Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0230

    2010/230/: Kommissionens afgørelse af 23. april 2010 om finansiering af arbejdsprogrammet for 2010 vedrørende uddannelse inden for foder- og fødevaresikkerhed, dyresundhed og dyrevelfærd inden for rammerne af programmet Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed

    EUT L 104 af 24.4.2010, p. 60–63 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/230/oj

    24.4.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 104/60


    KOMMISSIONENS AFGØRELSE

    af 23. april 2010

    om finansiering af arbejdsprogrammet for 2010 vedrørende uddannelse inden for foder- og fødevaresikkerhed, dyresundhed og dyrevelfærd inden for rammerne af programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed«

    (2010/230/EU)

    EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (1) (i det følgende benævnt »finansforordningen«), særlig artikel 75,

    under henvisning til Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (2) (i det følgende benævnt »gennemførelsesbestemmelserne«), særlig artikel 90,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 af 19. december 2002 om vedtægterne for de forvaltningsorganer, der skal administrere opgaver i forbindelse med EF-programmer (3), særlig artikel 12, stk. 3,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 882/2004 af 29. april 2004 om offentlig kontrol med henblik på verifikation af, at foderstof- og fødevarelovgivningen samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelserne overholdes (4), særlig artikel 66, stk. 1, litra b) og c), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved forordning (EF) nr. 882/2004 er der fastsat generelle regler for offentlig kontrol med, om bestemmelserne overholdes korrekt, navnlig med henblik på at forebygge eller fjerne risici for mennesker og dyr eller nedbringe dem til et acceptabelt niveau og at yde garanti for fair praksis i forbindelse med handel med foderstoffer og fødevarer og beskyttelse af forbrugernes interesser. I henhold til forordningens artikel 51 kan Kommissionen arrangere kurser for det personale fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, der har ansvaret for offentlig kontrol som omhandlet i forordningen; deltagere fra tredjelande, især udviklingslande, kan deltage i kurserne. Disse kurser kan omfatte undervisning i EU's foderstof- og fødevarelovgivning samt dyresundheds- og dyrevelfærdsbestemmelser.

    (2)

    Programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed« er oprettet af Kommissionen for at opfylde målsætningerne i forordning (EF) nr. 882/2004. I Kommissionens meddelelse KOM(2006) 519 endelig (5) undersøges mulighederne for den fremtidige tilrettelæggelse af uddannelsesaktiviteter.

    (3)

    Arbejdsprogrammet for 2010 for gennemførelse af »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed« bør derfor vedtages.

    (4)

    Ved Kommissionens afgørelse 2004/858/EF af 15. december 2004 om oprettelse af et forvaltningsorgan benævnt »Forvaltningsorganet for Folkesundhedsprogrammet« til forvaltning af Fællesskabets indsats inden for folkesundhed i medfør af Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (6) blev Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere (i det følgende benævnt »forvaltningsorganet«) oprettet.

    (5)

    Visse forvaltnings- og programgennemførelsesopgaver i forbindelse med de uddannelsesforanstaltninger vedrørende fødevaresikkerhed, der gennemføres i henhold til forordning (EF) nr. 882/2004, blev desuden ved Kommissionens beslutning K(2008) 4943 af 9. september 2008 uddelegeret til forvaltningsorganet. Der bør derfor ydes et driftstilskud til forvaltningsorganet for 2010 til finansiering af aktiviteter i forbindelse med programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed«.

    (6)

    Da arbejdsprogrammet for 2010 udgør en tilstrækkeligt detaljeret ramme, er nærværende afgørelse en finansieringsafgørelse som omhandlet i artikel 90 i gennemførelsesbestemmelserne.

    (7)

    Med henblik på anvendelsen af denne afgørelse bør »væsentlig ændring« defineres i overensstemmelse med artikel 90, stk. 4, i gennemførelsesbestemmelserne.

    (8)

    I henhold til artikel 83 i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 skal udgifter fastsættes, anvises og betales inden for de tidsfrister, der fastsættes i gennemførelsesbestemmelserne. Disse regler skal også specificere, under hvilke betingelser for sent betalte kreditorer kan modtage morarenter, der betales over budgetposten for selve udgiften.

