykt i såkaldte »ekspertpriser«.

(23)

Pr. 1. januar 2004 begrænsede den ændrede skatteforvaltningslov muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til kun en enkelt gang om året. Modtageren udnyttede denne mulighed for punktafgiften for december 2003, der skulle betales i januar 2004. Modtageren var imidlertid ikke i stand til at betale eller få henstand med punktafgiften for januar 2004, der skulle betales den 25. februar 2004. Som følge heraf blev modtageren til en forgældet virksomhed i konkurslovens betydning og mistede derfor sin tilladelse til produktion og forarbejdning af alkohol.

(24)

Den 8. marts 2004 indgav modtageren en ansøgning om en kreditorprocedure til den kompetente regionale domstol. Efter at have fastslået, at alle de nødvendige juridiske krav var opfyldt, traf den regionale domstol den 29. april 2004 en afgørelse om, at kreditorproceduren kunne gå i gang. På et møde den 9. juli 2004 stemte kreditorerne for den ordning, som modtageren havde foreslået. Den overvågende regionale domstol bekræftede ordningen ved afgørelse af 14. juli 2004.

(25)

I august 2004 ankede skattekontoret domstolens bekræftende afgørelse. Ved afgørelse af 25. oktober 2004 fastslog den slovakiske højesteret, at anken ikke kunne tages til påkendelse, og erklærede, at den regionale domstols afgørelse, som godkendte ordningen, fandt anvendelse og kunne fuldbyrdes pr. 23. juli 2004. Anklagemyndigheden ankede efterfølgende den regionale domstols afgørelse i henhold til den ekstraordinære ankeprocedure.

(26)

Kreditorerne, herunder skattekontoret, blev enige med modtageren om følgende ordning: 35 % af gælden skulle tilbagebetales af modtageren inden en måned fra ordningens ikrafttræden, og kreditorerne skulle give afkald på de resterende 65 % af gælden. Alle kreditorerne blev derfor behandlet på lige vilkår. De relevante beløb pr. kreditor er specificeret i nedenstående tabel.

Tabel 2

Modtagerens gældsstatus før og efter ordningen (SKK)

(27)

Skattekontorets krav, som blev medtaget i kreditorproceduren, androg 640 793 831 SKK (16,86 mio. EUR) og omfattede for størstedelens vedkommende ubetalte punktafgifter for perioden maj 2003-marts 2004 og moms for perioden januar-april 2004 med straftillæg og renter. De krav, skattekontoret gav afkald på, beløb sig til 416 515 990 SKK (11 mio. EUR). Ordningen gav skattekontoret 244 277 841 SKK (5,86 mio. EUR).

(28)

I kreditorproceduren optrådte skattekontoret som separatist og stemte som sådan individuelt. For at kreditorproceduren kunne blive gennemført skulle skattekontoret således stemme for. Skattekontorets privilegerede stilling skyldtes, at nogle af dets tilgodehavender var sikrede i forbindelse med modtagerens henstand med skattebetalingen i 2002-2003 (jf. betragtning 17). Alle de andre kreditorer stemte for den foreslåede ordning. Deres tilgodehavender var almindelige handelstilgodehavender uden sikkerhedsstillelse.

(29)

I sit forslag til en ordning fremlagde modtageren i overensstemmelse med konkurslovens krav om en detaljeret beskrivelse af reorganiseringsforanstaltningerne vedrørende produktion, distribution og arbejdsstyrke (herunder afskedigelser).

(30)

Med hensyn til organisation og arbejdsstyrke planlagde modtageren følgende foranstaltninger: oprettelse af en fælles produktionsenhed for alle produktionsaktiviteterne, reorganisering af transportfaciliteterne ved eksklusion af køretøjer med den laveste bogførte restværdi og reorganisering af de kommercielle aktiviteter. Disse foranstaltninger skulle ledsages af en afskedigelse af 50 medarbejdere fra marts til maj 2004. I samme periode skulle yderligere 50 medarbejdere arbejde for 60 % løn.

(31)

På det produktionsmæssige og tekniske område erklærede modtageren, at produktionsanlæggene til alkohol ville blive udlejet fra april 2004, eftersom virksomheden havde mistet sin tilladelse til alkoholproduktion. Modtageren havde planer om at reducere eller standse produktionen af visse urentable alkoholfri drikkevarer og erklærede, at der forud for indførelse af et eventuelt nyt produkt i denne kategori ville blive gennemført en analyse af dets rentabilitet.

(32)

Modtageren nævner også følgende foranstaltninger: Den omstrukturering af omkostningerne, der skulle følge af de lavere produktionsomkostninger efter indstillingen af alkoholproduktionen og af den delvise nedlæggelse af virksomhedens egne transportaktiviteter og salget af gammelt udstyr til skrot.

(33)

Modtageren planlagde også at sælge en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet og nævnte muligheden af at sælge eller udleje anlægget til eddikeproduktion. De slovakiske myndigheder bekræftede i deres kommentarer til afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, at salget af administrationsbygningen, butikken og rekreationsfaciliteten ikke havde fundet sted.

(34)

Modtageren planlagde et intensivt salg af sin lagerbeholdning af leveringsklare produkter (11).

(35)

I henhold til dette forslag skulle modtageren finansiere ordningen ved hjælp af egne midler (salg af lagerbeholdning) for 110 mio. SKK og gennem ekstern finansiering i form af et banklån på 100 mio. SKK. Ud fra de oplysninger, modtageren fremsendte som reaktion på indledningen af den formelle undersøgelse, blev den udestående gæld til sidst dækket af indtægterne fra udstedelsen af nye aktier (21 mio. SKK; 0,56 mio. EUR), indtægterne fra salget af lagerbeholdning (110 mio. SKK; 2,9 mio. EUR) og et leverandørlån fra Old Herold s.r.o. (100 mio. SKK; 2,6 mio. EUR). Betalingsfristen for Old Herold s.r.o.'s fakturaer var 40 dage, hvilket ifølge modtageren var en lang periode, som skyldtes modtagerens vanskelige økonomiske situation. Denne forlængede betalingsfrist gjorde det muligt for modtageren at opspare de nødvendige kontanter.

(36)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse underrettede de slovakiske myndigheder Kommissionen om, at der i overensstemmelse med kreditorproceduren var indbetalt 224 277 841 SKK til skattekontoret den 17. december 2004. De slovakiske myndigheder bekræftede, at de havde suspenderet den gældsafskrivning, der var opnået enighed om under kreditorproceduren, så længe Kommissionens sagsbehandling ikke var afsluttet.

(37)

I en af deres henvendelser vedrørende gennemførelsen af Kommissionens afgørelse om tilbagebetaling af støtten underrettede de slovakiske myndigheder Kommissionen om udfaldet af den ekstraordinære ankeprocedure, der er omtalt i betragtning 25: Med sin afgørelse af 27. april 2006 forkastede den slovakiske højesteret delvist den kompetente regionale domstols afgørelse af 14. juli 2004, der bekræftede kreditorproceduren, med den begrundelse, at man fejlagtigt havde inkluderet en vejafgiftsrestance på 424 490 SKK i ordningen. Højesteret afviste den resterende del af anken. Ved sin afgørelse af 18. august 2006 gennemførte den kompetente regionale domstol højesterets afgørelse af 27. april 2006 og fastslog, at det korrigerede beløb, der skulle betales til skattekontoret, var 640 369 341,4 SKK (hvoraf 35 % svarer til 224 129 269,1 SKK).

(38)

I sin afgørelse om at indlede den formelle undersøgelse udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt den omstridte gældsafskrivning udgjorde statsstøtte. Kommissionen konkluderede, at skattekontorets adfærd i forbindelse med kreditorproceduren ikke var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske kreditorprincip. Kommissionen fandt navnlig, at skattekontoret var i en situation, der var juridisk forskellig fra de andre kreditorers, da det ejede pantesikrede fordringer og havde mulighed for at indlede en skattefuldbyrdelsesprocedure. Kommissionen tvivlede på, om kreditorproceduren førte til det bedst mulige resultat for staten sammenlignet med konkursproceduren eller skattefuldbyrdelsesproceduren.

(39)

Kommissionen satte også spørgsmålstegn ved, om den omstridte støtte var forenelig med det indre marked. Den tvivlede især på, om støtten kunne anses for forenelig som redningsstøtte, sådan som de slovakiske myndigheder havde hævdet. Redningsstøtte kan kun være likviditetsstøtte i form af lånegarantier eller lån. Den omstridte foranstaltning er imidlertid en gældsafskrivning, hvilket svarer til et tilskud, der ikke skal tilbagebetales. Støtten blev heller ikke bevilget på den betingelse, at modtageren fremlagde en omstruktureringsplan eller en likvidationsplan eller tilbagebetalte støtten fuldt ud inden 6 måneder efter, at redningsforanstaltningen var godkendt.

(40)

Kommissionen undersøgte dernæst den omstridte foranstaltnings forenelighed som omstruktureringsstøtte og rejste tvivl om, hvorvidt to af hovedbetingelserne var opfyldt, nemlig at der forelå en omstruktureringsplan, som sikrede genetablering af den langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist, og at støtten var begrænset til det strengt nødvendige.

(41)

Ud over oplysninger om de forhold, der er omtalt ovenfor i del II, indsendte modtageren følgende bemærkninger.

(42)

Modtageren fremfører, at grunden til virksomhedens økonomiske vanskeligheder i begyndelsen af 2004 var ændringen af skatteforvaltningsloven, som begrænsede muligheden for at anmode om henstand med skattebetalingen til kun én gang om året. Dette var en vigtig ændring for modtageren, som, med egne ord, havde regnet med denne mulighed i de foregående år.

