»BILAG XIV

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for opgørelse af udledninger fra luftfartsaktiviteter som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes til at overvåge og rapportere om udledninger fra luftfartsaktiviteter som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Bilag II om forbrænding af brændsler finder ikke anvendelse på mobile kilder som f.eks. luftfartøjer.

Alle flyvninger, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF og udføres af en luftfartøjsoperatør i rapporteringsperioden, skal være omfattet. Med henblik på at identificere den enkelte luftfartøjsoperatør, jf. artikel 3, litra o), i direktiv 2003/87/EF, som ansvarlig for en flyvning anvendes det kaldesignal, som benyttes i forbindelse med flyvekontroltjeneste (ATC). Kaldesignalet er ICAO-designatorkoden i flyveplanens rubrik 7, eller i mangel heraf luftfartøjets registreringsmærke. Kendes luftfartøjsoperatørens identitet ikke, anses luftfartøjets ejer for at være luftfartøjsoperatør, medmindre den kompetente myndighed accepterer ejerens dokumentation af, hvem der var luftfartøjsoperatøren.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

CO2–udledninger fra luftfartsaktiviteter beregnes ved følgende formel:

CO2–udledninger = Brændstofforbrug * emissionsfaktor

2.1.   METODEVALG

Luftfartøjsoperatøren definerer i overvågningsplanen, hvilken overvågningsmetode der benyttes for hver luftfartøjstype. Hvis luftfartøjsoperatøren påtænker at benytte leased-in eller andre luftfartøjstyper, som endnu ikke er optaget i overvågningsplanen på det tidspunkt, hvor denne forelægges for den kompetente myndighed, vedlægger luftfartøjsoperatøren i overvågningsplanen en beskrivelse af den procedure, som benyttes til at definere overvågningsmetoden for disse yderligere luftfartøjstyper. Luftfartøjsoperatøren sikrer, at den udvalgte overvågningsmetode anvendes konsekvent.

Luftfartøjsoperatøren definerer følgende for hver luftfartøjstype i overvågningsplanen:

a)	hvilken beregningsformel der vil blive anvendt (metode A eller metode B)

b)	den datakilde, som anvendes til at fastslå data om brændstofpåfyldning og brændstofmængde i tanken, og metoderne til at overføre, lagre og hente disse data

c)	hvilken metode, der anvendes til at fastslå densiteten, når dette er relevant. Når korrelationstabeller for densitet/temperatur anvendes, specificerer driftslederen kilden til disse data.

For så vidt angår litra b) og c) — når det er nødvendigt på grund af særlige omstændigheder, f.eks. at brændstofleverandører ikke kan oplyse alle de data, der kræves til en bestemt metode — må denne liste over anvendte metoder indeholde en liste over afvigelser fra den generelle metode for specifikke flyvepladser.

2.2.   BRÆNDSTOFFORBRUG

Brændstofforbrug udtrykkes som forbrugt brændstof i mængdeenheder (ton) i løbet af rapporteringsperioden.

Brændstofforbruget overvåges for hver flyvning og for hvert brændstof, og hjælpemotorens brændstofforbrug skal også indgå heri efter nedenstående beregningsformel. Brændstofpåfyldningen kan fastslås ud fra brændstofleverandørens målinger som dokumenteret på følgesedler eller fakturaer for brændstof for hver flyvning. Alternativt kan brændstofpåfyldning også fastslås ved at anvende målesystemer om bord på luftfartøjet. Dataene tages fra brændstofleverandørens oplysninger, eller registreres i masse- og balancedokumenterne, i luftfartøjets tekniske logbog eller overføres elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren. Brændstofmængden i tanken kan fastslås ved at anvende målesystemer om bord på luftfartøjet, som er registreret i masse- og balancedokumenterne, i luftfartøjets tekniske logbog eller overført elektronisk fra luftfartøjet til luftfartøjsoperatøren.

Driftslederen udvælger den metode, som giver de mest fyldestgørende og rettidige data sammenholdt med den laveste usikkerhed, uden at dette resulterer i urimelige omkostninger.

2.2.1.   BEREGNINGSFORMLER

Det faktiske brændstofforbrug beregnes ved en af følgende to metoder:

METODE A: Følgende formel anvendes: Det faktiske brændstofforbrug for hver flyvning (ton) = Brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning til flyvningen (ton) — brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning til den efterfølgende flyvning (ton) + brændstofpåfyldning til denne efterfølgende flyvning (ton). Foretages der ingen brændstofpåfyldning til flyvningen eller en efterfølgende flyvning, bestemmes brændstofmængden i luftfartøjets tanke ved afgangstidspunktet for flyvningen eller den efterfølgende flyvning. I det særlige tilfælde, at et luftfartøj efter en flyvning, hvor brændstofforbruget overvåges, udfører andre aktiviteter end flyvning, f.eks. underkastes større vedligeholdelseseftersyn, hvor tankene tømmes, kan en luftfartøjsoperatør erstatte tallene for »brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke efter endt brændstofpåfyldning til den efterfølgende flyvning + brændstofpåfyldning til denne efterfølgende flyvning« med »brændstofmængde i tanke ved begyndelsen af luftfartøjets efterfølgende aktivitet« ifølge registreringen i tekniske logbøger.