    (9)

    Denne afgørelse bør derfor fastsætte regler for betaling af morarenter som følge af for sen betaling i forbindelse med foranstaltninger, der er medtaget i arbejdsprogrammet for 2010 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Arbejdsprogrammet for gennemførelse i 2010 af programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed«, jf. bilaget, vedtages hermed. Denne afgørelse er en finansieringsafgørelse som omhandlet i artikel 75 i finansforordningen.

    Artikel 2

    1.   Det samlede tilskud fra Kommissionen til gennemførelse af arbejdsprogrammet er på 15 370 000 EUR og finansieres over følgende budgetposter i Den Europæiske Unions almindelige budget for 2010:

    a)

    :

    budgetpost 17 04 07 01

    :

    14 000 000 EUR

    b)

    :

    budgetpost 17 01 04.05

    :

    260 000 EUR

    c)

    :

    budgetpost 17 01.04 31

    :

    1 110 000 EUR.

    2.   Det i stk. 1, litra c), omhandlede beløb betales til Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere og er et driftstilskud.

    3.   Morarenter som følge af for sen betaling kan også betales over samme budgetposter, jf. artikel 83 i forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002.

    Artikel 3

    Kumulerede ændringer af de beløb, der er tildelt foranstaltningerne omfattet af arbejdsprogrammet, og som ikke overstiger 20 % af det i artikel 2, stk. 1, anførte maksimale tilskud, betragtes ikke som væsentlige, jf. artikel 90, stk. 4, i forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002, forudsat at de ikke i betydelig grad påvirker arbejdsprogrammets karakter og målsætninger.

    Den anvisningsberettigede kan vedtage sådanne ændringer i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og om proportionalitet.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. april 2010.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

    (2)  EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.

    (3)  EFT L 11 af 16.1.2003, s. 1.

    (4)  EUT L 165 af 30.4.2004, s. 1.

    (5)  SEK(2006) 1163 og SEK(2006) 1164 af 20.9.2006.

    (6)  EUT L 369 af 16.12.2004, s. 73.


    BILAG

    Arbejdsprogrammet for 2010 vedrørende uddannelse inden for foder- og fødevaresikkerhed, dyresundhed og dyrevelfærd inden for rammerne af programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed«

    1.1.   Indledning

    Dette arbejdsprogram omfatter tre gennemførelsesforanstaltninger i 2010. På grundlag af målsætninger i forordning (EF) nr. 882/2004 er budgetfordelingen og de primære foranstaltninger som følger:

    1.2.

    Indkøb (gennemført ved direkte central forvaltning):

    1.2.1.

    Uddannelse: eksterne kontrakter vedrørende gennemførelsen af uddannelsesprogrammet

    14 000 000 EUR

    1.2.2.

    Uddannelse: årsrapport, it-udstyr og -værktøjer, pr-, oplysnings- og kommunikationsmateriale

    260 000 EUR

    1.3.

    Andre foranstaltninger: Driftstilskud til Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere

    1 110 000 EUR

    I ALT

    15 370 000 EUR

    1.2.   Indgåelse af indkøbsaftaler

    Det samlede budget til indkøbsaftaler i 2010 beløber sig til 14 000 000 EUR.

    1.2.1.   Uddannelse: eksterne kontrakter vedrørende gennemførelsen af uddannelsesprogrammet

    RETSGRUNDLAG

    Forordning (EF) nr. 882/2004, artikel 51 og artikel 66, stk. 1, litra b).

    BUDGETPOST

    Budgetpost: 17 04 07 01.

    VEJLEDENDE ANTAL OG ARTEN AF PLANLAGTE AFTALER

    Der vil blive indgået en eller flere specifikke tjenesteydelseskontrakter for hvert enkelt af de nedennævnte tekniske emner. Man regner med at indgå omkring 17 tjenesteydelseskontrakter. Eksterne kontrahenter deltager fortrinsvis i de organisatoriske og logistiske aspekter af uddannelsesaktiviteterne.