(43)

Om sagens realitet fremfører modtageren for det første, at Kommissionen ikke havde kompetence til at undersøge den omstridte foranstaltning, fordi foranstaltningen var iværksat før tiltrædelsesdatoen og ikke fandt anvendelse efter tiltrædelsen. Foranstaltningen hævdes at haft virkning før tiltrædelsen, fordi kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004 og, som modtageren gør gældende, blev godkendt af domstolen den 29. april 2004, dvs. før Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union. Endvidere hævdes skattemyndighederne at have tilkendegivet, at de var enige i den foreslåede ordning ved de forhandlinger, der gik forud for indledningen af kreditorproceduren. Der blev holdt et møde med Den Slovakiske Republiks skattedirektorat i december 2003, og den 3. februar 2004 sendte det lokale skattekontor modtageren et brev, hvori det angiveligt bekræftede muligheden for at benytte en kreditorprocedure.

(44)

Modtageren fremfører endvidere, at den omstridte foranstaltning, selv om Kommissionen fortsat hævdede at have kompetence til at behandle sagen, ikke kunne betragtes som statsstøtte, fordi det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt.

(45)

For det første fremfører modtageren, at sammenligningen mellem kreditorproceduren og skattefuldbyrdelsesproceduren er vildledende, fordi indledningen af førstnævnte udelukker eller suspenderer sidstnævnte. Skattefuldbyrdelsesproceduren var derfor ikke et alternativ for skattekontoret. Endvidere ville skattekontoret ifølge modtageren have været juridisk forpligtet til at iværksætte konkursproceduren eller en kreditorprocedure i henhold til insolvenslovgivningen efter nogle uger eller måneder, hvis kreditorproceduren ikke var blevet indledt frivilligt.

(46)

For det andet fremfører modtageren, at statens beslutning om at undgå konkurs og i stedet søge at finde en løsning gennem kreditorproceduren opfyldte det markedsøkonomiske kreditorprincip. Som bevis herpå fremlægger virksomheden erklæringer fra to revisorer og en bobestyrer om, at skattekontoret ville få mere ud af kreditorproceduren end af konkursproceduren, og at det ville ske hurtigere. Modtageren fremlægger også yderligere materiale og statistikker for at påvise, at konkursproceduren i Slovakiet i gennemsnit varer 3-7 år og kun giver et meget begrænset udbytte ved salg af aktiver (12).

(47)

Modtageren baserer hovedsagelig sin analyse på revisionsfirmaet EKORDAs rapport af 7. juli 2004, som skattekontoret hævdes at have haft til rådighed før kreditorernes afstemning den 9. juli 2004. Der blev imidlertid ikke fremlagt noget bevismateriale for, at dette rent faktisk var tilfældet.

(48)

Ifølge EKORDAs rapport ville indtægterne af salget af aktiver i tilfælde af konkurs i bedste fald være 204 mio. SKK (5,3 mio. EUR) og, efter fradrag af diverse gebyrer på 45 mio. SKK, kun 159 mio. SKK (4,2 mio. EUR). Modtageren selv korrigerede det gebyrbeløb, der skulle fratrækkes (36 mio. SKK), og nåede frem til et tal på 168 mio. SKK (4,4 mio. EUR). Selv om skattekontoret som den eneste separatist og som langt den største kreditor ville få det meste af dette provenu, ville det stadig være mindre end det, skattekontoret fik efter ordningen.

(49)

For at nå frem til dette resultat brugte EKORDA som grundlag bogføringsværdien pr. 31. marts 2004 af anlægsaktiver, lagerbeholdning, kontanter og kortfristede tilgodehavender efter en justering, hvor der blev taget højde for deres uerholdelighed og deres lave værdi. EKORDA justerede den nominelle værdi af modtagerens aktiver med en »likvidationsfaktor« for hver enkelt del af aktiverne i tilfælde af salg under en konkursprocedure (45 % for anlægsaktiver, 20 % for lagerbeholdning og kortfristede tilgodehavender og 100 % for kontanter).

(50)

EKORDA nævner såvel det fremtidige skatteprovenu af modtagerens drift (13) som beskæftigelsesudviklingen i regionen og udviklingen i fødevarebranchen i Slovakiet som meget vigtige faktorer, der taler for en beslutning om at opretholde modtagerens drift.

(51)

Modtageren nævner også to andre rapporter. Revisoren Marta Kochová konkluderede, at maksimumindtægten fra salget af aktiverne, som dog ikke var blevet vurderet, ville være 100 mio. SKK (2,6 mio. EUR), som efter fradrag af gebyrer på 22 mio. SKK kun ville være 78 mio. SKK (2 mio. EUR). Bobestyreren fr. Holovačová har efter sigende udtalt, at kreditorproceduren efter hendes mening generelt er mere fordelagtig for kreditorerne end konkurs. Én af grundene er, at kreditorerne har en interesse i, at skyldneren fortsætter driften (fremtidige indtægter fra handel eller fra skatter).

(52)

For det tredje fremfører modtageren, at langsigtede hensyn bør tages i betragtning, såsom fremtidigt skatteprovenu. Det hævdes, at retspraksis, som udelukker socialpolitiske hensyn fra det markedsøkonomiske kreditorprincip, ikke gælder, når en offentlig myndighed ser på beregningen af det fremtidige skatteprovenu (14). Ifølge modtageren er den offentlige myndighed her i samme situation som en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold og i sin egenskab af leverandør er interesseret i kundens overlevelse. Modtageren henviser dernæst til retspraksis vedrørende det markedsøkonomiske investorprincip.

(53)

Modtageren konkluderer, at det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt, og at den omstridte foranstaltning ikke skal betragtes som statsstøtte.

(54)

Hvis Kommissionen alligevel skulle konkludere noget andet, mener modtageren, at den omstridte foranstaltning er forenelig som omstruktureringsstøtte. Modtageren fremfører, at skattekontoret havde efterprøvet dennes forretningsplan for genetablering af den langsigtede rentabilitet, før det accepterede ordningen. At der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan er ifølge modtageren irrelevant i en situation, hvor Kommissionen foretager en efterfølgende vurdering af sagen, fordi Kommissionen nu er i stand til at se, om modtageren faktisk blev levedygtig. Dog mener modtageren, at en detaljeret omstruktureringsplan er nødvendig i tilfælde af en forudgående vurdering. Modtageren beskriver dernæst kort de omstruktureringsforanstaltninger, der er truffet, nemlig forøgelse af egenkapitalen, afskedigelser og salg af lagerbeholdning, og giver udtryk for den opfattelse, at indstillingen af produktionen af alkohol og alkoholholdige drikkevarer og udlejningen af produktionsaktiverne til selskabet Old Herold s.r.o. virkelig var en omstruktureringsforanstaltning. Skønt indstillingen af produktionen oprindeligt skyldtes inddragelse af virksomhedens tilladelse, ansøgte modtageren ikke om en ny tilladelse efter ordningen.

(55)

Ifølge modtageren var kravet om, at virksomhedens bidrag til omstruktureringen skulle være betydeligt, også opfyldt.

(56)

Endelig fremfører modtageren, at den kendsgerning, at virksomheden opererer i en støtteberettiget region og er en af de største regionale arbejdsgivere, bør tages i betragtning ved anvendelsen af de rammebestemmelser, der gælder for omstruktureringsstøtte.

(57)

De slovakiske myndigheder fremsatte i deres svar på indledningen af den formelle undersøgelse nogle kommentarer til de oplysninger, som er nævnt i del II.

(58)

De slovakiske myndigheder bekræftede, at skattekontoret på tidspunktet for afstemningen i forbindelse med kreditorproceduren ikke tog statsstøtteaspektet i betragtning. Skattekontoret anså ikke ordningen som en form for statsstøtte, og modtageren blev derfor ikke bedt om at fremlægge en omstruktureringsplan, som er forskellig fra den forretningsplan, der fremlægges for domstolen i henhold til insolvenslovgivningen.

(59)

De slovakiske myndigheder fremsatte følgende kommentarer til støttemodtagerens bemærkninger.

(60)

De slovakiske myndigheder mente ikke, at modtagerens bemærkninger om konkursprocedurens gennemsnitlige varighed og det gennemsnitlige provenu fra salg af aktiver under en konkursprocedure var relevante i den foreliggende sag. Ifølge dem ville konkursprocedurens varighed — i betragtning af det beskedne antal kreditorer og beholdningen af aktiver med en positiv likvidationsværdi, som oversteg det beløb, staten fik udbetalt efter ordningen — have været kortere end den gennemsnitlige periode, og skattekontorets udbytte ville have været større, end det var tilfældet ved ordningen. Det lokale skattekontor gennemførte en inspektion hos modtageren den 21. juni 2004 og fandt, at denne pr. 17. juni 2004 havde en kontantbeholdning på 161,3 mio. SKK, tilgodehavender på 62,8 mio. SKK, lagre af alkohol og alkoholholdige drikkevarer til en værdi af 84 mio. SKK og anlægsaktiver med en bogført værdi på 200 mio. SKK.

(61)

De slovakiske myndigheder mener, at skattefuldbyrdelsesproceduren var et reelt alternativ for skattekontoret. De bekræfter, at skattekontoret havde mulighed for at indlede denne procedure forud for kreditorproceduren, hvilket det også kunne have gjort, hvis domstolen havde afvist at bekræfte ordningen (fordi skattekontoret som separatist ikke havde stemt for den).

(62)

De slovakiske myndigheder er ikke enige i modtagerens påstand om, at dennes økonomiske vanskeligheder skyldtes ændringen i skatteforvaltningsloven. Ifølge de slovakiske myndigheder skyldtes modtagerens økonomiske vanskeligheder den økonomiske strategi, der bestod i, at modtageren brugte indirekte skatter til at drive sin forretning med. I stedet burde modtageren blot have opkrævet skatterne fra sine kunder og overført dem til staten.

(63)

De slovakiske myndigheder er heller ikke enige i, at mødet med skattedirektoratet i december 2003 er bevis på en foreløbig accept af ordningen fra skattekontorets side. De fremlagde et brev af 6. juli 2004 fra skattedirektoratet til skattekontoret med besked om ikke at acceptere den ordning, modtageren havde foreslået, fordi den var ufordelagtig for staten. Dette brev henviste dernæst til et andet, mere generelt brev af 15. januar 2004 fra finansministeren til skattedirektoratet med besked om ikke at acceptere forslag til ordninger med kreditorer, som ville betyde, at skattemyndighederne skulle give afkald på skattetilgodehavender. Endvidere fortolker de slovakiske myndigheder det brev af 3. februar 2004, som modtageren henviste til (jf. betragtning 43), som en udtrykkelig afvisning af 35 %-ordningen.