METODE B: Følgende formel anvendes: Det faktiske brændstofforbrug for hver flyvning (ton) = brændstofmængde i luftfartøjets tanke ved ankomsttidspunktet ved afslutningen af den foregående flyvning (ton) + brændstofpåfyldning til flyvningen (ton) — brændstofmængde i tankene ved ankomsttidspunktet ved flyvningens afslutning (ton). Ankomsttidspunktet kan betragtes som svarende til det tidspunkt, hvor motorerne stoppes. Når et luftfartøj ikke har udført en flyvning forud for den flyvning, hvis brændstofforbrug skal måles, oplyser luftfartøjsoperatøren brændstofmængden i luftfartøjets brændstoftanke ved afslutningen på luftfartøjets foregående aktivitet, jf. registreringen i de tekniske logbøger, i stedet for »brændstofmængde i luftfartøjets brændstoftanke ved ankomsttidspunktet ved afslutningen af den foregående flyvning«.

2.2.2.   KRAV TIL KVANTITATIV BESTEMMELSE

Metodetrin 1

Brændstofforbrug bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 2

Brændstofforbrug bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Luftfartøjsoperatører, som i den foregående handelsperiode (eller ud fra et konservativt overslag eller ekstrapolering, hvis der ikke (længere) foreligger rapporterede udledninger), i gennemsnit højst har udledt 50 000 t fossilt CO2 om året, anvender som minimum metodetrin 1 i forhold til de vigtigste kildestrømme. Alle øvrige luftfartøjer anvender metodetrin 2 i forhold til de vigtigste kildestrømme.

2.2.3.   BRÆNDSTOFDENSITET

Hvis brændstofpåfyldningsmængden eller brændstofmængden i luftfartøjets brændstoftanke er angivet i volumenenheder (liter eller m3), omregner luftfartøjsoperatøren denne kvantitet fra volumen til mængde ved at benytte de reelle densitetsværdier. Den reelle densitet betyder densitet udtrykt i kg/liter og bestemmes ved den reelle temperatur for en specifik måling. Medmindre målesystemer om bord på luftfartøjet kan anvendes, skal den reelle densitet være den densitet, som måles af brændstofleverandøren ved brændstofpåfyldningen og registreres på fakturaen for brændstoffet eller følgeseddelen. Er sådanne oplysninger ikke tilgængelige, bestemmes den reelle densitet af brændstoffets temperatur ved påfyldningen som oplyst af brændstofleverandøren eller specificeret af flyvepladsen, hvor brændstofpåfyldningen finder sted ved anvendelse af standardkorrelationstabeller for densitet/temperatur. En standarddensitetsfaktor på 0,8 kg/liter må kun anvendes i de tilfælde, hvor den kompetente myndighed accepterer dokumentation for, at de reelle værdier ikke er tilgængelige.

2.3.   EMISSIONSFAKTOR

De følgende referencefaktorer, udtrykt som t CO2/t brændstof, ud fra referencetallene for nedre brændværdi og emissionsfaktorer og angivet i punkt 11 i bilag I, anvendes for hvert flybrændstof:

Tabel 1

Emissionsfaktorer for flybrændstoffer

Brændstoftype	Emissionsfaktor (t CO2/t brændstof)
flyvebenzin (AvGas)	3,10
jet benzin (Jet B)	3,10
jet kerosine (jet A1 eller jet A)	3,15

I forbindelse med rapporteringen betragtes denne fremgangsmåde som metodetrin 1.

For alternative brændstoffer, for hvilke der ikke er defineret referenceværdier, bestemmes aktivitetsspecifikke emissionsfaktorer som angivet i punkt 5.5 og 13 i bilag I. I sådanne tilfælde bestemmes og rapporteres den nedre brændværdi som en memorandumpost. Indeholder det alternative brændstof biomasse, gælder kravene til overvågning og rapportering af biomasseindhold, jf. bilag I.

For kommercielt handlede brændsler kan emissionsfaktoren eller kulstofindholdet, som ligger til grund for denne, biomasseindholdet og den nedre brændværdi udledes af indkøbsfortegnelserne fra brændstofleverandøren for det pågældende brændstof, forudsat den er udledt på grundlag af anerkendte internationale standarder.

