Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011A0212(01)

    Kommissionens udtalelse af 11. februar 2011 i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF for så vidt angår et forbud, som de nederlandske myndigheder har vedtaget angående en elektrisk plæneklipper af mærket Intratuin, type 07426 MD-2009-156 EØS-relevant tekst

    EUT C 45 af 12.2.2011, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    12.2.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 45/1


    KOMMISSIONENS UDTALELSE

    af 11. februar 2011

    i henhold til artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF for så vidt angår et forbud, som de nederlandske myndigheder har vedtaget angående en elektrisk plæneklipper af mærket Intratuin, type 07426 MD-2009-156

    (EØS-relevant tekst)

    2011/C 45/01

    1.   De nederlandske myndigheders meddelelse

    I henhold til artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/37/EF (1) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om maskiner (som fandt anvendelse indtil den 29. december 2009) skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for, at de maskiner, som direktivet finder anvendelse på, kun kan markedsføres og ibrugtages, hvis de ikke bringer personers og i givet fald husdyrs eller goders sikkerhed og sundhed i fare, når de installeres og vedligeholdes på passende vis og anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse.

    I henhold til direktivets artikel 7, stk. 1, skal en medlemsstat, hvis den konstaterer, at maskiner, der er forsynet med CE-mærkning, og som anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse, vil kunne frembyde fare for personers og i givet fald husdyrs eller goders sikkerhed, træffe alle nødvendige foranstaltninger for at trække maskinerne tilbage fra markedet, forbyde deres markedsføring og ibrugtagning eller indskrænke deres frie bevægelighed. Medlemsstaten underretter straks Kommissionen om disse foranstaltninger og anfører grundene til sin beslutning.

    Den 3. september 2009 underrettede de nederlandske myndigheder Kommissionen om en foranstaltning, der forbyder markedsføring af en elektrisk plæneklipper af mærket Intratuin, type 07426. Maskinen var fremstillet af YAT Electrical Appliance Co., Kina, og markedsført i EU af Intratuin Trade & Logistics, P.O. Box 228, 3440 AE Woerden, Nederlandene.

    Det dossier, der blev sendt til Kommissionen indeholdt følgende dokumenter:

    »GS«-certifikat nr. S 50121261 udstedt af TÜV Rheinland til YAT Electrical Appliance Co., Ltd, North Shiwei Road, Yuxin Town, South Lake Zone, 314009, Jiaxing, Zheijang, Kina, vedrørende en elektrisk plæneklipper af type YT5124AB

    Certifikat om overensstemmelse med maskindirektivet nr. AM 50121263 0001 udstedt af TÜV Rheinland for samme type plæneklipper

    salgsaftale SC0903028 udstedt af YAT Electrical Appliance Co., Ltd. 23-25 Maosheng Road, Lianghui Industrypark, Yuyao, Ningbo, Kina, med angivelse af, at produktreferencerne YT5124AB og 07426 henviser til samme type plæneklipper.

    I henhold til direktivets artikel 7, stk. 2, skal Kommissionen efter at have holdt samråd med de berørte parter tage stilling til, om den finder den pågældende foranstaltning berettiget eller ej. Hvis foranstaltningen anses for at være berettiget, underretter Kommissionen medlemsstaterne, så de kan træffe alle nødvendige foranstaltninger med hensyn til det pågældende udstyr i overensstemmelse med deres forpligtelser i henhold til artikel 2, stk. 1.

    2.   De nederlandske myndigheders begrundelse

    De nederlandske myndigheder traf foranstaltningen med den begrundelse, at den elektriske plæneklipper ikke var i overensstemmelse med nedenstående væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav i bilag I til direktiv 98/37/EF med henvisning til specifikationerne i de europæiske harmoniserede standarder EN 60335-2-77:2000 — Elektriske apparater til husholdningsbrug o.l. — Sikkerhed — Del 2-77: Særlige bestemmelser for netdrevne græsslåmaskiner betjent af gående personer, som der henvises til i »GS«-certifikatet fra TÜV Rheinland.

    »1.3.3. — Risici i forbindelse med genstandes fald og udslyngning og 1.3.7. Forebyggelse af risici i forbindelse med bevægelige dele

    Plæneklipperen udgjorde en risiko for skader, fordi den lukkede afskærmning for den roterende kniv kun ragede 0,6 mm længere ned under cirkelplanet i stedet for de krævede 3 mm. Dette kunne medføre alvorlige skader som følge af udslyngede genstande.

    1.7.4. —   Brugsanvisning

    I brugsanvisningen var der ingen oplysninger om sikker anvendelse af plæneklipper i forbindelse med anvendelse på skråninger og kørsel baglæns.«

    3.   Kommissionens udtalelse

    Kommissionen anmodede den 30. juli 2010 pr. brev Intratuin — som havde markedsført den elektriske plæneklipper af mærket Intratuin, type 07426, i EU — om at fremsende firmaets bemærkninger til de nederlandske myndigheders foranstaltning.

    Den 30. juli 2010 henvendte Kommissionen sig også skriftligt til TÜV Rheinland, som havde udstedt overensstemmelseserklæringer for den elektriske plæneklipper af type YT5124AB, som hævdedes at ækvivalere med den elektriske plæneklipper af type 07426, der var omfattet af den nederlandske foranstaltning.

    I sit svar af 12. august 2010 bekræftede TÜV Rheinland, at de havde udstedt certifikat nr. S 50121261 og nr. AM 50121263 0001 for den elektriske plæneklipper af type YT5124AB. De erklærede, at det prøveeksemplar, de havde testet, ikke var behæftet med de mangler med hensyn til overensstemmelse, som de nederlandske myndigheder havde konstateret. De oplyste endvidere, at de ikke havde kendskab til den elektriske plæneklipper Intratuin, type 07426, og at de ikke kunne bekræfte, om de to referencer YT5124AB og 07426 henviste til samme produkt.

    Til dato har Kommissionen ikke modtaget svar fra Intratuin.

    Kommissionen bemærker sig, at hverken Intratuin eller TÜV Rheinland har gjort indsigelse over for den foranstaltning, de nederlandske myndigheder har truffet. I salgsaftalen mellem YAT og Intratuin anføres det, at de elektriske plæneklippere, der er solgt til Intratuin, var identificeret med referencen YT5124AB, som er den reference, der omhandles i certifikat nr. S 50121261 og nr. AM 50121263 0001, som er udstedt af TÜV Rheinland.

    På baggrund af den foreliggende dokumentation finder Kommissionen, at de nederlandske myndigheder har påvist, at den maskine, som er genstand for forbuddet, ikke er i overensstemmelse med ovennævnte væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav. Maskinens manglende overensstemmelse er til alvorlig fare for brugerens sikkerhed.

    Efter at have fulgt den foreskrevne procedure er Kommissionen således af den opfattelse, at de nederlandske myndigheders foranstaltning er berettiget.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. februar 2011.

    På Kommissionens vegne

    Antonio TAJANI

    Næstformand


    (1)  EFT L 207 af 23.7.1998, s. 1.


    Top