(64)

De slovakiske myndigheder fremfører, at modtageren ikke havde betalt punktafgifter til tiden (januar 2001-marts 2004) og regelmæssigt havde fået sine skatteforpligtelser udsat.

(65)

Ifølge de slovakiske myndigheder rejser de betydelige forskelle i vurderingerne i de to revisorers rapporter (se betragtning 48 og 51) tvivl om begge rapporters troværdighed. Myndighederne tvivler især på den likvidationsfaktor, EKORDA tilskriver kortfristede aktiver. Denne faktor burde være højere end 20 %.

(66)

Endelig havde modtageren ifølge de slovakiske myndigheder ikke udarbejdet en realistisk omstruktureringsplan, og de foranstaltninger, der blev foreslået i forbindelse med kreditorproceduren, kunne ikke betragtes som omstruktureringsforanstaltninger.

(67)

Da nogle af de relevante begivenheder fandt sted før Slovakiets tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, skal Kommissionen først fastslå, om den er kompetent til at behandle den omstridte foranstaltning.

(68)

Foranstaltninger, der er iværksat før tiltrædelsen og ikke gælder efter tiltrædelsen, kan ikke undersøges af Kommissionen, hverken i henhold til overgangsordningen efter punkt 3 i bilag IV til tiltrædelsestraktaten eller i henhold til de procedurer, der er fastlagt i artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Hverken tiltrædelsestraktaten eller TEUF kræver eller hjemler en undersøgelse af disse støtteforanstaltninger fra Kommissionens side.

(69)

Foranstaltninger iværksat efter tiltrædelsen falder imidlertid klart inden for Kommissionens kompetenceområde. For at kunne bedømme tidspunktet for gennemførelsen af en bestemt støtteforanstaltning er det relevante kriterium den retligt bindende retsakt, hvorved den kompetente nationale myndighed påtager sig at bevilge støtten (15).

(70)

Modtageren hævdede, at den omstridte foranstaltning blev iværksat før tiltrædelsen og ikke gælder derefter (jf. betragtning 43).

(71)

Kommissionen kan ikke acceptere de argumenter, der fremlægges af modtageren. Forslaget om at indlede kreditorproceduren er ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed, men modtagerens eget tiltag. Domstolens afgørelse om at iværksætte kreditorproceduren er heller ikke et dokument udstedt af den bevilgende myndighed. Denne afgørelse tillod kun modtageren og dennes kreditorer at gå videre med forhandlingerne om ordningen, men udgjorde klart ikke den bevilgende begivenhed. Der foreligger intet bevis for, at skattedirektoratet skulle have givet udtryk for sin enighed i den omstridte foranstaltning på mødet i december 2003. De slovakiske myndigheder benægtede tværtimod, at der skulle have foreligget en sådan foreløbig aftale. Brevet af 3. februar 2004 afviser udtrykkeligt forslaget om 35 %-ordningen.

(72)

Den kompetente myndigheds beslutning om at give afkald på nogle af sine krav blev truffet den 9. juli 2004, da skattekontoret accepterede den ordning, der blev foreslået af modtageren.

(73)

Spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningen er gældende efter tiltrædelsen, er derfor ikke længere relevant.

(74)

Kommissionen erklærer sig derfor kompetent til at vurdere den anfægtede foranstaltning i medfør af artikel 108 i TEUF.

(75)

I henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked.

(76)

Når en offentlig myndighed, såsom et skattekontor, giver afkald på et tilgodehavende, er der tale om anvendelse af statsmidler, og da foranstaltningen begunstiger en individuel virksomhed, er den selektiv.

(77)

Indtil de begivenheder, som udløste insolvensproceduren, opererede modtageren på markedet for produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer samt frugt og grøntsager på dåse. I 2003 var modtageren den tredjestørste producent af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i Slovakiet. Siden inddragelsen af tilladelsen til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer i marts 2004 har modtageren været aktiv på engrosmarkedet gennem salg af alkohol og alkoholholdige drikkevarer produceret af et andet selskab, Old Herold s.r.o., som lejer og anvender modtagerens produktionsfaciliteter. I alle de segmenter, hvor modtageren var aktiv før kreditorproceduren, og hvor modtageren er aktiv i øjeblikket, sker der samhandel mellem medlemsstaterne.

(78)

I afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelsesprocedure rejste Kommissionen tvivl om, hvorvidt foranstaltningen fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene ved at give modtageren en fordel, som denne normalt ikke ville kunne opnå på markedet. Kommissionen tvivlede med andre ord på, om staten havde opført sig som en markedsøkonomisk kreditor i forhold til modtageren.

(79)

Det blev fastslået, at kreditorproceduren indeholdt de samme gældssaneringsvilkår for både de private kreditorer og skattekontoret (offentlig kreditor). 35 % af gælden skulle betales til kreditorerne inden for en fastsat periode — et krav, som modtageren opfyldte. De resterende 65 % skulle afskrives.

(80)

Skattekontorets kreditorstilling var imidlertid usædvanligt stærk i dette tilfælde og kan ikke sidestilles med en typisk kreditors stilling i en konkursprocedure. Før ordningen var skattekontoret i en juridisk og økonomisk mere fordelagtig position end kreditorerne. Ikke alene var skattekontoret, der stod for over 99 % af alle krav i konkursproceduren, klart den dominerende og afgørende kreditor, men også — og ikke mindst — separatist. Skattekontorets krav kunne derfor indfries når som helst under konkursproceduren qua indtægterne fra salg af sikrede aktiver: Som nævnt i betragtning 18 ovenfor ville disse indtægter udelukkende blive brugt til dækning af separatistens krav. Det er derfor nødvendigt at undersøge i detaljer, om skattekontoret brugte alle disponible midler for at opnå den størst mulige tilbagebetaling af sine tilgodehavender, ligesom en markedsøkonomisk kreditor ville gøre.

(81)

De betingelser, som en foranstaltning skal opfylde for at blive behandlet som statsstøtte i henhold til artikel 107 TEUF, er ikke opfyldt, hvis den begunstigede virksomhed under omstændigheder, der svarer til normale markedsvilkår, ville kunne opnå de samme fordele som dem, der opnås qua statsmidlerne (16). Den vurdering skal som udgangspunkt foretages på grundlag af det markedsøkonomiske kreditorprincip. Når en offentlig kreditor yder betalingslempelser, hvad angår dennes tilgodehavender hos en virksomhed, udgør disse betalingslempelser statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvis — under hensyn til, hvor stor en økonomisk fordel betalingslempelserne medfører — den pågældende virksomhed helt klart ikke ville have opnået tilsvarende lempelser fra en privat kreditor, der befinder sig i en situation, der svarer så meget som muligt til den offentlige kreditors situation, og som ønsker at inddrive tilgodehavender fra en skyldner i økonomiske vanskeligheder (17).

(82)

Anvendeligheden af princippet om den private markedsaktør afhænger i sidste ende af, om den pågældende medlemsstat på anden vis end i sin egenskab af offentlig myndighed har givet virksomheden en økonomisk fordel. Det følger heraf, at hvis en medlemsstat henholder sig til dette princip under den administrative procedure, skal den i tvivlstilfælde fremskaffe utvetydig, objektiv og verificerbar dokumentation for, at den gennemførte foranstaltning kan tilskrives medlemsstaten, der handler som en privat markedsaktør. Det skal fremgå tydeligt af dokumentationen, at den pågældende medlemsstat traf beslutningen om at handle, som den gjorde, før eller samtidig med at modtageren opnåede en økonomisk fordel. I den sammenhæng kan det være nødvendigt at fremskaffe dokumentation for, at beslutningen er baseret på økonomiske vurderinger svarende til sådanne vurderinger, som en rationel privat markedsaktør i en situation, der svarer så meget som muligt til medlemsstatens situation, ville have foretaget under lignende omstændigheder. Det er imidlertid ikke nok at henholde sig til økonomiske vurderinger, der foretages, efter at modtageren har opnået en økonomisk fordel, eller til en efterfølgende konstatering af, at den pågældende medlemsstats fremgangsmåde reelt var gavnlig, eller til efterfølgende begrundelser for den faktisk valgte fremgangsmåde (18).

(83)

Den Slovakiske Republik fremfører kort sagt, at foranstaltningen efter dens opfattelse skal betragtes som statsstøtte. Den erkender, at spørgsmålet om statsstøtte ganske enkelt ikke blev overvejet på det tidspunkt, hvor ordningen blev iværksat, og anmoder om, at den omstridte foranstaltning betragtes som redningsstøtte. Det fremgår således, at kravene i henhold til retspraksis, jf. ovenfor, ikke er opfyldt i dette tilfælde, og den omstridte foranstaltning udgør således statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(84)

Det er modtageren, der fremfører, at foranstaltningen ikke omfatter støtte, og som fremlægger ovennævnte dokumenter, navnlig rapporter fra to revisorer.

(85)

På grundlag af de oplysninger, som både modtageren og de slovakiske myndigheder har fremlagt, har Kommissionen med hensyn til modtagerens økonomiske situation i det pågældende år fastslået følgende forhold, der er relevante for anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip. Kommissionen kan ikke kontrollere modtagerens tal pr. 31. marts 2004 og de slovakiske myndigheders tal pr. 17. juni 2004 på grundlag af modtagerens regnskaber. Kommissionen har imidlertid ingen grund til at betvivle disse tal.

Tabel 3

Modtagerens økonomiske situation 2003-2004 (mio. SKK)

(86)

Kommissionen vil først undersøge den dokumentation, modtageren har fremlagt til støtte for sin udtalelse om, at konkursproceduren ville have stillet skattekontoret ringere end kreditorproceduren (afsnit 2.1). Derefter vil Kommissionen undersøge skattekontorets situation i forhold til en skattefuldbyrdelsesprocedure (afsnit 2.2). Endelig vil Kommissionen undersøge andet bevismateriale, som de slovakiske myndigheder og modtageren har fremlagt (afsnit 2.3).