3.   VURDERING AF USIKKERHED

Luftfartøjsoperatøren skal være klar over, hvilke usikkerhedsmomenter der først og fremmest kan indvirke på udledningsberegningen. Luftfartøjsoperatører pålægges ikke at udføre en detaljeret vurdering af usikkerheden, jf. punkt 7.1, i bilag I, forudsat at luftfartøjsoperatøren påpeger kilder til usikkerhed og deres tilknyttede usikkerhedsniveauer. Disse oplysninger benyttes ved udvælgelse af overvågningsmetode efter punkt 2.2.

Når brændstofpåfyldninger udelukkende bestemmes ud fra fakturerede brændstofmængder eller andre relevante oplysninger fra brændstofleverandøren, såsom følgesedler for brændstofpåfyldning pr. flyvning, kræves ingen yderligere belæg for det tilknyttede usikkerhedsniveau.

Anvendes målesystemer om bord på luftfartøjet til at måle brændstofpåfyldningen, skal det oplyste usikkerhedsniveau, som knytter sig til brændstofmålingen, understøttes af kalibreringscertifikater. Luftfartøjsoperatøren skal i fraværet af sådanne certifikater:

—	forelægge luftfartøjsproducentens specifikationer til bestemmelse af usikkerhedsniveauer for brændstofmålesystemer om bord på luftfartøjet, og

—	forelægge dokumentation for, at der er udført rutinemæssig kontrol af, at brændstofmålesystemerne fungerer på tilfredsstillende vis.

Usikkerheder for overvågningsmetodens øvrige komponenter kan bygge på en konservativ ekspertvurdering, hvor der tages hensyn til det skønnede antal flyvninger i rapporteringsperioden. Der er ikke noget krav om, at der skal tages hensyn til den kumulerede virkning af alle målesystemets komponenter på usikkerheden ved de årlige aktivitetsdata.

Luftfartøjsoperatøren krydstjekker regelmæssigt påfyldningsmængderne ifølge fakturaer og påfyldningsmængderne ifølge målesystemer om bord på luftfartøjet og træffer afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med punkt 10.3.5, hvis der konstateres afvigelser.

4.   FORENKLEDE PROCEDURER FOR LUFTFARTØJSOPERATØRER MED SMÅ UDLEDNINGSMÆNGDER

Luftfartøjsoperatører, som udfører færre end 243 flyvninger pr. periode for tre på hinanden følgende firemånedersperioder, og luftfartøjsoperatører, som udfører flyvninger, hvor de samlede udledninger er lavere end 10 000 ton CO2 pr. år, betragtes som luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder.

Luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder kan give et overslag over brændstofforbruget med værktøjer, der er indført af Eurocontrol eller en anden relevant organisation, som kan behandle al relevant lufttrafikinformation, der står til Eurocontrols rådighed. De pågældende værktøjer må kun anvendes, hvis de er godkendt af Kommissionen, og dette gælder også anvendelsen af korrektionsfaktorer til kompensation for eventuelle unøjagtigheder i metoderne til opstilling af modeller.

En luftfartøjsoperatør, som gør brug af den forenklede procedure, og som overskrider tærskelværdien for luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder i et rapporteringsår, underretter den kompetente myndighed herom. Medmindre luftfartøjsoperatøren til kompetente myndigheds tilfredshed påviser, at tærskelværdien fra og med den efterfølgende rapporteringsperiode ikke endnu en gang vil blive overskredet, skal luftfartøjsoperatøren ajourføre overvågningsplanen med henblik på at opfylde kravene i punkt 2 og 3. Den ajourførte overvågningsplan forelægges uden unødig forsinkelse til den kompetente myndigheds godkendelse.

5.   FREMGANGSMÅDE I TILFÆLDE AF UDFALD I DATAINDSAMLINGEN

Luftfartøjsoperatøren træffer alle nødvendige foranstaltninger for at forebygge huller i dataindsamlingen ved at gennemføre egnede kontrolaktiviteter som omhandlet i disse retningslinjers bilag I, punkt 10.2 til 10.3.

Opdager en kompetent myndighed, en luftfartøjsoperatør eller verifikatoren for en flyvning, der er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, at en del af de data, som er nødvendige for at fastslå udledningerne, mangler som følge af omstændigheder uden for luftfartøjsoperatørens indflydelse og ikke kan bestemmes ved en alternativ metode i overvågningsplanen, kan driftslederen anslå udledningerne for denne flyvning ved anvendelse af de i ovennævnte punkt 4 omhandlede værktøjer. Mængden af udledninger, som er anslået efter denne fremgangsmåde, angives i den årlige udledningsrapport.