    INDHOLDET AF DE PLANLAGTE AFTALER (HVIS MULIGT)

    I 2010 vedrører uddannelsestiltagene følgende emner:

    veterinær-, fødevare- og fodersikkerhedskontrol ved grænsekontrolsteder (lufthavne, havne og veje/jernbaner)

    zoonoser og mikrobiologiske kriterier i forbindelse med fødevarer

    dyrevelfærd

    plantebeskyttelsesmidler

    foderstoflovgivning: fokus på foderstofhygiejnebestemmelser

    forebyggelse, bekæmpelse og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier

    kontrol af varer af ikke-animalsk oprindelse ved import

    EU-kvalitetsordninger (økologisk landbrug og geografiske betegnelser)

    intern audit af offentlige kontrolsystemer

    støtte til EU-kontroller i medlemsstaterne og tredjelande

    RASFF/TRACES i tredjelande

    gmo-analyse

    EU's fødevarebestemmelser og krav i forbindelse med fødevareimport

    diagnosticering og bekæmpelse af højpatogen aviær influenza og andre dyresygdomme

    andre emner vedrørende dyresundhed og -velfærd, foder- og fødevaresikkerhed, samarbejde med andre internationale organisationer om uddannelse inden for fødevaresikkerhed samt undersøgelser, konferencer og vurderinger.

    GENNEMFØRELSE

    13 320 000 EUR (finansiering af fødevaresikkerhedsforanstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 882/2004) vil blive forvaltet og gennemført af Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere (Kommissionens afgørelse 2008/544/EF (1)). De resterende 680 000 EUR vil blive anvendt af Kommissionen til gmo-programmet samt undersøgelser, konferencer og vurderinger.

    DEN VEJLEDENDE TIDSRAMME FOR IVÆRKSÆTTELSEN AF PROCEDURERNE FOR INDGÅELSE AF AFTALER

    Sandsynligvis mellem april og juni så kontrakterne kan indgås i løbet af 2010.

    VEJLEDENDE BELØB FOR UDBUD

    14 000 000 EUR.

    1.2.2.   Uddannelse: årsrapport, it-udstyr og -værktøjer, pr-, oplysnings- og kommunikationsmateriale

    RETSGRUNDLAG

    Forordning (EF) nr. 882/2004, artikel 66, stk. 1, litra c).

    BUDGETPOST

    Budgetpost: 17 01 04 05.

    VEJLEDENDE ANTAL OG ARTEN AF PLANLAGTE AFTALER

    Man regner med at indgå omkring tre tjenesteydelseskontrakter.

    INDHOLDET AF DE PLANLAGTE AFTALER (HVIS MULIGT)

    De foranstaltninger, der skal finansieres over dette budget, har til formål at tilrettelægge uddannelsesprogrammerne, udstyr og værktøjer inden for it- og e-learning samt pr-, oplysnings- og kommunikationsmateriale.

    GENNEMFØRELSE

    Denne foranstaltning gennemføres direkte af GD SANCO.

    DEN VEJLEDENDE TIDSRAMME FOR IVÆRKSÆTTELSEN AF PROCEDURERNE FOR INDGÅELSE AF AFTALER

    Sandsynligvis mellem april og september.

    VEJLEDENDE BELØB FOR UDBUD

    260 000 EUR.

    1.3.   Andre foranstaltninger: Driftstilskud til Forvaltningsorganet for Sundhed og Forbrugere

    RETSGRUNDLAG

    Forordning (EF) nr. 58/2003, navnlig artikel 12, stk. 3.

    BUDGETPOST

    Budgetpost: 17 01 04 31.

    BELØB

    1 110 000 EUR.

    BESKRIVELSE AF OG FORMÅL MED GENNEMFØRELSESFORANSTALTNINGEN

    Over dette budget finansieres det tilskud til forvaltningsorganets driftsomkostninger i 2010, der vedrører programmerne under udgiftsområde 2 i de finansielle overslag. Over budgetpost 17 01 04 31 finansieres tilskuddet til forvaltningsorganets driftsomkostninger i 2010 til den del, der vedrører programmet »Bedre uddannelse — større fødevaresikkerhed«. I henhold til artikel 12, stk. 3, i forordning (EF) nr. 58/2003 skal driftstilskuddet fradrages bevillingerne til de EU-programmer, forvaltningsorganet forvalter. Der er i budgettet for 2010 oprettet to særskilte budgetposter for det tilskud, der skal betales til forvaltningsorganet, én post for programmer under udgiftsområde 2 og én for programmer under udgiftsområde 3b i de finansielle overslag.


    (1)  EUT L 173 af 3.7.2008, s. 27.


    Top