(87)

Som beskrevet i betragtning 37 blev det gældsbeløb, som ordningen skulle omfatte, reduceret som følge af den ekstraordinære ankeprocedure. Det skal dog bemærkes, at denne dom blev afsagt flere år efter beslutningen om at deltage i ordningen. Hvad angår det markedsøkonomiske kreditorprincip, er det de oplysninger, der var tilgængelige på det tidspunkt, hvor en kreditor ville have taget stilling til, hvilken fremgangsmåde der var den mest hensigtsmæssige, der udgør den standard, som den offentlige kreditors adfærd skal vurderes ud fra. I analysen nedenfor benyttes derfor tallene fra aftalen af 23. juli 2004.

(88)

For at vurdere, om modtageren opnåede faktiske fordele, skal Kommissionen foretage en generel vurdering og tage højde for alle relevante beviser i sagen, så den kan fastslå, om den pågældende virksomhed reelt ikke ville have opnået tilsvarende lempelser fra en privat kreditor (27). Kommissionen skal med andre ord undersøge, om skattekontoret blev bedre stillet ved at acceptere de foreslåede betingelser i kreditorproceduren, eller om det ville have været mere fordelagtigt at indlede en konkursprocedure.

(89)

Kommissionen mener ikke, at EKORDA-rapporten udgør et pålideligt grundlag for at sammenligne den foreslåede ordning med en hypotetisk konkursprocedure. De slovakiske myndigheder er enige med Kommissionen i den henseende.

(90)

Indledningsvis noterer Kommissionen, at EKORDA ved udgivelsen af sin rapport den 7. juli 2004 (kun to dage før kreditorernes møde) lagde modtagerens aktiver pr. 31. marts 2004 til grund for sine beregninger. Det fremgår klart af tabel 3, at de forskellige aktivers niveau ændredes betydeligt efter 31. marts 2004. Især blev en betydelig del af lagerbeholdningen solgt, hvilket førte til en øget kontantbeholdning. Disse ændringer er af stor betydning for anvendelsen af likvidationsfaktorer, som strækker sig fra 20 % for lagerbeholdning og kortfristede tilgodehavender til 100 % for kontanter. Det forholder sig nemlig sådan, at selv hvis EKORDAs likvidationsfaktorer havde været korrekte (hvilket Kommissionen anfægter af de grunde, der er beskrevet nedenfor), og man anvendte EKORDAs metode, viser følgende tabel, at resultatet af EKORDAs beregning ville have været anderledes, hvis den havde været baseret på tal fra 28. april 2004 og 17. juni 2004, dvs. stadig før kreditorernes møde den 9. juli 2004.

Tabel 4

Sammenligning af det sandsynlige provenu af salget af modtagerens aktiver ved en konkursprocedure (mio. SKK)

(91)

Det skal bemærkes, at den forretningsplan, som modtageren forelagde domstolen, omfattede salg af lagerbeholdning for 110 mio. SKK over perioden marts-maj 2004. EKORDA må derfor have været klar over, at modtagerens aktiver ville undergå betydelige ændringer efter 31. marts 2004, men tog ikke hensyn til det.

(92)

Hvis der var blevet taget højde for modtagerens aktiver fra 28. april 2004, ville konklusionen have været, at det sandsynlige udbytte fra salg af modtagerens aktiver i en konkursprocedure ville have været større, end det skønnes i rapporten (238 mio. SKK, eller 6,3 mio. EUR, i stedet for 204 mio. SKK, eller 5,3 mio. EUR). En analyse med tallene fra juni 2004 ville have gjort det muligt at fastslå tydeligt og klart, at det sandsynlige udbytte fra salg af modtagerens aktiver i en konkursprocedure (275 mio. SKK; 7,2 mio. EUR) ville have været større, end det var foreslået i kreditorproceduren, og at skattekontoret skulle bruge sin vetoret og afvise forslaget med en ophævelse af kreditorproceduren til følge. Kommissionen vil gerne endnu en gang understrege, at ovenstående resultater er opnået ved brug af EKORDAs antagelser og metode.

(93)

Kommissionen kan imidlertid ikke acceptere den metode, der er anvendt af EKORDA, og finder ikke modtagerens forudsætninger troværdige. Denne konklusion understøttes af de slovakiske myndigheders tvivl som beskrevet i betragtning 60 og 65.

(94)

For det første forklarer EKORDA ikke i sin rapport, hvordan de 3 likvidationsfaktorer er fastsat. Formålet med likvidationsfaktorerne er at beregne restværdien af de aktiver, der sælges under likvidationen, idet der tages højde for, hvilken type salg der er tale om, f.eks. aktiver, der sælges separat, under tidspres osv. Derfor går man ud fra, at værdien af aktiver, der afhændes under likvidation, normalt er lavere end deres bogførte værdi, alt efter hvilken type aktiv der er tale om. Likvidationsfaktoren er den procentvise forskel på værdien af aktiver, der afhændes under likvidation, og deres bogførte værdi.

(95)

Endvidere synes likvidationsfaktoren på 45 % for langfristede aktiver at være for lav. Ifølge modtageren var værdien af de aktiver, skattekontoret havde pant i, 194 mio. SKK (31). Denne værdi er ifølge modtageren udtrykt i priser, som blev anslået af uafhængige eksperter omkring udgangen af 2003/begyndelsen af 2004. Efter Kommissionens opfattelse skulle en sådan »ekspertpris« normalt afspejle aktivets generelle pris og være udtryk for den pris, som aktivet kunne sælges til på et givet tidspunkt. Det bør erindres, at ekspertværdien af disse aktiver blev beregnet med henblik på at vurdere deres værdi som sikkerhed for de slovakiske myndigheder i forhold til modtagerens udskudte skattegæld, som krævet i den slovakiske skatteforvaltningslov. EKORDA giver ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurssalget af langfristede aktiver kun ville udgøre 45 % af deres bogførte værdi på 205 mio. SKK, når modtageren selv vurderede disse aktiver meget højere.

(96)

Hvad angår modtagerens udsagn om, at det ville være vanskeligt at finde en køber, fordi størstedelen af de pantsatte maskiner var begrænset til produktion af alkohol og alkoholholdige drikkevarer, alkoholfri drikkevarer eller produkter på dåse, har Kommissionen følgende to kommentarer. For det første skal det bemærkes, at »ekspertprisen« på den pantsatte faste ejendom var 105 mio. SKK, hvilket i sig selv er højere end det totale udbytte efter EKORDAs skøn (92 mio. SKK). For det andet viser den faktiske udvikling i virksomheden, at nogle af disse produktionsaktiver hurtigt fandt en bruger, Old Herold s.r.o. Faktisk blev virksomhedens produktionsaktiver udlånt til Old Herold, så snart modtageren havde mistet sin licens til fremstilling af alkohol og alkoholholdige drikkevarer. Der ser derfor ud til at have været en umiddelbar interesse i disse produktionsaktiver fra en konkurrents side.

(97)

Med hensyn til lageret anser de slovakiske myndigheder selv, at likvidationsfaktoren burde være højere end 20 %.

(98)

Modtageren var i stand til at få 110 mio. SKK for salget af sit lager i 2004 (se betragtning 35), dvs. mere end 50 % af den bogførte værdi af lageret, som EKORDA baserede sin vurdering på. Dette er en stærk indikation af, at likvidationsfaktoren på 20 % var for lav. Ændringerne i balancen for 2004 med hensyn til lageret understøtter denne konklusion. Derudover anslog modtageren selv i sin forretningsplan provenuet fra salget af lageret i perioden marts-maj 2004 til 110 mio. SKK (se betragtning 35). EKORDA ignorerede dette skøn. Endelig kan det ud fra karakteren af modtagerens aktiviteter antages, at lageret bestod af færdigvarer og halvfabrikata, der kunne være solgt direkte til distributører eller forbrugere, hvilket yderligere understøtter en højere likvidationsfaktor.

(99)

Kommissionen mener derfor, at likvidationsfaktoren for lageret bør være 52 %. Dette tal er baseret på modtagerens skøn for det provenu, virksomheden kunne få fra salget af lageret med henblik på at finansiere aftalen (dvs. 110 mio. SKK). Under hensyntagen til den bogførte værdi på det tidspunkt (209 mio. SKK) var den eneste mulige likvidationsfaktor for lageret derfor mindst 52 % (52 % af 209 mio. = 110 mio.).

(100)

Endvidere anvendte EKORDA en dobbeltjustering med hensyn til kortfristede tilgodehavender. Det justerede først deres bogførte værdi med 59 % (den bogførte værdi var 166 mio. SKK, og den værdi, EKORDA brugte i sine beregninger, var 98 mio. SKK) og anvendte dernæst den lave likvidationsfaktor på 20 %. Denne metode er tvivlsom. Det er acceptabelt at justere bogføringsværdien af tilgodehavender, så den afspejler deres faktiske værdi på et givet tidspunkt. EKORDA giver imidlertid ingen forklaring på, hvorfor udbyttet ved konkurs/likvidation kun ville være en femtedel (20 mio. SKK) af, hvad modtageren selv mente at kunne opnå fra sine debitorer (98 mio. SKK).

(101)

På grundlag af tal fra marts 2004 justerede EKORDA den bogførte værdi af de kortfristede tilgodehavender (166 mio. SKK) til 98 mio. SKK for at korrigere for uerholdelige tilgodehavender og tilgodehavender af lav kvalitet. Imidlertid anvendte EKORDA også en likvidationsfaktor på kun 20 % på den justerede bogførte værdi. Hvis EKORDAs faktor på 59 % for justering af den bogførte værdi af de kortfristede tilgodehavender anvendes på den bogførte værdi pr. juni 2004 (63 mio. SKK), bliver resultatet 37 mio. SKK. I henhold til oplysningerne fra de slovakiske myndigheder var der imidlertid tilgodehavender for 63 mio. SKK, som kunne tilbagesøges. Det er derfor tvivlsomt, om en justering af deres bogførte værdi faktisk er nødvendig.