6.   OVERVÅGNINGSPLAN

Luftfartøjsoperatører forelægger deres overvågningsplan til den kompetente myndigheds godkendelse mindst fire måneder inden den første rapporteringsperiodes begyndelse.

Den kompetente myndighed sikrer, at luftfartøjsoperatøren gennemgår overvågningsplanen forud for starten på hver handelsperiode og om nødvendigt forelægger en revideret overvågningsplan. Efter forelæggelsen af en overvågningsplan med henblik på rapportering af udledninger fra den 1. januar 2010 finder en gennemgang af overvågningsplanen sted forud for starten på den handelsperiode, som påbegyndes i 2013.

I forbindelse med udførelsen af denne gennemgang vurderer luftfartøjsoperatøren til den kompetente myndigheds tilfredshed, om overvågningsmetoden kan ændres, så kvaliteten af de rapporterede data øges, uden at dette medfører urimeligt høje omkostninger. Den kompetente myndighed underrettes om eventuelle foreslåede ændringer af overvågningsmetoden. Væsentlige ændringer af overvågningsmetoden, som nødvendiggør en ajourføring af overvågningsplanen, skal godkendes af den kompetente myndighed. Væsentlige ændringer omfatter:

—	en ændring af de gennemsnitlige rapporterede årlige udledninger, som gør det påkrævet for luftfartøjsoperatøren at anvende et andet metodetrin, jf. punkt 2.2.2.

—	en ændring i antallet af flyvninger eller de samlede årlige udledninger, som har til følge, at luftfartøjsoperatøren overskrider tærskelværdien for luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder, jf. punkt 4.

—	væsentlige ændringer af de anvendte brændstoftyper.

Uanset punkt 4.3 i bilag I skal overvågningsplanen indeholde følgende oplysninger:

For alle luftfartøjsoperatører:

1)	identifikation af luftfartøjsoperatøren, dennes kaldesignal eller en anden entydig designatorkode, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, kontaktoplysninger for luftfartøjsoperatøren og en ansvarshavende person hos luftfartøjsoperatøren samt en kontaktadresse

2)	overvågningsplanens udgavenummer

3)

en foreløbig liste over luftfartøjsoperatørens flådes luftfartøjstyper, som opereres på overvågningsplanens forelæggelsestidspunkt, antallet af luftfartøjer pr. type og en vejledende liste over yderligere luftfartøjstyper, som påtænkes anvendt, herunder i givet fald et skøn over antallet af luftfartøjer pr. type og brændstofstrømme (brændstoftyper) for hver luftfartøjstype

4)	en beskrivelse af procedurer, systemer og ansvarsfordelinger, som anvendes til at iagttage, at listen over udledningskilder er komplet i løbet af overvågningsåret, dvs. for at sikre, at overvågningen og rapporteringen af udledninger fra såvel egne som leased-in luftfartøjer er komplet

5)

en beskrivelse af de procedurer, der anvendes til at overvåge, at listen over opererede flyvninger under den entydige designatorkode opdelt på flyvepladspar er komplet, og de procedurer, der anvendes til at fastslå, om flyvninger er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, for at det sikres, at data er fuldstændige, og at medregning to gange undgås

6)	en beskrivelse af aktiviteter vedrørende dataindsamling og -håndtering, aktiviteter vedrørende kvalitetskontrol og –sikring, herunder vedligeholdelse og kalibrering af måleudstyr (se bilag I, punkt 10.3)

7)

eventuelt oplysninger om relevante forbindelser til aktiviteter, som gennemføres under Fællesskabets ordning for miljøledelse og miljørevision (EMAS) og andre miljøforvaltningssystemer (f.eks. ISO 14001:2004), navnlig hvad angår procedurer og kontrolforanstaltninger med relevans for overvågning og rapportering af drivhusgasudledninger.

Ud over punkt 1 til 7 skal enhver luftfartøjsoperatørs overvågningsplan — undtagen luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder, der ønsker at benytte den forenklede procedure, jf. punkt 4 — indeholde:

8)

en beskrivelse af de metoder, hvormed brændstofforbruget overvåges i både egne og leased-in luftfartøjer, herunder: a) den udvalgte metode (metode A eller metode B) til beregning af brændstofforbrug; anvendes der ikke samme metode for alle luftfartøjstyper, forelægges en begrundelse for denne fremgangsmåde samt en liste over, hvilken metode der anvendes under hvilke forhold b) procedurer for måling af brændstofpåfyldning og brændstofindholdet i tanke, herunder det valgte metodetrin, en beskrivelse af de pågældende måleinstrumenter og procedurerne, der benyttes til at registrere, hente, overføre og lagre oplysninger om målinger c) en procedure til sikring af, at den samlede usikkerhed ved brændstofmålinger overholder det valgte metodetrins krav med henvisninger til kalibreringscertifikater for målesystemer, national lovgivning, klausuler i kundekontrakter eller brændstofleverandørers standarder for nøjagtighed