(102)

Under alle omstændigheder er der ingen åbenlys grund til, at likvidationsværdien skulle være endnu lavere end den justerede værdi. Kommissionen finder derfor, at det forventede provenu fra de kortfristede tilgodehavender i hvert fald ikke er lavere end den justerede værdi på 37 mio. SKK.

(103)

I lyset af ovenstående justerede Kommissionen EKORDAs skøn og foretog en ny vurdering på basis af tallene fra juni 2004. Denne vurdering viser klart, at det sandsynlige provenu fra salget af modtagerens aktiver under en konkursprocedure ville have været meget højere end det forventede provenu i EKORDAs rapport. Tallene er gengivet i nedenstående tabel.

Tabel 5

Sammenligning af det sandsynlige provenu af salget af modtagerens aktiver ved en konkursprocedure — EKORDAs tal sammenlignet med Kommissionens korrigerede tal (mio. SKK)

(104)

Omkostningerne ved konkursproceduren burde ifølge modtagerens kommentarer til afgørelsen om at indlede proceduren udgøre 18 % af den skønnede værdi af indtægterne fra salget af modtagerens aktiver under en sådan behandling. Ifølge modtageren er dette en hensigtsmæssig sats set i lyset af Verdensbankens rapport fra 2004 (36). Ved anvendelse af denne procentsats på den korrigerede værdi af det sandsynlige provenu fra salget af modtagerens aktiver, som fastslået af Kommissionen, ville omkostningerne ved en konkursprocedure derfor være 78,3 mio. SKK. Når dette beløb trækkes fra det korrigerede provenu fra salget af modtagerens aktiver, bliver resultatet højere end det beløb, skattekontoret modtog under ordningen (435 mio. -78,3 mio. = 356,7 mio.; det aftalte beløb under ordningen var 224,3 mio. SKK).

(105)

Som angivet i tabel 5 var det sandsynlige provenu fra salget af modtagerens aktiver 435 mio. SKK. Når man tager i betragtning, at skattekontoret ville have modtaget tæt på 100 % af indtægterne fra salget (37), og at selv hvis man tillod konkursomkostninger på op til 18 % som hævdet af modtageren, ville skattekontoret stadig have fået 132,4 mio. SKK mere end under ordningen.

(106)

Derudover gælder det, at selv hvis man anvendte EKORDAs meget lave likvidationsfaktorer på værdien af modtagerens aktiver pr. juni 2004, ville det sandsynlige provenu fra salget af disse aktiver (efter fradrag af omkostningerne ved konkursproceduren, dvs. 18 %) være 225,5 mio. SKK, hvilket stadig er højere end det beløb, skattekontoret accepterede under ordningen (38).

(107)

Endelig bør det bemærkes, at de slovakiske myndigheder ikke har støttet modtagerens påstand om, at skattekontoret havde EKORDA-rapporten til sin rådighed før kreditormødet den 9. juli 2004 og derfor kunne være brugt den som grundlag for dets beslutning. Skattekontoret havde imidlertid resultatet af deres egen inspektion i juni 2004, som viste, at Frucona rådede over betydelige aktiver som anført i tabel 3. På grundlag af disse oplysninger angav skattedirektoratet ved brev af 6. juli 2004 til det lokale skattekontor, at det lokale skattekontor ikke skulle acceptere den ordning, som modtageren havde foreslået, da ordningen var ugunstig for staten.

(108)

De øvrige ekspertrapporter, som modtageren har fremlagt, har ikke levet op til den nødvendige standard i forhold til at bevise, at det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt. Især nævnes det ikke i nogen af rapporterne, på hvilket grundlag de til tider ekstremt lave likvidationsfaktorer var beregnet. For så vidt angår fr. Kochová, hvis konklusioner var bemærkelsesværdigt forskellige fra EKORDAs konklusioner, bemærker Kommissionen desuden, at det ikke står klart, hvad formålet med udarbejdelsen af rapporten var, ligesom det heller ikke står klart, hvilken periode og hvilke antagelser den var baseret på. Bobestyreren fr. Holovačovás rapport erklærer blot, at kreditorproceduren generelt er mere fordelagtig for kreditorer end konkurs. Derfor kan ingen af oplysningerne i disse to rapporter anvendes til hverken at støtte eller at afvise modtagerens påstand om, at det markedsøkonomiske kreditorprincip var opfyldt.

(109)

Hvad angår argumenterne vedrørende varigheden af konkursproceduren, skal omstændighederne vedrørende denne sag også tages i betragtning ved vurderingen af, hvilken indvirkning den mulige længde af konkursproceduren ville have haft på beslutningsprocessen hos en hypotetisk privat kreditor.

(110)

Det faktum, at staten var i en privilegeret stilling i forhold til de andre kreditorer, idet staten havde sikkerhed i modtagerens faste aktiver, er endnu et vigtigt aspekt i denne sag. I HAMSA-dommen bekræftede Domstolen, at en status som separatist er en relevant faktor, der skal tages i betragtning ved anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip (39). I overensstemmelse med artikel 31, stk. 1, litra e), i konkursloven kan en separatist på ethvert tidspunkt i løbet af konkursproceduren få sine fordringer opfyldt gennem salg af de aktiver, hvori separatisten har sikkerhed. For så vidt angår de aktiver, som skattekontoret har pant i, var varigheden af konkursproceduren derfor med Kommissionens øjne irrelevant, da disse fordringer kunne have blevet indfriet uafhængigt af udviklingen i konkursproceduren.

(111)

Selv hvis man tager hensyn til den værdi, som modtageren tillagde de sikrede aktiver, kunne skattekontoret have opnået en tidlig indfrielse gennem salget af aktiverne på mindst 194 mio. SKK svarende til 86 % af det foreslåede beløb i kreditorordningen. Kun hvis der havde været en vis udsigt til, at man ikke ville få det fulde beløb som aftalt i ordningen, ville skattekontoret have været nødt til at overveje, om det var værd at vente på afslutningen af konkursproceduren. Desuden ville skattekontoret ved den endelige fordeling til kreditorerne have modtaget omkring 99 % af provenuet fra salget af de resterende aktiver (185 mio. SKK i den værst tænkelige situation, dvs. ved anvendelse af EKORDAs likvidationsfaktorer; se tabel 4). Det burde have stået skattekontoret klart, at det deraf følgende skatteinddrevne beløb ville have været væsentligt større end det beløb, skattekontoret blev tilbudt i ordningen, og at kun en lille del af dette beløb ville have været forsinket sammenlignet med i ordningen.

(112)

Det kan derfor konkluderes, at oplysninger om varigheden af konkursproceduren i Slovakiet ikke ville have haft nogen væsentlig indflydelse på en hypotetisk privat kreditors beslutning.

(113)

Under alle omstændigheder havde modtageren på tidspunktet for indgåelse af ordningen desuden: i) et meget lavt antal kreditorer og ii) aktiver med en likvidationsværdi, der var højere end det af staten accepterede beløb i ordningen (som vist i tabel 5 var alene det sandsynlige provenu fra salget af ikke-sikrede aktiver 241 mio. SKK).

(114)

Antallet af kreditorer, der var involveret i ordningen, var lavt, idet der kun var fem. Af disse fem kreditorer var fire private, og deres andel af den samlede gæld var kun 0,6 % (3 797 608 SKK ud af 644 166 949 SKK) som vist i tabel 2. Staten udgjorde derfor langt den største kreditor med 99,4 % af de samlede fordringer. Sådanne omstændigheder ville i betydelig grad reducere risikoen for enhver uenighed mellem kreditorer og deraf følgende sagsanlæg, og konkursproceduren ville derfor sandsynligvis tage kortere tid.

(115)

Hvad angår det argument, som modtageren har fremført på grundlag af »Doing Business in 2004«-rapporten fra Verdensbanken, nemlig at konkursprocedure i Slovakiet i gennemsnit tager 4,8 år, bør det bemærkes, at rapporten omhandler en generel »indikator for afvikling af en virksomhed«, som måler den tid, det tager at gennemføre konkursproceduren samt retssager i forbindelse med konkursproceduren. Denne varighed er strengt taget ikke den samme som den gennemsnitlige varighed af konkursprocedure. De slovakiske myndigheder har selv udtrykt det synspunkt, at i lyset af sagens omstændigheder ville en konkurs tage kortere tid at behandle end den gennemsnitlige konkurs (se betragtning 60). De slovakiske myndigheders vurdering er særlig relevant set i lyset af, at den pågældende behandling ville blive gennemført i overensstemmelse med den slovakiske konkurslov og -praksis. Hvad ydermere er, var den slovakiske regering selv kreditor hos modtageren.

(116)

Desuden svinger varigheden af konkursprocedure i de af modtageren fremlagte rapporter betydeligt fra to år til mere end seks år (40). Derfor var de vurderinger af varigheden af konkursprocedure i Slovakiet, som modtageren fremsendte til Kommissionen, generaliserede og tog ikke hensyn til de specifikke detaljer i den foreliggende sag. En række af disse vurderinger var skøn og hængte til en vis grad ikke sammen indbyrdes.

(117)

Hvad angår det specifikke eksempel på en slovakisk virksomhed i samme branche som modtageren, hvis konkursprocedure varede mere end fem år, bør det bemærkes, at modtageren ikke har bevist, hvordan det eksempel hænger sammen med denne sag, og især hvorvidt den virksomhed var i samme eller en lignende juridisk og materiel situation som modtageren (41). I betragtning af, at modtageren havde én stor privilegeret kreditor, nemlig staten, og en række aktiver med en betydelig skønsmæssig værdi, ville konkursproceduren i modtagerens tilfælde kunne have været afsluttet forholdsvis hurtigt og ville derfor have været den foretrukne fremgangsmåde for den største kreditor, staten.