9)	de procedurer, der anvendes til at måle densitet i forbindelse med brændstofpåfyldning og brændstofindholdet i tanke, herunder en beskrivelse af de pågældende måleinstrumenter eller, hvis måling ikke er mulig, den anvendte standardværdi samt en begrundelse for denne fremgangsmåde

10)

de anvendte emissionsfaktorer for hver brændstoftype, eller for så vidt angår alternative brændstoffer, metoderne til bestemmelse af emissionsfaktorerne, herunder fremgangsmåden ved prøveudtagning, analysemetoder, en beskrivelse af de benyttede laboratorier og deres akkreditering og/eller af deres kvalitetssikringsprocedurer.

Udover punkt 1 til 7 skal overvågningsplanen fra luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder, der ønsker at benytte den forenklede procedure, jf. punkt 4., indeholde:

11)	dokumentation for, at tærskelværdierne for luftfartøjsoperatører med små udledningsmængder i punkt 4 er overholdt

12)	en bekræftelse af, hvilket værktøj, jf. punkt 4, der vil blive anvendt inklusive en beskrivelse af værktøjet.

Den kompetente myndighed kan forlange, at luftfartøjsoperatøren anvender en elektronisk model i forbindelse med forelæggelse af overvågningsplanen. Kommissionen kan offentliggøre en standardiseret elektronisk model eller en specifikation af filformatet. Den kompetente myndighed accepterer i dette tilfælde, at luftfartøjsoperatøren anvender denne model eller dette filformat, medmindre den kompetente myndigheds model som minimum kræver det samme datainput.

7.   RAPPORTERINGSFORMAT

Luftfartøjsoperatører anvender det format, som er fastsat i nedenstående punkt 8 til rapportering af deres årlige udledninger. Den kompetente myndighed kan forlange, at luftfartøjsoperatøren anvender en elektronisk model i forbindelse med forelæggelse af den årlige udledningsrapport. Kommissionen kan offentliggøre en standardiseret elektronisk model eller en specifikation af filformatet. Den kompetente myndighed accepterer i dette tilfælde, at luftfartøjsoperatøren anvender denne model eller dette filformat, medmindre den kompetente myndigheds model som minimum kræver det samme datainput.

Udledninger rapporteres afrundet til nærmeste ton CO2. Emissionsfaktorer afrundes, så kun de betydende decimaler medtages med henblik på såvel beregning som rapportering. Brændstofforbrug pr. flyvning skal anvendes med alle decimaler af betydning for beregningen.

8.   INDHOLDET AF RAPPORTEN OM ÅRLIGE UDLEDNINGER

Hver luftfartøjsoperatør medtager følgende oplysninger i sin årlige udledningsrapport:

1)	data til identifikation af luftfartøjsoperatøren, jf. bilag IV til direktiv 2003/87/EF, dennes kaldesignal eller andre entydige designatorkoder, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, samt relevante kontaktoplysninger

2)	navn og adresse på verifikatoren af rapporten

3)	rapporteringsår

4)	henvisning til og udgavenummer af den relevante, godkendte overvågningsplan

5)	relevante ændringer i operationerne og afvigelser fra den godkendte overvågningsplan i rapporteringsperioden

6)	registreringsnumre for og typer af luftfartøjer, der er anvendt i rapportperioden til udførelse af de luftfartsaktiviteter, som er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som er udført af denne luftfartøjsoperatør

7)	det samlede antal flyvninger i rapportperioden

8)	data i henhold til nedenstående tabel 2

9)	memorandumposter: anvendt mængde biomasse i løbet af rapporteringsåret (i ton eller m3) opdelt på brændstoftyper.

Tabel 2

Rapporteringsformat for årlige udledninger fra luftfartsaktiviteter

Parameter	Enheder	Kildestrøm			I alt
		Brændstoftype 1	Brændstoftype 2	Brændstoftype n
Brændstofbetegnelse
Udledningskilder for kildestrømme af hver type (generiske luftfartøjstyper):
Brændstofforbrug i alt	t
Brændstoffets nedre brændværdi (1)	TJ/t
Emissionsfaktor for dette brændstof	t CO2/t eller t CO2/TJ
De samlede, aggregerede CO2-udledninger fra alle relevante flyvninger, hvor dette brændstof er anvendt,	t CO2
og hvor afgangsmedlemsstaten er den samme som ankomstmedlemsstaten (indenrigsflyvning)	t CO2
samt for alle øvrige flyvninger (internationale flyvninger inden for og uden for EU)	t CO2
Aggregerede CO2-udledninger fra alle flyvninger, hvor afgangsmedlemsstaten er den samme som ankomstmedlemsstaten (indenrigsflyvninger):
Medlemsstat 1	t CO2
Medlemsstat 2	t CO2
Medlemsstat n	t CO2
Aggregerede CO2-udledninger fra alle flyvninger fra hver medlemsstat til en anden medlemsstat eller et tredjeland  (2) :
Medlemsstat 1	t CO2
Medlemsstat 2	t CO2
Medlemsstat n	t CO2
Aggregerede CO2-udledninger fra alle flyvninger, der ankommer til hver medlemsstat fra et tredjeland  (2) :
Medlemsstat 1	t CO2
Medlemsstat 2	t CO2
Medlemsstat n	t CO2