(118)

Endelig, selv hvis man antog, at konkursproceduren ville have varet i fire til fem år som hævdet af modtageren, var der tale om så stor en forskel mellem de sandsynlige beløb, der skulle tilbagesøges, og de beløb, der var aftalt i ordningen, at varigheden af behandlingen ikke ville have spillet en større rolle i en privat kreditors beslutning med hensyn til, om ordningen var acceptabel. I betragtning af en diskonto på 5,14 % (42) er nutidsværdien af det fremtidige cashflow på 356,7 mio. SKK selv efter fem år 277,6 mio. SKK, dvs. et godt stykke over det beløb, der blev aftalt i ordningen. Under sådanne omstændigheder skulle konkursproceduren have taget mere end 9 år, for at nutidsværdien blev lavere end det i ordningen aftalte beløb. En så lang likvidationsproces ville ikke have været set som sandsynlig af nogen privat markedsoperatør. Desuden ville nutidsværdien af de samlede beløb, der skulle tilbagesøges, være endnu større, hvis man tog i betragtning, at en betydelig del af gælden sandsynligvis ville have været tilbagebetalt tidligere qua salget af de sikrede aktiver (se betragtning 111).

(119)

På grundlag af det foreliggende bevismateriale konkluderer Kommissionen derfor, at en privat kreditor ikke ville have accepteret ordningen på de vilkår, som skattekontoret accepterede i dette tilfælde. I betragtning af, at skattekontoret kunne få sine krav indfriet som separatist når som helst i løbet af konkursproceduren og desuden ville få over 99 % af det provenu, der skulle deles blandt de øvrige kreditorer (på grund af dets kravs størrelse sammenlignet med andre kreditorers), konkluderer Kommissionen, at næsten hele udbyttet i forbindelse med konkurs ville tilfalde skattekontoret, og at skattekontoret som påvist ovenfor ville have fået et langt højere beløb end det, der blev accepteret i kreditorordningen.

(120)

Skattekontoret havde til forskel fra private kreditorer ret til på eget initiativ at indlede skattefuldbyrdelsesproceduren gennem salg af fast ejendom, maskiner og inventar eller firmaet som helhed. I forhold til den retspraksis, der er nævnt i betragtning 82 ovenfor, er der ikke tilvejebragt bevis, for at skattekontoret skulle have overvejet denne fremgangsmåde og skulle have konkluderet, at det ville have været mindre fordelagtigt end at tiltræde ordningen.

(121)

Under alle omstændigheder finder Kommissionen modtagerens udsagn om, at kreditorproceduren beskytter virksomheden mod skattefuldbyrdelsesproceduren, irrelevant. Som bekræftet af de slovakiske myndigheder var skattefuldbyrdelsesproceduren et reelt alternativ for skattekontoret, enten før iværksættelsen af kreditorproceduren eller efter skattekontorets veto mod den foreslåede ordning. Det er derfor nødvendigt at overveje denne mulighed, når det skal fastslås, om det markedsøkonomiske kreditorprincip er overholdt. Modtageren sammenligner ikke den foreslåede ordning med det mulige resultat af skattefuldbyrdelsen.

(122)

Kommissionen har i sin analyse anvendt både modtagerens og de slovakiske myndigheders oplysninger. I denne sammenhæng skal det bemærkes, at de slovakiske myndigheder har bekræftet, at skattekontoret havde en panteret svarende til 397 mio. SKK, som anført i afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelsesprocedure. Denne værdi siges at være opnået på grundlag af modtagerens regnskaber. Modtageren fremfører for sit vedkommende, at værdien af de pantsatte aktiver udtrykt i »ekspertpriser« er 194 mio. SKK (se betragtning 22). Kommissionen behøver ikke at fastslå, hvilket tal der er korrekt, men kan ikke desto mindre drage følgende konklusioner.

(123)

For det første udgjorde pantet modværdien af modtagerens udsatte skattegæld, som fastsat i skatteforvaltningsloven. Hvis værdien af modtagerens aktiver faktisk kun beløb sig til halvdelen af pantet, som anført i den ekspertudtalelse, modtageren fremlagde, var den pantesikkerhed, som staten krævede for denne henstand, utilstrækkelig. Under disse omstændigheder opfyldte den skattehenstand, skattekontoret tillod mellem november 2002 og november 2003 på i alt 477 mio. SKK, efter al sandsynlighed ikke det markedsøkonomiske kreditorprincip. I forbindelse med denne sag behøver Kommissionen heller ikke at fastslå, om disse foranstaltninger udgjorde statsstøtte. Hvis den tidligere henstand allerede udgjorde statsstøtte, kan der dog ikke længere henvises til det markedsøkonomiske kreditorprincip, når den udsatte gæld senere (delvis) afskrives.

(124)

For det andet ville en kreditor, der opererer under markedsøkonomiske forhold — selv i det tilfælde, hvor det lavere tal, modtageren har fremlagt, blev anvendt ved beregningen af provenuet af en skattefuldbyrdelsesprocedure — have foretrukket denne procedure frem for kreditorproceduren, hvis muligheden havde foreligget.

(125)

Under en skattefuldbyrdelsesprocedure kan et skattekontor sælge debitors aktiver (tilgodehavender og andre kortfristede aktiver, løsøre, fast ejendom) direkte. På det tidspunkt, hvor skattekontoret stemte for ordningen, havde modtageren en lagerbeholdning med en værdi af 43 mio. SKK, inddrivelige tilgodehavender på 37 mio. SKK og en kontantbeholdning på 161 mio. SKK (se tabel 5). Det skal bemærkes, at værdien af de kortfristede aktiver alene (241 mio. SKK; 6,3 mio. EUR) (43) ville overstige det udbytte, ordningen ville medføre (224,3 mio. SKK; 5,93 mio. EUR). Desuden havde modtageren andre aktiver, hvis værdi var mindst 194 mio. SKK.

(126)

Skattefuldbyrdelsesproceduren ville heller ikke medføre administrationsgebyrer, som det var tilfældet med konkursproceduren. Det er en procedure, som indledes og styres af skattekontoret selv, så det kan antages, at den ville blive gennemført hurtigt.

(127)

Kommissionen konkluderede derfor, at skattefuldbyrdelsesproceduren på grundlag af modtagerens aktiver ville have ført til et større udbytte end ordningen.

(128)

Kommissionen noterer sig det brev, der er fremlagt af de slovakiske myndigheder, og som skattedirektoratets direktør har sendt til sin underordnede, direktøren for det pågældende skattekontor (se betragtning 63). Brevet er et klart bevis på, at skattedirektoratet (som tidligere havde haft direkte kontakt med modtageren) modsatte sig den foreslåede ordning og gav det lokale skattekontor en klar instruks om ikke at stemme for ordningen. Den grund, der blev nævnt i brevet, var, at den foreslåede ordning var »ufordelagtig« for staten.

(129)

Det blev også påvist af de slovakiske myndigheder, at finansministeriet i begyndelsen af 2004 havde givet skattemyndighederne en klar instruks om ikke at acceptere ordninger med forslag om afskrivning af skattemyndighedernes tilgodehavender (44). Denne instruks blev givet i forbindelse med ændringen af skatteforvaltningsloven pr. 1. januar 2004 som led i bestræbelserne på at styrke disciplinen på skatteopkrævningsområdet.

(130)

Desuden bemærker Kommissionen, at skattekontoret selv havde anket denne ordning allerede den 2. august 2004, dvs. ikke engang en måned efter, at der blev opnået enighed om ordningen.

(131)

Modtageren fremførte, at skattekontoret havde meddelt, at det var enigt i ordningen, allerede før modtageren indledte proceduren. Det er Kommissionens opfattelse, at det bevismateriale, modtageren har fremlagt, indikerer præcist det modsatte. Ved brev af 3. februar 2004 skriver direktøren for skattekontoret til modtageren, at han ganske vist ikke principielt er modstander af brugen af kreditorproceduren, men at han ikke kan tilslutte sig modtagerens forslag om en ordning med en tilbagebetaling af 35 % af gælden.

(132)

På grundlag af dette bevismateriale kan Kommissionen kun konkludere, at de slovakiske myndigheder var imod den ordning, som modtageren havde foreslået, og at dette allerede var tilfældet, inden kreditorproceduren blev indledt den 8. marts 2004, inden kreditorernes afstemning den 9. juli 2004 og også efter domstolens godkendelse af ordningen.

(133)

Modtageren fremførte, at de langsigtede virkninger, såsom kontinuiteten i statens skatteprovenu, skulle tages i betragtning (se betragtning 52).

(134)

For det første skal det understreges, at det markedsøkonomiske kreditorprincip adskiller sig fra det markedsøkonomiske investorprincip. Mens en markedsøkonomisk investor er i en situation, hvor han kan afgøre, om han vil indlede forretningsforbindelser med den pågældende virksomhed, og er motiveret af den langsigtede strategiske udsigt til at opnå et passende afkast af sin investering (45), vil en »markedsøkonomisk kreditor«, som allerede har forretningsmæssige eller offentligretlige forbindelser med den insolvente virksomhed, søge at opnå tilbagebetaling af beløb, som han allerede har til gode (46), på betingelser, der er så fordelagtige som muligt, hvad angår tilbagebetalingens størrelse og tidsrammen. Den markedsøkonomiske kreditors og den markedsøkonomiske investors motivationer vil derfor være forskellige. Følgelig har retspraksis defineret to særskilte principper for de to situationer.

(135)

For det andet er det vigtigt at bemærke, at der med hensyn til analogien mellem en kreditor, der er leverandør, og staten, er en fundamental forskel i deres tilgodehavenders karakter. Da leverandørens forhold til den insolvente virksomhed udelukkende er kontraktligt, kan han komme til at lide under tabet af en forretningspartner. Hvis den insolvente virksomhed likvideres eller sælges, er leverandøren nødt til at finde en ny kunde eller indgå kontrakt med den nye ejer. Risikoen er større, når leverandøren er stærkt afhængig af den insolvente virksomhed. En sådan kreditor vil absolut tage hensyn til fremtiden. Til forskel herfra er statens forhold til den insolvente virksomhed baseret på offentlig ret og er derfor ikke afhængigt af parternes vilje. Enhver ny ejer, der overtager den likviderede virksomheds aktiver, vil automatisk være forpligtet til at betale skatter. Endvidere er staten aldrig afhængig af en enkelt skatteyder. Endelig, og som det vigtigste, er staten ikke profitorienteret, når den påligner skatter, og den handler ikke på kommercielle vilkår eller med kommercielle hensigter i denne forbindelse. Ovenstående analogi er derfor ikke velbegrundet.