Hver luftfartøjsoperatør medtager følgende oplysninger i et bilag til sin årlige udledningsrapport:

—	Årlige udledninger og antal årlige flyvninger opdelt på flyvepladspar.

Driftslederen kan anmode om, at dette bilag behandles som fortrolige oplysninger.

9.   VERIFIKATION

Foruden verifikationskravene i bilag I, punkt 10.4 skal verifikatoren tage følgende i betragtning:

—	er flyve- og udledningsdata komplette sammenholdt med de data over lufttrafikken, som Eurocontrol indsamler

—	er der overensstemmelse mellem de rapporterede data og masse- og balancedokumenter

—	er der generel sammenhæng mellem dataene om det samlede brændstofforbrug og dataene om brændstof, der er indkøbt eller på anden måde leveret til det luftfartøj, som udfører luftfartsaktiviteten.«

»BILAG XV

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for opgørelse af tonkilometerdata fra luftfartsaktiviteter med henblik på en ansøgning i henhold til artikel 3e eller 3f i direktiv 2003/87/EF

1.   INDLEDNING

Dette bilag indeholder de generelle retningslinjer for overvågning, rapportering og verifikation af tonkilometerdata fra aktiviteter som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF.

Bilag I finder anvendelse for overvågning, rapportering og verifikation af tonkilometerdata, når dette er relevant. Til dette formål tolkes henvisninger til udledninger som henvisninger til tonkilometerdata. Punkt 4.1, 4.2, 5.1, 5.3 til 5.7, 6 til 7 og 11 til 16 i bilag I finder ikke anvendelse på tonkilometerdata.

2.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes til at overvåge og rapportere om tonkilometerdata fra luftfartsaktiviteter som omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF. Alle flyvninger, som er omfattet af bilag I til dette direktiv, og som udføres af en luftfartøjsoperatør i rapporteringsperioden, skal medregnes.

Med henblik på at identificere den enkelte luftfartøjsoperatør, jf. artikel 3, litra o), i direktiv 2003/87/EF, som ansvarlig for en flyvning anvendes det kaldesignal, som benyttes i forbindelse med flyvekontroltjeneste (ATC). Kaldesignalet er ICAO-designatorkoden i flyveplanens rubrik 7, eller i mangel heraf luftfartøjets registreringsmærke. Kendes luftfartøjsoperatørens identitet ikke, anses luftfartøjets ejer for at være luftfartøjsoperatør, medmindre ejeren kan bevise, hvem der var luftfartøjsoperatøren.

3.   OVERVÅGNINGSPLANEN

I medfør af artikel 3g i direktiv 2003/87/EF forelægger luftfartøjsoperatører en overvågningsplan, hvori der fastsættes foranstaltninger med henblik på at overvåge og rapportere om tonkilometerdata.

Luftfartøjsoperatører forelægger deres overvågningsplan for den kompetente myndighed til godkendelse mindst fire måneder inden den første rapporteringsperiodes begyndelse.

Luftfartøjsoperatøren definerer i overvågningsplanen, hvilken overvågningsmetode der benyttes for hver luftfartøjstype. Hvis luftfartøjsoperatøren påtænker at benytte leased-in eller andre luftfartøjstyper, som endnu ikke er optaget i overvågningsplanen på det tidspunkt, hvor denne forelægges for den kompetente myndighed, vedlægger luftfartøjsoperatøren i overvågningsplanen en beskrivelse af den procedure, som benyttes til at definere overvågningsmetoden for disse yderligere luftfartøjstyper. Luftfartøjsoperatøren sikrer, at den udvalgte overvågningsmetode anvendes konsekvent.