(136)

Kommissionen konkluderer, at statens situation i den foreliggende sag ikke kan sammenlignes med en markedsøkonomisk investors eller en afhængig markedsøkonomisk kreditors situation. Et fremtidigt skatteindtægtstab kan derfor ikke tages i betragtning ved anvendelsen af det markedsøkonomiske kreditorprincip (47).

(137)

Endelig skal det på grundlag af den skatteoversigt, som modtageren har fremlagt, bemærkes, at størstedelen af de skatter, modtageren har betalt siden 1995, har været indirekte skatter (punktafgifter og moms). Da disse skatter betales af de endelige forbrugere, ville modtagerens likvidation ikke have haft nogen indvirkning på opkrævningen af dem, så længe forbrugerne fortsatte med at købe de beskattede produkter (i dette tilfælde hovedsagelig alkohol og alkoholholdige drikkevarer) af andre producenter. Modtagerens argument med hensyn til et betragteligt fremtidigt skatteindtægtstab er derfor ikke troværdigt.

(138)

Kommissionen konkluderer, at ingen af de øvrige beviser forelagt af modtageren dokumenterer, at den private kreditors adfærd ville være blevet påvirket. Der er derfor intet i dette afsnit, som ændrer Kommissionens vurdering af denne adfærd i afsnit 2.1 og 2.2.

(139)

På grundlag af ovennævnte bevismateriale konkluderer Kommissionen, at det markedsøkonomiske kreditorprincip ikke er overholdt i den foreliggende sag, og at staten gav modtageren en fordel, som virksomheden ikke ville have kunnet opnå på markedet.

(140)

Kommissionen konkluderer derfor, at den omstridte foranstaltning skal betragtes som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(141)

Foranstaltningens primære formål er at støtte en kriseramt virksomhed. I sådanne tilfælde er det muligt at anvende undtagelsesbestemmelsen i TEUF, artikel 107, stk. 3, litra c), som tillader statsstøtte, der fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse, og når de relevante betingelser er opfyldt.

(142)

I betragtning af modtagerens produktionsportefølje har Kommissionen vurderet, om de særlige regler, der gælder for landbrug, gælder i den foreliggende sag. På grundlag af de slovakiske myndigheders oplysninger om modtagerens omsætning konkluderede Kommissionen i sin afgørelse om indledning af den formelle undersøgelse, at de fleste af modtagerens produkter ikke falder ind under bilag I til TEUF, og at de generelle regler for statsstøtte derfor gælder.

(143)

Modtageren anfægtede i sine bemærkninger til afgørelsen om indledning af den formelle undersøgelse de omsætningstal, der var blevet fremlagt af de slovakiske myndigheder (jf. tabel 1), men ikke Kommissionens afgørelse om at foretage sin vurdering på grundlag af de generelle regler for statsstøtte. Uden at ville fastslå, om modtagerens tal er korrekte (48), efterprøvede Kommissionen, om dens ovennævnte konklusion ville holde på grundlag af de nye tal. Den konkluderer, at det meste af modtagerens omsætning stammer fra produkter, som ikke falder ind under bilag I til TEUF. Det er således de generelle og ikke de sektorspecifikke regler for statsstøtte, der gælder.

(144)

Rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder reguleres for øjeblikket af Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (49) (de nye rammebestemmelser), som har erstattet de tidligere rammebestemmelser, der blev vedtaget i 1999 (50) (1999-rammebestemmelserne).

(145)

I overgangsbestemmelserne i de nye rammebestemmelser er det fastsat, at de skal gælde for vurderingen af al rednings- eller omstruktureringsstøtte, der er ydet uden Kommissionens forudgående godkendelse (ulovlig støtte), hvis al støtten eller en del heraf er blevet ydet efter offentliggørelsen af de nye rammebestemmelser i Den Europæiske Unions Tidende (punkt 104, første afsnit), dvs. efter den 1. oktober 2004. Hvis støtten imidlertid er ydet ulovligt før den 1. oktober 2004, skal undersøgelsen foretages på grundlag af de rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet (punkt 104, andet afsnit).

(146)

Skattekontorets godkendelse af kreditorordningen blev udstedt 9. juli 2004 med virkning fra den 23. juli 2004. Det betyder, at støtten blev ydet ulovligt før 1. oktober 2004. 1999-rammebestemmelserne, som var gældende på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, finder derfor anvendelse.

(147)

Kommissionen konkluderer, at modtageren er en mellemstor virksomhed som omhandlet i Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (51).

(148)

Ifølge 1999-rammebestemmelsernes punkt 5, litra c), betragtes en virksomhed som kriseramt, når den efter de nationale regler opfylder betingelserne for konkursprocedure.

(149)

Modtageren var part i den kreditorprocedure, der kun gælder for insolvente virksomheder som defineret i konkursloven. Den er derfor berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte.

(150)

Den omstridte foranstaltning blev oprindeligt beskrevet af de slovakiske myndigheder som redningsstøtte. I henhold til 1999-rammebestemmelserne rejste Kommissionen tvivl om støttens forenelighed som redningsstøtte af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor.

(151)

Hverken de slovakiske myndigheder eller modtageren har kommenteret denne tvivl. Kommissionen har ikke fået forelagt nye oplysninger i denne henseende.

(152)

Eftersom ovennævnte tvivl ikke er fjernet, konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er forenelig som redningsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(153)

Kommissionen rejste af de årsager, der er beskrevet i del III ovenfor, tvivl om, hvorvidt støtten var forenelig som omstruktureringsstøtte i 1999-rammebestemmelsernes betydning.

(154)

Kommissionen bemærker, at de slovakiske myndigheder, som skal bevise, at statsstøtten er forenelig med det indre marked, ikke har fremlagt nogen nye oplysninger til støtte for denne konklusion. Den har taget modtagerens bemærkninger til efterretning.

(155)

I henhold til 1999-rammebestemmelserne skal omstruktureringsstøtte være betinget af, at der gennemføres en realistisk og sammenhængende omstruktureringsplan, som skal genetablere virksomhedens rentabilitet på længere sigt. Medlemsstaten forpligter sig til at sikre gennemførelsen af planen, som skal godkendes af Kommissionen. Hvis virksomheden ikke gennemfører planen, betragtes det som misbrug af støtte.

(156)

I hovedsagen skal omstruktureringsplanen sætte modtageren i stand til at genetablere sin langsigtede rentabilitet inden for en rimelig tidsfrist og på grundlag af realistiske antagelser med hensyn til de fremtidige driftsvilkår. Planen skal beskrive de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, og fastlægge passende foranstaltninger til at modvirke disse vanskeligheder. Omstruktureringstiltag må ikke kun bestå i finansiel støtte, der tager sigte på at afvikle gæld og dække tidligere tab, men skal også tackle årsagerne til vanskelighederne.

(157)

For virksomheder, der ligger i støttede områder, og for små og mellemstore virksomheder foreskriver 1999-rammebestemmelserne, at der for godkendelse af støtte stilles mindre strenge krav til gennemførelse af modydelser og tilsynsrapporternes indhold. Disse faktorer fritager dog hverken virksomhederne for kravet om at udarbejde en omstruktureringsplan eller medlemsstaterne for forpligtelsen til at gøre omstruktureringsstøtten betinget af, at der gennemføres en omstruktureringsplan.

(158)

Efter indledningen af den formelle undersøgelse bekræftede de slovakiske myndigheder, at den forretningsplan, modtageren var forpligtet til at fremlægge som en betingelse for indledning af kreditorproceduren, kun blev behandlet af den kompetente domstol, dvs. ikke af den bevilgende myndighed, og at hverken domstolen eller skattekontoret overvågede planens gennemførelse.

(159)

I modsætning til denne bekræftelse fremførte modtageren, at skattekontoret havde undersøgt, om forretningsplanen ville kunne genetablere virksomhedens langsigtede rentabilitet, inden det godkendte ordningen, men modtageren fremlagde intet bevismateriale til støtte for denne påstand.

(160)

Modtageren fremførte endvidere, at det var uden betydning, om der forelå en formel omstruktureringsplan i tilfælde, hvor Kommissionen skulle foretage en efterfølgende vurdering af støtte, eftersom Kommissionen er i stand til at fastslå, om modtageren rent faktisk var blevet levedygtig. Ifølge modtageren kan der kun kræves en formel omstruktureringsplan i tilfælde af en forudgående vurdering, som er den eneste type vurdering, 1999-rammebestemmelserne gælder for.

(161)

Dette argument er ikke korrekt. 1999-rammebestemmelserne gælder for vurderingen af både anmeldt og ulovlig støtte. Uanset hvornår vurderingen finder sted, gælder kravet om, at omstruktureringsstøtten gøres betinget af, at der udarbejdes en omstruktureringsplan, som kan genskabe virksomhedens rentabilitet. Kommissionen skal foretage sin vurdering på grundlag af de foreliggende oplysninger på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet.

(162)

Det kan konkluderes, at skattekontoret som den bevilgende myndighed ikke havde lejlighed til at vurdere en omstruktureringsplan og til at gøre afskrivningen af sine tilgodehavender betinget af gennemførelsen af en omstruktureringsplan, som var underlagt tilsyn. Det betyder, at den første formelle betingelse, som gælder fuldt ud, også for en efterfølgende vurdering, ikke var opfyldt.

(163)

Hvad angår forretningsplanens indhold, har de slovakiske myndigheder ikke fremlagt nogen oplysninger, som fjerner Kommissionens tvivl om, hvorvidt planen udgør en reel omstruktureringsplan som fastsat i 1999-rammebestemmelserne.

(164)

Kommissionen kan kun fastholde den konklusion, som den anførte i afgørelsen om at indlede den formelle undersøgelse. Den fremlagte forretningsplan er slet og ret en plan, der vedrører modtagerens akutte problem med voksende gæld til staten. Planen analyserer på ingen måde de forhold, der førte til modtagerens vanskeligheder, eller virksomhedens økonomiske situation på det tidspunkt eller dets økonomiske udsigter. Eftersom denne analyse manglede, foreslog modtageren ikke nogen konkrete tiltag for at fjerne de enkelte årsager til vanskelighederne. Den eneste foranstaltning, der er beskrevet i detaljer, er den foreslåede finansielle omstrukturering gennem ordningen med kreditorerne.