Uanset punkt 4.3 i bilag I skal overvågningsplanen indeholde følgende oplysninger:

1)	identifikation af luftfartøjsoperatøren, dennes kaldesignal eller andre entydige designatorkoder, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, luftfartøjsoperatørens kontaktoplysninger og en kontaktadresse for en ansvarshavende person hos luftfartøjsoperatøren

2)	overvågningsplanens udgavenummer

3)

en foreløbig liste over luftfartøjsoperatørens flådes luftfartøjstyper, som opereres på overvågningsplanens forelæggelsestidspunkt, antallet af luftfartøjer pr. type og en vejledende liste over yderligere luftfartøjstyper, som påtænkes anvendt, herunder i givet fald et skøn over antallet af luftfartøjer pr. type

4)	en beskrivelse af procedurer, systemer og ansvarsfordelinger, som anvendes til at iagttage, at listen over anvendte luftfartøjer er komplet i løbet af overvågningsåret, dvs. for at sikre, at overvågningen og rapporteringen af tonkilometerdata fra såvel egne som leased-in luftfartøjer er komplet

5)

en beskrivelse af de procedurer, der anvendes til at overvåge, at listen over opererede flyvninger under den entydige designatorkode opdelt på flyvepladspar er komplet, og de procedurer, der anvendes til at fastslå, om flyvninger er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, for at det sikres, at data er fuldstændige, og at medregning to gange undgås

6)	en beskrivelse af dataindsamlings-, håndterings- og kontrolaktiviteter i overensstemmelse med bilag I, punkt 10.3

7)	oplysninger om relevante forbindelser til aktiviteter, som gennemføres i henhold til et kvalitetsstyringssystem, især om eventuelle procedurer og kontrolaktiviteter af relevans for overvågning og rapportering af tonkilometerdata

8)

en beskrivelse af metoder til bestemmelse af tonkilometerdata pr. flyvning, herunder: a) procedurer, ansvarsfordeling, datakilder og beregningsformler for bestemmelse og registrering af afstand pr. flyvepladspar b) hvorvidt der benyttes en standardmasse på 100 kg pr. passager (metodetrin 1) eller passagermassen som angivet i masse- og balancedokumenterne (metodetrin 2). Benyttes metodetrin 2, vedlægges en beskrivelse af proceduren til at fastslå passagermassen c) en beskrivelse af de procedurer, der benyttes til at fastslå massen af fragt og post d) en beskrivelse af det måleudstyr, der i givet fald benyttes til at måle massen af passagerer, fragt og post.

Den kompetente myndighed kan forlange, at luftfartøjsoperatøren anvender en elektronisk model i forbindelse med forelæggelse af overvågningsplanen. Kommissionen kan offentliggøre en standardiseret elektronisk model eller en specifikation af filformatet. Den kompetente myndighed accepterer i dette tilfælde, at luftfartøjsoperatøren anvender denne model eller dette filformat, medmindre den kompetente myndigheds model som minimum kræver det samme datainput.

4.   METODER TIL BEREGNING AF TONKILOMETERDATA

4.1.   BEREGNINGSFORMEL

Luftfartøjsoperatører overvåger og rapporterer tonkilometerdata efter en beregningsbaseret metode. Beregningen af tonkilometerdata skal bygge på følgende formel:

tonkilometer (t km) = flyvestrækning (km) * nyttelast (t)

4.2.   FLYVESTRÆKNING

Flyvestrækningen beregnes ved hjælp af følgende formel:

Flyvestrækning [km] = storcirkelafstand [km] + 95 km

Storcirkelafstanden er defineret som den korteste flyvestrækning mellem to givne punkter på jordens overflade, hvilket tilnærmes med anvendelse af det system, som er omhandlet i artikel 3.7.1.1 i bilag 15 til Chicago-konventionen (WGS 84).

Flyvepladsers breddegrad og længdegrad hentes enten fra data for flyvepladsers beliggenhed som offentliggjort i Aeronautical Information Publications (i det følgende benævnt »AIP«) i overensstemmelse med bilag 15 til Chicago-konventionen eller fra en kilde, der benytter sådanne AIP-data.

Flyvestrækninger, som beregnes med edbprogrammel eller af en tredjepart, må også anvendes, når beregningsmetoden bygger på ovennævnte formel og AIP-data.

4.3.   NYTTELAST

Nyttelasten skal beregnes ved hjælp af følgende formel:

Nyttelast (t) = massen af fragt og post (t) + massen for passagerer og indchecket bagage (t)

4.3.1.   MASSE AF FRAGT OG POST

Den reelle masse eller en standardmasse som angivet i masse- og balancedokumenter for de relevante flyvninger benyttes til beregningen af nyttelasten. Luftfartøjsoperatører, som ikke skal være i besiddelse af masse- og balancedokumenter, skal foreslå en egnet metode til at fastslå massen af fragt og post i den overvågningsplan, som den kompetente myndighed skal godkende.

Egenvægten af alle lastpaller og containere, som ikke er nyttelast, og startvægten indregnes ikke i den reelle masse af fragt og post.

4.3.2.   MASSE AF PASSAGERER OG INDCHECKET BAGAGE

Luftfartøjsoperatører kan anvende et af to forskellige metodetrin til at bestemme massen af passagerer. Luftfartøjsoperatøren kan som minimum vælge metodetrin 1 for at bestemme massen af passagerer og indchecket bagage. Inden for samme handelsperiode benyttes det udvalgte metodetrin for alle flyvninger.

Metodetrin 1

Der benyttes en fast vægt på 100 kg for hver passager og deres indcheckede bagage.

Metodetrin 2

Massen for passagerer og indchecket bagage ifølge masse- og balancedokumenterne for hver flyvning benyttes.

5.   VURDERING AF USIKKERHED

Luftfartøjsoperatøren skal være klar over, hvilke usikkerhedsmomenter der først og fremmest kan indvirke på beregningen af tonkilometerdata. En udførlig analyse af usikkerhedsmomenter, jf. bilag I, punkt 7, kræves ikke med henblik på metoden til bestemmelse af tonkilometerdata.

Luftfartøjsoperatøren udfører jævnligt egnede kontrolaktiviteter, jf. bilag I, punkt 10.2 og 10.3, og træffer omgående afhjælpende foranstaltninger i overensstemmelse med punkt 10.3.5, hvis der konstateres afvigelser.

6.   RAPPORTERING

Rapportering af tonkilometerdata kræves med henblik på ansøgninger i medfør af artikel 3e og 3f i direktiv 2003/87/EF udelukkende for de overvågningsår, som specificeres heri.

Luftfartøjsoperatører anvender det format, som er fastsat i nedenstående punkt 7 til rapportering af deres tonkilometerdata. Den kompetente myndighed kan forlange, at luftfartøjsoperatøren anvender en elektronisk model i forbindelse med forelæggelse af tonkilometerdata. Kommissionen kan offentliggøre en standardiseret elektronisk model eller en specifikation af filformatet. Den kompetente myndighed accepterer i dette tilfælde, at luftfartøjsoperatøren anvender denne model eller dette filformat, medmindre den kompetente myndigheds model som minimum kræver det samme datainput.

Tonkilometer rapporteres som afrundede værdier af [t km]. Alle data pr. flyvning skal anvendes med alle decimaler af betydning for beregningen.

7.   INDHOLDET AF RAPPORTEN OM TONKILOMETERDATA

Luftfartøjsoperatøren medtager følgende oplysninger i sin rapport om tonkilometerdata:

1)	data til identifikation af luftfartøjsoperatøren, jf. bilag IV til direktiv 2003/87/EF, dennes kaldesignal eller anden entydig designatorkode, som anvendes i forbindelse med flyvekontroltjeneste, samt relevante kontaktoplysninger

2)	navn og adresse på verifikatoren af rapporten

3)	rapporteringsår

4)	henvisning til og udgavenummer af den relevante, godkendte overvågningsplan

5)	relevante ændringer i operationerne og afvigelser fra den godkendte overvågningsplan i rapporteringsperioden

6)	registreringsnumre for og typer af luftfartøjer, der er anvendt i rapportperioden til udførelse af de luftfartsaktiviteter, som er omfattet af bilag I til direktiv 2003/87/EF, og som er udført af denne luftfartøjsoperatør

7)	den metode, der er valgt til beregning af masse for passagerer og indchecket bagage og for fragt og post

8)	samlet antal passagerkilometer og tonkilometer for alle flyvninger udført i rapporteringsåret og henhørende under de i bilag I omhandlede luftfartsaktiviteter

9)

for hvert flyvepladspar: ICAO-designatorkode for de to flyvepladser, flyvestrækning (= storcirkelafstanden + 95 km) i km, det samlede antal flyvninger pr. flyvepladspar i rapporteringsperioden, den samlede masse af passagerer og indchecket bagage (t) i rapporteringsperioden pr. flyvepladspar, det samlede antal passagerer i rapporteringsperioden, det samlede antal passagerer * kilometer pr. flyvepladspar, den samlede masse af fragt og mail (t) i rapporteringsperioden pr. flyvepladspar, og det samlede antal tonkilometer pr. flyvepladspar (t km).

8.   VERIFIKATION

Foruden verifikationskravene i bilag I, punkt 10.4 skal verifikatoren tage følgende i betragtning:

—	er flyve- og tonkilometerdata komplette sammenholdt med de data over lufttrafikken, som Eurocontrol indsamler, så det sikres, at det alene er relevante flyvninger, som er taget i betragtning i driftslederens rapport

—	er der overensstemmelse mellem de rapporterede data og masse- og balancedokumenter.

Væsentlighedsgraden for tonkilometerdata skal være 5 %.«