(165)

Planen nævner slet ikke forøgelsen af modtagerens egenkapital, der omtales af modtageren som en af omstruktureringsforanstaltningerne. Der er intet i sagsakterne, der viser, at kapitalforøgelsen gennem Hydree Slovakia skulle betragtes som en foranstaltning, der kunne sikre, at modtageren ikke på langt sigt ville gentage sin strategi med at finansiere sin produktion gennem moms- og punktafgiftsgæld, som i sidste ende var det, der bragte virksomheden i vanskeligheder. De slovakiske myndigheder bekræftede selv, at kapitalforøgelsen ikke på nogen måde mindsker risikoen for, at de økonomiske problemer gentager sig. Denne risiko er så meget desto større, når det tages i betragtning, at kapitalforøgelsen beløb sig til 21 mio. SKK, mens den omstrukturerede gæld var på 644 mio. SKK.

(166)

Kapitalforøgelsen er ikke i sig selv noget bevis på markedets tillid til, at modtageren på ny bliver levedygtig på lang sigt. Kommissionen bemærker, at det på trods af en aktiv indsats ikke lykkedes modtageren at opnå noget lån fra en privat bank.

(167)

Kommissionen bemærker endvidere, at udlejningen af produktionsfaciliteterne til modtagerens konkurrent Old Herold s.r.o. klart var begrundet i, at modtageren havde mistet sin tilladelse til at producere alkohol og alkoholholdige produkter, og ikke skyldtes, at produktionen ville have været tabsgivende og derfor måtte omstruktureres. Det er sandt, at modtageren selv kunne have anmodet om en ny tilladelse, efter at ordningen var afsluttet, men ikke gjorde det. Kommissionen bemærker imidlertid, at modtageren fortsat sælger de produkter, der produceres af Old Herold ved hjælp af modtagerens faciliteter, og sælger dem under sit eget varemærke og endog planlægger at øge dette salg, som angivet i årsberetningen for perioden 29. april-30. december 2004. Udlejningen af disse produktionsaktiver kan derfor ikke anses som en omstruktureringsforanstaltning, fordi der på grundlag af alt det foreliggende bevismateriale ikke var noget behov for omstrukturering af denne del af produktionen.

(168)

Hvad angår de resterende foranstaltninger, der er foreslået i forretningsplanen, er Kommissionens tvivl ikke fjernet. Disse foranstaltninger er ganske enkelt aktiviteter i den sædvanlige forretningsgang og ikke rationaliseringsforanstaltninger (salg af gammelt udstyr eller gamle køretøjer). De to foreslåede strukturforanstaltninger (indstilling af produktionen af urentable alkoholfri produkter og salg af fast ejendom) var meget uklart beskrevet uden nogen nøjagtig angivelse af produkterne eller en tidsplan. De slovakiske myndigheder bekræftede, at den faste ejendom, der skulle sælges (en administrationsbygning, en butik og en rekreationsfacilitet), ikke var blevet solgt pr. 10. oktober 2005, dvs. at denne planlagte foranstaltning ikke var blevet gennemført som bebudet.

(169)

Da der ikke foreligger en formel omstruktureringsplan og en reel analyse af vanskelighederne, og da der ikke er truffet de nødvendige foranstaltninger til at rette op på disse vanskeligheder, kombineret med markedsvilkårene og -udsigterne, må Kommissionen konkludere, at den forretningsplan, modtageren har fremlagt, ikke er en reel omstruktureringsplan som fastsat af 1999-rammebestemmelserne (52). Kommissionens tvivl om, hvorvidt modtageren på ny ville kunne blive levedygtig på lang sigt, er derfor ikke fjernet.

(170)

Selv om Kommissionen fortsat er i tvivl med hensyn til den langsigtede rentabilitet, da der ikke foreligger en reel omstruktureringsplan, og dette i sig selv er tilstrækkeligt til at konkludere, at støtten ikke er forenelig med det indre marked, vil den også analysere 1999-rammebestemmelsernes andet centrale kriterium, nemlig at støtten skal være begrænset til det strengt nødvendige.

(171)

I henhold til 1999-rammebestemmelsernes punkt 40 skal støttens størrelse og intensitet begrænses til det strengt nødvendige for at gøre det muligt at foretage en omstrukturering på grundlag af modtagerens eksisterende finansielle midler. Modtageren forventes at yde et betydeligt bidrag til omstruktureringen over sine egne midler.

(172)

Omstruktureringsomkostningerne svarede til den samlede gæld, der blev omstruktureret gennem ordningen. Modtageren betalte 35 % af dette beløb.

(173)

De slovakiske myndigheder gav ingen yderligere forklaring med hensyn til den tvivl, Kommissionen havde givet udtryk for i denne forbindelse. Modtageren forklarede, hvordan den resterende gæld efter ordningen blev finansieret (jf. betragtning 30-35). Ifølge modtageren beløb virksomhedens eget bidrag sig til 231 mio. SKK (6,1 mio. EUR).

(174)

For det første bemærker Kommissionen, at de midler, modtageren havde til rådighed, oversteg den resterende gæld efter ordningen. Dette tyder på, at støtten ikke var begrænset til det strengt nødvendige.

(175)

Hvad der er vigtigere, er, at kreditten fra Old Herold efter Kommissionens opfattelse ikke kan betragtes som modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning. Tilgodehavender udgør en løbende kilde til finansiering af virksomhedens drift. De er kortfristede lån, som imidlertid skal betales tilbage. Det er kun i de tilfælde, hvor leverandører accepterer en længere betalingsfrist end den normale, at virksomheden får yderligere midler til rådighed til omstrukturering, og at en sådan henstand er et tegn på, at markedet har tillid til, at en genetablering af rentabiliteten er realistisk.

(176)

Modtageren påviste på ingen måde, at Old Herolds betalingshenstand strakte sig langt ud over, hvad der er normal handelspraksis mellem modtageren og leverandørerne. Betalingsfristen på 40 dage synes at være standardpraksis, særlig i betragtning af at den blev bevilget modtageren efter ordningen. Modtageren var derfor ikke længere i økonomiske vanskeligheder. Selve ordningens formål var netop at hjælpe modtageren ud af de økonomiske problemer.

(177)

Kommissionen konkluderer derfor, at denne forlængede betalingsfrist ikke kan anses som et bidrag til omstruktureringen gennem eksterne midler.

(178)

Uden denne henstand andrager modtagerens eget bidrag i 1999-rammebestemmelsernes betydning 131 mio. SKK (3,4 mio. EUR) og svarer således til 20 % af omstruktureringsomkostningerne.

(179)

1999-rammebestemmelserne indeholdt ikke nogen tærskler for, hvornår modtagerens eget bidrag anses for at være betydeligt.

(180)

I betragtning af Kommissionens praksis med anvendelsen af 1999-rammebestemmelserne og udviklingen i Kommissionens politik i denne henseende hen imod indførelsen af tærsklerne under de nye rammebestemmelser anser Kommissionen bidraget på 20 % for at være temmelig lavt (53). Et sådant bidrag ville kun kunne accepteres under 1999-rammebestemmelserne, hvis alle de andre betingelser for godkendelse af støtten var opfyldt, og Kommissionen ville da være nødt til at tage hensyn til, om virksomheden er aktiv i et støtteberettiget område, og i hvilket omfang finansieringskilderne afspejler markedets — ud over modtagerens og aktionærernes — tillid til virksomhedens langsigtede rentabilitet eller andre specifikke træk ved sagen.

(181)

På baggrund af ovenstående er Kommissionen ikke enig i, at modtagerens bidrag i den foreliggende sag er betydeligt. Den konkluderer, at dens tvivl om, hvorvidt modtagerens eget bidrag var betydeligt, og hvorvidt støtten er begrænset til det strengt nødvendige, ikke er fjernet.

(182)

Kommissionen konkluderer, at støtten ikke er forenelig med det indre marked som rednings- eller omstruktureringsstøtte. Der kan heller ikke anvendes andre undtagelsesbestemmelser i TEUF i den foreliggende sag.

(183)

Kommissionen finder, at Den Slovakiske Republik ulovligt har tilladt Frucona Košice a.s. at afskrive skattegæld og således har overtrådt artikel 108, stk. 3, i TEUF. Denne støtte er ikke forenelig med det indre marked ifølge nogen af undtagelsesbestemmelserne i TEUF.

(184)

Selv om skattekontorets gennemførelse af afskrivningen har været stillet i bero under Kommissionens procedure, finder Kommissionen, at modtageren opnåede denne fordel på det tidspunkt, hvor skattekontoret besluttede at frafalde en del af sit krav og dermed stillede støtten til rådighed for modtageren. Dette tidspunkt var den 23. juli 2004, hvor kreditorernes aftale trådte i kraft. Den fordel, modtageren opnåede i forhold til sine konkurrenter, bestod i, at skattekontoret ikke havde håndhævet sit skattekrav.

(185)

For at genoprette den tidligere situation skal statsstøtten tilbagebetales. Eftersom fordelen blev ydet i det øjeblik, kreditorordningen trådte i kraft den 23. juli 2004, er det beløb, der skal tilbagebetales, det fulde beløb af afskrivningen som fastlagt i ordningen.

(186)

Højesteret i Den Slovakiske Republik afgjorde imidlertid, at vejafgiftsrestancer på 424 490 SKK fejlagtigt var medtaget i ordningen. Derfor blev den samlede gæld nedskrevet med dette beløb, og den skyldige gæld til skattekontoret beløb sig efter korrektion i kreditorordningen til 640 369 341 SKK.

(187)

Vejafgiftsrestancerne, der i mellemtiden var blevet behandlet, som var de afskrevet, blev betalt fuldt ud den 2. august 2006. Denne betaling skal medtages ved beregningen af støttebeløbet og den dertil hørende rente, der stadig skal betales —